RETTENS DOM (Første Udvidede Afdeling)

22. marts 2000 (1)

»Konkurrence - forordning (EØF) nr. 4064/89 - beslutning, hvorved en fusionerklæres forenelig med fællesmarkedet - annullationssøgsmål - begrundelse -formaliteten«

I de forenede sager T-125/97 og T-127/97,

The Coca-Cola Company, Wilmington, Delaware (USA), ved advokat M. Siragusa,Rom, og advokat N. Levy, Bar of England & Wales, og med valgt adresse iLuxembourg hos advokaterne Elvinger & Hoss, 15, Côte d'Eich,

Coca-Cola Enterprises Inc., Atlanta, Georgia (USA), ved P. Lasok, QC, og solicitorM. Reynolds, Bar of England & Wales, og med valgt adresse i Luxembourg hosadvokaterne Zeyen, Beghin & Feider, 56-58, rue Charles Martel,

sagsøgere,

mod

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved W. Wils, KommissionensJuridiske Tjeneste, som befuldmægtiget, og med valgt adresse i Luxembourg hosC. Gómez de la Cruz, Kommissionens Juridiske Tjeneste, Wagnercentret,Kirchberg,

sagsøgt,

støttet af

The Virgin Trading Company Ltd, London (Det Forenede Kongerige), ved I.Forrester, QC, Bar of Scotland, og med valgt adresse i Luxembourg hos advokatA. May, 31, Grand-rue,

og

Forbundsrepublikken Tyskland ved kontorchef W.-D. Plessing og kontorchef C.-D.Quassowski, begge Forbundsfinansministeriet, som befuldmægtigede,Graurheindorferstraße 108, Bonn (Tyskland),

intervenienter,

angående en påstand om annullation af en del af begrundelsen for Kommissionensbeslutning 97/540/EF af 22. januar 1997 om at erklære en fusion forenelig medfællesmarkedet og EØS-aftalens funktion (sag nr. IV/M.794 - Coca-Cola/Amalgamated Beverages GB) (EFT L 218, s. 15),

har

DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABERS RET I FØRSTE INSTANS

(Første Udvidede Afdeling)

sammensat af præsidenten, B. Vesterdorf, og dommerne V. Tiili, J. Pirrung,A.W.H. Meij og M. Vilaras,

justitssekretær: H. Jung,

på grundlag af den skriftlige forhandling og efter mundtlig forhandling den 8. juli1999,

afsagt følgende

Dom

Parterne

1.

    Sagsøgeren The Coca-Cola Company (herefter »TCCC«) og det engelske selskabCadbury Schweppes plc (herefter »CS«) er indehavere af retten til forskelligevaremærker for kulsyreholdige læskedrikke, der sælges i Storbritannien og i andrelande. De leverer de koncentrater og ingredienser, der anvendes til fremstilling afde læskedrikke, der sælges under de nævnte varemærker, til uafhængigeaftapningsvirksomheder, som de giver tilladelse til at distribuere læskedrikkene iet bestemt område.

2.

    Amalgamated Beverages Great Britain (herefter »ABGB«) var et datterselskab afTCCC og CS, som forestod aftapning, distribution, markedsføring og salg afselskabernes læskedrikke og udførte disse aktiviteter gennem datterselskabet Coca-Cola & Schweppes Beverages Ltd (herefter »CCSB«).

3.

    Coca-Cola Enterprises Inc. (herefter »CCE«) er verdens størsteaftapningsvirksomhed for TCCC's produkter. Selskabet blev oprettet i 1986, hvorTCCC påbegyndte en konsolidering af sine tapperier i USA og udbød 51% afCCE's aktier til salg. Ved siden af selskabets virksomhed i USA er CCE efter athave overtaget en række aktiviteter fra 1993 blevet TCCC's aftapningsvirksomhedi Belgien, Nederlandene og Frankrig.

Faktiske omstændigheder og relevante retsregler

4.

    Nærværende søgsmål indgår i en større sammenhæng af konkurrencesager, somKommissionen har indledt i henhold til EF-traktatens artikel 85 og 86 (nu artikel81 EF og 82 EF), og som involverer TCCC og/eller selskabetsaftapningsvirksomheder i Europa. Baggrunden for den første sag er en procedure,som blev indledt i september 1987 i henhold til traktatens artikel 86 mod etitaliensk datterselskab af TCCC, The Coca-Cola Export Corporation (herefter»TCCEC«), og hvorunder Kommissionen indtog det standpunkt, at TCCEC havdeen dominerende stilling på markedet for kulsyreholdige læskedrikke med colasmag(herefter »colaer«). Selv om TCCEC under denne procedure forbeholdt sig sinstilling med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt der fandtes et relevant marked forcolaer, og spørgsmålet om selskabets påståede dominerende stilling på dettemarked, afgav selskabet tilsagn om at overholde visse særlige forpligtelservedrørende de aftaler, det indgår med distributionsvirksomheder i medlemsstaterne(jf. pressemeddelelse IP/90/7). CCE afgav samme tilsagn i den beslutning, der ergenstand for nærværende søgsmål.

5.

    Det fremgår af sagsakterne, at spørgsmålet om TCCC's påståede dominerendestilling på colamarkedet på ny blev rejst som følge af en klage over en overtrædelseaf traktatens artikel 86, som blev indgivet i 1993 [...] (2) mod TCCC's datterselskab,den franske aftapningsvirksomhed Coca-Cola Beverages SA (herefter »CCBSA«).Det fremgår endvidere af sagsakterne, at Kommissionen i august 1995 havde gjortgældende, at CCBSA havde en dominerende stilling på det franske colamarked oghavde gjort sig skyldig i misbrug heraf som omhandlet i traktatens artikel 86.

6.

    Den 9. august 1996 modtog Kommissionen fra CCE en anmeldelse i henhold tilRådets forordning (EØF) nr. 4064/89 af 21. december 1989 om kontrol medfusioner og virksomhedsovertagelser (berigtiget udgave i EFT L 357 af 21.9.1990,s. 13).

7.

    Den anmeldte transaktion vedrørte CS og TCCC's aftale om at likvidere ABGBved at sælge deres respektive aktier i dette selskab til CCE, som på daværendetidspunkt ikke drev virksomhed i Storbritannien.

8.

    Ved beslutning 97/540/EF af 22. januar 1997 erklærede Kommissionen denanmeldte transaktion for forenelig med fællesmarkedet i henhold til artikel 8, stk.2, i forordning nr. 4064/89 og med EØS-aftalens funktion (sag nr. IV/M.794 - Coca-Cola/Amalgamated Beverages GB) (EFT L 218, s. 15, herefter »beslutningen« eller»den anfægtede beslutning«).

9.

    I begrundelsen for beslutningen konstaterede Kommissionen bl.a. for det første, atTCCC var i en position til at udøve afgørende indflydelse på CCE og dermedkontrollerede selskabet som omhandlet i artikel 3, stk. 3, i forordning nr. 4064/89,for det andet at de colaer, der blev solgt i Storbritannien, udgjorde det relevantemarked med henblik på bedømmelsen af den anmeldte fusion, og for det tredje atCCSB havde en dominerende stilling på det britiske colamarked. Kommissionenkonkluderede imidlertid følgende (betragtning 214):

»Selv om den påtænkte transaktion ... fører til en strukturændring, der også kanmedføre en ændring af CCSB's markedsadfærd, ... [er det] ikke ... muligt at skelnemellem de muligheder, der vil opstå direkte som følge af den påtænkte transaktion,og allerede eksisterende muligheder inden for CCSB's nuværende struktur, i ensådan grad, at man kan konkludere, at den påtænkte transaktion fører til enstyrkelse af CCSB's dominerende stilling på colamarkedet i Storbritannien somomhandlet i ... artikel 2 [i forordning nr. 4064/89].«

10.

    I beslutningen tog Kommissionen endvidere til efterretning, at CCE havde givettilsagn om, at så længe CCE kontrollerer CCSB, ville CCSB overholde de sammeforpligtelser som dem, TCCEC påtog sig i 1989 (jf. ovenfor, præmis 4), og sombestod i at afholde sig fra visse former for forretningsmæssig adfærd, der betragtessom ulovlig, når den udvises af en virksomhed, som har en dominerende stilling.Ifølge beslutningens betragtning 212 »vil [dette] fjerne nogle af de problemer,tredjeparter har peget på som led i proceduren«.

Retsforhandlinger

11.

    TCCC og CCE har på denne baggrund ved stævninger indleveret til RettensJustitskontor den 22. april 1997 anlagt to annullationssøgsmål til prøvelse afbeslutningen (sag T-125/97 og T-127/97).

12.

    Ved processkrifter indleveret til Rettens Justitskontor den 2. juni 1997 harKommissionen påstået de to sager afvist. CCE og TCCC har den 5. og den 8.september 1997 indleveret deres bemærkninger til denne formalitetsindsigelse.

13.

    Ved begæringer indleveret til Rettens Justitskontor den 29. september 1997 harVirgin Trading Company Ltd (herefter »Virgin«) anmodet om tilladelse til atintervenere i de to sager til støtte for Kommissionens påstande.

14.

    Ved skrivelser af 16. oktober 1997 har TCCC og CCE bestridt, at Virgin har retliginteresse i at intervenere, og i henhold til procesreglementets artikel 116, stk. 2,anmodet om fortrolig behandling af visse dokumenter, der er indleveret til Retteni forbindelse med nærværende sager.

