RETTENS DOM (Appelafdelingen)
12. juli 2011
Sag T-80/09 P
Europa-Kommissionen
mod
Q
»Appel – personalesag – tjenestemænd – kontraappel – psykisk chikane – vedtægtens artikel 12a – meddelelse om politik vedrørende psykisk chikane i Kommissionen – bistandspligt påhviler administrationen – vedtægtens artikel 24 – rækkevidde – ansøgning om bistand – midlertidige adskillelsesforanstaltninger – omsorgspligt – ansvar – erstatningspåstand – fuld prøvelsesret – iværksættelsesbetingelser – karriereudviklingsrapport – annullationssøgsmål – søgsmålsinteresse«
Angående: Appel iværksat til prøvelse af dom afsagt af Retten for EU-personalesager (Første Afdeling) den 9. december 2008, Q mod Kommissionen (sag F-52/05, Sml. Pers. I-A-1, s. 409, og II-A-1, s. 2235), hvori der er nedlagt påstand om ophævelse af denne dom.
Udfald: Den af Retten for EU-personalesager (Første Afdeling) afsagte dom af 9. december 2008 i sag F-52/05, Q mod Kommissionen (Sml. Pers. I-A-1, s. 409, og II-A-1, s. 2235), annulleres derved, at Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber i domskonklusionens punkt 2 tilpligtes at betale Q en godtgørelse på 500 EUR samt et beløb på 15 000 EUR, for så vidt som dette beløb er en erstatning for den af Q lidte ikke-økonomiske skade som følge af en angivelig forsinkelse i forbindelse med iværksættelsen af den administrative undersøgelse, og derved, at der med henblik på, i domskonklusionens punkt 3, i øvrigt at frifinde sagsøgte i første instans, i begrundelsens præmis 147-189 træffes afgørelse om »det af [Q] rejste klagepunkt om psykisk chikane« og det i begrundelsens præmis 230 fastslås, at det er ufornødent at træffe afgørelse vedrørende påstandene om annullation af sagsøgerens karriereudviklingsrapporter, som blev udfærdiget henholdsvis for perioderne fra den 1. januar til den 31. oktober og fra den 1. november til den 31. december 2003. I øvrigt forkastes appellen og kontraappellen. Sagen henvises til Personaleretten med henblik på, at denne træffer afgørelse vedrørende påstandene om annullation af førnævnte karriereudviklingsrapporter samt vedrørende det beløb, som Kommissionen skylder Q for den ikke-økonomiske skade, som følger af Kommissionens afvisning af at træffe en midlertidig adskillelsesforanstaltning. Afgørelsen om sagens omkostninger udsættes.
Sammendrag
1. Appel – anbringender – antagelse til realitetsbehandling – retsspørgsmål – prøvelse af, om Den Europæiske Union er ifaldet erstatningsansvar uden for kontrakt
(Art. 225 A EF; statutten for Domstolen, bilag I, art. 11, stk. 1)
2. Tjenestemænd – søgsmål – procesregler – artikel 236 EF og tjenestemandsvedtægtens artikel 90 og 91
(Art. 236 EF; tjenestemandsvedtægten, art. 90 og 91)
3. Tjenestemænd – vedtægt – formål – indførelse af indbyrdes rettigheder og forpligtelser mellem institutionerne og deres tjenestemænd
(Tjenestemandsvedtægten)
4. Tjenestemænd – institutionernes ansvar uden for kontraktforhold – betingelser – ulovlighed – begreb – sondring mellem ordningen vedrørende Unionens ansvar over for dens tjenestemænd og den almindelige ordning vedrørende Unionens og medlemsstaternes ansvar i tilfælde af tilsidesættelse af EU-retten
(Art. 288, stk. 2, EF)
5. Tjenestemænd – søgsmål – fuld prøvelsesret – rækkevidde – grænser
(Tjenestemandsvedtægten, art. 24, art. 90, stk. 2, og art. 91, stk. 1)
6. Tjenestemænd – administrationens bistandspligt – betingelser – rækkevidde
(Tjenestemandsvedtægten, art. 24, stk. 1)
