FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT
M. BOBEK
fremsat den 9. juni 2016 (1)
Sag C-212/15
ENEFI Energiahatekonysagi Nyrt
mod
Direcția Generală Regională a Finanțelor Publice Brașov (DGRFP)
(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Tribunalul Mureș, Secția civilă (retten i første instans i Mureș, afdelingen for civile sager, Rumænien))
»Insolvensbehandling – virkningerne af lovgivningen i den medlemsstat, hvor insolvensbehandlingen er indledt for så vidt angår en skattefordring, der ikke er blevet anmeldt under insolvensbehandlingen, som er undergivet fuldbyrdelse i en anden medlemsstat«
I – Indledning
1. Den foreliggende sag omhandler fuldbyrdelse af en skattefordring i Rumænien i forhold til et selskab, der er hjemmehørende og er genstand for insolvensbehandling i Ungarn. Skattefordringen blev ikke anmeldt under insolvensbehandlingen og fortabes derfor i henhold til ungarsk ret.
2. Domstolen anmodes om at tage stilling til, hvorvidt det i henhold forordning (EF) nr. 1346/2000 om insolvensbehandling (2) er tilladt at bestemme i national ret, at en sådan fordring, der ikke er anmeldt, fortabes, eller at fuldbyrdelsen af fordringen udsættes. Domstolen anmodes endvidere om at tage stilling til, hvorvidt den omstændighed, at fordringen har fiskal karakter, har nogen betydning for bedømmelsen. Disse spørgsmål rejser det tilknyttede spørgsmål om, hvorvidt national ret, der finder anvendelse på insolvensbehandling, der er indledt i en anden medlemsstat, også finder anvendelse på virkningen af, at der er indledt insolvensbehandling, på en fuldbyrdelsesforanstaltning, der involverer samme skyldner i en anden medlemsstat.
II – Retsforskrifter
A – EU-retten
3. Artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 1346/2000 bestemmer, at »[r]etterne i den medlemsstat, på hvis område centret for skyldnerens hovedinteresser befinder sig, har kompetence til at indlede insolvensbehandling. For selskabers og juridiske personers vedkommende anses det vedtægtsmæssige hjemsted for at være centret for skyldnerens hovedinteresser, medmindre andet godtgøres«.
4. Artikel 4 i forordning nr. 1346/2000 fastsætter reglerne om den lovgivning, der finder anvendelse. Som udgangspunkt gælder i henhold til artikel 4, stk. 1, at det er »[k]onkurslovgivningen i den medlemsstat, på hvis område insolvensbehandlingen indledes, der gælder for insolvensbehandlingen og dens virkninger, medmindre andet er fastsat i forordningen«.
5. I henhold til artikel 4, stk. 2, i forordning nr. 1346/2000 er lovgivningen i den medlemsstat, hvor insolvensbehandlingen indledes, der i 23. betragtning til forordningen betegnes som lex concursus, »bestemmende for betingelserne for insolvensbehandlingens indledning og afslutning samt for dens forløb«. Bestemmelsen indeholder en ikke-udtømmende liste over forhold, der reguleres af lex concursus, herunder bl.a. i litra f): »hvorledes insolvensbehandlingen virker på individualforfølgningsforanstaltninger bortset fra verserende retssager« og i litra k): »hvilke rettigheder kreditorerne har efter insolvensbehandlingens afslutning«.
6. Artikel 15 i forordning nr. 1346/2000 bestemmer, at »[i]nsolvensbehandlingens virkninger for en verserende retssag om et aktiv eller en rettighed i massen afgøres udelukkende efter lovgivningen i den medlemsstat, hvor retssagen verserer«.
7. I henhold til artikel 20, stk. 1, i forordning nr. 1346/2000 skal en kreditor, som efter indledning af insolvensbehandling uanset på hvilken måde, men navnlig ved tvangsfuldbyrdelse, opnår hel eller delvis fyldestgørelse for sin fordring i skyldnerens formue, som befinder sig på en anden medlemsstats område, i princippet levere det, han har opnået, tilbage til kurator.
8. Endelig følger det af artikel 39 i forordning nr. 1346/2000, at »[k]reditorer, som har deres sædvanlige opholdssted, deres bopæl eller deres hjemsted i en anden medlemsstat end den, hvor insolvensbehandlingen er indledt, herunder medlemsstaternes skattemyndigheder og socialsikringsorganer, har ret til at anmelde deres fordringer skriftligt i forbindelse med insolvensbehandlingen«.
