RETTENS DOM (Appelafdelingen)

15. maj 2012

Sag T-184/11 P

Bart Nijs

mod

Den Europæiske Unions Revisionsret

»Appel – personalesag – tjenestemænd – disciplinærordning – disciplinærsag – fjernelse fra tjenesten med bevarelse af retten til alderspension – vedtægtens artikel 22a og 22b – krav om præcisering af appellen – nyt anbringende – effektiv domstolsbeskyttelse – artikel 47 i chartret om grundlæggende rettigheder – ingen forpligtelse til af egen drift at fremføre et anbringende om tilsidesættelse af en rimelig frist«

Angående: Appel af dom afsagt af EU-Personaleretten (Anden Afdeling) den 13. januar 2011, Nijs mod Revisionsretten (sag F-77/09, EU:F:2011:2), med påstand om ophævelse af denne dom.

Udfald: Appellen forkastes. Bart Nijs bærer sine egne omkostninger og betaler Revisionsretten for Den Europæiske Unions omkostninger i forbindelse med appelsagen.

Sammendrag

1.      Appel – anbringender – anbringende mod en doms præmis, der ikke er nødvendig som begrundelse for domskonklusionen – anbringende uden betydning

2.      Appel – anbringender – urigtig vurdering af de faktiske omstændigheder – afvisning – Rettens prøvelse af vurderingen af de faktiske omstændigheder – udelukket, medmindre de er gengivet urigtigt

(Art. 257 TEUF; statutten for Domstolen, bilag I, art. 11, stk. 1)

3.      Appel – anbringender – ingen angivelse af den påberåbte retlige fejl – afvisning

[Rettens procesreglement, art. 138, stk. 1, første afsnit, litra c)]

4.      Appel – anbringender – anbringende fremført for første gang i forbindelse med appellen – afvisning

(Rettens procesreglement, art. 48, stk. 2, art. 139, stk. 2, og art. 144)

5.      EU-ret – principper – ret til en effektiv domstolsbeskyttelse – fastslået i den europæiske menneskerettighedskonvention – hensyntagen til Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder

(Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 47 og art. 52, stk. 3)

6.      EU-ret – principper – ret til en effektiv domstolsbeskyttelse – fuld domstolsprøvelse af en disciplinærstraf

(Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 47)

7.      Tjenestemænd – søgsmål – anbringende om en disciplinærsags angiveligt urimeligt lange varighed – forpligtelse til af egen drift at fremføre et sådant anbringende – foreligger ikke

1.      Når en af de af Personaleretten anførte grunde er tilstrækkelig til at begrunde konklusionen i dens dom, påvirker de fejl, som en anden grund, der også omhandles i den pågældende dom, kan være behæftet med, under alle omstændigheder ikke den nævnte konklusion, hvorfor det anbringende, der støtter sig på disse fejl, er irrelevant og må forkastes.

(jf. præmis 24)

Henvisning til:

Domstolen: 29. april 2004, sag C-496/99 P, Kommissionen mod CAS Succhi di Frutta, Sml. I, s. 3801, præmis 68 og den deri nævnte retspraksis

2.      I henhold til artikel 257 TEUF og artikel 11, stk. 1, i bilag I til statutten for Domstolen er appellen for Retten begrænset til retsspørgsmål. Det er alene førsteinstansen, der er kompetent til dels at fastlægge de faktiske omstændigheder i sagen, når bortses fra tilfælde, hvor den indholdsmæssige urigtighed af dens konstateringer følger af akterne i den sag, den har behandlet, dels at tage stilling til disse faktiske omstændigheder. Førsteinstansens vurdering af de faktiske omstændigheder er følgelig ikke et retsspørgsmål og er dermed ikke undergivet Rettens prøvelsesret, medmindre de for førsteinstansen fremlagte beviser er gengivet forkert. En sådan urigtig gengivelse skal fremgå på åbenbar vis af sagsakterne, uden at det er nødvendigt at foretage en fornyet vurdering af de faktiske omstændigheder og beviserne.

(jf. præmis 29)

Henvisning til:

Retten: 8. september 2008, sag T-222/07 P, Kerstens mod Kommissionen, Sml. Pers. I-B-1, s. 37, og II-B-1, s. 267, præmis 60-62 og den deri nævnte retspraksis

3.      Artikel 21 i statutten for Domstolen fastsætter, at stævningen skal angive en kort fremstilling af søgsmålsgrundene. I øvrigt bestemmer artikel 138, stk. 1, første afsnit, litra c), i Rettens procesreglement, at appelskriftet skal indeholde de retlige anbringender og argumenter, der påberåbes. Det fremgår af disse bestemmelser, at et appelskrift præcist skal angive de kritiserede elementer i den dom, der påstås ophævet, samt de retlige argumenter, som fremføres til støtte for påstanden om ophævelse af denne.

