RETTENS DOM (Ottende Udvidede Afdeling)

28. november 2019 (*)

»Den Økonomiske og Monetære Union – bankunionen – den fælles afviklingsmekanisme for kreditinstitutter og visse investeringsselskaber (SRM) – Den Fælles Afviklingsfond (SRF) – afgørelse fra SRB om ex ante-bidrag for 2016 – annullationssøgsmål – umiddelbart og individuelt berørt – antagelse til realitetsbehandling – væsentlige formforskrifter – bekræftelse af, at afgørelsen er autentisk – proceduren for afgørelsens vedtagelse – begrundelsespligt – begrænsning af dommens tidsmæssige virkninger«

I de forenede sager T-377/16, T-645/16 og T-809/16,

Hypo Vorarlberg Bank AG, tidligere Vorarlberger Landes- und Hypothekenbank AG, Bregenz (Østrig), ved advokaterne G. Eisenberger og A. Brenneis,

sagsøger,

støttet af

Den Italienske Republik ved G. Palmieri, som befuldmægtiget,

intervenient i sag T-645/16,

mod

Den Fælles Afviklingsinstans (SRB) ved advokaterne B. Meyring, S. Schelo, T. Klupsch og S. Ianc,

sagsøgt,

angående et søgsmål anlagt i henhold til artikel 263 TEUF med påstand om annullation af for det første den af SRB på sit eksekutivmøde af 15. april 2016 trufne afgørelse om ex ante-bidrag for 2016 til Den Fælles Afviklingsfond (SRB/ES/SRF/2016/06) og, for det andet, den af SRB på sit eksekutivmøde af 20. maj 2016 trufne afgørelse om justering af ex ante-bidrag for 2016 til Den Fælles Afviklingsfond, der supplerer den af SRB på sit eksekutivmøde af 15. april 2016 trufne afgørelse om ex ante-bidrag for 2016 til Den Fælles Afviklingsfond (SRB/ES/SRF/2016/13), for så vidt som disse afgørelser vedrører sagsøgeren,

har

RETTEN (Ottende Udvidede Afdeling),

sammensat af afdelingsformanden, A.M. Collins, og dommerne M. Kancheva, R. Barents, J. Passer (refererende dommer) og G. De Baere,

justitssekretær: ekspeditionssekretær N. Schall,

på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 13. februar 2019,

afsagt følgende

Dom

 Retsforskrifter

1        De foreliggende sager henhører under den anden søjle i bankunionen vedrørende den fælles afviklingsmekanisme (SRM), som blev oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 806/2014 af 15. juli 2014 om ensartede regler og en ensartet procedure for afvikling af kreditinstitutter og visse investeringsselskaber inden for rammerne af en fælles afviklingsmekanisme og en fælles afviklingsfond og om ændring af forordning (EU) nr. 1093/2010 (EUT 2014, L 225, s. 1). Oprettelsen af SRM har til formål at styrke integrationen af afviklingsrammen i medlemsstater i euroområdet og i de medlemsstater uden for euroområdet, der vælger at deltage i den fælles tilsynsmekanisme (SSM) (herefter »de deltagende medlemsstater«).

2        Disse sager vedrører nærmere bestemt Den Fælles Afviklingsfond (SRF), som blev oprettet ved artikel 67, stk. 1, i forordning nr. 806/2014. SRF finansieres via institutternes bidrag, der opkræves på nationalt plan, navnlig i form af ex ante-bidrag, i overensstemmelse med nævnte forordnings artikel 67, stk. 4. I henhold til forordningens artikel 3, stk. 1, nr. 13), er et institut et kreditinstitut eller et investeringsselskab, der er omfattet af tilsyn på et konsolideret grundlag i overensstemmelse med nævnte forordnings artikel 2, litra c). Bidragene overføres på EU-plan i overensstemmelse med den mellemstatslige aftale om overførsel og gensidiggørelse af bidrag til SRF, som blev undertegnet i Bruxelles den 21. maj 2014 (herefter »den mellemstatslige aftale«).

3        Artikel 70 i forordning (EU) nr. 806/2014 med overskriften »Ex ante-bidrag« har følgende ordlyd:

»1.      De enkelte institutters individuelle bidrag opkræves mindst en gang om året og beregnes pro rata på grundlag af deres samlede passiver (eksklusive kapitalgrundlag) og dækkede indskud i forhold til de samlede passiver (eksklusive kapitalgrundlag) og dækkede indskud for alle de institutter, der er meddelt tilladelse på alle de deltagende medlemsstaters område.

2.      Hvert år beregner Afviklingsinstansen efter høring af ECB eller den kompetente nationale myndighed og i tæt samarbejde med de nationale afviklingsmyndigheder de individuelle bidrag for at sikre, at de bidrag, der skal betales af alle de institutter, der er meddelt tilladelse på alle de deltagende medlemsstaters område, ikke overstiger 12,5% af målniveauet.

Hvert år beregnes de enkelte institutters bidrag på grundlag af:

a)      et fast bidrag, der baseres pro rata i forhold til et instituts passiver eksklusive kapitalgrundlag og dækkede indskud i forhold til de samlede passiver eksklusive kapitalgrundlag og dækkede indskud for alle de institutter, der er meddelt tilladelse på de deltagende medlemsstaters område[,] og

b)      et risikoafpasset bidrag, der baseres på kriterierne i artikel 103, stk. 7, i direktiv 2014/59/EU, og tager hensyn til proportionalitetsprincippet uden at skabe forvridninger mellem medlemsstaternes banksektorstrukturer.

Forholdet mellem det faste bidrag og det risikoafpassede bidrag skal tage hensyn til en afbalanceret fordeling af bidragene på tværs af forskellige banktyper.

Under alle omstændigheder må de samlede individuelle bidrag, som beregnet i henhold til litra a) og b), fra alle de institutter, der er meddelt tilladelse på alle de deltagende medlemsstaters område, årligt ikke overstige 12,5% af målniveauet.

[…]

6.      De delegerede retsakter, der præciserer, hvordan bidrag afpasses forholdsmæssigt efter institutternes risikoprofil, og som vedtages af Kommissionen i henhold til artikel 103, stk. 7, i direktiv 2014/59/EU, finder anvendelse.

7.      Rådet vedtager efter forslag fra Kommissionen og inden for rammerne af den i stk. 6 omhandlede delegerede retsakt gennemførelsesretsakter med henblik på at fastsætte betingelserne for gennemførelsen af stk. 1, 2 og 3, og navnlig for så vidt angår:

a)      anvendelsen af beregningsmetoden for individuelle bidrag

b)      de praktiske bestemmelser vedrørende inddeling af institutterne efter de risikofaktorer, der er nærmere fastlagt i den delegerede retsakt.«

4        Forordning nr. 806/2014 er, for så vidt angår disse ex ante-bidrag, blevet suppleret ved Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2015/81 af 19. december 2014 om ensartede betingelser for anvendelse af forordning nr. 806/2014 for så vidt angår ex ante-bidrag til SRF (EUT 2015, L 15, s. 1).

5        Forordning nr. 806/2014 og gennemførelsesforordning 2015/81 henviser i øvrigt til visse bestemmelser i to andre retsakter:

–      dels Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/59/EU af 15. maj 2014 om et regelsæt for genopretning og afvikling af kreditinstitutter og investeringsselskaber og om ændring af Rådets direktiv 82/891/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/24/EF, 2002/47/EF, 2004/25/EF, 2005/56/EF, 2007/36/EF, 2011/35/EU, 2012/30/EU og 2013/36/EU samt Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1093/2010 og (EU) nr. 648/2012 (EUT 2014, L 173, s. 190)

–      dels Kommissionens delegerede forordning (EU) 2015/63 af 21. oktober 2014 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/59/EU for så vidt angår ex ante-bidrag til afviklingsfinansieringsordninger (EUT 2015, L 11, s. 44).

6        Den Fælles Afviklingsinstans (SRB) blev oprettet som et EU-agentur (artikel 42 i forordning nr. 806/2014). Den omfatter bl.a. plenarmøder og eksekutivmøder (artikel 43, stk. 5, i forordning nr. 806/2014). På et eksekutivmøde har SRB til opgave at træffe alle afgørelser med henblik på at gennemføre forordning nr. 806/2014, medmindre andet er bestemt i denne forordning [artikel 54, stk. 1, litra b), i forordning nr. 806/2014].

7        Ved afgørelse af 29. april 2015 (SRB/PS/2015/8) vedtog SRB på et plenarmøde procedurereglerne for SRB’s eksekutivmøde (herefter »procedurereglerne for eksekutivmødet«).

8        Procedurereglerne for eksekutivmødets artikel 9, stk. 1-3, lyder som følger:

»1.      Afgørelser kan også træffes ved skriftlig procedure, medmindre mindst to medlemmer af eksekutivmødet, som er nævnt i artikel 3, stk. 1, og som deltager i den skriftlige procedure, gør indsigelse inden for de første 48 timer efter den skriftlige procedures indledning. I så fald opføres emnet på dagsordenen for det næste eksekutivmøde.

2.      Ved skriftlig procedure kræves normalt mindst fem arbejdsdage til behandling hos alle medlemmer af eksekutivmødet. Såfremt øjeblikkelig handling er påkrævet, kan formanden fastsætte en kortere periode for vedtagelsen af en afgørelse ved konsensus. Denne forkortelse af perioden skal begrundes.

3.      Hvis ikke det er muligt at opnå konsensus ved en skriftlig procedure, kan formanden indlede en almindelig afstemningsprocedure i overensstemmelse med artikel 8.«

 Tvistens baggrund

9        Sagsøgeren, Hypo Vorarlberg Bank AG, tidligere Vorarlberger Landes- und Hypothekenbank AG, er et kreditinstitut, som er etableret i en deltagende medlemsstat.

10      Ved afgørelse af 15. april 2016 om ex ante-bidrag for 2016 til SRF (SRB/ES/SRF/2016/06) (herefter »den første anfægtede afgørelse«) fastsatte SRB på sit eksekutivmøde i henhold til artikel 54, stk. 1, litra b), og artikel 70, stk. 2, i forordning nr. 806/2014 beløbet for ex ante-bidraget for hvert enkelt institut, herunder sagsøgeren, for 2016. Bilaget til denne afgørelse indeholdt en tabel med beløbene for samtlige institutters ex ante-bidrag for 2016 og et vist antal andre rubrikker, som bl.a. havde overskriften »Method (EA)« (metode (euroområdet)) og »Risk adjustment factor in the EA environment« (risikojusteringsfaktor, som er afpasset efter forholdene i euroområdet).

11      Samme dag forelagde SRB de nationale afviklingsmyndigheder en kopi af datafilen vedrørende de institutter, der ligger i de områder, som henhører under deres respektive kompetence.

12      Ved opkrævningsmeddelelse af 26. april 2016 pålagde Finanzmarktaufsichtsbehörde (tilsynsmyndighed for finansmarkederne, Østrig) som national afviklingsmyndighed for Østrig (herefter »den østrigske nationale afviklingsmyndighed«) som omhandlet i artikel 3, stk. 1, nr. 3), i forordning nr. 806/2014, sagsøgeren at indbetale et bestemt beløb i ex ante-bidrag til en af tilsynsmyndighedens konti senest den 20. maj 2016.

13      Den 11. maj 2016 anmodede sagsøgeren den østrigske nationale afviklingsmyndighed om at sende sagsøgeren alle SRB’s beregninger, afgørelser og andre dokumenter vedrørende sagsøgeren.

14      Sagsøgeren betalte sit ex ante-bidrag for 2016 ved overførsel til den østrigske nationale afviklingsmyndigheds konto den 19. maj 2016.

15      Ved afgørelse af 20. maj 2016 om justering af ex ante-bidragene for 2016 til SRF, som supplerer den første anfægtede afgørelse (SRB/ES/SRF/2016/13) (herefter »den anden anfægtede afgørelse«), nedsatte SRB sagsøgerens bidrag.

16      Bilaget til denne afgørelse viste for hvert institut de oprindelige beløb for ex ante-bidragene for 2016, beløbene for ex ante-bidragene for 2016 »after IPS impact« (efter anvendelse af indikatoren vedrørende medlemskab af en institutsikringsordning (herefter »institutsikringsordning«)) og forskellen mellem disse beløb samt bl.a. metoden (euroområdet) og risikojusteringsfaktoren, som er afpasset efter forholdene i euroområdet.

17      Den 22. maj 2016 forelagde SRB de nationale afviklingsmyndigheder en kopi af datafilen vedrørende de institutter, der ligger i de områder, som henhører under deres respektive kompetence. Desuden blev den anden anfægtede afgørelse sendt til alle de nationale afviklingsmyndigheder som bilag til en skrivelse om justering af ex ante-bidragene for 2016, som var underskrevet af SRB’s næstformand, sammen med en skabelon til en skrivelse om justering af ex ante-bidragene for 2016, som havde til formål at sikre en kohærent kommunikation over for alle institutter, idet det var op til de nationale afviklingsmyndigheder, om de videresendte den pågældende skrivelse eller ej.

18      Den 23. maj 2016 sendte den østrigske nationale afviklingsmyndighed sagsøgeren den anden opkrævningsmeddelelse med titlen »Information zum Beitrag zum Abwicklungsfonds 2016« (information om 2016-bidraget til SRF), hvorved den underrettede sagsøgeren om justeringen af dennes ex ante-bidrag for 2016, idet meddelelsen var ledsaget af en skrivelse fra SRB af 23. maj 2016. Ifølge denne meddelelse var der sket en fejl ved beregningen af bidraget for 2016, og sagsøgeren havde betalt for meget. Det blev desuden anført, at dette beløb først ville blive tilbagebetalt i 2017. Den anden anfægtede afgørelse var ikke vedlagt meddelelsen.

19      I denne henseende var der ved den oprindelige beregning af ex ante-bidragene for 2016 (som godkendt af SRB i den første anfægtede afgørelse) sket en fejl ved beregningen af en indikator vedrørende medlemskab af en institutsikringsordning som omhandlet i artikel 5, stk. 1, litra b), i delegeret forordning 2015/63 for så vidt angik justeringen af risikoprofilen, som nævnt i artikel 6 i delegeret forordning 2015/63. Denne regnefejl blev rettet af SRB i den anden anfægtede afgørelse. Selv om sagsøgeren ikke var medlem af en institutsikringsordning, krævede den metode, der blev benyttet ved beregning af ex ante-bidragene, at der også blev foretaget nye beregninger for alle de øvrige institutter, der betalte bidrag baseret på en risikoprofil (som sagsøgeren). Den justerede beregning resulterede for sagsøgeren i en forpligtelse til at betale et lidt mindre ex ante-bidrag for 2016. For så vidt som sagsøgeren allerede havde betalt sit ex ante-bidrag for 2016 ud fra den oprindelige beregning, var denne berettiget til tilbagebetaling.

20      De deltagende medlemsstater skulle overføre ex ante-bidragene for 2016 til SRF senest den 30. juni 2016 (jf. artikel 3, stk. 2, i den mellemstatslige aftale).

21      Den 14. juni 2016 anmodede sagsøgeren igen den nationale afviklingsmyndighed om at sende sagsøgeren visse dokumenter, heriblandt den første og den anden anfægtede afgørelse (herefter samlet »de anfægtede afgørelser«), som er nævnt i opkrævningsmeddelelserne af 26. april og 23. maj 2016. Sagsøgeren anmodede desuden om øjeblikkelig tilbagebetaling af det for meget betalte beløb.

