RETTENS DOM (Niende Udvidede Afdeling)
21. februar 2024 (*)
»Dumping – import af visse former for polyvinylalkohol med oprindelse i Kina – endelig antidumpingtold – gennemførelsesforordning (EU) 2020/1336 – beregning af den normale værdi – væsentlige fordrejninger i det eksporterende land – artikel 2, stk. 6a, i forordning (EU) 2016/1036 – WTO-retten – princippet om overensstemmende fortolkning – valg af et passende repræsentativt land – umiddelbart tilgængelige oplysninger – manglende samarbejdsvilje – begrebet »nødvendige oplysninger« – artikel 18 i forordning 2016/1036 – prisunderbud – markedssegmenter – metode med varekontrolnumre – artikel 3, stk. 2 og 3, i forordning 2016/1036 – ret til forsvar – fortrolig behandling – artikel 19 og 20 i forordning 2016/1036«
I sag T-763/20,
Inner Mongolia Shuangxin Environment-Friendly Material Co. Ltd, Ordos (Kina), ved advokaterne J. Cornelis, F. Graafsma og E. Vermulst,
sagsøger
støttet af
Wegochem Europe BV, Amsterdam (Nederlandene), ved advokaterne R. Antonini, E. Monard og B. Maniatis,
intervenient,
mod
Europa-Kommissionen ved G. Luengo, som befuldmægtiget,
sagsøgt,
støttet af
Europa-Parlamentet ved A. Neergaard, D. Moore og A. Pospíšilová Padowska, som befuldmægtigede,
af
Rådet for Den Europæiske Union ved H. Marcos Fraile og B. Driessen, som befuldmægtigede, bistået af advokat N. Tuominen,
af
Kuraray Europe GmbH, Hattersheim am Main (Tyskland), ved advokaterne R. MacLean og D. Sevilla Pascual,
og af
Sekisui Specialty Chemicals Europe SL, La Canonja (Spanien), ved advokaterne A. Borsos og J. Jousma,
intervenienter
har
RETTEN (Niende Udvidede Afdeling),
sammensat af afdelingsformanden, L. Truchot (refererende dommer), og dommerne H. Kanninen, L. Madise, R. Frendo og T. Perišin,
justitssekretær: fuldmægtig I. Kurme,
under henvisning til den skriftlige forhandling
efter retsmødet den 14. og 15. december 2022,
afsagt følgende
Dom (1)
1 Sagsøgeren, Inner Mongolia Shuangxin Environment-Friendly Material Co. Ltd, har med sit søgsmål baseret på artikel 263 TEUF nedlagt påstand om annullation af Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2020/1336 af 25. september 2020 om indførelse af endelig antidumpingtold på importen af visse former for polyvinylalkohol med oprindelse i Folkerepublikken Kina (EUT 2020, L 315, s. 1, herefter »den anfægtede forordning«) for så vidt angår sagsøgeren.
[udelades]
Parternes påstande
13 Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:
– Den anfægtede forordning annulleres for så vidt angår sagsøgeren.
– Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.
14 Wegochem Europe BV (herefter »Wegochem«), der intervenerer til støtte for sagsøgeren, har nedlagt følgende påstande:
– Den anfægtede forordning annulleres for så vidt angår sagsøgerne.
– Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne, herunder de af intervenienten afholdte omkostninger.
15 Kommissionen har, støttet af Europa-Parlamentet, Rådet for Den Europæiske Union, Kuraray og Sekisui Specialty Chemicals Europe SL (herefter »Sekisui«), nedlagt følgende påstande:
– Frifindelse.
– Sagsøgeren tilpligtes at betale sagsomkostningerne.
Retlige bemærkninger
[udelades]
Kommissionens påstand om, at det andet til det femte anbringende forkastes som uvirksomme
51 Kommissionen har nedlagt påstand om, at det andet til det femte anbringende forkastes som uvirksomme med den begrundelse, at de vedrører dumpingmargenen, der i den anfægtede forordning anslås til 115,6%, mens den antidumpingtold, der finder anvendelse på sagsøgeren, svarer til en skadesmargen, der i den anfægtede forordning anslås til 72,9%. Sagsøgeren, der har bevisbyrden, har ikke godtgjort, at differencen mellem dumpingmargenen og skadesmargenen, såfremt anbringenderne kunne tages til følge, ville blive nedsat til under nul.
52 Kommissionen har desuden gjort gældende, at sagsøgeren er forpligtet til at godtgøre en eksisterende og faktisk personlig interesse, der ikke kan angå en fremtidig og hypotetisk situation.
53 Sagsøgeren har til støtte for de pågældende anbringenders virksomme karakter anført retspraksis om tilsidesættelse af retten til forsvar, i henhold til hvilken det ikke kan pålægges sagsøgeren at godtgøre, at Kommissionens afgørelse ville have fået et andet indhold, men blot at en sådan mulighed ikke helt kan udelukkes (dom af 1.10.2009, Foshan Shunde Yongjian Housewares & Hardware mod Rådet, C-141/08 P, EU:C:2009:598, præmis 94, og af 11.7.2013, Hangzhou Duralamp Electronics mod Rådet, T-459/07, ikke trykt i Sml., EU:T:2013:369, præmis 110 og 111). Denne retspraksis kan overføres på den foreliggende sag, eftersom sagsøgeren befinder sig i en vanskelig situation, hvor denne ikke er i stand til at fremlægge tal for det kontrafaktiske scenarie. Selv om forskellen mellem dumpingmargenen og skadesmargenen er stor, kan det ikke udelukkes, at dumpingmargenen efter korrektion af de fejl, der er omhandlet i de pågældende anbringender, bliver lavere end skadesmargenen.
54 For det andet har sagsøgeren en interesse i, at Kommissionen beregner dumpingmargenen korrekt med henblik på eventuelle fornyede undersøgelser af de foranstaltninger, der er indført ved den anfægtede forordning, andre antidumpingprocedurer, som den vil kunne gøres til genstand for, eller anmodninger om refusion af betalt antidumpingtold, som den vil kunne fremsætte. Disse situationer er ikke fremtidige og hypotetiske.
55 For det tredje har sagsøgeren påpeget, at oplysningerne om de af sagsøgeren fremstillede varers normale værdi er blevet anvendt til beregning af den antidumpingtold, der skal anvendes på en anden kinesisk eksporterende producent, hvilken antidumpingtold ikke er fastsat på grundlag af denne eksporterende producents skadesmargen, men på grundlag af dennes dumpingmargen. Sagsøgeren bør ikke bære ansvaret for at være den indirekte hovedårsag til, at en anden eksporterende producents dumpingmargen overvurderes.
56 Det skal påpeges, at grundforordningens artikel 9, stk. 4, andet afsnit, bestemmer følgende:
»Antidumpingtolden må ikke være højere end den fastsatte dumpingmargen, men den bør være lavere end denne margen, hvis sådan lavere told vil være tilstrækkelig til at afhjælpe den skade, der er påført den pågældende erhvervsgren i Unionen […]«
57 Ifølge retspraksis opstiller denne bestemmelse den såkaldte regel om den laveste told (herefter »reglen om den laveste told«), i henhold til hvilken skadesmargenen skal anvendes til at bestemme antidumpingsatsen, når dumpingmargenen er højere end skadesmargenen og omvendt (jf. i denne retning dom af 4.3.2010, Foshan City Nanhai Golden Step Industrial mod Rådet, T-410/06, EU:T:2010:70, præmis 94 og den deri nævnte retspraksis, og af 18.10.2016, Crown Equipment (Suzhou) og Crown Gabelstapler mod Rådet, T-351/13, ikke trykt i Sml., EU:T:2016:616, præmis 49 og den deri nævnte retspraksis).
58 Formålet med reglen om den laveste told er bl.a. at undgå, at den antidumpingtold, der pålægges, overstiger det, der er nødvendigt for at fjerne den skade, som forårsages af dumpingimporten. Indførelsen af antidumpingtold udgør således en foranstaltning til forsvar og beskyttelse mod illoyal konkurrence, der skyldes dumpingpraksis, og ikke en sanktion eller en foranstaltning, der giver EU-erhvervsgrenen en konkurrencefordel (jf. i denne retning dom af 18.10.2016, Crown Equipment (Suzhou) og Crown Gabelstapler mod Rådet, T-351/13, ikke trykt i Sml., EU:T:2016:616, præmis 50 og den deri nævnte retspraksis).