7. Tjenestemænd – søgsmål – erstatningssøgsmål – søgsmål i henhold til administrationens pligt til at erstatte en skade, som en tjenestemand forvoldes af tredjemand – antagelse til realitetsbehandling – betingelse – forpligtelse til først at indbringe sagen for de nationale retter
(Tjenestemandsvedtægten, art. 12a, stk. 3, art. 24, stk. 2 og 91)
8. Tjenestemænd – administrationens bistandspligt – anvendelsesområde – rækkevidde – domstolsprøvelse – grænser
(Tjenestemandsvedtægten, art. 24, stk. 1) )
9. Tjenestemænd – tjenestegrenenes organisation – personalets placering – omplacering – administrationens skønsbeføjelse – grænser – tjenestens interesse – respekt af overensstemmelsen mellem stilling og lønklasse
(Tjenestemandsvedtægten, art. 7, stk. 1, og art. 24, stk. 1)
10. Tjenestemænd – administrationens bistandspligt – rækkevidde
(Tjenestemandsvedtægten, art. 24, stk. 1)
11. Retspleje – afvisning begrundet i ufravigelige procesforudsætninger – efterprøvelse af egen drift – overholdelse af kontradiktionsprincippet
(Rettens procesreglement, art. 113; tjenestemandsvedtægten, art. 90 og 91)
12. Tjenestemænd – søgsmål – akt, der indeholder et klagepunkt – begreb – afgørelser truffet på grundlag af en undersøgelsesrapport efter en procedure i henhold til vedtægtens artikel 86 – forberedende akt – ikke omfattet
(Tjenestemandsvedtægten, art. 24 og art. 86, stk. 3; bilag IX, og art. 3)
13. Tjenestemænd – søgsmål – Personalerettens kompetence – undersøgelse af betingelserne for antagelse til realitetsbehandling
14. Tjenestemænd – søgsmål – søgsmålsinteresse – bedømmelse på tidspunktet for sagens anlæggelse – søgsmålsinteressen efterfølgende ophørt – ufornødent at træffe afgørelse
(Tjenestemandsvedtægten, art. 90 og 91)
15. Tjenestemænd – søgsmål – søgsmålsinteresse – søgsmål med påstand om annullation af en karriereudviklingsrapport – tjenestemand pensioneret som følge af vedvarende, fuldstændig invaliditet under den administrative procedure – opretholdelse af søgsmålsinteressen – grænser
(Tjenestemandsvedtægten, art. 53, 78, 90 og 91; bilag VIII, art. 13-15)
16. Domstolen – domme – fortolkning af retsregler
1. Det følger af EF-traktatens artikel 225 A og artikel 11, stk. 1, i bilag I til statutten for Domstolen, at en appel kun kan støttes på anbringender om overtrædelse af retsregler, og at enhver bedømmelse af de faktiske omstændigheder er udelukket.
Påberåbelse af en tilsidesættelse af betingelsen om, at der skal foreligge en ulovlig adfærd for, at Den Europæiske Union kan ifalde erstatningsansvar uden for kontrakt, kan derfor antages til realitetsbehandling under en appel til Retten.
(jf. præmis 24, 25, 27 og 28)
Henvisning til: Domstolen: 4. juli 2000, sag C-352/98 P, Goupil mod Kommissionen, Sml. I, s. 5291, præmis 43 og 44; Retten: 12. marts 2008, sag T-107/07 P, Rossi Ferreras mod Kommissionen, Sml. Pers. I-B-1, s. 5, og II-B-1, s. 31, præmis 29 og den deri nævnte retspraksis; 10. december 2008, T-57/99, Sml. Pers. I-A-2, s. 83, og II-A-2, s. 505, præmis 162-164
2. Tvister mellem en tjenestemand og den institution, hvori han er eller var ansat, vedrørende erstatning for en skade, når skaden er forvoldt under det ansættelsesforhold, som forbinder den berørte og institutionen, er omfattet af anvendelsesområdet for artikel 236 EF og vedtægtens artikel 90 og 91, men falder, navnlig hvad angår spørgsmålet, om tvisten kan antages til realitetsbehandling, uden for anvendelsesområdet for artikel 235 EF og artikel 288, stk. 2, EF samt artikel 46 i statutten for Domstolen.