22      Ved skrivelse af 28. juni 2016 sendte den østrigske nationale afviklingsmyndighed sagsøgeren den anden anfægtede afgørelse uden bilaget hertil.

23      Den 7. juli 2016 anmodede sagsøgeren endnu en gang den østrigske nationale afviklingsmyndighed om at sende sagsøgeren de ønskede dokumenter, og anmodningen blev ligeledes sendt til SRB.

24      Den 2. august 2016 modtog sagsøgeren en skrivelse fra SRB, som bekræftede modtagelsen af anmodningen om fremsendelse af dokumenter og beklagede det sene svar, idet det var nødvendigt med et samråd mellem flere afdelinger.

25      Den 20. september 2016 sendte SRB sagsøgeren den første anfægtede afgørelse uden bilaget hertil.

 Retsforhandlinger og parternes påstande

26      Ved processkrifter indleveret til Rettens Justitskontor henholdsvis den 14. juli, den 7. september og den 18. november 2016 har sagsøgeren anlagt de sager, der er registreret under nr. T-377/16, T-645/16 og T-809/16.

27      Ved særskilt processkrift indleveret til Rettens Justitskontor den 16. september 2016 har sagsøgeren anlagt en sag om anvendelse af foreløbige forholdsregler, som vedrører for det første annullation af den første anfægtede afgørelse og for det andet SRB’s midlertidige tilbagebetaling af sagsøgerens bidrag, indtil der træffes afgørelse om annullationssøgsmålet.

28      Ved processkrift indleveret til Rettens Justitskontor den 22. december 2016 har Den Italienske Republik fremsat begæring om intervention til støtte for sagsøgerens påstande i sag T-645/16.

29      Sagen om anvendelse af foreløbige forholdsregler blev afvist ved kendelse af 6. februar 2017, Vorarlberger Landes- und Hypothekenbank mod SRB (T-645/16 R, ikke trykt i Sml., EU:T:2017:62), da der ikke var tale om en hastesag. Afgørelsen om sagsomkostningerne blev udsat.

30      Ved afgørelse af 9. februar 2017 har formanden for Rettens Ottende Afdeling imødekommet Den Italienske Republiks interventionsbegæring i sag T-645/16.

31      Hovedparterne har udtalt sig om en eventuel forening i processkrifterne,  og formanden for Rettens Ottende Afdeling har den 8. november 2018 besluttet at forene de tre ovenstående sager med henblik på retsforhandlingernes mundtlige del og med henblik på den afgørelse, hvorved sagens behandling afsluttes, i henhold til artikel 68 i Rettens procesreglement.

32      Som en første foranstaltning med henblik på sagens tilrettelæggelse vedtaget den 9. oktober 2017 i medfør af artikel 89 i Rettens procesreglement har Retten opfordret SRB til at fremlægge en fuldstændig kopi af de originale anfægtede afgørelser inklusive bilag.

33      Ved processkrift af 26. oktober 2017 har SRB anført, at instansen ikke kan imødekomme foranstaltningen med henblik på sagens tilrettelæggelse vedtaget den 9. oktober 2017, idet den navnlig påberåber sig, at oplysningerne i bilagene til de anfægtede afgørelser er af fortrolig karakter.

34      Ved kendelse om bevisoptagelse af 14. december 2017 (herefter »den første kendelse«) har Retten på grundlag af dels artikel 24, stk. 1, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, dels procesreglementets artikel 91, litra b), artikel 92, stk. 3, og artikel 103, pålagt SRB at fremlægge en ikke-fortrolig og en fortrolig udgave af den fuldstændige kopi af de originale anfægtede afgørelser inklusive deres respektive bilag.

35      Ved processkrift af 15. januar 2018 har SRB efterkommet den første kendelse og fremlagt fire dokumenter i en ikke-fortrolig og en fortrolig udgave, to dokumenter for den første anfægtede afgørelse og to dokumenter for den anden anfægtede afgørelse, idet begge afgørelser for det første for så vidt angår teksten i den anfægtede afgørelse består af et dokument på to sider i form af en scanning i PDF-format af et underskrevet papirdokument og for det andet af et dokument i form af en digital generering i PDF-format af digitale data, som udgør bilaget til den omhandlede afgørelse.

36      Henset til SRB’s svar på den første kendelse har Retten den 12. marts 2018 vedtaget en anden foranstaltning med henblik på sagens tilrettelæggelse og opfordret SRB til for det første at gøre rede for bilagenes format på det tidspunkt, hvor de anfægtede afgørelser blev truffet, for det andet – såfremt bilagene forelå i digital form – at forklare og tilvejebringe alle de tekniske elementer til bekræftelse af autenticiteten, der er nødvendige for at bevise, at den genererede PDF-fil med digitale data, der er fremlagt for Retten, stemmer overens med det, der rent faktisk blev forelagt SRB til underskrift og vedtaget af SRB på eksekutivmøderne den 15. april og 20. maj 2016, og for det tredje at indgive sine bemærkninger til spørgsmålet om de anfægtede afgørelsers juridiske eksistens og spørgsmålet om overholdelsen af de væsentlige formforskrifter.

37      Ved processkrift af 27. marts 2018 har SRB svaret på den anden foranstaltning med henblik på sagens tilrettelæggelse. For så vidt angår den anden anmodning, som er nævnt i nærværende doms præmis 36, har SRB anført, at instansen ikke kan imødekomme anmodningen på grund af den fortrolige karakter af nogle af de dokumenter, der ønskes fremlagt, og anmodet om anordning af bevisoptagelse.

38      Den 2. maj 2018 har Retten vedtaget en ny kendelse om bevisoptagelse, hvorved SRB pålægges at imødekomme den anden anmodning i foranstaltningen med henblik på sagens tilrettelæggelse af 12. marts 2018 (herefter »den anden kendelse«).

39      Ved skrivelse af 9. maj 2018, som blev tilført sagsakterne ved afgørelse af 22. maj 2018, har sagsøgeren fremlagt nye beviser, nemlig 16 mellemkommende afgørelser fra SRB, som fastsætter de faktorer, der indgår i beregningsmetoden for bidragene for 2016.

40      Ved processkrift af 18. maj 2018, berigtiget den 29. juni 2018, har SRB imødekommet den anden kendelse og fremlagt en ikke-fortrolig og en fortrolig udgave af et dokument med titlen »Tekniske informationer om identifikation«, teksten fra fire e-mails fra SRB dateret den 13. april 2016 kl. 17.41, den 15. april 2016 kl. 19.04 og kl. 20.06 og den 19. maj 2016 kl. 21.25 samt en USB-nøgle med to filer i XLSX-format og to filer i TXT-format.

41      Ved afgørelse af 12. juli 2018 har Retten efter den i procesreglementets artikel 103, stk. 1, fastsatte undersøgelse fjernet de fortrolige udgaver af de dokumenter, som SRB havde fremlagt som svar på den første og den anden kendelse, fra registret, med undtagelse af filer i TXT-format, der lå på de USB-nøgler, som SRB havde fremlagt den 18. maj 2018, og som ikke indeholdt nogen fortrolige oplysninger, og disse filer er blevet tilført sagsakterne i papirformat.

42      Den 12. juli 2018 har Retten ved en tredje foranstaltning med henblik på sagens tilrettelæggelse vedtaget i medfør af procesreglementets artikel 89 opfordret sagsøgeren og intervenienten til at indgive deres bemærkninger til SRB’s svar på foranstaltningerne med henblik på sagens tilrettelæggelse og bevisoptagelse, som fremgår af nærværende doms præmis 32, 34, 36 og 38.

43      Ved processkrift af 30. juli 2018 har sagsøgeren indgivet sine bemærkninger. Intervenienten har ikke indgivet bemærkninger.

44      Efter forslag fra Ottende Afdeling har Retten i henhold til procesreglementets artikel 28 besluttet at henvise sagerne til et udvidet dommerkollegium.

45      I den sag, der er registreret under nr. T-377/16, har sagsøgeren nedlagt følgende påstande:

–      De anfægtede afgørelser annulleres.

–      Subsidiært annulleres den anden anfægtede afgørelse, for så vidt som den anordner, at det for meget betalte beløb tilbagebetales i forbindelse med fastsættelsen af bidraget til SRF for 2017.

–      SRB tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

46      I den sag, der er registreret under nr. T-645/16, har sagsøgeren nedlagt følgende påstande:

–      Den første anfægtede afgørelse annulleres, i det mindste for så vidt som den vedrører sagsøgeren.

–      SRB tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

47      I den sag, der er registreret under nr. T-809/16, har sagsøgeren nedlagt følgende påstande:

–      De anfægtede afgørelser annulleres, i det mindste for så vidt som de vedrører sagsøgeren.

–      SRB tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

48      SRB har nedlagt følgende påstande:

–      De tre sager, der er registreret under nr. T-377/16, T-645/16 og T-809/16, afvises, subsidiært frifindelse.

–      Såfremt Retten fastslår, at et eller flere af sagsøgerens anbringender skal tages til følge, begrænses de tidsmæssige virkninger af ugyldiggørelsen i de tre sager, der er registreret under nr. T-377/16, T-645/16 og T-809/16, subsidiært, så de først finder anvendelse seks måneder efter, at dommen i den foreliggende sag er blevet endelig.

–      I de tre sager, der er registreret under nr. T-377/16, T-645/16 og T-809/16, tilpligtes sagsøgeren under alle omstændigheder at betale sagsomkostningerne og de af SRB afholdte retsgebyrer.

–      Såfremt Retten antager alle eller en del af de af sagsøgeren anlagte annullationssøgsmål i sagerne T-377/16, T-645/16 og T-809/16 til realitetsbehandling, forenes sagerne T-645/16 og T-809/16 i overensstemmelse med procesreglementets artikel 68.

49      I sag T-645/16 har Den Italienske Republik nedlagt følgende påstande:

–      Sagen antages til realitetsbehandling.

–      Det andet anbringende tages til følge, uden at det er fornødent at træffe afgørelse om de øvrige anbringender.

 Retlige bemærkninger

 Formaliteten

50      SRB har for det første gjort opmærksom på, at et annullationssøgsmål udelukkende kan antages til realitetsbehandling til prøvelse af en retsakt, der har retsvirkning over for tredjemand, hvilket hverken er tilfældet med den første eller den anden anfægtede afgørelse. Godkendelsen af beløbene for ex ante-bidragene for 2016 og den efterfølgende overførsel af resultaterne til de nationale afviklingsmyndigheder fra SRB’s eksekutivmøde medfører nemlig ingen forpligtelser for institutterne. Sådanne forpligtelser opstår først, hvis – og når – den kompetente nationale afviklingsmyndighed vedtager en retsakt i medfør af national ret.

51      For det andet har SRB anført, at instansens afgørelser ikke er rettet til sagsøgeren (artikel 70, stk. 2, i forordning nr. 806/2014), og at sidstnævnte ikke er umiddelbart berørt af de anfægtede afgørelser. SRB beregner de ex ante-bidrag, som de enkelte institutter skal betale, i overensstemmelse med den metode, der er beskrevet i delegeret forordning 2015/63 og i gennemførelsesforordning 2015/81, i tæt samarbejde med de nationale afviklingsmyndigheder (artikel 4 i gennemførelsesforordning 2015/81 og artikel 70, stk. 2, i forordning nr. 806/2014). SRB’s beregning har ikke nogen direkte virkning for instituttet, for så vidt som den ikke i sig selv påvirker institutternes retsstilling. Selv om SRB lige som de nationale afviklingsmyndigheder spiller en rolle i processen med at forberede beregningen af bidragsbeløbene, bliver institutterne først umiddelbart berørt, når de nationale afviklingsmyndigheder indsamler bidragene. Det er alene de nationale afviklingsmyndigheder og ikke SRB, der er bemyndiget til at føre tilsyn med – og om nødvendigt kræve – at institutterne betaler deres bidrag behørigt i overensstemmelse med gældende national procesret og materiel ret.

52      Ved at give de nationale afviklingsmyndigheder ansvaret for indsamling af ex ante-bidragene har EU-lovgiver bestemt, at disse af SRB beregnede bidrag skal indsamles af de nationale myndigheder i medfør af de beføjelser, de tillægges i henhold til national procesret og materiel ret. Dette er i øvrigt i overensstemmelse med de motiver, der ligger til grund for den mellemstatslige aftale. Følgelig skal de retsakter, som de nationale afviklingsmyndigheder vedtager i henhold til national ret, anfægtes ved de nationale domstole, og såfremt der ved en national ret rejses spørgsmål om gyldigheden eller fortolkningen af retsakter udstedt af Unionens institutioner eller agenturer, kan denne ret anmode Domstolen om at afgøre præjudicielle spørgsmål i henhold til artikel 267 TEUF. Det forhold, at Bundesverwaltungsgericht (forbundsdomstol i forvaltningsretlige sager, Østrig) i sin dom af 24. august 2016 vurderede, at Domstolen havde enekompetence til at pådømme et annullationssøgsmål vedrørende beregning og opkrævning af ex ante-bidrag, er ikke relevant, da en sådan konklusion fra en national ret ikke har nogen betydning i den foreliggende sag. Det er alene Domstolen, der er bemyndiget til at fastslå sin kompetence.

53      For det tredje har SRB gjort gældende, at det tilkommer Retten ex officio at kontrollere, om fristen i artikel 263, stk. 6, TEUF er overholdt, og at afvise enhver sag, hvor dette ikke er tilfældet. SRB har anført, at de anfægtede afgørelser ikke er blevet offentliggjort, men at de er blevet meddelt de nationale afviklingsmyndigheder som adressater, og at sagsøgeren ikke var blandt disse adressater. Sagsøgeren har dog fået kendskab til de anfægtede afgørelser på anden vis. Sagsøgerens søgsmål burde således have været anlagt senest to måneder efter den dag, hvor sagsøgeren fik kendskab dertil, dvs. da denne fik kendskab til deres væsentligste indhold.

54      Ifølge SRB indeholdt den opkrævningsmeddelelse, som den østrigske nationale afviklingsmyndighed fremsendte den 26. april 2016, tilstrækkeligt nøjagtige oplysninger til, at sagsøgeren fik det nødvendige kendskab til den første anfægtede afgørelse, således at søgsmålsfristen begyndte at løbe den 27. april 2016, dagen for modtagelse af den omhandlede meddelelse, og udløb den 7. juli 2016. De tre sager er følgelig blevet anlagt efter den fastsatte frist og for sent for så vidt angår den første anfægtede afgørelse. Dette har ligeledes betydning for sagernes antagelse til realitetsbehandling med hensyn til den anden anfægtede afgørelse. I det omfang den anden anfægtede afgørelse alene har til formål at nedsætte beløbet for ex ante-bidraget for 2016, har sagsøgeren nemlig ikke nogen retlig interesse i at anfægte den særskilt. I forbindelse med den sag, der er registreret under nr. T-809/16, har SRB i øvrigt anført, at opkrævningsmeddelelsen fra den østrigske nationale afviklingsmyndighed af 23. maj 2016 blev modtaget af sagsøgeren den 27. maj 2016, således at især denne sag ligeledes skal afvises som følge af fristens overskridelse.

55      For det fjerde har SRB med hensyn til de sager, der er registreret under nr. T-645/16 og T-809/16, gjort gældende, at de skal afvises, i det omfang de har samme genstand og vedrører de samme parter som den sag, der er registreret under nr. T-377/16.

