FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT
A. RANTOS
fremsat den 9. september 2021(1)(i)
Sag C-581/20
Skarb Państwa Rzeczypospolitej Polskiej reprezentowany przez Generalnego Dyrektora Dróg Krajowych i Autostrad
mod
TOTO SpA – Costruzioni Generali,
Vianini Lavori SpA
(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Varhoven kasatsionen sad (øverste kassationsdomstol, Bulgarien))
»Præjudiciel forelæggelse – retligt samarbejde på det civilretlige område – retternes kompetence og anerkendelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område – forordning (EU) nr. 1215/2012 – begrebet »det civil- og handelsretlige område« – foreløbige, herunder sikrende, retsmidler – kontrakt om anlæg af en offentlig vej«
1. Med henblik på at sikre forpligtelserne i henhold til en offentlig kontrakt, der var blevet indgået i Polen om anlæggelse af et afsnit af en motortrafikvej, stillede de virksomheder, som kontrakten var blevet tildelt, i 2015 garantier, der var underskrevet af et bulgarsk forsikringsselskab.
2. Nogle år senere anmodede de valgte tilbudsgivere forgæves en polsk domstol om at forhindre den ordregivende myndighed i at benytte disse garantier som et foreløbigt, herunder sikrende, retsmiddel. De rettede en tilsvarende anmodning til de bulgarske retter, som blev afvist i første instans og taget til følge i appelinstansen.
3. Den polske ordregivende myndighed har iværksat kassationsappel ved Varhoven kasatsionen sad (øverste kassationsdomstol, Bulgarien). I denne henseende skal det bl.a. afklares, om de bulgarske retter, henset til artikel 35 i forordning (EU) nr. 1215/2012 (2), har international kompetence til at iværksætte de begærede foreløbige, herunder sikrende, retsmidler (3).
4. Medmindre jeg tager fejl, har Domstolen indtil nu kun taget stilling til den nævnte artikel ved én lejlighed (4). Domme, der er blevet afsagt med hensyn til de forudgående instrumenter (5), kaster imidlertid lys over den forelæggende rets spørgsmål, dog uden at besvare dem.
5. Som Domstolen har anmodet om, berører dette forslag til afgørelse kun det andet præjudicielle spørgsmål. Svaret kræver en nærmere undersøgelse af forholdet mellem to retsinstanser i forskellige medlemsstater – den retsinstans, der træffer afgørelse om sagens realitet, og den, der udelukkende træffer afgørelse om foreløbig, herunder sikrende, beskyttelse – i grænseoverskridende tilfælde, i hvilken forbindelse artikel 35 har til formål at sikre, at »[parterne] ikke lider tab som følge af den lange sagsbehandling, der er forbundet med enhver international[…] procedure« (6).
I. Retsforskrifter
A. Forordning nr. 1215/2012
6. 33. betragtning har følgende affattelse:
»Når foreløbige, herunder sikrende, retsmidler iværksættes af en ret, der har kompetence med hensyn til sagens realitet, bør deres frie bevægelighed sikres inden for rammerne af denne forordning. Imidlertid bør foreløbige, herunder sikrende, retsmidler, som en sådan ret har truffet afgørelse om, uden at sagsøgte forinden er blevet indkaldt, ikke anerkendes og fuldbyrdes inden for rammerne af denne forordning, medmindre den retsafgørelse, der indeholder retsmidlet, er blevet forkyndt for sagsøgte forud for fuldbyrdelsen. Dette bør ikke være til hinder for anerkendelse og fuldbyrdelse af sådanne retsmidler i henhold til national lovgivning. Når foreløbige, herunder sikrende, retsmidler iværksættes af en ret, der ikke har kompetence med hensyn til sagens realitet, bør deres virkning inden for denne forordnings rammer være begrænset til den pågældende medlemsstat.«
7. Artikel 2 fastsætter:
»I denne forordning forstås ved:
a) »retsafgørelse« enhver retsafgørelse truffet af en ret i en medlemsstat, uanset hvordan afgørelsen betegnes, såsom dom, kendelse eller fuldbyrdelsesordre, herunder fastsættelse af sagsomkostninger, som foretages af en embedsmand ved retten.
I kapitel III anses »retsafgørelse« for at omfatte foreløbige, herunder sikrende, retsmidler, som en ret, der i henhold til denne forordning har kompetence med hensyn til sagens realitet, har truffet afgørelse om. Det omfatter ikke foreløbige, herunder sikrende, retsmidler, der er truffet afgørelse om af en sådan ret, uden at den sagsøgte er blevet indkaldt, medmindre retsafgørelsen indeholdende retsmidlet er blevet forkyndt for sagsøgte forud for fuldbyrdelsen
[…]«
8. Artikel 29, som indgår i afdelingen »Litis pendens og indbyrdes sammenhængende krav«, er affattet således:
»1. Såfremt krav, der har samme genstand og hviler på samme grundlag, fremsættes mellem de samme parter for retter i forskellige medlemsstater, udsætter enhver anden ret end den, ved hvilken sagen først er anlagt, på embeds vegne sagen, indtil denne rets kompetence er fastslået, jf. dog artikel 31, stk. 2.
