Language of document : ECLI:EU:T:2021:113

RETTENS DOM (Syvende Udvidede Afdeling)

3. marts 2021 (*)

»Personalesag – tjenestemænd – forfremmelse – certificeringsprocedure – udelukkelse fra den endelige liste over tjenestemænd med tilladelse til at følge uddannelsesprogrammet – vedtægtens artikel 45a – annullationssøgsmål – meddelelse pr. anbefalet brev – vedtægtens artikel 26 – anbefalet postforsendelse, som adressaten ikke har afhentet – søgsmålsfristens begyndelsestidspunkt – formaliteten – begrundelsespligt – ret til at blive hørt – princippet om god forvaltningsskik – proportionalitet – sprogordning«

I sag T-723/18,

João Miguel Barata, Evere (Belgien), ved advokaterne G. Pandey, D. Rovetta og V. Villante,

sagsøger,

mod

Europa-Parlamentet ved J. Steele og I. Terwinghe, som befuldmægtigede,

sagsøgt,

angående et søgsmål anlagt i henhold til artikel 270 TEUF med påstand om annullation af afgørelsen af 23. juli 2018, af retsakten af 7. december 2017, af retsakten af 21. december 2017, af skrivelsen af 1. marts 2018, af skrivelsen af 22. marts 2018 vedrørende sagsøgerens ansøgning om deltagelse i certificeringsproceduren 2017 samt af meddelelsen om intern udvælgelsesprøve af 22. september 2017,

har

RETTEN (Syvende Udvidede Afdeling),

sammensat af afdelingsformanden, R. da Silva Passos, og dommerne V. Valančius, I. Reine, L. Truchot og M. Sampol Pucurull (refererende dommer),

justitssekretær: fuldmægtig P. Cullen,

på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 1. juli 2020,

afsagt følgende

Dom

 Sagens baggrund

1        Den 22. september 2017 offentliggjorde Europa-Parlamentet en indkaldelse af ansøgninger (herefter »meddelelsen om udvælgelsesprøve«) til certificeringskampagnen 2017 med henblik på at udvælge tjenestemænd fra ansættelsesgruppe AST, som kunne udnævnes til stillinger i ansættelsesgruppe AD. Den 27. september 2017 indgav sagsøgeren, João Miguel Barata, som er tjenestemand ved Parlamentet, en ansøgning.

2        Den 7. december 2017 afviste ansættelsesmyndigheden denne ansøgning med den begrundelse, at den ikke var blevet vedlagt den obligatoriske bilagsliste (herefter »retsakten af 7. december 2017«).

3        Den 13. december 2017 anmodede sagsøgeren om en ny gennemgang af ansøgningen.

4        Den 21. december 2017 bekræftede ansættelsesmyndigheden retsakten af 7. december 2017 (herefter »retsakten af 21. december 2017«).

5        Den 2. februar 2018 indgav sagsøgeren en klage i henhold til artikel 90, stk. 2, i vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union (herefter »vedtægten«).

6        Ved skrivelse af 1. marts 2018 (herefter »skrivelsen af 1. marts 2018«) gentog ansættelsesmyndigheden, at sagsøgeren ikke have fået adgang til at deltage i certificeringsproceduren 2017, og den informerede sagsøgeren om muligheden for at indbringe en klage for det paritetiske udvalg for certificeringsproceduren (herefter »COPAC«).

7        Den 8. marts 2018 indgav sagsøgeren en klage til COPAC.

8        Ved skrivelse af 22. marts 2018 meddelte COPAC sagsøgeren, at udvalget havde henstillet til ansættelsesmyndigheden at afslå denne klage (herefter »skrivelsen af 22. marts 2018«).

9        Den 28. marts 2018 bekræftede ansættelsesmyndigheden afvisningen af sagsøgerens ansøgning.

10      Den 13. april 2018 indleverede sagsøgeren en klage over afgørelsen af 28. marts 2018.

11      Den 16. april 2018 offentliggjorde Parlamentet listen over de udvalgte ansøgere.

12      Den 23. juli 2018 afslog ansættelsesmyndigheden sagsøgerens klager og bekræftede sin afgørelse om ikke at give ham adgang til at deltage i proceduren med henblik på udvælgelse af tjenestemænd, der kunne udnævnes i stillinger i ansættelsesgruppe AD (herefter »afgørelsen af 23. juli 2018«). Parlamentet sendte denne afgørelse med anbefalet brev med modtagelsesbevis til sagsøgerens hjem. Den 25. juli 2018 forsøgte det belgiske postvæsen at levere dette brev på sagsøgerens hjemadresse, og da han ikke var hjemme, blev der efterladt en meddelelse om, at der lå en forsendelse til afhentning. Sagsøgeren hentede ikke dette brev, og det belgiske postvæsen sendte det retur til Parlamentet den 9. august 2018.

13      Den 28. august 2018 sendte Parlamentet sagsøgeren en e-mail, der var vedhæftet afgørelsen af 23. juli 2018.

 Retsforhandlinger og parternes påstande

14      Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 7. december 2018 har sagsøgeren anlagt nærværende søgsmål.

15      Svarskriftet, replikken og duplikken blev indleveret til Rettens Justitskontor henholdsvis den 25. februar, den 25. april og den 7. juni 2019.

16      Den 9. juli 2019 indleverede sagsøgeren en anmodning om afholdelse af retsmøde.

17      Som følge af en ændring af sammensætningen af Retten udpegede Rettens præsident ved afgørelse af 18. oktober 2019 i henhold til artikel 27, stk. 3, i Rettens procesreglement en anden refererende dommer, der var tilknyttet Syvende Afdeling.

18      Efter forslag fra Syvende Afdeling besluttede Retten den 6. december 2019 i henhold til procesreglementets artikel 28 at henvise sagen til et udvidet dommerkollegium.

19      Efter forslag fra den refererende dommer (Syvende Udvidede Afdeling) besluttede Retten at indlede retsforhandlingernes mundtlige del, og den stillede som led i foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse i henhold til procesreglementets artikel 89 parterne skriftlige spørgsmål. Parterne besvarede disse spørgsmål inden for den fastsatte frist. Retsmødet, der var berammet til den 2. april 2020, blev udsat til den 1. juli 2020.

20      Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

–        Afgørelsen af 23. juli 2018, retsakten af 7. december 2017, retsakten af 21. december 2017, skrivelsen af 1. marts 2018 og skrivelsen af 22. marts 2018 samt meddelelsen om udvælgelsesprøve (1) annulleres.

–        Parlamentet tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

21      Parlamentet har nedlagt følgende påstande:

–        Sagen afvises.

–        Subsidiært frifindelse.

–        Sagsøgeren tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

 Retlige bemærkninger

 Formaliteten

22      Parlamentet har rejst to formalitetsindsigelser vedrørende for det første det forhold, at søgsmålet er blevet anlagt for sent, og for det andet, at stævningen ikke opfylder kravene i procesreglementets artikel 76, litra d).

 Spørgsmålet, om søgsmålet er blevet anlagt for sent

23      Parlamentet har gjort gældende, at sagen skal afvises, idet den er blevet anlagt for sent. Det har anført, at det meddelte sagsøgeren afgørelsen af 23. juli 2018 ved et anbefalet brev med modtagelsesbevis. Den 25. juli 2018 havde postvæsenet forsøgt at levere dette brev på sagsøgerens hjemadresse i Bruxelles (Belgien), og da han ikke var hjemme, havde postvæsenet efterladt en meddelelse om, at der lå en forsendelse til afhentning. Da sagsøgeren ikke havde hentet brevet inden udløbet af den lovbestemte opbevaringsfrist hos postvæsenet den 9. august 2018, begyndte søgsmålsfristen at løbe fra denne dato, og den udløb den 19. november 2018. Søgsmålet, der blev anlagt den 7. december 2018, blev således anlagt for sent.

24      Sagsøgeren har anfægtet lovligheden af meddelelsen pr. post af afgørelsen af 23. juli 2018, hvilken afgørelse han har anført, at han først kunne gøre sig bekendt med, da Parlamentet sendte ham den pr. e-mail den 28. august 2018. Han har gjort gældende, at eftersom søgsmålsfristen begyndte at løbe fra denne dato, er søgsmålet ikke anlagt for sent.

25      Det bemærkes, at vedtægtens artikel 25, stk. 2, fastsætter, at »[e]nhver afgørelse, der træffes i henhold til […] vedtægt[en] om en bestemt person, […] straks [skal] meddeles den pågældende tjenestemand skriftligt«. Idet denne bestemmelse ikke foreskriver den eller de metoder for at meddele en afgørelse om en bestemt person »skriftligt«, skal denne bestemmelse fortolkes således, at administrationen har flere muligheder i denne henseende, herunder en meddelelse ad elektronisk vej (jf. i denne retning dom af 29.11.2018, WL mod ERCEA, T-493/17, ikke trykt i Sml., EU:T:2018:852, præmis 54).

26      Meddelelse ad elektronisk vej er således ikke den eneste mulighed for at meddele administrative afgørelser. Administrationen kan også foretage en anbefalet postforsendelse med modtagelsesbevis, idet denne metode er udtrykkeligt fastsat i vedtægtens artikel 26, stk. 3, hvorefter »[e]thvert dokuments meddelelse skal bekræftes ved tjenestemandens underskrift eller i mangel heraf ved anbefalet brev til den seneste af tjenestemanden opgivne adresse«. Som følge af de særlige garantier, som et anbefalet brev med modtagelsesbevis udgør for såvel tjenestemanden som for forvaltningen, er det i øvrigt anerkendt som en sikker meddelelsesmåde (jf. i denne retning dom af 29.11.2018, WL mod ERCEA, T-493/17, ikke trykt i Sml., EU:T:2018:852, præmis 61).

