Language of document :

Sag anlagt den 21. maj 2010 - Spanien mod Kommissionen

(Sag T-230/10)

Processprog: spansk

Parter

Sagsøger: Kongeriget Spanien (ved M. Muñoz Pérez)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

Kommissionens beslutning 2010/152/EU af 11. marts 2010 om udelukkelse fra EU-finansiering af visse udgifter, som medlemsstaterne har afholdt for Den Europæiske Udviklings- og Garantifond for Landbruget (EUGFL), Garantisektionen, Den Europæiske Garantifond for Landbruget (EGFL) og Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL), annulleres for så vidt den er genstand for annullationssøgsmålet.

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Dette søgsmål er rettet mod to økonomiske berigtigelser foretaget af Kommissionen og er støttet på en tilsidesættelse af forskrifterne i Rådets Forordning (EF) nr. 2200/96 af 28. oktober 1996 om den fælles markedsordning for frugt og grøntsager 1, Kommissionens forordning (EF) nr. 1433/2003 af 11. august 2003 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF) nr. 2200/96 for så vidt angår driftsfonde, driftsprogrammer og finansiel støtte 2, og Kommissionens forordning (EF) nr. 1432/2002 af 11. august 2003 om faste importværdier med henblik på fastsættelsen af indgangsprisen for visse frugter og grøntsager 3, som Kommissionen har påberåbt sig til støtte for disse berigtigelser:

Hvad angår udelukkelsen af udgifter til miljøbehandlingen af emballage har KommissionenError! Reference source not found. fortolket artikel 15, stk. 5, i forordning nr. 2200/96 og bilag I til forordning nr. 1433/2003 således, at medlemsstaterne ved fastsættelsen af en forhøjet støtte skal overholde reglen om, at der udelukkende gives støtte til udgifter, som sammenslutningerne af producenter har afholdt, for hvilke der kræves et direkte bevis på dette punkt.

Kongeriget Spanien har anført, at der under hensyn til nævnte bestemmelsers formål og affattelse ikke skal føres endegyldigt skal bevises, at sammenslutningen af producenterne har afholdt udgiften. Endvidere er det under alle omstændigheder sikkert, at sammenslutningen af producenter afholder udgifterne til miljøbehandling af emballage, eftersom forhandlerne kaster den over på dem gennem den lavere pris, som de opnår for deres varer.

Hvad angår manglerne ved sammenslutningen af producenter SAT Toyals kontrolordning for anerkendelse har Kommissionen anført, at forbuddet mod at samle mere end 20% af stemmerne i en sammenslutning af producenter hos et enkelt medlem af sammenslutningen ligeledes skal finde anvendelse på fysiske personer, som er aktionærer i selskaber, der for deres vedkommende er medlemmer af en sammenslutning af producenter. Kongeriget Spanien har gjort gældende, at bestemmelsen i artikel 14, stk. 2, i forordning nr. 1432/2003 udelukkende finder anvendelse på organisationens medlemmer, men uden at det er nødvendigt at undersøge sammensætningen af aktionærerne i de selskaber, som har tilsluttet sig sammenslutningen af producenter.

____________

1 - EFT L 297 af 21.11.1996, s. 1.

2 - EUT L 203 af 12.8.2003, s. 25.

3 - EFT L 203 af 12.8.2003, s. 18.