(jf. præmis 40)
Henvisning til: Retten: 26. juni 2009, sag T-114/08 P, Marcuccio mod Kommissionen, Sml. Pers. I-B-1, s. 53, og II-B-1, s. 313, præmis 12 og den deri nævnte retspraksis
3. Vedtægten er et selvstændigt instrument, der har til formål at regulere de retlige forbindelser mellem institutionerne og deres tjenestemænd ved at indføre indbyrdes rettigheder og forpligtelser mellem dem. Der er således ved vedtægten i forholdet mellem institutionerne og deres tjenestemænd skabt en balance mellem de indbyrdes rettigheder og forpligtelser, som både institutionerne og tjenestemændene skal opretholde. Denne balance mellem indbyrdes rettigheder og forpligtelser har hovedsageligt til formål at opretholde det tillidsforhold, der skal være mellem institutionen og dennes tjenestemænd, med henblik på at sikre Unionens borgere, at institutionerne retmæssigt udfører deres opgaver i almenhedens interesse.
(jf. præmis 41)
Henvisning til: Domstolen: 31. maj 1988, sag 167/86, Rousseau mod Revisionsretten, Sml. s. 2705, præmis 13; 6. marts 2001, sag C-274/99 P, Connolly mod Kommissionen, Sml. I, s. 1611, præmis 44-47; Retten: 18. april 1996, sag T-13/95, Kyrpitsis mod ØSU, Sml. Pers. I-A, s. 167, og II, s. 503, præmis 52; 22. februar 2006, sag T-342/04, Adam mod Kommissionen; Sml. Pers. I-A-2, s. 23, og II-A-2, s. 107, præmis 34
4. I forbindelse med tvister mellem institutionerne og deres tjenestemænd anerkendes en ret til erstatning, såfremt tre betingelser er opfyldt, nemlig at den adfærd, som den omhandlede institution hævdes at have udvist, er retsstridig, at der foreligger en skade, og at der foreligger årsagsforbindelse mellem den pågældende institutions adfærd og den påberåbte skade.
For så vidt angår betingelsen om retsstridig adfærd gælder kravet om, at der skal foreligge en tilstrækkelig kvalificeret tilsidesættelse af en retsregel, som har til formål at tillægge borgerne rettigheder, ikke. Kravet gælder nemlig kun Fællesskabets ansvar uden for kontraktforhold i henhold til artikel 288, stk. 2, EF og medlemsstaternes erstatningsansvar for overtrædelse af fællesskabsretten. I tvister vedrørende forholdet mellem institutionerne og deres tjenestemænd er det derimod tilstrækkeligt, at det fastslås, at der foreligger en ulovlighed, for at den første af de nævnte tre betingelser kan anses for opfyldt.
Forskellen mellem på den ene side betingelserne for, at Fællesskabet kan ifalde ansvar for de skader, som dets nuværende eller tidligere tjenestemænd har lidt som følge af tilsidesættelsen af en vedtægtsbestemmelse, og på den anden side betingelserne for, at Fællesskabet kan ifalde ansvar over for tredjemand som følge af en tilsidesættelse af andre fællesskabsretlige bestemmelser, er nemlig begrundet i den balance mellem rettigheder og forpligtelser, som særligt er indført ved vedtægten i forholdet mellem institutionerne og deres tjenestemænd med henblik på at sikre Unionens borgere, at institutionerne retmæssigt udfører deres opgaver i almenhedens interesse.
