Sag anlagt den 2. december 2011 - ATMvision mod Kommissionen

(Sag T-627/11)

Processprog: tysk

Parter

Sagsøger: ATMvision AG (Salem, Tyskland) (ved advokaterne A. Cordewener, F. Kutt og C. Jehke)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

Den afgørelse, sagsøgte traf den 26. januar 2011 under proceduren om Tysklands statsstøtte C 7/2010 (ex CP 250/2009 og NN 5/2010) Fremskrivning af skattemæssige underskud ("Sanierungsklausel"), annulleres i sin helhed.

Subsidiært annulleres førnævnte afgørelse, i det mindste for så vidt som der ikke deri ud fra princippet om beskyttelse af berettigede forventninger er fastsat nogen undtagelse fra tilbagesøgningsforpligtelsen i artikel 4 og 5 til fordel for virksomheder i sagsøgerens position, eller i det mindste for så vidt som der ikke er fastsat nogen overgangsregel til fordel for sådanne virksomheder.

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren i det væsentlige gjort følgende gældende:

Sagsøgte har i den anfægtede afgørelse urigtigt fastslået, at § 8c, stk. 1a, i den tyske selskabsskattelov (Körperschaftsteuergesetzes, herefter "KStG") omhandler en støtte, der er retsstridig i henhold til artikel 107, stk. 1, TEUF. I denne forbindelse har sagsøgeren bl.a. anført, at sagsøgte fejlagtigt har antaget, at KStG's § 8c, stk. 1a, har en selektiv karakter og udgør en uberettiget undtagelse fra det princip, der kommer til udtryk i KStG's § 8c, stk. 1, hvorefter et selskabs skattemæssige underskud i tilfælde af ændring af selskabets ejerforhold under bestemte forudsætninger går tabt. Efter sagsøgerens opfattelse har sagsøgte med urette anset ordningen i KStG's § 8c, stk. 1, for at være det til brug for undersøgelsen af støtten bestemmende nationale referencesystem.

Det bestemmende referencesystem er den grundlæggende mulighed, som tysk ret giver for at fremføre underskud fra ét skatteår til et andet, og som er udtryk for det såkaldte objektive nettoprincip. Sagsøgeren er af den opfattelse, at den i KStG's § 8c, stk. 1a, fastsatte "Sanierungsklausel" udelukkende bekræfter dette referencesystem. Desuden ville KStG's § 8c, stk. 1, ikke kunne udgøre det bestemmende nationale referencesystem, da denne regel ifølge bestemmelser i den tyske grundlov ville være forfatningsstridig.

Ordningen i KStG's § 8c, stk. 1a, udgør derved en såkaldt almindelig foranstaltning, som potentielt kommer alle forgældede erhvervsdrivende til gode, og som ikke begunstiger nogen afgrænset gruppe af markedsaktører. "Sanierungsklausel" har således efter sagsøgerens opfattelse ikke nogen selektiv karakter.

Det tyske skattesystems karakter og opbygning begrunder også den i KStG's § 8c, stk. 1a, fastsatte "Sanierungsklausel", da denne bestemmelse begrænser virkningen af KStG's § 8c, stk. 1, som indskrænker muligheden for at fradrage underskud. I denne forbindelse har sagsøgeren anført, at KStG's § 8c i dens oprindelige affattelse i for vidt omfang drejede sig om at undgå misbrug af ordningen, og at de efterfølgende tilføjelser, der ved KStG's § 8c, stk. 1a, er vedtaget til denne bestemmelse med tilbagevirkende kraft, ene og alene indskrænker indholdet af KStG's § 8c, stk. 1, som gik for vidt, og genopretter betydningen af den almindelige underskudsfremførsel fra ét skatteår til et andet som det relevante referencesystem.

Endelig har sagsøgeren påberåbt sig beskyttelsen af berettigede forventninger, da det ikke var forudsigeligt, at sagsøgte ville træffe en negativ afgørelse, og da sagsøgte ikke har haft betænkeligheder ved den tilsvarende opbyggede foregående regel i KStG's § 8, stk. 4, i dennes tidligere affattelse, som var sammenlignelig med ordninger i andre medlemsstater.

____________