56      For det femte har SRB med hensyn til den sag, der er registreret under nr. T-809/16, anført, at det af sagsøgeren fremførte argument om, at adgangen til SRB’s afgørelser i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1049/2001 af 30. maj 2001 om aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter (EFT 2001, L 145, s. 43) svarer til en formel meddelelse heraf til en adressat og betyder, at fristen for anlæggelse af et annullationssøgsmål begynder at løbe på ny, er fejlagtigt. Ifølge SRB identificeres adressaterne for afgørelserne, når disse vedtages, på baggrund af de gældende retsforskrifter. Den omstændighed, at afgørelserne efterfølgende formidles videre til tredjeparter, er ikke ensbetydende med, at disse skal opfattes som adressater for afgørelserne. Følgelig bør den tredje sag, som har nøjagtig samme genstand og vedrører de samme parter, de samme anbringender og de samme afgørelser som de to første sager, afvises.

57      Sagsøgeren har bestridt disse argumenter og er af den opfattelse, at de tre sager kan antages til realitetsbehandling.

58      Ifølge artikel 263, stk. 4, TEUF kan enhver fysisk eller juridisk person indbringe klage med henblik på prøvelse af retsakter, der er rettet til vedkommende, eller som berører denne umiddelbart og individuelt, samt af regelfastsættende retsakter, der berører vedkommende umiddelbart, og som ikke omfatter gennemførelsesforanstaltninger.

59      Dermed begrænser artikel 263, stk. 4, TEUF annullationssøgsmål anlagt af en fysisk eller juridisk person til tre kategorier af retsakter, nemlig for det første retsakter, der er rettet til vedkommende, for det andet retsakter, som ikke er rettet til vedkommende, men som berører denne umiddelbart og individuelt, og for det tredje regelfastsættende retsakter, som ikke er rettet til vedkommende, som berører denne umiddelbart, og som ikke omfatter gennemførelsesforanstaltninger (jf. kendelse af 10.12.2013, von Storch m.fl. mod ECB, T-492/12, ikke trykt i Sml., EU:T:2013:702, præmis 29 og den deri nævnte retspraksis).

60      For så vidt angår betingelsen i artikel 263, stk. 1, TEUF fremgår det af fast retspraksis, at kun foranstaltninger, som har bindende retsvirkning over for tredjemand og berører sagsøgerens interesser gennem en væsentlig ændring af dennes retsstilling, udgør retsakter eller afgørelser, der kan gøres til genstand for et annullationssøgsmål (jf. kendelse af 21.4.2016, Borde og Carbonium mod Kommissionen, C-279/15 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2016:297, præmis 37 og den deri nævnte retspraksis).

61      I øvrigt kan retsakter eller afgørelser, hvis tilblivelse omfatter flere stadier, særligt for så vidt angår en intern procedure, i princippet kun anfægtes, hvis det drejer sig om foranstaltninger, som definitivt fastlægger institutionens standpunkt som afslutning på proceduren, modsat foreløbige foranstaltninger, der har til formål at forberede den endelige afgørelse (jf. kendelse af 9.3.2016, Port autonome du Centre et de l’Ouest m.fl. mod Kommissionen, T-438/15, EU:T:2016:142, præmis 20 og den deri nævnte retspraksis).

62      Det fremgår desuden af retspraksis, at når en ikke-privilegeret sagsøger anlægger et annullationssøgsmål til prøvelse af en retsakt, der ikke er rettet til vedkommende, overlapper kravet om, at den anfægtede foranstaltnings bindende retsvirkning skal berøre den pågældendes interesser gennem en væsentlig ændring af dennes retsstilling, betingelserne i artikel 263, stk. 4, TEUF (jf. kendelse af 6.3.2014, Northern Ireland Department of Agriculture and Rural Development mod Kommissionen, C-248/12 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2014:137, præmis 33 og den deri nævnte retspraksis).

63      I denne forbindelse er det på den ene side fast retspraksis, at fysiske eller juridiske personer, der ikke er adressater for en beslutning, kun vil kunne påstå, at de berøres individuelt, hvis beslutningen rammer dem på grund af visse egenskaber, som er særlige for dem, eller på grund af en faktisk situation, der adskiller dem fra alle andre og derfor individualiserer dem på lignende måde som adressaten (dom af 15.7.1963, Plaumann mod Kommissionen, 25/62, EU:C:1963:17, s. 223, og af 2.4.1998, Greenpeace Council m.fl. mod Kommissionen, C-321/95 P, EU:C:1998:153, præmis 7 og 28).

64      På den anden side er det fast retspraksis, at betingelsen om, at en fysisk eller juridisk person skal være umiddelbart berørt af den afgørelse, som prøves under en sag, indebærer, at den anfægtede foranstaltning umiddelbart skal have indvirkning på den pågældendes retsstilling, og at foranstaltningen ikke må overlade et skøn til adressaterne, der skal gennemføre den, men at gennemførelsen skal ske helt automatisk, udelukkende i medfør af EU-retsreglerne og uden anvendelse af andre mellemkommende regler (jf. dom af 22.3.2007, Regione Siciliana mod Kommissionen, C-15/06 P, EU:C:2007:183, præmis 31 og den deri nævnte retspraksis).

65      Det fremgår dog af retspraksis, at selv når det er nødvendigt at vedtage gennemførelsesforanstaltninger, for at den anfægtede retsakt kan påvirke borgernes retsstilling, anses betingelsen om at være umiddelbart berørt imidlertid for at være opfyldt, hvis adressaten pålægges forpligtelser med henblik på at gennemføre denne retsakt, og hvis adressaten automatisk forpligtes til at vedtage foranstaltninger, der ændrer sagsøgerens retsstilling (jf. i denne retning dom af 7.7.2015, Federcoopesca m.fl. mod Kommissionen, T-312/14, EU:T:2015:472, præmis 38 og den deri nævnte retspraksis).

66      Som generaladvokat Wathelet fremhævede i sit forslag til afgørelse Stichting Woonpunt m.fl. mod Kommissionen (C-132/12 P, EU:C:2013:335, punkt 68 og den deri nævnte retspraksis), ophæver medlemsstaternes manglende skønsmargin det åbenlyse fravær af en direkte forbindelse mellem en EU-retsakt og den retsundergivne. Med andre ord kan en mellemkommende retsakt til gennemførelse af en EU-retsakt ikke være rent formel, hvis den skal forhindre en umiddelbar berøring. Den skal være årsagen til, at appellanternes retsstilling berøres.

67      I den foreliggende sag fremgår det for det første af den relevante lovgivning, særligt artikel 54, stk. 1, litra b), og artikel 70, stk. 2, i forordning nr. 806/2014, at det er SRB, der både foretog de konkrete beregninger af de individuelle bidrag og traf den afgørelse, hvorved bidragene blev godkendt. Den omstændighed, at der foregår et samarbejde mellem SRB og de nationale afviklingsmyndigheder, ændrer ikke denne vurdering (kendelse af 19.11.2018, Iccrea Banca mod Kommissionen og SRB, T-494/17, EU:T:2018:804, præmis 27).

68      Det er nemlig kun SRB, der har kompetence til »efter høring af ECB eller den kompetente nationale myndighed og i tæt samarbejde med de nationale afviklingsmyndigheder« at beregne institutternes ex ante-bidrag (artikel 70, stk. 2, i forordning nr. 806/2014). De nationale afviklingsmyndigheder er i øvrigt i henhold til EU-retten forpligtet til at opkræve de i SRB’s afgørelse fastsatte bidrag (artikel 67, stk. 4, i forordning nr. 806/2014).

69      Dermed er SRB’s afgørelser, som i henhold til artikel 70, stk. 2, i forordning nr. 806/2014 fastsætter ex ante-bidragene, endelige.

70      Følgelig kan de anfægtede afgørelser ikke kvalificeres som rent forberedende foranstaltninger eller mellemkommende foranstaltninger, i det omfang de fastsætter SRB’s endelige holdning til bidragene som afslutning på proceduren.

71      For det andet skal det påpeges, at uanset de terminologiske forskelle i de forskellige sprogversioner af artikel 5 i gennemførelsesforordning 2015/81 er de organer, som SRB, der træffer afgørelse om fastsættelse af ex ante-bidragene, retter afgørelsen til, de nationale afviklingsmyndigheder og ikke institutterne. De nationale afviklingsmyndigheder er i praksis og ved håndhævelsen af den anvendte lovgivning de eneste organer, som SRB, der har truffet den omhandlede afgørelse, skal rette denne afgørelse til, og disse myndigheder er som følge heraf i sidste ende denne afgørelses adressater som omhandlet i artikel 263, stk. 4, TEUF (kendelse af 19.11.2018, Iccrea Banca mod Kommissionen og SRB, T-494/17, EU:T:2018:804, præmis 28).

72      Konstateringen af, at de nationale afviklingsmyndigheder er adressater for SRB’s afgørelse som omhandlet i artikel 263, stk. 4, TEUF, støttes i øvrigt af, at disse myndigheder har til opgave at opkræve de af SRB fastsatte individuelle bidrag hos institutterne inden for rammerne af den ordning, der er indført ved forordning nr. 806/2014 og i overensstemmelse med nævnte forordnings artikel 67, stk. 4 (kendelse af 19.11.2018, Iccrea Banca mod Kommissionen og SRB, T-494/17, EU:T:2018:804, præmis 29).

73      Selv om institutterne i modsætning til det, intervenienten hævder, ikke er adressater for de anfægtede afgørelser, berøres de ikke desto mindre individuelt og umiddelbart af afgørelserne, i det omfang afgørelserne rammer dem på grund af visse egenskaber, som er særlige for dem, eller på grund af en faktisk situation, der adskiller dem fra alle andre og derfor individualiserer dem på lignende måde som adressaten, og i det omfang de umiddelbart har indvirkning på deres retsstilling og ikke overlader et skøn til adressaterne, der skal gennemføre dem.

74      I denne henseende indeholder de anfægtede afgørelser på den ene side navnene på de enkelte institutter og fastsætter eller justerer – for så vidt angår den anden anfægtede afgørelse – deres individuelle bidrag. Heraf følger, at institutterne, og dermed sagsøgeren, er berørt individuelt af de anfægtede afgørelser.

75      På den anden side skal det for så vidt angår den umiddelbare berøring påpeges, at de nationale afviklingsmyndigheder, der skal gennemføre de anfægtede afgørelser, ikke har noget skøn med hensyn til beløbene for de i afgørelserne fastsatte individuelle bidrag. De nationale afviklingsmyndigheder kan navnlig ikke ændre disse beløb og er forpligtet til at indsamle dem hos de berørte institutter.

76      I øvrigt skal det med hensyn til SRB’s henvisning til den mellemstatslige aftale for at tilbagevise den umiddelbare berøring af sagsøgeren påpeges, at denne aftale ikke vedrører de nationale afviklingsmyndigheders indsamling af ex ante-bidrag for 2016 hos institutterne, men alene overførslen af disse bidrag til SRF.

77      Som det fremgår af bestemmelserne i forordning nr. 806/2014 (jf. 20. betragtning til og artikel 67, stk. 4, i forordningen) og af den mellemstatslige aftale [jf. syvende betragtning til og artikel 1, litra a), og artikel 3 i den mellemstatslige aftale], foretages indsamlingen således i henhold til EU-retten (dvs. direktiv 2014/59 og forordning nr. 806/2014), mens overførslen af bidrag til SRF foretages i henhold til den mellemstatslige aftale.

78      Selv om institutternes retlige forpligtelse til at indbetale de beløb, som de skylder i ex ante-bidrag, på de af de nationale afviklingsmyndigheder angivne konti kræver, at de nationale afviklingsmyndigheder vedtager nationale retsakter, berøres institutterne ikke desto mindre umiddelbart af SRB’s afgørelser, som fastsætter beløbet for deres individuelle bidrag.

79      Det fremgår af ovenstående betragtninger, at sagsøgeren berøres individuelt og umiddelbart af de anfægtede afgørelser.

80      For så vidt angår søgsmålsfristen bemærkes, at annullationssøgsmål i henhold til artikel 263, stk. 6, TEUF skal indgives senest to måneder efter, at retsakten, alt efter sin art, er offentliggjort eller meddelt sagsøgeren, eller i mangel heraf senest to måneder efter, at sagsøgeren har fået kendskab til den.

81      I den foreliggende sag er de anfægtede afgørelser ikke blevet offentliggjort, og de er ikke blevet meddelt sagsøgeren, som ikke er adressat for afgørelserne.

82      Ifølge fast retspraksis løber søgsmålsfristen, i tilfælde, hvor en retsakt hverken er offentliggjort eller meddelt, først fra det tidspunkt, hvor den berørte har fået nøjagtigt kendskab til retsaktens indhold og begrundelse, dog forudsat, at den pågældende har anmodet om den fuldstændige ordlyd af retsakten inden for en rimelig frist. Bortset fra denne begrænsning løber søgsmålsfristen først fra det tidspunkt, hvor den berørte tredjemand erhverver et så nøjagtigt kendskab til retsaktens indhold og begrundelse, at den pågældende kan gøre brug af sin søgsmålsret (jf. kendelse af 19.11.2018, Iccrea Banca mod Kommissionen og SRB, T-494/17, EU:T:2018:804, præmis 33 og den deri nævnte retspraksis).

83      Som følge heraf er fristen på de to måneder fastsat i artikel 263, stk. 6, TEUF – som i det tilfælde, hvor den retsakt, der kan gøres til genstand for et annullationssøgsmål, hverken er offentliggjort eller meddelt, løber fra det tidspunkt, hvor sagsøgeren erhvervede kendskab til den – forskellig fra den rimelige frist, som sagsøgeren har til at anmode om adgang til den fuldstændige ordlyd af denne retsakt med henblik på at få et nøje kendskab hertil (jf. kendelse af 19.11.2018, Iccrea Banca mod Kommissionen og SRB, T-494/17, EU:T:2018:804, præmis 34 og den deri nævnte retspraksis).

84      I den foreliggende sag skal det understreges, at sagsøgeren på linje med alle de institutter, der er berørt af betalingen af ex ante-bidrag for 2016 til SRF, har modtaget de nødvendige dokumenter og spørgeskemaer til at kunne levere de oplysninger, der gjorde det muligt for SRB at beregne de individuelle bidrag. Disse dokumenter og spørgeskemaer oplyste sagsøgeren om de gældende retsgrundlag og om, at bidraget til SRF blev beregnet af SRB.

85      Sagsøgeren har endvidere fået kendskab til eksistensen af den første anfægtede afgørelse ved den østrigske nationale afviklingsmyndigheds opkrævningsmeddelelse af 26. april 2016, meddelt den 27. april 2016, og af den anden anfægtede afgørelse ved opkrævningsmeddelelsen fra nævnte nationale afviklingsmyndighed af 23. maj 2016, modtaget den 27. maj 2016.

86      Sagsøgeren har anlagt det første søgsmål, som er registreret under sagsnr. T-377/16, den 14. juli 2016, altså mere end to måneder og ti dage efter, at opkrævningsmeddelelsen fra den østrigske nationale afviklingsmyndighed af 26. april 2016 blev meddelt sagsøgeren den 27. april 2016. Dette spørgsmål om den eventuelle overskridelse af søgsmålsfristen er til gengæld ikke relevant for denne sag for så vidt angår den anden anfægtede afgørelse.

87      Det skal dog bemærkes, at sagsøgeren anlagde søgsmålet som en retsbevarende foranstaltning i afventning på modtagelsen af de anfægtede afgørelser, som burde give sagsøgeren mulighed for at få et nøje kendskab hertil.