2. I de i stk. 1 omhandlede sager på begæring fra en ret, for hvilken tvisten er indbragt, giver enhver anden ret, for hvilken tvisten er indbragt, uden ophold førstnævnte ret meddelelse om, hvornår tvisten blev indbragt for den i overensstemmelse med artikel 32.
3. Når det er fastslået, at den ret, ved hvilken sagen først er anlagt, er kompetent, erklærer enhver anden ret sig inkompetent til fordel for den første.«
9. Artikel 35 (»Foreløbige, herunder sikrende, retsmidler«) er affattet således:
»Der kan over for en medlemsstats retter anmodes om anvendelse af sådanne foreløbige, herunder sikrende, retsmidler, som er fastsat i den pågældende medlemsstats lovgivning, selv om en ret i en anden stat er kompetent til at påkende sagens realitet.«
10. Artikel 36, som indgår i afdelingen »Anerkendelse«, bestemmer:
»1. Retsafgørelser, der er truffet i en medlemsstat, anerkendes i de øvrige medlemsstater, uden at der stilles krav om anvendelse af en særlig procedure.
[…]«
11. Artikel 42, stk. 2, foreskriver:
»For i en medlemsstat at få fuldbyrdet en retsafgørelse, der er truffet i en anden medlemsstat, om anvendelse af foreløbige, herunder sikrende, retsmidler, fremlægger den, der fremsætter anmodningen, følgende for den kompetente fuldbyrdelsesmyndighed:
a) en kopi af retsafgørelsen, der opfylder de nødvendige betingelser for at fastslå dens ægthed
b) en attest udstedt i medfør af artikel 53, som indeholder en beskrivelse af retsmidlet, og som bekræfter,
i) at retten har kompetence med hensyn til sagens realitet
ii) at retsafgørelsen er eksigibel i domsstaten, og
c) bevis for forkyndelsen af retsafgørelsen, hvis der blev truffet afgørelse om retsmidlet, uden at sagsøgte forinden var blevet indkaldt.«
12. Artikel 45, stk. 1, litra c), bestemmer:
»1. Efter anmodning fra en berettiget part afslås anerkendelse af en retsafgørelse:
c) såfremt afgørelsen er uforenelig med en retsafgørelse truffet mellem de samme parter i den medlemsstat, som anmodningen rettes til.«
B. National ret. Grazhdanski Protsesualen Kodeks (7)
13. Følgende bestemmelser er relevante med henblik på denne sag: artikel 18 (staters immunitet), artikel 389-396 (udstedelse af en foreløbig forholdsregel), artikel 397-403 (sikrende retsmidler) og artikel 274-280 (retsmidler til prøvelse af afgørelser).
14. Eftersom mit forslag til afgørelse udelukkende vedrører fortolkningen af artikel 35 i forordning nr. 1215/2012, er det ikke nødvendigt at gengive disse artikler.
II. De faktiske omstændigheder, hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål
15. Ved kontrakt af 30. juli 2015 tildelte Skarb Państwa Rzeczypospolitej Polskiej reprezentowany przez Generalnego Dyrektora Dróg Krajowych i Autostrad (herefter »den polske statskasse«) ordren på anlæg af motortrafikvejen S-5 Poznań-Wroclaw, afsnit Poznań A2, Gluchowo-Wroczyn, til virksomhederne TOTO SpA – Costruzioni Generali og Vianini Lavori SpA, der handlede som et konsortium registreret i Italien.
16. Parterne indsatte en bestemmelse i kontrakten, artikel 20.6, hvorefter retterne på den ordregivende myndigheds hjemsted (dvs. de polske retter) havde kompetence til at afgøre parternes tvister (8).
17. På grundlag af denne kontrakt blev der stillet garantier, henholdsvis nr. 02900100000348 og nr. 02900100000818, for opfyldelse i henhold til kontrakten (9) og for eventuel betaling af en »konventionalbod« efter arbejdets afslutning (10). Begge garantier blev udstedt af det bulgarske forsikringsselskab Euroins AD og er underlagt polsk materiel ret.
18. De valgte tilbudsgivere anlagde negative anerkendelsessøgsmål mod den polske statskasse ved Sąd Okręgowy w Warszawie (den regionale domstol i Warszawa). De pågældende selskaber nedlagde påstand om, at det fastslås, at statskassen [ikke var berettiget til at forlange betaling af den aftalte konventionalbod, da betingelserne herfor ikke var opfyldt, og/eller at sagsøgte ikke var berettiget til konventionalbod på grund af den forsinkede opfyldelse af kontrakten, som sagsøgte gør gældende (11).
19. De nævnte selskaber anmodede retten om »at udstede foreløbige forholdsregler ved at pålægge sagsøgte navnlig ikke at benytte de af ZD »Euroins« AD stillede garantier nr. 02900100000348 og 02900100000818« (12).
20. Ved kendelse af 7. juni 2019 afviste Sąd Okręgowy w Warszawie (den regionale domstol i Warszawa) at iværksætte de begærede foreløbige, herunder sikrende, retsmidler (13).