27      Det følger af disse elementer, at det principielt står administrationen frit for at vælge den metode, som den, henset til omstændighederne i det foreliggende tilfælde, finder mest passende til at meddele en afgørelse om afslag på en klage, idet vedtægten ikke fastsætter nogen prioriteret rækkefølge for de forskellige mulige metoder, såsom ad elektronisk vej eller anbefalet brev med modtagelsesbevis.

28      Det bemærkes endvidere, at vedtægtens artikel 91, stk. 3, fastsætter, at klagen skal fremsættes inden for en frist på 3 måneder, som løber fra den dag, hvor den afgørelse, der er truffet som svar på klagen, meddeles. Ifølge procesreglementets artikel 60 »[forlænges] [p]rocesfristerne med en fast afstandsfrist på ti dage«.

29      Ifølge fast retspraksis er klage- og søgsmålsfristerne i vedtægtens artikel 90 og 91 ufravigelige og kan ikke ændres af parterne eller af Unionens retsinstanser, som ex officio skal efterprøve, om fristerne er overholdt. Fristerne beror på hensynet til retssikkerheden og nødvendigheden af at undgå enhver forskelsbehandling eller vilkårlighed i retsplejen (dom af 7.7.1971, Müllers mod ØSU, 79/70, EU:C:1971:79, præmis 18, og af 29.6.2000, Politi mod ETF, C-154/99 P, EU:C:2000:354, præmis 15).

30      Det tilkommer den part, som gør gældende, at en stævning er for sent indleveret, at påvise, fra hvilken dag fristen for indlevering heraf begyndte at løbe (dom af 17.7.2008, Athinaïki Techniki mod Kommissionen, C-521/06 P, EU:C:2008:422, præmis 70; jf. i denne retning dom af 5.6.1980, Belfiore mod Kommissionen, 108/79, EU:C:1980:146, præmis 7, og af 29.11.2018, WL mod ERCEA, T-493/17, ikke trykt i Sml., EU:T:2018:852, præmis 59).

31      Hvad angår søgsmål i personalesager anlagt på grundlag af artikel 270 TEUF er det ligeledes fast retspraksis, at en afgørelse, for at den kan anses for at være blevet behørigt meddelt i henhold til vedtægtens bestemmelser, ikke blot skal meddeles adressaten, men den pågældende skal også effektivt have haft mulighed for at gøre sig bekendt med dens indhold (jf. i denne retning dom af 15.6.1976, Jänsch mod Kommissionen, 5/76, EU:C:1976:92, præmis 10, og af 29.11.2018, WL mod ERCEA, T-493/17, ikke trykt i Sml., EU:T:2018:852, præmis 57).

32      Det er også værd at bemærke, at i henhold til artikel 263, stk. 6, TEUF og artikel 297, stk. 2, tredje afsnit, TEUF er den dato, der skal tages hensyn til ved fastlæggelsen af, hvornår fristen for anlæggelse af et annullationssøgsmål begynder at løbe, datoen for meddelelse af den omhandlede retsakt, når den angiver, hvem den er rettet til. En afgørelse er behørigt meddelt, når den er blevet meddelt adressaten, og denne har fået mulighed for at gøre sig bekendt hermed. Hvad angår denne sidstnævnte betingelse har Domstolen udtalt, at den er opfyldt, når adressaten har fået mulighed for at gøre sig bekendt med indholdet af denne afgørelse og begrundelsen herfor (dom af 21.3.2019, Eco-Bat Technologies m.fl. mod Kommissionen, C-312/18 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2019:235, præmis 25 og 26).

33      I det foreliggende tilfælde er det ubestridt, at sagsøgeren først blev bekendt med indholdet af afgørelsen af 23. juli 2018, da Parlamentet meddelte ham denne afgørelse pr. e-mail, den 28. august 2018. Det er således principielt denne dato, der skal tages i betragtning ved beregningen af søgsmålsfristen.

34      Parlamentet har imidlertid indvendt, at søgsmålsfristen begyndte at løbe på en tidligere dato. Det er af den opfattelse, at det ikke er den dato, hvorpå sagsøgeren faktisk blev bekendt med indholdet af afgørelsen af 23. juli 2018, som skal tages i betragtning, men den dato, hvorpå sagsøgeren havde mulighed for at gøre sig bekendt dermed. Parlamentet har i denne henseende gjort gældende, at det, når meddelelsen er sket ved anbefalet brev med modtagelsesbevis, kan formodes, at adressaten har haft mulighed for at gøre sig bekendt med dets indhold, når postvæsenets opbevaringsfrist for dette brev udløber. Til støtte for denne antagelse har Parlamentet henvist til to afgørelser fra Personaleretten, kendelse af 16. december 2010, AG mod Parlamentet (F-25/10, EU:F:2010:171), og dom af 30. januar 2013, Wahlström mod Frontex (F-87/11, EU:F:2013:10).

35      Det fremgår af begrundelserne for disse afgørelser fra Personaleretten, at når en afgørelse meddeles ved anbefalet et brev, skal adressaten anses for at blive bekendt med afgørelsen, når denne skriver under på modtagelsesbeviset. Det kan dog forekomme, at modtagelsesbeviset ikke kan underskrives af adressaten, når denne ikke er hjemme på det tidspunkt, hvor postbuddet kommer forbi, eller hvis denne afholder sig fra enhver handling og navnlig ikke afhenter brevet inden for opbevaringsfristen. I et sådant tilfælde må det fastslås, at adressaten har fået behørig meddelelse om afgørelsen på datoen for udløbet af fristen for postvæsenets opbevaring af brevet. Hvis det blev accepteret, at en adressat ved at afholde sig fra enhver handling og navnlig ved ikke at afhente det anbefalede brev inden for nævnte frist kunne hindre, at der skete forskriftmæssig meddelelse af en afgørelse ved anbefalet brev, ville adressaten have et vist spillerum ved fastsættelsen af søgsmålsfristens starttidspunkt, selv om en sådan frist ikke kan være op til parterne og skal svare til kravene om retssikkerhed og ordentlig retspleje (kendelse af 16.12.2010, AG mod Parlamentet, F-25/10, EU:F:2010:171, præmis 41-43, og dom af 30.1.2013, Wahlström mod Frontex, F-87/11, EU:F:2013:10, præmis 38 og 39).

36      Det fremgår ligeledes af praksis fra Personaleretten, at formodningen om, at adressaten har modtaget meddelelse om afgørelsen med udløbet af den periode, som et anbefalet brev normalt opbevares hos postvæsenet, ikke er absolut. Den kan tværtimod afkræftes, og den er betinget af, at meddelelsen er lovlig. Personaleretten har nemlig udtalt, at administrationen, for at denne formodning kan finde anvendelse, skal kunne godtgøre, at meddelelsen ved anbefalet brev er sket på lovlig vis, dvs. at der på den seneste af adressaten oplyste adresse skal være afleveret en meddelelse om, at der ligger en forsendelse til afhentning. Adressaten kan endvidere afkræfte denne formodning ved at godtgøre, at denne, bl.a. på grund af sygdom eller force majeure, som denne ikke havde indflydelse på, var effektivt forhindret i at blive bekendt med meddelelsen om, at der lå en forsendelse til afhentning (kendelse af 16.12.2010, AG mod Parlamentet, F-25/10, EU:F:2010:171, præmis 44).

37      I forbindelse med en appel til prøvelse af en afgørelse truffet i første instans vedrørende et søgsmål støttet på artikel 263 TEUF ophævede Domstolen i dom af 21. februar 2018, LL mod Parlamentet (C-326/16 P, EU:C:2018:83), kendelse af 19. april 2016, LL mod Parlamentet (T-615/15, ikke trykt i Sml., EU:T:2016:432), hvorved Retten – efter at den havde bemærket, at sagen var blevet anlagt mere end 17 måneder efter meddelelsen af den anfægtede afgørelse, uden at sagsøgeren havde påberåbt sig uforudsete omstændigheder eller force majeure – afviste sagen, idet det var åbenbart, at den ikke kunne antages til realitetsbehandling, da den var anlagt for sent. Det bemærkes navnlig, at Domstolen forkastede den argumentation, hvorefter søgsmålsfristen, efter at det ikke var lykkedes at foretage meddelelse pr. anbefalet brev, i den nævnte sag begyndte at løbe fra udløbet af den opbevaringsfrist, som det belgiske postvæsen anvendte.

38      Domstolen præciserede, at en afgørelse blev anset for behørigt meddelt som omhandlet i artikel 263, stk. 6, TEUF og artikel 297, stk. 2, tredje afsnit, TEUF, når den var fremsendt til adressaten, og denne fik mulighed for at gøre sig bekendt dermed. Domstolen anførte navnlig, at artikel 297, stk. 2, tredje afsnit, TEUF er et udtryk for et retssikkerhedsprincip, som indebærer, at de rettigheder og pligter, der følger af en individuel administrativ retsakt, ikke kan gøres gældende over for adressaten, så længe retsakten ikke er blevet bragt til den pågældendes kendskab. Idet Domstolen støttede sig på dette princip – og efter at den havde fastslået, at den nævnte meddelte skrivelse var blevet sendt tilbage til afsenderen uden at være blevet afhentet – anførte den, at adressaten havde modtaget denne skrivelse som vedhæftet bilag til en e-mail fra Parlamentet. Domstolen anførte, at meddelelsen under disse betingelser ikke udelukkende var blevet foretaget ved den anbefalede skrivelse. Domstolen fandt, at da fristen på to måneder og ti dage ikke havde kunnet begynde at løbe i forhold til adressaten før den dag, hvor denne havde fået fuldt kendskab til denne afgørelse, skulle den sag, der var blevet anlagt for Retten, antages til realitetsbehandling (dom af 21.2.2018, LL mod Parlamentet, C-326/16 P, EU:C:2018:83, præmis 46-56).