59 I den foreliggende sag sammenlignede Kommissionen i 658. betragtning til den anfægtede forordning »skadesmargenerne med dumpingmargenerne« og anførte, at »[t]olden bør fastsættes på niveauet for dumpingmargenen eller skadesmargenen, afhængigt af hvad der er lavest«.
60 I 659. betragtning til denne forordning findes nedenstående tabel:
Virksomhed | Dumpingmargen | Skadesmargen (%) | Endelig antidumpingtold |
Shuangxin Group [T-763/20] | 115,6% | 72,9% | 72,9% |
Sinopec Group [T-762/20] | 17,3% | 57,6% | 17,3% |
Wan Wei Group [T-764/20] | 193,2% | 55,7% | 55,7% |
Andre samarbejdsvillige virksomheder | 80,4% | 57,9% | 57,9% |
Alle andre virksomheder | 193,2% | 72,9% | 72,9% |
61 Mens Kommissionen har gjort gældende, at de pågældende anbringender er uvirksomme, eftersom sagsøgeren ikke har godtgjort, at dumpingmargenen ville blive lavere end skadesmargenen, såfremt disse anbringender kunne tages til følge, således at antidumpingtolden skulle nedsættes, har sagsøgeren svaret ved at gøre ikke blot bevisbyrden, men også dens interesse i at fremsætte disse anbringender gældende, hvilket har foranlediget Kommissionen til at fremhæve, at denne interesse ikke var kvalificeret i den foreliggende sag.
62 Det fremgår for det første af fast retspraksis, at såfremt et anbringende under et annullationssøgsmål betegnes som værende uvirksomt, henviser dette til spørgsmålet om, hvorvidt anbringendet, selv hvis det bygger på et rigtigt grundlag, kan medføre den annullation, som appellanten har nedlagt påstand om (kendelse af 26.2.2013, Castiglioni mod Kommissionen, T-591/10, ikke trykt i Sml., EU:T:2013:94, præmis 45, og dom af 15.1.2015, Frankrig mod Kommissionen, T-1/12, EU:T:2015:17, præmis 73; jf. også i denne retning dom af 21.9.2000, EFMA mod Rådet, C-46/98 P, EU:C:2000:474, præmis 38).
63 For det andet skal et annullationsanbringende afvises på grund af manglende søgsmålsinteresse, når en annullation af den anfægtede retsakt på grundlag af dette anbringende – selv hvis det antages, at anbringendet kan antages til realitetsbehandling – ikke vil kunne hjælpe sagsøgeren (jf. kendelse af 14.7.2020, Shindler m.fl. mod Kommissionen, T-627/19, EU:T:2020:335, præmis 47 og den deri nævnte retspraksis).
64 Der er tale om to særskilte spørgsmål (jf. i denne retning dom af 21.9.2000, EFMA mod Rådet (C-46/98 P, EU:C:2000:474, præmis 38, og af 4.5.2022, CRIA og CCCMC mod Kommissionen, T-30/19, EU:T:2022:266, præmis 92, ikke trykt i Sml.).
65 Det må fastslås, at når sagsøgeren i forbindelse med et søgsmål med påstand om annullation af en forordning om indførelse af antidumpingtold, i hvilken EU-institutionerne har anvendt reglen om den laveste told, fremsætter anbringender eller led i anbringender, der sår tvivl om, hvorvidt dumpingmargenen eller skadesmargenen er den højeste margen, er spørgsmålet, om disse anbringender eller led er virksomme (jf. i denne retning dom af 4.3.2010, Foshan City Nanhai Golden Step Industrial mod Rådet, T-410/06, EU:T:2010:70, præmis 94-98, og af 21.3.2012, Fiskeri og Havbruksnæringens Landsforening m.fl. mod Rådet, T-115/06, ikke trykt i Sml., EU:T:2012:136, præmis 45-47).
66 Det skal derfor fastslås, at parternes argumenter om sagsøgerens interesse i at fremsætte de pågældende anbringender er irrelevante.
67 Hvad angår spørgsmålet om, hvorvidt de pågældende anbringender er virksomme, har Kommissionen som svar på skriftlige spørgsmål fra Retten fastholdt sin holdning, hvorefter det påhvilede sagsøgeren at godtgøre, at dennes anbringender havde indflydelse på udfaldet af undersøgelsen, men den har også vurderet den indvirkning, som hvert af de pågældende anbringender ville kunne have på dumpingmargenen, hvis de var velbegrundede. Den har navnlig anført, at det ville være en nødvendig, om end ikke tilstrækkelig forudsætning for, at de i de pågældende anbringender omhandlede tilsidesættelser kunne nedbringe dumpingmargenen til et lavere niveau end skadesmargenen, at det femte anbringende var velbegrundet. Kommissionen har anført, at såfremt det femte anbringende var velbegrundet, ville den være forpligtet til at foretage en ny beregning af dumpingmargenen, der i så fald ville skulle nedbringes med 41,1 procentpoint og dermed ville komme til at ligge på 74,5%. Denne margen ville stadig være højere end skadesmargenen, der ligger på 72,9%, men hvis andre af de omhandlede anbringender eller deres led var velbegrundede, ville det være muligt, at dumpingmargenen blev lavere end skadesmargenen. Kommissionen har derimod gjort gældende, at såfremt det femte anbringende blev forkastet, ville den dumpingmargen, der skulle beregnes på ny, forblive højere end skadesmargenen, selv om de øvrige anbringender var velbegrundede. Disse øvrige anbringender vedrører angivelige fejl, hvis bortfjernelse allerhøjst ville kunne nedbringe dumpingmargenen til et niveau, der fortsat ville overstige 90%. Den ville således forblive markant højere end skadesmargenen.
68 Sagsøgeren har medgivet, at det femte anbringende, hvis det var velbegrundet, ville kunne medføre en nedsættelse af dumpingmargenen med 41,1 procentpoint, men har bestridt Kommissionens beregninger, på grundlag af hvilke denne har konkluderet, at det er en nødvendig betingelse, at dette anbringende ville skulle være velbegrundet, for, at det andet og det fjerde anbringende ville være virksomme, således at dumpingmargenen, hvis de blev taget til følge, vil blive lavere end skadesmargenen. Sagsøgeren er af den opfattelse, at såfremt alle de pågældende anbringender med undtagelse af det femte var velbegrundede, ville dumpingmargenen blive nedsat til 71,1%, og den ville således være lavere end skadesmargenen, der ligger på 72,9%. Sagsøgeren har i retsmødet som svar på et spørgsmål fra Retten bekræftet, at tallet på 71,1% forudsætter, at det andet anbringende skulle være velbegrundet, hvilket ville medføre en nedsættelse af dumpingmargenen på 8,6 procentpoint, og at denne margen, såfremt dette anbringende blev forkastet, ville ligge på 79,7% og dermed være højere end skadesmargenen.
69 Det følger heraf, at sagsøgeren har medgivet, at såfremt det andet og det femte anbringende skulle blive forkastet som ugrundede, er det udelukket, at de øvrige anbringender vil kunne medføre en nedsættelse af dumpingmargenen, således at denne bliver lavere end skadesmargenen. Følgelig må de øvrige anbringender i dette tilfælde nødvendigvis anses for at være uvirksomme.
70 Under disse omstændigheder skal det andet og det femte anbringende realitetsbehandles, inden der tages stilling til, om det tredje og det fjerde anbringende er virksomme eller ej.
Det andet anbringende om tilsidesættelse af grundforordningens artikel 2, stk. 6a, litra a), for så vidt angår valget af et passende repræsentativt land
71 Sagsøgeren har anført, at Kommissionen har tilsidesat grundforordningens artikel 2, stk. 6a, litra a), for så vidt som den har valgt Tyrkiet som et passende repræsentativt land på grundlag af oplysninger vedrørende Ilkalem Ticaret Ve Sanayi AS (herefter »Ilkalem«), men burde have valgt Mexico på grundlag af oplysninger vedrørende Solutia Tlaxcala SA de CV (herefter »Solutia Tlaxcala«) eller Wyn De Mexico Productos Quimicos SA de CV (herefter »Wyn«).
72 For det første har sagsøgeren gjort gældende, at Kommissionen har fortolket betingelsen i grundforordningens artikel 2, stk. 6a, litra a), om, at oplysningerne om et selskab i det land, der overvejes, skal være »umiddelbart tilgængelige« for at kunne anvendes, fejlagtigt.
