RETTENS DOM (Syvende Afdeling)
12. december 2019 (*)
»EU-varemærker – ansøgning om EU-figurmærket CANNABIS STORE AMSTERDAM – absolut registreringshindring – varemærke, som strider mod den offentlige orden – artikel 7, stk. 1, litra f), i forordning (EU) 2017/1001 – artikel 7, stk. 2, i forordning 2017/1001«
I sag T-683/18,
Santa Conte, Napoli (Italien), ved advokaterne C. Demichelis, E. Ortaglio og G. Iorio Fiorelli,
sagsøger,
mod
Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) ved L. Rampini, som befuldmægtiget,
sagsøgte,
angående en påstand om annullation af afgørelse truffet den 31. august 2018 af Andet Appelkammer ved EUIPO (sag R 2181/2017-2) vedrørende en ansøgning om registrering af figurtegnet CANNABIS STORE AMSTERDAM som EU-varemærke,
har
RETTEN (Syvende Afdeling),
sammensat af afdelingsformanden, V. Tomljenović, og dommerne A. Marcoulli og A. Kornezov (refererende dommer),
justitssekretær: ekspeditionssekretær J. Palacio González,
under henvisning til stævningen, der blev indleveret til Rettens Justitskontor den 20. november 2018,
under henvisning til svarskriftet, der blev indleveret til Rettens Justitskontor den 12. februar 2019,
efter retsmødet den 24. september 2019,
afsagt følgende
Dom
Tvistens baggrund
1 Den 19. december 2016 indgav sagsøgeren, Santa Conte, en ansøgning om registrering af et EU-varemærke til Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) i henhold til Rådets forordning (EF) nr. 207/2009 af 26. februar 2009 om EU-varemærker (EUT 2009, L 78, s. 1), med senere ændringer (erstattet af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001 af 14.6.2017 om EU-varemærker (EUT 2017, L 154, s. 1)).
2 Det varemærke, der blev søgt registreret, er følgende figurtegn:
3 De varer og tjenesteydelser, som varemærkeansøgningen vedrørte, henhører under klasse 30, 32 og 43 i Nicearrangementet af 15. juni 1957 vedrørende international klassificering af varer og tjenesteydelser til brug ved registrering af varemærker, som revideret og ændret, og svarer for hver enkelt af disse klasser til følgende beskrivelse:
– klasse 30: »bagte varer, konfekturevarer, chokolade og desserter; salte, krydderier, smagsstoffer og smagspræparater; is, spiseis, frossen yoghurt, og sorbet; konditorivarer med krydret smag«
– klasse 32: »ikke-alkoholholdige drikke; øl og bryggeriprodukter; præparater til fremstilling af drikke«
– klasse 43: »tilvejebringelse af mad og drikke«.
4 Ved afgørelse af 7. september 2017 afslog undersøgeren registreringsansøgningen på grundlag af artikel 7, stk. 1, litra b) og c), og artikel 7, stk. 2, i forordning nr. 207/2009 [nu artikel 7, stk. 1, litra b) og c), og artikel 7, stk. 2, i forordning 2017/1001].
5 Den 9. oktober 2017 indgav sagsøgeren en klage til EUIPO i henhold til artikel 66-68 i forordning 2017/1001 over undersøgerens afgørelse til EUIPO.
6 Efter at appelkammeret som svar på sagsøgerens bemærkninger havde forklaret, at appelkamrene med forbehold for iagttagelse af retten til forsvar kan behandle en absolut registreringshindring, som ikke er blevet anført i undersøgerens afgørelse, afslog appelkammeret klagen i henhold til artikel 7, stk. 1, litra f), i forordning 2017/1001 ved afgørelse af 31. august 2018 (herefter »den anfægtede afgørelse«), idet den fastslog, at det tegn, der er genstand for varemærkeansøgningen, strider mod den offentlige orden.
Parternes repræsentation
7 Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:
– Den anfægtede afgørelse annulleres.
– EUIPO tilpligtes at betale sagsomkostningerne, herunder omkostningerne forbundet med den administrative procedure.
8 EUIPO har nedlagt følgende påstande:
– Frifindelse.
– Sagsøgeren tilpligtes at betale sagsomkostningerne.
Retlige bemærkninger
9 Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremført to anbringender, idet det første vedrører tilsidesættelse af artikel 71, stk. 1, og artikel 95, stk. 1, i forordning 2017/1001, og det andet vedrører tilsidesættelse af samme forordnings artikel 7, stk. 1, litra f), og artikel 7, stk. 2.
Det første anbringende vedrørende tilsidesættelse af artikel 71, stk. 1, sammenholdt med artikel 95, stk. 1, i forordning 2017/1001
10 Ifølge sagsøgeren fremgår det af retspraksis, at i henhold til artikel 71, stk. 1, sammenholdt med artikel 95, stk. 1, første punktum, i forordning 2017/1001 har EIUPO under en sag om registrering af et EU-varemærke pligt til ex officio at henvise til de faktiske omstændigheder, som er relevante for sagen, herunder vurderingen af betydningen af det tegn, der er ansøgt registreret som varemærke, og den relevante kundekreds’ forståelse heraf. Denne pligt, som er et udtryk for pligten til at udvise omhu, og som udspringer af den omhandlede bestemmelse, er imidlertid blevet tilsidesat af appelkammeret.
11 EUIPO har anfægtet sagsøgerens argumenter.
12 Det skal indledningsvis bemærkes, at i medfør af artikel 71, stk. 1, i forordning 2017/1001 kan appelkammeret efter at have realitetsbehandlet en klage over en afgørelse fra en af de i artikel 66, stk. 1, i forordning 2017/1001 omhandlede afdelinger »enten omgøre den af afdelingen trufne afgørelse eller hjemvise sagen til videre behandling i den pågældende afdeling«. Det bestemmes i artikel 95, stk. 1, i forordning 2017/1001, at under sagsbehandlingen ved EUIPO prøver dette ex officio de faktiske omstændigheder.
13 Som sagsøgeren med rette har anført, fremgår det for det første af retspraksis, at betydningen af det tegn, der er søgt registreret, og den forståelse, som offentligheden i Den Europæiske Union nødvendigvis har af dette tegn, udgør en del af de faktiske omstændigheder, som EUIPO ex officio skal tage hensyn til (dom af 25.9.2018, Medisana mod EUIPO (happy life), T-457/17, ikke trykt i Sml., EU:T:2018:599, præmis 11), og for det andet, at artikel 95, stk. 1, i forordning 2017/1001 er et udtryk for pligten til at udvise omhu, ifølge hvilken den kompetente institution omhyggeligt og upartisk har pligt til at efterprøve alle relevante faktiske og retlige forhold i den konkrete sag (jf. dom af 25.1.2018, SilverTours mod EUIPO (billiger-mietwagen.de), T-866/16, ikke trykt i Sml., EU:T:2018:32, præmis 15 og den deri nævnte retspraksis). Eftersom sagsøgeren for det tredje har gjort gældende, at appelkammeret ikke har taget hensyn til velkendte kendsgerninger, skal det dels fremhæves, at en sagsøger er berettiget til for Retten at fremlægge dokumenter med henblik på enten at underbygge eller anfægte rigtigheden af en velkendt kendsgerning (jf. dom af 15.1.2013, Gigabyte Technology mod KHIM – Haskins (Gigabyte), T-451/11, ikke trykt i Sml., EU:T:2013:13, præmis 22 og den deri nævnte retspraksis), dels, at velkendte kendsgerninger består af kendsgerninger, som enhver har kendskab til eller kan få kendskab til ved almindeligt tilgængelige kilder (jf. dom af 10.2.2015, Boehringer Ingelheim International mod KHIM – Lehning entreprise (ANGIPAX), T-368/13, ikke trykt i Sml., EU:T:2015:81, præmis 89 og den deri nævnte retspraksis).