15.

    Ved skrivelser af 30. oktober 1997 har Forbundsrepublikken Tyskland anmodet omtilladelse til at intervenere i de to sager til støtte for Kommissionens påstande.

16.

    Ved begæringer indleveret til Rettens Justitskontor den 3. november 1997 har CCEog TCCC anmodet om tilladelse til at intervenere i sag T-125/97 og T-127/97 tilstøtte for hinandens påstande.

17.

    Ved skrivelser af 10. november 1997 har Kommissionen givet udtryk for, at derikke er grundlag for TCCC's og CCE's begæringer om fortrolighed i relation tilVirgin's interventionsbegæringer, og at der ikke bør sikres fortrolighed i forhold tilForbundsrepublikken Tyskland.

18.

    Ved skrivelse af 12. november 1997 har Kommissionen modsat sig de nævnteinterventionsbegæringer fra CCE og TCCC.

19.

    Ved begæringer indleveret til Rettens Justitskontor den 19. og den 21. november1997 har CCE og TCCC anmodet om fortrolig behandling af visse af deresdokumenter i forhold til hinanden.

20.

    Ved skrivelse af 7. juli 1998 har TCCC til støtte for, at den af selskabet anlagte sagbør antages til realitetsbehandling, henvist til nogle dokumenter hidrørende frabestemte konkurrencemyndigheder med henblik på at godtgøre, at den anfægtedebeslutning og navnlig de heri indeholdte konstateringer vedrørende afgrænsningenaf det relevante marked allerede er blevet lagt til grund af domstole ogkonkurrencemyndigheder i Frankrig, Italien og Litauen til skade for selskabet [...].Ved skrivelse af 28. august 1998 har Kommissionen taget stilling til indholdet afdisse dokumenter.

21.

    Ved kendelser af 18. marts 1999 har formanden for Rettens Første Afdelingimødekommet interventionsbegæringerne fra Virgin og ForbundsrepublikkenTyskland i de to sager og bestemt, at interventionsbegæringerne fra TCCC og CCEikke kunne tages til følge.

22.

    TCCC's og CCE's begæringer om fortrolighed i forhold til hinanden er ved sammekendelse foreløbig blevet imødekommet med henblik på behandlingen afformalitetsindsigelsen.

23.

    Retten har den 9. april 1999 besluttet at henvise de to sager til Første UdvidedeAfdeling.

24.

    På grundlag af den refererende dommers rapport har Retten besluttet at indlededen mundtlige forhandling med henblik på at træffe afgørelse omformalitetsindsigelsen. Som led i sagens tilrettelæggelse har Retten i henhold tilprocesreglementets artikel 64 opfordret Kommissionen og CCE til at besvare vissespørgsmål skriftligt og Kommissionen til at fremlægge protokollatet for DetRådgivende Udvalgs møde den 7. januar 1997 og alle andre dokumenter, som blevtilstillet udvalgets medlemmer med henblik på dette møde. Parterne har afgivetmundtlige indlæg og besvaret Rettens mundtlige spørgsmål under retsmødet den8. juli 1999.

25.

    I medfør af artikel 50 i Rettens procesreglement er sag T-125/97 og T-127/97 blevetforenet med henblik på dommen.

Parternes påstande

26.

    TCCC har i sin stævning nedlagt følgende påstande:

-    Beslutningen annulleres, for så vidt som det heri fastslås, at levering afcolaer i Storbritannien udgør et relevant marked, at CCSB har endominerende stilling på dette marked, og at TCCC har kontrol over CCE,som omhandlet i artikel 3, stk. 3, i forordning nr. 4064/89.

Subsidiært:

-    Beslutningen annulleres i det hele, i det omfang dette er nødvendigt for atannullere de ovennævnte konstateringer og for at erklære CCE'serhvervelse af ABGB for godkendt i overensstemmelse med artikel 10, stk.6, i forordning nr. 4064/89.

I begge tilfælde:

-    Det tilsagn, CCE gav Kommissionen den 17. februar 1997, og denkonstatering, der var grundlaget for, at Kommissionen anmodede om og fikdet pågældende tilsagn, nemlig at CCSB har en dominerende stilling på etrelevant marked omfattende levering af colaer i Storbritannien, annulleres.

-    Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

-    Der træffes alle de øvrige foranstaltninger, Retten måtte finde nødvendige.

27.

    I sit indlæg vedrørende formalitetsindsigelsen har TCCC dels nedlagt påstand om,at formalitetsindsigelsen forkastes, eller at det fastslås, at tilsagnet og de omtvistedekonstateringer fra Kommissionens side i den anfægtede beslutning ikke har nogenretsvirkninger, dels om at Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostningeri medfør af procesreglementets artikel 87, stk. 3.

28.

    CCE har i sin stævning nedlagt følgende påstande:

-    Beslutningen annulleres, for så vidt som heri fastslås, at TCCC har kontrolover CCE, som omhandlet i artikel 3, stk. 3, i forordning nr. 4064/89, atlevering af colaer i Storbritannien udgør et særskilt marked, og at CCSB haren dominerende stilling på dette marked.

    Subsidiært:

-    De i beslutningen indeholdte »beslutninger« om, at TCCC har kontrol overCCE, som omhandlet i artikel 3, stk. 3, i forordning nr. 4064/89, at leveringaf colaer i Storbritannien udgør et særskilt marked, og at CCSB har endominerende stilling på dette marked, annulleres.

-    Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

29.

    I sit indlæg vedrørende formalitetsindsigelsen har CCE nedlagt påstand om, at denaf selskabet anlagte sag antages til realitetsbehandling, og om at Kommissionenunder alle omstændigheder tilpligtes at betale sagens omkostninger i medfør afprocesreglementets artikel 87, stk. 3.

30.

    Kommissionen har i begge sager nedlagt følgende påstande:

-    Sagerne afvises.

-    Sagsøgerne tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

31.

    Virgin har i sine interventionsindlæg indleveret den 12. maj 1999 nedlagt følgendepåstande:

-    Sagerne afvises.

-    Sagsøgerne tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

32.

    Forbundsrepublikken Tyskland har i sine interventionsindlæg indleveret den 12. maj1999 nedlagt påstand om, at sagerne afvises.

Formalitetsindsigelsen

Parternes argumenter i sag T-125/97

33.

    TCCC har anført, at selskabet er umiddelbart og individuelt berørt af denanfægtede beslutning, og at beslutningen er en retsakt, der kan anfægtes i medføraf EF-traktatens artikel 173, stk. 4 (efter ændring nu artikel 230, stk. 4, EF).

34.

    For så vidt angår selskabets søgsmålskompetence har TCCC for det første gjortgældende, at selskabet klart er berørt af den anfægtede beslutning. Kommissionensvæsentligste konstatering, som går ud på, at CCSB som den eneste britiskeaftapningsvirksomhed for TCCC's produkter har en dominerende stilling påcolamarkedet i Storbritannien, er baseret på, at CCSB foretager aftapning ogdistribution af TCCC's produkt, »Coca-Cola«. For det andet har såvelkonstateringen af, at CCSB har en dominerende stilling, som det af CCE afgivnetilsagn til følge, at CCSB's forretningsmæssige adfærd indskrænkes radikalt til skadefor salget af TCCC's produkter.

35.

    Såfremt Kommissionens omtvistede konstatering af, at TCCC kontrollerer CCE, varberettiget, ville det i øvrigt følge heraf, at TCCC er umiddelbart og individueltberørt af den anfægtede beslutning (Domstolens dom af 29.3.1979, sag 113/77,NTN Toyo Bearing m.fl. mod Rådet, Sml. s. 1185, præmis 9, og af 28.2.1984,forenede sager 228/82 og 229/82, Ford mod Kommissionen, Sml. s. 1129, præmis13).

36.

    Hvad angår spørgsmålet om, hvorvidt der foreligger en retsakt, der kan anfægtes,har TCCC anført, at den i beslutningen indeholdte konstatering af, at der er taleom en dominerende stilling, har betydelige og varige konsekvenser for CCSB, derkan have negative retsvirkninger som omhandlet i Domstolens dom af 11.november 1981 i sagen IBM mod Kommissionen (sag 60/81, Sml. s. 2639, herefter»IBM-dommen«).

37.

    For det første indebærer den pågældende konstatering, at CCSB bliver »særligforpligtet«, således at en adfærd, der normalt betragtes som lovlig på det relevantemarked, kan blive betragtet som et misbrug af en dominerende stilling, hvilket i detkonkrete tilfælde kan medføre, at CCSB's forretningsmæssige handlefrihedindskrænkes.

38.