B – National ret
9. § 20, stk. 3, i lov XLIX fra 1991 (den ungarske lov om konkursbehandling og likvidation) bestemmer, at en kreditors manglende overholdelse af fristerne for anmeldelse af fordringer i henhold til lovens § 10, stk. 2, medfører, at kreditoren ikke kan deltage i indgåelsen af aftaler mellem skyldneren og kreditorerne ved insolvensbehandlingens afslutning. Dette betyder reelt, at en kreditor, der ikke har anmeldt en fordring, principielt ikke længere kan forfølge sit krav mod skyldneren.
III – De faktiske omstændigheder, retsforhandlingerne og de præjudicielle spørgsmål
10. ENEFI Energiahatekonysagi Nyrt (herefter »sagsøgeren«) er et selskab med sit vedtægtsmæssige hjemsted i Ungarn og med et forretningssted i Rumænien.
11. Den 13. december 2012 blev der indledt insolvensbehandling mod sagsøgeren i Ungarn.
12. Den 7. januar 2013 blev Direcția Generală Regională a Finanțelor Publice Brașov (generaldirektoratet for offentlige finanser i Brașov, herefter »indstævnte«) underrettet om, at der var blevet indledt insolvensbehandling i Ungarn og om muligheden for at anmelde fordringer mod sagsøgeren under insolvensbehandlingen.
13. I januar 2013 forsøgte indstævnte at anmelde to fordringer under insolvensbehandlingen (herefter »de oprindelige fordringer«). Imidlertid overholdt indstævnte ikke fristen for anmeldelse og betaling af stempelafgift. Følgelig kunne disse fordringer ikke anmeldes under insolvensbehandlingen, hvilket blev fastslået af kurator den 2. maj 2013.
14. Mens insolvensbehandlingen stadig var i gang, udførte indstævnte en afgiftsmæssig undersøgelse på sagsøgerens forretningssted i Rumænien i perioden mellem den 5. og den 25. juni 2013. Den 25. juni 2013 udstedte indstævnte en afgiftsansættelse vedrørende sagsøgerens yderligere skattemæssige forpligtelser i form af moms (afgiftsansættelse, der er udarbejdet, efter at insolvensen var indtrådt, herefter »afgiftsansættelsen, der er udarbejdet, efter at insolvensen var indtrådt«). Indstævnte anmeldte ikke en fordring vedrørende denne afgiftsansættelse under insolvensbehandlingen. I stedet indledte indstævnte fuldbyrdelsesprocedurer vedrørende den pågældende afgiftsansættelse i Rumænien.
15. Afgiftsansættelsen, der er udarbejdet, efter at insolvensen var indtrådt, blev ikke i første omgang anfægtet af sagsøgeren. Følgelig blev et tvangsfuldbyrdelsesdokument udstedt den 7. august 2013 af de rumænske myndigheder over for sagsøgeren.
16. Insolvensbehandlingen i Ungarn blev afsluttet den 7. september 2013.
17. Den 3. september 2013 anlagde sagsøgeren sag om tvangsfuldbyrdelsens lovlighed i Rumænien. Det er sagsøgerens opfattelse, at sagsøgeren ikke er forpligtet til at betale beløbet, og sagsøgeren mener derfor, at fuldbyrdelsen er ulovlig. Sagsøger fremhæver, at da den afgiftsmæssige undersøgelse, der førte til udstedelsen af afgiftsansættelsen, der er udarbejdet, efter at insolvensen var indtrådt, fandt sted, var sagsøgeren allerede undergivet insolvensbehandling i Ungarn. Fuldbyrdelse af sagsøgerens betalingsforpligtelser i henhold til denne afgiftsansættelse kræver, at indstævnte havde anmeldt fuldbyrdelsen af fordringen under insolvensbehandlingen. Sagsøgeren anfører, at det er ungarsk ret, der finder anvendelse på insolvensbehandlingen i henhold til forordning nr. 1346/2000, og at det følger af ungarsk ret, at fordringer, der ikke er blevet anmeldt under insolvensbehandlingen, fortabes. Sagsøgeren har derfor gjort gældende, at indstævntes ret til betaling i henhold til afgiftsansættelsen, der er udarbejdet, efter at insolvensen var indtrådt, fortabes.
18. Under disse omstændigheder har Tribunalul Mureș, Secția civilă (retten i første instans i Mureș, afdelingen for civile sager) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:
»1) Skal artikel 4, stk. 1, og [artikel 4,] stk. 2, litra f) og k), i Rådets forordning (EF) nr. 1346/2000 af 29. maj 2000 om insolvensbehandling fortolkes således, at insolvensbehandlingens virkninger, som reguleres af lovgivningen i den medlemsstat, hvor insolvensbehandlingen er indledt, kan omfatte fortabelse af rettigheden for en kreditor, som ikke har deltaget i insolvensbehandlingen, til at gøre sin fordring gældende i en anden medlemsstat eller udsættelse af tvangsfuldbyrdelsen angående denne fordring i den pågældende medlemsstat?