88      I denne henseende bemærkes, at sagsøgeren, som nævnt i nærværende doms præmis 13, 21 og 23, havde fremsat flere anmodninger, først til den østrigske nationale afviklingsmyndighed og dernæst til SRB, om at få udleveret de anfægtede afgørelser. Det skal følgelig efterprøves, om disse anmodninger blev fremsat inden for den rimelige frist, der er nævnt i nærværende doms præmis 82 og 83, fra det tidspunkt, hvor sagsøgeren blev bekendt med eksistensen af de anfægtede afgørelser.

89      Den »rimelige frist« til at anmode om at få meddelt en afgørelse efter at være blevet bekendt med dens eksistens, er ikke en forud fastsat frist, der automatisk kan trækkes fra længden af fristen for at anlægge annullationssøgsmål, men en frist, der afhænger af omstændighederne i den enkelte sag (jf. kendelse af 19.11.2018, Iccrea Banca mod Kommissionen og SRB, T-494/17, EU:T:2018:804, præmis 39 og den deri nævnte retspraksis).

90      Det skal i øvrigt bemærkes dels, at Domstolen i nogle sager har fastslået, at en frist på to måneder fra den dato, hvor en part er blevet gjort bekendt med eksistensen af en afgørelse med henblik på at anmode om fremsendelse af retsakterne, overskred, hvad der må anses for at være en rimelig frist (jf. i denne retning kendelse af 5.3.1993, Ferriere Acciaierie Sarde mod Kommissionen, C-102/92, EU:C:1993:86, præmis 19, og af 10.11.2011, Agapiou Joséphidès mod Kommissionen og EACEA, C-626/10 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2011:726, præmis 131 og 132).

91      Dels har Retten i andre sager fastslået, at en anmodning om at modtage afgørelsen i sin fulde ordlyd mere end fire måneder efter, at sagsøgeren havde fået kendskab til retsaktens eksistens, skal anses for at være fremsat uden for enhver rimelig frist (jf. i denne retning kendelse af 15.7.1998, LPN og GEOTA mod Kommissionen, T-155/95, EU:T:1998:167, præmis 44, og af 18.5.2010, Abertis Infraestructuras mod Kommissionen, T-200/09, ikke trykt i Sml., EU:T:2010:200, præmis 63).

92      Med hensyn til omstændighederne i den foreliggende sag giver de ikke anledning til at ændre på det udgangspunkt, som Domstolen og Retten har fastslået.

93      I den foreliggende sag er de gentagne anmodninger om at modtage de anfægtede afgørelser fra den østrigske nationale afviklingsmyndighed og anmodningen af 7. juli 2016 om at modtage dem fra SRB, som beskrevet i nærværende doms præmis 13, 21 og 23, blevet fremsat inden for en rimelig frist.

94      Den østrigske nationale afviklingsmyndighed sendte ganske vist sagsøgeren den anden anfægtede afgørelse, men uden bilag, den 28. juni 2016, og den 20. september 2016 fremsendte SRB den første anfægtede afgørelse, men uden bilag, til sagsøgeren. Sagsøgeren har således ikke kunnet få kendskab til de dele af bilagene til de anfægtede afgørelser, der vedrørte denne, på disse datoer. Først efter Rettens to kendelser om bevisoptagelse, som er nævnt i nærværende doms præmis 34 og 38, fik sagsøgeren adgang til de dele af bilagene til de anfægtede afgørelser, der vedrørte denne.

95      Eftersom anmodningerne om at modtage de anfægtede afgørelser for det første blev fremsat inden for en rimelig frist, og de tre sager, der er registreret under nr. T-377/16, T-645/16 og T-809/16, for det andet blev anlagt, inden sagsøgeren fik adgang til de anfægtede afgørelser, herunder de dele af deres bilag, der vedrørte denne, skal det konkluderes, at de tre sager ikke blev anlagt for sent.

96      For så vidt angår argumentet om litispendens, som SRB nærmere bestemt har påberåbt sig til støtte for sin påstand om, at de sager, der er registreret under nr. T-645/16 og T-809/16, skal afvises, i det omfang de har samme genstand og vedrører de samme parter som den sag, der er registreret under nr. T-377/16, skal det imidlertid bemærkes, at ifølge Domstolens faste retspraksis må en sag, der er anlagt efter en anden sag mellem de samme parter, som er baseret på de samme anbringender, og hvori der er nedlagt påstand om annullation af den samme retsakt, afvises på grund af litispendensvirkningen (dom af 24.11.2005, Italien mod Kommissionen, C-138/03, C-324/03 og C-431/03, EU:C:2005:714, præmis 64; jf. ligeledes i denne retning dom af 22.9.1988, Frankrig mod Parlamentet, 358/85 og 51/86, EU:C:1988:431, præmis 12).

97      De to sager, der er registreret under nr. T-377/16 og T-645/16, blev anlagt som en retsbevarende foranstaltning forud for modtagelsen af de anfægtede afgørelser i tilfælde af, at fristen for anlæggelse af et annullationssøgsmål i henhold til artikel 263, stk. 6, TEUF allerede begyndte at løbe fra modtagelsen af opkrævningsmeddelelsen vedrørende den første anfægtede afgørelse.

98      For så vidt angår den tredje sag, der er registreret under nr. T-809/16, og i det omfang SRB gav sagsøgeren adgang til de anfægtede afgørelser den 20. september 2016, således som sagsøgeren hævder, er sagsøgeren af den opfattelse, at dette betyder, at fristen for anlæggelse af et annullationssøgsmål begyndte at løbe på dette tidspunkt, og at søgsmålet følgelig ikke blev anlagt for sent. I lyset af denne fortolkning indrømmer sagsøgeren, at de præventivt anlagte annullationssøgsmål eventuelt blev anlagt for tidligt. Sagsøgeren har dog påpeget, at det, eftersom sagsøgeren først fik kendskab til de anfægtede afgørelsers ordlyd den 20. september 2016, siden har vist sig, at de anfægtede afgørelser kan være uløseligt forbundet med hinanden, hvilket det ifølge sagsøgeren ikke var muligt at vide, da de to første annullationssøgsmål blev anlagt. For at sikre sine muligheder for retsbeskyttelse anlagde sagsøgeren følgelig et tredje søgsmål til prøvelse af de anfægtede afgørelser.

99      Ifølge sagsøgeren er sag T-809/16 ikke identisk med sagerne T-377/16 og T-645/16, både som følge af den selvstændige sagsgenstand og den omstændighed, at situationen er en anden i kraft af modtagelsen af de to anfægtede afgørelser uden bilag den 20. september 2016.

100    De tre foreliggende sager er anlagt mellem de samme parter, med undtagelse af sag T-645/16, i hvilken der er indtrådt en intervenient. Betingelsen for afvisning på grund af litispendensvirkningen vedrørende identiske parter gælder imidlertid hovedparterne og ikke intervenienterne, og denne betingelse er således opfyldt.

101    Derudover er de tre søgsmål anlagt med påstand om annullation af de samme retsakter, med undtagelse af sag T-645/16, som kun vedrører annullation af den første anfægtede afgørelse. Eftersom genstanden for sag T-645/16 er indlemmet i genstanden for de to andre sager, T-377/16 og T-809/16, som vedrører annullation af begge de anfægtede afgørelser, er betingelsen for afvisning på grund af litispendensvirkningen vedrørende identiske anfægtede retsakter ligeledes opfyldt i den foreliggende sag.

102    Endelig skal det med hensyn til betingelsen for afvisning på grund af litispendensvirkningen vedrørende identiske anbringender bemærkes, at sagerne T-645/16 og T-809/16 er støttet på to anbringender, som sagsøgeren allerede påberåbte sig i sin første sag T-377/16, der indeholder fire anbringender. De anbringender, der påberåbes i de nyere sager T-645/16 og T-809/16, er følgelig blevet indlemmet i den første sag T-377/16.

103    I lyset af ovenstående betragtninger skal det fastslås, at sag T-377/16 kan antages til realitetsbehandling, og at sagerne T-645/16 og T-809/16 afvises på grund af litispendensvirkningen.

 Realiteten

104    Sagsøgeren har påberåbt sig fire anbringender til støtte for sit søgsmål med påstand om annullation af de anfægtede afgørelser. Ifølge sagsøgeren har SRB ved vedtagelsen af de anfægtede afgørelser tilsidesat de væsentlige formforskrifter, dels ved at tilsidesætte sin begrundelsespligt (det første anbringende) og dels som følge af den ufuldstændige meddelelse af de anfægtede afgørelser (det andet anbringende). Desuden har sagsøgeren påberåbt sig to anbringender, som dels vedrører den omstændighed, at korrektionerne af sagsøgerens bidrag for 2016 var for små (det tredje anbringende), og dels den omstændighed, at det er ulovligt først at tilbagebetale det for meget betalte beløb i 2017 (det fjerde anbringende).

105    Indledningsvis skal det bemærkes, at sagsøgeren kun har klaget over proceduren for vedtagelse af de anfægtede afgørelser i to skrivelser af 9. maj og 30. juli 2018, som blev sendt til Retten efter modtagelsen af SRB’s svar på den første og den anden kendelse. De af sagsøgeren fremførte argumenter i denne henseende gøres primært gældende til støtte for sagsøgerens argumenter, der har til formål at påvise tilsidesættelsen af de væsentlige formforskrifter, som fremgår af anbringenderne vedrørende tilsidesættelsen af begrundelsespligten og den manglende fuldstændige meddelelse af de anfægtede afgørelser.

106    Som det første skal klagepunkterne vedrørende tilsidesættelsen af de væsentlige formforskrifter og anbringendet vedrørende tilsidesættelsen af begrundelsespligten undersøges.

 Overholdelsen af de væsentlige formforskrifter ved vedtagelsen af de anfægtede afgørelser

107    I sine skrivelser af 9. maj og 30. juli 2018 har sagsøgeren for det første konstateret, at underskrifterne på de anfægtede afgørelser var fuldstændig identiske, og at SRB ikke havde forklaret, hvordan autenticiteten af en eventuel instruks fra SRB’s formand om at benytte den elektroniske underskrift blev sikret. Sagsøgeren har i øvrigt bemærket, at afgørelsernes bilag blev fremsendt i digital form, pr. e-mail, til eksekutivmødets medlemmer og observatører, mens SRB i sin skrivelse af 13. september 2016 af sikkerhedsårsager klart afviste at sende sagsøgeren de selv samme dokumenter elektronisk eller med posten. I skrivelsen af 9. maj 2018 har sagsøgeren anmodet Retten om at vedtage foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse i overensstemmelse med artikel 24, stk. 1, i statutten for Domstolen, sammenholdt med procesreglementets artikel 89, stk. 3, litra a) og b), bl.a. med henblik på at stille spørgsmål af proceduremæssig karakter til SRB.

108    For det andet har sagsøgeren i sin skrivelse af 30. juli 2018 konstateret en række proceduremæssige uoverensstemmelser i forbindelse med den første anfægtede afgørelse. Sagsøgeren har indledningsvis anført, at svar-e-mailene fra medlemmerne af SRB’s eksekutivmøde, hvoraf deres godkendelse af vedtagelsen af en afgørelse ved skriftlig procedure skulle fremgå, ikke var blevet forelagt Retten. Dernæst har den påpeget, at den ved skriftlig procedure trufne afgørelse, efter at der blev konstateret en unøjagtighed i beregningerne, blev ændret den 15. april 2016 om aftenen, idet medlemmernes tavshed blev opfattet som deres samtykke, uden at der blev fastsat nogen frist for at rejse eventuelle indsigelser i kommunikationen mellem SRB og medlemmerne af eksekutivmødet. Sagsøgeren har bemærket, at disse beskeder ikke blev sendt til et bestemt medlem af eksekutivmødet, uden at Retten har fået nogen forklaring heraf eller noget bevis for, at de blevet fremsendt til det pågældende medlem på anden vis. Denne procedure for afgørelsens vedtagelse er i modstrid med såvel princippet om god forvaltningsskik, som er fastsat i retspraksis og fremgår af artikel 41 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, som procedurereglerne for eksekutivmødet, særlig procedurereglernes artikel 9, stk. 1 og 2, og artikel 11. Endelig har sagsøgeren kritiseret formatet af de forslag til afgørelse, der blev fremsendt den 15. april og den 19. maj 2016, idet dokumenterne primært blev fremsendt som XLSX-filer pr. e-mail. Beregningen bør ikke foretages i et dokument af XLSX-typen, i hvilket alle de endelige eller foreløbige værdier til enhver tid kan ændres, hvad enten det sker uforvarende eller forsætligt. Da der ikke findes en verificerbar elektronisk underskrift, som kan garantere, at bidragsbeløbene ikke er blevet forfalsket eller ændret, er det umuligt at vide, hvilket af DOCX-, XLSX- og PDF-dokumenterne der er den »underskrevne original« med de beløb, der blev fastsat for de enkelte institutter.

109    I sin skrivelse af 27. marts 2018 har SRB anført, at de væsentlige formforskrifter ikke blev tilsidesat under proceduren for vedtagelse af de anfægtede afgørelser. I sin skrivelse af 6. juni 2018 har SRB præciseret, at e-mail-trafikkens sikkerhed altid var garanteret, og at den ikke havde nogen indvirkning på indholdet og lovligheden af ex ante-bidragenes beregning. Dette aspekt er følgelig ikke relevant for sagens udfald.

110    For så vidt angår sagsøgerens anmodning om foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse har SRB i det væsentlige ved skrivelse af 11. september 2018 opfordret Retten til at forkaste anmodningen som følge af en tilsidesættelse af procesreglementets artikel 88, stk. 2, derved, at sagsøgeren ikke har forklaret, på hvilken måde disse foranstaltninger er relevante for sagens formål og udfald.

111    Det skal bemærkes, at Domstolen har fastslået, at da det intellektuelle og formelle element udgør et udeleligt hele, er den skriftlige udformning af retsakten det nødvendige udtryk for viljen hos den vedtagende myndighed (dom af 15.6.1994, Kommissionen mod BASF m.fl., C-137/92 P, EU:C:1994:247, præmis 70, og af 6.4.2000, Kommissionen mod ICI, C-286/95 P, EU:C:2000:188, præmis 38).

112    Bekræftelse af, at en retsakt er autentisk, har til formål at sikre retssikkerheden ved at fastnagle den tekst, der er vedtaget af retsaktens ophavsmand, og udgør en væsentlig formforskrift (dom af 15.6.1994, Kommissionen mod BASF m.fl., C-137/92 P, EU:C:1994:247, præmis 75 og 76, og af 6.4.2000, Kommissionen mod ICI, C-286/95 P, EU:C:2000:188, præmis 40 og 41).

113    Domstolen har ligeledes fastslået, at en væsentlig formforskrift tilsidesættes, når det ikke bekræftes, at en retsakt er autentisk, og det er ikke nødvendigt derudover at føre bevis for, at retsakten er behæftet med en anden mangel, eller at den manglende bekræftelse af, at den er autentisk, har voldt den, der påberåber sig den, skade (dom af 6.4.2000, Kommissionen mod ICI, C-286/95 P, EU:C:2000:188, præmis 42).

114    Kontrollen med, at det formelle krav om bekræftelse af, at retsakten er autentisk, er opfyldt, og dermed kontrollen med utvetydigheden af retsakten, er en forudsætning for enhver anden form for kontrol, f.eks. med, at den udstedende myndighed har kompetence, at kollegialitetsprincippet er blevet overholdt, og med, at forpligtelsen til at begrunde retsakter er opfyldt (dom af 6.4.2000, Kommissionen mod ICI, C-286/95 P, EU:C:2000:188, præmis 46).