14 Det er i lyset af disse principper, at sagsøgerens argumenter skal behandles.
15 For det første er appelkammerets vurdering, og navnlig den, der er omhandlet i den anfægtede afgørelses punkt 29, ifølge sagsøgeren behæftet med en fejl, for så vidt som appelkammeret var af den opfattelse, at det tegn, som er ansøgt registreret, henviser til »symbolet på et marihuanablad«, og at dette symbol henviser til det psykotrope stof. Det er imidlertid velkendt, at marihuana ikke er en plante, men et psykoaktivt stof, der ikke er fremstilles af cannabisblade, men af tørrede stande af hunlige cannabisblomster. Den aktive ingrediens tetrahydrocannabinol (herefter »THC«) er desuden kun en af de 113 cannabinoider, som findes i blomsterstandene af hunlige blomster på planten cannabis sativa. EUIPO undlod imidlertid at tillægge den omstændighed, at den psykotrope virkning af THC alene hænger sammen med mængden af dette aktive stof i Cannabis sativa blomsterne og ikke indholdet i denne plantes blade, som er gengivet i det ansøgte tegn. Der er således tale om velkendte kendsgerninger, som appelkammeret ikke har taget i betragtning, og det har derfor tilsidesat artikel 95, stk. 1, første punktum, og artikel 71, stk. 1, i forordning 2017/1001.
16 Det skal i denne forbindelse bemærkes, at det er korrekt, at punkt 28 og 29 i den anfægtede afgørelse nævner udtrykket »marihuanablade«. Som EUIPO har medgivet i sit appelskriftet, er der imidlertid tale om et upræcist udtryk, eftersom marihuana i snæver forstand ikke er en planteart og derfor ikke kan have blade, og at udtrykket reelt henviser til et psykotropisk middel, som er et ekstrakt af tørrede stande af hunlige cannabisplanter.
17 Den anfægtede afgørelse skal imidlertid læses i sin helhed. Det skal i denne forbindelse bemærkes, at appelkammeret i den anfægtede afgørelses punkt 27 har anført, at det omhandlede tegn består af en »gengivelse af ti cannabisblade«, og at »dette blads særlige form ofte [bliver] anvendt som et symbol, der formidler marihuana forstået som det psykotrope stof, man udvinder af tørrede stande af hunlige cannabisplanter«. Desuden har sagsøgeren ikke rejst tvivl om appelkammerets konstatering, hvorefter »[cannabis]bladets særlige form ofte anvendes som et symbol, der formidler marihuana«. Hvad angår den detaljerede og grundige forklaring i den anfægtede afgørelses punkt 27, indebærer den fejl, som sagsøgeren har identificeret, således ikke, at appelkammeret har tilsidesat sin forpligtelse til at foretage en undersøgelse ex officio af de faktiske omstændigheder, og navnlig af betydningen af det tegn, der ønskes registreret, således, at denne fejl ikke kan have nogen indvirkning på lovligheden af denne afgørelse.
18 For det andet var appelkammeret ifølge sagsøgeren partisk i dets ræsonnement, idet det undlod at tage hensyn til en anden velkendt kendsgerning, nemlig at det er indholdet af THC, som er afgørende for, om de varer, der indeholder cannabis, er psykotropiske eller ej, og at marihuana udvindes af cannabisblomsten og ikke af bladene.
19 Dette klagepunkt skal imidlertid forkastes, eftersom det savner grundlag i de faktiske omstændigheder, henset til, at appelkammeret i den anfægtede afgørelses punkt 21 har anført, at det først er, når THC-indholdet når et bestemt niveau, nemlig 0,2%, at cannabis betragtes som et ulovligt stof i mange lande i Unionen, og i dens punkt 23 har anført, at dette stof stammer fra de hunlige cannabisblomster. Appelkammeret sondrede således tydeligt mellem cannabis med psykotropisk virkning og cannabis uden en sådan virkning, afhængigt af THC-indholdet. Hvis dette kan anses for en velkendt kendsgerning, er den udtrykkeligt identificeret af appelkammeret.
20 For det tredje har sagsøgeren gjort gældende, at appelkammeret bl.a. i den anfægtede afgørelses punkt 29 og 30 har foretaget en vurdering, der ikke kan anses for upartisk, idet det alene tog udgangspunkt i dets egen vurdering af ordbestanddelen »cannabis«, og forbandt den med dels en fejlagtig opfattelse af, at de blade, som er gengivet i det tegn, der er genstand for varemærkeansøgningen, er blade fra en plante, der ikke findes, nemlig marihuana, dels den geografiske betegnelse »Amsterdam«.
21 Det skal i denne forbindelse bemærkes, at som EUIPO med rette har fremhævet i sit svarskrift, er det afgørende kriterium for vurderingen af, om et tegn strider mod den offentlige orden, den opfattelse, som den relevante kundekreds ville have af varemærket, og som kan være baseret på upræcise videnskabelige eller tekniske definitioner, hvilket indebærer, at det er den konkrete og aktuelle opfattelse af tegnet, som er afgørende, uafhængigt af, om de oplysninger, som forbrugeren råder over, er fuldstændige. Selv om denne opfattelse ikke, eller kun delvist, stemmer overens med den videnskabelige sandhed, er den omstændighed, at gengivelsen af cannabisbladet i den relevante kundekreds’ bevidsthed forveksles med det psykotropiske middel, præcis, hvad appelkammeret skal undersøge i en sådan situation, nemlig den tilsigtede kundekreds’ opfattelse. Som bemærket af EUIPO i såvel dets svarskrift som i retsmødet var det præcist dette, som appelkammeret gjorde, da det fremhævede, at »den særlige form på cannabisbladet ofte anvendes som et symbol, der formidler marihuana«. Der er her tydeligvis ikke tale om et videnskabeligt faktum, men om opfattelsen hos den relevante kundekreds, i hvis bevidsthed dette blad er blevet et »formidlingssymbol« på marihuana. Denne analyse er dermed på ingen måde partisk.
22 For det fjerde har sagsøgeren anført, at også den anfægtede afgørelses punkt 29 er behæftet manglende upartiskhed og omhyggelighed. Ordene »cannabis«, »hamp« og det engelske ord »hemp« henviser nemlig uden sondring til hamplanten. Endvidere indgår der engelske ord, såsom »store« og »amsterdam« i ordbestanddelen i det tegn, som er genstand for varemærkeansøgningen, hvilket er et udtryk et behov for logisk og idiomatisk kontinuitet og for at give det omhandlede tegn en så international rækkevidde som muligt, idet engelsk er det dominerende sprog i verdenshandelen. Appelkammeret foretog således en bedømmelse, der på ingen måde var upartisk, da det bemærkede, at sagsøgeren kunne have anvendt et andet ord end »cannabis«, nemlig det italienske ord »canapa« (hamp), eller det engelske ord »hemp« til at betegne de omhandlede varer og tjenesteydelser.
