RETTENS DOM (Sjette Udvidede Afdeling)

15. juni 2022 (*)

»Konkurrence – misbrug af dominerende stilling – markedet for LTE-chipsæt – afgørelse, hvorved der fastslås en overtrædelse af artikel 102 TEUF og artikel 54 i EØS-aftalen – eksklusivitetsbetalinger – ret til forsvar – artikel 19 og artikel 27, stk. 1, i forordning (EF) nr. 1/2003 – udelukkelsesvirkninger«

I sag T-235/18,

Qualcomm Inc., San Diego, Californien (De Forenede Stater), ved advokaterne M. Pinto de Lemos Fermiano Rato, M. Davilla og M. English,

sagsøger,

mod

Europa-Kommissionen ved N. Khan, A. Dawes og C. Urraca Caviedes, som befuldmægtigede,

sagsøgt,

har

RETTEN (Sjette Udvidede Afdeling),

sammensat af afdelingsformanden, A. Marcoulli (refererende dommer), og dommerne S. Frimodt Nielsen, J. Schwarcz, C. Iliopoulos og R. Norkus,

justitssekretær: kontorchef C. Kristensen,

på grundlag af den skriftlige forhandling,

efter retsmødet den 4., 5. og 6. maj 2021,

afsagt følgende

Dom

1        Med sit søgsmål i henhold til artikel 263 TEUF har sagsøgeren, Qualcomm Inc., nedlagt påstand om annullation af Kommissionens afgørelse C(2018) 240 final af 24. januar 2018 om en procedure i henhold til artikel 102 TEUF og artikel 54 i EØS-aftalen (sag AT.40220 – Qualcomm (eksklusivitetsbetalinger)), hvorved Kommissionen fastslog, at sagsøgeren havde misbrugt sin dominerende stilling fra den 25. februar 2011 til den 16. september 2016 (herefter »den omhandlede periode«), og pålagde denne en bøde på 997 439 000 EUR (herefter »den anfægtede afgørelse«).

I.      Sagens baggrund

A.      Sagsøgeren

2        Sagsøgeren er et amerikansk selskab stiftet i 1985, som driver virksomhed inden for mobilteknologi og trådløs teknologi. Selskabet udvikler og leverer chipsæt og software, der anvendes til tale- og datakommunikation. Sagsøgerens chipsæt sælges, og der udstedes licens på dens systemsoftware, til virksomheder, som anvender dem til mobiltelefoner, tablets, bærbare computere, datamoduler og andre elektroniske forbrugsgoder. Sagsøgeren er bl.a. leverandør af basebandchipsæt (herefter »chipsæt«).

3        Chipsæt gør det muligt for smartphones og tablets at oprette forbindelse til mobilnet og anvendes til både tale- og dataoverførselstjenester. Et chipsæt består af en kombination af tre komponenter, nemlig en basebandprocessor, et integreret radiofrekvenskredsløb og et integreret strømforsyningskredsløb, som normalt er indeholdt i separate chip eller, sjældnere, i den samme chip. Ud over basebandprocessoren kræver nogle enheder en applikationsprocessor, som kan være integreret på samme chip som basebandprocessoren eller på en separat chip. Et chipsæt kan således være enten »integreret« eller »standalone«, afhængigt af om det indeholder en applikationsprocessor eller ej. Et chipsæt kan være kompatibelt med en eller flere standarder for mobilkommunikation, f.eks. GSM (Global System for Mobile Communications), UMTS (Universal Mobile Telecommunications System) eller LTE (Long Term Evolution). Chipsættene sælges til fabrikanter af originaludstyr (herefter »OEM’er«), såsom Apple Inc. (Apple), HTC Corporation (HTC), Huawei Technologies Co Ltd (Huawei), LG Corp. (LG), Samsung Group (Samsung) og ZTE Corporation (ZTE), som integrerer dem i deres enheder.

4        Denne sag vedrører nærmere bestemt sagsøgerens levering af chipsæt, der overholder LTE-standarden samt UMTS- og GSM-standarderne (herefter »LTE-chipsæt«), til Apple i perioden fra 2011 til 2016.