    For det andet vil konstateringen kunne bruges af Kommissionen i verserende ogfremtidige sager. TCCC har i denne forbindelse anført, at selskabet ikke harkendskab til noget tilfælde, hvor Kommissionen har ændret standpunkt med hensyntil afgrænsningen af markedet eller spørgsmålet, om der foreligger en dominerendestilling, i successive sager vedrørende samme virksomhed (Kommissionensbeslutning 80/182/EØF af 28.11.1979 (IV/29.672 - Floral) og 82/203/EØF af27.11.1981 (IV/30.188 - Moët et Chandon (London) Ltd) om en procedure ihenhold til EØF-traktatens artikel 85 (henholdsvis EFT 1980 L 39, s. 51, og EFT1982 L 94, s. 7)). Ifølge TCCC er muligheden for, at der anlægges sag modselskabet og CCSB, ikke rent teoretisk. Virgin Cola Company, som er konkurrenttil TCCC, har nemlig indgivet en klage til Kommissionen over et påstået misbrugaf en dominerende stilling i Det Forenede Kongerige i strid med traktatens artikel86. Konstateringen i den anfægtede beslutning af, at CCSB har en dominerendestilling, har således til følge, at TCCC fratages muligheden for at bestride dennepåstand i klagen fra Virgin Cola Company. Tilsvarende indledte Kommissionen iaugust 1995 en procedure mod CCBSA under anbringende af, at dette selskabhavde misbrugt sin dominerende stilling på det franske colamarked. Det afgørendespørgsmål om afgrænsningen af produktmarkedet blev imidlertid udsat, idet manafventede udfaldet af den procedure, der førte til vedtagelsen af den anfægtedebeslutning.

39.

    TCCC har tilføjet, at den omtvistede konstatering kan øge sandsynligheden for, atselskabet i en senere sag bliver pålagt en bøde, og selskabet har i denne forbindelsepåberåbt sig Domstolens dom af 15. marts 1967 i sagen Cimenteries CBR m.fl. modKommissionen (forenede sager 8/66 - 11/66, Sml. 1965-1968, s. 337, org. ref.: Rec.s. 93).

40.

    TCCC har for det tredje anført, at der er en alvorlig risiko for, at de nationaledomstole, navnlig i Det Forenede Kongerige, vil betragte den omtvistedekonstatering som bindende, hvilket ville skade selskabet i forhold til indehavere afkonkurrerende mærker og CCSB i forhold til fremtidige klagere (Kommissionensmeddelelse af 13.2.1993 om samarbejdet mellem Kommissionen og de nationaledomstole om anvendelse af traktatens artikel 85 og 86, EFT C 39, s. 6, punkt 20,og Domstolens dom af 28.2.1991, sag C-234/89, Delimitis, Sml. I, s. 935). TCCC harherved henvist til dommen af 29. juni 1978 i sagen BP mod Kommissionen (sag77/77, Sml. s. 1513), som Domstolen antog til realitetsbehandling, efter atsagsøgeren havde gjort gældende, at Kommissionens konstatering af, at der forelået misbrug af en dominerende stilling, kunne blive påberåbt af en potentiel klagermod selskabet under en senere sag ved de nationale domstole (jf. også Domstolensdom af 1.2.1979, sag 17/78, Deshormes mod Kommissionen, Sml. s. 189, af24.11.1987, sag 223/85, RSV mod Kommissionen, Sml. s. 4617, og af 31.5.1988, sag167/86, Rousseau mod Revisionsretten, Sml. s. 2705, præmis 7, samt Rettens domaf 18.9.1996, sag T-353/94, Postbank mod Kommissionen, Sml. II, s. 921).

41.

    TCCC har for det fjerde understreget, at det følger af lovgivningen i vissemedlemsstater, herunder Det Forenede Kongerige, at Kommissionens beslutningerer bindende for de nationale domstole. TCCC har i denne forbindelse henvist tilen dom afsagt af High Court of Justice (Det Forenede Kongerige) i sagen BritishLeyland Motor Corp. Ltd mod Wyatt Interpart Co. Ltd, hvori det for det førsteblev fastslået, at en dom fra Domstolen vedrørende en konstatering fraKommissionens side af en virksomheds misbrug af sin dominerende stilling harretskraft i medfør af European Communities Act 1972, og for det andet at enkommissionsbeslutning, der ikke er blevet anfægtet ved Fællesskabets retsinstanser,skal have samme virkning som en dom fra Domstolen (1979 CMLR 79). TCCC harogså henvist til dommen i sagen Iberian UK Ltd mod BPB Industries Ltd, hvoriHigh Court of Justice fastslog, at det ville være i strid med almene hensyn attillade, at personer, som har været involveret i konkurrencesager påfællesskabsplan, på ny kan anfægte en kommissionsbeslutning ved de nationaledomstole (1999 CMLR 601).

42.

    TCCC har endvidere anført, at det af CCE afgivne tilsagn har retsvirkninger ogderfor giver et særligt og selvstændigt grundlag for, at sagen bør antages tilrealitetsbehandling, i overensstemmelse med retspraksis (Domstolens dom af31.3.1993, forenede sager C-89/95, C-104/85, C-114/85, C-116/85, C-117/85 og C-125/85 - C-129/85, Ahlström Osakeyhtiö m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 1307,herefter »cellulose-dommen«). Tilsagnet medfører, at CCSB er afskåret fra atbenytte sig af potentielt rentable forretningsmæssige strategier, som selskabetskonkurrenter fortsat kan drage fordel af, og at selskabet risikerer at blive pålagtbøder.

43.

    TCCC har dernæst gjort gældende, at det forhold, at der ved den anfægtedebeslutning blev givet tilladelse til den anmeldte transaktion, ikke medfører, at sagenbør afvises fra realitetsbehandling, idet der ikke kan findes støtte for den modsatteantagelse i Rettens dom af 17. september 1992 i sagen NBV og NVB modKommissionen (sag T-138/89, Sml. II, s. 2181, herefter »NBV og NVB-dommen«).

44.

    For det første har både konstateringen af, at der er tale om en dominerendestilling, og CCE's omtvistede tilsagn negative retsvirkninger uafhængigt af tilladelsentil den anmeldte fusion og påvirker selskabet, for så vidt som det herved tvinges tilat påtage sig særlige forpligtelser og ophøre med at udvise enhver adfærd, der vilkunne anses for et misbrug.

45.

    For det andet er TCCC til forskel fra sagsøgerne i NBV og NVB-dommen ikke enpart, der har fået medhold under proceduren for Kommissionen.

46.

    TCCC har for det tredje anført, at det af sagsøgerne i NBV og NVB-sagenfremførte argument om, at betragtningerne i den omtvistede beslutning kunne blivepåberåbt over for dem under sager ved de nationale domstole, hvilede på denforudsætning, at de nationale domstole ville tilslutte sig Kommissionens vurderingmed hensyn til de anmeldte aftalers konkurrencebegrænsende virkninger, menderimod forkaste konstateringen af, at samhandelen mellem medlemsstater ikkeblev påvirket. I det foreliggende tilfælde indebærer risikoen for, at de nationaledomstole lægger konstateringen af, at der er tale om en dominerende stilling, tilgrund til skade for TCCC, ikke nødvendigvis, at de samtidig vil forkaste denanfægtede beslutning på alle andre punkter.

47.

    Subsidiært har TCCC for det tilfælde, at sagen måtte blive afvist, anmodet Rettenom at fastslå, at Kommissionens konstatering af, at der foreligger en dominerendestilling, i det konkrete tilfælde var unødvendigt, og at den ikke har nogenretsvirkninger, således at selskabet ikke bliver udsat for de ovennævnte risici.

48.

    TCCC har i denne forbindelse understreget, at Kommissionen, da den vedtog denanfægtede beslutning på grundlag af artikel 8, stk. 2, i forordning nr. 4064/89, ikkebehøvede at tage endeligt stilling til spørgsmålene om dominerende stilling og detrelevante markeds omfang. Sådanne konstateringer er ifølge TCCC kunnødvendige, hvis Kommissionen træffer en beslutning i medfør af artikel 8, stk. 3,i forordning nr. 4064/89, hvorved en fusion erklæres uforenelig med fællesmarkedet(Domstolens dom af 2.3.1983, sag 7/82, GVL mod Kommissionen, Sml. s. 483,præmis 23). TCCC har herved henvist til, at Kommissionen følger den praksis ikkeat tage stilling til spørgsmål, som det er unødvendigt at behandle, navnlig når deter klart, at den anmeldte transaktion ikke har konkurrencebegrænsende virkningerpå markedet, således som det var tilfældet i denne sag.

49.

    TCCC har konkluderet, at en manglende domstolsprøvelse af de omtvistedekonstateringer ville skade retssikkerheden, idet de berørte virksomheder enten villeskulle acceptere dem eller anse dem for at være uden retsvirkninger. TCCC finder,at selskabet har krav på at få fastlagt sine rettigheder og pligter klart og utvetydigt,således at det kan handle derefter (Domstolens dom af 9.7.1981, sag 169/80,Gondrand Frères og Garancini, Sml. s. 1931, præmis 17, og af 18.3.1975, sag 78/74,Deuka, Sml. s. 421).

50.

    Kommissionen har gjort gældende, at det er åbenbart, at sagen må afvises, da denikke vedrører beslutningens konklusion, men alene nogle af betragtningerne. Denhar erindret om, at begrundelsen for en retsakt kun kan anfægtes, i det omfang depågældende betragtninger er nødvendige til støtte for en bebyrdende retsaktskonklusion (NBV og NVB-dommen, præmis 31). Den anfægtede beslutningskonklusion har imidlertid ingen retsvirkninger, der kan være bebyrdende, daKommissionen herved erklærer den anmeldte transaktion for forenelig medfællesmarkedet uden at knytte betingelser eller påbud hertil som omhandlet iartikel 8, stk. 2, andet afsnit, i forordning nr. 4064/89.