23 I modsætning til hvad sagsøgerne har gjort gældende, kan det ikke foreholdes appelkammeret, at det har anlagt et partisk ræsonnement. I denne henseende kan sagsøgerens klagepunkter vedrørende den anfægtede afgørelses punkt 29, andet punktum, ikke tages til følge. I dette punkt foreslog appelkammeret nemlig, at sagsøgeren »kunne have« suppleret det omhandlede tegn med ordbestanddele, som er bedre egnede til at fremhæve egenskaberne ved levnedsmidler og drikkevarer uden THC, som f.eks. ordet »canapa« eller »hemp«, og at sagsøgeren kunne have udeladt henvisningen til Amsterdam eller formidlingssymbolet for marihuana. Uanset om ordene »canabis«, »hamp« og »hemp« er synonyme, således som sagsøgeren synes at gøre gældende, må det konstateres, at appelkammerets forslag kun er et obiter dictum og derfor ikke kan medføre, at den anfægtede afgørelse er ulovlig (jf. i denne retning dom af 9.3.2018, Recordati Orphan Drugs mod EUIPO – Laboratorios Normon (NORMOSANG), T-103/17, ikke trykt i Sml., EU:T:2018:126, præmis 78). Appelkammeret var nemlig ikke forpligtet til at oplyse sagsøgeren om alternativer, som eventuelt ville kunne bevirke, at indsigelserne mod det omhandlede tegn bortfaldt. I modsætning til hvad sagsøgeren har gjort gældende, indebærer et sådant obiter dictum under alle omstændigheder ikke, at appelkammeret er partisk eller har gjort sig skyldig i manglende omhu.
24 For det femte og til sidst er valget af ordet »amsterdam« ifølge sagsøgeren blot en henvisning til oprindelsen for den cannabis, som sagsøgeren anvender og til stilen og atmosfæren i denne nederlandske by, i hvilken sagsøgeren ifølge ham selv har fundet inspiration med henblik på levering af sine egne restaurationsydelser, og navnlig med henblik på indretningen af sine salgssteder. Appelkammerets konstatering, hvorefter det tegn, der er genstand for varemærkeansøgningen, vil få forbrugerne til at forbinde de varer og tjenesteydelser, som sagsøgeren markedsfører, og som er lovlige, med sådanne stoffer som dem, der sælges i Amsterdams »coffee shops«, vidner om en partisk og urigtig vurdering af betydningen af dette tegn, først og fremmest henset til de mange og stadig flere virksomheder, som fremstiller føde- og drikkevarer på basis af cannabis, og de butikker, som markedsfører dem.
25 Det er imidlertid md urette, når sagsøgeren hævder, at appelkammerets erklæring, hvorefter den relevante kundekreds opfatter ordet »amsterdam« som en henvisning til den by i Nederlandene, hvor brugen af stoffer tolereres, og som er kendt for sine »coffee shops« (den anfægtede afgørelses punkt 27-29), er partisk eller behæftet med manglende omhu. Appelkammeret foretog tværtimod en omhyggelig og upartisk undersøgelse af sagsøgerens argumenter. Hvad angår den omstændighed, at ordet »amsterdam« også kan forbindes med andre betydninger, såsom dem, der er anført af sagsøgeren, er det tilstrækkeligt at bemærke dels, at sagsøgeren ikke har bestridt, at byen Amsterdam er kendt for sine »coffee shops«, som har tilladelse til at sælge marihuana og »space cakes«, dels, at et tegn i henhold til retspraksis skal udelukkes fra registrering, såfremt det i det mindste i en af sine mulige betydninger indebærer, at der foreligger en absolut hindring for registrering (jf. dom af 2.5.2018, Alpine Welten Die Bergführer mod EUIPO (ALPINEWELTEN Die Bergführer), T-428/17, EU:T:2018:240, præmis 27 og den deri nævnte retspraksis).
26 Appelkammeret har følgelig ikke tilsidesat artikel 71, stk. 1, sammenholdt med artikel 95, stk. 1, i forordning 2017/1001, med vedtagelsen af den anfægtede afgørelse, og det første anbringende skal derfor forkastes.
Det andet anbringende vedrørende tilsidesættelse af artikel 7, stk. 1, litra f), og artikel 7, stk. 2, i forordning 2017/1001
27 Sagsøgeren har gjort gældende, at appelkammeret begik en fejl ved definitionen af den relevante kundekreds – hvilket sagsøgeren imidlertid har præciseret i retsmødet (jf. præmis 41 nedenfor) – og ved identifikationen af, hvordan denne kundekreds opfatter det omhandlede tegn, og at det tegn, som er blevet ansøgt registreret, ikke strider mod den offentlige orden som omhandlet i artikel 7, stk. 1, litra f), og artikel 7, stk. 2, i forordning 2017/1001.
28 EUIPO har bestridt disse argumenter.
29 Det skal bemærkes, at ifølge artikel 7, stk. 1, litra f), i forordning 2017/1001 skal varemærker, som strider mod den offentlige orden eller sædelighed, udelukkes fra registrering. Ifølge samme artikels stk. 2 finder stk. 1 anvendelse, selv om registreringshindringerne kun er til stede i en del af Unionen. En sådan del kan i givet fald bestå af en enkelt medlemsstat (jf. dom af 20.9.2011, Couture Tech mod KHIM (Gengivelse af det sovjetiske våbenskjold), T-232/10, EU:T:2011:498, præmis 22 og den deri nævnte retspraksis).
30 Det fremgår af retspraksis, at den almene interesse, der danner grundlaget for den absolutte registreringshindring i artikel 7, stk. 1, litra f), i forordning 2017/1001, er at undgå registrering af tegn, som strider mod den offentlige orden eller sædelighed i forbindelse med deres anvendelse på Unionens område (dom af 20.9.2011, Couture Tech mod KHIM (Gengivelse af det sovjetiske våbenskjold), T-232/10, EU:T:2011:498, præmis 29, og af 15.3.2018, La Mafia Franchises mod EUIPO – Italien (La Mafia SE SIENTA A LA MESA), T-1/17, EU:T:2018:146, præmis 25).
31 Undersøgelsen af, om et tegn strider med den offentlige orden eller sædelighed, skal foretages på grundlag af opfattelsen af dette tegn i forbindelse med anvendelsen heraf som varemærke hos den relevante kundekreds i Unionen eller i en del af denne (dom af 20.9.2011, Couture Tech mod KHIM (Gengivelse af det sovjetiske våbenskjold), T-232/10, EU:T:2011:498, præmis 50, og af 9.3.2012, Cortés del Valle López mod KHIM (¡Que buenu ye! HIJOPUTA), T-417/10, ikke trykt i Sml., EU:T:2012:120, præmis 12).
32 Vurderingen af, om der foreligger en registreringshindring som omhandlet i artikel 7, stk. 1, litra f), i forordning 2017/1001, kan ikke støttes på opfattelsen hos den del af den relevante kundekreds, der ikke bliver chokeret over noget, eller opfattelsen hos den del af denne kundekreds, der meget let bliver stødt, men opfattelsen hos en fornuftstyret person med en gennemsnitlig følsomheds- og tolerancetærskel (dom af 9.3.2012, ¡Que buenu ye! HIJOPUTA, T-417/10, ikke trykt i Sml., EU:T:2012:120, præmis 21, af 14.11.2013, Efag Trade Mark Company mod KHIM (FICKEN LIQUORS), T-54/13, ikke trykt i Sml., EU:T:2013:593, præmis 21, og af 11.10.2017, Osho Lotus Commune mod EUIPO – Osho International Foundation (OSHO), T-670/15, ikke trykt i Sml., EU:T:2017:716, præmis 103).