B.      Den administrative procedure

1.      Proceduren over for sagsøgeren

5        I august 2014 indledte Europa-Kommissionen en undersøgelse af aftaler om køb og anvendelse af sagsøgerens chipsæt.

6        I henhold til artikel 18, stk. 2 og 3, i Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 af 16. december 2002 om gennemførelse af konkurrencereglerne i […] artikel [101 TEUF og 102 TEUF] (EFT 2003, L 1, s. 1) sendte Kommissionen i perioden fra den 13. oktober 2014 til den 14. januar 2015 sagsøgeren anmodninger om oplysninger.

7        Den 16. juli 2015 indledte Kommissionen en procedure mod sagsøgeren med henblik på vedtagelse af en afgørelse i henhold til kapitel III i forordning nr. 1/2003.

8        Den 8. december 2015 sendte Kommissionen sagsøgeren en meddelelse af klagepunkter, som sagsøgeren besvarede den 27. juni 2016. Den 27. juli 2016 supplerede sagsøgeren dette svar.

9        I perioden fra den 22. november 2016 til den 5. maj 2017 sendte Kommissionen nye anmodninger om oplysninger til sagsøgeren.

10      Den 10. februar 2017 sendte Kommissionen sagsøgeren en sagsfremstillingsmeddelelse, som sagsøgeren besvarede den 13. marts 2017.

11      Den 29. maj 2017 fremsatte sagsøgeren opfølgende bemærkninger til det bevismateriale, der var blevet tilført sagsakterne efter klagepunktsmeddelelsen.

12      I løbet af den administrative procedure blev der afholdt adskillige møder mellem sagsøgeren og Kommissionens tjenestegrene, i visse tilfælde med cheføkonomens team.

13      Den 24. januar 2018 vedtog Kommissionen den anfægtede afgørelse.

2.      De øvrige virksomheder og de berørte parter

14      Inden Kommissionen indledte den ovenfor i præmis 5 omhandlede undersøgelse, afholdt den et møde med en tredjepartskilde, der havde anmodet om anonymitet (herefter »tredjepartskilden«), idet mødet blev arrangeret på dennes anmodning.

15      I perioden fra den 12. august 2014 til den 23. juli 2015 sendte Kommissionen anmodninger om oplysninger til visse af sagsøgerens kunder og konkurrenter.

16      Inden Kommissionen sendte klagepunktsmeddelelsen til sagsøgeren, afholdt den møder og telefonmøder med tredjeparter.

17      Kommissionen godkendte Apple og Nvidia som berørte tredjeparter i henhold til artikel 13, stk. 1, i Kommissionens forordning (EF) nr. 773/2004 af 7. april 2004 om Kommissionens gennemførelse af procedurer i henhold til [artikel 101 TEUF og 102 TEUF] (EUT 2004, L 123, s. 18). Apple er kunde hos sagsøgeren og aftager af chipsæt, herunder LTE-chipsæt. Nvidia er konkurrerende virksomhed til sagsøgeren og leverandør af visse typer chipsæt.

18      Den 15. marts 2016 sendte Kommissionen en ikke-fortrolig udgave af klagepunktsmeddelelsen til Apple. Den 2. maj 2016 fremlagde Apple sine synspunkter vedrørende klagepunktsmeddelelsen.

19      Den 31. marts 2016 sendte Kommissionen en ikke-fortrolig udgave af klagepunktsmeddelelsen til Nvidia. Den 31. maj 2016 fremlagde Nvidia sine synspunkter vedrørende klagepunktsmeddelelsen.

20      Den 19. oktober 2016 sendte Kommissionen en ikke-fortrolig udgave af sagsøgerens svar på klagepunktsmeddelelsen til Apple. Den 21. november 2016 fremlagde Apple sine synspunkter vedrørende svaret på klagepunktsmeddelelsen.

21      I perioden fra den 22. november 2016 til den 5. maj 2017 sendte Kommissionen anmodninger om oplysninger til Apple og til nogle af sagsøgerens konkurrenter.