51.

    Kommissionen har anført, at CCSB's særlige forpligtelse til ikke at udvise enadfærd, der kan fordreje konkurrencen på fællesmarkedet (Domstolens dom af9.11.1983, sag 322/81, Michelin mod Kommissionen, Sml. s. 3461), følger af dendirekte virkning af traktatens artikel 86, uden at Kommissionen behøver at træffeen beslutning i så henseende. Kommissionen har i denne forbindelse understreget,at det ikke i den anfægtede beslutnings konklusion konstateres, at der foreliggeren dominerende stilling.

52.

    Hvad angår spørgsmålet om de konsekvenser, en sådan konstatering i begrundelsenfor den anfægtede beslutning kan have for behandlingen af fremtidige sager ihenhold til traktatens artikel 86, har Kommissionen gjort gældende, at enhverbeslutning i medfør af artikel 86 indeholder en begrundet stillingtagen til, om derforeligger en dominerende stilling og et misbrug heraf, som kan gøres til genstandfor et søgsmål ved Fællesskabets retsinstanser.

53.

    Over for sagsøgerens argument om, at konstateringen af, at der foreligger endominerende stilling, medfører, at selskabet risikerer at blive pålagt bøder i andresager, har Kommissionen anført, at en sådan konstatering i henhold til fastretspraksis ikke i sig selv er ensbetydende med en kritik af vedkommendevirksomhed (dommen i sagen Michelin mod Kommissionen, præmis 57). Under alleomstændigheder kan en interesse, der vedrører en uvis fremtidig retsstilling, ikkebegrunde, at sagen antages til realitetsbehandling (NBV og NVB-dommen, præmis33).

54.

    Kommissionen har anført, at de nationale domstole - i modsætning til hvadsagsøgeren gør gældende - udelukkende er bundet af konklusionen i en beslutning,hvorved en fusion erklæres forenelig med fællesmarkedet, og ikke afkonstateringer, som ikke er nødvendige til støtte for den pågældende konklusion.Som fastslået af Retten i NBV og NVB-dommen, kan de nationale domstole iøvrigt altid i tvivlstilfælde anmode Domstolen om en præjudiciel afgørelse.

55.

    Over for argumentet om, at Kommissionens beslutninger i medfør af lovgivningeni visse medlemsstater, herunder Det Forenede Kongerige, er bindende for denationale domstole, har Kommissionen henvist til, at den af sagsøgeren citerederetspraksis vedrører beslutninger, hvorved det fastslås, at der er sket misbrug af endominerende stilling, og at sådanne beslutninger pr. definition ikke kan anfægtesfor de nationale domstole, hvis de ikke er blevet anfægtet for Fællesskabetsretsinstanser, eller hvis Kommissionen er blevet frifundet, hvilket ikke er tilfældeti denne sag. Det ville desuden være uforeneligt med principperne omfællesskabsrettens selvstændige karakter og forrang at lade afgørelsen af, om etannullationssøgsmål kan antages til realitetsbehandling, afhænge af særlige regleri national ret.

56.

    Kommissionen har endelig bestridt, at det af CCE afgivne tilsagn kan begrunde, atsagen antages til realitetsbehandling, da tilsagnet ikke indgår i beslutningenskonklusion, og da der ikke er knyttet betingelser eller påbud til det, som omhandleti artikel 8, stk. 2, andet afsnit, i forordning nr. 4064/89, ligesom det heller ikke ernødvendigt til støtte for beslutningens konklusion. Denne antagelse støttes i øvrigtifølge Kommissionen af to skrivelser af 8. og 9. januar 1997 fra direktøren forKommissionens Merger Task Force (herefter »MTF«), G. Drauz, til CCE.

57.

    I sit indlæg vedrørende formalitetsindsigelsen har TCCC gjort gældende, atKommissionens hovedargument er i strid med IBM-dommen, for så vidt somKommissionen baserer sig på de omtvistede konstateringers placering i denanfægtede beslutning og ikke på deres retsvirkninger. Desuden fastslog Domstoleni cellulose-dommen med udgangspunkt i de retsvirkninger, som tilsagn ialmindelighed har, og uden at henvise til, at det omtvistede tilsagn ikke var nævnti den pågældende beslutnings konklusion, men var vedlagt som bilag tilbeslutningen, at det nævnte tilsagn var en anfægtelig retsakt.

58.

    TCCC har dernæst bestridt Kommissionens argument om, at de omtvistedekonstateringer ikke er »nødvendige til støtte for« beslutningens konklusion ogderfor ikke kan prøves af Retten. For det første undlader Kommissionen hervedat tage hensyn til, at en konstatering i en kommissionsbeslutning af, at derforeligger en dominerende stilling, såfremt den er berettiget, har retsvirkninger, selvom den ikke er »nødvendig til støtte for« beslutningens konklusion. For det andetdanner konstateringen af, at CCSB indtager en dominerende stilling, grundlag forKommissionens konklusion om, at den anmeldte transaktion skulle erklæresforenelig med fællesmarkedet, da der ikke var tilstrækkeligt bevismateriale til atkonkludere, at transaktionen ville føre til en styrkelse af denne dominerende stilling(beslutningens betragtning 215).

59.

    TCCC har endvidere anført, at den direkte virkning af traktatens artikel 86 - imodsætning til hvad Kommissionen gør gældende - ikke indebærer, at et søgsmåltil prøvelse af en beslutning, der er truffet i medfør af bestemmelsen, må afvises.

60.

    Spørgsmålet om, hvorvidt en virksomhed indtager en dominerende stilling, kan kunbesvares efter en omfattende undersøgelse af de retlige, økonomiske og faktiskeomstændigheder baseret på en sammenligning af flere faktorer. I det foreliggendetilfælde viser det forhold, at undersøgelsen af spørgsmålet om dominerende stillingkrævede 63 betragtninger i den anfægtede beslutning, hvilken betydning der måtillægges den omtvistede konstatering i denne sag, og at det må frygtes, at dettespørgsmål ikke vil blive behandlet på ny af Kommissionen i fremtidige sagervedrørende CCSB. Desuden tilsluttede Det Rådgivende Udvalg sig ikkeenstemmigt, at der forelå en dominerende stilling (udtalelse afgivet af DetRådgivende Udvalg for Fusionskontrol på dets 42. møde den 7.1.1997 om udkasttil beslutning i sag IV/M.794 - Coca-Cola Entreprises Inc./Amalgamated BeveragesGreat Britain (EFT 1997 C 243, s. 12)).

61.

    Ifølge TCCC er Kommissionens argument om, at enhver fremtidig beslutning imedfør af traktatens artikel 86, hvorved det måtte blive fastslået, at der foreliggeren dominerende stilling, altid vil skulle begrundes, irrelevant, eftersom spørgsmåleti denne sag er, om en sådan begrundelse vil hvile på konstateringer i tidligerebeslutninger vedrørende samme virksomhed, således som det var tilfældet iKommissionens beslutning 92/163/EØF af 24. juli 1991 (IV/31.043 - Tetra Pak II)(EFT 1992 L 72, s. 1, betragtning 93 og 98). Desuden har Kommissionen i sinmeddelelse af klagepunkter i den senere sag nr. IV/M.833, The Coca-ColaCompany/Carlsberg A/S, allerede henvist til de i den anfægtede beslutningindeholdte konstateringer i relation til afgrænsningen af det relevante marked.

62.

    Hvad angår spørgsmålet om retsvirkningerne af den anfægtede beslutning i sagerfor de nationale domstole har TCCC anført, at det - i modsætning til hvadKommissionen gør gældende - ikke følger af NBV og NVB-dommen, at en nationaldomstol udelukkende skal tage hensyn til konklusionen i en beslutning truffet ihenhold til konkurrencereglerne. TCCC har til støtte herfor påberåbt sig detbelgiske konkurrenceråds afgørelse af 23. maj 1997 i sag 97-C/C-12,P&G/Tambrands, og den italienske konkurrencemyndigheds afgørelse i sagen»Finmeccanica/Aviofer« (Bullettin nr. 52/26, 1997), hvor de nævnte myndighedermed henblik på afgrænsningen af det relevante produktmarked baserede sig påkonstateringer og betragtninger vedrørende det relevante marked, der var indeholdti tidligere kommissionsbeslutninger.

63.

    TCCC har tilføjet, at selv om en kommissionsbeslutning ikke er bindende for denationale domstole, ændrer dette ikke noget ved, at disse domstole og de nationalekonkurrencemyndigheder de facto er bundet af tidligere kommissionsbeslutningervedrørende samme parter. Kommissionens argument om, at TCCC gennem enpræjudicielt spørgsmål i medfør af EF-traktatens artikel 177 (nu artikel 234 EF)vil kunne opnå en domstolsprøvelse af de omtvistede konstateringer, er ifølgeTCCC også irrelevant. Såfremt en national domstol i en fremtidig sag vedrørendesamme parter beslutter at tage hensyn til de i den anfægtede beslutning indeholdtekonstateringer, vil der nemlig ikke opstå spørgsmål om gyldigheden ellerfortolkningen af beslutningen som omhandlet i traktatens artikel 177.

64.

