Language of document : ECLI:EU:T:2009:193

Sag T-189/03

ASM Brescia SpA

mod

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

»Statsstøtte – de italienske myndigheders støtteordning til fordel for visse offentlige forsyningsværker i form af skattefritagelser og lån på lempelige vilkår – beslutning om, at støtten er uforenelig med fællesmarkedet – annullationssøgsmål – individuelt berørt – formaliteten – artikel 87, stk. 3, litra c), EF – artikel 86, stk. 2, EF«

Sammendrag af dom

1.      Annullationssøgsmål – fysiske eller juridiske personer – retsakter, som berører dem umiddelbart og individuelt – kommissionsbeslutning, der forbyder en støtteordning til fordel for en sektor

(Art. 230, stk 4, EF)

2.      Statsstøtte – påvirkning af samhandelen mellem medlemsstaterne – konkurrencebegrænsning – bedømmelseskriterier

(Art. 87, stk. 1, EF)

3.      Statsstøtte – beslutning fra Kommissionen, som fastslår, at en støtteordning er uforenelig med fællesmarkedet – forpligtelse til at tilbagesøge alle beløb, der er udbetalt til modtagerne i henhold til den nævnte støtteordning – foreligger ikke

(Art. 88, stk. 2, EF)

4.      Statsstøtte – eksisterende støtte og ny støtte – kvalificering som ny støtte

[Art. 88 EF; Rådets forordning nr. 659/1999, art. 1, litra b), nr. i) og nr. v)]

5.      Statsstøtte – begreb – foranstaltninger med henblik på kompensation for udgifter til offentlig tjeneste, som en virksomhed har påtaget sig – ikke omfattet

(Art. 86, stk. 2, EF og art. 87, stk. 1, EF)

1.      Andre fysiske eller juridiske personer end en beslutnings adressat kan kun gøre gældende, at de berøres individuelt, hvis beslutningen rammer dem på grund af visse egenskaber, som er særlige for dem, eller på grund af en faktisk situation, der adskiller dem fra alle andre og derfor individualiserer dem på lignende måde som adressaten for en sådan beslutning.

En virksomhed kan i princippet ikke anlægge et annullationssøgsmål til prøvelse af en beslutning fra Kommissionen, der forbyder en støtteordning til fordel for en sektor, hvis virksomheden alene er berørt af denne beslutning på grund af, at den tilhører den pågældende sektor, og den potentielt kan drage fordel af støtten. En sådan beslutning fremtræder følgelig over for den sagsøgende virksomhed som en generel foranstaltning, der finder anvendelse på objektivt afgrænsede situationer og har retsvirkninger for en gruppe personer, der er bestemt generelt og abstrakt.

Dog er en virksomhed, der ikke alene er berørt af den anfægtede beslutning som en virksomhed inden for den pågældende sektor, der potentielt kan drage fordel af den pågældende støtteordning, men ligeledes som faktisk modtager af en individuel støtte i henhold til denne ordning, som Kommissionen har krævet tilbagesøgt, individuelt berørt af beslutningen, og dens søgsmål til prøvelse af denne kan antages til realitetsbehandling.

(jf. præmis 40-42)

2.      Ved undersøgelsen af, om en støtte påvirker samhandelen mellem medlemsstaterne og fordrejer eller truer med at fordreje konkurrencen, skal Kommissionen ikke godtgøre, at denne støtte reelt påvirker samhandelen mellem medlemsstaterne og faktisk fordrejer konkurrencen, men alene undersøge, om denne støtte kan påvirke denne samhandel og fordreje konkurrencen.

Kommissionen kan i forbindelse med en støtteordning i beslutningens begrundelse nøjes med at studere den omhandlede ordnings egenskaber ved bedømmelsen af, om denne på grund af betingelserne i henhold til ordningen medfører en mærkbar fordel for støttemodtagerne i forhold til deres konkurrenter og især ville kunne gavne virksomheder, der deltager i samhandelen mellem medlemsstaterne.

I øvrigt er enhver støtte, der ydes til en virksomhed, der opererer på Fællesskabets marked, egnet til at fordreje konkurrencevilkårene og påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne. Der findes ikke en grænseværdi eller en procentsats, hvorunder samhandelen mellem medlemsstater ikke vil blive påvirket. Den omstændighed, at en støtte er forholdsvis ubetydelig, eller at den støttemodtagende virksomhed er af beskeden størrelse, udelukker således ikke på forhånd, at samhandelen mellem medlemsstaterne kan være påvirket.

Hvad angår betingelsen om påvirkning af samhandelen mellem medlemsstaterne er den omstændighed, at en virksomhed, der drager fordel af en statslig foranstaltning, kun arbejder på sit eget nationale marked eller inden for det geografiske område, hvor den har hjemsted, ikke afgørende. Samhandelen mellem medlemsstater påvirkes således af den pågældende foranstaltning, hvis chancerne for de virksomheder, der er etableret i de øvrige medlemsstater, for at levere ydelser på den pågældende medlemsstats marked bliver formindskede.