(jf. præmis 42-45)
Henvisning til: Retten: 9. februar 1994, sag T-82/91, Latham mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 15, og II, s. 61, præmis 72; 24. april 2001, sag T-172/00, Pierard mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 91, og II, s. 429, præmis 34; 12. september 2007, sag T-249/04 Combescot mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A-2, s. 181, og II-A-2, s. 1219, præmis 49
5. Vedtægtens artikel 91, stk. 1, første punktum, begrænser det følgende punktum, således at denne bestemmelse kun tillægger Domstolen fuld prøvelsesret i de tilfælde, hvor der foreligger en tvist, der vedrører lovligheden af en retsakt, der indeholder et klagepunkt i henhold til vedtægtens artikel 90, stk. 2.
Når en person, der er omfattet af vedtægten, anlægger sag ved Personaleretten om lovligheden af en akt, der indeholder et klagepunkt imod ham, kan Personaleretten, uanset at den har fuld kompetence til af egen drift at tilkende erstatning, kun tilkende den pågældende erstatning, hvis erstatningen har til formål at give oprejsning for en skade, som den pågældende har lidt som følge af, at den akt, der indeholder et klagepunkt imod ham, er ulovlig, og som er genstand for søgsmålet eller i det mindste for en skade, der er lidt som følge af en ulovlighed, som er tæt knyttet til den samme akt.
I denne forbindelse kan der ikke være en tæt forbindelse mellem på den ene side en ansøgning om bistand i henhold til vedtægtens artikel 24 med påtale af psykiske chikane udvist af den pågældendes overordnede og på den anden side et stiltiende afslag på denne ansøgning og på ansøgningen om erstatning for den pågældende institutions tilsidesættelse af sin omsorgspligt. Mens de i ansøgningen om bistand påtalte omstændigheder skal anses for handlinger, der kan tilregnes enkeltpersoner, er dette nemlig ikke tilfældet for så vidt angår det stiltiende afslag, der er en handling, som må tilskrives Kommissionen. Den tjenstlige fejl, der skal tilskrives institutionen, blev begået før den stiltiende afgørelse om afslag og kan følgelig ikke anses for nært forbundet med sidstnævnte afgørelse.
Under disse omstændigheder kan Personaleretten ikke uden at tilsidesætte vedtægtens artikel 90 og 91 tage stilling til, om visse af de omstændigheder, der fremgik af ansøgningen om bistand, i deres helhed kunne kvalificeres som en tjenstlig fejl fra institutionens side, der havde forvoldt den ikke-økonomiske skade, som sagsøgeren havde lidt, og som skulle erstattes.
(jf. præmis 58, 63 og 71-73)
Henvisning til: Domstolen: 14. december 2006, sag C-12/05 P, Meister mod KHIM, ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 112-116; 20. maj 2010, sag C-583/08 P, Gogos mod Kommissionen, Sml. I, s. 4469, præmis 49-53; Retten: 1. december 1994, sag T-54/92, Schneider mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 281, og II, s. 887, præmis 49 og den deri nævnte retspraksis, og sag T-79/92, Ditterich mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 289, og II, s. 907, præmis 37 og den deri nævnte retspraksis
6. Bistandspligten i vedtægtens artikel 24, stk. 1, omfatter institutionens beskyttelse af tjenestemændene mod tredjemands handlinger, og ikke mod de akter, som institutionen udsteder, og som er undergivet kontrol i henhold til andre bestemmelser i vedtægten. Selv om vedtægtens artikel 24, stk. 1, først og fremmest har til formål at beskytte tjenestemanden mod angreb og dårlig behandling fra tredjemands side, indebærer bestemmelsen ligeledes en bistandspligt for administrationen i den situation, hvor ophavsmanden til de krænkelser, der er omfattet af bestemmelsen, er en anden tjenestemand.