    TCCC har endelig bestridt, at det omtvistede tilsagn blev afgivet frivilligt ogudelukkende skulle imødegå de bekymringer, der var blevet udtrykt af tredjemand.Det fremgår nemlig af beslutningen om at indlede den anden fase i proceduren, atKommissionen fra begyndelsen havde anset bemærkningerne fra tredjemand for detmest foruroligende element i konkurrencemæssig henseende (betragtning 24-27).Under alle omstændigheder fremgår det af cellulose-dommen, at et tilsagn ikke eren ensidig handling uden forbindelse med en beslutning i henhold tilkonkurrencereglerne, da de forpligtelser, der skabes ved et sådant tilsagn, måsidestilles med pålæg om at bringe overtrædelser til ophør. Domstolen fandtsåledes, at sagsøgerne ved at afgive det pågældende tilsagn blot af personligegrunde accepterede en beslutning, som Kommissionen havde kompetence til attræffe ensidigt.

65.

    Intervenienten Virgin har tilsluttet sig Kommissionens argumentation.

66.

    Forbundsrepublikken Tyskland har også gjort gældende, at de omtvistedekonstateringer ikke er retsakter, der kan anfægtes, som omhandlet i retspraksis.Den har i denne forbindelse henvist til tysk retspraksis, hvorefter en konstateringi en beslutning af, at en virksomhed deltager i et oligopol, ikke har negativevirkninger for virksomheden, idet den omstændighed, at virksomheden harerhvervet en sådan markedsstyrke, i realiteten beviser, at den har en »usædvanligydeevne«, og endog udgør et godt reklameargument. Desuden må de berørtevirksomheder i forbindelse med fusionskontrol i Tyskland acceptere konstateringervedrørende deres markedstyrke, såsom en konstatering af, at markedet domineresaf et oligopol.

Parternes argumenter i sag T-127/97

67.

    CCE har anført, at dels de tre konstateringer fra Kommissionens side i denanfægtede beslutning, nemlig for det første at TCCC kontrollerer CCE, for detandet at der findes et særskilt colamarked, og for det tredje at CCSB har endominerende stilling på dette marked, dels tilsagnet vedrørende CCSB'skonkurrencemæssige adfærd udgør beslutninger eller dele af en beslutning og kananfægtes i henhold til traktatens artikel 173.

68.

    CCE har gjort gældende, at det er irrelevant for spørgsmålet om, hvorvidt sagenkan antages til realitetsbehandling, at de omtvistede konstateringer er indeholdt ibetragtningerne til den anfægtede beslutning. Selskabet har i denne forbindelsepåberåbt sig IBM-dommen og Domstolens kendelse af 30. september 1987 i sagenBrother Industries m.fl. mod Kommissionen (sag 229/86, Sml. s. 3757), hvoraf detfremgår, at en beslutnings betragtninger kan afsløre, at der findes en anfægteligretsakt, som er adskilt fra selve beslutningen. Desuden støtter de omtvistedekonstateringer den anfægtede beslutnings konklusion, i modsætning til hvad der vartilfældet i NBV og NVB-dommen.

69.

    Konstateringen af, at TCCC kontrollerer CCE, ændrer klart sidstnævnte selskabsretsstilling, idet der, hver gang selskabet måtte ønske at foretage en nyerhvervelse,vil skulle tages hensyn til TCCC's aktiviteter og omsætning ved vurderingen afvirkningerne for konkurrencen. Over for Kommissionens argument om, at denpågældende konstatering ikke indgår i den anfægtede beslutnings konklusion ogikke er nødvendig til støtte herfor, har CCE anført, at den anden fase i procedurennetop blev indledt, fordi Kommissionen var overbevist om, at TCCC kontrollererCCE.

70.

    Det samme gælder den omtvistede konstatering af, at CCSB har en dominerendestilling på det britiske colamarked. En sådan konstatering pålægger CCE og CCSBen særlig forpligtelse som omhandlet i dommen i sagen Michelin modKommissionen. Desuden medfører denne konstatering sammen med konstateringenaf den af TCCC udøvede kontrol, at CCE risikerer at blive pålagt bøder ifremtidige sager, selv i tilfælde, hvor TCCC er eneansvarlig for overtrædelser afkonkurrencereglerne. CCE har tilføjet, at der ganske vist i den anfægtedebeslutnings artikel 1 ikke udtrykkeligt henvises til konstateringen af, at derforeligger en dominerende stilling, men at artiklen må forstås således, at denanmeldte transaktion erklæres forenelig med fællesmarkedet på trods af, at derforeligger en dominerende stilling.

71.

    CCE har desuden gjort gældende, at det omtvistede tilsagn udgør en anfægteligretsakt i traktatens artikel 173's forstand. Det har ikke alene retsvirkninger iforhold til CCE og CCSB, men støtter også konstateringen af, at TCCCkontrollerer CCE, eftersom det kun gælder de datterselskaber af TCCC, hvoridette selskab ejer over 51% af kapitalen (cellulose-dommen). CCE harunderstreget, at Kommissionen - i modsætning til hvad denne hævder - afkrævedeselskabet tilsagnet dagen efter Det Rådgivende Udvalgs møde den 7. januar 1997(jf. skrivelse af 8.1.1997, bilag 2 til stævningen). Kommissionen forelagde imidlertidtilsagnet for udvalget, som om CCE allerede havde afgivet det. I øvrigt harKommissionen allerede påberåbt sig tilsagnet i forbindelse med en andenprocedure i medfør af traktatens artikel 85, stk. 1 (tilladelse til licensaftaler mellemCS og CCE, IP/97/148).

72.

    CCE har endvidere anført, at selskabet har en retlig interesse i at få beslutningenannulleret, idet den vil kunne skabe præcedens såvel for Kommissionen som for denationale domstole og konkurrencemyndigheder. I modsætning til hvadKommissionen gør gældende, er der ikke tale om fremtidige og uvisse situationer,idet Kommissionen allerede har modtaget to klager, der vedrører CCE. I beslutning95/421/EF af 21. december 1994 om en fusions forenelighed med fællesmarkedet(sag IV/M.484 - Krupp/Thyssen/Riva/Falck/Tadfin/AST) (EFT 1995 L 251, s. 18)henviste Kommissionen således til en tidligere beslutning vedtaget i henhold tilEKSF-traktaten som grundlag for at fastslå, at det geografiske marked varverdensmarkedet (betragtning 42). I beslutning 95/354/EF af 14. februar 1995 omen procedure i henhold til forordning nr. 4064/89 (sag IV/M.477 - Mercedes-Benz/Kässbohrer) (EFT L 211, s. 1) påberåbte Kommissionen sig udtrykkeligt totidligere beslutninger til støtte for sin konklusion om, at der skulle skelnes mellemto relevante markeder (betragtning 14 og 65). Endvidere antog Retten i dommenaf 9. november 1994 i sagen Scottish Football mod Kommissionen (sag T-46/92,Sml. II, s. 1039) en sag til realitetsbehandling, hvorved sagsøgeren forsøgte atbeskytte sig selv mod risikoen for at blive udsat for andre kommissionsbeslutningeri medfør af artikel 11, stk. 5, i Rådets forordning nr. 17 af 6. februar 1962, førsteforordning om anvendelse af bestemmelserne i traktatens artikel 85 og 86 (EFT1959-1962, s. 81, herefter »forordning nr. 17«). Ifølge CCE kan det ikke bestrides,at en kommissionsbeslutning, der indeholder en vurdering af en særlig faktisksituation i relation til konkurrencereglerne, påvirker nationale domstole ogmyndigheder, selv om de ikke er retligt bundet heraf.

73.

    Endelig finder CCE, at en national domstol i medfør af princippet omfællesskabsrettens forrang ikke kan fastslå, at en kommissionsbeslutning er ugyldig,og at de nationale myndigheder i medfør af den forpligtelse til at samarbejde loyalt,der følger af EF-traktatens artikel 5, skal undgå at træffe afgørelser, der stridermod dem, der træffes af Fællesskabets institutioner (dom afsagt af High Court ofJustice i sagen Iberian UK Ltd mod BPB Industries, 1996 CMLR 601, og detfranske konkurrenceråds afgørelse af 29.10.1996, nr. 96-D-67).

74.

    Kommissionen har gjort gældende, at det også er åbenbart, at denne sag måafvises, da den ikke vedrører konklusionen i den anfægtede beslutning, men visseaf betragtningerne heri, som ikke udgør retsakter, der kan anfægtes i henhold tiltraktatens artikel 173. Kommissionen har anført, at de af CCE fremførteargumenter til støtte for, at sagen bør antages til realitetsbehandling, må forkastesaf de samme grunde som dem, der er redegjort for i forbindelse med sag T-125/97.

75.

    Kommissionen har endvidere bestridt CCE's argument om, at konstateringen af,at TCCC faktisk kontrollerer CCE, vil få retsvirkninger, såfremt CCE måtteforetage nyerhvervelser i Europa, idet den har gjort gældende, at der herved er taleom fremtidige og uvisse situationer. Kommissionen har tilføjet, at den pågældendekonstatering i øvrigt ikke indgår i den anfægtede beslutnings konklusion og hellerikke er nødvendig til støtte herfor.

76.

    Intervenienterne Virgin og Forbundsrepublikken Tyskland har fremført de sammeargumenter som i sag T-125/97.

Rettens bemærkninger

77.

