Sag T-396/11

ultra air GmbH

mod

Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (KHIM)

»EF-varemærker – ugyldighedssag – EF-ordmærket ultrafilter international – absolut registreringshindring – artikel 52, stk. 1, litra a), i forordning (EF) nr. 207/2009 – misbrug af rettighed «

Sammendrag – Rettens dom (Anden Afdeling) af 30. maj 2013

1.      EF-varemærker – afkald, fortabelse og ugyldighed – ugyldighedsbegæring – antagelse til realitetsbehandling – betingelser – retlig interesse

[Rådets forordning nr. 207/2009, art. 56, stk. 1, litra a)]

2.      EF-varemærker – definition på og erhvervelse af et EF-varemærke – absolutte registreringshindringer – separat efterprøvelse af de forskellige registreringshindringer – fortolkning af registreringshindringerne i lyset af den almene interesse, der ligger bag hver af dem

[Rådets forordning nr. 207/2009, art. 7, stk. 1, litra b) og c)]

3.      EF-varemærker – afkald, fortabelse og ugyldighed – ugyldighedsbegæring – antagelse til realitetsbehandling – misbrug af rettighed – ingen virkning

[Rådets forordning nr. 207/2009, art. 52, stk. 1, litra a), og art. 56, stk. 1, litra a)]

4.      EF-varemærker – klagesag – sag for Unionens retsinstanser – Rettens adgang til at omgøre den anfægtede afgørelse – grænser

(Rådets forordning nr. 207/2009, art. 65, stk. 3)

1.      En ugyldighedsbegæring i henhold til artikel 56, stk. 1, litra a), i forordning nr. 207/2009 om EF-varemærker henhører ikke under retlige søgsmål, men derimod under en administrativ sag.

Artikel 56, stk. 1, litra a), i forordning nr. 207/2009 bestemmer, at begæringer om ugyldighed, der støttes på en absolut ugyldighedsgrund, kan fremsættes af enhver fysisk eller juridisk person eller af enhver sammenslutning, som er oprettet med henblik på at repræsentere fabrikanter, producenter, tjenesteydende virksomheder, handlende eller forbrugere, og som kan optræde som part i en retssag. Til gengæld begrænser samme forordnings artikel 56, stk. 1, litra b) og c), som vedrører begæringer om ugyldighed, der støttes på en relativ ugyldighedsgrund, retten til at indgive en sådan begæring til visse nærmere bestemte personer, der har en retlig interesse. Det følger således af bestemmelsens opbygning, at lovgiver har ønsket at begrænse den personkreds, der kan begære ugyldighed i det andet tilfælde, men ikke i det første.

Hvor de relative registreringshindringer beskytter interesser hos indehavere af visse ældre rettigheder, har de absolutte registreringshindringer til formål at beskytte den almene interesse, der ligger til grund for dem, hvilket er grunden til, at artikel 56, stk. 1, litra a), i forordning nr. 207/2009 ikke opstiller et krav om, at indgiveren af begæringen godtgør en retlig interesse.

(jf. præmis 16-18)

2.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 19)

3.      Den administrative procedure i henhold til artikel 56, stk. 1, litra a), i forordning nr. 207/2009 om EF-varemærker, sammenholdt med samme forordnings artikel 52, stk. 1, litra a), har bl.a. til formål at tillade Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) at revurdere gyldigheden af et varemærkes registrering og indtage det standpunkt, som det i givet fald af egen drift burde have indtaget i henhold til artikel 37, stk. 1, i forordning nr. 207/2009.

I den forbindelse skal Harmoniseringskontoret vurdere, om det varemærke, der undersøges, er beskrivende og/eller mangler fornødent særpræg, uden at indgiveren af ugyldighedsbegæringens motiver eller tidligere adfærd kan påvirke omfanget af den opgave, som er betroet Harmoniseringskontoret vedrørende de almene interesser, der ligger til grund for artikel 7, stk. 1, litra b) og c), og for artikel 56, stk. 1, litra a), i forordning nr. 207/2009. Eftersom Harmonisereringskontoret, når det anvender de pågældende bestemmelser inden for rammerne af en ugyldighedssag, ikke udtaler sig om spørgsmålet om, hvorvidt varemærkeindehaverens ret har forrang for en hvilken som helst ret tilhørende indgiveren af ugyldighedsbegæringen, men kontrollerer, at varemærkeindehaverens ret er blevet gyldigt stiftet med hensyn til de regler, der regulerer registreringen heraf, kan der ikke være tale om et »misbrug af en rettighed« foretaget af indgiveren af ugyldighedsbegæringen.

Den omstændighed, at indgiveren af ugyldighedsbegæringen kan indgive sin anmodning i den hensigt senere at anbringe det pågældende tegn på sine varer, svarer således præcist til den almene interesse vedrørende tilgængelighed og fri anvendelse, der er sikret ved artikel 7, stk. 1, litra c), i forordning nr. 207/2009. Følgelig kan en sådan omstændighed i intet tilfælde udgøre et misbrug af en rettighed. Denne vurdering bekræftes af artikel 52, stk. 1, i forordning nr. 207/2009, ifølge hvilken et EF-varemærke ligeledes kan erklæres ugyldigt ved fremsættelse af modkrav under en sag om varemærkekrænkelse, hvilket forudsætter, at sagsøgte ved dette tiltag kan opnå en ugyldighedserklæring, selv hvis han har anvendt det pågældende varemærke og fortsat har tænkt sig at gøre det.

(jf. præmis 20-22)

4.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 29)