21. Den 31. juli 2019 anmodede de valgte tilbudsgivere atter om iværksættelse af de pågældende retsmidler, denne gang ved Sofiyski gradski sad (byretten i Sofia, Bulgarien) til støtte for søgsmålene ved Sąd Okręgowy w Warszawie (den regionale domstol i Warszawa).
22. Anmodningen blev afvist i første instans, men taget til følge i appelsagen for Sofiyski apelativen sad (appeldomstolen i Sofia, Bulgarien). Sidstnævnte domstol anordnede på betingelse af en sikkerhedsstillelse arrest i den polske statskasses krav på grundlag af garanti nr. 02900100000348 og nr. 02900100000818, som var blevet udstedt til sidstnævntes fordel af forsikringsselskabet Euroins AD.
23. Den polske statskasse iværksatte kassationsappel ved Varhoven kasatsionen sad (øverste kassationsdomstol, Bulgarien). I forbindelse med denne kassationsappel fremsatte den polske statskasse desuden et europæisk betalingspåkrav i henhold til forordning (EF) nr. 1896/2006 (14), formular E (15).
24. De valgte tilbudsgivere, som havde gjort indsigelse mod betalingspåkravet ved hjælp af formular F i forordning nr. 1896/2006, vedlagde sidstnævnte formular til deres svarskrift.
25. På denne baggrund har Varhoven kasatsionen (øverste kassationsdomstol) forelagt Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:
»1) Skal artikel 1 i [forordning nr. 1215/2012] fortolkes således, at en sag som den, der beskrives i nærværende anmodning om præjudiciel afgørelse, helt eller delvis skal anses for en sag på det civil- og handelsretlige område som omhandlet i denne forordnings artikel 1, stk. 1?
2) Skal – efter at der er gjort brug af retten til at anmode om anordning af foreløbige/sikrende retsmidler, og efter at den domstol, der er kompetent til at påkende sagens realitet, allerede har truffet afgørelse herom – den ret, for hvilken der verserer en anmodning om foreløbige retsmidler på samme grundlag og i henhold til artikel 35 i [forordning nr. 1215/2012], anses for ikke kompetent fra det tidspunkt, hvor der fremlægges dokumentation for, at den ret, der er kompetent til at påkende sagens realitet, har afsagt en afgørelse herom?
3) Såfremt det fremgår af besvarelsen af de to første spørgsmål, at den ret, til hvilken der er indgivet en anmodning som omhandlet i artikel 35 i [forordning nr. 1215/2012], er kompetent, skal betingelserne for at anordne sikrende retsmidler i henhold til artikel 35, i [forordning nr. 1215/2012] da fortolkes autonomt? Finder en bestemmelse, der i et tilfælde som det foreliggende ikke tillader anordning af et sikrende retsmiddel over for en offentlig myndighed, ikke anvendelse?«
III. Retsforhandlingerne for Domstolen
26. Anmodningen om præjudiciel afgørelse indgik til Domstolen den 5. november 2020. Anmodningen om behandling efter proceduren i artikel 105 i Domstolens procesreglement blev ikke imødekommet.
27. TOTO – Costruzioni Generali og Vianini Lavori, Republikken Polen og Europa-Kommissionen har afgivet skriftlige indlæg. Ovennævnte aktører samt den polske statskasse deltog i retsmødet, som blev afholdt den 15. juli 2021.
IV. Bedømmelse
28. Som jeg har nævnt, omhandler mit forslag til afgørelse alene det andet præjudicielle spørgsmål. Dette spørgsmål omhandler nærmere bestemt forholdet mellem retsinstanser i forskellige medlemsstater, ved hvilke der konsekutivt i henhold til forordning nr. 1215/2012 anmodes om foreløbige, herunder sikrende, retsmidler.
29. Besvarelsen af dette spørgsmål kræver en fortolkning af artikel 35 i forordning nr. 1215/2012, som gør det muligt at afklare, om en retsinstans (en bulgarsk ret i dette tilfælde), der ikke har kompetence med hensyn til sagens realitet, kan iværksætte foreløbige, herunder sikrende, retsmidler, når den ret, der har kompetence med hensyn til sagens realitet (en polsk ret i dette tilfælde), allerede har taget stilling til en identisk anmodning.
30. Inden jeg foreslår et svar på dette spørgsmål, vil jeg gøre rede for nogle generelle aspekter ved forordning nr. 1215/2012, som kan bidrage diskussionen.
A. Indledende betragtninger: foreløbig, herunder sikrende, beskyttelse i forordning nr. 1215/2012
1. Ordningen for international kompetence og udvekslingen af retsafgørelser vedrørende foreløbige, herunder sikrende, retsmidler
31. Forordning nr. 1215/2012 indfører en tosporet ordning til at opnå foreløbige, herunder sikrende, retsmidler i sager, der er omfattet af forordningens anvendelsesområde:
– For det første bestemmer denne forordning, at de retter, der i overensstemmelse med afdeling 1-6 i kapitel II har kompetence med hensyn til sagens realitet, også har international kompetence (16). Disse retsinstansers kompetence afhænger ikke af, at der er en bestemt tilknytning mellem retsmidlets genstand og den kompetente ret (17). Med det forbehold, som jeg vil gøre rede for, er et retsmiddel, der iværksættes af en ret, der har kompetence i hovedsagen, omfattet af ordningen for anerkendelse og fuldbyrdelse i forordning nr. 1215/2012.