73 For det andet har sagsøgeren gjort Kommissionens tilsidesættelse af pligten til at udvise omhu, som den skulle overholde ved valget af et passende repræsentativt land, gældende.
74 For det tredje har sagsøgeren gjort gældende, at Mexico var det mest passende repræsentative land med den begrundelse, at det har et højere niveau af social og miljømæssig beskyttelse end Tyrkiet.
75 Kommissionen har bestridt sagsøgerens argumenter.
76 Idet ordlyden af grundforordningens artikel 2, stk. 6a, er gengivet i præmis 8 ovenfor, er det hensigtsmæssigt at sammenfatte de trin, som Kommissionen har foretaget i den foreliggende sag i forbindelse med anvendelse af nævnte forordnings artikel 2, stk. 6a, litra a), således som de fremgår af den anfægtede forordning.
77 Det fremgår af 175. betragtning til den anfægtede forordning, at valget af det repræsentative land var »baseret på følgende kriterier:
– Et økonomisk udviklingsniveau svarende til Kinas. […]
– Produktion af den undersøgte vare i det pågældende land […].
– Tilgængeligheden af relevante offentlige data i det pågældende land.
– Hvis der er mere end et muligt repræsentativt land, gives der, når det er relevant, fortrinsret til lande, der har et passende niveau af social og miljømæssig beskyttelse«.
78 Det fremgår af 177.-184., 198., 199. og 203. betragtning til den anfægtede forordning, at Kommissionen efter at have overvejet fem mulige lande som passende repræsentative lande udelukkede tre af dem, således at den skulle vælge mellem de to resterende, nemlig Mexico og Tyrkiet.
79 Hvad angår Mexico analyserede Kommissionen tilgængeligheden af Solutia Tlaxcalas og Wyns finansielle data (38., 200.-202., 212., 229. og 230. betragtning til den anfægtede forordning).
80 Hvad angår Solutia Tlaxcala stødte Kommissionen på det problem, at moderselskabet Solutia Europe SPRL/BVBA (herefter »Solutia Europe«), en bruger af PVA i Belgien, alene havde fremsendt fortrolige finansielle data til den, som offentligheden ikke kunne få adgang til, og at disse data ikke var tilgængelige i Orbis-databasen.
81 Kommissionen har anført, at selv om de eksporterende producenter havde anført, at oplysningerne vedrørende Solutia Tlaxcala var tilgængelige i Dun&Bradstreet-databasen, havde de blot nævnt dette som »umiddelbart bevis« for disse datas tilgængelighed, men havde ikke fremlagt dem. Kommissionen konkluderede, at den ikke kunne anvende oplysningerne i forbindelse med proceduren.
82 Hvad angår Wyn har Kommissionen anført, at selskabets offentligt tilgængelige finansielle data kun forelå for de seks første måneder af 2018, og at denne periode ikke var sammenfaldende med undersøgelsesperioden og ikke kunne betragtes som repræsentative for et helt år på grund af de sæsonbestemte udsving. Kommissionen konstaterede desuden, at Wyn ikke havde været rentabel i 2017. Kommissionen konkluderede således, at Mexico ikke kunne betragtes som et passende repræsentativt land for denne undersøgelse.
83 Hvad angår Tyrkiet skønnede Kommissionen, at den kunne basere sig på de oplysninger vedrørende Ilkalem, der var tilgængelige i Orbis-databasen, bl.a. for 2018, og hvoraf det fremgik, at selv om moderselskabet havde været tabsgivende i dette år på grund af høje finansielle udgifter, kunne disse udgifter på grundlag af en undersøgelse af dataene for de foregående år betegnes som ekstraordinære. Kommissionen konkluderede således, at oplysningerne om 2018 kunne anvendes med en justering med henblik på at tage hensyn til den ekstraordinære karakter af de høje finansielle udgifter, der var afholdt i dette år (205., 206. og 213.-215. betragtning til den anfægtede forordning).
84 Kommissionen præciserede endvidere i 221. og 226. betragtning til den anfægtede forordning, at eftersom det blev fastslået, at Tyrkiet var det eneste passende repræsentative land, var der ikke behov for at foretage en vurdering af niveauet af social og miljømæssig beskyttelse i overensstemmelse med grundforordningens artikel 2, stk. 6a, litra a), første led, sidste punktum.
85 De principper, der finder anvendelse på fortolkningen af en EU-retlig bestemmelse, er gengivet i præmis 28.
86 Vedrørende ordlyden har sagsøgeren gjort gældende, at den fortolkning af udtrykket »umiddelbart tilgængelige oplysninger«, som Kommissionen har anlagt, er uforenelig med affattelsen af grundforordningens artikel 2, stk. 6a, litra a), eftersom adverbierne »umiddelbart« og »offentligt« ikke er synonymer.
87 Det skal anføres, at selv om den anfægtede forordning er tvetydig om dette spørgsmål, eftersom der heri flere gange anvendes udtrykkene »offentlige data« og »offentligt tilgængelige data« (jf. bl.a. 175., 194., 202., 212. og 217. betragtning til nævnte forordning), fastslog Kommissionen følgende i 228. betragtning til denne forordning:
»(228) [I]følge grundforordningens artikel 2, stk. 6a, [skal dataene] ikke […] være »offentligt tilgængelige«, men »umiddelbart tilgængelige«. Kommissionen anførte, at der ved »offentligt tilgængelige« forstås tilgængelige for den brede offentlighed som sådan, mens der ved »umiddelbart tilgængelige« forstås tilgængelige for alle, forudsat at visse betingelser, såsom betaling af et gebyr, er opfyldt. Det er vigtigt at nævne, at alle de oplysninger, der blev anvendt til at beregne den normale værdi, blev gjort tilgængelige i det ikke-fortrolige dossier. Det betyder, at alle interesserede parter havde adgang til oplysningerne, også selv om oplysningerne kun foreligger mod betaling.«
88 På baggrund af denne fortolkning af udtrykket »umiddelbart tilgængelige« er det med urette, at sagsøgeren har anført, at Kommissionen har blandet begreberne »offentligt tilgængelige« og »umiddelbart tilgængelige« sammen. Kommissionen har således sondret mellem disse to begreber, som den ikke har betragtet som ækvivalente.
89 Hvad angår sammenhængen har sagsøgeren påpeget, at når grundforordningen bestemmer, at en oplysning skal offentliggøres, fremgår denne præcisering udtrykkeligt af de relevante bestemmelser. Det følger endvidere af WTO-retten, at proceduremæssige forpligtelser til fortrolighed ikke er til hinder for, at en kompetent myndighed, der træffer afgørelse om realiteten, anvender fortrolige data.
90 For det første er det uvæsentligt, at lovgiver i nogle af grundforordningens bestemmelser har præciseret, at nogle oplysninger skal gøres offentligt tilgængelige, eftersom det allerede er blevet fastslået, at Kommissionen ikke har blandet de i præmis 88 omhandlede begreber sammen.
91 For det andet har Kommissionen med rette anført, at grundforordningens artikel 2, stk. 6a, litra a), skal fortolkes i lyset af de krav, der følger af denne forordnings bestemmelser om fortrolig behandling og af bestemmelserne om fremlæggelse af oplysninger med henblik på at beskytte parternes ret til forsvar.
92 På det teleologiske plan har sagsøgeren påpeget, at grundforordningens artikel 2, stk. 6a, litra a), skal bidrage til realiseringen af grundforordningens mål, der består i at forebygge dumping på EU-markedet og sikre fair handel og lige konkurrencevilkår på dette marked. Kommissionens valg af et passende repræsentativt land kunne således ikke afhænge af en producents accept af, at dennes data blev offentliggjort.
93 Selv om formålet med grundforordningen er at sikre beskyttelse mod import, der er genstand for dumping, ved bl.a. at undgå, at der forvoldes skade på produktionen i EU (jf. analogt kendelse af 11.10.2011, DBV mod Kommissionen, T-297/10, ikke trykt i Sml., EU:T:2011:583, præmis 37; jf. også i denne retning og analogt dom af 28.2.2008, Carboni e derivati, C-263/06, EU:C:2008:128, præmis 39), har lovgiver ikke desto mindre besluttet at forfølge dette mål under hensyntagen til kravene i tilknytning til en fortrolig behandling af visse oplysninger og til beskyttelse af retten til forsvar.