    Ifølge fast retspraksis foreligger der retsakter eller beslutninger, der kan gøres tilgenstand for et annullationssøgsmål i medfør af traktatens artikel 173, nårforanstaltningerne har bindende retsvirkninger, som kan berøre sagsøgerensinteresser gennem en væsentlig ændring af hans retsstilling (IBM-dommen, præmis9, Domstolens dom af 31.3.1998, forenede sager C-68/94 og C-30/95, Frankrig m.fl.mod Kommissionen, Sml. I, s. 1375, præmis 62, og Rettens dom af 4.3.1999, sag T-87/96, Assicurazione Generali og Unicredito mod Kommissionen, endnu ikke trykti Samling af Afgørelser, præmis 37).

78.

    Ved afgørelsen af, om en retsakt eller en beslutning har sådanne virkninger, skalder lægges vægt på indholdet (Domstolens kendelse af 13.6.1991, sag C-50/90,Sunzest mod Kommissionen, Sml. I, s. 2917, præmis 12, og dommen i sagenFrankrig m.fl. mod Kommissionen, præmis 63).

79.

    Det følger heraf, at det forhold, at den anfægtede beslutning i det foreliggendetilfælde går ud på, at den anmeldte transaktion erklæres for forenelig medfællesmarkedet, og således i princippet ikke er bebyrdende for sagsøgerne, ikke isig selv fritager Retten for at undersøge, om de omtvistede konstateringer harbindende retsvirkninger, som kan berøre sagsøgernes interesser.

Konstateringen af, at der foreligger en dominerende stilling

80.

    Indledningsvis bemærkes, at de forpligtelser, der er pålagt virksomhederne vedtraktatens artikel 86 (dommen i sagen Michelin mod Kommissionen, præmis 57, ogRettens dom af 10.7.1990, sag T-51/89, Tetra Pak mod Kommissionen, Sml. II, s.309, præmis 23, af 17.7.1998, sag T-111/96, ITT Promedia mod Kommissionen, Sml.II, s. 2937, præmis 139, og af 7.10.1999, sag T-228/97, Irish Sugar modKommissionen, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 112) - somunderstreget af Kommissionen - ikke forudsætter, at det i enkommissionsbeslutning er blevet fastslået, at de pågældende virksomheder har endominerende stilling, men følger direkte af artikel 86. En virksomhed, der har endominerende stilling, er således i overensstemmelse med den nævnte retspraksisforpligtet til om fornødent at tilpasse sin adfærd til denne situation for ikke atskade mulighederne for en effektiv konkurrence på markedet, uanset omKommissionen måtte have truffet en beslutning herom.

81.

    En konstatering fra Kommissionens side af, at der foreligger en dominerendestilling, kan ganske vist faktisk have indflydelse på den berørte virksomhedsfremtidige politik og handelsstrategi, men den har ikke bindende retsvirkninger somomhandlet i IBM-dommen. En sådan konstatering hviler på en undersøgelse afmarkedsstrukturen og af den konkurrence, der hersker på markedet på tidspunktetfor Kommissionens vedtagelse af den enkelte beslutning. Den adfærd, som envirksomhed, der er blevet anset for at have en dominerende stilling, herefter vilvære nødsaget til at udvise for at undgå en eventuel overtrædelse af traktatensartikel 86, afhænger således af en række faktorer, der til enhver tid afspejlerkonkurrencevilkårene på markedet.

82.

    Desuden vil Kommissionen i forbindelse med en eventuel beslutning i henhold tiltraktatens artikel 86 på ny skulle afgrænse det relevante marked og foretage en nyundersøgelse af konkurrencevilkårene, som ikke nødvendigvis vil være baseret påde samme betragtninger som dem, der dannede grundlag for den tidligerekonstatering af, at der foreligger en dominerende stilling.

83.

    Det forhold, at Kommissionen i forbindelse med en eventuel beslutning i henholdtil traktatens artikel 86 vil kunne blive påvirket af den omtvistede konstatering -hvilket Kommissionen selv har givet udtryk for under retsmødet - indebærersåledes ikke i sig selv, at den pågældende konstatering har bindende retsvirkningersom omhandlet i IBM-dommen. I modsætning til hvad TCCC gør gældende, erdette selskab ikke afskåret fra at anlægge annullationssøgsmål ved Retten tilprøvelse af en eventuel beslutning, hvorved Kommissionen måtte fastslå, at CCSBhar gjort sig skyldig i et misbrug.

84.

    Hvad angår de virkninger, som konstateringen af, at der foreligger en dominerendestilling, kan have i relation til de nationale domstoles anvendelse afkonkurrencereglerne, bemærkes, at den anfægtede beslutning ikke er truffet pågrundlag af traktatens artikel 86, men på grundlag af forordning nr. 4064/89, og påingen måde påvirker de nationale domstoles kompetence til at anvende artikel 86.

85.

    Under alle omstændigheder er det forhold, at en national domstol under direkteanvendelse af traktatens artikel 86 i lyset af Kommissionens beslutningspraksis kannå frem til samme konstatering af, at CCSB har en dominerende stilling, heller ikkeensbetydende med, at den omtvistede konstatering har bindende retsvirkninger. Ennational domstol, der skal tage stilling til handlinger foretaget af CCSB eftervedtagelsen af den anfægtede beslutning i forbindelse med en tvist mellem CCSBog tredjemand, er nemlig ikke bundet af Kommissionens tidligere konstateringer.Der er intet til hinder for, at den konkluderer, at CCSB - i modsætning til hvadKommissionen konstaterede på tidspunktet for vedtagelsen af den anfægtedebeslutning - ikke længere har en dominerende stilling.

86.

    Disse konklusioner afsvækkes ikke af den retspraksis, TCCC har påberåbt sig tilstøtte for, at den af selskabet anlagte sag bør antages til realitetsbehandling. Hvadførst angår dommen i sagen BP mod Kommissionen må det konstateres, at dennedom drejer sig om, hvorvidt en virksomhed har ret til at anlægge sag vedFællesskabets retsinstanser til prøvelse af en kommissionsbeslutning, hvorivirksomheden kritiseres for at have tilsidesat traktatens artikel 86, selv om der ikkeer pålagt virksomheden en bøde. Eftersom en beslutning, hvorved det fastslås, aten virksomhed har misbrugt en dominerende stilling, kan danne grundlag for eneventuel erstatningssag anlagt af tredjemand ved de nationale domstole, harbeslutningens adressat en ubestridelig interesse i at anlægge annullationssøgsmåltil prøvelse af beslutningen. I det foreliggende tilfælde har sagsøgerne imidlertidikke godtgjort, at de har en sådan interesse, idet der i den anfægtede beslutninghverken sættes spørgsmålstegn ved den anmeldte transaktions forenelighed medfællesmarkedet eller påpeges misbrug fra CCSB's side.

87.

    I dommen i sagen Deshormes mod Kommissionen blev det fastslået, at sagsøgeren,der i karrieremæssig henseende var blevet placeret i en vanskeligt overskueligsituation, allerede på daværende tidspunkt havde en retlig interesse i at anfægteen beslutning, der først ville få virkninger, efter at sagsøgeren var gået på pension.I det foreliggende tilfælde må det imidlertid konstateres, at det forhold, at det ibegrundelsen for den anfægtede beslutning fastslås, at CCSB har en dominerendestilling, ikke i sig selv på nogen måde er afgørende for, hvorledes selskabets stillingpå markedet måtte udvikle sig, og at den pågældende konstatering ikke har nogenendelige retsvirkninger for fremtiden. Af samme grund kan der heller ikke tillæggesdommen i sagen Rousseau mod Revisionsretten nogen betydning for nærværendesag.

88.

    I dommen i sagen RSV mod Kommissionen fastslog Domstolen ganske vist, atsagsøgeren havde en retlig interesse i at anlægge annullationssøgsmål til prøvelseaf en kommissionsbeslutning, hvorved det blev pålagt sagsøgeren at tilbagebetaleen ulovlig støtte, som Kongeriget Nederlandene havde ydet virksomheden, selv omdenne i henhold til nederlandsk ret og på baggrund af nationale søgsmål, somallerede var anlagt mod virksomheden, var forpligtet til at tilbagebetale denmodtagne støtte i tilfælde af konkurs eller betalingsstandsning. Dette resultat blevimidlertid begrundet med, at såfremt sagsøgeren på grundlag af nationale retsreglerkunne modsætte sig tilbagebetalingen, ville den pågældende beslutning være deteneste grundlag, den nederlandske regering havde for at kræve beløbenetilbagebetalt (præmis 9 og 10). I det foreliggende tilfælde danner den omtvistedekonstatering ikke grundlag for andre kommissionsbeslutninger om overtrædelser afkonkurrencereglerne fra CCSB's side.

89.

    Hvad angår dommen i sagen Postbank mod Kommissionen bemærkes, at grundentil, at søgsmålet til prøvelse af en kommissionsbeslutning om at tillade tredjemandat fremlægge dokumenter, som indeholdt oplysninger, der af sagsøgeren blevbetegnet som fortrolige, for de nationale domstole, blev antaget tilrealitetsbehandling, var, at en sådan beslutning efter Rettens opfattelse kunneudgøre en tilsidesættelse af EF-traktatens artikel 214 (nu artikel 287 EF) og artikel20 i forordning nr. 17. I det foreliggende tilfælde kan konstateringen af, at derforeligger en dominerende stilling, ikke udgøre en tilsidesættelse affællesskabsbestemmelser.