– For det andet bestemmer samme forordnings artikel 35, at retter, der ikke har kompetence til at påkende sagens realitet, kan iværksætte foreløbige, herunder sikrende, retsmidler vedrørende den pågældende sag.
32. I sidstnævnte tilfælde har Domstolen opstillet visse betingelser for muligheden for, at en ret, der ikke har kompetence til at påkende sagens realitet, ikke desto mindre kan have kompetence med hensyn til at iværksætte foreløbige, herunder sikrende, retsmidler (18).
– De foreløbige, herunder sikrende, retsmidler skal »sikre opretholdelsen af en bestemt faktisk eller retlig situation med det formål at beskytte rettigheder, der i øvrigt påstås anerkendt ved afgørelsen af sagens realitet« (19).
– Der kan ikke iværksættes retsmidler, der på grund af deres virkninger de facto erstatter proceduren vedrørende sagens realitet, dvs. at de under sagens tilrettelæggelse anvendes til at omgå kompetencereglerne(20).
– Der skal være en reel tilknytning mellem den ret, der ikke har kompetence til at påkende sagens realitet, og det ønskede retsmiddel. Anvendelse af denne type retsmidler »kræver […] et særligt overblik og nøje kendskab til de konkrete omstændigheder, under hvilke retsmidlet skal udfolde sin virkning« (21).
33. Disse betingelser skyldes, at artikel 35 i forordning nr. 1215/2012 giver en part, der anmoder om foreløbige, herunder sikrende, retsmidler, en fordel, der kan bringe modparten i en ugunstig situation, da bestemmelsen udgør en undtagelse til den kompetenceordning, der gælder i henhold til forordningen. Derfor skal bestemmelsen fortolkes restriktivt (22).
34. Ud over at give mulighed for et yderligere værneting kan artikel 35 desuden give anledning til forumshopping (23) og misbrug (24).
35. Inden for rammerne af forordning nr. 1215/2012 er beføjelsen hos den ret, der iværksætter foreløbige, herunder sikrende, retsmidler i henhold til artikel 35, desuden underlagt en begrænsning med hensyn til deres rækkevidde: Virkningen af disse retsmidler er begrænset til den pågældende medlemsstat (25).
36. Det bør imidlertid erindres, at godkendelsen af de foreløbige, herunder sikrende, retsmidler, der iværksættes af en anden ret end den, der påkender eller skal påkende (26) sagens realitet, skyldes praktiske behov, der er specifikke for den foreløbige og sikrende retlige beskyttelse (27) og umiddelbart forståelige.
37. Ved hjælp af denne bestemmelse gives den interesserede part muligheden for at opnå et foreløbigt, herunder sikrende, retsmiddel i den medlemsstat, hvor de aktiver eller den person, der er omfattet af det pågældende retsmiddel, befinder sig. Således undgås ulemperne ved at skulle anlægge sag i udlandet for det første og opnå anerkendelse af en retsafgørelse afsagt af en anden ret for det andet (28).
38. Denne mulighed er så meget desto mere nødvendig, når de foreløbige, herunder sikrende, retsmidler, som den ret, der påkender sagens realitet, har iværksat inaudita parte (hvilken iværksættelse bevarer retsmidlernes overraskelseseffekt), i princippet (29) ikke kan bevæge sig frit (30) mellem medlemsstaterne i henhold til forordning nr. 1215/2012 (31).
39. Udelukkelsen af den frie bevægelighed for denne form for retsmidler sker ved hjælp af definitionen af »retsafgørelse« i artikel 2, litra a), andet afsnit, i forordning nr. 1215/2012. I praksis udmønter dette sig i kravet efter forordningens artikel 42, stk. 2: Fuldbyrdelse i en medlemsstat af et foreløbigt, herunder sikrende, retsmiddel, der er anordnet i en anden medlemsstat af retten i hovedsagen, kræver fremlæggelse af attesten i artikel 53. Denne attest indeholder særlige oplysninger, der godtgør rettens status og indkaldelsen af sagsøgte til at give fremmøde eller, i mangel heraf, forkyndelsen af retsmidlet.
2. Forholdet mellem kompetencereglerne
40. Der er intet formelt hierarki mellem de kompetenceregler, der er til rådighed for en ansøger om foreløbig, herunder sikrende, beskyttelse, som kan vælge herimellem. Der kan således opstå situationer med parallelle sager om foreløbig, herunder sikrende, beskyttelse, som lovgiver ikke har fastlagt en særlig løsning for.
a) Parallelle sager om foreløbig, herunder sikrende, beskyttelse
41. Forordning nr. 1215/2012 indeholder en specifik bestemmelse (artikel 35) om foreløbige, herunder sikrende, retsmidler. Det kan siges, at denne bestemmelse supplerer den naturlige beføjelse hos den ret, der har kompetence med hensyn til sagens realitet, til at iværksætte disse retsmidler. Samtidig baner den vejen for identiske procedurer ved forskellige retter med risiko for indbyrdes uforenelige retsafgørelser.