39      Det skal derfor i lyset af dommen af 21. februar 2018, LL mod Parlamentet (C-326/16 P, EU:C:2018:83), undersøges, om den formodning for, at der er foretaget meddelelse, som Parlamentet har påberåbt sig, finder anvendelse på nærværende sag. Med henblik herpå har Retten opfordret parterne til skriftligt at udtale sig om de eventuelle konsekvenser, der kan drages af denne dom, og af generaladvokatens forslag til afgørelse. Parterne har skriftligt og i retsmødet givet udtryk for forskellige holdninger.

40      Sagsøgeren er i det væsentlige af den opfattelse, at den nævnte dom fastslår, at der ikke findes en formodning for, at der er foretaget meddelelse. I lighed med det synspunkt, der blev givet udtryk for bl.a. i punkt 59 og 62 i generaladvokat Szpunars forslag til afgørelse i sag LL mod Parlamentet (C-326/16 P, EU:C:2017:605), er sagsøgeren af den opfattelse, at en sådan formodning er i strid med retssikkerhedsprincippet, med princippet om god forvaltningsskik og med den ret til domstolsprøvelse, der er sikret ved artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«).

41      Parlamentet har omvendt gjort gældende, at anvendelsen i det foreliggende tilfælde af formodningen for, at der er foretaget meddelelse, er berettiget, henset til de grundlæggende forskelle mellem den retlige og faktiske sammenhæng i nærværende sag og den sag, der gav anledning til dom af 21. februar 2018, LL mod Parlamentet (C-326/16 P, EU:C:2018:83). Denne dom vedrørte artikel 263 TEUF, således at dens rækkevidde ikke kan udstrækkes til nærværende søgsmål, der er støttet på artikel 270 TEUF, eller til vedtægten. Parlamentet har således forklaret, at der, henset til tjenestemandsrettens autonomi, skal foretages en sondring mellem disse to retslige rammer. På grund af den balance, der findes mellem de gensidige rettigheder og forpligtelser, som vedtægten har indført i forholdet mellem ansættelsesmyndigheden og dens offentligt ansatte, er formodningen for, at der er foretaget meddelelse, berettiget og tilpasset denne særlige sammenhæng. I denne henseende har Parlamentet navnlig fremhævet mekanismen i vedtægtens artikel 20, som gør det muligt for administration at undgå enhver uregelmæssighed ved meddelelse pr. post, eftersom administrationen kender tjenestemænd i aktiv tjenestes adresse, idet disse skal meddele administrationen denne og straks give denne besked om enhver ændring heraf. Parlamentet har fremhævet, at de omstændigheder, der lå til grund for sagen LL mod Parlamentet (C-326/16 P, EU:C:2018:83), ikke var reguleret af vedtægten og derfor ikke gav tilsvarende garantier. Parlamentet har afvist tanken om, at formodningen for, at der er foretaget meddelelse, fratager tjenestemændene deres ret til domstolsprøvelse, og det er af den opfattelse, at denne formodning udgør en fordel for disse, eftersom den udskyder udgangspunktet.

42      For at afgøre, om Parlamentet i det foreliggende tilfælde har grundlag for at påberåbe sig den formodning for, at der er foretaget meddelelse, som er fastsat i ovennævnte afgørelser fra Personaleretten, skal det indledningsvis bemærkes, at vedtægtens artikel 91, stk. 3, alene fastsætter, at søgsmålsfristen på 3 måneder løber fra den dag, hvor den afgørelse, der er truffet som svar på klagen, meddeles. Det er i øvrigt ubestridt, at ingen anden bestemmelse i vedtægten eller i andre lovgivningsmæssige instrumenter i Den Europæiske Union fastsætter, at såfremt det mislykkes at meddele et anbefalet brev, udskydes udgangspunktet for beregningen af søgsmålsfristen til udløbet af postvæsenets opbevaringsfrist for dette brev snarere end til den dato, hvorpå den pågældende faktisk er blevet bekendt med indholdet af dette brev.

43      I mangel af en sådan tekst, der fastsætter en sådan retsregel, må der henvises til retssikkerhedsprincippet og til chartret, navnlig til retten til adgang til effektive retsmidler og retten til en upartisk domstol, med henblik på at efterprøve lovligheden af den omhandlede formodning for, at der er foretaget meddelelse.

44      I denne henseende fastsætter chartrets artikel 47, stk. 1, at enhver, hvis rettigheder og friheder som sikret af EU-retten er blevet krænket, skal have adgang til effektive retsmidler for en domstol under overholdelse af de betingelser, der er fastsat i denne artikel. Ifølge artikel 47, stk. 2, har enhver ret til en retfærdig og offentlig rettergang inden en rimelig frist for en uafhængig og upartisk domstol, der forudgående er oprettet ved lov.

45      Ifølge forklaringerne til denne artikel, hvilke forklaringer der i overensstemmelse med artikel 6, stk. 1, tredje afsnit, TEU og chartrets artikel 52, stk. 7, skal tages hensyn til ved fortolkningen af denne, svarer chartrets 47, stk. 2, til artikel 6, stk. 1, i den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, der blev undertegnet den 4. november 1950 i Rom.

46      Det fremgår af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis vedrørende fortolkningen af artikel 6, stk. 1, i konventionen til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, som man i overensstemmelse med chartrets artikel 52, stk. 3, skal henholde sig til, at retten til domstolsprøvelse ikke er en absolut ret. Udøvelsen af denne ret er undergivet begrænsninger, navnlig for så vidt angår betingelserne for realitetsbehandling af et søgsmål. Bestemmelserne om frister, der skal overholdes for at anlægge et søgsmål, tilsigter at sikre en ordentlig retspleje og overholdelse af navnlig retssikkerhedsprincippet. Selv om de berørte må forvente, at reglerne vil blive anvendt, må anvendelsen heraf imidlertid ikke hindre de retsundergivne i at benytte sig af et til rådighed stående retsmiddel (jf. i denne retning dom af 28.2.2013, Fornyet prøvelse Arango Jaramillo m.fl. mod EIB, C-334/12 RX-II, EU:C:2013:134, præmis 43, og Menneskerettighedsdomstolens dom af 13.3.2018, Kuznetsov m.fl. mod Rusland (CE:ECHR:2018:0313JUD005635409), § 40).

47      I overensstemmelse med Domstolens faste praksis har chartrets artikel 47 dog ikke har til formål at ændre den domstolskontrolordning, der er fastlagt i traktaterne, og navnlig ikke reglerne vedrørende de procedurefrister, der er fastsat ved EU-bestemmelserne (jf. kendelse af 5.7.2018, Müller m.fl. mod QH, C-187/18 P(I), ikke trykt i Sml., EU:C:2018:543, præmis 24 og den deri nævnte retspraksis). De rettigheder, der er sikret ved chartrets artikel 47, berøres på ingen måde af, at de EU-retlige bestemmelser om procedurefrister anvendes strengt (jf. i denne retning kendelse af 11.6.2020, GMPO mod Kommissionen, C-575/19 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2020:448, præmis 40 og den deri nævnte retspraksis).

48      I det foreliggende tilfælde er den formodning for, at der er foretaget meddelelse, som Parlamentet har påberåbt sig, ikke støttet på nogen bestemmelse i EU-retten vedrørende procedurefrister. Denne formodning påvirker dog efter sin art adressaten for den meddelte retsakt juridisk set, eftersom den bestemmer søgsmålsfristens begyndelsestidspunkt, og følgelig, om søgsmålet kan antages til realitetsbehandling. Eftersom formålet med reglerne om søgsmålsfrister er at sikre en ordentlig retspleje, idet enhver forskelsbehandling eller vilkårlig behandling skal undgås, og navnlig overholdelsen af retssikkerheden, skal en sådan formodning for, at der er foretaget meddelelse, inden den anvendes, være bragt til de berørte personers kendskab, for at disse kan være informeret om reglerne herfor og med rimelighed forudse med tilstrækkelig præcision, hvad konsekvenserne af ikke at hente et anbefalet brev med modtagelsesbevis består i for beregningen af søgsmålsfristen.

49      Det følger heraf, at når der ikke findes bestemmelser, der præcist og forudsigeligt regulerer fastsættelsen af begyndelsestidspunktet for beregningen af søgsmålsfristen, såfremt et anbefalet brev med modtagelsesbevis ikke afhentes, i tvister, der henhører under vedtægten, kan institutionernes anvendelse af vedtægtens artikel 26 i denne sammenhæng ikke være tilstrækkelig til at godtgøre, at den berørte person fik mulighed for at gøre sig bekendt med den omhandlede individuelle afgørelse.

50      Det skal nemlig fremhæves, at mens meddelelse pr. anbefalet brev er fastsat i vedtægtens artikel 26 med en ordlyd, der ikke er blevet ændret siden vedtagelsen af denne bestemmelse i 1962, er den formodning for, at der er foretaget meddelelse, som Parlamentet påberåber sig, støttet på anvendelsen af nationale regler om postvæsenets opbevaring af anbefalede breve, der ikke er blevet afhentet. Der er i øvrigt gået næsten 60 år siden vedtagelsen af vedtægtens artikel 26. EU-institutionerne anvender – ligesom medlemsstaternes nationale administrationer i øvrigt gør det – i stigende grad elektroniske kommunikationsmidler i deres relationer med borgerne.

