Language of document :

Sag anlagt den 14. juli 2010 - In 't Veld mod Kommissionen

(Sag T-301/10)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Sophie in 't Veld (Bruxelles) (ved lawyers O. Brouwer og J. Blockx)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

Kommissionens beslutning af 4. maj 2010, ref. SG.E.3/HP/psi Ares(2010)234950, om afslag på sagsøgerens genfremsatte begæring om fuld aktindsigt i dokumenter annulleres.

Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger, herunder enhver intervenients sagsomkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Med dette søgsmål påstår sagsøgeren annullation af Kommissionens beslutning af 4. maj 2010 vedrørende afslag på sagsøgerens begæring, indgivet i henhold til forordning (EF) nr. 1049/2001 1, om fuld aktindsigt i dokumenter vedrørende forhandlingerne om en ny handelsaftale vedrørende bekæmpelse af forfalskning.

Til støtte for sit søgsmål gør sagsøgeren følgende anbringender gældende:

For det første tilsidesætter Kommissionens beslutning artikel 8, stk. 3, i forordning nr. 1049/2001, idet den stiltiende afslår aktindsigt i et antal dokumenter, som sagsøgeren har begæret aktindsigt i, uden at angive en begrundelse for afslaget på aktindsigt i disse dokumenter.

For det andet er den omhandlede beslutning vedtaget på grundlag af en fejlagtig anvendelse af artikel 4, stk. 4, i forordning nr. 1049/2001, idet Kommissionen ikke tog artikel 4, stk. 4, i betragtning som en procedureregel vedrørende rådførelse af tredjemand, men i stedet anvendte den som en yderligere undtagelse til forpligtelsen til at udbrede dokumenter.

For det tredje er artikel 4, stk. 1, litra a), tredje led, i forordning nr. 1049/2001 anvendt både retligt og faktisk forkert i Kommissionens beslutning:

Idet de generelle grunde angivet af Kommissionen for det første principielt ikke er omfattet af undtagelsen om beskyttelse af offentlighedens interesser med hensyn til Den Europæiske Unions internationale forbindelser

Idet den omtvistede beslutning for det andet indeholder åbenlyse fejl i sin vurdering af de enkelte dokumenter.

Såfremt Retten måtte finde, at dele af de dokumenter, som sagsøgeren har begæret aktindsigt i, er beskyttet ved artikel 4, stk. 1, litra a), tredje led, i forordning nr. 1049/2001, gør sagsøgeren gældende, at artikel 4, stk. 6, er anvendt forkert, og at der er sket tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet, for så vidt som Kommissionen har undladt at tage stilling til, om det var berettiget at give delvis aktindsigt og har undladt at begrænse afslaget til de dele af dokumenterne, hvor det var passende og strengt nødvendigt.

Sagsøgeren gør endelig også gældende, at Kommissionen med hensyn til den omhandlede beslutning har tilsidesat sin begrundelsespligt og derved har handlet i strid med artikel 296 TEUF.

____________

1 - Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1049/2001 af 30.5.2001 om aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter (EFT L 145, s. 43).