42. Princippet om fortrinsret, der i afdelingen »Litis pendens og indbyrdes sammenhængende krav« i forordning nr. 1215/2012 finder anvendelse på parallelle sager, der har samme genstand og hviler på samme grundlag, mellem de samme parter i henhold til artikel 29, kan efter min opfattelse udvides til at omfatte disse sagers retsbevarende fase (32).
43. Ifølge dette princip udsætter den ret, for hvilken den anden anmodning fremsættes, »på embeds vegne sagen, indtil denne rets [den ret, ved hvilken sagen først er anlagt] kompetence er fastslået«. Den ret, for hvilken den anden anmodning fremsættes, skal erklære sig inkompetent til fordel for den første ret, når den første ret har fastslået sin kompetence (33).
44. Den omstændighed, at der samtidig foreligger anmodninger om foreløbige, herunder sikrende, retsmidler for en ret, der har kompetence med hensyn til sagens realitet, og en anden ret, der ikke har denne kompetence (men hvortil der rettes henvendelse i henhold til artikel 35 i forordning nr. 1215/2012), giver den berørte part mulighed for at undgå den forsinkelse, som indførsel af et retsmiddel, der er iværksat i én medlemsstat, til en anden medlemsstat, sædvanligvis er forbundet med.
45. Ud fra denne betragtning kan det synes paradoksalt, at en part, der anmoder en anden ret om et foreløbigt, herunder sikrende, retsmiddel, netop for at undgå forsinkelserne ved den første ret, i henhold til litis pendens-bestemmelsen udelukkende skal gøre dette i den medlemsstat, hvor hovedsagen er anlagt, kun fordi anmodningen om dette retsmiddel blev fremsat dér først (34).
46. Som alternativ ville det være tænkeligt at undlade at anvende den almindelige litis pendens-bestemmelse (artikel 29 i forordning nr. 1215/2012) i forbindelse med foreløbige, herunder sikrende, retsmidler og behandle problemet vedrørende to uforenelige retsafgørelser, såfremt de bliver truffet, ved efterfølgende at træffe afgørelse om deres anerkendelse og fuldbyrdelse (35).
47. Jeg er imidlertid af den opfattelse, at denne løsning risikerer at være uforenelig med den nævnte forordning.
48. Selv om Domstolen ikke har taget stilling til dette aspekt, har den udtalt sig i negative vendinger om en situation, hvor »en række retsinstanser ville få tillagt kompetence i en tvist, der udspringer af samme retsforhold, hvilket er i strid med konventionens formål«, i forbindelse med Bruxelles-konventionens artikel 24 (36).
49. På nuværende tidspunkt er det tilstrækkeligt at anføre, at undtagelserne til litis pendens-bestemmelsen findes i selve forordningen, og ingen af dem svarer til den her beskrevne (37). Forslagene til ændring af dette aspekt, som blev fremsat med hensyn til artikel 35 i forordning nr. 1215/2012, blev ikke indført i den endelige tekst, hvilket taler imod en særbehandling af litis pendens i forbindelse med anmodninger om foreløbige, herunder sikrende, retsmidler inden for den gældende ordning (38).
50. Jeg er sammenfattende af den opfattelse, at litis pendens-bestemmelsen i artikel 29 i forordning nr. 1215/2012 finder anvendelse på anmodninger om foreløbige, herunder sikrende, retsmidler. Dette har to konsekvenser: a) Den ret, for hvilken den første anmodning om foreløbige, herunder sikrende, retsmidler er blevet fremsat, har fortrinsret, så snart denne har fastslået sin kompetence, og b) fra dette tidspunkt erklærer enhver anden ret sig inkompetent til fordel for den første.
b) Uforenelighed mellem foreløbige, herunder sikrende, retsmidler fra forskellige retter
51. I Italian Leather-dommen (39) behandlede Domstolen i forbindelse med Bruxelleskonventionens artikel 27, nr. 3), en situation, hvori to retter (en ret, der havde kompetence i henhold til Bruxelleskonventionens artikel 24, og en ret, som parterne havde valgt til at påkende sagens realitet), havde iværksat foreløbige, herunder sikrende, retsmidler.
52. Nedenstående følger af ovennævnte dom:
– Domstolen præciserede, at den uforenelighed, der er til hinder for anerkendelsen af en udenlandsk retsafgørelse, angår retsvirkningerne af retsafgørelser, men derimod ikke den omstændighed, at der findes forskellige lovgivninger i medlemsstaterne, eller at de respektive retter bedømmer den samme betingelse forskelligt (40).
– Domstolen bekræftede, at uforeneligheden finder sted, når retsvirkningerne af de omtvistede retsafgørelser, idet de gør sig gældende samtidigt i en medlemsstat, forstyrrer den pågældende medlemsstats retstilstand (41).
– Domstolen bemærkede, at den ret, som anmodningen rettes til, på disse betingelser og i betragtning af, at grunden til at nægte anerkendelse af retsafgørelser, som er omhandlet i Bruxelleskonventionens artikel 27, nr. 3), er af bindende karakter, skal afslå at anerkende den udenlandske afgørelse (42).