51      Eftersom de gældende retsakter, der er i øjeblikket er i kraft, intet indeholder herom, og navnlig efter afsigelsen af dommen af 21. februar 2018, LL mod Parlamentet (C-326/16 P, EU:C:2018:83), er retssikkerhedsprincippet og nødvendigheden af at undgå enhver form for forskelsbehandling og enhver vilkårlig behandling i den ordentlige retspleje til hinder for, at den formodning for, at der er foretaget meddelelse, som Parlamentet har påberåbt sig, finder anvendelse i det foreliggende tilfælde.

52      Parlamentet kan derfor ikke gøre gældende, at meddelelsen af afgørelsen af 23. juli 2018 må anses for at være sket ved udløbet af opbevaringsfristen for det anbefalede brev, der var sendt til sagsøgerens hjem.

53      Parlamentet meddelte ligeledes denne afgørelse ved en e-mail af 28. august 2018, som sagsøgeren straks bekræftede modtagelsen af. Det er således med urette, at Parlamentet har gjort gældende, at det alene er meddelelsen pr. anbefalet brev, der skal tages i betragtning med henblik på beregningen af søgsmålsfristen, selv om brevet ikke blev afhentet inden for den frist, som det belgiske postvæsen havde fastsat. Det er ubestridt, at det var den 28. august 2018, at sagsøgeren fik fuldt kendskab til afgørelsen af 23. juli 2018. Søgsmålsfristen begyndte således at løbe fra den 28. august 2018. Nærværende søgsmål, der blev anlagt den 7. december 2018, er følgelig ikke anlagt for sent (jf. analogt dom af 21.2.2018, LL mod Parlamentet, C-326/16 P, EU:C:2018:83, præmis 53-56). Den formalitetsindsigelse, som Parlamentet har fremsat om, at søgsmålet er blevet anlagt for sent, skal følgelig forkastes.

 Spørgsmålet, om stævningen ikke opfylder kravene i procesreglementets artikel 76, litra d)

54      Parlamentet har gjort gældende, at den påstand, hvormed sagsøgeren har anmodet Retten om at fastslå, at vedtægtens artikel 90 er ugyldig og uanvendelig på nærværende sag, skal afvises. Selv om denne påstand kunne fortolkes som en ulovlighedsindsigelse, har Parlamentet fremhævet, at den ikke er genstand for nogen senere redegørelse i stævningen. Parlamentet er som følge heraf af den opfattelse, at denne ulovlighedsindsigelse må afvises i henhold til procesreglementets artikel 76, litra d). Parlamentet har ligeledes anfægtet, at det fjerde anbringende, som sagsøgeren har fremsat, og som vedrører en tilsidesættelse af EU’s sprogordning, kan antages til realitetsbehandling.

55      Det bemærkes, at i henhold til artikel 21, stk. 1, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, som i medfør af samme statuts artikel 53, stk. 1, finder anvendelse på rettergangsmåden ved Retten, og procesreglementets artikel 76, litra d), skal enhver stævning indeholde »søgsmålets genstand, de anbringender og argumenter, der gøres gældende, samt en kortfattet fremstilling af anbringenderne«. Ifølge fast retspraksis skal sagsøgerens kortfattede fremstilling af anbringenderne af retssikkerhedshensyn og af hensyn til en ordentlig retspleje være tilstrækkeligt klar og præcis til, at sagsøgte kan tilrettelægge sit forsvar, og at den kompetente domstol kan træffe afgørelse i sagen (jf. kendelse af 25.9.2019, EM Research Organization mod EUIPO, C-728/18 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2019:781, præmis 8 og den deri nævnte retspraksis). En ren abstrakt opregning af anbringenderne i stævningen opfylder ikke disse krav.

56      I det foreliggende tilfælde skal det konstateres, at stævningen i punkt 61-67 indeholder en fremstilling af den retlige argumentation, hvormed sagsøgeren med det fjerde anbringende, der vedrører en tilsidesættelse af EU’s sprogordning, anfægter lovligheden af meddelelsen om udvælgelsesprøve, henset til Rådets forordning nr. 1 af 15. april 1958 om den ordning, der skal gælde for Det Europæiske Økonomiske Fællesskab på det sproglige område (EFT 1952-1958 I, s. 59), som ændret ved Rådets forordning (EU) nr. 517/2013 af 13. maj 2013 om tilpasning af visse forordninger, beslutninger og afgørelser vedrørende frie varebevægelser, frie personbevægelser, selskabsret, konkurrencepolitik, landbrug, fødevaresikkerhed og veterinær- og plantesundhedspolitik, transportpolitik, energi, beskatning, statistikker, transeuropæiske net, retsvæsen og grundlæggende rettigheder, retfærdighed, frihed og sikkerhed, miljø, toldunionen, eksterne forbindelser, udenrigspolitik og sikkerheds- og forsvarspolitik samt institutioner på grund af Republikken Kroatiens tiltrædelse (EUT 2013, L 158, s. 1) (herefter »forordning nr. 1«), og ligebehandlingsprincippet. Denne fremstilling er tilstrækkeligt klar og præcis til, at Parlamentet kan tilrettelægge sit forsvar, og Retten kan udøve sin kontrol. Det fjerde anbringende skal således antages til realitetsbehandling.

57      Hvad angår ulovlighedsindsigelsen mod vedtægtens artikel 90 skal det fastslås, at stævningen i en indledende del definerer søgsmålets genstand i en sætning med listen over de retsakter, der er nedlagt påstand om annullation af, dvs. retsakterne af 7. december 2017 og 21. december 2017, skrivelserne af 1. marts 2018 og 22. marts 2018, afgørelsen af 23. juli 2018 samt meddelelsen om udvælgelsesprøve.

58      Efter denne opregning indeholder stævningen følgende sætning: »I givet fald fastslås det indledningsvis, at vedtægtens artikel 90 er ugyldig og uanvendelig i nærværende sag, jf. artikel 277 TEUF.«

59      Denne påstand er ikke underbygget af nogen retlig eller faktisk argumentation i resten af stævningen. Stævningen angiver således ikke de væsentlige faktiske og retlige elementer, som påstanden om, at det efter indsigelse skal fastslås, at vedtægtens artikel 90 er ugyldig, støttes på.

60      For at tilbagevise Parlamentets argumentation om en tilsidesættelse af procesreglementets artikel 76, litra d), har sagsøgeren i punkt 19-23 i replikken anført flere argumenter for at godtgøre, at vedtægtens artikel 90 er ulovlig.

61      Sagsøgeren har dog ikke anført nogen begrundelse for at forklare den for sene fremlæggelse af denne argumentation.

62      Da stævningen ikke indeholder det mindste argument til støtte for ulovlighedsindsigelsen mod vedtægtens artikel 90, skal det under disse omstændigheder fastslås, at stævningen ikke opfylder de betingelser, der er fastsat i procesreglements artikel 76, litra d). Påstanden om, at det fastslås, at vedtægtens artikel 90 er uanvendelig, skal derfor afvises.

 Realiteten

63      Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat fire anbringender vedrørende for det første en tilsidesættelse af begrundelsespligten, for det andet en tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet, af princippet om god forvaltningsskik, af princippet om retten til forsvar, af retten til at blive hørt og af chartrets artikel 41, for det tredje en tilsidesættelse af retten til god forvaltningsskik og for det fjerde en tilsidesættelse af forordning nr. 1, af ligebehandlingsprincippet og princippet om forbud mod forskelsbehandling. Retten finder, at disse anbringender skal omgrupperes, og at klagepunkterne skal behandles i følgende rækkefølge: først klagepunktet om en tilsidesættelse af begrundelsespligten, dernæst klagepunkterne om en tilsidesættelse af retten til at blive hørt, af retten til forsvar og af chartrets artikel 41, herefter klagepunkterne om en tilsidesættelse af princippet om god forvaltningsskik og proportionalitetsprincippet og endelig klagepunkterne om en tilsidesættelse af EU’s sprogordning, af ligebehandlingsprincippet og af princippet om forbud mod forskelsbehandling.

 Spørgsmålet, om begrundelsespligten er blevet tilsidesat

64      Sagsøgeren har gjort gældende, at afgørelsen af 23. juli 2018 og de afgørelser, der gik forud herfor, er behæftet med en åbenbar begrundelsesmangel. Parlamentet har undladt at forklare, hvorfor det ikke gjorde ham opmærksom på, at bilagslisten manglede i hans ansøgning, selv om ansøgningsfristen ikke var udløbet. Hvis Parlamentets tjenestegrene har fået adgang til hans evalueringsskema, har sagsøgeren anmodet om, at Retten pålægger Parlamentet at fremlægge disse dokumenter.

65      Parlamentet har anfægtet det af sagsøgeren anførte.

66      Retten bemærker, at den forpligtelse til at begrunde en akt, der indeholder et klagepunkt, som er fastsat bl.a. i vedtægtens artikel 25, har til formål dels at give den berørte oplysninger, der er tilstrækkelige til at vurdere, om akten har grundlag eller om den eventuelt er behæftet med en mangel, der gør det muligt at anfægte lovligheden af deraf, dels at gøre det muligt for retten at udøve sin prøvelsesret i denne henseende (dom af 26.11.1981, Michel mod Parlamentet, 195/80, EU:C:1981:284, præmis 22, og af 28.2.2008, Neirinck mod Kommissionen, C-17/07 P, EU:C:2008:134, præmis 50).

67      En akt er tilstrækkeligt begrundet, når tjenestemanden kender den sammenhæng, hvori den er truffet, således at den pågældende har mulighed for at forstå rækkevidden heraf (dom af 1.6.1983, Seton mod Kommissionen, 36/81, 37/81 og 218/81, EU:C:1983:152, præmis 48, af 12.11.1996, Ojha mod Kommissionen, C-294/95 P, EU:C:1996:434, præmis 18, og kendelse af 14.12.2006, Meister mod KHIM, C-12/05 P, EU:C:2006:779, præmis 89).

