Language of document :

Sag anlagt den 18. marts 2013 - Magic Mountain Kletterhallen m.fl. mod Kommissionen

(Sag T-162/13)

Processprog: tysk

Parter

Sagsøgere: Magic Mountain Kletterhallen GmbH (Berlin, Tyskland), Kletterhallenverband Klever e.V. (Leipzig, Tyskland), Neoliet Beheer BV (Son, Nederlandene) og Pedriza BV (Haarlem, Nederlandene) (ved advokaterne M. von Oppen og A. Gerdung)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgernes påstande

Kommissionens afgørelse K(2012) 8761 endelig af 5. december 2012, vedrørende statsstøtte SA.33952 (2012/NN) - Tyskland, Deutschen Alpenvereins klatreanlæg annulleres i henhold til artikel 264, stk. 1, TEUF.

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgerne anført to anbringender.

Første anbringende om tilsidesættelse af artikel 107, stk. 3, litra c), TEUF

Sagsøgerne har inden for rammerne af dette anbringende gjort gældende, at Kommissionen med urette erklærede den anfægtede statsstøtte for forenelig med det indre marked, for så vidt som betingelserne i artikel 107, stk. 3, litra c), TEUF ikke var opfyldt. Sagsøgerne har gjort gældende, at støtten ikke tjente et mål af fælles interesse. I denne sammenhæng er det bl.a. blevet anført, at dette kun indikeres af et beviseligt markedssvigt, hvilket ikke var tilfældet her. Sagsøgerne har subsidiært gjort gældende, at støtten ikke kunne være forenelig med henvisning til artikel 106, stk. 2, TEUF. Støtten var endvidere efter sagsøgernes opfattelse ikke egnet til at afhjælpe det angivelige markedseffektivitetsproblem. Støtten havde endvidere ikke nogen tilskyndende virkning. Kommissionen formodede blot, at der forelå en tilskyndende virkning. Støtten var desuden ikke proportional. Kommissionen gik blot ud fra, at de nationale myndigheder efterprøvede den enkelte støttes forholdsmæssighed, og støttede fejlagtigt sin formodning på den pågældende forenings almennyttige status. Sagsøgerne har ligeledes gjort gældende, at Kommissionens afvejningstest var behæftet med mangler. Kommissionen havde ikke afvejet støttens negative og positive virkninger. Endelig bliver det i denne sammenhæng gjort gældende, at driftsstøtte (og den tildelte støtte udgjorde frem for alt driftsstøtte) i tilfælde af tvivl ikke er forenelig med det indre marked.

Andet anbringende om manglende indledning af den formelle undersøgelsesprocedure

Sagsøgerne har her gjort gældende, at Kommissionen med urette ikke indledte den formelle undersøgelsesprocedure til trods for alvorlige problemer med bedømmelsen af støttens forenelighed med det indre marked. Den lange varighed af den indledende undersøgelsesfase ‒ her over et år ‒ var en indikator for disse alvorlige problemer. Kommissionen sikrede ligeledes ikke en tilstrækkelig oplysning af de for bedømmelsen nødvendige faktiske omstændigheder. Det er sagsøgernes opfattelse, at den nødvendige og dybdegående undersøgelse af markedet for klatrehaller kun kunne være foregået under den formelle undersøgelsesprocedure. Subsidiært blev de af Kommissionen behandlede klager indeholdende udfordrende juridiske spørgsmål om støtte til almennyttige foreningers erhvervsvirksomhed afvist. Sagsøgerne har ligeledes gjort gældende, at de som konkurrerende virksomheder eller sammenslutninger af virksomheder var interesserede parter i henhold til artikel 1, litra h), i forordning (EF) nr. 659/1999 og havde ret til at fremsætte bemærkninger under den formelle undersøgelsesprocedure i henhold til artikel 108, stk. 2, TEUF, som de blev frataget på grund af den manglende indledning af proceduren.

____________