94 De relevante bestemmelser i grundforordningen skal gengives.
95 Grundforordningens artikel 19 bestemmer:
»1. Oplysninger, som ifølge deres natur er fortrolige (f.eks. fordi fremlæggelsen heraf ville give en konkurrent en væsentlig konkurrencemæssig fordel eller være til betydelig skade for den, der afgiver oplysningerne, eller for den, fra hvem førstnævnte modtog oplysningerne), eller som er stillet til rådighed på et fortroligt grundlag af parter i en undersøgelse, skal, når ønsket herom er berettiget, behandles fortroligt af myndighederne.
2. Berørte parter, som afgiver fortrolige oplysninger, kan afkræves ikke-fortrolige sammendrag heraf. Disse sammendrag skal være tilstrækkeligt detaljerede til at sikre en rimelig forståelse af de fortrolige oplysningers egentlige indhold. Under særlige omstændigheder kan de pågældende parter tilkendegive, at det ikke er muligt at udarbejde et sammendrag af oplysningerne. Under sådanne særlige omstændigheder skal der afgives en erklæring med en begrundelse for, hvorfor det ikke er muligt at udarbejde et sammendrag.
3. Anses en anmodning om fortrolig behandling ikke for berettiget, og er den, der meddeler oplysningerne, enten ikke rede til at stille oplysningerne til rådighed eller til at tillade, at de fremlægges i generaliseret form eller i sammendrag, kan disse oplysninger lades ude af betragtning, medmindre det på relevant grundlag og passende måde kan godtgøres, at oplysningerne er korrekte. Anmodninger om fortrolig behandling af oplysninger må ikke afvises på et vilkårligt grundlag.
4. Denne artikel udelukker ikke, at Unionens myndigheder fremlægger generelle oplysninger, og navnlig begrundelserne for de afgørelser, der er truffet i medfør af denne forordning, eller at de fremlægger de beviser, som Unionens myndigheder har lagt til grund for deres afgørelser, for så vidt dette er nødvendigt for at forklare disse begrundelser i retssager. Ved en sådan videregivelse tages der hensyn til de berørte parters berettigede interesse i, at deres forretningshemmeligheder ikke røbes.
5. Kommissionen og medlemsstaterne, herunder personer i deres tjeneste, må ikke videregive oplysninger, som de har modtaget i medfør af denne forordning, og som på anmodning af den part, der har givet oplysningerne, skal behandles som fortrolige, medmindre denne part har givet særlig tilladelse hertil.
[…]«
96 Grundforordningens artikel 20 er affattet således:
»1. Klagerne, importørerne og eksportørerne og disses repræsentative sammenslutninger samt repræsentanterne for eksportlandet kan anmode om fremlæggelse af de nærmere oplysninger, der ligger til grund for de vigtigste kendsgerninger og betragtninger, på grundlag af hvilke der er indført midlertidige foranstaltninger. […]
2. De parter, der er nævnt i stk. 1, kan anmode om endelig fremlæggelse af de vigtigste kendsgerninger og betragtninger, på grundlag af hvilke det påtænkes at anbefale indførelse af endelige foranstaltninger eller afslutning af en undersøgelse eller en procedure uden indførelse af foranstaltninger, idet der lægges særlig vægt på at fremlægge sådanne kendsgerninger og betragtninger, som afviger fra dem, der lå til grund for indførelsen af de midlertidige foranstaltninger.
[…]«
97 Grundforordningens artikel 6, stk. 7, har følgende ordlyd:
»7. […] [K]lagere, importører og eksportører [...] kan på skriftlig anmodning få indsigt i alle oplysninger, som parter i undersøgelsen har indgivet, i modsætning til interne dokumenter udarbejdet af myndighederne i Unionen eller dens medlemsstater, forudsat at disse oplysninger har betydning for fremlæggelsen af deres sag, at de ikke er fortrolige som omhandlet i artikel 19, og at de anvendes som led i undersøgelsen.
[…]«
98 Med disse bestemmelser forfølger grundforordningen to mål, nemlig dels at give de interesserede parter mulighed for effektivt at forsvare deres interesser, dels at bevare fortroligheden af de oplysninger, der er blevet indhentet under undersøgelsen (jf. analogt dom af 30.6.2016, Jinan Meide Casting mod Rådet, T-424/13, EU:T:2016:378, præmis 96; jf. også i denne retning og analogt dom af 1.6.2017, Changmao Biochemical Engineering mod Rådet, T-442/12, EU:T:2017:372, præmis 142 og den deri nævnte retspraksis).
99 Hvad angår det første mål i præmis 98 skal det påpeges, at overholdelse af retten til forsvar i alle sager, der indledes mod en person, og som kan resultere i en bebyrdende retsakt, er et grundlæggende EU-retligt princip, der skal sikres, selv om der ikke er fastsat nogen bestemmelser vedrørende proceduren. Dette princip er af afgørende betydning i procedurer vedrørende antidumping (jf. dom af 1.6.2017, Changmao Biochemical Engineering mod Rådet, T-442/12, EU:T:2017:372, præmis 139 og den deri nævnte retspraksis).
100 I henhold til dette princip skal de berørte virksomheder have mulighed for under den administrative procedure effektivt at fremsætte deres bemærkninger vedrørende rigtigheden og relevansen af de påberåbte faktiske omstændigheder samt vedrørende de beviser, hvorpå Kommissionen støtter sin påstand om, at der foreligger dumping og en deraf følgende skade (jf. dom af 1.6.2017, Changmao Biochemical Engineering mod Rådet, T-442/12, EU:T:2017:372, præmis 140 og den deri nævnte retspraksis).
101 Hvad angår det andet mål nævnt i præmis 98 skal det påpeges, at beskyttelse af forretningshemmeligheder er et generelt EU-retligt princip. Opretholdelsen af en ikke-fordrejet konkurrence udgør en vigtig samfundsinteresse, som kan begrunde en nægtelse af at videregive oplysninger, der er omfattet af forretningshemmeligheden (jf. i denne retning dom af 30.6.2016, Jinan Meide Casting mod Rådet, T-424/13, EU:T:2016:378, præmis 165 og den deri nævnte retspraksis).
102 EU-institutionerne skal med henblik på at forene de to mål og for at overholde deres oplysningspligt udvise al mulig omhu for – for så vidt som det er foreneligt med forretningshemmeligheden – at meddele de berørte virksomheder de fornødne oplysninger til varetagelse af deres interesser, og de skal af egen drift vælge en passende måde at give oplysningerne på (jf. i denne retning dom af 1.6.2017, Changmao Biochemical Engineering mod Rådet, T-442/12, EU:T:2017:372, præmis 141).
103 Behovet for at forene disse to mål følger også af den omstændighed, at grundforordningens artikel 19 ifølge retspraksis ikke blot har til formål at beskytte forretningshemmeligheden, men også retten til forsvar for de øvrige parter i antidumpingproceduren (jf. dom af 15.10.2020, Zhejiang Jiuli Hi-Tech Metals mod Kommissionen, T-307/18, ikke trykt i Sml., EU:T:2020:487, præmis 82 og den deri nævnte retspraksis).
104 I lyset af disse bestemmelser og principper må det fastslås, at Kommissionen, når den i medfør af grundforordningens artikel 2, stk. 6a, litra a), forsøger at indhente »umiddelbart tilgængelige« oplysninger, med henblik herpå har ret til at afslå at anvende oplysninger, der af den part, der har fremsendt dem, anses for at være fortrolige, og fra hvem den ikke er i stand til at indhente et ikke-fortroligt sammendrag, på grundlag af hvilket de øvrige interesserede parter i undersøgelsen kan udøve deres ret til forsvar.
105 Rapporten fra appelorganet vedrørende tvisten »Thailand – Anti-dumping duties on angles, shapes and sections of iron or non-alloy steel and H-beams from Poland« vedtaget af WTO’s tvistbilæggelsesorgan den 5. april 2011 (WT/DS 122/AB/R) (herefter »rapporten om profiler og bjælker«), som sagsøgeren har gjort gældende, sår ikke tvivl om denne konklusion.