(jf. præmis 66-69 og 80)

3.      Tilbagesøgning af ulovligt udbetalt støtte, inklusive renter, er den logiske følge af, at støtten er fundet uforenelig med fællesmarkedet. Det gælder både en individuel støtte og støtte, der udbetales inden for rammerne af en støtteordning.

En generel og abstrakt undersøgelse af en støtteordning udelukker imidlertid ikke, at det beløb, der er ydet i henhold til ordningen, i et individuelt tilfælde ikke er omfattet af det i artikel 87, stk. 1, EF indeholdte forbud, f.eks. som følge af, at den individuelle ydelse af støtte er omfattet af reglerne om de minimis-støtte.

Selv om de nationale myndigheders rolle, når Kommissionen i en beslutning erklærer en støtte uforenelig med fællesmarkedet, alene består i at gennemføre Kommissionens beslutning, og de på dette område ingen skønsbeføjelser har, kan de nationale myndigheder ved gennemførelsen af den pågældende beslutning tage hensyn til sådanne forbehold. Kommissionen pålægger følgelig kun tilbagesøgning af støtte som omhandlet i artikel 87 EF, og ikke af beløb, der – skønt udbetalt under denne ordning – ikke udgør støtte, eller som udgør eksisterende støtte eller støtte, som er forenelig i medfør af en gruppefritagelsesforordning eller reglerne om de minimis-støtte, eller i øvrigt i medfør af en anden beslutning fra Kommissionen.

Den nationale ret har kompetence til at fortolke begrebet støtte og eksisterende støtte og kan udtale sig om eventuelle særlige forhold ved det ene eller andet tilfælde, i givet fald ved at forelægge Domstolen et præjudicielt spørgsmål.

(jf. præmis 85-88)

4.      Det fremgår af såvel indholdet af som målsætningerne med artikel 88 EF, at støtteordninger, der allerede var gældende før tidspunktet for EF-traktatens ikrafttrædelse, og støtteordninger, der lovligt er blevet iværksat under iagttagelse af de i artikel 88, stk. 3, fastsatte krav, skal anses for eksisterende støtteordninger efter artikel 88, stk. 1, hvorimod støtteordninger skal anses for nye støtteordninger, der er underlagt underretningsforpligtelsen i sidstnævnte bestemmelse, såfremt der er tale om en påtænkt indførelse eller ændring af støtteforanstaltninger, hvorved bemærkes, at ændringer i denne forstand kan vedrøre såvel eksisterende støtteordninger som oprindelige planer om påtænkt støtte, som Kommissionen er blevet underrettet om. Hvor ændringen påvirker selve indholdet af den oprindelige ordning, bliver denne ordning en ny støtteordning. Der kan imidlertid ikke være tale om en væsentlig ændring, når det nye element klart kan adskilles fra den oprindelige ordning.

(jf. præmis 97 og 101)

5.      En statslig foranstaltning, der udgør en kompensation for de af de begunstigede virksomheder leverede ydelser til opfyldelse af forpligtelser til offentlig tjeneste, således at disse virksomheder reelt ikke har en økonomisk fordel, og denne foranstaltning således ikke har den virkning at sætte disse virksomheder i en konkurrencemæssigt fordelagtig stilling i forhold til de virksomheder, der konkurrerer med dem, udgør i princippet ikke en statsstøtte i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 87, stk. 1, EF. For at en sådan kompensation skal kunne undgå at blive betegnet som statsstøtte, er der imidlertid visse betingelser, som blev angivet i Altmark-dommen, der skal være opfyldt kumulativt. Blandt disse er betingelsen om, at den begunstigede virksomhed faktisk skal være blevet pålagt forpligtelser til levering af offentlige tjenesteydelser, hvilke forpligtelser skal være defineret klart og tydeligt, og betingelsen om, at kompensationen ikke må overstige, hvad der er nødvendigt for helt eller delvis at dække de udgifter, der er afholdt ved opfyldelsen af forpligtelserne til offentlig tjeneste, idet der skal tages hensyn til de hermed forbundne indtægter og til en rimelig fortjeneste ved opfyldelsen af disse forpligtelser.

Betingelsen om, at den begunstigede virksomhed faktisk skal være pålagt at opfylde forpligtelser til offentlig tjeneste, finder også anvendelse i tilfælde, der omfattes af undtagelsen i artikel 86, stk. 2, EF vedrørende virksomheder, der har fået overdraget at udføre tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse, eller som har karakter af fiskale monopoler. I begge tilfælde skal en foranstaltning under alle omstændigheder opfylde dels principperne om definition af og om tildeling af offentlig tjeneste, dels proportionalitetsprincippet.

(jf. præmis 123-127)