33 Desuden kan den relevante kundekreds med henblik på undersøgelsen af den i artikel 7, stk. 1, litra f), i forordning 2017/1001 fastsatte registreringshindring ikke begrænses til den kundekreds, som de varer eller tjenesteydelser, for hvilke varemærket søges registreret, direkte henvender sig til. Der skal nemlig tages hensyn til den omstændighed, at de tegn, som denne registreringshindring er rettet mod, ikke kun vil chokere den kundekreds, som de varer og tjenesteydelser, som tegnet omfatter, henvender sig til, men ligeledes andre personer, som uden at være berørt af nævnte varer og tjenesteydelser på tilfældig vis vil blive udsat for dette tegn i deres dagligdag (dom af 14.11.2013, FICKEN LIQUORS, T-54/13, ikke trykt i Sml., EU:T:2013:593, præmis 22, og af 11.10.2017, OSHO, T-670/15, ikke trykt i Sml., EU:T:2017:716, præmis 104).
34 Der skal endvidere bemærkes, at de tegn, som vil kunne opfattes som værende i strid med den offentlige orden og sædelighed, ikke er de samme i alle medlemsstaterne, navnlig på grund af sproglige, historiske, sociale og kulturelle årsager (jf. dom af 15.3.2018, La Mafia Franchises mod EUIPO – Italien (La Mafia SE SIENTA A LA MESA), T-1/17, EU:T:2018:146, præmis 28 og den deri nævnte retspraksis).
35 Heraf følger, at med henblik på anvendelsen af den absolutte registreringshindring i henhold til artikel 7, stk. 1, litra f), i forordning nr. 2017/1001 skal der lige såvel tages hensyn til de fælles omstændigheder i Unionens medlemsstater som til de særlige omstændigheder i hver enkelt medlemsstat, der kan påvirke opfattelsen hos den relevante kundekreds på medlemsstaternes område (dom af 20.9.2011, Couture Tech mod KHIM (Gengivelse af det sovjetiske våbenskjold), T-232/10, EU:T:2011:498, præmis 34, og af 15.3.2018, La Mafia Franchises mod EUIPO – Italien (La Mafia SE SIENTA A LA MESA), T-1/17, EU:T:2018:146, præmis 29).
36 I det foreliggende tilfælde omfatter det tegn, som er genstand for EU-varemærkeansøgningen og gengivet ovenfor i præmis 2, en ordbestanddel, der består af ordene »cannabis«, »store« og »amsterdam«, og en figurbestanddel, nemlig tre rækker med stiliserede grønne blade, der svarer til den sædvanlige gengivelse af cannabisbladet, på en sort baggrund afgrænset af to kanter i en fluorescerende grøn farve for oven og for neden. De tre ovenfor nævnte ord indgår endvidere figurativt i det omhandlede tegn, idet de i tegnet er skrevet med store bogstaver, og for så vidt som ordet »cannabis« er gengivet med en hvid skrifttype, der er meget større end de to andre ord og placeret ovenover disse i midten af tegnet. På baggrund af ovenstående betragtninger må det fastslås, at appelkammeret således ikke begik nogen retlig fejl, da det i den anfægtede afgørelses punkt 20 fastslog, at ordbestanddelen »cannabis« er dominerende såvel på grund af den plads, den indtager, og dens centrale placering i det tegn, som er genstand for varemærkeansøgningen. Dette er i øvrigt ikke blevet bestridt.
37 Det er i lyset af disse betragtninger, at de to led, som sagsøgeren har fremsat til støtte for sit anbringende, skal undersøges.
Det andet anbringendes første led om, at appelkammeret begik en fejl i forbindelse med definitionen af den relevante kundekreds og i forbindelse med fastlæggelsen af sidstnævntes opfattelse af det omhandlede tegn
38 Sagsøgeren har gjort gældende, at det omhandlede tegn består af et engelsk udtryk, som i alle Unionens medlemsstater og af den relevante kundekreds, der kender og forstår det engelske sprog, opfattes som en henvisning til en betegnelse, der betyder »butik, som sælger cannabis (hidrørende) fra Amsterdam«. Ordet »cannabis« henviser imidlertid ikke til et ulovligt narkotisk stof, men til hamp i daglig tale på såvel engelsk som på italiensk. Appelkammeret undlod endvidere at tillægge de to engelske ord »amsterdam« og »store« tilstrækkelig betydning.
39 Desuden lagde appelkammeret ikke kriteriet for en fornuftig person, som har nogle normale tærskler for fornuft og tolerance, og som er normalt oplyst, rimeligt opmærksom og fornuftig, til grund. Bedømmelsen af den relevante kundekreds’ opfattelse af det tegn, der er genstand for varemærkeansøgningen, er dermed forkert og afspejler ikke den sociale og kulturelle udvikling, der er sket i Unionen i opfattelsen af cannabis og brugen heraf til industrielle og lovlige formål, hvilket fremover vil fremgå af EU-lovgivningen. Appelkammeret analyserede i øvrigt ikke det omhandlede tegn inden for rammerne af en normal brug, dvs. i forbindelse med lovlig salg eller anvendelse i sagsøgerens butikker med føde- og drikkevarer baseret på hamp.
40 Hvad for det første angår den fejl, som appelkammeret angiveligt har begået i forbindelse med definitionen af den relevante kundekreds og følgelig dens fejlagtige vurdering af den nævnte kundekreds’ opfattelse af det tegn, der er genstand for varemærkeansøgningen, skal det bemærkes, at appelkammeret, samtidig med at det fuldt ud har anerkendt undersøgerens vurdering, hvorefter det omhandlede tegn indeholder engelske ord, har lagt særlig vægt på den dominerende forekomst af ordet »cannabis«, der stammer fra latin, og som anvendes og forstås på flere af Unionens sprog – foruden engelsk f.eks. også dansk, tysk, spansk, fransk, italiensk, ungarsk, polsk, portugisisk, rumænsk og svensk – således, at denne omstændighed, der bestyrkes ved forekomsten af de stiliserede cannabisblade, som dette tegn er sammensat af, gør det muligt at konkludere, at den relevante kundekreds ikke kun består af engelsktalende forbrugere, men af alle forbrugere i Unionen, som er i stand til at forstå betydningen af ordet »cannabis«, som er knyttet til denne figurbestanddel.
41 Spørgsmålet om, hvorvidt sagsøgeren med det andet anbringendes første led har forsøgt at definere den relevante kundekreds som kun at være den engelsktalende kundekreds, har sagsøgeren i retsmødet besvaret benægtende og anerkendt, at kundekredsen skal forstås så bredt som muligt. Sagsøgeren har således anført, at den relevante kundekreds ifølge denne skal forstås som alle dem, som i Unionen har et godt kendskab til engelsk. Under hensyntagen til samtlige kendetegn ved det tegn, som er genstand for varemærkeansøgningen, skal appelkammerets vurdering bekræftes, eftersom dette tegn indeholder mindst to ord, som forstås af mange andre end den engelske kundekreds, nærmere bestemt som anført af appelkammeret ordet »cannabis« med den latinske oprindelse og ordet »amsterdam«, der betegner en international kendt by i Nederlandene, og eftersom figurbestanddelen i dette tegn kan anses for et formidlingssymbol for marihuana, således som appelkammeret med rette har anført.