106 Følgende fremgår af punkt 111 i rapporten om profiler og bjælker:
»Kravet i [antidumpingaftalens] artikel 3.1, i henhold til hvilket en konstatering af, om der foreligger skade, baseres på »positivt bevismateriale« og indebærer en »objektiv« undersøgelse af de krævede oplysninger om skaden, betyder ikke, at konstateringen alene skal være baseret på det ræsonnement eller de faktiske omstændigheder, der er blevet videregivet til parterne i en antidumpingundersøgelse, eller som har været tydelige for dem. [Denne] artikel 3.1 tillader tværtimod en [kompetent] myndighed at basere sin konstatering på alle de ræsonnementer og relevante faktiske omstændigheder, som den råder over.«
107 Først må det imidlertid konstateres, at antidumpingaftalens artikel 3.1 ikke indeholder betingelsen om, at de oplysninger, som Kommissionen anvender, skal være »umiddelbart tilgængelige, der derimod findes i grundforordningens artikel 2, stk. 6a, litra a)«.
108 Dernæst skal det påpeges, at appelorganet i punkt 107 i rapporten om profiler og bjælker præciserede, at »[e]n antidumpingundersøgelse [...] indebærer indsamling og evaluering af både fortrolige oplysninger og ikke-fortrolige oplysninger«, og at »konstateringen af, at der foreligger skade [...], skal være baseret på alle disse beviselementer«. Det konkluderede, at »der er intet i [antidumpingaftalens] artikel 3.1, der forhindrer en [kompetent] myndighed i at basere sin konstatering af, om der foreligger skade, udelukkende på ikke-fortrolige oplysninger«. Selv om den kompetente myndighed i henhold til oplysningerne i denne rapport ud over ikke-fortrolige oplysninger også kan anvende fortrolige oplysninger, kan den altså ikke basere sig udelukkende på fortrolige oplysninger. Dette ville imidlertid have været tilfældet, hvis Kommissionen havde anvendt de oplysninger om Solutia Tlaxcala, som Solutia Europe havde fremsendt til den.
109 Endelig skal det understreges, at selv om appelorganet i punkt 109 i rapporten om profiler og bjælker påpegede, at antidumpingaftalens artikel 6 »fastsætter en række [proceduremæssige] forpligtelser, der bl.a. kræver, at de [kompetente] myndigheder videregiver visse beviser til de berørte parter i løbet af undersøgelsen«, og konstaterede, at »der […] ingen grund [er] til at fortolke disse forpligtelser [...] på en måde, der omfatter de materielle bestemmelser i artikel 3.1« i denne aftale, præciserede det, at det dermed »ikke lader forstå, at konstateringen af, om der foreligger skade i den foreliggende sag [...], nødvendigvis opfylder kravene i [nævnte] artikel«. Appelorganet fastslog, at tvistpanelet, hvis rapport var blevet bestridt ved appelorganet, »havde konstateret, at [Republikken] Polens udtalelse om [sidstnævnte artikel] ikke opfyldte kravene i artikel 6.2. i [forståelsen vedrørende reglerne og procedurerne for tvistbilæggelse, der findes i bilag 2 til overenskomsten om oprettelse af WTO], og derfor ikke havde undersøgt spørgsmålet«.
110 Appelorganet ønskede dermed at undgå, at når en part i sin anmodning om oprettelse af et tvistpanel undlader at rejse spørgsmålet om den kompetente myndigheds overholdelse af de proceduremæssige forpligtelser i antidumpingaftalens artikel 6 om fortrolig behandling og retten til forsvar med den krævede tydelighed, kan den afhjælpe denne undladelse ved at anføre, at vurderingen af tilsidesættelsen af de materielle bestemmelser, som den gyldigt har indbragt for dette panel, omfatter en undersøgelse af, at disse proceduremæssige forpligtelser er blevet overholdt.
111 Det følger heraf, at rapporten om profiler og bjælker ikke kan fortolkes således, at den stadfæster et generelt princip om, at en kompetent myndighed under alle omstændigheder kan anvende fortrolige oplysninger.
112 I den foreliggende sag er det ubestridt, at Solutia Europe har modsat sig videregivelsen af oplysninger om Solutia Tlaxcala, og at selskabet ikke havde fremsendt et ikke-fortroligt sammendrag af disse oplysninger til Kommissionen. I henhold til grundforordningens artikel 19, stk. 3, kunne Kommissionen således lade disse oplysninger ude af betragtning, medmindre den kunne indhente dem fra andre kilder.
113 Sagsøgeren har i denne henseende gjort gældende, at oplysningerne om Solutia Tlaxcala findes i Dun&Bradstreet-databasen, hvortil der er adgang på abonnement. Det er uden betydning, at Kommissionen har valgt at abonnere på Orbis-databasen.
114 Det må konstateres, at sagsøgeren i sine bemærkninger til den endelige fremlæggelse af oplysninger henledte Kommissionens opmærksomhed på den omstændighed, at Dun&Bradstreet-databasen indeholdt umiddelbart tilgængelige oplysninger om Solutia Tlaxcala, og havde indsat et hyperlink til den relevante passage i disse bemærkninger, idet den præciserede, at disse oplysninger var tilgængelige mod betaling for adgangsrettigheder.
115 Det fremgår af hovedparternes besvarelse af skriftlige spørgsmål fra Retten, at det af sagsøgeren anførte hyperlink ikke gjorde det muligt at få adgang til de oplysninger om Solutia Tlaxcala, der fandtes i Dun&Bradstreet-databasen.
116 Desuden anførte sagsøgeren i sine bemærkninger til den endelige fremlæggelse af oplysninger blot, at der fandtes et prima facie-bevis for muligheden for at få adgang til oplysninger om Solutia Tlaxcala i Dun&Bradstreet-databasen.
117 Det følger heraf, at sagsøgeren ikke selv havde haft adgang til disse oplysninger, således at denne ikke havde kendskab til disse oplysningers detaljeringsgrad og den periode, de omfattede.
118 Det var således med rette, at Kommissionen i 230. betragtning til den anfægtede forordning nægtede at anvende disse oplysninger.
119 Hvad angår sagsøgerens argumenter om en tilsidesættelse af pligten til at udvise omhu, skal det, eftersom denne har gjort principper gældende, der følger af retspraksis om grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra a), i den version, der var gældende forud for vedtagelsen af forordning 2017/2321, der finder tilsvarende anvendelse, påpeges, at denne bestemmelse har følgende ordlyd:
»Ved indførsel fra lande uden markedsøkonomi [...] fastsættes den normale værdi på grundlag af prisen eller den beregnede værdi i et tredjeland med markedsøkonomi eller prisen ved salg fra et sådant tredjeland til andre lande, herunder Unionen, eller, hvis dette ikke er muligt, på ethvert andet rimeligt grundlag, herunder den pris, der faktisk er betalt eller skal betales i Unionen for samme vare, om nødvendigt justeret for at indregne en rimelig fortjenstmargen.
Et egnet tredjeland med markedsøkonomi udvælges på en ikke urimelig måde under skyldig hensyntagen til alle pålidelige oplysninger, der er fremlagt på tidspunktet for udvælgelsen […]«
120 Ifølge retspraksis om grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra a), i den version, der var gældende forud for vedtagelsen af forordning 2017/2321, er valget af et »referenceland« omfattet af det vide skøn, som institutionerne har inden for den fælles handelspolitik, som følge af kompleksiteten af de økonomiske og politiske situationer, de skal undersøge (jf. analogt dom af 29.7.2019, Shanxi Taigang Stainless Steel mod Kommissionen, C-436/18 P, EU:C:2019:643, præmis 30 og den deri nævnte retspraksis). Institutionernes udøvelse af deres skøn ved udvælgelsen af dette land er underlagt domstolskontrol. Det påhviler således Unionens retsinstanser at kontrollere, om formforskrifterne er overholdt, om de faktiske omstændigheder, som er lagt til grund, er materielt rigtige, samt om der foreligger en åbenbar fejl i vurderingen af de faktiske omstændigheder, eller om der er begået magtfordrejning. Det må særligt undersøges, om disse institutioner har undladt at tage hensyn til omstændigheder, som er væsentlige for at fastslå, om det valgte land er egnet, og om oplysningerne i sagen er blevet bedømt med den omhu, som kræves, for at normalværdien for det pågældende produkt kan anses for fastsat på en hensigtsmæssig og ikke-urimelig måde (jf. i denne retning og analogt dom af 29.5.1997, Rotexchemie, C-26/96, EU:C:1997:261, præmis 10-12, af 10.9.2015, Fliesen-Zentrum Deutschland, C-687/13, EU:C:2015:573, præmis 51, og af 23.4.2018, Shanxi Taigang Stainless Steel mod Kommissionen, T-675/15, ikke trykt i Sml., EU:T:2018:209, præmis 31 og den deri nævnte retspraksis).
