Language of document :

Meddelelse til EU-tidende

 

Anmodning om præjudiciel afgørelse forelagt ved kendelse afsagt den 21. februar 2003 af High Court of Justice (England & Wales) i sagen Centralan Property Ltd mod Commissioners of Customs & Excise.

(Sag C-63/04)

Ved kendelse afsagt den 21. februar 2003, indgået til Domstolens Justitskontor den 13. februar 2004, har High Court of Justice (England & Wales) i sagen Centralan Property Ltd mod Commissioners of Customs & Excise forelagt De Europæiske Fællesskabers Domstol en anmodning om præjudiciel afgørelse af følgende spørgsmål:

Skal sjette momsdirektivs(1) artikel 20, stk. 3, under omstændigheder, hvor en afgiftspligtig person i løbet af den i sjette momsdirektivs artikel 20, stk. 2, omhandlede berigtigelsesperiode afhænder en bygning, der anses for et investeringsgode, og afhændelsen af bygningen gennemføres ved to transaktioner, nemlig i) udlejningen af bygningen i 999 år [en transaktion, som er fritaget for afgift i henhold til direktivets artikel 13, punkt B, litra b)] mod lejers betaling af 6 mio. GBP for retten til at overtage et eksisterende lejemål, og tre dage senere ii) salget af retten til den udlejede ejendom efter lejemålets udløb [en afgiftspligtig transaktion i henhold til direktivets artikel 13, punkt B, litra g), og artikel 4, stk. 3, litra a)] for 1 000 GBP plus moms, og hvor der enten er eller ikke er truffet bestemmelse om transaktionerne på forhånd, således forstået at det ikke var sandsynligt, at sidstnævnte transaktion ikke ville blive gennemført, når først førstnævnte transaktion var gennemført, fortolkes således, at

a)    investeringsgodet indtil udløbet af berigtigelsesperioden skal betragtes, som om det var blevet anvendt til økonomisk virksomhed, der anses for fuldt afgiftspligtig

b)    investeringsgodet indtil udløbet af berigtigelsesperioden skal betragtes, som om det var blevet anvendt til økonomisk virksomhed, der anses for fuldstændig afgiftsfri

c)    investeringsgodet indtil udløbet af berigtigelsesperioden skal betragtes, som om det var blevet anvendt til økonomisk virksomhed, der anses for delvis afgiftspligtig og delvis afgiftsfri i et forhold svarende til forholdet mellem værdien af det afgiftspligtige salg af retten til den udlejede ejendom efter lejemålets udløb og værdien af den afgiftsfrie indgåelse af den 999 år lange lejeaftale?

____________

1 - Rådets sjette direktiv 77/388/EØF af 17.5.1977 om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om omsætningsafgifter - Det fælles merværdiafgiftssystem: ensartet beregningsgrundlag (EFT L 145 af 13.6.1977, s. 1).