42 Det er således ikke alene under hensyntagen til den engelsktalende kundekreds, men i videre udstrækning offentligheden i Unionen, at lovligheden af appelkammerets undersøgelse af, om det tegn, der er genstand for registreringsansøgningen, strider mod den offentlige orden, skal vurderes, idet det bemærkes, at der i henhold til den retspraksis, der er nævnt ovenfor i præmis 35, ikke alene skal tages hensyn til de fælles omstændigheder i Unionens medlemsstater, men ligeledes til de særlige omstændigheder i hver enkelt medlemsstat, der kan påvirke opfattelsen hos den relevante kundekreds på disse medlemsstaters område.
43 Det skal for det andet bemærkes, at med dette første led tager sagsøgeren ligeledes sigte på sammensætningen af den relevante kundekreds og dennes opmærksomhedsniveau. Da sagsøgeren blev adspurgt herom i retsmødet, præciserede denne, at den relevante kundekreds fortrinsvis består af et ungt publikum på mellem 20 og 30 år, der helt sikkert er velinformeret om cannabis. Ifølge sagsøgeren skal der ikke sondres mellem den kundekreds, som befinder sig på området for de medlemsstater, der har en lovgivning, der forbyder det narkotiske stof, som stammer fra cannabis, og den kundekreds, som befinder sig på området for de medlemsstater, der har en mindre restriktiv tilgang.
44 I denne henseende er det ubestridt, at de varer og tjenesteydelser, som er omfattet af varemærkeansøgningen, er bestemt til forbrugerne, således forstået, at den relevante kundekreds er den brede offentlighed i Unionen. Det er klart, at denne kundekreds ikke nødvendigvis har en nøjagtig videnskabelig og teknisk viden om narkotika i almindelighed, eller om cannabis i særdeleshed, selv om denne situation kan variere afhængigt af, på hvilke medlemsstaters område denne kundekreds befinder sig, og navnlig hvilke drøftelser som har ført til vedtagelsen af en lovgivning eller regulering, som tillader eller tolerer brugen terapeutisk eller rekreativ brug af produkter med et så stort THC-indhold, at det kan have en psykotropisk virkning.
45 Eftersom sagsøgeren har ladet varemærkeansøgningen være omfattet af varer og tjenesteydelser, der er bestemt til daglig anvendelse, og som henvender sig til den brede offentlighed uden forskel med hensyn til alder, findes der ingen gyldig grund til kun at begrænse den relevante kundekreds til en unge mellem 20 og 30 år, således som sagsøgeren har hævdet i retsmødet. Det skal blot tilføjes, at den relevante kundekreds – således som EUIPO med rette har fremhævet – inden for de særlige rammer, der er fastsat i artikel 7, stk. 1, litra f), i forordning 2017/1001, ikke kun er den kundekreds, som de varer og tjenesteydelser, for hvilke der er ansøgt om registrering, er direkte rettet til, men ligeledes andre personer, som uden at være berørt af nævnte varer og tjenesteydelser på tilfældig vis vil blive udsat for dette tegn i deres dagligdag (jf. præmis 33 ovenfor), hvilket indebærer, at det, som sagsøgeren har anført i retsmødet om, at denne kundekreds hovedsageligt består af et ungt publikum på mellem 20 og 30 år, af samme grund skal forkastes.
46 Hvad for det tredje angår den relevante kundekreds’ opmærksomhedsniveau fremgår det, selv om det er korrekt, at den anfægtede afgørelse ikke indeholder udtrykkelige præciseringer i denne henseende, at appelkammeret ikke har anfægtet undersøgerens definition, hvorefter sådanne dagligvarer, såsom dem, der er omfattet af varemærkeansøgningen, hovedsageligt er bestemt til en almindeligt oplyst, rimeligt opmærksom og velunderrettet gennemsnitsforbruger (den anfægtede afgørelses punkt 3), som i det væsentlige svarer til en kundekreds, der er sammensat af fornuftlige personer med en rimelig grad af følsomhed og tolerance, og at det er en sådan kundekreds, som skal tages i betragtning ved anvendelsen af artikel 7, stk. 1, litra f), i forordning 2017/1001 i overensstemmelse med den retspraksis, der er nævnt i præmis 32 ovenfor. Med hensyn til de omhandlede varer og tjenesteydelser er den definition af den relevante kundekreds og dennes opmærksomhedsniveau, som appelkammeret har tilsluttet sig, ikke behæftet med nogen fejl.
47 For det fjerde har sagsøgeren også kritiseret appelkammeret for ikke at have taget hensyn til den kulturelle og sociale udvikling med hensyn til opfattelsen af cannabis og brugen heraf til lovlige formål i Unionen, og at det derfor ikke foretog en korrekt vurdering af den relevante kundekreds (stævningens punkt 40). Sagsøgeren har i denne henseende henvist til to forordninger på landbrugsområdet vedrørende hampdyrkning, nemlig Kommissionens delegerede forordning (EU) 2017/1155 af 15. februar 2017 om ændring af delegeret forordning (EU) nr. 639/2014 for så vidt angår kontrolforanstaltninger i forbindelse med dyrkning af hamp, visse bestemmelser om forgrønnelsesbetaling, betaling til unge landbrugere, der har kontrol over en juridisk person, beregning af støttebeløb pr. enhed inden for rammerne af frivillig koblet støtte, dele af betalingsrettigheder og visse meddelelseskrav vedrørende den generelle arealbetalingsordning og frivillig koblet støtte og om ændring af bilag X til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1307/2013 (EUT 2017, L 167. s. 1) og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1307/2013 af 17. december 2013 om fastsættelse af regler for direkte betalinger til landbrugere under støtteordninger inden for rammerne af den fælles landsbrugspolitik og om ophævelse af Rådet forordning (EF) nr. 637/2008 og Rådet forordning (EF) nr. 73/2009 (EUT 2013, L 347, s. 608).
48 Det skal i denne forbindelse fremhæves, at der på nuværende tidspunkt føres mange drøftelser med hensyn til såvel brugen af cannabisprodukter med et THC-indhold, der ikke bevirker, at de skal anses for narkotika, som brugen af sådanne produkter til terapeutiske eller rekreative formål, når de skal anses for narkotika. I denne henseende er lovgivningen nemlig allerede ændret eller ved at blive ændret i visse medlemsstater.
49 Som appelkammeret relevant har anført i den anfægtede afgørelses punkt 21, forholder det sig ikke desto mindre således, at i »mange lande i Den Europæiske Union (som f.eks. Bulgarien, Finland, Frankrig, Ungarn, Irland, Polen, Slovakiet, Sverige og Det Forenede Kongerige)« anses cannabisprodukter med et indhold af THC på over 0,2% for ulovlig narkotika.
50 I EU-retten er brugen af cannabisprodukter, som udgør narkotika, ikke reguleret. Artikel 168, stk. 1, tredje afsnit, TEUF bestemmer nemlig, at Unionen supplerer medlemsstaternes indsats for at begrænse narkotikarelaterede helbredsskader, herunder ved oplysning og forebyggelse. Hvad angår forordning nr. 1307/2013 bestemmer dens artikel 32, stk. 6, at arealer, der anvendes til produktion af hamp, kun er støtteberettigede, hvis de anvendte sorter har et indhold af THC på højst 0,2%. Med den delegerede forordning 2017/1155 har Kommissionen vedtaget en forordning, der gør det muligt at gennemføre denne bestemmelse.