121 Til trods for de forskelle, der findes mellem grundforordningens artikel 2, stk. 6a, litra a), og dens tidligere artikel 2, stk. 7, litra a), finder disse principper tilsvarende anvendelse i den foreliggende sag, således som Kommissionen har anført.
122 I den foreliggende sag har sagsøgeren for det første gjort gældende, at Kommissionen havde accepteret oplysningerne vedrørende Ilkalem, til trods for at dette selskab var tabsgivende i undersøgelsesperioden på grund af ekstraordinære finansielle udgifter, og at det derfor var nødvendigt at foretage justeringer på grundlag af tallene for de tre foregående regnskabsår. Accept af disse oplysninger er i strid med den omstændighed, at Kommissionen afviste oplysningerne om Wyn med den begrundelse, at de dækkede en periode, der ikke var sammenfaldende med undersøgelsesperioden. Det var således med urette, at Kommissionen foretrak oplysningerne om Ilkalem frem for oplysningerne om Wyn og Solutia Tlaxcala, der ikke blot var »umiddelbart tilgængelige«, men også fuldstændige og komplette.
123 Det skal bemærkes, at sagsøgeren ikke har bestridt realiteten af betragtningerne i den anfægtede forordning, i henhold til hvilke Kommissionen udelukkede at basere sig på oplysningerne om Wyn med den begrundelse, at de ikke vedrørte undersøgelsesperioden og viste, at dette selskab reelt ikke havde haft et overskud i 2017 (jf. præmis 82). Sagsøgeren har blot anført, at denne udelukkelse var i strid med den omstændighed, at Kommissionen havde accepteret oplysningerne om Ilkalem. Det må imidlertid konstateres, at sidstnævnte oplysninger i modsætning til oplysninger om Wyn var tilgængelige for hele 2018, således at de i det mindste omfattede en del af undersøgelsesperioden. Det fremgik desuden også af disse oplysninger, at Ilkalem havde haft overskud i de tre foregående år, og at det manglende overskud i 2018 skyldtes særligt høje finansielle udgifter, som Kommissionen har betegnet som ekstraordinære. Sagsøgeren har imidlertid ikke bestridt det velbegrundede i denne betegnelse og har heller ikke godtgjort, at de justeringer af oplysningerne om Ilkalem for 2018, som Kommissionen havde foretaget med henblik på at opveje virkningen af disse ekstraordinære udgifter, ikke var hensigtsmæssige.
124 I lyset af det vide skøn, som Kommissionen havde i den foreliggende sag med hensyn til valget af et passende repræsentativt land (jf. præmis 120 og 121), skal sagsøgeren, for at dennes anbringende kan tages til følge, fremlægge beviser, der er tilstrækkeligt stærke til at bevirke, at vurderingerne af de faktiske omstændigheder i den anfægtede forordning bliver usandsynlige (jf. i denne retning og analogt dom af 3.12.2019, Yieh United Steel mod Kommissionen, T-607/15, EU:T:2019:831, præmis 110 og den deri nævnte retspraksis).
125 Sagsøgerens argument må derfor forkastes.
126 For det andet har sagsøgeren gjort gældende, at Kommissionen i det mindste burde have sondret mellem på den ene side oplysningerne om erstatningsværdierne for produktionsfaktorerne (herefter »erstatningsværdier«) og på den anden side oplysningerne om SAG-omkostningerne og fortjenstmargenen. Oplysningerne om Ilkalem er kun nyttige i forbindelse med sidstnævnte oplysninger, eftersom erstatningsværdierne kunne være blevet indhentet fra offentlige kilder, bl.a. Global Trade Atlas-databasen, der indeholder disse værdier for de mexicanske råmaterialer. Sagsøgeren har gjort opmærksom på, at Kommissionen allerede har anvendt oplysninger fra forskellige kilder i en antidumpingundersøgelse, og det samme har de amerikanske myndigheder.
127 Det skal imidlertid anføres, at sagsøgeren blot har fastslået, at Global Trade Atlas-databasen indeholder erstatningsværdierne for Mexico, men ikke har forklaret, hvorfor disse værdier er mere relevante end værdierne for Tyrkiet. Den har ikke umiddelbart godtgjort, at det var åbenbart urigtigt at anvende de tyrkiske erstatningsværdier.
128 Desuden har sagsøgeren ikke præciseret, hvorfor det var åbenbart urigtigt at vælge oplysningerne om et enkelt tredjeland i forbindelse med erstatningsværdier såvel som SAG-omkostningerne og fortjenstmargenen.
129 Sagsøgeren har påberåbt sig Kommissionens praksis, hvoraf det fremgår, at den allerede har anvendt oplysninger fra forskellige kilder, og de amerikanske myndigheders praksis, som de kompetente retsinstanser har stadfæstet.
130 For det første skal lovligheden af en forordning om indførelse af en antidumpingtold imidlertid ifølge retspraksis vurderes på grundlag af retsregler og navnlig grundforordningens bestemmelser og ikke på grundlag af en angivelig hidtidig afgørelsespraksis fra institutionerne (jf. i denne retning og analogt, dom af 10.2.2021, RFA International mod Kommissionen, C-56/19 P, EU:C:2021:102, præmis 79, af 4.10.2006, Moser Baer India mod Rådet, T-300/03, EU:T:2006:289, præmis 45, og af 18.10.2016, Crown Equipment (Suzhou) og Crown Gabelstapler mod Rådet, T-351/13, ikke trykt i Sml., EU:T:2016:616, præmis 107).
131 For det andet skal det med hensyn til de amerikanske myndigheders praksis anføres, at denne kun kan vedrøre anvendelse af amerikansk ret, hvis bestemmelser ikke nødvendigvis er sammenfaldende med grundforordningens bestemmelser, således som Domstolen eller Retten har fortolket dem. Selv hvis denne praksis vedrører en situation, der i faktuel og retlig forstand er sammenlignelig med situationen i den foreliggende sag, hvilket sagsøgeren ikke har godtgjort, er den følgelig ikke bindende for Retten.
132 Sagsøgerens anbringende må følgelig forkastes.
133 Hvad angår sagsøgerens argument om, at Mexico har et højere niveau af social og miljømæssig beskyttelse end Tyrkiet, skal det anføres, at spørgsmålet om dette beskyttelsesniveau i henhold til grundforordningens artikel 2, stk. 6a, litra a), første led, opstår, »når der er flere end et af et sådant land«.
134 Eftersom Kommissionen i den foreliggende sag imidlertid med føje har fastslået, at der alene fandtes relevante oplysninger om SAG-omkostninger og fortjenstmargen i Tyrkiet og ikke i Mexico, kunne den med rette konkludere i 221. og 226. betragtning til den anfægtede forordning, at Tyrkiet var det eneste passende repræsentative land, og at spørgsmålet om niveauet af social og miljømæssig beskyttelse derfor ikke opstod.
135 I lyset af det ovenfor anførte må det andet anbringende forkastes som ugrundet.
Det femte anbringende om tilsidesættelse af grundforordningens artikel 18
136 Sagsøgeren har gjort gældende, at Kommissionen med urette har gjort brug af de foreliggende faktiske oplysninger som omhandlet i artikel 18 ved beregningen af den normale værdi af varer fremstillet af sagsøgeren for så vidt angår internt producerede produktionsfaktorer såsom damp og elektricitet, til trods for den omstændighed, at sagsøgeren havde samarbejdet efter bedste evne ved at besvare Kommissionens spørgeskema.
137 Ifølge sagsøgeren har Kommissionen, der har kritiseret sagsøgeren for ikke at have tildelt den af undersøgelsen omfattede vare en del af omkostningerne vedrørende de input, som denne har behov for, til de internt producerede produktionsfaktorer, som sagsøgeren anvender til fremstillingen af PVA, ikke taget hensyn til den omstændighed, at det er umuligt at foretage en sådan tildeling på grund af de særlige kendetegn ved metoden til fremstilling af PVA.
138 Eftersom sagsøgeren har samarbejdet efter bedste evne med Kommissionen, burde Kommissionen i henhold til grundforordningens artikel 18, stk. 3, have været forpligtet til at tage hensyn til de oplysninger, som sagsøgeren havde givet, og burde ikke have haft lov til at anvende de foreliggende oplysninger som omhandlet i denne artikel.
