Meddelelse til EU-tidende
Sag anlagt den 2. juni 2003 af ASM Brescia S.p.A. mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber.
(Sag T-189/03)
(Processprog: italiensk)
Ved De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans er der den 2. juni 2003 anlagt sag mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber af ASM Brescia S.p.A. ved avvocati Fausto Capelli, Francesca Vitale og Massimiliano Valcada.
Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:
(Principalt annulleres artikel 2 i beslutning 2003/193/EF af 5. juni 2002, offentliggjort i EFT L 77 af 24. marts 2003, hvorved Kommissionen erklærer de foranstaltninger, Den Italienske Republik har vedtaget i artikel 3, stk. 70, i lov nr. 549 af 28. december 1995 og i artikel 66, stk. 14, i lovdekret nr. 331 af 30. august 1993, omdannet til lov nr. 427 af 29. oktober 1993 om fritagelse for selskabsskat til fordel for aktieselskaber med offentlig majoritetsandel, der er stiftet i henhold til lov nr. 142/90 af 8. juni 1990, for statsstøtte, der er uforenelig med fællesmarkedet.
(Subsidiært annulleres artikel 3 i beslutning 2003/193/EF af 5. juni 2002, offentliggjort i EFT L 77 af 24. marts 2003, hvorved Kommissionen pålægger Den Italienske Republik også at tilbagesøge den støtte, der er ydet sagsøgeren.
(Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.
Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter:
Sagsøgeren i den foreliggende sag, det tidligere Azienda Municipalizzata di Brescia, anfægter Kommissionens beslutning af 5. juni 2002
1, hvori Kommissionen fastslog, at den treårige fritagelse (1997-1999) for selskabsskat, der var fastsat i de italienske bestemmelser til fordel for tidligere kommunale virksomheder, der blev omdannet til aktieselskaber med offentlig majoritetsandel, udgør statsstøtte, og pålagde Den Italienske Republik at tilbagesøge de hertil svarende beløb.
Til støtte for sine påstande har sagsøgeren gjort følgende gældende:
(I den anfægtede beslutning synes Kommissionen at have foretaget sin vurdering uden på nogen måde at tage hensyn til de særlige forhold, der gør sig gældende inden for den offentlige tjenesteydelsessektor, og som ifølge sagsøgeren består i at sikre samfundet visse minimumsydelser, der anses for at have afgørende betydning.
(I den anfægtede beslutning er der ikke taget hensyn til, at i de år, undersøgelsen vedrører, var der i de sektorer, der leverer offentlige tjenesteydelser, et lovbestemt og faktisk monopol, således at der ikke var tale om et marked, der var åbent for konkurrence. Kommissionen har således blot lagt til grund, men ikke fremført nogen beviser herfor, at der forelå et marked, der var åbent for konkurrence. I den forbindelse må det endvidere fastslås, at der foreligger en tilsidesættelse af begrundelsespligten, idet Kommissionen af én eneste grund har fastslået, at konkurrencen var begrænset, nemlig det formodede tab, som de virksomheder, der ikke var omfattet af de omhandlede bestemmelser, ville have lidt, såfremt de skulle have konkurreret med de virksomheder, der var omfattet af de pågældende foranstaltninger.
(Da Kommissionen alene og udelukkende har indledt proceduren med hensyn til markedet for lokale, offentlige tjenesteydelser, hvor der ifølge Kommissionen var tale om et konkurrencepræget marked, kunne der i den endelige beslutning ikke foretages en vurdering af foranstaltningernes indvirkning på andre markeder, som ikke har været genstand for beslutningen om at indlede proceduren. Alt i alt har de omhandlede foranstaltninger ikke kunnet kvalificeres som støtte, der er uforenelig med fællesmarkedet, idet virksomhederne teoretisk set havde kunnet operere på andre markeder end markedet for lokale, offentlige tjenesteydelser, der som det eneste marked har været omfattet af den formelle undersøgelse.
(I henhold til den bestemmelse, hvorved det såkaldte "skattemæssige moratorium" begrænses til kun tre år, er der ikke indført nogen ny statsstøtte, men blot sket en ændring af den skattemæssige ordning, der har fundet anvendelse på en bestemt kategori af skattepligtige siden 1925.
(Såfremt Retten måtte fastslå, at der er tale om statsstøtte, må denne støtte i overensstemmelse med artikel 87, stk. 3, litra c), EF erklæres forenelig med fællesmarkedet, idet foranstaltningerne hænger sammen med ordningens art og/eller generelle opbygning. En ændring af den generelle ordning med hensyn til de lokale, offentlige tjenesteydelser kunne ikke lykkes, såfremt det ikke blev tilsikret de selskaber, der skulle omdannes, at de fik mulighed for gradvis at få kendskab til de mekanismer, der gælder på det privatretlige område.
I stævningen har sagsøgeren endvidere gjort gældende, at der er tale om en tilsidesættelse af artikel 86, stk. 2, EF, idet Kommissionen i beslutningen har fastslået, at den pågældende bestemmelse ikke kunne finde anvendelse på de omhandlede foranstaltninger.
____________1 - Beslutning 2003/193/EF om skattefritagelser og lån på lempelige vilkår, som Italien har indrømmet til fordel for offentlige forsyningsværker med offentlig aktiemajoritet, EFT L 77 af 24.3.2003, s. 21.