Language of document : ECLI:EU:T:2005:328

Sag T-321/04

Air Bourbon SAS

mod

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

»Statsstøtte – beslutning om ikke at rejse indsigelser – annullationssøgsmål – søgsmålsfrist – offentliggørelse af et resumé – afvisning«

Sammendrag af kendelse

Annullationssøgsmål – frister – begyndelsestidspunkt – offentliggørelse eller meddelelse – datoen for kendskab til retsakten – subsidiær karakter – beslutning vedtaget af Kommissionen, rettet til en medlemsstat, hvorved en statsstøtte findes forenelig med fællesmarkedet, uden at den formelle undersøgelsesprocedure indledes – offentliggørelse – begreb

(Art. 230, stk. 5, EF; Rådets forordning nr.  659/1999, art. 26, § 1)

Det følger af artikel 230, stk. 5, EF’s egen ordlyd, at kriteriet om den dato, på hvilken sagsøgeren har fået kendskab til retsakten, som udgangspunkt for søgsmålsfristen er subsidiært i forhold til kriterierne om retsaktens offentliggørelse eller meddelelse.

Den omstændighed, at Kommissionen giver offentligheden en fuldstændig adgang til ordlyden af en beslutning, rettet til en medlemsstat, hvorved en statsstøtte findes forenelig med fællesmarkedet, uden at den formelle undersøgelsesprocedure indledes, og som findes på dens hjemmeside på internettet – kombineret med offentliggørelsen af et resumé i Den Europæiske Unions Tidende, der giver interesserede mulighed for at identificere den omhandlede beslutning og henleder deres opmærksomhed på adgangsmuligheden via internettet – må anses for offentliggørelse som omhandlet i artikel 230, stk. 5, EF.

Den mulighed for at modtage kopi af en sådan beslutning, der i artikel 20, stk. 3, i forordning nr. 659/1999 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af [artikel 88 EF] er tillagt den interesserede, har ingen betydning for denne konklusion.

(jf. præmis 32, 34 og 35)