115    Hvis Unionens retsinstanser i forbindelse med prøvelsen af den retsakt, der er forelagt for dem, konstaterer, at det ikke er blevet forskriftsmæssigt bekræftet, at den er autentisk, skal de af egen drift inddrage det anbringende, at en væsentlig formforskrift er blevet tilsidesat, idet der ikke er sket forskriftsmæssig bekræftelse af, at retsakten er autentisk, og derfor annullere den retsakt, der er behæftet med en sådan mangel (dom af 6.4.2000, Kommissionen mod ICI, C-286/95 P, EU:C:2000:188, præmis 51).

116    Det er i den forbindelse uden betydning, at den manglende bekræftelse af, at retsakten er autentisk, ikke har voldt nogen af sagens parter skade. Bekræftelse af, at retsakter er autentiske, er en væsentlig formforskrift som omhandlet i artikel 263 TEUF af afgørende betydning for retssikkerheden, og tilsidesættelse af denne formforskrift medfører annullation af den retsakt, der er behæftet med manglen, uden at det er nødvendigt at føre bevis for en skade (dom af 6.4.2000, Kommissionen mod ICI, C-286/95 P, EU:C:2000:188, præmis 52. Jf. ligeledes i denne retning dom af 8.9.2016, Goldfish m.fl. mod Kommissionen, T-54/14, EU:T:2016:455, præmis 47).

117    I den foreliggende sag skal det fastslås, at sagsøgeren ikke har gjort den manglende bekræftelse af, at retsakten er autentisk, til et formelt anbringende til støtte for sit annullationssøgsmål, men ikke desto mindre har givet udtryk for tvivl om autenticiteten af SRB’s formands underskrift på de anfægtede afgørelser.

118    Under alle omstændigheder fremgår det af den i nærværende doms præmis 115 nævnte retspraksis, at der er tale om et spørgsmål, som Unionens retsinstanser skal inddrage af egen drift.

119    I denne henseende skal det konstateres, at SRB som svar på den første kendelse, ved hvilken instansen blev pålagt at fremlægge den fuldstændige kopi af de originale anfægtede afgørelser inklusive deres eneste bilag, den 15. januar 2018 for så vidt angår teksten i de enkelte afgørelser har fremlagt et dokument på to sider i form af en scanning i PDF-format af et underskrevet papirdokument, hvilket gav anledning til at tro, at disse sider faktisk var kopier af originalen, dvs. kopier af det dokument, der formelt blev forelagt SRB til underskrift og vedtaget af SRB på eksekutivmødet. SRB har ikke fremlagt nogen kopi af de originale bilag til de anfægtede afgørelser, men blot for hver afgørelse et dokument i form af en digital generering i PDF-format af digitale data, som ikke indeholder noget element, der bekræfter, at dokumentet er autentisk.

120    Ved den anden foranstaltning med henblik på sagens tilrettelæggelse og derefter ved den anden kendelse har Retten anmodet SRB om at gøre rede for bilagenes format på det tidspunkt, hvor de anfægtede afgørelser blev truffet, og – såfremt bilagene forelå i digital form – at forklare og tilvejebringe alle de tekniske elementer til bekræftelse af autenticiteten, der er nødvendige for at bevise, at de genererede PDF-filer, der er fremlagt for Retten, stemmer overens med det, der rent faktisk blev forelagt SRB til underskrift og vedtaget af SRB på eksekutivmøderne den 15. april 2016 og 20. maj 2016. Retten har ligeledes anmodet SRB om at indgive sine bemærkninger til spørgsmålet om de anfægtede afgørelsers juridiske eksistens og spørgsmålet om overholdelsen af de væsentlige formforskrifter.

121    I sine svar på den anden foranstaltning med henblik på sagens tilrettelæggelse og den anden kendelse af 27. marts og 18. maj 2018 har SRB for første gang anført, at de anfægtede afgørelser ikke blev vedtaget på møder mellem medlemmerne af SRB’s eksekutivmøde, men ved den skriftlige procedure, i elektronisk format, i overensstemmelse med procedurereglerne for eksekutivmødets artikel 7, stk. 5 – ifølge hvilken al kommunikation og dokumenter af relevans for eksekutivmødet principielt skal fremsendes elektronisk under overholdelse af reglerne om fortrolighed, i overensstemmelse med procedurereglerne for eksekutivmødets artikel 15 – og procedurereglerne for eksekutivmødets artikel 9.

122    Navnlig for så vidt angår proceduren for vedtagelse af den første anfægtede afgørelse fremgår det af sagsakterne, at SRB ved e-mail af 13. april 2016, der kl. 17.41 blev sendt til medlemmerne af eksekutivmødet og indeholdt tre vedhæftede filer, bl.a. et dokument i PDF-format med titlen »Memorandum2_Final results.pdf«, anmodede SRB’s eksekutivmøde om en formel godkendelse af ex ante-bidragene for 2016 senest den 15. april 2016 kl. 12.00.

123    Ved e-mail af 15. april 2016, afsendt kl. 19.04, oplyste SRB, at der var sket en fejl ved beregningen af bidragene, at der ville blive fremsendt en ændret udgave af et dokument med titlen »Memorandum 2«, og at den allerede afgivne godkendelse ville blive opfattet som en godkendelse af de ændrede beløb, medmindre adressaterne gjorde indsigelse.

124    Ved e-mail af 15. april 2016, afsendt kl. 20.06, blev det omtalte dokument fremsendt i XLSX-format under navnet »Final results15042016.xlsx«.

125    For så vidt angår proceduren for vedtagelse af den anden anfægtede afgørelse har SRB anført, at instansen den 19. maj 2016 kl. 21.25 sendte en e-mail til medlemmerne af eksekutivmødet med henblik på at indlede en skriftlig procedure, i hvilken den anmodede om godkendelse af justeringen af resultaterne af beregningen af ex ante-bidragene for 2016 og som bilag havde vedhæftet en fil i XLSX-format med navnet »Delta«, som indeholdt resultaterne af de justerede beregninger. »Som følge af sagens hastende karakter« blev der anmodet om, at godkendelsen blev afgivet senest den 20. maj 2016 kl. 17.00.

126    Endelig har SRB i sin skrivelse af 6. juni 2018 bekræftet, at bevisdokumenterne i form af de anfægtede afgørelser blev underskrevet elektronisk af SRB’s formand.

127    Det må imidlertid fastslås, at SRB langt fra har ført eller foreslået at føre bevis for en sådan udtalelse, hvilket principielt kunne ske ved at fremlægge de digitale bevisdokumenter og certifikaterne for de elektroniske underskrifter, som bekræfter, at dokumenterne er autentiske, men i stedet har fremlagt elementer, som i realiteten er i strid med denne udtalelse.

128    For så vidt angår teksten i de anfægtede afgørelser har SRB fremlagt PDF-dokumenter, som på sidste side er forsynet med en håndskreven underskrift, der ser ud til at være kopieret og indsat fra en billedfil, og som ikke omfatter noget certifikat for de elektroniske underskrifter.

129    Angående bilagene til de anfægtede afgørelser, som indeholder henholdsvis bidragsbeløbene og de justerede beløb, og som dermed udgør en væsentlig del af afgørelserne, så indeholder de heller ikke nogen elektronisk underskrift på trods af, at de på ingen måde hænger uløseligt sammen med teksten i de anfægtede afgørelser.

130    For at bekræfte, at bilagene til de anfægtede afgørelser er autentiske, har SRB som svar på den anden kendelse fremlagt dokumenter i TXT-format, som skal vise, at bilagenes hashværdier (hash value) er identiske med hashværdierne for de dokumenter i XLSX-format, der var vedhæftet henholdsvis e-mailen af 15. april 2016, afsendt kl. 20.06, og e-mailen af 19. maj 2016, afsendt kl. 21.25.

131    Det skal imidlertid bemærkes, at SRB for at bevise, at bilagene til de anfægtede afgørelser var blevet underskrevet elektronisk, sådan som SRB hævder (jf. nærværende doms præmis 126), burde have fremlagt certifikater for de elektroniske underskrifter, der var knyttet til bilagene, og ikke et TXT-dokument indeholdende en hashværdi. Forelæggelsen af sådanne TXT-dokumenter lader formode, at SRB ikke var i besiddelse af certifikater for de elektroniske underskrifter, og at bilagene til de anfægtede afgørelser dermed ikke var blevet underskrevet elektronisk i strid med det af SRB hævdede.

132    Desuden er de af SRB forelagte dokumenter i TXT-format på ingen måde objektivt og uløseligt forbundet med de omhandlede bilag.

133    Endelig skal det for fuldstændighedens skyld påpeges, at den påkrævede bekræftelse af autenticiteten under alle omstændigheder ikke er en bekræftelse af autenticiteten af de forslag, der blev fremsendt til godkendelse ved e-mail af 15. april 2016 kl. 20.06 og ved e-mail af 19. maj 2016 kl. 21.25, men en bekræftelse af autenticiteten af de bevisdokumenter, der skulle være udarbejdet efter denne godkendelse. Det er nemlig først efter godkendelsen, at bevisdokumentet oprettes, og dets autenticitet bekræftes ved påføring af en underskrift.

134    Det fremgår af ovenstående betragtninger, at kravet om bekræftelse af, at de anfægtede afgørelser er autentiske, ikke er opfyldt.

135    Ud over disse konstateringer vedrørende den manglende bekræftelse af, at de anfægtede afgørelser er autentiske, som ifølge den i nærværende doms præmis 113-116 nævnte retspraksis i sig selv indebærer, at de anfægtede afgørelser må annulleres, finder Retten det hensigtsmæssigt at fremsætte en række betragtninger, navnlig vedrørende proceduren for vedtagelse af den første anfægtede afgørelse.

136    Som anført i nærværende doms præmis 122 blev den skriftlige procedure for vedtagelse af den første anfægtede afgørelse i den foreliggende sag indledt ved e-mail af 13. april 2016, afsendt kl. 17.41, som fastsatte en frist for medlemmerne af SRB’s eksekutivmødes godkendelse af forslaget til afgørelse til den 15. april 2016 kl. 12.00, dvs. en frist på under to hverdage på trods af, at fristen i procedurereglerne for eksekutivmødets artikel 9, stk. 2, »normalt [er på] mindst fem hverdage«. I strid med kravene i procedurereglerne for eksekutivmødet indeholder e-mailen af 13. april 2016 ikke nogen begrundelse for den kortere frist. Den henviser heller ikke til procedurereglerne for eksekutivmødets artikel 9, stk. 2.

137    Det skal i øvrigt for fuldstændighedens skyld påpeges, at SRB ikke har ført bevis for, at det var vigtigt, at der blev truffet en afgørelse den 15. april 2016 i stedet for den 20. april 2016, på hvilken dato procedurereglerne for eksekutivmødet ville være blevet overholdt. I denne henseende skal det bemærkes, at den 15. april 2016 ikke er en forskriftsmæssigt fastsat dato. Denne forkortelse af fristen for afgørelsens vedtagelse udgør en første proceduremæssig uregelmæssighed.

138    Det hedder desuden i procedurereglerne for eksekutivmødets artikel 9, stk. 1, at afgørelser også kan træffes ved skriftlig procedure, medmindre mindst to medlemmer af eksekutivmødet gør indsigelse inden for de første 48 timer efter indledning af den skriftlige procedure.

139    Det viser sig i denne forbindelse, at SRB ligeledes har tilsidesat procedurereglerne for eksekutivmødet derved, at den skriftlige procedure varede 6 timer mindre end de 48 timer, der er fastsat for, at der kan gøres indsigelse mod anvendelsen af den skriftlige procedure. Selv om det antages, at afgørelsen nødvendigvis skulle træffes den 15. april 2016, var der imidlertid intet til hinder for, at svarfristen blev sat til kl. 18.00 samme dag. Dette udgør en anden proceduremæssig uregelmæssighed.

140    SRB har med urette forsøgt at begrunde disse tilsidesættelser af procedurereglerne for eksekutivmødet med fraværet af indsigelser fra medlemmerne af SRB’s eksekutivmøde. Det er tilstrækkeligt at bemærke, at SRB på den ene side er forpligtet til at anvende de forskrifter, der regulerer instansens beslutningsproces, og som netop foranstalter en forkortelse af fristerne, hvis visse regler er overholdt, og at det angivelige fravær af indsigelser på den anden side på ingen måde ophæver den tilsidesættelse, der fandt sted ab initio, da SRB pålagde en frist, som var i strid med kravene i procedurereglerne for eksekutivmødet.

141    I sin e-mail af 13. april 2016 opfordrede SRB medlemmerne af eksekutivmødet til at fremsende deres formelle godkendelse pr. e-mail til SRB’s funktionspostkasse, men SRB har ikke fremlagt nogen godkendelses-e-mail. Det eneste element, i hvilket der nævnes en godkendelse, er SRB’s bekræftelse i e-mailen af fredag den 15. april 2016, afsendt kl. 19.04, af, at godkendelsen var afgivet.

142    Derudover oplyste SRB i denne e-mail fra fredag den 15. april 2016 kl. 19.04, som ikke blev sendt til alle medlemmer af eksekutivmødet, i hvert fald ikke i første omgang (A, som er medlem af SRB’s eksekutivmøde, var ikke adressat for denne e-mail, som først blev sendt til vedkommende 21 minutter senere), at der var sket en fejl ved beregningen af ex ante-bidragene, og at der ville blive fremsendt en ændret udgave af »memorandum 2« i en separat e-mail. I e-mailen fra kl. 19.04 var det tilføjet, at den allerede afgivne godkendelse også ville gælde for de ændrede bidragsbeløb, medmindre medlemmerne af SRB’s eksekutivmøde gjorde indsigelse, uden at der blev fastsat en frist herfor. Dermed indledte SRB en procedure for vedtagelse uden indsigelse, en procedure, som ganske vist ikke er ukendt i procedurereglerne for eksekutivmødet, men som ikke desto mindre blev iværksat under uregelmæssige konkrete omstændigheder, navnlig i lyset af den manglende angivelse af en frist for afgørelsens vedtagelse. Oven i de to uregelmæssigheder, der allerede er påvist i nærværende doms præmis 136-139, udgør dette en tredje proceduremæssig uregelmæssighed.

143    Det skal fremhæves, at SRB i bilaget til sin skrivelse af 11. september 2018 har ført bevis for, at e-mailen fra kl. 19.04 blev sendt til A kl. 19.25, dvs. 21 minutter senere. A har ved e-mail af samme dag, afsendt kl. 19.34, oplyst, at han ikke havde indsigelser til de ubetydelige ændringer, som SRB havde underrettet ham om i e-mailen fra kl. 19.25, hvorved e-mailen fra kl. 19.04 blev videresendt. Denne e-mail indeholdt ganske rigtigt de efter beregningerne ændrede beløb for tre nøjagtigt angivne institutter, men den indeholdt ingen angivelse af de ændrede beløb for resten af institutterne, hvis bidrag var blevet lettere nedsat.

144    Det fremgår af disse elementer, at A gav sit samtykke, inden han fik adgang til de ændrede bidrag for samtlige institutter, som blev fremsendt efterfølgende, men ikke til ham, således som dette forklares i nærværende doms præmis 145. Det er dog det dokument, der indeholder de beløb, som i sidste ende blev vedtaget ved den første anfægtede afgørelse.