(jf. præmis 66)
Henvisning til: Domstolen: 14. juni 1979, sag 18/78, V. mod Kommissionen, Sml. s. 2093, præmis 15; 17. december 1981, sag 178/80, Bellardi-Ricci m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 3187, præmis 23; 25. marts 1982, sag 98/81, Munk mod Kommissionen, Sml., s. 1155, præmis 21; Retten: 9. marts 2005, sag T-254/02, L mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 63, og II, s. 277, præmis 85 og den deri nævnte retspraksis
7. Et erstatningssøgsmål anlagt af en tjenestemand i henhold til tjenestemandsvedtægtens artikel 24, stk. 2, kan kun antages til realitetsbehandling, når de nationale retsmidler er udtømt, for så vidt som disse retsmidler effektivt beskytter de berørte personers interesser og kan føre til erstatning af det påståede tab.
I denne forbindelse er den særlige ansvarsordning, som er en ordning med objektivt ansvar, der er indført ved nævnte bestemmelse, baseret på administrationens pligt til at beskytte tjenestemændenes og andre ansattes sikkerhed og sundhed mod angreb og dårlig behandling fra tredjemand eller andre tjenestemænd, som de kan udsættes for under udførelsen af deres arbejdsopgaver, bl.a. i form af psykisk chikane i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i vedtægtens artikel 12a, stk. 3.
(jf. præmis 67 og 68)
Henvisning til: Domstolen: 5. oktober 2006, sag C-365/05 P, Schmidt-Brown mod Kommissionen, ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 78; Retten: 26. oktober 1993, sag T-59/92, Caronna mod Kommissionen, Sml. II, s. 1129, præmis 25 og 68; L mod Kommissionen, præmis 148 og den deri nævnte retspraksis og præmis 143-146 og 147-153
8. I henhold til bistandspligten i vedtægtens artikel 24, stk. 1, skal administrationen, når der foreligger en episode, som er uforenelig med en ordentlig og rolig afvikling af tjenesten, skride ind med den nødvendige fasthed og så hurtigt og hensynsfuldt, som forholdene kræver, konstatere, hvad der er sket, for på denne baggrund at kunne afgøre, hvilke konsekvenser der vil være passende. Med henblik herpå påhviler det den tjenestemand, der gør krav på beskyttelse fra institutionen, i det mindste at fremlægge beviser for, at de angreb, han hævder at have været udsat for, faktisk har fundet sted. I så fald er den pågældende institution forpligtet til at iværksætte passende foranstaltninger, navnlig ved at gennemføre en administrativ undersøgelse, for i samarbejde med klagens ophavsmand at fastslå de omstændigheder, der ligger til grund for klagen, idet institutionen ikke i modsat fald kan træffe en endelig afgørelse, navnlig vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt klagen skal henlægges, eller om der skal indledes en disciplinærsag, og i givet fald træffe disciplinære sanktioner.
Når en tjenestemand indgiver en ansøgning om bistand i henhold til vedtægtens artikel 24, stk. 1, har administrationen endvidere i medfør af den beskyttelsespligt, der følger af denne artikel, pligt til at træffe passende forebyggende foranstaltninger, såsom offerets forflyttelse eller midlertidig overgang til andet arbejde, med henblik på at beskytte offeret mod en gentagelse af den påtalte adfærd i hele det tidsrum, som den administrative undersøgelse varer. I overensstemmelse med foranstaltningernes beskyttelseshensyn afhænger sådanne foranstaltninger ikke af, at der er en ledig stilling inden for tjenesten.
Administrationen råder nemlig over et vidt skøn under Unionens retsinstansers kontrol, når den skal vælge, hvilke midlertidige og endelige foranstaltninger der skal træffes i henhold til vedtægtens artikel 24. Unionens retsinstansers kontrol begrænser sig til spørgsmålet om, hvorvidt institutionen har overskredet grænserne for, hvad tjenestens interesser kræver, og hvorvidt den har udøvet sin skønsmæssige beføjelse på en måde, der er åbenbart fejlagtig.