90.

    TCCC's argument om, at det kun er nødvendigt at fastslå, at der foreligger endominerende stilling, hvis Kommissionen træffer en beslutning i henhold til artikel8, stk. 3, i forordning nr. 4064/89, hvorved en anmeldt transaktion erklæresuforenelig med fællesmarkedet, er irrelevant. Såfremt Kommissionen agter aterklære en anmeldt transaktion forenelig med fællesmarkedet, er den nemligforpligtet til på baggrund af den enkelte transaktions særlige kendetegn at give entilstrækkelig begrundelse for sin beslutning, således at tredjemand eventuelt kananfægte den af Kommissionen anlagte vurdering ved Fællesskabets retsinstanser.Det fremgår ganske vist - som understreget af TCCC - af Kommissionensbeslutningspraksis, at Kommissionen som hovedregel kun foretager en detaljeretundersøgelse af afgrænsningen af det relevante marked og af aktørerne på dettemarked, hvis den agter at fastslå, at en transaktion er uforenelig medfællesmarkedet, men der er intet til hinder for, at den i betragtning af denovennævnte begrundelsespligt foretager en sådan undersøgelse, når den træffer enbeslutning om en transaktions forenelighed med fællesmarkedet, bl.a. når der ertale om en beslutning i henhold til artikel 8, stk. 2, i forordning nr. 4064/89.

91.

    Hvad endelig angår den af sagsøgerne påberåbte risiko for, at de bliver pålagtbøder for overtrædelse af konkurrencereglerne, bemærkes, at sagsøgerne ikkeudsættes for en sådan risiko, blot fordi det konstateres, at CCSB på et givettidspunkt har en dominerende stilling, men kun hvis selskaberne udviser en adfærd,der udgør et misbrug af en sådan stilling. TCCC's henvisning til dommen i sagenCimenteries CBR m.fl. mod Kommissionen er irrelevant i denne forbindelse. Nårparterne i en aftale ifølge Domstolen kan anlægge sag til prøvelse af enkommissionsbeslutning, der er truffet i medfør af artikel 15, stk. 6, i forordning nr.17, skyldes dette, at de ved en sådan beslutning endeligt fratages denretsbeskyttelse, der er tillagt dem ved artikel 15, stk. 5, ligesom de herved udsættesfor en alvorlig risiko for økonomiske sanktioner (Rec. s. 105 og 106, jf. ogsåRettens dom af 27.2.1992, sag T-19/91, Vichy mod Kommissionen, Sml. II, s. 415,præmis 16). Den pågældende immunitet gælder imidlertid udelukkende i relationtil de aktiviteter, der er beskrevet i anmeldelsen, og den yder ingen beskyttelse irelation til andre fremtidige handlinger end dem, der er genstand for aftalen. I detforeliggende tilfælde fratager den omtvistede konstatering ikke sagsøgerne enretsbeskyttelse, der er tillagt dem ved en særlig bestemmelse, og den har heller ikketil formål at afgrænse en særlig adfærd fra CCSB's side, der allerede undersøgesaf Kommissionen.

92.

    Det fremgår af ovenstående, at den i den anfægtede beslutning indeholdtekonstatering af, at CCSB har en dominerende stilling, ikke i sig selv har nogenbindende retsvirkninger, hvorfor sagsøgerne ikke kan anlægge sag til prøvelse afden pågældende konstatering.

Konstateringen vedrørende afgrænsningen af det relevante marked

93.

    Eftersom sagsøgerne ikke kan anlægge sag til prøvelse af konstateringen af, atCCSB har en dominerende stilling, er de så meget mere afskåret fra at anlægge sagtil prøvelse af den forudgående konstatering af, at der findes et colamarked.

Det omtvistede tilsagn

94.

    Indledningsvis bemærkes, at selv om CCE ganske vist i sine skriftlige indlæg hargjort gældende, at det omtvistede tilsagn havde retsvirkninger for selskabet, har kunTCCC i sin stævning nedlagt påstand om annullation af den anfægtede beslutningsom følge af, at det nævnte tilsagn er medtaget i begrundelsen herfor. I sinbesvarelse af Rettens skriftlige spørgsmål har CCE nærmere oplyst, at selskabetikke formelt har nedlagt påstand om annullation af det omtvistede tilsagn, fordidette »er en integrerende del af den omtvistede beslutning og ikke udgør ensærskilt retsakt«. Selskabet har under retsmødet tilføjet, at det omtvistede tilsagni realiteten er en handling, selskabet selv har foretaget, og derfor ikke kan gørestil genstand for et annullationssøgsmål.

95.

    Da CCE således ikke har nedlagt påstand om annullation af beslutningen for såvidt angår det omtvistede tilsagn, vil der som grundlag for Rettens vurdering kunblive taget hensyn til TCCC's argumenter vedrørende tilsagnets påståederetsvirkninger.

96.

    Retten kan i denne forbindelse ikke give Kommissionen medhold i, at sagsøgerneikke kan anfægte lovligheden af det omtvistede tilsagn, fordi tilsagnet ikke er gjorttil genstand for en formel betingelse som omhandlet i artikel 8, stk. 2, i forordningnr. 4064/89. Det fremgår nemlig af retspraksis på området, at et sådant tilsagn kangøres til genstand for et annullationssøgsmål, hvis en undersøgelse af tilsagnetsindhold viser, at det skal have bindende retsvirkninger som omhandlet i IBM-dommen (jf. også dommen i sagen Frankrig m.fl. mod Kommissionen, præmis 60-69). Desuden har Kommissionen selv i sine skriftlige svar på Rettens spørgsmåltilkendegivet, at visse tilsagn, der udelukkende var nævnt i begrundelserne forbeslutninger truffet i henhold til artikel 6, stk. 1, litra b), i forordning nr. 4064/89,efter omstændighederne kunne have sådanne virkninger.

97.

    Det skal derfor med henblik på afgørelsen af, om det omtvistede tilsagn harbindende retsvirkninger, undersøges, om beslutningen om at erklære den anmeldtetransaktion forenelig med fællesmarkedet var betinget af tilsagnet, således atKommissionen i tilfælde af en tilsidesættelse af tilsagnet ville kunne tilbagekaldebeslutningen, hvilket Kommissionen i sine skriftlige svar på Rettens spørgsmål harhævdet at kunne gøre i relation til visse beslutninger om transaktionersforenelighed med fællesmarkedet truffet i henhold til artikel 6, stk. 1, litra b), iforordning nr. 4064/89.

98.

    Det fremgår af sagsakterne og af parternes svar på Rettens mundtlige spørgsmål,at Kommissionens beslutning af 13. september 1996 om at indlede proceduren efterartikel 6, stk. 1, litra c), i forordning nr. 4064/89 bl.a. blev truffet på grund afalvorlige indvendinger fra tredjemands side under procedurens første fase angåendeden anmeldte transaktions forenelighed med fællesmarkedet (jf. bilag 3 til TCCC'sindlæg vedrørende formalitetsindsigelsen og navnlig betragtning 23 ff. iKommissionens beslutning i henhold til artikel 6, stk. 1, litra c), i forordning nr.4064/89).

99.

    Det fremgår også af sagsakterne, at CCE ved en skrivelse sendt til Kommissionendagen efter et møde mellem sagsøgerne og konkurrencekommissæren, Karel VanMiert, den 19. december 1996 foreslog at afgive en række tilsagn, såfremt dettemåtte være nødvendigt, for at Kommissionen kunne tillade den anmeldtetransaktion. Skrivelsen havde følgende ordlyd:

»Disse forslag skal imødegå de betænkeligheder, der er givet udtryk for imeddelelsen af klagepunkter, såfremt det måtte blive fundet hensigtsmæssigt atforeslå, at transaktionen forbydes. [...] Parterne har dog - uden at dette ændrernoget ved ovennævnte standpunkt - altid udtrykt vilje til at forsøge at afhjælpe debetænkeligheder, Kommissionen har givet udtryk for i meddelelsen af klagepunkter,ved at forelægge rimelige og forholdsmæssige ændringer af transaktionen afgrundlæggende strukturel karakter [...]. Parterne er af den opfattelse, at denedenfor foreslåede tilsagn, som har vidtrækkende forretningsmæssigekonsekvenser for dem, opfylder dette formål og imødegår de særligebetænkeligheder, der er påpeget i meddelelsen af klagepunkter [...]. Hvis forslagenekan accepteres af Kommissionen, er parterne parat til at udarbejde dem formelti form af fuldstændige skriftlige tilsagn. Vi er af den faste overbevisning, at det pådette grundlag vil være muligt at forelægge transaktionen for Kommissionen tilgodkendelse i henhold til artikel 8, stk. 2, i forordningen om fusionskontrol.« (bilag13 til stævningen i sag T-125/97)

100.