139 Kommissionen har, støttet af Sekisui, bestridt sagsøgernes argumenter.
140 Det bemærkes, at de relevante bestemmelser i grundforordningens artikel 18 betegnes »[m]anglende samarbejde« og er affattet således:
»1. I tilfælde, hvor en af de berørte parter nægter at give adgang til nødvendige oplysninger eller undlader at meddele dem inden for de frister, der er fastsat i denne forordning, eller lægger væsentlige hindringer i vejen for undersøgelsen, kan der træffes foreløbige eller endelige afgørelser, positive eller negative, på grundlag af de foreliggende faktiske oplysninger.
[…]
3. Selv om de oplysninger, som en berørt part indgiver, ikke er fyldestgørende i enhver henseende, ses der ikke bort fra dem, forudsat at eventuelle mangler ikke giver anledning til urimelige vanskeligheder i arbejdet med at nå til rimeligt nøjagtige resultater, at oplysningerne indgives på korrekt vis og rettidigt, at de kan efterprøves, og [at] den pågældende part har handlet efter bedste evne.
[…]«
141 For at forstå eksistensberettigelsen af grundforordningens artikel 18 skal det anføres, at det påhviler Kommissionen i dens egenskab af undersøgelsesmyndighed at dokumentere forekomsten af dumping, af en skade og af en årsagssammenhæng mellem dumpingimporten og den godtgjorte skade. For så vidt som ingen af grundforordningens bestemmelser tillægger Kommissionen nogen beføjelse til at tvinge de berørte parter til at deltage i en undersøgelse eller fremlægge oplysninger, er den således afhængig af parternes frivillige samarbejde, således at de kan give den med de nødvendige oplysninger. Det følger i denne sammenhæng af 27. betragtning til grundforordningen, at EU-lovgiver har fundet det »nødvendigt at fastsætte, at der for parter, der ikke samarbejder på tilfredsstillende måde, kan anvendes andre oplysninger til fastlæggelse af de faktiske omstændigheder, samt at sådanne oplysninger kan være mindre gunstige for en sådan part, end hvis den pågældende havde været rede til at samarbejde«. Formålet med grundforordningens artikel 18 er således at gøre det muligt for Kommissionen at fortsætte undersøgelsen, selv hvis de berørte parter måtte nægte at samarbejde eller måtte samarbejde i utilstrækkelig grad. Eftersom de berørte parter har pligt til at samarbejde efter bedste evne, skal disse parter følgelig fremlægge alle de oplysninger, som de råder over, og som EU-institutionerne anser for nødvendige for, at de kan træffe deres afgørelser (jf. analogt dom af 14.12.2017, EBMA mod Giant (Kina), C-61/16 P, EU:C:2017:968, præmis 54-56).
142 Grundforordningen indeholder ikke nogen definition af begrebet »nødvendige oplysninger« som omhandlet i artikel 18, stk. 1.
143 Ifølge retspraksis følger det af ordlyden af, sammenhængen for og formålet med grundforordningens artikel 18, stk. 1, at begrebet »nødvendige oplysninger« henviser til de oplysninger, som de berørte parter sidder inde med, og som EU-institutionerne anmoder dem om at fremlægge med henblik på at træffe de rette afgørelser i forbindelse med antidumpingundersøgelsen (jf. analogt dom af 14.12.2017, EBMA mod Giant (Kina), C-61/16 P, EU:C:2017:968, præmis 57).
144 Desuden skal det påpeges, at grundforordningens artikel 18 gennemfører antidumpingaftalens artikel 6.8 og bilag II til aftalen (herefter »bilag II«) i EU-retten, og den skal så vidt muligt fortolkes i overensstemmelse med disse bestemmelser (jf. analogt dom af 22.5.2014, Guangdong Kito Ceramics m.fl. mod Rådet, T-633/11, ikke trykt i Sml., EU:T:2014:271, præmis 40 og den deri nævnte retspraksis).
145 Antidumpingaftalens artikel 6.8 har følgende ordlyd:
»I tilfælde, hvor en af de interesserede parter nægter at give adgang til nødvendige oplysninger eller undlader at meddele dem inden for en rimelig frist eller lægger væsentlige hindringer i vejen for undersøgelsen, kan der træffes foreløbige og endelige afgørelser, positive eller negative, på grundlag af de foreliggende faktiske oplysninger. Ved anvendelsen af dette stykke overholdes bestemmelserne i bilag II.«
146 Artikel 5 i bilag II svarer til grundforordningens artikel 18, stk. 3, idet den bestemmer:
»Selv om de indgivne oplysninger måske ikke er ideelle i enhver henseende, bør myndighederne ikke af den grund være berettiget til at se bort fra dem, forudsat at den berørte part har handlet efter bedste evne.«
147 Det skal påpeges, at bilag II er »indarbejdet med henvisning i [antidumpingaftalens] artikel 6.8« (appelorganets rapport om tvisten »United States – Anti-Dumping Measures on Certain Hot-Rolled Steel Products from Japan« vedtaget af WTO’s tvistbilæggelsesorgan den 23.8.2001 (WT/DS 184/AB/R, punkt 75)), og at dette bilags bestemmelser er bindende, til trods for at de ofte er formuleret som betingelser (tvistpanelets rapport »United States – Anti-Dumping and Countervailing Measures on Steel Plate from India« vedtaget af WTO’s tvistbilæggelsesorgan den 29.7.2002 (WT/DS 206/R, punkt 7.56)).
148 Ifølge tvistpanelets rapport om »Korea – Anti-dumping duties on imports of certain paper from Indonesia« vedtaget af WTO’s tvistbillæggelsesorgan den 28. oktober 2005 (WT/DS 312/R, punkt 7.43) skal beslutningen om, hvorvidt en oplysning skal betegnes som nødvendig som omhandlet i antidumpingaftalens artikel 6.8, træffes i lyset af de særlige omstændigheder, der gør sig gældende i hver undersøgelse og ikke rent abstrakt. Det fremgår desuden af rapporten fra tvistpanelet om »European Communities – Anti-dumping measure on farmed salmon from Norway« vedtaget af WTO’s tvistbillæggelsesorgan den 15. januar 2008 (WT/DS 337/R punkt 7 343), at en særlig oplysning, som en berørt part er i besiddelse af, og som den myndighed, der gennemfører antidumpingundersøgelsen (herefter den »kompetente myndighed«), har anmodet om, skal betragtes som nødvendig som omhandlet i samme bestemmelse med henblik på at nå frem til »undersøgelsesresultatet«.
149 Desuden fremgår det af retspraksis, at oplysningerne om produktionstal og produktionsomkostninger for en vare, der er omfattet af en antidumpingundersøgelse, åbenlyst var de nødvendige oplysninger i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i grundforordningens artikel 18, stk. 1 (jf. analogt dom af 22.9.2021, NLMK mod Kommissionen, T-752/16, ikke trykt i Sml., EU:T:2021:611, præmis 53).
150 I den foreliggende sag fremgår det af 274., 275. og 317.-322. betragtning til den anfægtede forordning og de præciseringer, som Kommissionen er fremkommet med under sagens behandling, at den ved beregningen af den normale værdi har anvendt de foreliggende faktiske oplysninger som omhandlet i artikel 18 til at fastslå mængden af input, såsom kul og vand, som sagsøgeren brugte ved fremstillingen af internt producerede produktionsfaktorer, der indgår i fremstillingen af dennes PVA, såsom elektricitet og damp. Sagsøgeren havde således ikke givet de oplysninger, som Kommissionen skønnede, at den havde brug for med henblik herpå.
151 Det er ubestridt, at de internt producerede produktionsfaktorer spiller en ikke uanseelig rolle i produktionen af PVA. Disse produktionsfaktorer kræver dog igen input, der således medfører omkostninger, som sagsøgeren skal afholde for at kunne fremstille sine PVA. Eftersom den normale værdi i den foreliggende sag er blevet beregnet i henhold til en metode baseret på produktionsomkostninger, må det konstateres, at Kommissionen havde brug for at kende tallene for forbrug af alle de input, der er blevet anvendt til produktionen af PVA, herunder således de nødvendige input til produktion af internt producerede produktionsfaktorer.
