Sag T-564/12
Ministry of Energy of Iran
mod
Rådet for Den Europæiske Union
»Fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik – restriktive foranstaltninger over for Iran med det formål at forhindre nuklear spredning – indefrysning af midler – begrundelsespligt – ret til forsvar – ret til en effektiv domstolsbeskyttelse – urigtigt skøn – tilsidesættelse af de grundlæggende rettigheder – proportionalitet«
Sammendrag – Rettens dom (Første Afdeling) af 8. september 2015
1. Annullationssøgsmål – fysiske eller juridiske personer – søgsmålskompetence – søgsmål anlagt af en organisation, der ikke har status som juridisk person, og som er omfattet af restriktive foranstaltninger – antagelse til realitetsbehandling
(Art. 263, stk. 4, TEUF; Rådets afgørelse 2010/413/FUSP og 2012/635/FUSP; Rådets forordning nr. 267/2012 og nr. 945/2012)
2. Institutionernes retsakter – begrundelse – forpligtelse – rækkevidde – restriktive foranstaltninger over for Iran – indefrysning af de midler, der tilhører personer, enheder eller organer, som er involveret i eller støtter nuklear spredning – mindstekrav
(Art. 296 TEUF; Rådets afgørelse 2010/413/FUSP og 2012/635/FUSP; Rådets forordning nr. 267/2012 og nr. 945/2012)
3. EU-ret – principper – ret til forsvar – restriktive foranstaltninger over for Iran – indefrysning af de midler, der tilhører personer, enheder eller organer, som er involveret i eller støtter nuklear spredning – aktindsigt – ret, der er betinget af, at der indgives en anmodning herom til Rådet
(Rådets afgørelse 2010/413/FUSP og 2012/635/FUSP; Rådets forordning nr. 267/2012 og nr. 945/2012)
4. EU-ret – principper – ret til forsvar – restriktive foranstaltninger over for Iran – indefrysning af de midler, der tilhører personer, enheder eller organer, som er involveret i eller støtter nuklear spredning – pligt til at meddele de forhold, der lægges den berørte til last, samtidig med vedtagelsen af den bebyrdende retsakt eller hurtigst muligt herefter – de berørtes stillingtagen efter vedtagelsen af de restriktive foranstaltninger– retsforskrifter, der fastsætter en forpligtelse for Rådet til at tage sin afgørelse op til fornyet overvejelse som følge af stillingtagenen – overholdelse af en rimelig frist – tilsidesættelse – følger
(Rådets afgørelse 2010/413/FUSP, art. 24, stk. 2-4, og 2012/635/FUSP; Rådets forordning nr. 267/2012, art. 46, stk. 3 og 4, og nr. 945/2012)
5. Den Europæiske Union – domstolsprøvelse af lovligheden af institutionernes retsakter – restriktive foranstaltninger over for Iran – foranstaltninger, der er truffet inden for rammerne af bekæmpelsen af nuklear spredning – prøvelsens rækkevidde
(Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 47; Rådets afgørelse 2010/413/FUSP og 2012/635/FUSP; Rådets forordning nr. 267/2012 og nr. 945/2012)
6. Fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik – restriktive foranstaltninger over for Iran – indefrysning af de midler, der tilhører personer, enheder eller organer, som er involveret i eller støtter nuklear spredning – finansiel støtte til den iranske regering – begreb – elektricitetseksportvirksomhed – omfattet – levering af underskudsgivende tjenesteydelser af almen interesse – ingen indvirkning
(Rådets afgørelse 2010/413/FUSP og 2012/635/FUSP; Rådets forordning nr. 267/2012 og nr. 945/2012)
7. Fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik – restriktive foranstaltninger over for Iran – indefrysning af de midler, der tilhører personer, enheder eller organer, som er involveret i eller støtter nuklear spredning – begrænsning af ejendomsretten – tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet – foreligger ikke
(Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 17; Rådets afgørelse 2010/413/FUSP og 2012/635/FUSP; Rådets forordning nr. 267/2012 og nr. 945/2012)