(jf. præmis 84-86 og 92)
Henvisning til: Domstolen: 11. juli 1974, sag 53/72, Guillot mod Kommissionen, Sml. s. 791, præmis 3, 12 og 21; 26. januar 1989, sag 224/87, Koutchoumoff mod Kommissionen, Sml. s. 99, præmis 15 og 16; 9. november 1989, sag 55/88, Katsoufros mod Domstolen, Sml. s. 3579, præmis 16; 12. november 1996, sag C-294/95 P, Ojha mod Kommissionen, Sml. s. 5863, præmis 40 og 41 og den deri nævnte retspraksis; Retten: 5. december 2000, sag T-136/98, Campogrande mod Kommissionen, Sml. Pers I-A, s. 267, og II, s. 1225, præmis 55; L mod Kommissionen, præmis 84 og den deri nævnte retspraksis
9. Afgørelser om omplacering i tjenestens interesse i henhold til vedtægtens artikel 7, stk. 1, har til formål at sikre tjenestens funktion, selv når de begrundes i det interne modsætningsforhold mellem de ansatte, og er derfor omfattet af det vide skøn, som institutionerne har ved organisationen af deres tjenestegrene, alt efter de opgaver, som er overdraget dem, og – under hensyntagen til disse opgaver – ved placeringen af det personale, som de har til rådighed, dog på den betingelse, at denne placering sker med respekt af overensstemmelsen mellem stilling og lønklasse.
(jf. præmis 92)
Henvisning til: Ojha mod Kommissionen, præmis 40 og 41 og den deri nævnte retspraksis
10. Administrationen har i medfør af bistandspligten i vedtægtens artikel 24, stk. 1, pligt til at skride ind så hurtigt, som forholdene tillader det, navnlig ved at indlede en administrativ undersøgelse i samarbejde med klageren med henblik på at fastslå de faktiske omstændigheder, der ligger til grund for klagen. Dette udelukker imidlertid ikke, at der kan foreligge en objektiv begrundelse for at forsinke iværksættelsen af den nævnte undersøgelse, som bl.a. består i hensyn til behovet for at tilrettelægge undersøgelsen.
(jf. præmis 105)
Henvisning til: Campogrande mod Kommissionen, præmis 42, 53 og 56
11. I medfør af procesreglementets artikel 113 kan Retten til enhver tid af egen drift efterprøve, om sagen skal afvises, fordi ufravigelige procesforudsætninger ikke er opfyldt.
I denne forbindelse gælder, at da spørgsmålet, om betingelserne for antagelse af en sag til realitetsbehandling i henhold til tjenestemandsvedtægtens artikel 90 og 91 er opfyldt, er en ufravigelig procesforudsætning, tilkommer det i givet fald Unionens retsinstanser at undersøge dem ex officio, forudsat at de har opfordret parterne til at fremsætte deres bemærkninger om det pågældende anbringende.
(jf. præmis 129 og 130)
Henvisning til: Domstolen: 17. december 2009, sag C-197/09 RX-II, fornyet prøvelse af dommen i sagen M mod EMEA, Sml. I, s. 12033, præmis 57 og den deri nævnte retspraksis; Retten: 8. juni 2009, sag T-498/07 P, Krcova mod Domstolen, Sml. Pers. I-B-1, s. 35, og II-B-1, s. 197, præmis 52 og den deri nævnte retspraksis
12. En undersøgelsesprocedure, der gennemføres i henhold til vedtægtens artikel 86, stk. 3, med henblik på at tage stilling til en tjenestemands ansøgning om bistand efter vedtægtens artikel 24, afsluttes ved, at ansættelsesmyndigheden træffer en endelig afgørelse på grundlag af undersøgelsesrapporten, som det fremgår af artikel 3 i bilag IX til vedtægten. Tjenestemandens retlige stilling påvirkes med virkning fra det tidspunkt, hvor afgørelsen træffes.