53. Som følge af sammenfaldet mellem Bruxelleskonventionens artikel 27, nr. 3), og den nuværende artikel 45, stk. 1, litra c), i forordning nr. 1215/2012 (43) kan det fastslås, at en lignende løsning gør sig gældende i forbindelse med anvendelsen af sidstnævnte.
B. Besvarelse af det andet præjudicielle spørgsmål
54. Den forelæggende rets tvivl, der ligger til grund for det andet præjudicielle spørgsmål, samt parternes anbringender desangående støtter sig på flere grunde, som jeg vil behandle som følger:
– Jeg vil først undersøge betydningen af værnetingsklausulen til fordel for de polske retter.
– Derefter vil jeg se nærmere på den reelle tilknytning mellem de begærede retsmidler og det bulgarske område.
– Jeg vil endelig tage stilling til relevansen af den polske retsafgørelse, hvorved det blev afslået at iværksætte de foreløbige, herunder sikrende, retsmidler, for den bulgarske ret.
1. Værnetingsklausulen: en hindring for de bulgarske retters iværksættelse af retsmidler?
55. Kompetencen hos retten i hovedsagen til at iværksætte foreløbige, herunder sikrende, retsmidler afhænger ikke af, at der er en særlig tilknytning mellem retsmidlets genstand og den kompetente ret; det er tilstrækkeligt, at de omstændigheder, der i henhold til forordning nr. 1215/2012 begrunder, at den pågældende ret har kompetence til at påkende sagens realitet, er til stede.
56. En af disse omstændigheder er, at parterne skal have aftalt, hvilken ret der har kompetence, gennem en klausul, der tillægger enekompetence i henhold til artikel 25 i forordning nr. 1215/2012.
57. På grund af udgangspunktet i partsautonomien er det imidlertid berettiget at rejse tvivl om, hvorvidt enhver aftale om kompetence automatisk kan udvides til at omfatte foreløbige, herunder sikrende, retsmidler. Omvendt må der stilles spørgsmål ved, om en aftale om værneting automatisk udelukker den kompetence, der følger af artikel 35 i forordning nr. 1215/2012.
58. Domstolen har endnu ikke taget stilling til denne problemstilling. I Italian Leather-dommen præciseres det under alle omstændigheder, at kompetencen i henhold til artikel 35 kan sameksistere med kompetencen hos en anden ret, som parterne har valgt til at træffe endelig afgørelse i sagen.
59. Efter min opfattelse kan parterne (jeg kan i det mindste ikke finde grunde, der forhindrer dette) indgå aftale om eller ophæve den internationale kompetence med hensyn til foreløbig beskyttelse, når de befinder sig i en situation, der er omfattet af forordning nr. 1215/2012. Spørgsmålet om, hvilke tvister værnetingsaftalen omfatter eller ikke omfatter, er et spørgsmål om fortolkningen af den aftale, de har indgået.
60. Det er selvfølgelig tilrådeligt, at parterne udtrykkeligt giver udtryk for deres ønske om, at aftalen også omfatter midlertidig beskyttelse. Såfremt deres klare vilje ikke fremgår, kan det formodes (44), at en værnetingsklausul, der er affattet i generelle vendinger, udvider den valgte rets kompetence til at omfatte iværksættelse af foreløbige, herunder sikrende, retsmidler.
61. Denne løsning finder imidlertid ikke anvendelse på udelukkelsen af adgangen til enhver anden ret end den aftalte (45): Afkaldet på anvendelsen af artikel 35 i forordning nr. 1215/2012 må ikke ske ved en formodning.
62. I denne sag indsatte parterne i deres aftale en klausul, der i generelle vendinger fastslog, at de polske retter havde kompetence til at afgøre deres tvister, da den ordregivende myndighed havde hjemsted i Polen (46).
63. Den forelæggende ret har ikke rejst tvivl om, at de polske retter har enekompetence til at påkende sagens realitet; det ønskes derimod oplyst, om denne enekompetence også gør sig gældende for iværksættelsen af midlertidig beskyttelse.
64. Den polske regerings og de valgte tilbudsgiveres indlæg er ikke enige om rækkevidden af værnetingsaftalen i kontrakten (47). Jeg er enig med Kommissionen i, at spørgsmålet om, hvorvidt dette valg omfatter foreløbige, herunder sikrende, retsmidler, hvorved alle andre retter udelukkes, bør besvares af den forelæggende ret (48).
65. I denne forbindelse skal det med henblik på at beskytte forudsigeligheden for parterne tages i betragtning, at »[e]n værnetingsklausul […] kun [kan] angå allerede opståede eller fremtidige tvister i anledning af et bestemt retsforhold, hvilket begrænser en værnetingsklausuls rækkevidde til kun at omfatte tvister, som opstår i det retsforhold, i anledning af hvilket klausulen er indgået […]« (49).
66. Værnetingsklausulen omfatter således ikke en »tvist[, der] ikke med rimelighed kunne forudses af den virksomhed, der er offer herfor på det tidspunkt, hvor den indgik den pågældende aftale« (50).
67. Med forbehold af, at det som nævnt tilkommer den forelæggende ret at træffe denne afgørelse, er jeg af den opfattelse, at de parter, der har underskrevet den aftalte klausul i denne sag, med rimelighed kunne forudse, at en af disse eventuelt ville anmode om et foreløbigt, herunder sikrende, retsmiddel for at modsætte sig gennemførelsen af garantierne. Inden for rammerne af offentlige kontrakter er uenigheder om de ordregivende myndigheders gennemførelse af garantier ikke ualmindelige.
