Language of document :

Appel iværksat den 3. september 2021 af Fondazione Cassa di Risparmio di Pesaro m.fl. til prøvelse af dom afsagt af Retten (Tredje Afdeling) den 30. juni 2021 i sag T-635/19, Fondazione Cassa di Risparmio di Pesaro m.fl. mod Kommissionen

(Sag C-549/21 P)

Processprog: italiensk

Parter

Appellanter: Fondazione Cassa di Risparmio di Pesaro, Montani Antaldi Srl, Fondazione Cassa di Risparmio di Fano, Fondazione Cassa di Risparmio di Jesi og Fondazione Cassa di Risparmio della Provincia di Macerata (ved avvocati A. Sandulli, S. Battini og B. Cimino)

Den anden part i appelsagen: Europa-Kommissionen

Appellanterne har nedlagt følgende påstande

Dom afsagt den 30. juni 2021 af Den Europæiske Unions Ret, Tredje Afdeling, Fondazione Cassa di Risparmio di Pesaro m.fl. mod Kommissionen (sag T-635/19), ophæves.

Som der var nedlagt påstand om i første instans, fastslås det dermed, at Europa-Kommissionen er ifaldet et ansvar uden for kontraktforhold, idet den med ulovlige instrukser til de nationale italienske myndigheder hindrede Fondo Interbancario italiano per Tutela dei Depositis rekapitalisering af Banca delle Marche.

Følgelig pålægges Kommissionen at betale erstatning for den skade, som appellanterne er blevet påført, og som opgøres efter de kriterier, der er anført i stævningen, eller af en anden størrelse, som Domstolen måtte fastsætte.

Subsidiært hjemvises sagen til Retten med henblik på undersøgelse af de øvrige anbringender fremsat i første instans.

Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne for begge instanser.

Anbringender og væsentligste argumenter

1. Med det første appelanbringende gøres det gældende, at Retten foretog en åbenbar urigtig gengivelse og fordrejning af de faktiske omstændigheder og de indhentede beviser, at den undlod at undersøge en afgørende omstændighed, samt at begrundelsen savner logik og er urigtig.

Ifølge Retten var der ikke tilstrækkelige beviser i sagen til at godtgøre, at de italienske myndigheders afgørelse på afgørende måde var betinget af Kommissionen, og til at godtgøre, at myndighederne ikke traf afgørelsen selvstændigt på grundlag af deres egne vurderinger vedrørende tid, måde og budget for opløsningen af Banca delle Marche. Det var kort sagt Rettens opfattelse, at de italienske myndigheders opløsning af Banca delle Marche i det væsentlige skyldtes, at denne bank var kriseramt. Derfor kunne Kommissionen, selv om den hindrede/forbød, at Fondo Interbancario italiano per Tutela dei Depositi (FITD) foretog et redningsindgreb, ikke anses for ansvarlig for beslutningen om at opløse Banca delle Marche. Denne gengivelse udgør en åbenbart urigtig gengivelse af beviserne. Alle faktiske forhold, de foreliggende omstændigheder, indicierne og de fortrolige dokumenter, der blev indhentet under sagen, er utvetydige: de italienske myndigheder har hele tiden anført, at instrukserne fra Kommissionen udgjorde en faktisk og ufravigelig forudsætning. Følgende fremgår nemlig med sikkerhed af sagsakterne for Retten: (i) de italienske myndigheder forfulgte enhver mulig alternativ løsning til opløsningen af Banca delle Marche, og Kommissionens indsigelser umuliggjorde dette, og (ii) disse alternative løsninger ville have medført en betydelig begrænsning af de skadelige virkninger for aktionærerne og obligationsindehaverne.

2. Med det andet anbringende gøres det gældende, at der er sket en tilsidesættelse og/eller urigtig anvendelse af artikel 340, stk. 2, TEUF, og navnlig af de i EU-retten fastsatte betingelser for at fastslå en årsagsforbindelse, samt at der er sket en tilsidesættelse af effektivitetsprincippet og af princippet om bevisernes nærhed.

Ved fastlæggelsen af årsagsforbindelsen foretog Retten tydeligvis en sammenblanding af »afgørende« årsag og »eneste« årsag til skaden. Det er muligt, at Kommissionens adfærd ikke var den »eneste« årsag til opløsningen af Banca delle Marche. Som appellanterne med tydelighed godtgjorde i første instans, var Kommissionens adfærd imidlertid faktisk en »afgørende« årsag. Eftersom Retten udelukkede, at der var en årsagsforbindelse, alene fordi EU-institutionens anfægtede adfærd ikke var den »eneste« årsag til den skade, som appellanterne har påberåbt sig, anlagde denne retsinstans en åbenbart urigtig fortolkning af begrebet »tilstrækkelig direkte årsagsforbindelse«. Retten gjorde sig herved skyldig i en tilsidesættelse og/eller urigtig anvendelse af artikel 340, stk. 2, TEUF samt af effektivitetsprincippet og princippet om bevisernes nærhed.

____________