I denne forbindelse gælder, at for så vidt som der i ansættelsesmyndighedens endelige afgørelse henvises til konklusionen i den administrative undersøgelsesrapport, der er udarbejdet efter, at den stiltiende afgørelse om afslag på ansøgningen om bistand fremkom, og i hvilken forbindelse den berørte tjenestemands påstande er blevet nøje undersøgt, skal denne afgørelse ikke anses for en rent bekræftende afgørelse af den stiltiende afgørelse, men for en afgørelse, der efter administrationens fornyede prøvelse af sagen træder i stedet for den stiltiende afgørelse.
(jf. præmis 137 og 138)
Henvisning til: Guillot mod Kommissionen, præmis 21, 22 og 36; Domstolen: 1. juni 1983, forenede sager 36/81, 37/81 og 218/81, Seton mod Kommissionen, Sml. s. 1789, præmis 29-31; L mod Kommissionen, præmis 123; Retten: 25. oktober 2007, sag T-154/05, Giudice mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A-2, s. 203, og II-A-2, s. 1309, præmis 47 og 48
13. Unionens retsinstanser kan ikke kritiseres for at have fastslået de faktiske omstændigheder i forbindelse med, at de ex officio undersøgte betingelserne for at antage en erstatningspåstand, der er fremsat inden for rammerne af et sådant søgsmål, til realitetsbehandling, når de faktiske omstændigheder fremgår af de sagsakter, som parterne har indleveret med henblik på, at Unionens retsinstanser skal tage stilling til påstanden.
(jf. præmis 150)
14. En person, der er omfattet af vedtægtens anvendelsesområde inden for rammerne af et søgsmål, der er anlagt i henhold til vedtægtens artikel 90 og 91, kan nedlægge påstand om annullation af en akt, der indeholder et klagepunkt imod ham i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i vedtægtens artikel 90, stk. 2, såfremt den pågældende på tidspunktet for sagens anlæggelse har en eksisterende, faktisk og tilstrækkelig klar interesse i at opnå annullation af den pågældende akt, idet den pågældende, for at en sådan interesse kan anses at foreligge, kan opnå en fordel ved søgsmålet. Sagsøgerens søgsmålsinteresse udgør en formalitetsbetingelse, som skal vurderes på tidspunktet for sagens anlæggelse. En person, der er omfattet af vedtægten, skal for at kunne fortsætte et søgsmål, der har til formål at opnå annullation af en afgørelse fra ansættelsesmyndigheden, dog bevare en personlig interesse i annullation af den nævnte afgørelse. Hvis der ikke foreligger en aktuel søgsmålsinteresse, er det ikke længere fornødent at træffe afgørelse i sagen.
(jf. præmis 156)
Henvisning til: Retten: 24. april 2001, sag T-159/98, Torre m.fl. mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 83, og II, s. 395, præmis 30 og 31 og den deri nævnte retspraksis; 28. juni 2005, sag T-147/04, Ross mod Kommissionen, Sml. I-A, s. 171, og II, s. 711, præmis 25 og den deri nævnte retspraksis; 29. november 2006, forenede sager T-35/05, T-61/05, T-107/05, T-108/05 og T-139/05, Agne-Dapper m.fl. mod Kommissionen m.fl., Sml. Pers I-A-2, s. 291, og II-A-2, s. 1497, præmis 35 og den deri nævnte retspraksis
15. Hvad angår en tjenestemands eller en tidligere tjenestemands interesse i at få en karriereudviklingsrapport, der vedrører tjenestemanden selv, annulleret, bemærkes, at karriereudviklingsrapporten udgør de overordnedes vurdering af den måde, hvorpå den bedømte tjenestemand har udført de arbejdsopgaver, han er blevet pålagt, og af dennes adfærd i den pågældende periode, og at karriereudviklingsrapporten uafhængigt af dens fremtidige nytte udgør et skriftligt og formelt bevis for kvaliteten af det arbejde, som tjenestemanden har udført. En sådan vurdering er ikke en simpel beskrivelse af de arbejdsopgaver, der er løst i den relevante periode, men omfatter også en vurdering af de menneskelige kvaliteter, som den bedømte person har udvist under udøvelsen af sit erhverv. Hver tjenestemand har således ret til, at hans arbejde evalueres ved en vurdering, der er behørigt udført på en retfærdig måde. Henset til princippet om ret til en effektiv domstolsprøvelse tilkommer der under alle omstændigheder tjenestemanden en ret til at anfægte sin karriereudviklingsrapport på grund af dens indhold, eller fordi den ikke er blevet udfærdiget efter vedtægtens forskrifter.