1. Et annullationssøgsmål kan i medfør af artikel 263, stk. 4, TEUF anlægges af enhver fysisk eller juridisk person.
Hvis Rådet inden for rammerne af et søgsmål med påstand om delvis annullation af visse restriktive foranstaltninger over for Iran er af den opfattelse, at et ministerium for Irans regering, som ikke har status som juridisk person, der adskiller sig fra den nævnte regerings status, eksisterer i den forstand, at det kan gøres til genstand for restriktive foranstaltninger, kræver hensynet til sammenhæng og retfærdighed, at det anerkendes, at ministeriet eksisterer i en sådan forstand, at det kan anfægte disse foranstaltninger. Enhver anden konklusion ville indebære, at en organisation ville kunne opføres på listen over de enheder, der er omfattet af restriktive foranstaltninger, uden at kunne anlægge sag til prøvelse af denne opførelse.
Idet retsforskrifter vedrørende vedtagelsen af sådanne restriktive foranstaltninger desuden udtrykkeligt omfatter ikke alene personer, men også organer og enheder, fremgår det således udtrykkeligt af disse retsforskrifter, at de restriktive foranstaltninger kan omfatte enheder, der ikke har selvstændig status som juridiske personer.
(jf. præmis 21-24)
2. Jf. afgørelsens tekst.
(jf. præmis 32-37)
3. Jf. afgørelsens tekst.
(jf. præmis 59)
4. For så vidt angår retsforskrifter, der fastsætter en forpligtelse for Rådet til at tage opførelsen af en person eller enhed på listen over de personer og enheder, som er omfattet af restriktive foranstaltninger over for Iran, op til fornyet overvejelse, når denne har fremsat bemærkninger efter Rådets meddelelse af sin afgørelse om opførelse, skal en sådan fornyet overvejelse, såfremt der ikke er fastsat nogen nøjagtig tidsfrist, foretages inden for en rimelig frist.
Ved bedømmelsen af, om fristen var rimelig, skal der dog tages hensyn til den omstændighed, at de pågældende bemærkninger udgør en sådan persons eller enheds første mulighed for at gøre sit synspunkt gældende for så vidt angår berettigelsen af opførelsen af dennes navn på listerne over de af restriktive foranstaltninger omfattede personer og enheder, hvilket indebærer, at personen eller enheden har en særlig interesse i, at Rådet foretager en fornyet overvejelse og underretter denne om udfaldet heraf. Rådet er således ikke forpligtet til at give den omhandlede person eller enhed en forudgående meddelelse om de grunde, hvorpå denne institution har til hensigt at støtte den oprindelige opførelse af navnet på denne person eller enhed på listen over de personer og enheder, hvis midler skal indefryses, idet en sådan foranstaltning, for at dens effektivitet ikke skal bringes i fare, i sagens natur skal kunne drage fordel af en overraskelseseffekt og finde anvendelse med øjeblikkelig virkning. I et sådant tilfælde er det principielt tilstrækkeligt, at institutionen giver den omhandlede person eller enhed meddelelse om grundene og adgang til at blive hørt samtidig med eller umiddelbart efter vedtagelsen af afgørelsen.
Når et svar fra Rådet bliver fremsendt mere end 15 måneder efter, at den pågældende person eller enhed fremsatte sine første bemærkninger, må det fastslås, at den frist, inden for hvilken Rådet besvarede bemærkningerne, var åbenlyst urimelig.
For så vidt som Rådets svar opfylder formålet med den omhandlede forpligtelse, nemlig at sikre, at de restriktive foranstaltninger over for en person eller en enhed er begrundet på det tidspunkt, hvor de vedtages, begrunder den pågældende tilsidesættelse af retten til forsvar imidlertid ikke en annullation af de retsakter, hvorved disse restriktive foranstaltninger er blevet vedtaget, idet den nævnte tilsidesættelse ikke længere har skadelige virkninger på den omhandlede persons eller enheds situation.