51 Heraf følger, at der på nuværende tidspunkt ikke findes en alment accepteret tendens i Unionen og heller ikke en fremherskende tendens med hensyn til lovligheden af brug eller fortæring af cannabisprodukter med et indhold af THC på over 0,2%.
52 Det bør derfor i den foreliggende sag dels fastslås, at appelkammeret har taget hensyn til den udvikling, der er beskrevet i præmis 47 og 48 ovenfor på både det lovgivningsmæssige og det samfundsmæssige plan, idet det har fremhævet de tilladte muligheder for at anvende cannabis, som imidlertid er underlagt visse særligt strenge betingelser, og ved at henvise til Unionens lovgivningsmæssige rammer inden for dette område (den anfægtede afgørelses punkt 11, sjette og tiende led, og punkt 25). Dels har appelkammeret med rette taget hensyn til den omstændighed, at lovgivningen i mange medlemsstater kvalificerer indtag af cannabis som ulovligt, når de produkter, der afledes af cannabis, har et THC-indhold over 0,2%. De tegn, som kan opfattes som værende i strid med den offentlige orden eller sædelighed, er nemlig ikke de samme i alle medlemsstater, navnlig af sproglige, historiske, sociale og kulturelle årsager (jf. dom af 15.3.2018, La Mafia Franchises mod EUIPO – Italien (La Mafia SE SIENTA A LA MESA), T-1/17, EU:T:2018:146, præmis 28 og den deri nævnte retspraksis). Det var således i overensstemmelse med retspraksis, at appelkammeret har påberåbt lovgivningen i disse medlemsstater, eftersom disse omstændigheder inden for rammerne af artikel 7, stk. 1, litra f), i forordning 2017/1001 ikke skal tages i betragtning på grund af deres normative værdi, men i deres egenskab af faktiske omstændigheder, som gør det muligt at foretage en bedømmelse af opfattelsen af det omhandlede tegn hos den relevante kundekreds i de pågældende medlemsstater (jf. i denne retning dom af 20.9.2011, Couture Tech mod KHIM (Gengivelse af det sovjetiske våbenskjold), T-232/10, EU:T:2011:498, præmis 37).
53 For det femte og til sidst, og som EUIPO har gjort gældende, er spørgsmålet om det faktiske indhold af THC i de produkter, som markedsføres af sagsøgeren, ikke relevant, eftersom den vurdering, som appelkammeret er forpligtet til at foretage i denne henseende, skal være uafhængig af sagsøgerens adfærd og alene baseret på opfattelsen hos den relevante kundekreds (jf. i denne retning dom af 9.4.2003, Durferrit mod KHIM – Kolene (NU-TRIDE), T-224/01, EU:T:2003:107, præmis 76, og af 13.9.2005, Sportwetten mod KHIM – Intertops Sportwetten (INTERTOPS), T-140/02, EU:T:2005:312, præmis 28).
54 Endelig er spørgsmålet om, hvorvidt den relevante kundekreds opfatter det omhandlede tegn som en henvisning til den lovlige brug af hamp, således som sagsøgeren har gjort gældende, eller derimod som en henvisning til et ulovligt narkotisk stof, således som det fremgår af den anfægtede afgørelse, omfattet af det andet anbringendes andet led og vil derfor blive gennemgået i det følgende.
55 På grundlag af ovenstående betragtninger kan det fastslås, at appelkammeret ikke har begået de fejl, som sagsøgeren hævder, at det har begået.
56 Det andet anbringendes første led skal derfor forkastes som ugrundet.
Det andet anbringendes andet led om, at det tegn, der blev ansøgt registreret, ikke strider mod den offentlige orden
57 Ifølge sagsøgeren henviser det tegn, der ønskes registreret, for det første ikke til et ulovligt narkotisk stof. Selv hvis det antages, at dette er tilfældet, er denne omstændighed ikke tilstrækkelig til at afslå en registrering af dette tegn som EU-varemærke. En simpel henvisning eller en direkte angivelse af et ulovligt produkt er nemlig ikke tilstrækkelig til at erklære en varemærkeansøgning for værende i strid med den offentlige orden, idet det ydermere kræves, at det omhandlede tegn kan anses for et incitament til, en banalisering eller en godkendelse af anvendelsen eller indtagelsen af et ulovligt narkotisk stof. I den foreliggende sag omfatter det tegn, der er genstand for EF-varemærkeansøgningen, imidlertid hverken nogen betegnelse eller nogen betydning, som i forbindelse med en normal brug heraf for de varer og tjenesteydelser, som er omfattet af denne ansøgning, tilskynder, banaliserer eller formidler en godkendelse af brugen af et ulovligt narkotisk stof.
58 For det andet fremgår begrundelsen for, hvorfor den absolutte registreringshindring, som appelkammeret har påberåbt over for sagsøgeren, er grundløs, tydeligt af forbrugsmønstrene vedrørende dels de varer og tjenesteydelser, som er omfattet af det ansøgte varemærke, dels af den omstændighed, at der er tale om et narkotisk stof, marihuana, der normalt ryges. Sagsøgeren har henvist til annullationsafdelingens afgørelse af 20. marts 2009 i sag 2665 C vedrørende en ansøgning om registrering af tegnet COCAINE som ordmærke for varer i klasse 3, 25 og 32, og navnlig for øl, hvori det bl.a. blev fastslået, at det forbrugsmønster, som var knyttet til de omhandlede varer, var relevant med henblik på anvendelsen artikel 7, stk. 1, litra f), i forordning 2017/1001, og den omstændighed alene, at opfattelsen af et varemærke kan have en bekymrende indvirkning eller være negativ, ikke er relevant med henblik på at afgøre, om det strider mod den offentlige orden.
59 EUIPO har bestridt disse argumenter.
60 Indledningsvis skal det undersøges, om det var med rette, at appelkammeret fastslog, at det tegn, som er ansøgt registreret, af den relevante kundekreds i sin helhed vil blive opfattet som en henvisning til et ulovligt narkotisk stof.
61 Appelkammeret bemærkede i denne forbindelse i den anfægtede afgørelses punkt 23, at i henhold til Rettens praksis (dom af 19.11.2009, Torresan mod KHIM – Klosterbrauerei Weissenohe (CANNABIS), T-234/06, EU:T:2009:448, præmis 19), har udtrykket »cannabis« tre mulige betydninger. For det første henviser udtrykket »cannabis« til en tekstilplante, der er reguleret ved en markedsordning inden for Unionen, og med hensyn til hvilken produktionen er underlagt en meget streng lovgivning, hvad angår indholdet af THC, der ikke må være over 0,2%. For det andet henviser udtrykket »cannabis« til et narkotisk stof, der er forbudt i mange af medlemsstaterne. For det tredje henviser det til et stof, hvis mulige terapeutiske anvendelse er under drøftelse.
62 Appelkammeret har heraf i den anfægtede afgørelses punkt 24 udledt, at i overensstemmelse med sagsøgerens udtalelse skal dette udtryk ikke automatisk forstås som en henvisning til narkotika, medmindre der findes andre »indicier« til støtte herfor. Appelkammeret har således korrekt taget højde for det forhold, at den omstændighed, at stoffet er ulovligt, blot er en af de mulige betydninger af »cannabis«, og sagsøgeren kan således ikke med føje hævde, at appelkammeret i denne henseende har undladt at tage hensyn til den »velkendte kendsgerning«, at THC, dvs. det psykoaktive stof, blot er en af de cannabinoider, som findes i cannabis, og den omstændighed, at dette stof først bliver ulovligt over et vist niveau.