3.      Aktindsigt

22      Den 21. december 2015, efter at Kommissionen havde fremsendt klagepunktsmeddelelsen, gav den sagsøgeren adgang (på CD-rom) til sagsakterne. Efter anmodninger fra sagsøgeren sendte Kommissionen ikke-fortrolige udgaver af visse andre dokumenter, som den endnu ikke havde fremsendt, til denne, og mindre redigerede, ikke-fortrolige udgaver af visse dokumenter, som den allerede havde sendt til denne.

23      Den 23. og 24. maj 2016 arrangerede høringskonsulenten adgang for sagsøgerens eksterne rådgivere til et første datarum med hensyn til visse dokumenter. Den 1. juni 2016 arrangerede høringskonsulenten adgang for sagsøgerens eksterne rådgivere til et andet datarum med hensyn til visse andre dokumenter. Den 28. og 30. juni 2016 fik sagsøgerens eksterne rådgivere adgang til et tredje datarum for at give dem mulighed for at indgive fortrolige væsentlige indlæg vedrørende de dokumenter, der var blevet stillet til rådighed i det første og andet datarum.

24      Den 13. februar 2017, efter sagsfremstillingsmeddelelsen, gav Kommissionen på ny sagsøgeren adgang til sagsakterne (på CD-rom) for så vidt angår de dokumenter, der var blevet indsamlet efter klagepunktsmeddelelsen. Den 17. februar 2017 arrangerede høringskonsulenten adgang for sagsøgerens eksterne rådgivere til et fjerde datarum vedrørende visse af disse dokumenter.

25      Den 25. januar 2018, efter vedtagelsen af den anfægtede afgørelse, anmodede sagsøgeren Kommissionen om at udlevere en liste over de møder eller interview, der var blevet afholdt med tredjeparter vedrørende genstanden for undersøgelsen. Den 2. marts 2018 svarede Kommissionen, at der havde fundet visse møder og telefonmøder med tredjeparter sted, og fremlagde de tilhørende notater.

C.      Den anfægtede afgørelse

26      Den anfægtede afgørelse indeholder 14 afsnit vedrørende henholdsvis indledning (afsnit 1), de berørte virksomheder (afsnit 2), proceduren (afsnit 3), sagsøgerens klagepunkter vedrørende proceduren (afsnit 4), standarderne (afsnit 5), den omhandlede teknologi og de omhandlede produkter (afsnit 6), sagsøgerens virksomhed vedrørende chipsæt (afsnit 7), sagsøgerens aftaler med Apple (afsnit 8), markedsafgrænsningen (afsnit 9), den dominerende stilling (afsnit 10), misbruget af dominerende stilling (afsnit 11), kompetence (afsnit 12), påvirkning af samhandelen mellem medlemsstaterne (afsnit 13) samt retsmidler og bøde (afsnit 14).

1.      Aftalerne mellem sagsøgeren og Apple

27      I den anfægtede afgørelses afsnit 8 anførte Kommissionen, at sagsøgeren den 25. februar 2011 havde indgået en aftale med Apple (herefter »overgangsaftalen«) om levering af chipsæt, og at denne aftale var blevet ændret den 28. februar 2013 ved en efterfølgende aftale (herefter »den første ændring til overgangsaftalen«), som fik virkning med tilbagevirkende kraft fra den 1. januar 2013 (herefter samlet »de omhandlede aftaler«).

28      Kommissionen anførte nærmere, at sagsøgeren i henhold til de omhandlede aftaler skulle yde Apple incitamentsbetalinger på betingelse af, at Apple købte alle sine LTE-chipsæt fra sagsøgeren (herefter »de omhandlede betalinger«). I denne henseende præciserede Kommissionen, at LTE-chipsæt med henblik på den anfægtede afgørelse omfattede chipsæt, der overholder LTE-standarden samt GSM- og UMTS-standarderne.

29      Kommissionen anførte, at Apple fra 2011 til 2015 udelukkende havde erhvervet LTE-chipsæt fra sagsøgeren, og at sagsøgeren havde betalt Apple et beløb på mellem 2 og 3 mia. amerikanske dollars (USD).

30      Kommissionen tilføjede, at de omhandlede aftaler ganske vist skulle udløbe den 31. december 2016, men at de, med henblik på den anfægtede afgørelse, var blevet bragt til ophør efter Apples lancering den 16. september 2016 af iPhone 7, der var forsynet med Intels LTE-chipsæt.