2) Er det relevant, at den fordring, som gøres gældende ved tvangsfuldbyrdelse i en anden medlemsstat end den, hvor behandlingen er indledt, er en skattefordring?«
19. Den ungarske og den nederlandske regering samt Kommissionen har indgivet skriftlige indlæg. Både den ungarske regering og Kommissionen har afgivet mundtlige forklaringer under retsmødet den 14. april 2016.
IV – Bedømmelse
20. Formålet med det andet spørgsmål fra den forelæggende ret er grundlæggende at bestemme anvendelsesområdet for forordning nr. 1346/2000. Det første spørgsmål omhandler virkningerne såfremt det fastslås, at forordning nr. 1346/2000 finder anvendelse på skattefordringer.
21. Spørgsmålet om forordning nr. 1346/2000 finder anvendelse ligger logisk set forud for spørgsmålet om dens virkninger. Følgelig vil jeg starte min bedømmelse med at besvare det andet spørgsmål først, navnlig hvorvidt A) den fiskale karakter af afgiftsansættelsen, der er udarbejdet, efter at insolvensen var indtrådt, på nogen måde er relevant for, hvorvidt forordning nr. 1346/2000 finder anvendelse. For det andet vil jeg undersøge, hvorvidt B) det i henhold til forordning nr. 1346/2000 er muligt at bestemme i national lovgivning, at fordringer, der ikke er anmeldt under insolvensbehandlingen, fortabes, eller at fuldbyrdelsen af sådanne fordringer i en anden medlemsstat skal udsættes.
A – Det andet spørgsmål
22. Med det andet præjudicielle spørgsmål ønsker den forelæggende ret oplyst, hvorvidt det forhold, at fordringen er baseret på afgiftsansættelsen, der er udarbejdet, efter at insolvensen var indtrådt, er relevant for bedømmelsen af, hvorvidt forordning nr. 1346/2000 finder anvendelse.
23. Den forelæggende ret anvender begrebet »skattefordring« (»una fiscală«) i forbindelse med sagsøgerens afgiftsmæssige betalingsforpligtelser i henhold til rumænsk lovgivning. Det forekommer mig derfor, at i denne sammenhæng betyder »fiskal« grundlæggende set »skat«. Det forekommer mig, at den forelæggende ret mener, at en skattefordring skal behandles anderledes, fordi indstævnte er en skattemyndighed.
24. Ligesom den ungarske og den nederlandske regering samt Kommissionen er jeg ikke enig i dette.
25. Ordlyden af forordning nr. 1346/2000 bestemmer ganske tydeligt, at den finder anvendelse uden forskel på både private og offentlige kreditorer. Artikel 39 anerkender retten for »[k]reditorer, som har deres sædvanlige opholdssted, deres bopæl eller deres hjemsted i en anden medlemsstat end den, hvor insolvensbehandlingen er indledt, herunder medlemsstaternes skattemyndigheder og socialsikringsorganer, […] til at anmelde deres fordringer skriftligt i forbindelse med insolvensbehandlingen« (3). Det samme gentages i 21. betragtning til forordningen (4).
26. Endvidere fremgår det tydeligt af forelæggelsesafgørelsen, at indstævnte (for så vidt angår de oprindelige fordringer) forsøgte at handle og kunne have handlet (for så vidt angår afgiftsansættelsen, der er udarbejdet, efter at insolvensen var indtrådt) som en kreditor i den forstand, hvori udtrykket normalt anvendes i forbindelse med insolvensbehandling, dvs. med sin egen fordring mod den insolvente skyldner (5).
27. Jeg foreslår derfor, at Domstolen besvarer det andet præjudicielle spørgsmål således, at den skattemæssige karakter af en fuldbyrdelsesforanstaltning, der er iværksat i en anden medlemsstat end den stat, som insolvensbehandlingen er indledt i, er uden relevans for anvendelsen af forordning nr. 1346/2000 på fuldbyrdelsesforanstaltningen.
28. Af hensyn til klarheden bør det fremhæves, at det forhold, at forordning nr. 1346/2000 er neutral for så vidt angår anvendelse på private og offentlige kreditorers fordringer, ikke berører eventuelle fortrinsrettigheder for visse kategorier af kreditorer under insolvensbehandlingen i henhold til relevant national ret. Spørgsmålet om, hvorvidt forordning nr. 1346/2000 finder anvendelse, på den ene side, og spørgsmålet om materielle rettigheder, der udspringer af forskellige nationale lovgivninger, på den anden side, er to adskilte problemstillinger. Nærværende sag omhandler førstnævnte problemstilling og ikke sidstnævnte problemstilling.