145    Kl. 20.06 samme dag blev SRB’s separate e-mail vedhæftet et XLSX-dokument med navnet »Final results15042016.xlsx« fremsendt. Igen blev denne e-mail ikke sendt til A. Denne omstændighed udgør en fjerde proceduremæssig uregelmæssighed.

146    Desuden fremgår det af datoen for den første anfægtede afgørelse (den 15.4.2016), at på trods af, at der ikke var anført nogen frist i e-mailen af 15. april 2016, afsendt kl. 19.04, blev konsensus anset for at være opnået samme dag, altså logisk set til midnat. SRB havde ganske vist i sin e-mail af 13. april 2016 (vedhæftet e-mailen af 15.4.2016, afsendt kl. 19.04) givet udtryk for, at afgørelsen skulle vedtages den 15. april. Selv om det antages, at denne oplysning var en tilstrækkelig angivelse af, at eventuelle indsigelser skulle fremsættes inden midnat den 15. april 2016, er det ikke desto mindre en kendsgerning, at der i den foreliggende sag blev indledt en procedure for konsensusgodkendelse en fredag aften kl. 19.04, som blev afsluttet til midnat samme aften. Disse omstændigheder forværrer virkningerne af den tredje proceduremæssige uregelmæssighed, som blev fastslået i nærværende doms præmis 142.

147    Der sættes yderligere spørgsmålstegn ved denne konsensusprocedures regelmæssighed derved, at SRB ud over ikke at have sendt e-mailen fra kl. 20.06 til A (jf. nærværende doms præmis 145), hvilket i sig selv gør proceduren mangelfuld, ikke har bevist, at de øvrige medlemmer af SRB’s eksekutivmøde fik kendskab til, at e-mailen fra kl. 20.06 var blevet fremsendt (og i øvrigt heller ikke e-mailen fra kl. 19.04), eller til indholdet heraf. SRB har fremlagt visse kontrolelementer med henblik på at fastslå, at forsendelserne fra kl. 19.04 og 20.06 var nået frem til adressaternes elektroniske postkasser. Selv uden at tage det forhold i betragtning, at denne kontrol, der blev foretaget på stikprøvebasis, ikke omfattede alle medlemmerne af SRB’s eksekutivmøde, beviser den på ingen måde, at medlemmerne af SRB’s eksekutivmøde faktisk fik kendskab til, at disse e-mails overhovedet fandtes, inden midnat samme aften.

148    I betragtning af selve arten af en konsensusprocedure, som består i at udlede en godkendelse af et fravær af indsigelser, kræver en sådan procedure nødvendigvis som minimum, at det forud for afgørelsens vedtagelse fastslås, at de personer, der deltager i proceduren for konsensusgodkendelse, har fået kendskab til proceduren og har kunnet gennemgå det forslag, de har fået forelagt til godkendelse. I den foreliggende sag blev den første anfægtede afgørelse – når der henses såvel til det, der er angivet i afgørelsens tekst, som til den omstændighed, at datafilerne vedrørende denne afgørelse blev fremsendt samme dag til de nationale afviklingsmyndigheder – (jf. nærværende doms præmis 11) vedtaget senest til midnat den 15. april 2016. SRB har imidlertid ikke ført bevis for, at det inden midnat lå fast, at medlemmerne af SRB’s eksekutivmøde havde haft mulighed for at få kendskab til det ændrede forslag til afgørelse eller i det hele taget til, at e-mailene fra kl. 19.04 og 20.06 fandtes.

149    Det bør i øvrigt supplerende bemærkes, at mens bilaget til den første anfægtede afgørelse, der blev forelagt til godkendelse den 13. april 2016, var et digitalt dokument i PDF-format (jf. nærværende doms præmis 122 og 136), var det bilag, der blev forelagt til godkendelse om aftenen den 15. april 2016, et digitalt dokument i XLSX-format (jf. nærværende doms præmis 124 og 145).

150    Det bør således bemærkes, at hvis ikke der havde været den fejl, som blev nævnt i de e-mails, der blev fremsendt om aftenen den 15. april 2016 (jf. nærværende doms præmis 123), ville den første anfægtede afgørelse have indeholdt et digitalt bilag i PDF-format og ikke en XLSX-fil.

151    Med hensyn til denne forskel kan Retten kun fastslå, at SRB har skiftet mellem de elektroniske formater, til trods for at instansen skal sikre enheden og den formelle kohærens af de dokumenter, der forelægges til godkendelse og efterfølgende vedtages. Denne unøjagtighed har konsekvenser, som rækker ud over den rent proceduremæssige ramme, i det omfang de elementer, der overføres i en PDF-fil, ikke indeholder nærmere oplysninger om beregningscellerne i en XLSX-fil, og at en sådan PDF-fil, i det mindste i den foreliggende sag, indeholder afrundede værdier i modsætning til en XLSX-fil. Alene henset til den i den første anfægtede afgørelse nævnte risikojusteringsfaktor, som er afpasset efter forholdene, dvs. efter de europæiske forhold, fremgår det af de elementer, der er indeholdt i SRB’s svar, at den værdi, der er oplyst i den første anfægtede afgørelse, således som denne blev fremlagt som svar på den første kendelse, altså i en PDF-fil, ikke er den nøjagtige værdi, som fremgår af XLSX-filen – med 14 decimaler – men en afrundet værdi med 2 decimaler, som ikke kan bruges til at kontrollere beregningen af bidraget.

152    Det fremgår af ovenstående betragtninger, at ud over den manglende bekræftelse af autenticiteten, som er fastslået i nærværende doms præmis 134, og som medfører annullation af de anfægtede afgørelser, er proceduren for vedtagelse af den første anfægtede afgørelse blevet gennemført under åbenlys tilsidesættelse af de proceduremæssige krav vedrørende medlemmerne af SRB’s eksekutivmødes godkendelse af afgørelsen og indhentningen af denne godkendelse.

153    Det bemærkes herom, at det forhold, at fysiske og juridiske personer ikke kan påberåbe sig, at der er sket en tilsidesættelse af sådanne regler, som ikke har til formål at beskytte borgerne, men som har til formål at sikre en hensigtsmæssig forretningsgang inden for institutionen (jf. i denne retning dom af 7.5.1991, Nakajima mod Rådet, C-69/89, EU:C:1991:186, præmis 49 og 50), ikke er ensbetydende med, at en borger aldrig med fordel kan påberåbe sig en tilsidesættelse af en regel, som regulerer den beslutningsproces, der resulterer i vedtagelse af en EU-retsakt. Blandt de bestemmelser, som regulerer procedurerne inden for en institution, skal der nemlig sondres mellem dem, hvis tilsidesættelse ikke kan påberåbes af fysiske og juridiske personer, fordi de alene vedrører betingelserne for forretningsgangen inden for institutionen, som ikke har indvirkning på deres retsstilling, og dem, hvis tilsidesættelse til gengæld godt kan påberåbes, når de skaber rettigheder og har betydning for disse personers retssikkerhed (dom af 17.2.2011, Zhejiang Xinshiji Foods og Hubei Xinshiji Foods mod Rådet, T-122/09, ikke trykt i Sml., EU:T:2011:46, præmis 103).

154    I den foreliggende sag viser analysen af forløbet af proceduren for vedtagelse af den første anfægtede afgørelse et betydeligt antal tilsidesættelser af reglerne for tilrettelæggelsen af en elektronisk skriftlig procedure for vedtagelse af afgørelser. Selv om det ikke udtrykkeligt fremgår af procedurereglerne for eksekutivmødets artikel 9, siger det sig selv, at enhver skriftlig procedure nødvendigvis indebærer, at forslaget til afgørelse fremsendes til samtlige medlemmer af det beslutningsorgan, der er involveret i den pågældende procedure. Særlig i forbindelse med en procedure for vedtagelse af en afgørelse ved konsensus som i den foreliggende sag (jf. nærværende doms præmis 142-148) kan afgørelsen ikke træffes, uden at det i det mindste er fastslået, at samtlige medlemmer forinden har haft mulighed for at få kendskab til forslaget til afgørelse. Endelig kræver denne procedure, at der angives en frist, inden for hvilken medlemmerne af det pågældende organ kan tage stilling til forslaget.

155    I den foreliggende sag er disse procedureregler, som har til formål at sikre overholdelsen af de væsentlige formforskrifter, der gælder for enhver elektronisk skriftlig procedure og enhver procedure for konsensusvedtagelse, imidlertid blevet tilsidesat. Disse tilsidesættelser har en direkte indvirkning på retssikkerheden, eftersom de resulterer i vedtagelse af en afgørelse, for hvilken det ikke er blevet fastslået, at den er blevet godkendt af det kompetente organ, ej heller at alle organets medlemmer forinden har haft mulighed for at få kendskab til den.

156    Manglende overholdelse af sådanne procedureregler, som er nødvendige for at kunne give udtryk for samtykke, udgør en tilsidesættelse af de væsentlige formforskrifter, som Unionens retsinstanser kan undersøge af egen drift (dom af 24.6.2015, Spanien mod Kommissionen, C-263/13 P, EU:C:2015:415, præmis 56, og af 20.9.2017, Tilly-Sabco mod Kommissionen, C-183/16 P, EU:C:2017:704, præmis 116).

157    Endelig skal det for så vidt angår den anden anfægtede afgørelse påpeges, at den ikke erstatter den første anfægtede afgørelse, som fastsatte bidragsbeløbene, men udelukkende justerer disse beløb på et begrænset teknisk punkt. Annullation af den første anfægtede afgørelse medfører nødvendigvis annullation af den anden.

158    Det fremgår af samtlige ovenstående betragtninger, at afgørelserne skal annulleres, uden at det er fornødent at tage stilling til, om den angivelige tilsidesættelse af procedurereglerne for eksekutivmødets artikel 11 og til den anmodning om foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse, som sagsøgeren fremsatte i sin skrivelse af 9. maj 2018, som nævnt i nærværende doms præmis 107.

159    Ud over denne konklusion finder Retten det af hensyn til en forsvarlig retspleje hensigtsmæssigt ligeledes at udtale sig om overholdelsen af begrundelsespligten.

 Det første anbringende om tilsidesættelse af begrundelsespligten

160    Sagsøgeren er af den opfattelse, at SRB har tilsidesat den begrundelsespligt, der er fastsat i artikel 296, stk. 2, TEUF, i de anfægtede afgørelser. Den omstændighed, at afgørelserne ikke er rettet til sagsøgeren, er ikke til hinder for, at sagsøgeren kan påberåbe sig dette anbringende, for så vidt som den interesse, som personer, der berøres umiddelbart og individuelt af en retsakt, kan have i begrundelsen, skal tages i betragtning ved fastlæggelsen af begrundelsespligtens rækkevidde.

161    Sagsøgeren har påpeget, at begrundelsen ifølge retspraksis skal fremgå af selve den omhandlede retsakt og i øvrigt være forståelig for de retsundergivne. Af begrundelsen skal fremgå de væsentligste faktiske og retlige omstændigheder, der ligger til grund for afgørelsen, og som er nødvendige for at forstå det ræsonnement, der ligger bag vedtagelsen af afgørelsen.

162    Sagsøgerens deltagelse i indsamlingen af oplysninger betyder ikke, at denne har opnået tilstrækkelige oplysninger, da sagsøgerens bidrag ikke beregnes alene på baggrund af de oplysninger, som sagsøgeren selv indgiver, men på grundlag af forholdet mellem oplysningerne fra alle de berørte institutter.

163    Hvad angår den af SRB anførte manglende mulighed for at begrunde afgørelsen uden at afsløre de øvrige institutters forretningshemmeligheder har sagsøgeren påberåbt sig Domstolens praksis, ifølge hvilken forpligtelsen til at beskytte forretningshemmeligheder ikke kan gøres til genstand for en så vidtrækkende fortolkning, at den indskrænker begrundelsespligtens rækkevidde og tilsidesætter de interesserede aktørers ret til at blive hørt. I den foreliggende sag blev det fra starten systematisk afvist at fremsende de oplysninger, som sagsøgeren anmodede om.

164    Endelig har sagsøgeren anfægtet SRB’s argument om, at selv om Retten finder begrundelsen utilstrækkelig, er SRB’s beregning fortsat gyldig. Ifølge sagsøgeren kan det ikke automatisk antages, at der vedtages en ny identisk afgørelse i tilfælde af annullation.

165    SRB har anført, at den ikke skulle give en detaljeret begrundelse direkte til sagsøgeren, da dens afgørelser ikke var rettet til sidstnævnte, men til den østrigske nationale afviklingsmyndighed. SRB har desuden påberåbt sig retspraksis, ifølge hvilken det nærmere indhold af begrundelseskravet skal fastlægges i lyset af den konkrete sags omstændigheder, navnlig den interesse, som retsaktens adressat kan have i begrundelsen.

166    SRB er i øvrigt af den opfattelse, at betingelserne i artikel 296, stk. 2, TEUF er opfyldt, hvis de anfægtede afgørelser vedrører sagsøgeren umiddelbart. I det omfang adressaten for SRB’s afgørelser er den østrigske nationale afviklingsmyndighed og ikke sagsøgeren, er det vigtigt, at begrundelsen er tilstrækkeligt detaljeret til, at den pågældende nationale afviklingsmyndighed kan forstå de omstændigheder og juridiske betragtninger, der ligger til grund for beregningen, hvilket er tilfældet i den foreliggende sag. Til støtte for sit argument citerer SRB retspraksis, ifølge hvilken de interesserede parters deltagelse i proceduren med retsaktens udarbejdelse kan lempe begrundelseskravene, eftersom den bidrager til deres oplysning, og spørgsmålet, om en afgørelses begrundelse opfylder kravene efter den nuværende artikel 296 TEUF, ikke blot skal vurderes i forhold til ordlyden, men ligeledes til den sammenhæng, hvori den indgår, samt under hensyn til alle de retsregler, som gælder på det pågældende område.

167    De anfægtede afgørelser blev nemlig vedtaget i en for sagsøgeren velkendt sammenhæng. Selv om retsforskrifterne alene ikke gør det muligt at beregne et nøjagtigt beløb, giver de klare indikationer med hensyn til de væsentligste kriterier, der tages i betragtning ved beregningen.

168    SRB har anført, at beregningsproceduren i overensstemmelse med artikel 70, stk. 2, i forordning nr. 806/2014 er baseret på et tæt samarbejde mellem SRB og de nationale afviklingsmyndigheder. Derfor havde den østrigske nationale afviklingsmyndighed kendskab til beregningsmetoden for ex ante-bidragene for 2016. Dette var især tilfældet, da ex ante-bidragene for 2015 var blevet beregnet og opkrævet af de nationale afviklingsmyndigheder selv i overensstemmelse med delegeret forordning 2015/63. SRB er følgelig af den opfattelse, at begrundelsen for de anfægtede afgørelser var tilstrækkelig for den østrigske nationale afviklingsmyndighed, der på lige fod med alle de øvrige nationale afviklingsmyndigheder var impliceret i beregningen af ex ante-bidragene for 2016 på tæt hold.

169    SRB mener i øvrigt, at sagsøgeren går videre end de i artikel 296, stk. 2, TEUF opstillede betingelser, når denne hævder, at denne burde kunne beregne sine egne ex ante-bidrag på baggrund af SRB’s begrundelse. En del af de oplysninger, der er nødvendige for at beregne sagsøgerens ex ante-bidrag for 2016, består af fortrolige oplysninger fra andre institutter. I henhold til artikel 339 TEUF er SRB forpligtet til at beskytte alle fortrolige oplysninger fra institutterne. Denne forpligtelse fastsættes ligeledes i artikel 41, stk. 2, litra b), i chartret om de grundlæggende rettigheder, artikel 14, stk. 7, i delegeret forordning 2015/63, artikel 88 i forordning nr. 806/2014 og artikel 84 i direktiv 2014/59.