(jf. præmis 64 og 70-76)
5. Jf. afgørelsens tekst.
(jf. præmis 81-85)
6. Hvad angår restriktive foranstaltninger over for Iran, såsom indefrysningen af midlerne tilhørende de enheder, der yder støtte til den iranske regering, tilsigter kriteriet om støtte til den nævnte regering den pågældende persons eller enheds egne aktiviteter, der, selv om de ikke som sådan har nogen direkte eller indirekte tilknytning til nuklear spredning, imidlertid kan fremme spredningen ved at forsyne Irans regering med ressourcer eller materielle, økonomiske eller logistiske faciliteter, der gør det muligt for den at forfølge spredningsaktiviteterne. Det nævnte kriterium tilsigter således de former for støtte, som på grund af deres kvantitative eller kvalitative betydning bidrager til forfølgelsen af Irans nukleare aktiviteter. Målet med kriteriet er at fratage Irans regering dens indtægtskilder med henblik på at tvinge den til at ophøre med udviklingen af dens nukleare spredningsprogram, fordi den ikke har tilstrækkelige finansielle ressourcer.
Den elektricitetseksportvirksomhed, der udøves af et ministerium for den iranske regering, og som bl.a. består i at indkassere de beløb, som køberne af den eksporterede elektricitet har betalt, udgør en indtægtskilde for den iranske regering og udgør følgelig støtte til sidstnævnte i form af finansiel støtte.
Den omstændighed, at dette ministerium leverer underskudsgivende tjenesteydelser af almen interesse, indebærer hverken, at ministeriets elektricitetseksportvirksomhed ikke kan klassificeres som finansiel støtte til den iranske regering, eller at den nævnte virksomhed følgelig ikke kan begrunde vedtagelsen af restriktive foranstaltninger over for ministeriet.
Det nævnte ministeriums aktiviteter i tilknytning til elektricitetseksporten adskiller sig nemlig fra ministeriets øvrige bidrag, for så vidt som disse aktiviteter ikke udgør en tjenesteydelse af almen interesse, der leveres til den iranske befolkning. Der foreligger derfor ikke nogen uløselig forbindelse mellem ministeriets aktiviteter og bidrag, der kræver, at disse behandles under ét. Dette gælder så meget desto mere, som de finansielle ressourcer, som elektricitetseksportvirksomheden genererer, ikke er underlagt nogen særlig budgetmæssig anvendelse.
Endvidere gør den omstændighed at indskrænke klassifikationen som enhed, der yder støtte til den iranske regering, til kun at gælde de enheder, hvis aktiviteter globalt set er overskudsgivende, det muligt at omgå målet med de omhandlede restriktive foranstaltninger og vil således kunne have en indvirkning på foranstaltningernes effektivitet. For at undgå anvendelsen af de nævnte foranstaltninger ville det ud over de beføjelser og aktiviteter, der genererer indtægter, således være tilstrækkeligt at give hver berørt enhed beføjelser og aktiviteter, som giver underskud for et tilsvarende beløb.
Desuden svarer den indefrysning af ministeriets midler, der er begrundet i ministeriets elektricitetseksportvirksomhed, til målet bestående i at fratage den iranske regering dens indtægtskilder, og dette gælder uanset, om ministeriets øvrige aktiviteter giver underskud. Som følge af den nævnte indefrysning fratages den iranske regering, som ministeriet udgør en integrerende del af, nemlig adgangen til en del af de finansielle ressourcer, der er nødvendige for at sikre regeringens samlede aktiviteter, herunder de aktiviteter, der befinder sig uden for ministeriets ressortområde, og som er knyttet til den nukleare spredning.
Det væsentlige spørgsmål ved bedømmelsen af, om ministeriet yder finansiel støtte til den iranske regering, er følgelig ikke, om ministeriets elektricitetseksportvirksomhed samlet set er overskudsgivende, men om den kan være overskudsgivende.
(jf. præmis 88-91 og 93-97)
7. Jf. afgørelsens tekst.
(jf. præmis 113, 114 og 116-118)