    Dagen efter Det Rådgivende Udvalgs møde den 7. januar 1997, hvor det af CCEforeslåede tilsagn blev drøftet i detaljer, besvarede direktøren for MTF vedskrivelse af 8. januar 1997 den ovennævnte skrivelse således:

»Under henvisning til Deres skrivelse af 20. december 1990 til kommissær VanMiert, hvori der formelt blev foreslået visse tilsagn, som parterne var villige til atafgive, opfordrer vi Dem til skriftligt at bekræfte tilsagnet vedrørende fremtidigadfærd, nemlig at CCSB, så længe CCE kontrollerer selskabet, vil acceptere debegrænsninger, der følger af det tilsagn, The Coca-Cola Export Corporation gavKommissionen i 1989. [...] Vi mener, at et sådant tilsagn, hvis det gennemføreskorrekt, ville imødegå nogle af de betænkeligheder, tredjemand har givet udtrykfor.«

101.

    Ganske vist havde Det Rådgivende Udvalg, som det fremgår af dets udtalelse,udtrykkeligt opfordret Kommissionen til »at tage alle de andre punkter, der blevpeget på under drøftelserne, med i betragtning, især de tilsagn, [The] Coca-ColaExport Corporation gav Kommissionen i 1989«, og skrivelsen af 8. januar 1997 kanfortolkes således, at Kommissionen havde til hensigt at gøre det til en betingelsefor tilladelsen til den anmeldte transaktion, at CCSB overholdt samme forpligtelser.Det må imidlertid konstateres, at direktøren for MTF sørgede for at fjerne enhvertvivl i så henseende ved i samme skrivelse at understrege, at beslutningen om attillade den anmeldte transaktion ikke var betinget af CCE's omtvistede tilsagn.(»Tilladelsen vil ikke være betinget af Deres bekræftelse, men tilsagnet vil blivenævnt i den endelige beslutning. Det Rådgivende Udvalg har givet sin tilslutningtil denne fremgangsmåde.« (jf. bilag 13 til stævningen i sag T-125/97))

102.

    Den 9. januar 1997 sendte direktøren for MTF et uddrag af udkastet til denanfægtede beslutning vedrørende de omtvistede tilsagn til CCE til godkendelse.Ved skrivelse af 13. januar 1997 bekræftede CCE's General Counsel skriftligt, atselskabet afgav tilsagnet og bifaldt Kommissionens beslutning om at tillade denanmeldte transaktion uden at knytte betingelser hertil (»CCE og de øvrige parterbifalder beslutningen om at godkende den foreslåede transaktion uden betingelser,og jeg kan bekræfte, at CCSB, så længe CCE kontrollerer selskabet, vil påtage sigde tilsagn, The Coca-Cola Export Corporation gav Kommissionen i 1989. Vi går udfra, at denne forsikring vil løse alle tilbageværende problemer i forhold tilKommissionen i relation til den pågældende transaktion«).

103.

    Indholdet af denne brevveksling mellem Kommissionen og CCE er således gengiveti den anfægtede beslutnings betragtning 212. Det fremgår af denne betragtning, atKommissionen noterede sig det af CCE afgivne tilsagn uden at gøre det til enformel betingelse som omhandlet i artikel 8, stk. 2, i forordning nr. 4064/89.(»Under alle omstændigheder tager Kommissionen til efterretning, at CCE givertilsagn om, at så længe CCE kontrollerer CCSB, vil CCSB påtage sig de tilsagn,The Coca-Cola Export Corporation gav Kommissionen i 1989. Dette vil fjernenogle af de problemer, tredjeparter har peget på som led i proceduren.«)

104.

    Det fremgår således af ovenstående, at Kommissionen, da den vedtog denanfægtede beslutning, i overensstemmelse med sine tilkendegivelser ikorrespondancen med CCE ikke ville lade tilladelsen være betinget af detomtvistede tilsagn.

105.

    Under alle omstændigheder taler det imod TCCC's synspunkt om, atKommissionen krævede tilsagnet, at CCE en måned efter vedtagelsen af denanfægtede beslutning på ny foreslog at afgive samme tilsagn, denne gang for atopnå tilladelse til nogle eksklusive licensaftaler indgået mellem selskabet og CS,der, selv om de var en integrerende del af den anmeldte transaktion, skulleundersøges i forhold til traktatens artikel 85 (jf. CCE's skrivelse af 17.2.1997 tilKommissionen, »Det tilsagn, som CCE afgiver frivilligt i denne sag, vedlægges i sinendelige udformning som aftalt«, og Kommissionens pressemeddelelse IP/97/148).

106.

    Det følger heraf, at det omtvistede tilsagn ikke har nogen bindende retsvirkninger,idet en tilsidesættelse af tilsagnet på ingen måde vil påvirke lovligheden af denanfægtede beslutning og heller ikke vil medføre, at beslutningen tilbagekaldes. Detudgør derfor ikke en retsakt, der kan anfægtes i henhold til traktatens artikel 173,hvorfor den af TCCC anlagte sag må afvises for så vidt angår spørgsmålet omlovligheden af tilsagnet.

Konstateringen af, at TCCC kontrollerer CCE

107.

    Hvad angår spørgsmålet om, hvorvidt Kommissionens konstatering af, at TCCCkontrollerer CCE, udgør en retsakt, der kan anfægtes i henhold til den ovennævnteretspraksis (jf. ovenfor, præmis 96), bemærkes, at Kommissionen som grundlag forat fastslå, at den anmeldte transaktion var af fællesskabsdimension som omhandleti artikel 1, stk. 2, i forordning nr. 4064/89, udelukkende baserede sig på CCE's ogABGB's omsætning på internationalt plan og på fællesskabsplan. EftersomKommissionen ikke tog hensyn til TCCC's omsætning som deltagende virksomhed,jf. artikel 5, stk. 1 og 4, i forordning nr. 4064/89, da den afgjorde, at den varenekompetent til at kontrollere den anmeldte transaktion, har den omtvistedekonstatering ingen retsvirkninger i forhold til sagsøgerne (Rettens dom af 24.3.1994,sag T-3/93, Air France mod Kommissionen, Sml. II, s. 121, præmis 45, 46 og 47).

108.

    Denne konklusion afsvækkes ikke af CCE's argument om, at den omtvistedekonstatering har retsvirkninger, da den medfører, at selskabet bliver forpligtet tilat anmelde enhver fremtidig fusionsplan til Kommissionen på grund af selskabetsog TCCC's samlede omsætning, idet det ellers vil blive pålagt bøder i medfør afartikel 4 og 14 i forordning nr. 4064/89, og da konstateringen medfører, at selskabetrisikerer at blive pålagt bøder i medfør af forordning nr. 17 forkonkurrencebegrænsende handlinger fra TCCC's side. Ligesom konstateringen af,at der foreligger en dominerende stilling, hviler konstateringen af, at TCCC har enafgørende indflydelse på CCE som omhandlet i artikel 3, stk. 3, i forordning nr.4064/89, på en række faktorer, såsom aktionærernes deltagelse på CCE's årligegeneralforsamlinger, som udvikler sig konstant. Den anfægtede beslutning medførerderfor ikke, at karakteren af de forretningsmæssige relationer eller de strukturelleeller andre former for forbindelser mellem TCCC og CCE fastfryses for fremtiden.Beslutningen kan således ikke danne grundlag for at inddrage sagsøgerne ieventuelle procedurer i henhold til konkurrencereglerne, fordi TCCC ifølgeKommissionen kontrollerede CCE på tidspunktet for vedtagelsen af den anfægtedebeslutning.

109.

    Det følger heraf, at sagerne må afvises for så vidt angår påstandene om annullationaf Kommissionens konstatering af, at TCCC kontrollerer CCE.

TCCC's subsidiære påstand om annullation

110.

    Eftersom Kommissionens omtvistede konstateringer vedrørende afgrænsningen afdet relevante marked, CCSB's dominerende stilling og TCCC's kontrol over CCEikke har bindende retsvirkninger, som berører sagsøgerens interesser, og derforikke udgør retsakter, der kan anfægtes i henhold til traktatens artikel 173, måTCCC's subsidiære påstand om, at den anfægtede beslutning annulleres i det hele,i det omfang dette er nødvendigt for at annullere de nævnte konstateringer, ogsåafvises.

111.

    Det følger af ovenstående, at sagerne i det hele må afvises.

Sagsomkostningerne

112.

    I henhold til procesreglementets artikel 87, stk. 2, pålægges det den tabende partat betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. Ifølge artikel 87,stk. 4, tredje afsnit, kan Retten dog træffe afgørelse om, at andre intervenienterend en medlemsstat skal bære deres egne omkostninger.

113.

    Det bør herefter i overensstemmelse med parternes påstande pålægges TCCC ogCCE at betale sagsomkostningerne i henholdsvis sag T-125/97 og sag T-127/97.Intervenienten Virgin bør bære sine egne omkostninger.

114.

    Forbundsrepublikken Tyskland bør bære sine egne omkostninger ioverensstemmelse med procesreglementets artikel 87, stk. 4.

På grundlag af disse præmisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Første Udvidede Afdeling)

1)    Sagerne afvises.

2)    The Coca-Cola Company og Coca-Cola Enterprises Inc. betalersagsomkostningerne i henholdsvis sag T-125/97 og sag T-127/97.

3)    The Virgin Trading Company Ltd og Forbundsrepublikken Tyskland bærerderes egne omkostninger.

VesterdorfTiili Pirrung Meij Vilaras

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 22. marts 2000.

H. Jung

B. Vesterdorf

Justitssekretær

Præsident

1: Processprog: engelsk.

2: -    Udeladte fortrolige oplysninger.