2. Reel tilknytning
68. Hvis det fastslås, at værnetingsklausulen ikke har virkning med hensyn til den foreløbige beskyttelse, og det dermed afvises, at de polske retter har enekompetence, vil en sådan bedømmelse endnu ikke umiddelbart medføre, at det kan fastslås, at de bulgarske retter har kompetence som retter, til hvilke der kan fremsættes anmodning i henhold til artikel 35 i forordning nr. 1215/2012.
69. I så fald afhænger de bulgarske retters kompetence først og fremmest af, hvad de nationale regler bestemmer desangående. Der skal desuden være en reel tilknytning mellem genstanden for det foreløbige, herunder sikrende, retsmiddel og medlemsstatens (Bulgarien) stedlige kompetence.
70. Der er rejst tvivl om, hvorvidt der er en reel tilknytning i denne sag, af to grunde:
– Den flytbare karakter af de aktiver, der befinder sig på bulgarsk område, og som retsmidlet angår.
– Den faktiske betaling af den anfægtede garanti skal ske til den polske statskasse på det polske område i forbindelse med uregelmæssigheder forbundet med opfyldelsen af en kontrakt om anlægsarbejde, der blev indgået og opfyldt i Polen (51).
71. Kravet om en reel tilknytning har en direkte forbindelse med begrundelsen for artikel 35 i forordning nr. 1215/2012, dvs. at retsmidlet iværksættes og fuldbyrdes i den samme medlemsstat. Derfor udgøres den reelle tilknytning i praksis af de aktiver, som det foreløbige, herunder sikrende, retsmiddel vedrører.
72. Spørgsmålet om, hvor betalingen for garantien har fundet sted, er derimod uden betydning.
73. I denne sag havde de foreløbige, herunder sikrende, retsmidler som nævnt til formål at sikre påstanden om anerkendelse af, at den polske statskasse ikke havde krav på betaling af de beløb, for hvilke der var stillet sikkerhed. Til gennemførelse af disse retsmidler anordnede den bulgarske appeldomstol arrest i den ordregivende myndigheds krav mod det bulgarske forsikringsselskab Euroins AD.
74. Den reelle tilknytning mellem de bulgarske retter og de foreløbige, herunder sikrende, retsmidler afhænger i sidste ende af, om den omhandlede fordring anses for at befinde sig i Bulgarien (52), hvilket det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve.
3. Retsafgørelsen, der blev truffet i Polen, som en hindring for, at de bulgarske retter iværksætter sikrende retsmidler
75. Bør den bulgarske ret fastslå, at den ikke har kompetence til at iværksætte det begærede foreløbige, herunder sikrende, retsmiddel, når der er indgivet en identisk anmodning (53) til den (polske) ret, der påkender tvisten i hovedsagen, og sidstnævnte ret har afvist at iværksætte det pågældende retsmiddel?
76. Svaret giver mulighed for to tilgange afhængig af spørgsmålet om, hvorvidt den polske afgørelse om ikke at iværksætte de foreløbige, herunder sikrende, retsmidler er endelig eller ej. Da det på grundlag af de fremlagte oplysninger ikke er muligt med fuld sikkerhed at fastslå denne afgørelses karakter, vil jeg behandle de to mulige situationer.
a) En endelig afgørelse: eventuel anerkendelse
77. Inden for ordningen i forordning nr. 1215/2012 kan en procedure vedrørende sagens realitet eller midlertidig beskyttelse, der er indledt i en medlemsstat, afsluttes via den proces, der finder anvendelse, under henvisning til, at en afgørelse om det samme, der er truffet i en anden medlemsstat, er endelig (54).
78. Jeg udleder af parternes indlæg, at retskraften (55) af den polske afgørelse er et omtvistet punkt, som den forelæggende ret må afklare. Snarere end retskraft (hvilket begreb giver anledning til vanskeligheder, når det anvendes på afgørelser af foreløbig karakter) foretrækker jeg under alle omstændigheder at tale om retsafgørelsens endelige karakter, dvs. en afgørelse, som ikke kan appelleres.
79. Hvis det fastslås, at den foreløbige afgørelse i Polen har denne endelige karakter, kan den ligeledes have virkning i Bulgarien og (såfremt de faktiske omstændigheder er de samme (56)) forhindre, at der iværksættes andre retsmidler, der har samme genstand og hviler på samme grundlag, mellem de samme parter.
80. Varhoven kasatsionen sad (øverste kassationsdomstol, Bulgarien) ønsker også oplyst, hvornår de lovgivningsmæssige konsekvenser af, at der foreligger en udenlandsk afgørelse, skal drages. Den forelæggende ret ønsker navnlig oplyst, om en ret skal fastslå, at den ikke har kompetence, så snart der fremlægges dokumentation for den nævnte afgørelse.
