Sag T-61/13

Research and Production Company »Melt Water« UAB

mod

Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked
(Varemærker og Design) (KHIM)

»EF-varemærker – ansøgning om EF-figurmærket NUEVA – artikel 60 i forordning (EF) nr. 207/2009 – manglende overholdelse af pligten til at betale klagegebyret inden for fristen – tvetydighed i en sprogversion – ensartet fortolkning – uforudseelige omstændigheder eller force majeure – undskyldelig vildfarelse – forpligtelse til at udvise agtpågivenhed og omhu«

Sammendrag – Rettens dom (Ottende Afdeling) af 21. maj 2014

1.      EF-varemærker – klagesag – søgsmål ved Unionens retsinstanser – Rettens kompetence – pålæg til Harmoniseringskontoret – ikke omfattet

(Rådets forordning nr. 207/2009, art. 65, stk. 6)

2.      EU-retten – fortolkning – tekster på flere sprog – ensartet fortolkning – uoverensstemmelse mellem de forskellige sprogversioner – ordningens almindelige opbygning og formål afgørende for vurderingen

3.      EF-varemærker – klagesag – klagefrist og klageskriftets form – indgivelse skriftligt og inden for en frist på to måneder – betaling af klagegebyret

(Rådets forordning nr. 207/2009, art. 60)

4.      EF-varemærker – bestemmelser om sagsbehandlingen – frister – fristen udløbet – undtagelser – forpligtelse til at udvise agtpågivenhed og omhu

(Rådets forordning nr. 207/2009, art. 60; Kommissionens forordning nr. 2868/95, art. 1 og regel 49, stk. 3)

1.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 15)

2.      Alle sprogversionerne af en bestemmelse i EU-retten har samme gyldighed og skal principielt tillægges samme værdi, som navnlig ikke kan afhænge af størrelsen af den befolkning i medlemsstaterne, der benytter sig af det pågældende sprog. Den formulering, der er anvendt i en sproglig version af en EU-retlig bestemmelse, kan ikke alene tjene som grundlag for bestemmelsens fortolkning eller i denne henseende tillægges større betydning end de øvrige sproglige versioner. Dette ville nemlig være i strid med kravet om en ensartet anvendelse af EU-retten.

Dels er det på grund af nødvendigheden af en ensartet fortolkning af EU-retten udelukket, at en bestemmelses ordlyd betragtes isoleret, og i tvivlstilfælde kræves det, at fortolkningen og anvendelsen sker i lyset af versionerne på de andre officielle sprog. Dels kræver nødvendigheden af en ensartet fortolkning af EU-retten i tilfælde af uoverensstemmelser mellem de forskellige sprogversioner af en bestemmelse, at denne skal fortolkes på baggrund af den almindelige opbygning af og formålet med den ordning, som den er et led i.

(jf. præmis 20 og 26-28)

3.      Artikel 60 i forordning nr. 207/2009 skal fortolkes ensartet, således at betalingen af klagegebyret er påkrævet, for at klagen anses for indgivet, således at denne betaling er knyttet til indgivelsen af klagen og lige som denne skal foretages inden for en frist på to måneder fra datoen for meddelelsen af den indklagede afgørelse. Fristen på fire måneder fra datoen for meddelelsen af afgørelsen finder kun anvendelse på indgivelsen af den skriftlige begrundelse for klagen og ikke på betalingen af klagegebyret.

Denne ensartede fortolkning er den eneste, der er i overensstemmelse med retssikkerhedsprincippet, da den er støttet på versionerne af denne artikel på de andre officielle EU-sprog samt på artiklens almindelige opbygning og formål. Overholdelsen af procesfrister, navnlig klagefrister, er nemlig en ufravigelig procesforudsætning, og enhver anden fortolkning end denne ensartede fortolkning kan bringe retssikkerheden i fare.

(jf. præmis 31 og 34)

4.      EU-bestemmelserne vedrørende procesfrister kan kun fraviges, hvis der foreligger ganske særlige omstændigheder, da kun en streng overholdelse af de nævnte bestemmelser er i overensstemmelse med hensynet til retssikkerheden og nødvendigheden af at undgå enhver forskelsbehandling eller enhver vilkårlighed i retsplejen. Uanset om sådanne omstændigheder skal anses for at være omstændigheder, som ikke kunne forudses, force majeure eller en undskyldelig vildfarelse, indeholder de under alle omstændigheder et subjektivt element, der hænger sammen med forpligtelsen for en retsundergiven, der er i god tro, til at udvise den fornødne omhu og agtpågivenhed, der kræves af en normalt påpasselig erhvervsdrivende med henblik på at overvåge afviklingen af proceduren og at overholde de fastsatte frister.

Såfremt sagsøgeren ikke har udvist agtpågivenhed og omhu, kan denne ikke med føje påberåbe sig omstændigheder, som ikke kunne forudses, force majeure eller en undskyldelig vildfarelse for at begrunde sin forsømmelse af at betale klagegebyret inden for den foreskrevne frist.

(jf. præmis 38 og 42)