En tjenestemand, der af invaliditetsudvalget er anerkendt som værende ramt af vedvarende invaliditet, der må anses for fuldstændig, og som afskediges med pension uden ansøgning i henhold til vedtægtens artikel 53 og 78, bevarer, eftersom han kan genoptage tjenesten ved en institution, en interesse i, at hans karriereudviklingsrapport udfærdiges retfærdigt, objektivt og i overensstemmelse med de almindelige bedømmelsesnormer. I denne forbindelse skal den almindelige bestemmelse i vedtægtens artikel 53 sammenholdes med de specifikke bestemmelser i artikel 13-15 i bilag VIII til vedtægten. Hvis tjenestemanden genindtræder i tjenesten, vil karriereudviklingsrapporten være vigtig for tjenestemandens udvikling inden for dennes tjenestegren eller ved unionsinstitutionerne.
Det kan kun forholde sig anderledes i visse særlige tilfælde, hvor vurderingen af den konkrete situation, som en tjenestemand, der er anerkendt som værende ramt af invaliditet, befinder sig i, viser, at tjenestemanden ikke på noget tidspunkt vil kunne genindtræde i tjenesten ved en institution, navnlig henset til f.eks. de konstateringer, der foretages af det invaliditetsudvalg, der skal vurdere tjenestemandens invaliditet, og hvoraf fremgår, at den sygdom, som medførte tjenestemandens invaliditet, var uhelbredelig, og at der ikke var behov for en yderligere lægeundersøgelse, eller de forklaringer, som den berørte tjenestemand afgiver, og hvoraf fremgår, at tjenestemanden ikke under nogen omstændigheder vil kunne genindtræde i tjenesten ved en institution.
(jf. præmis 157-159)
Henvisning til: Ross mod Kommissionen, præmis 9 og 32; Domstolen: 22. december 2008, sag C-198/07 P, Gordon mod Kommissionen, Sml. I, s. 10701, præmis 43 og 51; Combescot mod Kommissionen, præmis 27 og 29
16. Den fortolkning, som Domstolen foretager af en EU-retlig regel, belyser og præciserer i nødvendigt omfang betydningen og rækkevidden af den pågældende regel, således som den skal forstås og anvendes, henholdsvis burde have været forstået og anvendt, fra sin ikrafttræden. Heraf følger, at den således fortolkede regel kan og skal anvendes endog i forbindelse med retsforhold, der er stiftet og består, før Domstolen afsiger dom, såfremt betingelserne for at anlægge sag ved de kompetente retter om anvendelsen af den nævnte regel i øvrigt er opfyldt. Disse principper synes at indebære, at der kun undtagelsesvis kan foretages en begrænsning af den virkning, som Domstolens fortolkninger har.
(jf. præmis 164)
Henvisning til: Domstolen: 27. marts 1980, sag 61/79, Denkavit italiana, Sml. s. 1205, præmis 16 og 17; 11. august 1995, forenede sager C-367/93 – C-377/93, Roders m.fl., Sml. I, s. 2229, præmis 42 og 43