81. Svaret er i princippet bekræftende. I henhold til artikel 36, stk. 1, i forordning nr. 1215/2012 kræver anerkendelsen af en medlemsstats retsafgørelse i en anden medlemsstat ikke anvendelse af en særlig procedure. En part, der påberåber sig en sådan retsafgørelse, skal imidlertid overholde de formelle betingelser i artikel 37 og fremlægge en autentisk kopi af retsafgørelsen og den i artikel 53 omhandlede attest, som ifølge forordningens ordlyd er obligatorisk (57). Retten eller myndigheden, ved hvilken en udenlandsk retsafgørelse påberåbes, kan også kræve en oversættelse eller en translitteration i medfør af artikel 37, stk. 2.
82. Det tilkommer den part, som anerkendelsen af den vedtagne retsafgørelse berører negativt, at anmode om afslag på anerkendelse heraf af en af de i artikel 45 nævnte grunde, hvis den pågældende finder det hensigtsmæssigt. En sådan anmodning kan afgives i forbindelse med et bispørgsmål i overensstemmelse med forordningens artikel 36, stk. 3.
83. I denne forbindelse er det ikke muligt at påberåbe sig det i artikel 45, stk. 1, litra c), anførte: I den foreliggende sag findes der i Bulgarien endnu ikke et retsmiddel, hvis retsvirkninger er uforenelige med retsvirkningerne af den polske retsafgørelse, og dermed kan argumentet mod anerkendelsen af sidstnævnte afgørelse ikke tages til følge.
b) En retsafgørelse, som ikke er endelig: litis pendens-bestemmelsen
84. Hvis den polske afgørelse kan appelleres i Polen, må det fastslås, at sagen om de foreløbige retsmidler med henblik på forordning nr. 1215/2012 stadig verserer i dette land.
85. I denne forbindelse kan den interesserede part ganske vist anmode om anerkendelse af retsmidlet i Bulgarien (58). Den omstændighed, at det stadig er muligt at iværksætte appel til prøvelse af retsmidlet, kan imidlertid betyde, at en sådan anmodning er sket for tidligt. Forordningen tillader, at den myndighed, som begæringen rettes til, udsætter anerkendelsen af en udenlandsk retsafgørelse, når denne afgørelse bliver anfægtet i domsstaten (59).
86. Eftersom der i Bulgarien foreligger en identisk og senere anmodning om foreløbig beskyttelse, er litis pendens-bestemmelsen, som pålægger andre retter, for hvilken tvisten indbringes efterfølgende, forpligtelser på embeds vegne, efter min opfattelse mere hensigtsmæssig.
87. Det dokument, der attesterer den polske retsafgørelse, har (eller kan have, hvis det opfylder de betingelser, der følger af den gældende lovgivning (60)) beviskraft med hensyn til de centrale elementer i artikel 29 i forordning nr. 1215/2012:
– Det anvendes til at undersøge, om der er sammenfald mellem parterne, genstanden og grundlaget i de to sager.
– Det anfører den dato, hvor der blev anlagt sag ved den første ret.
– Det bekræfter, at den første ret har fastslået, at den har kompetence til at anordne eller give afslag på det foreløbige, herunder sikrende, retsmiddel (61).
88. Hvis det, når disse forhold er blevet efterprøvet, bekræftes, at retten i Polen var den første ret, der påkendte sagen, samt at sagen er sammenfaldende med hensyn til genstanden, parterne og grundlaget, skal den bulgarske ret erklære sig inkompetent i overensstemmelse med artikel 29, stk. 1, i forordning nr. 1215/2012.
V. Forslag til afgørelse
89. På baggrund af det ovenstående foreslår jeg, at Domstolen besvarer det andet præjudicielle spørgsmål fra Varhoven kasatsionen sad (øverste kassationsdomstol, Bulgarien) således:
»1) Artikel 35 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1215/2012 af 12. december 2012 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område skal fortolkes således, at en ret, for hvilken en sag om foreløbige, herunder sikrende, retsmidler verserer, skal erklære sig inkompetent til at træffe afgørelse herom, når a) retten i en anden medlemsstat, der påkender sagens realitet, har truffet endelig afgørelse med hensyn til de pågældende retsmidler, b) den berørte part påberåber sig denne endelige afgørelse ved at fremlægge den dokumentation, som forordning nr. 1215/2012 kræver med henblik på anerkendelse i den medlemsstat, hvor sagen stadig verserer, og c) de anmodninger, der er rettet til de to retter, har samme genstand, hviler på samme grundlag og er fremsat mellem de samme parter.
2) Hvis den afgørelse, som den ret, der har kompetence med hensyn til sagens realitet, har truffet, endnu ikke er endelig, erklærer den ret, for hvilken tvisten indbringes efterfølgende i henhold til artikel 35 i forordning nr. 1215/2012, for hvilken sagen om foreløbige, herunder sikrende, retsmidler, der har samme genstand, hviler på samme grundlag og er fremsat mellem de samme parter, verserer, sig inkompetent til fordel for den første i overensstemmelse med artikel 29, stk. 3, i forordning nr. 1215/2012.«
i – Generaladvokatens navn er blevet rettet på side 1, punkt 18 og 30 samt fodnote 9, 10, 13 og 57 i dette forslag til afgørelse er blevet ændret siden den første offentliggørelse heraf på internettet.