Language of document :

Sag anlagt den 14. januar 2014 – Kafetzakis m.fl. mod Den Hellenske Republik m.fl.

(Sag T-38/14)

Processprog: græsk

Parter

Sagsøgere: Georgios Kafetzakis (Athen, Grækenland) og 102 andre sagsøgere (ved advokat Ch. Papadimitriou)

Sagsøgte: Den Hellenske Republik, Europa-Parlamentet, Det Europæiske Råd, Rådet for Den Europæiske Union, Europa-Kommissionen, Den Europæiske Centralbank og Eurogruppen

Sagsøgernes påstande

Det fastslås, at de sagsøgte har undladt at vedtage de nødvendige love og administrative bestemmelser, som er nødvendige med henblik på udtrykkeligt at undtage de obligationer, som Den Hellenske Republik gennem en afgørelse fra Europa-Kommissionen blev pålagt at udstede til sagsøgerne, efter de blev afskediget fra det tidligere Olympic Airways.

Sagsøgerne og samtlige de arbejdstagere, som blev afskediget fra det tidligere Olympic Airways gives gennem en EU-retsakt med direkte virkning – direktiv, forordning eller anden EU-retlig forskrift – mulighed for, at opkræve 100% af værdien af de obligationer, som de fik i erstatning for deres afskedigelse-pensionering af Olympic Airways.

Hver af sagsøgerne tilkendes en erstatning svarende til 300 000 EUR ved en EU-retsakt med direkte virkning – direktiv, forordning eller anden EU-retlig forskrift – for det chok, de bekymringer, den grove tilsidesættelse af grundlæggende rettigheder og den for tidlige afbrydelse af deres arbejdsliv, som de har været udsat for.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren anført fem anbringender.

Første anbringende: De lovbestemmelser og andre foranstaltninger, som bevirker, at indehavere af græske statsobligationer i Grækenland er tvunget til at deltage i PSI, udgør reelt EU-retsakter.

Andet anbringende: De foranstaltninger, som er vedtaget af den græske regering med henblik på at imødegå den offentlige græske gæld er i det væsentlige pålagt af Den Europæiske Unions institutioner og navnlig af ECB og Europa-Kommissionen.

Tredje anbringende: De sagsøgte har undladt at sætte de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft med henblik på udtrykkeligt at udelukke græske statsobligationer, som blev tildelt sagsøgerne i erstatning gennem retsakter fra Ministerrådet, hvorved betingelserne for anvendelsen af PSI i Grækenland blev defineret.

Fjerde anbringende: Den omstændighed, at de fra det tidligere Olympic Airways afskedigede arbejdstagere sidestilles med almindelige indehavere af græske statsobligationer, at de ikke er udelukket fra PSI og udtrykkeligt er blevet godtgjort deres tab, indebærer, at de direkte og personligt har lidt alvorlig skade og ikke fuldt ud kan udøve deres grundlæggende rettigheder.

Femte anbringende: Alle den græske stats love og administrative bestemmelser blev vedtaget på baggrund af henstillinger eller nærmere bestemt på baggrund af afgørelser fra Eurogruppen, ØKOFIN, ECB og Europa-Kommissionen.