152 Sagsøgeren har gjort gældende, at det var umuligt for denne at give de oplysninger, som Kommissionen havde anmodet om, på grund af særlige kendetegn ved selskabets produktionsprocesser, som der ikke var taget højde for i Kommissionens spørgeskema. De internt producerede produktionsfaktorer anvendes således ikke udelukkende til fremstilling af PVA. Sagsøgeren har også anført risikoen for dobbelttælling, der, som sagsøgeren har forklaret i løbet af undersøgelsen, følger af den omstændighed, at den damp, der frembringes af de kulfyrede kedler, i første omgang anvendes til fremstilling af energi og i anden omgang til produktion af PVA ved hjælp af den elektricitet, der således ikke produceres direkte på grundlag af kul. Denne producerede elektricitet og damp kan således ikke sidestilles med traditionelle input såsom kul. Desuden har sagsøgeren påpeget, at dennes produktionsproces er en fuldstændig kemisk reaktion, i løbet af hvilken de forskellige ingredienser reagerer med hinanden og nogle gange absorberer hinanden, hvorved der frembringes rester, der vil kunne genanvendes, eller som omdanner sig til andre stoffer.
153 Det skal fremhæves, at det fremgår af 319. betragtning til den anfægtede forordning, at sagsøgeren »allerede havde indberettet input til fremstilling af internt producerede produktionsfaktorer«. Kommissionen drog på dette grundlag den konklusion, at »disse input også [kunne] allokeres til den undersøgte vare«.
154 Det følger af 319. betragtning til den anfægtede forordning, at sagsøgeren havde oplyst over for Kommissionen, at inputtene var nødvendige ved fremstillingen af de internt producerede produktionsfaktorer. Sagsøgeren mener sig imidlertid ikke i stand til at præcisere, i hvilket omfang disse internt producerede produktionsfaktorer og dermed de input, der er nødvendige til fremstillingen heraf, kan tilskrives produktionen af PVA.
155 Det følger heraf, at sagsøgeren i realiteten har anfægtet det velbegrundede i den metode, som Kommissionen har anvendt til beregning af den normale værdi, idet denne metode har ført til en overvurdering af forbruget af de pågældende input, der i for høj grad er blevet tilskrevet produktionen af PVA, selv om de internt producerede produktionsfaktorer ikke udelukkende blev anvendt til fremstilling af disse. Denne anfægtelse kan dog ikke godtgøre, at det var umuligt at give Kommissionen de nødvendige oplysninger.
156 Desuden skal det anføres, at sagsøgeren med henblik på at undgå, at Kommissionen benyttede de foreliggende oplysninger som omhandlet i artikel 18, kunne have meddelt den disse oplysninger, uden at det ville gå ud over muligheden for at anfægte realiteten i Kommissionens brug heraf, herunder ved Retten.
157 Dermed skal sagsøgerens argumenter vedrørende en tilsidesættelse af grundforordningens artikel 18, stk. 1, forkastes.
158 Hvad angår sagsøgerens argumenter om en tilsidesættelse af grundforordningens artikel 18, stk. 3, skal det anføres, at denne forordnings artikel 18, stk. 1 og 3, ifølge retspraksis vedrører forskellige situationer. Mens grundforordningens artikel 18, stk. 1, indeholder en generel beskrivelse af de tilfælde, i hvilke de oplysninger, der er nødvendige for institutionerne med henblik på undersøgelsen, ikke er blevet fremsendt, omhandler denne forordnings artikel 18, stk. 3, således de tilfælde, i hvilke de nødvendige oplysninger med henblik på undersøgelsen er blevet fremsendt, men ikke er relevante, således at de foreliggende oplysninger ikke nødvendigvis skal anvendes (jf. i denne retning og analogt dom af 22.5.2014, Guangdong Kito Ceramics m.fl. mod Rådet, T-633/11, ikke trykt i Sml., EU:T:2014:271, præmis 98 og den deri nævnte retspraksis).
159 I den foreliggende sag har Kommissionen alene anvendt de foreliggende oplysninger som omhandlet i artikel 18 som erstatning for de oplysninger, som sagsøgeren ikke har givet den, fordi det angiveligt var umuligt at gøre dette.
160 Det skal i øvrigt præciseres, at omfanget af en berørt parts anstrengelser for at meddele visse oplysninger ikke nødvendigvis står i forhold til de meddelte oplysningers iboende kvalitet og under alle omstændigheder ikke er det eneste afgørende forhold. Såfremt de ønskede oplysninger ikke endeligt opnås, har Kommissionen således ret til at anvende de foreliggende oplysninger som omhandlet i artikel 18 i forbindelse med de ønskede oplysninger (jf. analogt dom af 4.3.2010, Sun Sang Kong Yuen Shoes Factory mod Rådet, T-409/06, EU:T:2010:69, præmis 104).
161 Eftersom sagsøgeren ikke har fremsendt de oplysninger, som Kommissionen har anmodet den om vedrørende inputtene til de internt producerede produktionsfaktorer, må det konstateres, at grundforordningens artikel 18, stk. 3, ikke fandt anvendelse, og at Kommissionen kun kunne anvende de foreliggende faktiske oplysninger som omhandlet i artikel 18 som erstatning for disse oplysninger.
162 Under alle omstændigheder kræver artikel 5 i bilag II ifølge appelorganet, at de berørte parter udfolder store anstrengelser (appelorganets rapport om tvisten »United States – Anti-dumping measures on certain hot-rolled steel products from Japan« vedtaget af WTO’s appelorgan den 23. august 2001 (WT/DS 184, punkt 102)).
163 Sagsøgeren kan imidlertid ikke anses for at have udfoldet sådanne anstrengelser, eftersom denne nægtede at foretage den regnskabsøvelse, som Kommissionen havde krævet, med henblik på at tilskrive PVA en del af produktionsomkostningerne i forbindelse med de internt producerede produktionsfaktorer.
164 Dermed skal sagsøgerens argumenter vedrørende en tilsidesættelse af grundforordningens artikel 18, stk. 3, forkastes.
165 Sagsøgeren har i replikken anført, at Kommissionen ikke i rette tid havde fremsendt »kontrolrapporten«, som den skulle fremsende til en berørt part, inden den sendte den skrivelse, hvormed den informerede vedkommende om, at den agtede at anvende de foreliggende faktiske oplysninger som omhandlet i artikel 18. Denne proceduremæssige uregelmæssighed udgør en tilsidesættelse af sagsøgerens ret til forsvar.
166 Det bemærkes, at det fremgår af retspraksis, at selv om det ikke kan pålægges sagsøgeren at godtgøre, at Kommissionens afgørelse ville have været anderledes, hvis den pågældende formelle fejl ikke havde foreligget, men blot, at en sådan mulighed ikke helt kan udelukkes, da denne part bedre kunne have sikret sit forsvar, hvis denne uregelmæssighed ikke havde foreligget, forholder det sig ikke desto mindre således, at tilstedeværelsen af en uregelmæssighed i forbindelse med retten til forsvar kun kan medføre, at den omhandlede retsakt annulleres, for så vidt som det er muligt, at den administrative procedure som følge af denne uregelmæssighed ville kunne have ført til et andet resultat, og dermed konkret har påvirket retten til forsvar (jf. dom af 5.5.2022, Zhejiang Jiuli Hi-Tech Metals mod Kommissionen, C-718/20 P, EU:C:2022:362, præmis 49 og den deri nævnte retspraksis).
167 Sagsøgeren har imidlertid ikke fremlagt det mindste bevis, der kan godtgøre, at det ikke var udelukket, at proceduren kunne have givet et andet resultat, såfremt den havde modtaget »kontrolrapporten« på et tidligere tidspunkt.
168 Sagsøgerens argument bør derfor forkastes som ugrundet, uden at det er fornødent at tage stilling til formaliteten, som Kommissionen har bestridt med den begrundelse, at det ikke var blevet fremsat i stævningen.
169 På baggrund af det ovenfor anførte må det femte anbringende forkastes som ugrundet.
170 I lyset af betragtningerne i præmis 69 bevirker den omstændighed, at det andet og det femte anbringende er blevet forkastet som ugrundede, at det tredje og det fjerde anbringende forkastes som uvirksomme.
[udelades]
På grundlag af disse præmisser
udtaler og bestemmer
RETTEN (Niende Afdeling):
1) Europa-Kommissionen frifindes.
2) Inner Mongolia Shuangxin Environment-Friendly Material Co. Ltd bærer sine egne omkostninger og betaler de af Kommissionen, Kuraray Europe GmbH og Sekisui Specialty Chemicals Europe SL afholdte omkostninger.
3) Europa-Parlamentet, Rådet for Den Europæiske Union og Wegochem bærer deres egne omkostninger.
Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 21. februar 2024.
Underskrifter