Language of document :

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Sofiyski gradski sad (Bulgarien) den 11. januar 2024 – straffesag mod YR, WV, AN og WY

(Sag C-16/24, Sinalov 1 )

Processprog: bulgarsk

Den forelæggende ret

Sofiyski gradski sad

Tiltalte i straffesagen

YR, WV, AN og WY

Præjudicielt spørgsmål

Er det foreneligt med artikel 19, stk. [1, andet afsnit] TEU og chartrets artikel 47, at en national lov, der som et princip i retsplejen fastsætter en tilfældig udvælgelse blandt dommerne med henblik på at fastlægge, hvem af dem, der skal behandle og træffe afgørelse i en straffesag, fortolkes således, at hvis der er tvivl om, hvorvidt dette princip er blevet tilsidesat i forbindelse med en sag, der allerede er blevet tildelt af administrationschefen, så skal denne tvivl afklares således,

1.    at der er tale om et retsligt spørgsmål og endvidere, at den domstol, der behandler sagen – også efter høring af parterne og i appelsagen – træffer afgørelse, eller

2.    at der er tale om et administrativt spørgsmål, og at kun administrationschefen har beføjelse til at foretage denne vurdering,

og desuden fortolkes således, at hvis den dommer, der har fået sagen tildelt, er af den opfattelse, at det i overensstemmelse med det omtalte princip er en anden dommer, der bør behandle sagen, og henviser sagen til denne dommer, og den anden dommer, der har modtaget sagen, beslutter først at høre parterne i en kontradiktorisk procedure og derefter at træffe en selvstændig afgørelse om sin egen kompetence, så begår disse to dommere en disciplinær forseelse, idet de ved deres adfærd skader retsvæsenets omdømme og tilsidesætter deres officielle pligter?

____________

1     Den foreliggende sags navn er et vedtaget navn. Det svarer ikke til et navn på en part i sagen.