Sag anlagt den 30. maj 2017 – Japan Airlines mod Kommissionen
(Sag T-340/17)
Processprog: engelsk
Parter
Sagsøger: Japan Airlines Co. Ltd (Tokyo, Japan) (ved advokaterne J.F. Bellis og K. Van Hove, og solicitor R. Burton)
Sagsøgt: Europa-Kommissionen
Sagsøgerens påstande
Kommissionens afgørelse C(2017) 1742 final af 17. marts 2017 om en procedure i henhold til artikel 101 TEUF, EØS-aftalens artikel 53 og artikel 8 i aftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og Det Schweiziske Forbund om luftfart (Sag AT.39258 — Luftfragt) annulleres i sin helhed, for så vidt som den vedrører sagsøgeren.
Subsidiært nedsættes den bøde, som sagsøgeren er blevet pålagt.
Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.
Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter
Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat elleve anbringender.
Første anbringende om, at Kommissionen har tilsidesat ne bis in idem-princippet og artikel 266 TEUF, idet den fastslog, at sagsøgeren kan drages til ansvar for aspekter af overtrædelsen, som Kommissionen havde holdt sagsøgeren ansvarsfri for i 2010-afgørelsen, og at Kommissionen under alle omstændigheder har tilsidesat den gældende forældelsesfrist ved at pålægge sagsøgeren en bøde vedrørende disse aspekter og ikke har påvist nogen berettiget interesse i at foretage en formel konstatering af, at der er begået overtrædelser med hensyn til disse aspekter.
Andet anbringende om, at Kommissionen har tilsidesat princippet om forbud mod forskelsbehandling, idet den vedtog den anfægtede afgørelse på ny, og sagsøgeren således befinder sig i en mindre gunstig situation end de øvrige adressater for 2010-afgørelsen, i forhold til hvilke den sidstnævnte afgørelse nu er endelig og bindende.
Tredje anbringende om, at Kommissionen har tilsidesat artikel 101 TEUF og EØS-aftalens artikel 53, overskredet omfanget af sin kompetence samt tilsidesat sagsøgerens ret til forsvar, idet den fastslog, at sagsøgeren kunne drages til ansvar for en overtrædelse, som var begået på ruter inden for EØS-området og EU-Schweiz-ruter, i en periode hvor Kommissionen ikke havde beføjelse til at anvende artikel 101 TEUF og EØS-aftalens artikel 53 på flyselskaber, der kun flyver på EØS-tredjelandsruter, og sagsøgerens adfærd på EØS-tredjelandsruterne var dermed lovlig.
Fjerde anbringende om, at Kommissionen har tilsidesat artikel 101 TEUF og EØS-aftalens artikel 53, idet den fastslog, at sagsøgeren deltog i en samlet og vedvarende overtrædelse, der omfattede ruter, som sagsøgeren ikke fløj på, og som sagsøgeren ikke havde de nødvendige rettigheder til at flyve på.
Femte anbringende om, at Kommissionen har tilsidesat artikel 101 TEUF og EØS-aftalens artikel 53, idet den påberåbte sig kompetence til at behandle indkommende luftfragtstjenester på EØS-tredjelandsruter, for så vidt som sådanne tjenester er solgt til kunder uden for EØS-området.
Sjette anbringende om, at Kommissionen har tilsidesat sagsøgerens ret til forsvar og princippet om forbud mod forskelsbehandling samt proportionalitetsprincippet, idet den stillede forskellige beviskrav til de forskellige luftfartselskaber.
Syvende anbringende om, at Kommissionen har tilsidesat bøderetningslinjerne af 2006 1 og proportionalitetsprincippet, idet den i den pågældende værdi af afsætningen, der dannede grundlag for bødeudmålingen, inkluderede bødeindtægter, der stammede fra priser for luftfragtstjenester, der ikke havde forbindelse med den i den anfægtede afgørelse omhandlede overtrædelse.
Ottende anbringende om, at Kommissionen har tilsidesat bøderetningslinjerne af 2006 og princippet om berettiget forventning, idet den i den pågældende værdi af afsætningen, der dannede grundlag for bødeudmålingen, inkluderede bødeindtægter, der stammede fra luftfragtstjenester på indkommende ruter mellem EØS-stater og tredjelande.
Niende anbringende om, at Kommissionen har tilsidesat proportionalitetsprincippet, idet den begrænsede den bødenedsættelse, som sagsøgeren er blevet tildelt inden for de lovgivningsmæssige rammer, til 15%.
Tiende anbringende om, at Kommissionen har tilsidesat princippet om forbud mod forskelsbehandling og proportionalitetsprincippet samt sagsøgerens ret til forsvar, idet den undlod at nedsætte sagsøgerens bøde med 10% som følge af dennes begrænsede deltagelse i overtrædelsen, mens andre adressater for den anfægtede afgørelse og 2010-afgørelsen, som befinder sig i en objektiv tilsvarende situation som sagsøgeren, blev indrømmet en sådan nedsættelse.
Ellevte anbringende om, at Retten bør udøve sin fulde prøvelsesret og nedsætte bøden væsentligt.
____________
1 Retningslinjerne for beregning af bøder efter artikel 23, stk. 2, litra a), i forordning nr. 1/2003 (EUT C 210, s. 2).