Language of document : ECLI:EU:T:2017:59

Sag T-646/13

Bürgerausschuss für die Bürgerinitiative Minority SafePack – one million signatures for diversity in Europe

mod

Europa-Kommissionen

»Regler for institutionerne – det europæiske borgerinitiativ – beskyttelse af nationale og sproglige minoriteter og fremme af den kulturelle og sproglige mangfoldighed i Unionen – afslag på registrering – åbenbart uden for Kommissionens lovgivningsmæssige beføjelse – begrundelsespligt – artikel 4, stk. 2, litra b), og artikel 4, stk. 3, i forordning (EU) nr. 211/2011«

Sammendrag – Rettens dom (Første Afdeling) af 3. februar 2017

1.      Institutionernes retsakter – begrundelse – forpligtelse – rækkevidde – Kommissionens afgørelse om afslag på at registrere et forslag til borgerinitiativ – Kommissionens påstand om, at de foreslåede foranstaltninger åbenbart falder uden for dens lovgivningsmæssige beføjelse – mangel på identifikation af de foranstaltninger, der anses for at falde ind under dens beføjelse, og manglende angivelse af begrundelserne for denne konklusion – tilsidesættelse af begrundelsespligten

[Art. 24, stk. 1, TEUF og art. 296 TEUF; Europa-Parlamentet og Rådets forordning nr. 211/2011, første betragtning samt art. 4, stk. 2, litra b), og art. 4, stk. 3, andet afsnit]

2.      Unionsborgerskab – borgerens rettigheder – indgivelse af et borgerinitiativ – forordning nr. 211/2011 – betingelser for registrering – oplysninger, som skal ledsage et forslag – oplysninger om emnet for, formålene med og baggrunden for forslaget – fakultativ karakter – følgerne af fremlæggelsen af disse oplysninger – Kommissionens forpligtelse til at foretage en undersøgelse

(Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 211/2011, art. 4, stk. 2, og bilag II)

1.      Artikel 4, stk. 3, andet afsnit, i forordning nr. 211/2011 om borgerinitiativer, ifølge hvilken Kommissionen oplyser initiativtagerne om begrundelsen for afslag på registrering af et forslag til et europæisk borgerinitiativ (EBI), er et specifikt udtryk for den begrundelsespligt, der følger af artikel 296, stk. 2, TEUF i forbindelse med EBI. I denne henseende kan den omstændighed, at et forslag til EBI i den foreliggende sag ikke er blevet registreret, påvirke selve effektiviteten af den ret, borgerne har til at indgive et borgerinitiativ, der er fastsat i artikel 24, stk. 1, TEUF, idet grundene til det nævnte afslag følgelig klart skal fremgå af en sådan afgørelses begrundelse. Den borger, der har indgivet et forslag til EBI, skal nemlig være i stand til at forstå grundene til, at dette ikke blev registreret af Kommissionen, hvorfor det påhviler sidstnævnte, når den skal tage stilling til et sådant forslag, at vurdere, men også nærmere at angive de forskellige begrundelser for afgørelsen om afslag under hensyntagen til afgørelsens indvirkning på den effektive udøvelse af den i traktaten fastsatte ret. Dette følger af selve kernen i denne ret, der som anført i første betragtning til forordning nr. 211/2011 skal styrke unionsborgerskabet og skabe øget demokrati i den måde, hvorpå Unionen fungerer, ved at alle borgere deltager i det demokratiske liv i Unionen.

Kommissionen tilsidesætter sin begrundelsespligt ved i en afgørelse om afslag på registrering på grund af manglende overholdelse af betingelsen i artikel 4, stk. 2, litra b), i forordning nr. 211/2011 hverken at angive, hvilke af foranstaltningerne – blandt de foranstaltninger, der er indeholdt i bilaget til forslaget til EBI – der ikke er omfattet af dens kompetence, eller begrundelserne for denne konklusion. I forbindelse hermed er initiativtagerne nemlig ikke blevet sat i stand til at identificere, hvilke af forslagene der ifølge Kommissionen falder uden for rammerne for dens beføjelser som omhandlet i nævnte artikel 4, stk. 2, litra b), eller til at kende de grunde, som har ført til denne vurdering, og er følgelig forhindret i at bestride, hvorvidt den nævnte vurdering er velbegrundet, ligesom Unionens retsinstanser ikke kan udøve deres kontrol af lovligheden af Kommissionens vurdering. For så vidt som der ikke foreligger en fuldstændig begrundelse, ville en eventuel indgivelse af et nyt forslag til EBI, der tager hensyn til Kommissionens betænkeligheder i forhold til antageligheden af visse forslag, i øvrigt blive alvorligt undergravet på lige fod med opfyldelsen af de formål, der er anført i anden betragtning til forordning nr. 211/2011, der består i at fremme borgernes deltagelse i det demokratiske liv og gøre Unionen mere tilgængelig.

(jf. præmis 15, 17, 18, 29 og 34)

2.      Bilag II til forordning nr. 211/2011 om borgerinitiativer med overskriften »Nødvendige oplysninger til registrering af et forslag til borgerinitiativ«, som forordningens artikel 4, stk. 2, henviser til, har den samme retligt bindende virkning som den nævnte forordning. I denne forbindelse er de oplysninger, der er fastsat i det nævnte bilag, ikke begrænset til de oplysninger, der i henhold til dette bilag som minimum skal indgives med henblik på registrering af anmodningen. Den i bilag II til forordning nr. 211/2011 anerkendte ret, som initiativtagerne til forslaget til borgerinitiativ har til at indgive supplerende oplysninger, herunder et udkast til en EU-retsakt, indebærer, at Kommissionen er forpligtet til at undersøge disse oplysninger på samme måde som alle andre oplysninger, der er indgivet i henhold til dette bilag i overensstemmelse med princippet om god forvaltningskik, hvortil er knyttet et krav om, at den kompetente institution omhyggeligt og upartisk skal undersøge alle relevante forhold i den konkrete sag og følgelig under overholdelse af de krav, der finder anvendelse, og under Unionens retsinstansers kontrol begrunde sin afgørelse i lyset af alle disse oplysninger.

(jf. præmis 31 og 32)