68      Forpligtelsen til at begrunde afgørelser udgør i øvrigt et væsentligt formkrav, som bør adskilles fra begrundelsens materielle indhold, der henhører under spørgsmålet om lovligheden af den anfægtede retsakt. En retsakts begrundelse består nemlig i formelt at udtrykke de grunde, som retsakten er baseret på. Hvis disse grunde er behæftet med fejl, vil afgørelsens grundlags lovlighed være berørt, men det vil dennes begrundelse ikke, idet denne kan være tilstrækkelig, selv om den er udtryk for fejlagtige grunde (jf. dom af 17.12.2015, Italien mod Kommissionen, T-295/13, ikke trykt i Sml., EU:T:2015:997, præmis 122 og den deri nævnte retspraksis).

69      I det foreliggende tilfælde blev de begrundelser, der havde ført til afvisningen af sagsøgerens ansøgning, meddelt sidstnævnte i retsakten af 7. december 2017, og begrundelserne for afslaget på hans klager blev anført i afgørelsen af 23. juli 2018. I denne afgørelse er det udtrykkeligt anført, at afslaget skyldtes den manglende bilagsliste, der var påkrævet. I den nævnte afgørelse henvises i denne henseende til punkt 5.3 i meddelelsen om udvælgelsesprøve og til den anden del i den erklæring, som sagsøgeren havde underskrevet, der bekræftede, at han var blevet informeret om, at ansøgningen skulle være vedlagt den nævnte liste, idet den ellers ville blive afvist. Disse begrundelser var udtrykt klart, præcist og utvetydigt, og de gjorde det muligt for sagsøgeren at forstå rækkevidden deraf og at vurdere muligheden for at anlægge et søgsmål ved Retten og for Retten at udøve sin kontrol med hensyn til denne afgørelses lovlighed. Sagsøgerens klagepunkt om en tilsidesættelse af begrundelsespligten må derfor forkastes som ugrundet, uden at det er nødvendigt at anordne bevisoptagelse.

 Spørgsmålet, om retten til at blive hørt er blevet tilsidesat

70      Sagsøgeren har gjort gældende, at Parlamentet har tilsidesat princippet om retten til forsvar og princippet om retten til at blive hørt, der er fastsat i den primære EU-ret og i chartrets artikel 41. Parlamentet burde have givet ham ret til at udtale sig skriftligt, inden det afviste hans ansøgning, og det burde have gjort det muligt for ham skriftligt at kommentere begrundelserne for at afslå hans klage. Sagsøgeren ville således have kunnet forsøge at overbevise Parlamentet om at kontrollere hans sagsakter for at sikre sig, at de indeholdt alle de relevante dokumenter, og at påvise alle unøjagtighederne vedrørende hans evaluering.

71      Parlamentet har tilbagevist denne argumentation.

72      Hvad angår muligheden for at udtale sig skriftligt inden vedtagelsen af afgørelsen af 23. juli 2018 bemærkes, at retten til at blive hørt under hele sagen, der er fastsat i chartrets artikel 41, stk. 2, som udgør en integreret del af retten til forsvar, idet den førstnævnte ret ikke er så omfattende som den sidstnævnte, garanterer enhver muligheden for på en hensigtsmæssig og effektiv måde at tilkendegive sit synspunkt under en administrativ procedure, inden der træffes en afgørelse, som kan berøre vedkommendes interesser negativt (jf. i denne retning dom af 11.12.2014, Boudjlida, C-249/13, EU:C:2014:2431, præmis 34 og 36, af 24.4.2017, HF mod Parlamentet, T-584/16, EU:T:2017:282, præmis 149 og 150, og af 14.12.2018, UC mod Parlamentet, T-572/17, ikke trykt i Sml., EU:T:2018:975, præmis 86).

73      Spørgsmålet, om der foreligger en tilsidesættelse af retten til at blive hørt, skal vurderes i forhold til bl.a. de retsregler, der gælder på det pågældende område (jf. dom af 9.2.2017, M, C-560/14, EU:C:2017:101, præmis 33 og den deri nævnte retspraksis, og af 24.4.2017, HF mod Parlamentet, T-584/16, EU:T:2017:282, præmis 154).

74      Imidlertid kan en person, der indgiver en klage over en akt, der går den pågældende imod; jf. vedtægtens artikel 90, stk. 2, principielt ikke med rette gøre gældende, at denne ikke er blevet hørt i den indledende procedure, for så vidt som klagen i sig selv har til formål at gøre det muligt for den berørte at anføre sine bemærkninger (dom af 14.12.2018, UC mod Parlamentet, T-572/17, ikke trykt i Sml., EU:T:2018:975, præmis 90; jf. i denne retning kendelse af 26.9.2019, Barata mod Parlamentet, C-71/19 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2019:793, præmis 49, og dom af 2.4.2020, Barata mod Parlamentet, T-81/18, ikke trykt i Sml., EU:T:2020:137, præmis 109).

75      Det argument, hvormed sagsøgeren har foreholdt Parlamentet, at det ikke har opfordret ham til at udtale sig skriftligt, inden hans ansøgning blev afvist, og til at anføre sine bemærkninger til begrundelserne for afslaget på hans klage inden vedtagelsen af afgørelsen af 23. juli 2018, savner derfor retsgrundlag.

76      Det fremgår desuden af sagens baggrund, som der er redegjort for ovenfor, at sagsøgeren anmodede om en ny gennemgang af hans ansøgning, at han indgav to klager, og at han indgav en klage til COPAC. Sagsøgeren har således udøvet sin ret til at forsvare sine interesser på alle trin i den indledende procedure efter vedtagelsen af retsakten af 7. december 2017, hvorved hans ansøgning blev afvist. Henset til disse elementer kan sagsøgeren ikke med rette gøre gældende, at han ikke har haft lejlighed til at udtale sig skriftligt, inden hans ansøgning blev afvist og inden vedtagelsen af afgørelsen af 23. juli 2018 om begrundelserne for afslaget på hans ansøgning.

77      Sagsøgerens klagepunkt om en tilsidesættelse af retten til at blive hørt må derfor forkastes.

 Spørgsmålet, om princippet om god forvaltningsskik og proportionalitetsprincippet er blevet tilsidesat

78      Sagsøgeren har i det væsentlige kritiseret den overdrevne formalisme, hvormed Parlamentet afviste hans ansøgning, alene fordi bilagslisten manglede. For det første har sagsøgeren foreholdt Parlamentet, at det har tilsidesat princippet om god forvaltningsskik, idet det ikke underrettede ham og tillod ham at supplere sin ansøgning ved at indgive bilagslisten inden ansøgningsfristen, og idet det ikke gav ham mulighed for at bringe sin ansøgning i orden efter denne dato. For det andet har sagsøgeren foreholdt Parlamentet, at det har tilsidesat proportionalitetsprincippet og gjort sig skyldig i retsmisbrug ved at afvise hans ansøgning af rent formelle grunde. Det er absurd at antage, at det forhold, at han blev tilladt at bringe sin ansøgning i orden, er i strid med ligebehandlingen af ansøgere.

79      Parlamentet har bestridt denne argumentation.

80      Omsorgspligten og princippet om god forvaltningsskik er udtryk for den balance mellem gensidige rettigheder og forpligtelser, som vedtægten har skabt i forholdet mellem administrationen og ansatte i den offentlige tjeneste, og de indebærer navnlig, at administrationen ved afgørelser om forhold vedrørende en tjenestemand tager alle de omstændigheder i betragtning, som kan antages at være bestemmende for dens afgørelse, og hermed tager hensyn ikke blot til tjenestens interesse, men også til vedkommende tjenestemands interesse (dom af 23.10.1986, Schwiering mod Revisionsretten, 321/85, EU:C:1986:408, præmis 18).

81      Hvad angår udvælgelsesprocedurer tilkommer det principielt ansøgeren i en udvælgelsesprøve at fremlægge alle de oplysninger og dokumenter for udvælgelseskomitéen, som denne finder nyttige med henblik på undersøgelsen af vedkommendes ansøgning, for at gøre det muligt for udvælgelseskomitéen at efterprøve, om den pågældende opfylder betingelserne i meddelelsen om udvælgelsesprøven, og dette a fortiori, hvis denne udtrykkeligt og formelt er blevet opfordret hertil (dom af 12.12.2018, Colin mod Kommissionen, T-614/16, ikke trykt i Sml., EU:T:2018:914, præmis 48; jf. i denne retning dom af 12.7.1989, Belardinelli m.fl. mod Domstolen, 225/87, EU:C:1989:309, præmis 24).

82      Balancen mellem de gensidige rettigheder og forpligtelser mellem administrationen og ansøgeren kræver først og fremmest, at ansøgeren omhyggeligt og grundigt læser bestemmelserne i meddelelsen om udvælgelsesprøve, som er fuldstændig klar, præcis og udtømmende (dom af 20.6.1990, Burban mod Parlamentet, T-133/89, EU:T:1990:36, præmis 33).