B – Det første spørgsmål
29. Med det første præjudicielle spørgsmål ønsker den forelæggende ret oplyst, hvorvidt forordning nr. 1346/2000 tillader, at det i national lovgivning bestemmes, at fordringer, der ikke er blevet anmeldt rettidigt i forbindelse med insolvensbehandlingen, fortabes, eller at fuldbyrdelsen af sådanne fordringer i en anden medlemsstat udsættes. Jeg vil først behandle i) spørgsmålet om fortabelse og udsættelse og dernæst ii) spørgsmålet om, hvorvidt ungarsk ret som lex concursus også finder anvendelse på virkningerne af insolvensbehandlingen på fuldbyrdelsesforanstaltningerne i Rumænien.
i) Fortabelse af fordringer, der ikke er blevet anmeldt, og udsættelsen af fuldbyrdelsen heraf
30. Den forelæggende ret har anført, at ungarsk ret som lex concursus i den foreliggende sag ikke kan bestemme, at fordringer, som forfølges i en anden medlemsstat, fortabes. Det anføres, at dette er uforeneligt med muligheden for at indlede sekundær insolvensbehandling (6). Det ville endvidere give skyldneren mulighed for at undgå nationale afgiftsmæssige forpligtelser.
31. Det skal fremhæves, at anvendelsesområdet for forordning nr. 1346/2000 primært vedrører lovvalgsregler (7). Den indeholder kun nogle få ensartede regler. De ensartede regler, som den indeholder, vedrører ikke konsekvenserne, der knytter sig til manglende anmeldelse af fordringer under insolvensbehandlingen.
32. Inden for disse lovgivningsmæssige rammer påhviler det medlemsstaterne at fastsætte de regler, der regulerer konsekvenserne, der knytter sig til manglende anmeldelse af fordringer under insolvensbehandlingen under iagttagelse af det dobbelte ækvivalens- og effektivitetsprincip (8). Begge af disse principper vil blive behandlet hver for sig.
33. Ækvivalensprincippet betyder, at bestemmelserne i national ret vedrørende grænseoverskridende kreditorers deltagelse i insolvensbehandling, der er indledt i Ungarn, ikke kan være mindre gunstige end betingelserne for indenlandske kreditorers deltagelse.
34. I henhold til § 20, stk. 3, i lov XLIX fra 1991 medfører manglende anmeldelse af en fordring inden for en rimelig frist, at fordringen fortabes. Hvorvidt fordringen fremsættes af en indenlandsk eller en grænseoverskridende kreditor har ingen betydning i denne henseende.
35. Endvidere indeholder forelæggelsesafgørelsen ikke nogen indikation af, at kreditorer i en anden medlemsstat end Ungarn ville være underlagt mindre gunstig behandling sammenlignet med indenlandske kreditorer for så vidt angår anmeldelsen af deres fordringer under insolvensbehandlingen, der blev indledt i Ungarn, eller når de deltager i sådanne sager.
36. I praksis vil grænseoverskridende kreditorer ganske vist typisk skulle overvinde hindringer, der udspringer af den geografiske afstand og de sproglige og retlige forskelle mellem den medlemsstat, som insolvensbehandlingen er indledt i, og den medlemsstat, hvor disse kreditorer befinder sig. Dette er imidlertid et iboende træk ved grænseoverskridende insolvensbehandling, der minder om de vanskeligheder, som parter kan opleve i forbindelse med grænseoverskridende retssager.
37. Forordning nr. 1346/2000 tager faktisk stilling til disse forhold ved at kræve, at grænseoverskridende kreditorer skal underrettes om, at der er indledt insolvensbehandling i en anden medlemsstat (såsom i henhold til artikel 40), hvilket således forstærker insolvensbehandlingens generelle effektivitet.
38. Endelig viser de faktiske omstændigheder i denne sag, at indstævnte blev rettidigt underrettet om insolvensbehandlingen og den gældende frist for anmeldelse af enhver fordring. Dette er dokumenteret ved indstævntes forsøg på at anmelde den oprindelige fordring.
39. Medlemsstater er i henhold til effektivitetsprincippet afskåret fra at gøre udøvelsen af de rettigheder, der følger af EU-retten, praktisk umulig eller uforholdsmæssigt vanskelig.
40. Såfremt effektivitetsprincippet skal bedømmes uafhængigt af ækvivalensprincippet og skal anvendes under overholdelse af medlemsstaternes procesautonomi, bør det begrænses til to situationer: for det første til situationer med reel umulighed og for det andet situationer med en sådan en grad af ineffektivitet for så vidt angår fuldbyrdelsen af rettigheder, der er baseret på EU-retten, at det udgør en krænkelse af retten til effektive retsmidler, således som det er fastsat i artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder. For sidstnævnte kategori er tærsklen relativt høj.
