Language of document :

Sag anlagt den 21. juni 2013 – Energa Power Trading mod Kommissionen

(Sag T-338/13)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Energa Power Trading Promitheias kai Emporias Energeias AE (Athen, Grækenland) (ved advokat S. Pappas)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

Det fastslås, at Kommissionen har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til traktaten, idet den ikke hartaget stilling – selv om den udtrykkeligt var blevet opfordret hertil – til sagsøgerens klage indgivet den 9. december 2010 over den statsstøtte, som de græske myndigheder ulovligt har ydet DEI.

Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Sagsøgeren har til støtte for søgsmålet anført ét anbringende, om at Kommissionen har udvist passivitet i forhold til den angiveligt ulovlige statsstøtte, der er ydet til DEI.

Kommissionen har ved i en periode på mere end 28 måneder (og under alle omstændigheder på mere end 26 måneder) at undlade at tage stilling – positivt eller negativt – til sagsøgerens klage om angivelig ulovlig statsstøtte til fordel for DEI, til trods for fremlæggelsen af en formel skrivelse, ikke afsluttet den indledende undersøgelse inden for en rimelig frist. I det omfang den ovennævnte forsinkelse ikke kan begrundes med en henvisning til særlige omstændigheder, har Kommissionen udvist passivitet til trods for sin enekompetence og dermed tilsidesat de relaterede bestemmelser i traktaten (artikel 106, 107 og 265 TEUF) og Rådets forordning nr. 659/1999 af 22. marts 1999 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af EF-traktatens artikel 93.