170    Ifølge SRB har sagsøgeren undladt at nævne, at denne modtog en yderst detaljeret begrundelse for beregningen i opkrævningsmeddelelsen fra den østrigske nationale afviklingsmyndighed af 26. april 2016, og at sagsøgeren blev underrettet i detaljer om det fulgte ræsonnement.

171    Endelig hævder SRB, at tilsidesættelsen af artikel 296, stk. 2, TEUF ikke medfører, at beregningerne er ugyldige. Selv om Retten annullerer de anfægtede afgørelser med denne begrundelse, er beregningerne derfor fortsat gyldige, og SRB kan omgående vedtage nye identiske afgørelser. Som Domstolen har fastslået i dom af 6. juli 1983, Geist mod Kommissionen (117/81, EU:C:1983:191, præmis 7), savner en sagsøger retlig interesse i at kræve annullation af en afgørelse på grund af formmangler i et tilfælde, hvor forvaltningen ikke kan udøve et skøn og er forpligtet til at handle som gjort.

172    Ifølge fast retspraksis skal den begrundelse, som kræves i henhold til artikel 296 TEUF, i denne forbindelse tilpasses karakteren af den pågældende retsakt og klart og utvetydigt angive de betragtninger, som den institution, der har udstedt retsakten, har lagt til grund, således at de berørte parter kan få kendskab til grundlaget for den trufne foranstaltning, og således at den kompetente ret kan udøve sin prøvelsesret (jf. dom af 20.12.2017, Comunidad Autónoma de Galicia og Retegal mod Kommissionen, C-70/16 P, EU:C:2017:1002, præmis 59 og den deri nævnte retspraksis).

173    Det nærmere indhold af begrundelseskravet skal fastlægges i lyset af den konkrete sags omstændigheder, navnlig indholdet af den pågældende retsakt, indholdet af de anførte grunde samt den interesse, som retsaktens adressater samt andre, der må anses for umiddelbart og individuelt berørt af retsakten, kan have i begrundelsen. Det kræves ikke, at begrundelsen angiver alle de forskellige relevante faktiske og retlige momenter, da spørgsmålet, om en afgørelses begrundelse opfylder kravene efter artikel 296 TEUF, ikke blot skal vurderes i forhold til ordlyden, men ligeledes til den sammenhæng, hvori den indgår, samt under hensyn til alle de retsregler, som gælder på det pågældende område (jf. dom af 7.3.2013, Acino mod Kommissionen, T-539/10, ikke trykt i Sml., EU:T:2013:110, præmis 124 og den deri nævnte retspraksis).

174    I øvrigt skal begrundelsen for en retsakt være logisk og må navnlig ikke indeholde selvmodsigelser, der gør det vanskeligt at forstå de underliggende motiver for denne retsakt (dom af 15.7.2015, Pilkington Group mod Kommissionen, T-462/12, EU:T:2015:508, præmis 21 og den deri nævnte retspraksis).

175    Indledningsvis skal det bemærkes, at selv om de afgørelser, hvorved ex ante-bidragene fastsættes, i det system, der er indført ved forordning nr. 806/2014 og gennemførelsesforordning 2015/81, meddeles de nationale afviklingsmyndigheder, berøres de institutter, der skal betale disse bidrag, herunder sagsøgeren, i modsætning til det af SRB hævdede, individuelt og umiddelbart af afgørelserne (jf. nærværende doms præmis 73-79).

176    Den interesse, som disse institutter kan have i begrundelsen, skal dermed ligeledes tages i betragtning, når rækkevidden af pligten til at begrunde de omhandlede afgørelser fastsættes. Derudover skal det bemærkes, at begrundelsen ligeledes har til formål at give Unionens retsinstanser mulighed for at udøve domstolskontrol.

177    I den foreliggende sag skal det påpeges, at SRB i flere omgange har tilsidesat begrundelsespligten.

178    For så vidt angår teksten i den første anfægtede afgørelse indeholder den kun en angivelse af forordning nr. 806/2014, navnlig dens artikel 70, stk. 2, og den nævner kun høringen af og samarbejdet med organer (Den Europæiske Centralbank (ECB) og de nationale myndigheder) og det forhold, at beregningen foretages således, at alle de individuelle bidrag ikke overstiger et bestemt niveau (dvs. 12,5% af det målniveau, der fremgår af artikel 69, stk. 1, i forordning nr. 806/2014). Den indeholder ingen oplysninger om trinnene i beregningen af sagsøgerens bidrag, ej heller om de tal, der er omfattet af de forskellige trin.

179    Det fremgår ganske vist ved gennemlæsning af artikel 70 i forordning nr. 806/2014, som er nævnt i den første anfægtede afgørelse, navnlig stk. 6, at ex ante-bidragene beregnes af SRB ved anvendelse af bl.a. »[d]e delegerede retsakter, der præciserer, hvordan bidrag afpasses forholdsmæssigt efter institutternes risikoprofil, og som vedtages af Kommissionen i henhold til artikel 103, stk. 7, i direktiv 2014/59/EU«, hvilket i den foreliggende sag vil sige delegeret forordning 2015/63.

180    Desuden omfatter delegeret forordning 2015/63 detaljerede regler, som SRB skal overholde ved bidragsberegningen.

181    Disse elementer er imidlertid ikke tilstrækkelige til at forstå, hvordan SRB har anvendt disse regler i sagsøgerens tilfælde for at nå frem til det for sagsøgeren fastsatte bidragsbeløb, der er anført i bilaget til den første anfægtede afgørelse.

182    Det skal tilføjes, at den første anfægtede afgørelse ikke nævner de mellemkommende afgørelser, som SRB har truffet med henblik på gennemførelse af bestemmelserne vedrørende bidragsberegningen (herefter »de mellemkommende afgørelser«), dvs. i det mindste følgende mellemkommende afgørelser:

–      afgørelse truffet af SRB på eksekutivmødet den 14. september 2015 om definition af søjlen »supplerende risikoindikatorer, som bestemmes af afviklingsmyndigheden« (SRB/ES/SRF/2015/00)

–      afgørelse truffet af SRB på eksekutivmødet den 30. november 2015 om de fælles regler for beregning i 2016 af ex ante-bidrag til Den Fælles Afviklingsfond for så vidt angår de dækkede indskud (SRB/ES/SRF/2015/01)

–      afgørelse truffet af SRB på eksekutivmødet den 30. november 2015 om de fælles regler for beregning af ex ante-bidrag for 2016 til SRF for så vidt angår de nyligt tilsynsbelagte institutter (SRB/ES/SRF/2015/02)

–      afgørelse truffet af SRB på eksekutivmødet den 30. november 2015 om de fælles regler for beregning af ex ante-bidrag for 2016 til SRF for så vidt angår diskretiseringen under trin 2 (SRB/ES/SRF/2015/03)

–      afgørelse truffet af SRB på eksekutivmødet den 30. november 2015 om supplerende garantier omkring de data, der indleveres til beregning af ex ante-bidrag for 2016 til SRF (SRB/ES/SRF/2015/04)

–      afgørelse truffet af SRB på eksekutivmødet den 30. november 2015 om de fælles regler for beregning af ex ante-bidrag for 2016 til SRF for så vidt angår referencedatoen for statsmidler (SRB/ES/SRF/2015/05)

–      afgørelse truffet af SRB på eksekutivmødet den 24. februar 2016 om behandling af data, som mangler efter indlevering af de samlede endelige data (SRB/ES/SRF/2016/00/A)

–      afgørelse truffet af SRB på eksekutivmødet den 10. marts 2016 om negative saldi for 2016-bidragsperioden efter justering af ex ante-bidragene for 2016 i tilfælde af fornyet behandling eller revision af de oplysninger, der er indgivet vedrørende ex ante-bidragene for 2015 (SRB/ES/SRF/2016/02)

–      afgørelse truffet af SRB på eksekutivmødet den 10. marts 2016 om fradrag af ex ante-bidrag for 2015 i ex ante-bidragene for 2016 (SRB/ES/SRF/2016/03)

–      afgørelse truffet af SRB på eksekutivmødet den 10. marts 2016 om den forenklede metode for investeringsselskaber (SRB/ES/SRF/2016/03A)

–      afgørelse truffet af SRB på eksekutivmødet den 6. april 2016 om behandling af fradraget af ex ante-bidrag for 2015, hvis tilladelsen til udøvelse af bankvirksomhed mistes (SRB/ES/SRF/2016/05)

–      afgørelse truffet af SRB på eksekutivmødet den 6. april 2016 om ændring af behandlingen af de data, der mangler efter indlevering af de samlede endelige data (SRB/ES/SRF/2016/05/A)

–      afgørelse truffet af SRB på eksekutivmødet den 6. april 2016 om oplysninger om dækkede indskud i 2015 (SRB/ES/SRF/2016/05/B)

–      afgørelse truffet af SRB på eksekutivmødet den 13. april 2016 om udelukkelse af passiver i forbindelse med støttelån (SRB/ES/SRF/2016/05/C)

–      afgørelse truffet af SRB på eksekutivmødet den 15. april 2016 om beregningsgrundlaget for uigenkaldelige betalingsforpligtelser for ex ante-bidragsperioden for 2016 (SRB/ES/SRF/2016/10)

–      afgørelse truffet af SRB på eksekutivmødet den 15. april 2016 om aftalen vedrørende uigenkaldelige betalingsforpligtelser og garantimekanismerne (SRB/ES/SRF/2016/11).

183    Som anført i nærværende doms præmis 39 har sagsøgeren ved skrivelse af 9. maj 2018 fremsendt disse 16 mellemkommende afgørelser til Retten efter på anmodning at have modtaget dem fra SRB. I sin skrivelse af 15. januar 2018 har SRB nævnt, at instansen allerede havde fastsat forskellige faktorer for beregningsmetoden og beregningsprocessen separat, inden de anfægtede afgørelser blev vedtaget. I forlængelse af denne skrivelse har sagsøgeren anmodet om at få tilsendt disse dokumenter, og den 20. april 2018 modtog denne med posten 16 mellemkommende afgørelser fra SRB, som var blevet anvendt som beregningsgrundlag for sagsøgerens 2016-bidrag, og som SRB betegnede som mellemkommende trin, der blev taget hensyn til i beregningsprocessen.

184    Eftersom disse 16 mellemkommende afgørelser hverken er blevet offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende eller meddelt sagsøgeren, er sidstnævnte af den opfattelse, at de skal erklæres juridisk ikke-eksisterende, og at de ikke kan udgøre et normgivende grundlag for pålæggelsen af de omtvistede bidrag. Hvis SRB opfattede disse mellemkommende afgørelser som rent forberedende foranstaltninger og ikke som fuldgyldige retsakter, burde deres indhold i øvrigt have været medtaget i betragtningerne til den afgørelse, som fastsatte ex ante-bidragene for 2016.

185    Ved skrivelse af 6. juni 2018 har SRB svaret, at indgivelsen af disse nye beviser i henhold til procesreglementets artikel 85 skal afvises, i det omfang sagsøgeren ikke havde begrundet den forsinkede forelæggelse af beviserne og under alle omstændigheder var bekendt med tilstedeværelsen af interne dokumenter, som indeholdt SRB’s »separate bestemmelser« vedrørende indsamlingsprocessen og bidragenes beregningsmetode. SRB havde nemlig givet sagsøgeren adgang til flere lignende dokumenter ved skrivelse af 13. september 2016, altså næsten to år før, de nye beviser blev indgivet.

186    Under alle omstændigheder var dokumenterne vedrørende beregningsmetoden ifølge SRB ikke beregnet til at have en ekstern retsvirkning. Sagsøgeren var ikke adressat for dokumenterne vedrørende beregningsmetoden, og SRB var derfor ikke forpligtet til at underrette denne om disse foranstaltninger. Indholdet af disse dokumenter var blevet meddelt de nationale afviklingsmyndigheder eller drøftet indgående med disse i bidragsudvalget rettidigt forud for vedtagelsen af beregningerne af ex ante-bidragene. Derudover var dokumenterne vedrørende beregningsmetoden hverken nødvendige eller relevante for sagens udfald. Efter SRB’s opfattelse har de nye fremlagte beviser ingen beviskraft for så vidt angår de af sagsøgeren fremførte forhold.

187    Hvad angår antagelsen til realitetsbehandling af de nye beviser, som sagsøgeren har fremlagt ved skrivelse af 9. maj 2018, skal det fastslås, at der er tale om nye elementer, som sagsøgeren ikke kunne have kendskab til, inden SRB i sin skrivelse af 15. januar 2018 nævnte, at instansen allerede havde fastsat forskellige faktorer for beregningsmetoden og beregningsprocessen separat, inden de anfægtede afgørelser blev vedtaget.

188    Med hensyn til SRB’s argument om, at sagsøgeren under alle omstændigheder var bekendt med tilstedeværelsen af interne dokumenter, som indeholdt SRB’s »separate bestemmelser« vedrørende indsamlingsprocessen og bidragenes beregningsmetode, efter SRB’s fremsendelse af skrivelsen af 13. september 2016, bør indholdet af den omhandlede skrivelse undersøges.

189    I denne skrivelse har SRB svaret på en anmodning fra sagsøgeren fremsat den 7. juli 2016 om at få adgang til alle de afgørelser, der vedrørte sagsøgeren. Ved denne skrivelse gav SRB sagsøgeren mulighed for i SRB’s lokaler at få forevist såvel de anfægtede afgørelser og beregningsfilerne som fem mellemkommende afgørelser benævnt som følger:

–      afgørelse truffet af SRB på eksekutivmødet den 10. marts 2016 om målniveauet for SRF for 2016 (SRB/ES/SRF/2016/01)

–      afgørelse truffet af SRB på eksekutivmødet den 14. december 2015 om politikken for uigenkaldelige betalingsforpligtelser for 2016 (SRB/ES/SRF/2015/06)

–      afgørelse truffet af SRB på plenarmødet den 30. september 2015 om indberetningsformularen for bidrag for 2016 (SRB/PS/SRF/2015/01)

–      afgørelse truffet af SRB på plenarmødet den 23. oktober 2015 om ændring af indberetningsformularen for bidrag for 2016 (SRB/PS/SRF/2015/02)

–      afgørelse truffet af SRB på eksekutivmødet den 6. april 2016 om ændring af indberetningsformularen for bidrag for 2016 (SRB/ES/SRF/2016/04).

190    Ud fra ordlyden i dette svar kunne sagsøgeren med rimelighed antage, at der ikke fandtes andre mellemkommende afgørelser fra SRB vedrørende sagsøgeren. Ingen af de 16 mellemkommende afgørelser, der blev sendt til sagsøgeren to år senere, figurerede imidlertid blandt disse afgørelser, der blev forelagt den 13. september 2016.

191    I sin skrivelse af 13. september 2016 anførte SRB i øvrigt, at de anfægtede afgørelser henviser til de sidste tre mellemkommende afgørelser, som er nævnt i nærværende doms præmis 189. Der henvises imidlertid ingen steder til de omhandlede mellemkommende afgørelser i de anfægtede afgørelser.