83      Hvad angår administrationen fremgår det af fast retspraksis, at en udvælgelseskomité for at kontrollere, om adgangsbetingelserne er opfyldt, kun kan tage de oplysninger i betragtning, der er angivet af ansøgerne i deres ansøgning, og den dokumentation, de er forpligtet til at fremlægge (dom af 23.1.2002, Gonçalves mod Parlamentet, T-386/00, EU:T:2002:12, præmis 74, og af 25.3.2004, Petrich mod Kommissionen, T-145/02, EU:T:2004:91, præmis 45). En udvælgelseskomité er således ikke forpligtet til selv at anstille undersøgelser for at kontrollere, om ansøgerne opfylder alle betingelserne i meddelelsen om udvælgelsesprøven (dom af 21.11.2000, Carrasco Benítez mod Kommissionen, T-214/99, EU:T:2000:272, præmis 77, og af 25.3.2004, Petrich mod Kommissionen, T-145/02, EU:T:2004:91, præmis 49). Det tilkommer ikke en udvælgelseskomité, der sidder med ufuldstændige eller tvetydige bilag, at kontakte den pågældende med henblik på at afklare udeladelser og tvetydigheder (dom af 21.5.1992, Almeida Antunes mod Parlamentet, T-54/91, EU:T:1992:65, præmis 36, og af 6.11.1997, Wolf mod Kommissionen, T-101/96, EU:T:1997:171, præmis 64).

84      Når det utvetydigt fremgår af klare bestemmelser i meddelelsen om udvælgelsesprøven, at dokumentation skal vedlægges ansøgningen, kan en ansøgers manglende opfyldelse af denne forpligtelse således ikke bemyndige og endnu mindre forpligte udvælgelseskomitéen eller ansættelsesmyndigheden til at træffe foranstaltninger i strid med den pågældende meddelelse om udvælgelsesprøve (dom af 31.3.1992, Burban mod Parlamentet, C-255/90 P, EU:C:1992:153, præmis 12, af 23.1.2002, Gonçalves mod Parlamentet, T-386/00, EU:T:2002:12, præmis 74, og af 25.3.2004, Petrich mod Kommissionen, T-145/02, EU:T:2004:91, præmis 49). I en sådan situation er den manglende fremlæggelse af den krævede dokumentation således en gyldig grund til at give afslag på deltagelse i udvælgelsesprøven.

85      Hvis ordlyden af meddelelsen om udvælgelsesprøve derimod er vag eller tvetydig, er administrationen forpligtet til at udøve sin skønsbeføjelse og tage hensyn til ansøgerens interesse i overensstemmelse med omsorgspligten og princippet om god forvaltningsskik. Dette er f.eks. tilfældet, når en meddelelse om udvælgelsesprøve ikke præciserer de formelle betingelser, som den krævede dokumentation skal opfylde. Når bestemmelserne i meddelelsen om udvælgelsesprøve for indgivelsen af ansøgningerne kun fastsætter, at forpligtelsen til at indgive dokumentationen vedrører skoleuddannelse, men det i øvrigt er præciseret, at der skal fremlægges bekræftede kopier af kvalifikations- eller eksamensbeviser, har Domstolen således udtalt, at denne præcision kun er »en praktisk anbefaling til ansøgerne, som ikke [fik] de indsendte papirer tilbage«. Under disse omstændigheder tilkommer det udvælgelseskomitéen at afgøre, om de af ansøgeren fremlagte papirer er tilstrækkelige til at give denne adgang til udvælgelsesprøven (dom af 25.4.1978, Allgayer mod Parlamentet, 74/77, EU:C:1978:89, præmis 4).

86      Domstolen har i øvrigt anerkendt, at når en meddelelse om udvælgelsesprøve omtaler fremlæggelse af »bilag« uden nærmere bestemmelse heraf, og udvælgelseskomiteen fortolker dette begreb indskrænkende som »originaleksemplar eller bekræftet kopi«, vil det være i strid med de principper, der er nævnt i præmis 80 og 85 ovenfor, såfremt udvælgelseskomiteen udelukker en ansøger med den begrundelse, at denne kun har fremlagt fotokopier, uden at have givet denne adgang til at fremlægge supplerende bilag og herved bringe ansøgningen i orden (dom af 23.10.1986, Schwiering mod Revisionsretten, 321/85, EU:C:1986:408, præmis 20). Under sådanne omstændigheder skal udvælgelseskomitéen gøre det muligt for ansøgeren at indgive bekræftede fotokopier som erstatning for de fotokopier, der oprindeligt var blevet indgivet.

87      Med et tilsvarende ræsonnement har Retten udtalt, at når det ikke er præciseret i en meddelelse om udvælgelsesprøve, at ansøgeren skal fremlægge dokumentation, der kan godtgøre et tilstrækkeligt kendskab til et officielt EU-sprog, som betingelse for adgang til prøven, kan udvælgelseskomitéen ikke afvise en ansøgning ledsaget af en erklæring på tro og love om ansøgerens sproglige niveau med den begrundelse, at denne ansøgning ikke var ledsaget af bilag (dom af 19.7.1999, Varas Carrión mod Rådet, T-168/97, EU:T:1999:154, præmis 45-57). Retten har ligeledes udtalt, at det forhold, at et bilag til et kvalifikationsbevis er uklart, ikke i sig selv gør, at udvælgelseskomitéen kan afvise en ansøgning uden at tage hensyn til de erklæringer, som ansøgeren har indgivet i sin ansøgning, og de relevante elementer af lovgivningen i den medlemsstat, der har udstedt dette kvalifikationsbevis (dom af 12.12.2018, Colin mod Kommissionen, T-614/16, ikke trykt i Sml., EU:T:2018:914, præmis 44-66).

88      Disse fast forankrede principper fra retspraksis finder anvendelse på en certificeringsprocedure som den, der er omhandlet i nærværende sag.

89      I det foreliggende tilfælde krævedes det i punkt 5.3 i meddelelsen om udvælgelsesprøve af ansøgerne, at disse indgav »en liste, hvorpå hvert bilag, der var vedlagt ansøgningen, [var] nummereret og kort beskrevet«, og det var udtrykkeligt anført, at manglende overholdelse af denne betingelse ville medføre, at ansøgningen blev afvist.

90      Denne betingelse blev i øvrigt gentaget i ansøgningsskemaet, der indeholdt følgende erklæring:

»2.      Jeg er informeret om, at min ansøgning bliver afvist, hvis jeg undlader at udfylde samtlige rubrikker i nærværende ansøgningsskema og at indlevere det inden for den fastsatte frist, ledsaget af alle de krævede bilag, herunder en liste, hvorpå hvert bilag, der er vedlagt ansøgningen, er nummereret og kort beskrevet (punkt 5 i meddelelsen om udvælgelsesprøve).«

91      Denne tekst står helt nederst i ansøgningsskemaet, og den står umiddelbart før den rubrik, hvor ansøgeren skal sætte sin underskrift. Den står under overskriften »Erklæring«, der er trykt med blokbogstaver med fed skrift, således at læseren ikke kan undgå at bemærke den. Sagsøgeren har underskrevet denne erklæring.

92      Det følger af disse elementer, at ordlyden af meddelelsen om udvælgelsesprøve og af ansøgningsskemaet var klar, præcis og utvetydig. Da sagsøgeren underskrev ansøgningsskemaet, kunne han ikke være uvidende om, at en manglende liste over bilag ville medføre, at hans ansøgning blev afvist.

93      Under disse omstændigheder var Parlamentet i henhold til den retspraksis, der er nævnt i præmis 84 ovenfor, på ingen måde forpligtet til i medfør af omsorgspligten eller princippet om god forvaltningsskik at advare sagsøgeren om den mangel, som hans ansøgning var behæftet med, eller til at opfordre ham til at bringe denne situation i orden. Inden udløbet af ansøgningsfristen kunne sagsøgeren bringe sin ansøgning i orden ved at erstatte sin oprindelige ansøgning med en fuldstændig ansøgning, der indeholdt den krævede bilagsliste. I det foreliggende tilfælde havde sagsøgeren, som havde indleveret sin ansøgning den 27. september 2017, stadig ni dage til at bringe ansøgningen i orden. Efter udløbet af fristen for indgivelse af ansøgninger den 6. oktober 2017 tillod ordlyden af meddelelsen om udvælgelsesprøve og ligebehandlingsprincippet derimod ikke Parlamentet at opfordre en ansøger til at bringe en ansøgning, der ikke indeholdt den krævede bilagsliste, i orden.

94      For at besvare den argumentation, hvormed sagsøgeren klager over den uforholdsmæssige karakter af en sådan fortolkning af reglerne for den omhandlede certificeringsprocedure, henset til alvoren af konsekvenserne af afvisningen af en ansøgning i forhold til den manglende bilagslistes rent formelle art, bemærkes, at proportionalitetsprincippet indebærer, at EU-institutionernes retsakter ikke må gå videre, end hvad der er nødvendigt og passende for gennemførelsen af de formål, der lovligt tilstræbes med den omhandlede lovgivning, hvorved det forudsættes, at såfremt det er muligt at vælge mellem flere egnede foranstaltninger, skal den mindst indgribende foranstaltning vælges, og byrderne må herved ikke være uforholdsmæssige i forhold til de tilsigtede mål (kendelse af 14.12.2006, Meister mod KHIM, C-12/05 P, EU:C:2006:779, præmis 68, og dom af 5.3.2019, Pethke mod EUIPO, T-169/17, ikke trykt i Sml., EU:T:2019:135, præmis 122).

95      Henset til dels den vide skønsbeføjelse, der kan udledes af vedtægtens artikel 45a, som indfører certificeringsproceduren, dels den vide skønsbeføjelse, der efter Domstolens faste praksis er overladt EU-institutionerne ved organisationen af deres tjenestegrene og navnlig ved fastlæggelsen af den nærmere fremgangsmåde ved og betingelserne for udvælgelsesprøver samt til evalueringen og sammenligningen af ansøgernes kvalifikationer inden for rammerne af alle udvælgelsesprocedurer, skal Rettens kontrol på dette område begrænses til spørgsmålet, om administrationen i betragtning af de synspunkter, som den har støttet sin vurdering på, har holdt sig inden for rimelige grænser og ikke har udøvet sit skøn åbenbart fejlagtigt eller til uvedkommende formål (jf. i denne retning dom af 9.10.2008, Chetcuti mod Kommissionen, C-16/07 P, EU:C:2008:549, præmis 76 og den deri nævnte retspraksis, og af 11.11.2003, Faita mod ØSU, T-248/02, EU:T:2003:298, præmis 71 og den deri nævnte retspraksis).