41. Domstolen har allerede fastslået, at en frist for anmeldelse af fordringer under insolvensbehandlingen ikke som sådan er uforenelig med effektivitetsprincippet. Fastsættelsen af en rimelig frist er i overensstemmelse med effektivitetsprincippet og udgør endvidere udtryk for det grundlæggende retssikkerhedsprincip i praksis (9).
42. Som allerede nævnt blev indstævnte underrettet om, at der var indledt insolvensbehandling i Ungarn. Indstævnte blev endvidere underrettet om tidsfristerne for anmeldelse af eventuelle fordringer såsom den fordring, der udsprang af afgiftsansættelsen, der er udarbejdet, efter at insolvensen var indtrådt.
43. De oplysninger, der er til rådighed i forelæggelsesafgørelsen, indeholder ikke noget element, der indikerer, at indstævnte stod over for særlige hindringer, der ville have gjort det enten i praksis umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt (i den forstand, der er beskrevet ovenfor) at anmelde den fordring, der opstod på grundlag af afgiftsansættelsen, der er udarbejdet, efter at insolvensen var indtrådt, og deltage i den insolvensbehandling, der blev indledt i Ungarn.
44. I lyset af ovenstående er det min første foreløbige konklusion, at forordning nr. 1346/2000 ikke er til hinder for en bestemmelse i national ret som § 20, stk. 3, i lov nr. XLIX af 1991, der fastsætter, at fordringer, der ikke er blevet rettidigt anmeldt i forbindelse med insolvensbehandlingen, fortabes.
45. Endvidere vedrører ordlyden af det første præjudicielle spørgsmål ikke blot fortabelsen af fordringer, der ikke er blevet anmeldt, men også udsættelsen af fuldbyrdelsen i en anden medlemsstat af sådanne fordringer, der ikke er blevet anmeldt. Imidlertid indeholder den i forelæggelsesafgørelsen beskrevne ungarske lovgivning kun regulering om fortabelse af fordringer, der ikke er blevet anmeldt. Den forelæggende ret har ikke fremlagt oplysninger om specifikke bestemmelser i ungarsk ret, der medfører udsættelsen af fuldbyrdelsen af fordringer, der ikke er blevet anmeldt under insolvensbehandlingen.
46. Henset til samarbejdsånden, der ligger til grund for den præjudicielle forelæggelsesprocedure, og med henblik på at give den nationale domstol et fyldestgørende og hensigtsmæssigt svar skal jeg imidlertid tilføje følgende bemærkninger. Jeg har allerede foreslået, at forordning nr. 1346/2000 efter min opfattelse giver mulighed for en lex concursus regel, der har ganske væsentlige retsvirkninger: inddrivelse af fordringer, der ikke er blevet anmeldt. Såfremt en sådan væsentlig virkning er tilladt, da giver den samme forordning så meget desto mere også mulighed for en lex concursus regel, der alene udsætter tilknyttede fuldbyrdelsesprocedurer, og som vil have en mindre væsentlig virkning på parternes rettigheder end fortabelse.
47. Det er derfor min anden foreløbige konklusion, at forordning nr. 1346/2000 ikke er til hinder for en bestemmelse i lex concursus om udsættelsen af fuldbyrdelse af fordringer, der ikke er blevet anmeldt under insolvensbehandlingen, såfremt medlemsstaten, som fuldbyrdelsen finder sted i, er en anden end den medlemsstat, hvor insolvensbehandlingen er blevet indledt.
ii) Lovgivning om virkningerne af insolvensbehandlingen på en fuldbyrdelsesforanstaltning i en anden medlemsstat
48. Den forelæggende ret er i tvivl om, hvorvidt fortolkningen af artikel 4, stk. 1, artikel 4, stk. 2, litra f) og k), i forordning nr. 1346/2000 betyder, at ungarsk ret som lex concursus også regulerer virkningerne af insolvensbehandling, der er indledt i Ungarn, på den verserende fuldbyrdelsesforanstaltning, eller hvorvidt sådanne virkninger reguleres i henhold til rumænsk ret.
49. Jeg vil undersøge de forhold, der er bestemmende for, hvilken lovgivning der finder anvendelse i den foreliggende sag, med henblik på at klarlægge dette.
50. For det første er det ubestridt, at insolvensbehandlingen i Ungarn er hovedinsolvensbehandlingen som omhandlet i artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 1346/2000. Som det fremgår af artikel 16, stk. 1 og bekræftes i 22. betragtning til forordningen, bør virkningerne af denne insolvensbehandling i princippet anerkendes i samtlige øvrige medlemsstater (10).