(jf. præmis 36)

Henvisning til:

Retten: 12. marts 2008, sag T-107/07 P, Rossi Ferreras mod Kommissionen, Sml. Pers. I-B-1, s. 5, og II-B-1, s. 31, præmis 27 og den deri nævnte retspraksis

4.      I henhold til artikel 139, stk. 2, i Rettens procesreglement må der i appelskriftet ikke foretages nogen ændring af sagsgenstanden, som den har foreligget for Personaleretten.

En parts adgang til først for appelinstansen at fremføre et anbringende, der ikke er blevet fremført for førsteinstansen, er ensbetydende med en adgang til at forelægge appelinstansen – der har en begrænset kompetence i appelsager – en mere omfattende tvist end den, der blev forelagt i førsteinstansen. Under en appel har Retten kun kompetence til at tage stilling til den retlige afgørelse, der er blevet truffet vedrørende de anbringender, der er blevet behandlet ved Personaleretten.

(jf. præmis 58 og 66)

Henvisning til:

Domstolen: 1. februar 2007, sag C-266/05 P, Sison mod Rådet, Sml. I, s. 1233, præmis 95 og den deri nævnte retspraksis

5.      Princippet om effektiv domstolsbeskyttelse er et generelt princip i EU-retten, der nu fremgår af artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder. Beskyttelsen i henhold til artikel 6, stk. 1, i den europæiske menneskerettighedskonvention er dermed gennemført i EU-retten ved artikel 47 i chartret om grundlæggende rettigheder. Dette berører imidlertid ikke den omstændighed, at beskyttelsens betydning og rækkevidde i overensstemmelse med artikel 52, stk. 3, i chartret om grundlæggende rettigheder, og i det omfang retten til effektive retsmidler i artikel 47 i chartret om grundlæggende rettigheder svarer til en rettighed, der er sikret ved den europæiske menneskehedskonvention, skal være den samme som den, den nævnte konvention yder, som fortolket af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.

(jf. præmis 84)

Henvisning til:

Domstolen: 22. december 2010, sag C-279/09, DEB, Sml. I, s. 13849, præmis 29-31; 1. marts 2011, sag C-457/09, Chartry, Sml. I, s. 819, præmis 25; 28. juli 2011, sag C-69/10, Samba Diouf, Sml. I, s. 7151, præmis 49

6.      Det følger af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols retspraksis, at overholdelsen af artikel 47 i chartret om grundlæggende rettigheder ikke udelukker, at der i en procedure af administrativ karakter først pålægges en »straf« af en administrativ myndighed. Det forudsætter imidlertid, at afgørelsen fra en administrativ myndighed, der ikke selv opfylder betingelserne i denne artikel, efterfølgende prøves af et »retligt organ, der har fuld prøvelsesret«. Et retligt organ skal for at kunne kvalificeres som et retligt organ, der har fuld prøvelsesret, bl.a. have kompetence til at undersøge alle faktiske og retlige spørgsmål, der er relevante for at afgøre den tvist, som er indbragt for den, hvilket for så vidt angår en disciplinær sanktion indebærer, at den bl.a. har beføjelse til at vurdere, om sanktionen står i rimeligt forhold til fejlen.

(jf. præmis 85)

Henvisning til:

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol: dom af 10. februar 1983 i sagen Albert og Le Compte mod Belgien, Series A, nr. 58, præmis 29; 23. oktober 1995 i sagen Schmautzer, Umlauft, Gradinger, Pramstaller, Palaoro og Pfarrmeier mod Østrig, Series A, nr. 328 A-C og 329 A-C, henholdsvis præmis 34, 37, 42, 39, 41 og 38; 24. september 2009 i sagen Mérigaud mod Frankrig, Report of Judgments and Decisions nr. 32976/04, præmis 68

7.      Unionens retsinstanser skal ikke af egen drift gøre et anbringende gældende vedrørende en disciplinærsags angiveligt urimeligt lange varighed, når det ikke for disse er anført eller fastslået, at en sådan tilsidesættelse har haft en virkning på selve indholdet af den endelige afgørelse, der er vedtaget af denne institution.

(jf. præmis 100)

Henvisning til:

Domstolen: 13. december 2000, sag C-39/00 P, SGA mod Kommissionen, Sml. I, s. 11201, præmis 44-45; 20. september 2001, sag C-1/01 P, Asia Motor France m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 6349, præmis 33-36