96      Det påhviler derfor Retten at undersøge, om den regel, der er fastsat i punkt 5.3 i meddelelsen om udvælgelsesprøve, hvorefter alle ansøgninger skulle være vedlagt en bilagsliste, idet de ellers ville blive afvist, og på hvilken afgørelsen om afvisning er støttet, opfylder de ovennævnte kriterier.

97      Det skal undersøges, om denne regel forfølger et legitimt formål. Parlamentet har i sine skriftlige indlæg og i drøftelserne i retsmødet i det væsentlige anført, at den nævnte regel forfølger to formål. Det primære formål er at lette den administrative behandling af ansøgninger. Det sekundære formål er at efterprøve, om ansøgerne er egnede til at følge klare og utvetydige instruktioner.

98      I denne henseende bemærkes, at den omhandlede certificeringsprocedure tilsigtede at udvælge tjenestemænd, der henhørte under ansættelsesgruppe AST, for at give dem mulighed for at få adgang til administratorstillinger ifølge proceduren i vedtægtens artikel 45a. Omfanget af administrative opgaver, der skal udføres inden for ret kort tid for at sikre en certificeringsprocedures korrekte afvikling, kan på legitim måde begrunde, at administrationen kræver fremlæggelse af en samlet liste, der gør det muligt at efterprøve alle de oplysninger og bilag, der er indgivet til støtte for hver ansøgning. Henset til selve certificeringsprocedurens art skal det i øvrigt anerkendes, at det ikke er urimeligt at forvente af ansøgere, der ønsker at tiltræde administratorstillinger, at de viser, at de er omhyggelige og tilstrækkeligt opmærksomme til at følge de instruktioner, der følger af den klare, præcise og utvetydige ordlyd af meddelelsen om udvælgelsesprøve.

99      Det skal derfor fastslås, at de formål, som Parlamentet har påberåbt sig, og som tilsigter at håndtere ansøgningerne effektivt og at efterprøve ansøgernes evne til at følge klare, præcise og utvetydige instruktioner, udgør legitime formål, henset til certificeringsprocedurens formål.

100    Det skal endvidere efterprøves, om de midler, der er blevet anvendt for at gennemføre disse formål, er passende og nødvendige inden for rammerne af den skønsmargin, der er tillagt administrationen for tilrettelæggelsen af en certificeringsprocedure.

101    I denne henseende gør en samlet liste over bilag det muligt for administrationen sammenfattet at få et overblik over alle de dokumenter, der er indgivet til støtte for hver ansøgning. Parlamentet har i denne henseende med rette fremhævet, at disse dokumenter navnlig ud fra en sproglig synsvinkel er meget forskellige på grund af ansøgernes forskellige nationaliteter. Det skal ligeledes bemærkes, at en procedure af denne art er interessant for et stort antal ansøgere. Da denne procedure er intern, vedrører den ganske vist et antal ansøgere, der kan forekomme relativt beskedent i forhold til de udvælgelsesprøver, der undertiden tiltrækker flere tusinde ansøgere. Det potentielle antal forventede ansøgere inden for rammerne af en sådan ansættelsesprocedure er ikke desto mindre langt fra ubetydeligt. De tidsmæssige begrænsninger, der ligger i en sådan udvælgelsesprocedure, skal ligeledes fremhæves. Udvælgelsesproceduren blev nemlig afsluttet 190 dage efter ansøgningsfristen ved offentliggørelsen af listen over de udvalgte ansøgere.

102    Henset til ansøgningernes forskellige indhold, antallet af ansøgere og de tidsmæssige begrænsninger synes forpligtelsen til at indgive en liste over bilag at være en foranstaltning, der er egnet til at bidrage til en god håndtering af certificeringsproceduren. Et sådant krav kan ikke anses for at pålægge ansøgerne en uforholdsmæssig stor eller urimelig byrde. Meddelelsen om udvælgelsesprøve henledte ansøgernes opmærksomhed på vigtigheden af, at de overholdt denne forpligtelse, i klare, præcise og utvetydige vendinger, som ikke kan anses for at være i strid med administrationens omsorgspligt.

103    Ved at fastsætte, at denne liste skal være indgivet, idet ansøgningen ellers vil blive afvist, tilsigter den regel, der er fastsat i punkt 5.3 i meddelelsen om udvælgelsesprøve, at tilskynde ansøgerne til at efterkomme denne forpligtelse. Det er rigtigt, at eftersom listen kun har en rent administrativ funktion, udgør det forhold, at den mangler, ikke en hindring for evalueringen af ansøgernes individuelle kvalifikationer, således som det kan være tilfældet, når der mangler f.eks. et bilag, der attesterer et kvalifikations- eller uddannelsesniveau. Hvis der ikke findes en sådan regel, vil ansøgerne imidlertid være mindre tilskyndede til med omhu at efterprøve, at deres ansøgning er korrekt. Ud over det forhold, at fraværet af en sådan regel i praksis kunne besværliggøre administrationens opgave, ville fraværet af en sådan regel retligt set kunne fremkalde tvivl om, hvorvidt en sådan mangel kunne afhjælpes.

104    Det følger heraf, at Parlamentet, da det vedtog afgørelsen om afvisning af sagsøgerens ansøgning på grund af den regel, der er fastsat i punkt 5.3 i meddelelsen om udvælgelsesprøve, anvendte sin skønsbeføjelse inden for rimelige grænser og ikke udøvede sit skøn åbenbart fejlagtigt eller til uvedkommende formål.

105    Det følger af det ovenstående, at sagsøgerens klagepunkt om, at princippet om god forvaltningsskik og proportionalitetsprincippet er blevet tilsidesat, savner grundlag og følgelig må forkastes.

 Spørgsmålet, om den sprogordning, der er fastsat i forordning nr. 1, er blevet tilsidesat

106    Sagsøgeren har gjort gældende, at Parlamentet ved at undlade at anvende portugisisk i afgørelsen af 23. juli 2018 og i meddelelsen om udvælgelsesprøve til certificeringen 2017 har tilsidesat bestemmelserne i forordning nr. 1. Han har anført, at selv om retspraksis tillader anvendelsen af visse specifikke sprog til tjenestens særlige og attesterede behov, er denne mulighed betinget af vedtagelsen af en forretningsorden i overensstemmelse med artikel 6 i forordning nr. 1 (dom af 27.11.2012, Italien mod Kommissionen, C-566/10 P, EU:C:2012:752, og af 24.9.2015, Italien og Spanien mod Kommissionen, T-124/13 og T-191/13, EU:T:2015:690). Da der ikke findes en sådan forretningsorden, var en fravigelse fra sprogordningen ikke mulig.

107    Sagsøgeren var således offer for en forskelsbehandling i forhold til sine kolleger, der har engelsk, tysk eller fransk som modersmål. Sagsøgeren har præciseret, at nærværende anbringende skal forstås som en ulovlighedsindsigelse mod meddelelsen om udvælgelsesprøve, for så vidt som han ikke på et tidligere trin kunne anfægte denne retsakt direkte, da han ikke var umiddelbart og individuelt berørt.

108    Sagsøgeren har endvidere anført, at selv om hans klage var affattet på portugisisk, havde Parlamentet svaret ham på engelsk uden at vedlægge en oversættelse.

109    Parlamentet har bestridt denne argumentation.

110    Uden at der er behov for, at Retten udtaler sig om spørgsmålet om, hvorvidt forholdet mellem institutionerne og deres tjenestemænd og ansatte er udelukket fra anvendelsesområdet for forordning nr. 1, når der ikke foreligger særlige retsforskrifter, der finder anvendelse på tjenestemænd og ansatte, og når der ikke findes bestemmelser herom i institutionernes forretningsordener, bemærkes, at i overensstemmelse med den nævnte forordnings artikel 2, som i det væsentlige svarer til artikel 24, stk. 4, TEUF og chartrets artikel 41, stk. 4, kan dokumenter, som en person, der er undergivet en medlemsstats jurisdiktion, retter til Unionens institutioner, efter afsenderens valg affattes på et af de officielle sprog, der er omhandlet i denne forordnings artikel 1, og institutionens svar skal affattes på det samme sprog. Som en væsentlig bestanddel af respekten for Unionens sproglige mangfoldighed, hvis betydning er anført i artikel 3, stk. 3, fjerde afsnit, TEU og i chartrets artikel 22, har retten for disse personer til blandt Unionens officielle sprog at vælge det sprog, de vil anvende, når de kommunikerer med institutionerne, en grundlæggende karakter (dom af 26.3.2019, Spanien mod Parlamentet, C-377/16, EU:C:2019:249, præmis 36).

111    Som det følger af Domstolens praksis, kan det imidlertid ikke udledes af den forpligtelse, der påhviler Unionen til at respektere den sproglige mangfoldighed, at der findes et almindeligt retsprincip, som sikrer enhver person ret til, at alt, hvad der vil kunne påvirke dennes interesser, under alle omstændigheder affattes på dennes sprog, og hvorefter institutionerne er forpligtet til, uden at nogen afvigelse er tilladt, at anvende alle de officielle sprog i enhver situation (jf. dom af 26.3.2019, Spanien mod Parlamentet, C-377/16, EU:C:2019:249, præmis 37 og den deri nævnte retspraksis).