51. For det andet fremgår det af forelæggelsesafgørelsen, at der ikke er indledt nogen sekundær insolvensbehandling i Rumænien.
52. I henhold til artikel 4, stk. 1, i forordning nr. 1346/2000 er ungarsk ret derfor lex concursus. Det følger af denne bestemmelse samt af 22. betragtning til forordningen, at ungarsk ret følgelig regulerer betingelserne for indledning, afvikling og afslutning af insolvensbehandlingen herunder i henhold til artikel 4, stk. 2, litra k), kreditorers rettigheder efter insolvensbehandlingen. Dette er udtryk for princippet om hovedinsolvensbehandlingens universelle virkninger (11).
53. Dette princip har imidlertid visse undtagelser. Den forelæggende ret henleder opmærksomheden på artikel 4, stk. 2, litra f), i forordning nr. 1346/2000 for så vidt angår disse undtagelser, der bestemmer, at lovgivningen i den medlemsstat, hvor insolvensbehandlingen indledes, skal fastsætte, »hvorledes insolvensbehandlingen virker på individualforfølgningsforanstaltninger bortset fra verserende retssager«.
54. Artikel 4, stk. 2, litra f), skal sammenholdes med artikel 15 i forordning nr. 1346/2000, hvorefter »[i]nsolvensbehandlingens virkninger for en verserende retssag om et aktiv eller en rettighed i massen […] udelukkende [afgøres] efter lovgivningen i den medlemsstat, hvor retssagen verserer«.
55. Som foreslået af den forelæggende ret er det følgelig rumænsk ret i stedet for ungarsk ret, der finder anvendelse i den foreliggende sag, såfremt den verserende fuldbyrdelsesforanstaltning i Rumænien udgør »en verserende retssag« i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i disse bestemmelser. Rumænsk ret finder følgelig anvendelse på virkningerne af ungarsk insolvensbehandling på fuldbyrdelsesforanstaltningen.
56. Artikel 15 i forordning nr. 1346/2000 finder kun anvendelse, såfremt to kumulative betingelser er opfyldt. For det første skal der være indledt en »retssag«. For det andet skal denne retssag være »verserende« på det tidspunkt, hvor insolvensbehandlingen indledes.
57. Sagens faktiske omstændigheder tyder på, at fuldbyrdelsesforanstaltningen i Rumænien ganske åbenbart ikke verserede, da insolvensbehandlingen blev indledt i Ungarn: Fuldbyrdelsesprocedurerne i Rumænien startede den 7. august 2013 på grundlag af afgiftsansættelsen, der er udarbejdet, efter at insolvensen var indtrådt, og som blev udstedt den 25. juni 2013. Denne ansættelse blev foretaget på baggrund af en afgiftsmæssig undersøgelse, der blev udført mellem den 5. og den 25. juni 2013. Insolvensbehandlingen i Ungarn blev indledt i december 2012 dvs. adskillige måneder før, at nogle af disse begivenheder fandt sted.
58. Dette begrunder i sig selv konklusionen om, at fuldbyrdelsesforanstaltningen i den foreliggende sag ikke henhører under undtagelsen i artikel 15 og artikel 4, stk. 2, litra f), i forordning nr. 1346/2000.
59. For fuldstændighedens skyld, og henset til forholdets relative betydning, skal der imidlertid knyttes et par afsluttende bemærkninger til den første betingelse, navnlig begrebet »retssag« i artikel 4, stk. 2, litra f), og artikel 15 i forordning nr. 1346/2000. Skal »retssag« forstås således, at det kun omfatter »behandlingen af sagens realitet«, og/eller således, at det også omfatter »fuldbyrdelsesprocedurer« (12)?
60. Betydningen af dette fortolkningsspørgsmål er tydelig: Såfremt det konkluderes, at begrebet »retssag« kun omfatter behandlingen af sagens realitet, kan fuldbyrdelsesprocedurer aldrig henhøre under undtagelsen i artikel 15 [og artikel 4, stk. 2, litra f), i forordning nr. 1346/2000].
61. Artikel 15 i forordning nr. 1346/2000 er ikke ordlydsmæssigt det bedste eksempel på klarhed. Ordlyden af artikel 15 er ganske bred og omfatter umiddelbart enhver retsforfølgning. Begrebet »retssag« kan forstås, således at det er generisk (13), og omfatter enhver form for retsforfølgning og følgelig omfatter både behandlingen af sagens realitet og fuldbyrdelsesprocedurer.