63 Med henblik på behandlingen af sagsøgerens første argument skal det således fastslås, om appelkammeret har udøvet et fejlskøn, idet det fastslog, at der findes »andre indicier«, som viser, at den relevante kundekreds forbinder det ansøgte tegn med den ulovlige narkotika, nemlig ordene »amsterdam« og »store« og den stiliserede gengivelse af cannabisblade, hvilket sagsøgeren har bestridt.
64 Appelkammeret har med rette fastslået, at det er nødvendigt at definere, hvilken opfattelse den relevante kundekreds har af samtlige bestanddele, som det tegn, der er genstand for varemærkeansøgningen, består af (den anfægtede afgørelses punkt 26 og 27). Det er af den opfattelse, at den omstændighed, at det omhandlede tegn omfatter en stiliseret gengivelse af et cannabisblad, der er formidlingssymbol på marihuana, og ordet »amsterdam«, som henviser til byen Amsterdam med mange butikker, der sælger cannabis, eftersom markedsføring af dette stof under visse betingelser tolereres i Nederlandene, bevirker, at det er højst sandsynligt, at forbrugeren under omstændigheder som de i det foreliggende tilfælde fortolker ordet »cannabis« som en henvisning til narkotika, som er ulovlig i »mange lande i Den Europæiske Union« (jf. præmis 49 ovenfor).
65 Til støtte for denne fortolkning skal det bemærkes, at ordet »store«, som normalt betyder »butik« eller »forretning«, fremgår af det tegn, som er genstand for varemærkeansøgningen, hvilket indebærer, at dette tegn, hvis dominerende bestanddel er ordet »cannabis« (jf. præmis 36 ovenfor), af den relevante engelsktalende kundekreds vil blive opfattet, som om det betyder »cannabisbutik i Amsterdam«, og af den relevante kundekreds, der ikke er engelsktalende, som om det betyder »cannabis i Amsterdam«, hvilket i begge tilfælde – understøttet af billedet af cannabisblomster, som er formidlingssymbolet på marihuana – er en klar hentydning til det narkotiske stof, som sælges der. Denne kundekreds må derfor kunne forvente, at de varer og tjenesteydelser, som sagsøgeren markedsfører, svarer til dem, som sælges i en sådan butik.
66 Sagsøgerens forklaringer om, at ordet »amsterdam« henviser til oprindelsen af den cannabis, som sagsøgeren anvender ved fremstillingen af sine varer og til den livsstil og den atmosfære, som er karakteristisk for byen Amsterdam, kan ikke ændre denne analyse. Der er nemlig ikke tale om den relevante kundekreds’ umiddelbare opfattelse, når den støder på ordene »amsterdam« og »cannabis« i forbindelse med formidlingssymbolet på marihuana, hvorimod Nederlandene, og navnlig denne by, er kendt for at have vedtaget en lovgivning, som på visse betingelser tolerer brugen af denne type narkotika.
67 Argumenterne om, at det stiliserede symbol, som gengiver cannabisbladet, anvendes i alle industrisektorer, heriblandt tekstil- og lægemiddelsektoren, som anvender cannabis, kan heller ikke tiltrædes. Appelkammeret har nemlig ikke støttet sin konklusion på den relevante kundekreds’ opfattelse af det stiliserede symbol, der isoleret set, gengiver et cannabisblad, men på kombinationen af de forskellige bestanddele, som det omhandlede tegn består af, og som faktisk fører til den konklusion, som appelkammeret har henvist til i den anfægtede afgørelses punkt 29, hvorefter sagsøgeren – måske utilsigtet – har henledt opmærksomheden på cannabiskonceptet i egenskab af narkotika.
68 Selv om sagsøgeren imidlertid har gjort gældende, at de varer og tjenesteydelser, der er omfattet af varemærkeansøgningen, intet har at gøre med de såkaldte »coffee shops« i Amsterdam (stævningens punkt 31), og at forbrugsmønstrene for de produkter, som sagsøgeren markedsfører, adskiller sig fra forbrugsmønstrene for narkotika, der normalt ryges (stævningens punkt 53), skal det på ny bemærkes, at det følger af en gennemlæsning af de forskellige litra i artikel 7, stk. 1, i forordning 2017/1001, at disse henviser til de iboende egenskaber ved det tegn, som søges registreret, og ikke til omstændigheder vedrørende varemærkeansøgerens adfærd (dom af 9.4.2003, Durferrit mod KHIM – Kolene (NU-TRIDE), T-224/01, EU:T:2003:107, præmis 76, af 13.9.2005, Sportwetten mod KHIM – Intertops Sportwetten (INTERTOPS), T-140/02, EU:T:2005:312, præmis 28, og af 15.3.2018, La Mafia Franchises mod EUIPO – Italien (La Mafia SE SIENTA A LA MESA), T-1/17, EU:T:2018:146, præmis 40). Under alle omstændigheder er det ubestridt, at cannabis i egenskab af narkotika ligeledes kan indtages som drikkevarer eller fødevarer, f.eks. i form af kager, hvilket svarer til visse af de varer, som er omfattet af varemærkeansøgningen.
69 Det følger af det ovenfor anførte, at det var med rette, at appelkammeret fastslog, at det omhandlede tegn i sin helhed af den relevante kundekreds vil blive opfattet som en henvisning til et narkotisk stof, der er forbudt i en lang række medlemsstater.
70 Det skal dernæst undersøges, om det tegn, der ønskes registreret, strider mod den offentlige orden i henhold til artikel 7, stk. 1, litra f), i forordning 2017/1001, sammenholdt med samme forordnings artikel 7, stk. 2, henset til, at appelkammeret fastslog, at der forelå en absolut registreringshindring.
71 Det skal i denne forbindelse bemærkes, at forordning 2017/1001 ikke indeholder en definition af begrebet »den offentlige orden«. Under disse omstændigheder, og henset til EU-rettens nuværende udviklingstrin, som er beskrevet i præmis 50 ovenfor, og som det fremgår af ordlyden af denne forordnings artikel 7, stk. 2, hvorefter samme artikels stk. 1 finder anvendelse, selv om registreringshindringerne kun er til stede i en del af Unionen, skal det konkluderes, at eftersom EU-retten ikke fastsætter krav om, at der skal anvendes en ensartet værdiskala, og anerkender, at hensynene til den offentlige orden kan variere fra land til land og fra periode til periode, har medlemsstaterne i det væsentlige frihed til at bestemme indholdet af disse krav i overensstemmelse med deres nationale behov. Selv om hensynene til den offentlige sikkerhed ikke omfatter økonomiske interesser eller den simple forebyggelse af forstyrrelser af samfundsordenen, som enhver lovovertrædelse indebærer, omfatter disse hensyn beskyttelsen af de forskellige interesser, som den berørte medlemsstat anser for grundlæggende for dens eget værdisystem (jf. analogt generaladvokat Saugmandsgaard Øes forslag til afgørelse K. og H.F. (Opholdsret og påstande om krigsforbrydelser), C-331/16 og C-366/16, EU:C:2017:973, punkt 60 og 63 og den deri nævnte retspraksis).
