Appel iværksat den 26. februar 2021 af International Skating Union til prøvelse af dom afsagt af Retten (Fjerde udvidede Afdeling) den 16. december 2020 i sag T-93/18, International Skating Union mod Europa-Kommissionen

(Sag C-124/21 P)

Processprog: engelsk

Parter

Appellant: International Skating Union (ved avocat J.-F. Bellis)

De andre parter i appelsagen: Europa-Kommissionen, Mark Jan Hendrik Tuitert, Niels Kerstholt og European Elite Athletes Association

Appellanten har nedlagt følgende påstande

Den Europæiske Unions Rets dom, International Skating Union mod Kommissionen (sag T-93/18) ophæves, for så vidt som Europa-Kommissionen blev frifundet i appellantens søgsmål.

Kommissionens afgørelse af 8. december 2017 i sag AT. 40208 – Den Internationale Skøjteunions opstillingsregler annulleres.

Kommissionen og intervenienterne tilpligtes at betale omkostninger i forbindelse med nærværende sag og søgsmålet for Retten.

Anbringender og væsentligste argumenter

Første anbringende: Retten tilsidesatte artikel 263 TEUF og Domstolens praksis vedrørende artikel 101 TEUF, idet den fandt, at ISU’s opstillingsregler har et konkurrencebegrænsende formål

Første led: Retten undlod at undersøge appellantens argumenter, som anfægtede Kommissionens vurdering af de faktiske omstændigheder, der lå til grund for den konklusion om et konkurrencebegrænsende formål, der er anført i Kommissionens afgørelse af 8. december 2017 i sag AT. 40208 – Den Internationale Skøjteunions opstillingsregler (herefter »den omtvistede afgørelse«)

Samtlige appellantens argumenter, som anfægtede Kommissionens vurdering af de faktiske omstændigheder, der lå til grund for konklusionen i den omtvistede afgørelses artikel 1 om, at ISU havde tilsidesat artikel 101 TEUF ved at »vedtage og håndhæve« opstillingsreglerne, enten blev anset for uvirksomme eller uden betydning eller blev blot ignoreret.

Andet led: Retten omdefinerede den i sagen omhandlede konkurrencebegrænsning, hvilket er i strid med dens pligt til ikke at erstatte Kommissionens begrundelse med sin egen, og den foretog en urigtig kvalificering af de forhold, som Kommissionen behandlede i den omtvistede afgørelses afsnit 8.5, som relevante for konklusionen om et konkurrencebegrænsende formål, hvilket er i strid med Domstolens praksis vedrørende artikel 101 TEUF.

I stedet for at prøve den omtvistede afgørelses konklusion om en tilsidesættelse, konstruerede Retten et nyt konkurrencebegrænsende formål, som blev udledt af: 1) en abstrakt udlægning af ISU’s opstillingsregler uden nogen undersøgelse af, hvordan de anvendtes i praksis, og 2) oplysninger, som Kommissionen havde behandlet i den omtvistede afgørelses afsnit 8.5, og som ikke indgår i afgørelsens konklusion om et konkurrencebegrænsende formål (afsnit 8.3).

Tredje led: Retten begik en retlig fejl ved analysen af de fire forhold, som Kommissionen havde lagt til grund for sin konklusion om, at ISU’s opstillingsregler havde et konkurrencebegrænsende formål

Opstillingsreglernes indhold: Der kan ikke udledes nogen konklusion om reglernes angivelige begrænsende formål af størrelsen af sanktionerne til håndhævelse af nævnte regler. Sanktionerne har udelukkende afledte virkninger for konkurrencen, når afvisningen af en tilladelse til en konkurrence er ubegrundet. Sanktionernes størrelse som sådan fortæller intet om indholdet af reglerne.

Formålet med ISU’s opstillingsregler: På grundlag af anerkendelsen af, at ISU’s ordning om forudgående godkendelse forfølger et legitimt formål, burde Retten have konkluderet, at ISU’s opstillingsregler ikke kan have et konkurrencebegrænsende formål.

Den retlige og økonomiske sammenhæng for ISU’s opstillingsregler: Retten foretog en urigtig fortolkning af Cartes Bancaires-dommen (sag C-67/13), idet den fandt, at den omstændighed, at alle tredjeparters konkurrencer i kunstskøjteløb blev godkendt af ISU, var uden betydning, eftersom der ikke er nogen »interaktion« mellem markedet for kunstskøjteløb og markedet for hurtigskøjteløb.

ISU’s hensigt om at begrænse konkurrencen: Den omstændighed, at hensigten ikke er en nødvendig faktor i et »konkurrencebegrænsende formål«, tillader ikke Retten at forkaste appellantens argumenter til anfægtelse af Kommissionens vurdering af de faktiske omstændigheder, der fremgår af 175.-178. betragtning til den omtvistede afgørelse, som irrelevante, hvilke betragtninger Kommissionen støttede sig på for at konkludere, at ISU havde tilsidesat artikel 101 TEUF ved at vedtage og håndhæve opstillingsreglerne.

Andet anbringende: Retten begik en retlig fejl ved ikke at behandle appellantens fjerde søgsmålsanbringende om, at ISU’s beslutning om ikke at godkende en konkurrence i hurtigskøjteløb i Dubai i 2014 falder uden for formålet med artikel 101 TEUF, eftersom denne beslutning forfulgte et legitimt formål i overensstemmelse med ISU’s adfærdskodeks, som forbyder alle former for støtte til væddemål

Retten begik en retlig fejl ved at urigtigt at kvalificere appellantens anbringende som omfattende en abstrakt diskussion af legitimiteten ved formålet med at beskytte integriteten ved hurtigskøjteløb. Med dette anbringende anfægtedes Kommissionens afvisning af at anerkende gyldigheden af ISU’s etiske betænkeligheder ved konceptet med konkurrencer i hurtigskøjteløb i kombination med væddemål på stedet, som skulle præsenteres ved konkurrencen i Dubai. Retten så bort fra de beviser, som appellanten havde fremlagt, navnlig rapporten om den debat i Koreas nationalforsamling, som afviste dette koncept i lyset af den store risiko for manipulation, hvorved denne bekræftede ISU’s etiske betænkeligheder. Konkurrencen i hurtigskøjteløb i Dubai er den blot tredje showskøjtekonkurrence, som ikke blev godkendt inden for rammerne af ISU's ordning om forudgående godkendelse.

____________