62. Imidlertid mener jeg, at der er adskillige grunde til, at bedømmelsen af anvendelsesområdet for artikel 15 i forordning nr. 1346/2000 ikke skal slutte ved denne tvetydige ordlyd. Jeg foreslår, at begrebet »retssag« i artikel 15 skal fortolkes således, at den kun dækker behandlingen af sagens realitet, men ikke fuldbyrdelsesprocedurer.
63. For det første er der det systematiske argument. Artikel 15 er ikke en fritstående bestemmelse. Systematisk er den forbundet med artikel 4, stk. 2, litra f). Begrebet »retssag« skal derfor fortolkes i lyset af forholdet mellem disse to bestemmelser.
64. Artikel 4, stk. 2, litra f), sondrer mellem på den ene side »individualforfølgningsforanstaltninger« og på den anden side »verserende retssager« (14). Denne sondring bør endvidere være relevant for fortolkningen af artikel 15. Såfremt »retssag« i henhold til artikel 4, stk. 2, litra f), udelukker »individuelle fuldbyrdelsesprocedurer«, bør dette også være tilfældet for fortolkningen af det samme begreb (»retssag«) i artikel 15.
65. For det andet følger det af artikel 4, stk. 2, i forordning nr. 1346/2000, at kun én lovgivning (hvilket er lex concursus) som udgangspunkt finder anvendelse på insolvensbehandlingen. Dette omfatter »individualforfølgningsforanstaltninger« i henhold til den første del af artikel 4, stk. 2, litra f).
66. Det fremgår klart af ordlyden af artikel 4, stk. 2, litra f), i forordning nr. 1346/2000 (»bortset fra verserende retssager«), at artikel 15 udgør en undtagelse til reglen i den første del af artikel 4, stk. 2, litra f). Idet der dermed er tale om en undtagelse, skal artikel 15 fortolkes snævert og strengt (15).
67. For det tredje er formålet med forordning nr. 1346/2000 at samle alle skyldnerens aktiver i et konkursbo, hvorved systemet med en kollektiv afvikling af insolvensbehandlingen og ligebehandling af samtlige kreditorer, der ligger til grund for enhver insolvensbehandling, bevares. Med forbehold for udtrykkelige undtagelser i forordning nr. 1346/2000 er dette formål ikke foreneligt med kreditorers individuelle forsøg på at opnå opfyldelse af deres krav uden for insolvensbehandlingen.
68. Formålet om at bevare konkursboets enhed indtil insolvensbehandlingens afslutning kommer endvidere til udtryk i artikel 20, stk. 1, i forordning nr. 1346/2000. Det er efter denne bestemmelse et krav, at kreditorer, der opnår fyldestgørelse af fordringer på grundlag af aktiver tilhørerende skyldneren, der befinder sig inden for en anden medlemsstats område end den medlemsstat, hvor insolvensbehandlingen er indledt, leverer det, som vedkommende har opnået, tillbage til insolvensbehandleren.
69. En fuldbyrdelsesforanstaltning består af realisation af en eller flere kreditorers rettigheder og kan således skade den universale og kollektive afvikling af insolvensbehandlingen. Behandling af sagens realitet medfører ikke sådan en risiko. Den fastslår helt enkelt rettigheder og forpligtelser vedrørende skyldnerens aktiver og vedrører ikke deres realisation (16).
70. For det fjerde støttes den foreslåede fortolkning af »retssag« i artikel 15, hvorefter den alene vedrører behandlingen af sagens realitet, men ikke fuldbyrdelsesprocedurer, af lovgivers hensigt, således som den kommer til udtryk i punkt 142 i Virgos-Schmit, Report on the Convention on Insolvency Proceedings (herefter »konventionen«) (17). Det fremgår af dokumentet (der betragtes som en uofficiel vejledning om fortolkningen af forordning nr. 1346/2000), at konventionens artikel 4, stk. 2, litra f) (der svarer til den samme bestemmelse i forordning nr. 1346/2000), sondrer mellem virkningerne af insolvensbehandlingen på individuelle fuldbyrdelsesforanstaltninger og på verserende retssager. Det anføres heri, at virkningerne af insolvensbehandlingen på individuelle fuldbyrdelsesforanstaltninger reguleres af lex concursus, således at hovedinsolvensbehandlingen afskærer kreditorers individualforfølgning mod skyldnerens aktiver. Omvendt reguleres virkningerne af insolvensbehandlingen på andre retsskridt vedrørende skyldnerens bo af lovgivningen i den stat, hvor disse sager verserer.
71. For det femte bliver samme hensigt hos lovgiver bekræftet ved artikel 18 i forordning (EU) 2015/848 (18), som udgør den omarbejdede forordning nr. 1346/2000. Denne bestemmelse gengiver indholdsmæssigt artikel 15 i forordning nr. 1346/2000. Den nye ordlyd af artikel 15 (nu: artikel 18) har udvidet dens anvendelsesområde til også at omfatte voldgiftssager (19).