112    Det bemærkes navnlig, at Domstolen inden for den specifikke ramme for procedurerne for udvælgelse af Unionens personale har udtalt, at institutionerne ikke er pålagt forpligtelser, der går ud over de krav, der er fastsat i vedtægtens artikel 1d (jf. dom af 26.3.2019, Spanien mod Parlamentet, C-377/16, EU:C:2019:249, præmis 39 og den deri nævnte retspraksis).

113    Det følger af vedtægtens artikel 1d, stk. 1, og artikel 1d, stk. 6, første punktum, at selv om det ikke er udelukket, at et hensyn til tjenestens interesse vil kunne begrunde en begrænsning af valget af kommunikationssprog mellem ansøgerne til en udvælgelsesprøve og administrationen, til et begrænset antal officielle sprog, der er de mest udbredte i Unionen, skal en sådan begrænsning imidlertid nødvendigvis være baseret på objektive kriterier, der kan efterprøves, både af ansøgerne til udvælgelsesprøven og af Unionens retsinstanser (jf. i denne retning dom af 26.3.2019, Kommissionen mod Italien, C-621/16 P, EU:C:2019:251, præmis 124 og den deri nævnte retspraksis).

114    I forbindelse med en meddelelse om udvælgelsesprøve, der er forbeholdt tjenestemænd og ansatte i aktiv tjeneste i en institution, kan kravet om kendskab til visse sprog være begrundet, henset til den interne karakter for denne udvælgelsesprøve, idet ansøgerne har været i stand til at forstå begrundelsen for de sprog, der var udvalgt til prøverne, og Retten kan udøve sin kontrol med valget af disse sprog (jf. i denne retning dom af 27.11.2012, Italien mod Kommissionen, C-566/10 P, EU:C:2012:752, præmis 92, og af 5.4.2005, Hendrickx mod Rådet, T-376/03, EU:T:2005:116, præmis 33 og 34).

115    Disse principper finder anvendelse for så vidt angår en retsakt, der er rettet til alle ansøgerne i en certificeringsprocedure, som den, der er omhandlet i nærværende sag, som er forbeholdt alene tjenestemænd med mindst seks års anciennitet (jf. i denne retning dom af 20.11.2008, Italien mod Kommissionen, T-185/05, EU:T:2008:519, præmis 132).

116    Det skal nemlig bemærkes, at certificeringsproceduren er fastsat i vedtægtens artikel 45a, som i stk. 1, fastsætter, at en tjenestemand i ansættelsesgruppe AST fra lønklasse 5 kan udnævnes til en stilling i ansættelsesgruppe AD.

117    I det foreliggende tilfælde fremgår det af meddelelsen om udvælgelsesprøve, at ansøgerne i overensstemmelse med artikel 4 i Parlamentets Præsidiums afgørelse af 26. september 2005 om almindelige gennemførelsesbestemmelser vedrørende certificeringsproceduren bl.a. skulle have mindst seks års anciennitet i ansættelsesgruppe AST. Det bemærkes, at det i den nævnte afgørelses artikel 3 er anført, at det i de indkaldelser af ansøgninger, der foretages i henhold til denne bestemmelse, skal fremhæves, hvor vigtigt det er for ansøgerne, at de råder over tilstrækkelige sprogkundskaber i mindst ét af de sprog, som uddannelsesprogrammet og prøverne, der er omtalt i denne afgørelses artikel 5 og 6, afvikles på.

118    På dette grundlag nævntes denne betydning i meddelelsen om udvælgelsesprøve, og det var fremhævet deri, at uddannelsesprogrammet og prøverne forløb på fransk og på engelsk. Det var ligeledes anført i meddelelsen om udvælgelsesprøve, at COPAC skulle indkalde de ansøgere, der havde de bedste resultater, til en samtale for at vurdere deres sprogkundskaber på fransk eller på engelsk, som var de sprog, der anvendtes til det uddannelsesprogram, der er omhandlet i vedtægtens artikel 45a, stk. 1.

119    Det skal endvidere bemærkes, at det påhviler administrationen, som fremsender en individuel afgørelse til en tjenestemand eller en ansat, i henhold til omsorgspligten at affatte denne afgørelse på et sprog, som denne behersker indgående, således at denne fyldestgørende og let kan gøre sig bekendt med afgørelsens indhold (jf. i denne retning dom af 23.3.2000, Rudolph mod Kommissionen, T-197/98, EU:T:2000:86, præmis 44 og 46, og af 5.10.2005, Rasmussen mod Kommissionen, T-203/03, EU:T:2005:346, præmis 61 og 64).

120    Det udgør ikke en tilsidesættelse af en tjenestemands rettigheder, at dokumenter, som administrationen fremsender til denne tjenestemand, er affattet på et andet sprog end den nævnte tjenestemandens modersmål, hvis denne behersker det af administrationen anvendte sprog tilstrækkelig godt til, at han fyldestgørende og let kan gøre sig bekendt med indholdet af de pågældende dokumenter. Meddelelsen af en afgørelse om et afslag på en klage på et sprog, som hverken er tjenestemandens eller den ansattes modersmål eller det sprog, hvorpå klagen var affattet, kan således anses for at være lovlig på betingelse af, at den pågældende effektivt har kunnet gøre sig bekendt hermed (jf. i denne retning dom af 23.3.2000, Rudolph mod Kommissionen, T-197/98, EU:T:2000:86, præmis 44 og 45, af 7.2.2001, Bonaiti Brighina mod Kommissionen, T-118/99, EU:T:2001:44, præmis 17, og af 7.2.2019, Duym mod Rådet, T-549/17, ikke trykt i Sml., EU:T:2019:72, præmis 110).

121    Det fremgår af de processkrifter, som Retten har fået kendskab til, at sagsøgeren i sit ansøgningsskema anførte, at han besad et »meget højt« engelskniveau, idet denne kvalifikation var det højeste af de tre niveauer, som ansøgerne kunne vælge imellem. Han underskrev endvidere erklæringen nederst i ansøgningsskemaet, som var affattet på engelsk (jf. præmis 90 ovenfor). Sagsøgeren affattede sin klage af 2. februar 2018, som afgørelsen af 23. juli 2018 udgjorde svaret på, på engelsk, og hvori nævnte klage var blevet behandlet sammen med klagen af 13. april 2018. Sagsøgeren affattede desuden andre dokumenter vedrørende den certificeringsprocedure, som er genstand for nærværende sag, på dette sprog, navnlig ansøgningen af 27. september 2017 og klagen af 8. marts 2018, der blev indgivet til COPAC. Det fremgår ligeledes af sagsakterne, at sagsøgeren anvendte det engelske sprog i sine elektroniske kommunikationer med administrationen til at anmode om en ny gennemgang af hans ansøgning den 13. december 2017 og til at sende sin klage af 13. april 2018. Det skal i denne henseende fremhæves, at sagsøgeren ved en e-mail affattet på engelsk og sendt den 13. december 2017 til ansættelsesmyndigheden udtrykkeligt erklærede at have begået en fejl ved at glemme at sende bilagslisten til støtte for hans ansøgning, uden at han dog forsøgte at undskylde denne fejl med sproglige vanskeligheder, der havde forhindret ham i at forstå ordlyden af meddelelsen om udvælgelsesprøve.

122    Den i nærværende sag omhandlede certificeringsprocedure var ikke en ekstern udvælgelsesprøve, der obligatorisk skulle offentliggøres i EU-Tidende på alle de officielle sprog, som var åben for alle EU-borgere, men en intern udvælgelsesprøve, der var forbeholdt bestemte tjenestemænd, der havde mere end seks års anciennitet. Det var således uden at tilsidesætte de principper, der er anført ovenfor, og som regulerer EU’s sprogordning, at Parlamentet kunne undlade at offentliggøre meddelelsen om udvælgelsesprøve på portugisisk. Det var ligeledes uden at underkende de nævnte principper, at Parlamentet i denne meddelelse anmodede sagsøgeren om at kommunikere med Parlamentet på et andet sprog end portugisisk og om at have et tilstrækkeligt kendskab til engelsk eller fransk. Det følger af ovenstående betragtninger, at ulovlighedsindsigelsen vedrørende en tilsidesættelse af forordning nr. 1 må forkastes.

123    Den argumentation, hvormed sagsøgeren kritiserer affattelsen af afgørelsen af 23. juli 2018 på engelsk, og det forhold, at der ikke forelå en oversættelse til portugisisk, savner således grundlag og må følgelig forkastes.

124    Eftersom alle de klagepunkter, der er rettet mod afgørelsen om afvisning af sagsøgerens ansøgning, er blevet forkastet vedrørende realiteten i lyset af de andre retsakter og de andre skrivelser, som der i nærværende sag er nedlagt påstand om annullation af, skal Parlamentet frifindes i det hele, uden at det er fornødent at tage stilling til, om de annullationspåstande, der er rettet mod de nævnte retsakter og de nævnte skrivelser, kan antages til realitetsbehandling.

 Sagsomkostninger

125    Ifølge procesreglementets artikel 134, stk. 1, pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom.

126    Da Parlamentet har nedlagt påstand om, at sagsøgeren tilpligtes at betale sagsomkostningerne, og da sagsøgeren har tabt sagen, pålægges det denne at betale sagsomkostningerne.

På grundlag af disse præmisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Syvende Udvidede Afdeling):

1)      Europa-Parlamentet frifindes.

2)      João Miguel Barata betaler sagsomkostningerne.

da Silva Passos

Valančius

Reine

Truchot

 

      Sampol Pucurull

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 3. marts 2021.

Underskrifter


*      Processprog: engelsk.


1 –      Udtryk defineret i præmis 1.