Sag anlagt den 21. december 2009 - Rusal Armenal mod Rådet
(Sag T-512/09)
Processprog: engelsk
Parter
Sagsøger: Rusal Armenal ZAO (ved lawyer B. Evtimov)
Sagsøgt: Rådet for Den Europæiske Union
Sagsøgerens påstande
Rådets forordning (EF) nr. 925/2009 af 24. september 2009 om indførelse af en endelig antidumpingtold og om endelig opkrævning af den midlertidige antidumpingtold på importen af visse typer folie af aluminium med oprindelse i Armenien, Brasilien og Folkerepublikken Kina annulleres, for så vidt som den vedrører sagsøgeren.
Rådet tilpligtes at betale sagens omkostninger.
Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter
Ved søgsmålet har sagsøgeren nedlagt påstand om annullation af Rådets forordning (EF) nr. 925/2009 af 24. september 2009 om indførelse af en endelig antidumpingtold og endelig opkrævning af den midlertidige antidumpingtold på importen af visse typer folie af aluminium med oprindelse i Armenien, Brasilien og Folkerepublikken Kina (herefter "den anfægtede forordning") for så vidt som den vedrører sagsøgeren (EUT L 262, s. 1).
Sagsøgeren har fremsat de følgende fem anbringender til støtte for annullationspåstanden, det ene er baseret på en ulovlighedsindsigelse.
På baggrund af det første annullationsanbringende har sagsøgeren gjort gældende, at Kommissionen og Rådet tilsidesatte artikel 2, stk. 1-6, i grundforordningen
1 og artikel 2.1 og 2.2 i aftalen om gennemførelse af artikel VI i GATT 1994 (herefter "antidumpingaftalen" eller "ADA") ved at fastsætte sagsøgerens normal værdi på grundlag af data fra et tredje referenceland og derved nå til grundlæggende fejlagtige resultater om dumping og kumulation, skade og årsagssammenhæng vedrørende import fra Armenien. Ifølge sagsøgeren burde Rådet og Kommissionen have fastsat sagsøgerens normal værdi på grundlag af sagsøgerens egne armenske data og ikke i henhold til grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra a).
Endvidere har sagsøgeren gjort gældende, at Retten, med henblik på at efterprøve, om det første annullationsanbringende er begrundet, under den verserende sag i henhold til artikel 277 TEUF (tidligere artikel 241 EF) skal fastslå, at grundforordningens artikel 2, stk. 7, ikke kan finde anvendelse på sagsøgeren, for så vidt som artiklen er hjemmel for den referencelandsmetode, der anvendes til at fastslå sagsøgerens normal værdi i den anfægtede forordning. Sagsøgeren har fremført denne ulovlighedsindsigelse, idet sagsøgeren har gjort gældende, at den har ret til en domstolsprøvelse af anvendelsen af artikel 2, stk. 7, på sagsøgeren selv, og idet sagsøgeren har gjort gældende, at den blev påvirket af resultaterne vedrørende normal værdi i den anfægtede forordning, som har hjemmel i grundforordningens artikel 2, stk. 7. Sidstnævnte bør ifølge sagsøgeren erklæres for ikke at kunne finde anvendelse af den årsag, at dens anvendelse med hensyn til sagsøgeren tilsidesætter antidumpingaftalens bestemmelse 2.1 og 2.2, som EU havde til hensigt at gennemføre i EU-retten som multilaterale forpligtelser, og som udgør en del af de traktater, som EU er baseret på, og som i henhold til Domstolens faste praksis er bindende for Rådet og Kommissionen.
På baggrund af det andet annullationsanbringende har sagsøgeren anført, at selv om det antages, at institutionerne ikke tilsidesatte grundforordningens artikel 2, stk. 1-6, og antidumpingaftalen, tilsidesatte de grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra c), og nægtede fejlagtigt ansøgeren status som virksomhed, der opererer på markedsøkonomiske vilkår, samt foretog en række åbenbare fejlagtige skøn med hensyn til de faktiske omstændigheder i forbindelse med anvendelse af artikel 2, stk. 7, litra c).
På baggrund af det tredje annullationsanbringende har sagsøgeren gjort gældende, at institutionerne tilsidesatte grundforordningens artikel 3, stk. 4, og foretog et åbenbart fejlagtigt skøn ved at undlade at dekumulere Armenien fra angivelig dumpingimport og i den forbindelse at undlade at tage det grundlæggende eftersyn af Armeniens produktionsvirksomhed mellem 2004 og 2006 og det pågældende armenske produkts kvalitetsproblemer i forbindelse med genlanceringen og omlægningen af fremstillingsprocesser i 2007 i betragtning i løbet af undersøgelsesperioden.
På baggrund af det fjerde annullationsanbringende har sagsøgeren gjort gældende, at Kommissionen med dens overvejelsesproces og dens begrundelse for at afvise sagsøgerens pristilsagn og samtidig acceptere et pristilsagn fra en brasiliansk eksporterende producent under samme omstændigheder har tilsidesat det grundlæggende retsprincip om ligebehandling/forbud mod forskelsbehandling og foretaget åbenbare fejlagtige skøn.
På baggrund af det femte annullationsanbringende er det anført, at Kommissionen tilsidesatte EU-rettens grundlæggende princip om god forvaltningsskik og dermed tilsidesatte et centralt formkrav ved offentligt og direkte at henvise til sagsøgeren, til den pågældende igangværende antidumpingundersøgelse og angiveligt skabe en skævhed i opfattelsen hos de institutioner, der er ansvarlige for antidumpingundersøgelsen, i retning af at pålægge antidumpingtold på sagsøgerens eksport.
____________1 - Rådets forordning (EF) nr. 384/96 af 22.12.1995 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europæiske Fællesskab (EFT L 56, s. 1).