192    Det fremgår af det ovenstående, at dette nye bevismateriale skal antages til realitetsbehandling.

193    Det skal påpeges, at de mellemkommende afgørelser, der fremgår af nærværende doms præmis 182 og 189, er dokumenter, som ikke var rettet til sagsøgeren, og som SRB derfor ikke var forpligtet til at meddele sagsøgeren.

194    Det skal ikke desto mindre fastslås, at disse mellemkommende afgørelser er bestemmende for elementer i beregningsproceduren og for selve beregningen af bidragene. Derudover har disse mellemkommende afgørelser ikke blot til formål at gennemføre den gældende lovgivning, men også for nogles vedkommende at supplere den. Da disse mellemkommende afgørelser hverken blev offentliggjort eller på anden vis bragt til institutternes kendskab, holder SRB’s argument om, at begrundelsen for den første anfægtede afgørelse var tilstrækkelig, da forordning nr. 806/2014, delegeret forordning 2015/63, gennemførelsesforordning 2015/81 og direktiv 2014/59 indeholdt en detaljeret beskrivelse af den metode, der skal anvendes til beregning af ex ante-bidrag (jf. nærværende doms præmis 167), under alle omstændigheder ikke.

195    Det er tilstrækkeligt at nævne to eksempler, nemlig for det første den mellemkommende afgørelse SRB/ES/SRF/2016/01 (nævnt i nærværende doms præmis 189, første led), hvis første artikel fastsætter målniveauet for 2016, hvilket er et element, der blev taget i betragtning ved beregningen af sagsøgerens ex ante-bidrag (jf. artikel 4 i gennemførelsesforordning 2015/81 og bilag I, trin 6, til delegeret forordning 2015/63), og for det andet den mellemkommende afgørelse SRB/ES/SRF/2015/00 (nævnt i nærværende doms præmis 182, første led), hvorved artikel 6, stk. 1, litra d), i delegeret forordning 2015/63 vedrørende SRB’s bestemmelse af de supplerende risikoindikatorer, som udgør den fjerde risikosøjle, blev gennemført.

196    Selv om SRB har fremsendt de i præmis 182 og 189 omhandlede mellemkommende afgørelser til sagsøgeren, skete det først henholdsvis den 20. april 2018 og den 13. september 2016, altså efter søgsmålets anlæggelse.

197    I denne henseende skal det bemærkes, at opfyldelsen af begrundelsespligten skal vurderes ud fra de oplysninger, som sagsøgeren er i besiddelse af på tidspunktet for et søgsmåls anlæggelse (jf. dom af 12.11.2008, Evropaïki Dynamiki mod Kommissionen, T-406/06, ikke trykt i Sml., EU:T:2008:484, præmis 50 og den deri nævnte retspraksis).

198    Hvad angår SRB’s argument, hvori instansen henviser til retspraksis i forbindelse med beregning af bøder, som sanktionerer en aftale, ifølge hvilken Kommissionen ikke har pligt til at give en mere detaljeret redegørelse for eller taloplysninger vedrørende fremgangsmåden for beregningen, når den anfører de vurderingselementer, der har givet den grundlag for at bedømme overtrædelsens grovhed og varighed, skal det fastslås, at for det første er de mellemkommende afgørelser i den foreliggende sag i modsætning til metoden til bødeberegning hverken blevet offentliggjort eller bragt til sagsøgerens kendskab, inden søgsmålet blev anlagt. For det andet afviger emnet i den foreliggende sag, som vedrører SRB’s fastsættelse af de ex ante-bidrag, som institutterne skal betale til finansiering af SRF, i udpræget grad fra beregningen af bøder, der sanktionerer en aftale, navnlig som følge af disses afskrækkende virkning (jf. i denne retning dom af 17.12.2014, Pilkington Group m.fl. mod Kommissionen, T-72/09, ikke trykt i Sml., EU:T:2014:1094, præmis 247 og 248). Dette argument finder følgelig ikke anvendelse i den foreliggende sag.

199    Det kan konkluderes, at for så vidt som SRB ikke har bragt de mellemkommende afgørelser til sagsøgerens kendskab, inden søgsmålet blev anlagt, har SRB tilsidesat begrundelsespligten.

200    I øvrigt skal det med hensyn til bilaget til den første anfægtede afgørelse påpeges, at det ganske vist indeholder et beløb for risikojusteringsfaktoren, som er afpasset efter de europæiske forhold, men det indeholder ikke nogen tilsvarende angivelse vedrørende risikojusteringsfaktoren for den del af beregningen, der er foretaget efter de nationale forhold. Tilsvarende omfatter bilaget den beregningsmetode, der er anvendt for de europæiske forhold, men det indeholder ikke nogen angivelse med hensyn til den af SRB anvendte beregningsmetode i forbindelse med de nationale forhold.

201    Som det fremgår af artikel 8, stk. 1, litra a), i gennemførelsesforordning 2015/81, indgår den del af bidragsberegningen, som SRB foretager med henvisning til de nationale forhold, i 2016 med 60% i beregningen af institutternes bidrag, og den europæiske del kun med 40%. Begrundelsen i den første anfægtede afgørelse forekommer dermed utilstrækkelig i denne henseende.

202    Det skal tilføjes, at indholdet i den østrigske nationale afviklingsmyndigheds skrivelse af 26. april 2016 ikke kan rette op på den første anfægtede afgørelses utilstrækkelige begrundelse.

203    Selv uden at tage det forhold i betragtning, at denne skrivelse ikke indeholder væsentlige elementer, der kan opveje den første anfægtede afgørelses utilstrækkelige begrundelse, skal det fastslås, at det under alle omstændigheder er SRB, der som ophavsmand til afgørelsen om ex ante-bidrag skal begrunde afgørelsen.

204    I denne henseende er det i det system, der er indført ved de gældende bestemmelser, SRB, der beregner og fastsætter ex ante-bidragene. SRB’s afgørelser om beregning af de omhandlede bidrag er alene rettet til de nationale afviklingsmyndigheder (artikel 5, stk. 1, i gennemførelsesforordning 2015/81), og det påhviler de nationale afviklingsmyndigheder at underrette institutterne herom (artikel 5, stk. 2, i gennemførelsesforordning 2015/81) og opkræve bidragene hos institutterne på baggrund af disse afgørelser (artikel 67, stk. 4, i forordning nr. 806/2014).

205    Når SRB handler i henhold til artikel 70, stk. 2, i forordning nr. 806/2014, vedtager den dermed afgørelser, som er endelige, og som berører institutterne individuelt og umiddelbart.

206    Det tilkommer således SRB som ophavsmand til afgørelserne at begrunde disse. Denne forpligtelse kan ikke uddelegeres til de nationale afviklingsmyndigheder, og disse kan ikke råde bod på dens tilsidesættelse uden at lade hånt om SRB’s egenskab som ophavsmand til de omhandlede afgørelser og ansvar i denne forbindelse og, henset til de nationale afviklingsmyndigheders mangfoldighed, skabe risiko for, at institutterne behandles ulige med hensyn til begrundelsen for SRB’s afgørelser.

207    Under alle omstændigheder skal det påpeges, at oplysningerne i bilaget til opkrævningsmeddelelsen af 26. april 2016 fra den østrigske nationale afviklingsmyndighed ikke er identificeret som oplysninger fra SRB. Tværtimod præsenteres de som en integrerende del af opkrævningsmeddelelsen, som er en østrigsk retsakt, således at det ikke er muligt at skelne de elementer, som den østrigske nationale afviklingsmyndighed er ophavsmand til, fra dem, der i påkommende tilfælde kommer fra SRB.

208    Det skal i øvrigt påpeges, at selv om risikojusteringsfaktoren nødvendigvis skal anføres med alle de påkrævede decimaler, og at der ellers er tale om en approksimativ beregning, stemmer den justeringsfaktor, der fremgår af bilaget til opkrævningsmeddelelsen af 26. april 2016 (med 2 decimaler), ikke overens med justeringsfaktoren (med 14 decimaler) i bilaget til den første anfægtede afgørelse, således som den blev meddelt Retten som svar på den anden kendelse.

209    Det fremgår af det ovenstående, at SRB ved vedtagelsen af den første anfægtede afgørelse har tilsidesat begrundelsespligten.

210    For så vidt angår den anden anfægtede afgørelse skal det påpeges, at den selv tilsidesætter begrundelsespligten af de samme grunde som dem, der er anført i forbindelse med den første anfægtede afgørelse, og yderligere af den grund, at den ikke giver nogen begrundelse for den foretagne justering.

211    Begrundelsen for denne justering fremgår ganske vist af den skrivelse af 23. maj 2016, som den østrigske nationale afviklingsmyndighed sendte til sagsøgeren, og som var vedlagt en skrivelse fra SRB til sagsøgeren, som ligeledes var dateret den 23. maj 2016.

212    SRB’s skrivelse af 23. maj 2016 indeholder dog kun en generel begrundelse for den justering, der blev foretaget ved den anden anfægtede afgørelse.

213    Angående begrundelsen i den østrigske nationale afviklingsmyndigheds skrivelse henvises der til betragtningerne i nærværende doms præmis 202-206.

214    Endelig skal SRB’s argument, som fremført i nærværende doms præmis 171, forkastes. Selv om det fremgår af retspraksis, at en sagsøger ikke har nogen legitim interesse i at kræve annullation af en afgørelse på grund af formmangler eller en afgørelses manglende eller utilstrækkelige begrundelse i et tilfælde, hvor annullation kun kan medføre, at der træffes en ny afgørelse, som materielt er identisk med den annullerede (jf. i denne retning dom af 4.5.2017, Schräder mod EF-Sortsmyndigheden – Hansson (SEIMORA), T-425/15, T-426/15 og T-428/15, ikke trykt i Sml., EU:T:2017:305, præmis 109 og den deri nævnte retspraksis), skal det fastslås, at det ikke i den foreliggende sag kan udelukkes, at annullation af de anfægtede afgørelser medfører, at der træffes anderledes lydende afgørelser. I mangel af fuldstændige oplysninger om SRB’s mellemkommende bestemmelser og beregninger og af oplysninger om de øvrige institutter på trods af den indbyrdes afhængighed mellem sagsøgerens bidrag og alle de øvrige institutters bidrag er hverken sagsøgeren eller Retten i den foreliggende sag i stand til at kontrollere, om annullationen af disse afgørelser nødvendigvis vil medføre, at der træffes en ny, materielt identisk afgørelse.

215    Det fremgår af det ovenstående, at det første anbringende skal tages til følge.

216    Det kan konkluderes, at de anfægtede afgørelser skal annulleres, uden at det er fornødent at undersøge det andet, det tredje og det fjerde anbringende, som sagsøgeren har fremført.

 Begrænsning af den nye doms tidsmæssige virkninger

217    SRB har gjort gældende, at såfremt Retten annullerer den første eller den anden anfægtede afgørelse, for så vidt som de vedrører sagsøgeren, bør denne annullations tidsmæssige virkninger begrænses, så den først finder anvendelse seks måneder efter, at dommen i den foreliggende sag er blevet endelig.

218    SRB har anført, at denne anmodning skyldes, at instansen skal have godkendt beregningen af sagsøgerens ex ante-bidrag for 2016 på ny. Sagsøgeren har ikke bestridt, at denne er forpligtet til at bidrage til SRF, og derfor er det ifølge SRB uhensigtsmæssigt at gennemføre en tilbagebetaling, inden der er vedtaget en ny afgørelse.

219    Sagsøgeren har ikke udtalt sig om dette punkt.

220    I denne forbindelse skal der henvises til retspraksis, ifølge hvilken Domstolen, når tvingende retssikkerhedsmæssige hensyn begrunder det, i medfør af artikel 264, stk. 2, TEUF har et skøn med hensyn til i hver enkelt, konkrete sag at afgøre, hvilke af den berørte retsakts virkninger der skal betragtes som bestående (jf. analogt dom af 22.12.2008, Régie Networks, C-333/07, EU:C:2008:764, præmis 121).

221    I overensstemmelse med denne retspraksis har Domstolen gjort brug af muligheden for en tidsmæssig begrænsning af virkningerne af konstateringen af en EU-retlig bestemmelses ugyldighed, når tvingende retssikkerhedsmæssige hensyn vedrørende samtlige de interesser af såvel offentlig som privat karakter, der gør sig gældende i de pågældende sager, er til hinder for at anfægte modtagelsen eller betalingen af pengebeløb, der er gennemført i henhold til denne bestemmelse under perioder forud for afsigelsen af dommen (dom af 22.12.2008, Régie Networks, C-333/07, EU:C:2008:764, præmis 122).

222    I den foreliggende sag har SRB ikke påvist, på hvilken måde tilbagebetalingen efter denne doms afsigelse af de beløb, som sagsøgeren har betalt i ex ante-bidrag for 2016, skulle bringe de tvingende retssikkerhedsmæssige hensyn vedrørende samtlige de interesser af såvel offentlig som privat karakter, der gør sig gældende i denne sag, i fare. Det forhold, at det er uhensigtsmæssigt at gennemføre en tilbagebetaling, inden der er vedtaget en ny afgørelse, udgør ikke i sig selv en begrundelse, der kan sidestilles med tvingende retssikkerhedsmæssige hensyn.

223    Det er således ufornødent at begrænse denne doms tidsmæssige virkninger.

 Sagsomkostninger

224    I henhold til procesreglementets artikel 134, stk. 1, pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom. Da SRB har tabt den sag, der er registreret under nr. T-377/16, pålægges det denne at bære sine egne omkostninger og betale de af sagsøgeren afholdte omkostninger i overensstemmelse med sagsøgerens påstand i denne sag. Da de to øvrige sager, som er registreret under nr. T-645/16 og T-809/16, er blevet afvist, og sagen om anvendelse af foreløbige forholdsregler, som er registreret under nr. T-645/16 R, ligeledes er blevet afvist, pålægges det sagsøgeren at bære sine egne omkostninger og betale de af SRB afholdte omkostninger i overensstemmelse med sidstnævntes påstand i disse sager.

225    I henhold til procesreglementets artikel 138, stk. 1, bærer Den Italienske Republik sine egne omkostninger i sag T-645/16.

På grundlag af disse præmisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Ottende Udvidede Afdeling):

1)      Sagerne T-645/16 og T-809/16 afvises.

2)      I sag T-377/16 annulleres den af Den Fælles Afviklingsinstans (SRB) på sit eksekutivmøde af 15. april 2016 trufne afgørelse om ex ante-bidrag for 2016 til Den Fælles Afviklingsfond (SRB/ES/SRF/2016/06) og den af SRB på sit eksekutivmøde af 20. maj 2016 trufne afgørelse om justering af ex ante-bidrag for 2016 til Den Fælles Afviklingsfond, der supplerer den af SRB på sit eksekutivmøde af 15. april 2016 trufne afgørelse om ex ante-bidrag for 2016 til Den Fælles Afviklingsfond (SRB/ES/SRF/2016/13), for så vidt som disse afgørelser vedrører Hypo Vorarlberg Bank AG.

3)      SRB bærer sine egne omkostninger og betaler de af Hypo Vorarlberg Bank afholdte omkostninger i sag T-377/16.

4)      Hypo Vorarlberg Bank bærer sine egne omkostninger og betaler de af SRB afholdte omkostninger i sagerne T-645/16 og T-809/16 samt i sag T-645/16 R.

5)      Den Italienske Republik bærer sine egne omkostninger.

Collins Kancheva Barents

Passer       De Baere

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 28. november 2019.

Underskrifter

*      Processprog: tysk.