72 Hvad navnlig angår fortolkningen af dette begreb inden for rammerne af artikel 7, stk. 1, litra f), i forordning 2017/1001 har generaladvokat Bobek i punkt 76 i sit forslag til afgørelse Constantin Film Produktion mod EUIPO (C-240/18 P, EU:C:2019:553) fremhævet, at den offentlige orden er et normativt syn på værdier og mål, som defineres af den relevante offentlige myndighed, og som skal efterstræbes nu og i fremtiden, dvs. prospektivt. Heraf følger ifølge generaladvokaten, at den offentlige orden udtrykker den offentlige tilsynsmyndigheds ønsker for så vidt angår de normer, der skal respekteres i samfundet.
73 Henset til det ovenfor anførte, har sagsøgeren grundlag for i det væsentlige at hævde, at enhver overtrædelse af loven ikke nødvendigvis strider mod den offentlige orden som omhandlet i artikel 7, stk. 1, litra f), i forordning 2017/1001, sammenholdt med samme forordnings artikel 7, stk. 2. Denne overtrædelse skal nemlig også påvirke en interesse, som af den eller de berørte medlemsstater ifølge deres egne værdisystemer anses for grundlæggende.
74 I den foreliggende sag skal det konstateres, at i de medlemsstater, hvor brug og anvendelse af den narkotika, som stammer fra cannabis, stadig er forbudt, er kampen mod spredning heraf særlig følsom og med til at nå målsætningen for folkesundhed, som er at bekæmpe de skadelige virkninger af dette stof. Formålet med dette forbud er således at beskytte en interesse, som disse medlemsstater anser for grundlæggende i henhold til deres egne værdisystemer, hvilket indebærer, at de bestemmelser, som finder anvendelse på forbrug og brug af det nævnte stof, er omfattet af begrebet »den offentlig orden« som omhandlet i artikel 7, stk. 1, litra f), i forordning 2017/1001, sammenholdt med denne forordnings artikel 7, stk. 2.
75 Betydningen af beskyttelsen af denne grundlæggende interesse, kommer endvidere til udtryk i artikel 83 TEUF, hvorefter ulovlig narkotikahandel udgør et af de områder med kriminalitet af særlig grov karakter, der har en grænseoverskridende dimension, med hensyn til hvilke der kan ske indgreb fra EU-lovgivers side, og i artikel 168, stk. 1, tredje afsnit, TEUF, hvorefter Unionen supplerer medlemsstaternes indsats for at begrænse narkotikarelaterede helbredsskader, herunder ved oplysning og forebyggelse.
76 Det var derfor med rette, at appelkammeret, idet det undersøgte, om det omhandlede tegn stred med den offentlige orden i forhold til samtlige forbrugere i Unionen, der var i stand til at forstå betydningen heraf, og henset til, at sidstnævntes opfattelse af tegnet nødvendigvis må ses i den sammenhæng, der er nævnt i præmis 74 og 75 ovenfor, fastslog, at det omhandlede tegn, der af den relevante kundekreds vil blive opfattet som en angivelse af, at de levnedsmidler og drikke, som sagsøgeren har henvist til i varemærkeansøgningen, og de hermed forbundne tjenesteydelser, indeholder narkotika, som er ulovlig i flere medlemsstater, strider mod den offentlige orden som omhandlet i artikel 7, stk. 1, litra f), i forordning 2017/1001, sammenholdt med nævnte forordnings artikel 7, stk. 2.
77 Sagsøgeren kan ikke ændre ved denne konklusion ved at gøre gældende, at appelkammeret undlod at undersøge, som det omhandlede tegn også tilskyndede, trivialiserede eller formidlede godkendelsen af brugen af et ulovligt narkotisk stof. Den omstændighed, at det omhandlede tegn af den relevante kundekreds vil blive opfattet som en angivelse af, at de levnedsmidler og de drikke, som sagsøgeren har henvist til i varemærkeansøgningen, og de hermed forbundne tjenesteydelser, indeholder narkotika, som er ulovlig i flere medlemsstater, er nemlig tilstrækkeligt til at konkludere, at det strider mod den offentlige orden som omhandlet i artikel 7, stk. 1, litra f), i forordning 2017/1001, sammenholdt med nævnte forordnings artikel 7, stk. 2, således som appelkammeret med rette har konstateret med henvisning til den grundlæggende interesse, som der er henvist til i præmis 74 og 75 ovenfor. Eftersom en af varemærkets væsentligste funktioner er at identificere varens eller tjenesteydelsens handelsmæssige oprindelse, således at forbrugeren, der køber den vare eller tjenesteydelse, som varemærket betegner, i en senere købssituation får mulighed for at træffe det samme valg, hvis han var tilfreds, eller træffe et andet valg, hvis han var utilfreds (jf. dom af 5.3.2003, Alcon mod KHIM – Dr. Robert Winzer Pharma (BSS), T-237/01, EU:T:2003:54, præmis 48 og den deri nævnte retspraksis), tilskynder dette tegn, for så vidt som det vil blive opfattet som beskrevet ovenfor, under alle omstændigheder indirekte, men nødvendigvis til køb af sådanne varer og tjenesteydelser, eller banaliserer i det mindste indtagelse heraf.
78 Sagsøgeren kan heller ikke ændre den førnævnte konklusion med argumentet om, at der findes varemærker i Den Europæiske Union, som indeholder ord som »cannabis« eller »kokain«.
79 Sagsøgeren har i denne forbindelse påberåbt sig annullationsafdelingens afgørelse af 20. marts 2009 vedrørende en ansøgning om registrering af ordtegnet COCAINE (jf. præmis 58 ovenfor) og i retsmødet også henvist til sin ansøgning om registrering af varemærket CANNABIS STORE AMSTERDAM ORIGINAL AMSTERDAM, med hensyn til hvilken undersøgeren for nylig trak sine indsigelser tilbage. Det fremgår imidlertid af retspraksis, at henvisninger til afgørelser, som er truffet i første instans af EUIPO, hverken er bindende for dets appelkamre eller, a fortiori, Unionens retsinstanser (dom af 25.1.2018, Brunner mod EUIPO – CBM (H HOLY HAFERL HAFERL SHOE COUTURE), T-367/16, ikke trykt i Sml., EU:T:2018:28, præmis 103). Det vil nemlig være i strid med appelkammeret prøvelsesfunktion som defineret i 30. betragtning til forordning 2017/1001 og i denne forordnings artikel 66 til 71, hvis dets kompetence blev begrænset af et krav om at respektere afgørelser truffet af EUIPO-organer i førsteinstans (jf. dom af 8.5.2019, Battelle Memorial Institute mod EUIPO (HEATCOAT), T-469/18, ikke trykt i Sml., EU:T:2019:302, præmis 52 og den deri nævnte retspraksis), og sagsøgeren kan derfor ikke med føje påberåbe sig disse afgørelser.
80 Det følger af det ovenstående, at appelkammeret ikke har tilsidesat bestemmelserne i artikel 7, stk. 1, litra f), i forordning 2017/1001, sammenholdt med denne forordnings artikel 7, stk. 2. Det andet anbringende skal således forkastes, og som følge deraf skal EUIPO frifindes i det hele.
Sagsomkostninger
81 Ifølge artikel 134, stk. 1, i Rettens procesreglement pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom. Da sagsøgeren har tabt sagen, bør det pålægges denne at betale sagsomkostningerne i overensstemmelse med EUIPO’s påstand herom.
På grundlag af disse præmisser
udtaler og bestemmer
RETTEN (Syvende Afdeling):
1) Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) frifindes.
2) Santa Conte betaler sagsomkostningerne.
Tomljenović | Marcoulli | Kornezov |
Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 12. december 2019.