72. Som den ungarske regering fremhævede ved retsmødet, er jeg enig i, at denne ændring skal forstås som en gentagelse af lovgivers hensigt om at begrænse begrebet »verserende retssag« til behandlingen af sagens realitet.
73. Endelig kan der drages bredere analogier til anden konkurslovgivning i EU til støtte af denne fortolkning af artikel 15. I LBI-dommen fortolkede Domstolen begrebet »verserende retssag« i artikel 10, stk. 2, litra e), i direktiv 2001/24/EF (20) således, at den kun omfatter behandlingen af sagens realitet, men ikke fuldbyrdelsesprocedurer. Domstolen fastslog, at såfremt sidstnævnte var omfattet af begrebet »verserende retssag«, ville det kunne undergrave den effektive virkning af det ved direktiv 2001/24 indførte universalitetsprincip, idet en fuldbyrdelsesforanstaltning ville formindske rådigheden over de pågældende kreditinstitutioners aktiver (21).
74. Det samme gør sig gældende for så vidt angår fortolkningen af artikel 15 i forordning nr. 1346/2000. Artikel 10, stk. 2, litra e), i direktiv 2001/24 (22) svarer til artikel 4, stk. 2, litra f), i forordning nr. 1346/2000, og artikel 32 i direktiv 2001/24 (23) svarer til artikel 15 i forordning nr. 1346/2000.
75. Det bør imidlertid anerkendes, at Domstolens fortolkning i LBI-dommen støtter sig på 30. betragtning til direktiv 2001/24, hvorefter »verserende retssager« adskiller sig fra »individuel tvangsfuldbyrdelse« (24).
76. Selv om der ikke foretages en sådan udtrykkelig sondring i forordning nr. 1346/2000, mener jeg ikke, at det forhold, at der ikke findes tilsvarende betragtning, bør føre til en anden fortolkning. Både forordning nr. 1346/2000 og direktiv 2001/24 anvender begrebet »verserende retssag« på sammenlignelige insolvenstilfælde på den ene side og sanering og likvidation af kreditinstitutter på den anden side.
77. I lyset af disse argumenter mener jeg, at begrebet »retssag« i henhold til artikel 15 i forordning nr. 1346/2000 skal fortolkes således, at det kun omfatter behandlingen af sagens realitet, men ikke fuldbyrdelsesprocedurer.
78. I den foreliggende sag betyder dette, at ungarsk ret som lex concursus finder anvendelse på virkningerne af, at der indledes insolvensbehandling, på fuldbyrdelsesforanstaltninger, der verserer ved den forelæggende ret.
79. Som en afsluttende yderligere bemærkning vil jeg tilføje, at såfremt lex concursus i den foreliggende sag fører til, at fuldbyrdelsesforanstaltningen, der verserer ved den forelæggende ret, skal udsættes, hvilket det tilkommer denne ret at efterprøve, er denne konsekvens næppe overraskende, henset til, at den lovgivning, der finder anvendelse, i mange medlemsstater fastsætter en form for udsættelse af fuldbyrdelsesforanstaltninger vedrørende skyldnerens aktiver i forbindelse med indledningen af insolvensbehandling (25).
80. I lyset heraf foreslår jeg, at Domstolen besvarer det første præjudicielle spørgsmål således, at forordning nr. 1346/2000 ikke er til hinder for en bestemmelse i lex concursus om fortabelse af en fordring, der ikke er blevet anmeldt af en kreditor under insolvensbehandlingen, der er indledt i en medlemsstat, eller udsættelse af fuldbyrdelsen af fordringen i en anden medlemsstat.
V – Forslag til afgørelse
81. I lyset af ovenstående betragtninger foreslår jeg Domstolen at besvare de præjudicielle spørgsmål fra Tribunalul Mureș, Secția civilă (retten i første instans i Mureș, afdelingen for civile sager) som følger:
»1) Rådets forordning (EF) nr. 1346/2000 af 29. maj 2000 om insolvensbehandling er ikke til hinder for en bestemmelse i lex concursus om, at en fordring, der ikke er blevet anmeldt af en kreditor i forbindelse med insolvensbehandling, der er indledt i en medlemsstat, fortabes, eller at fuldbyrdelsen af denne fordring i en anden medlemsstat udsættes.
2) Den skattemæssige karakter af en fuldbyrdelsesforanstaltning, der er iværksat i en anden medlemsstat end den stat, hvor insolvensbehandlingen er blevet indledt, er uden relevans for anvendelsen af forordning nr. 1346/2000.«