2.      Markedsafgrænsning

31      I den anfægtede afgørelses afsnit 9 konkluderede Kommissionen, at det relevante marked var det kommercielle marked for LTE-chipsæt, og at dette marked var globalt (herefter »det relevante marked«). Kommissionen fandt bl.a., at det relevante marked omfattede standalone LTE-chipsæt og integrerede LTE-chipsæt, men ikke produktion af disse chipsæt til internt brug. I denne forbindelse vurderede Kommissionen bl.a., at LTE-chipsættene ikke kunne erstatte chipsæt, der er i overensstemmelse med GSM-standarden, eller chipsæt i overensstemmelse med UMTS-standarden (herefter »UMTS-chipsæt«).

3.      Dominerende stilling

32      I den anfægtede afgørelses afsnit 10 fastslog Kommissionen, at sagsøgeren havde indtaget en dominerende stilling på det relevante marked i perioden fra den 1. januar 2011 til den 31. december 2016. I denne forbindelse anførte Kommissionen, at sagsøgeren siden 2010 havde haft store andele af det relevante marked, at dette marked var kendetegnet ved en række barrierer for markedsadgang og ‑ekspansion, og at sagsøgerens kunder til chipsæt ikke havde en kommerciel styrke, som kunne påvirke sagsøgerens dominerende stilling.

4.      Misbrug af dominerende stilling

33      I den anfægtede afgørelses afsnit 11 konkluderede Kommissionen, at sagsøgeren havde misbrugt sin dominerende stilling på det relevante marked ved at yde de omhandlede betalinger. Kommissionen anførte i denne forbindelse, at de omhandlede betalinger var eksklusivitetsbetalinger, at disse betalinger var egnede til at have konkurrencebegrænsende virkninger, at den af sagsøgeren fremlagte analyse af den kritiske margen ikke havde nogen indflydelse på Kommissionens konklusion, og at sagsøgeren ikke havde godtgjort, at disse betalinger blev opvejet eller overvundet af effektivitetsfordele, som ligeledes var til gavn for forbrugerne.

34      Kommissionen anførte, at sagsøgerens misbrug havde fundet sted i den omhandlede periode.

5.      Bøden

35      Kommissionen fandt, at sagsøgeren skulle pålægges en bøde, og konkluderede efter en beregning, at bøden skulle fastsættes til 997 439 000 EUR.

6.      Afgørelsens dispositive del

36      Den anfægtede afgørelses dispositive del har følgende ordlyd:

»Artikel 1

Qualcomm Inc. har overtrådt artikel 102 i traktaten [om Den Europæiske Unions funktionsmåde] og artikel 54 i aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde ved at yde betalinger til Apple Inc. på betingelse af, at Qualcomm Inc. dækkede hele Apples behov for basebandchipsæt, der overholder kommunikationsstandarden LTE (»Long Term Evolution«) samt standarderne for det globale system for mobilkommunikation (»Global System for Mobile Communications« – GSM) og det universelle mobile telekommunikationssystem (»Universal Mobile Telecommunications System« – UMTS).

Overtrædelsen varede fra den 25. februar 2011 til den 16. september 2016.

Artikel 2

For den i artikel 1 omhandlede overtrædelse pålægges Qualcomm Inc. en bøde på 997 439 000 EUR.

[…]

Artikel 3

Qualcomm Inc. skal afstå fra at gentage de handlinger eller den adfærd, hvortil der henvises i artikel 1, samt fra enhver handling eller adfærd, der måtte have samme eller tilsvarende formål eller følge.

Artikel 4

Denne afgørelse er rettet til Qualcomm Inc. […]«

II.    Retsforhandlingerne og parternes påstande

A.      Hovedelementerne i retsforhandlingerne

1.      Retsforhandlingernes skriftlige del

37      Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 6. april 2018 har sagsøgeren anlagt nærværende søgsmål.

38      Den 5. juni 2018 har Kommissionen anmodet om en forlængelse af fristen for indgivelse af svarskrift på grund af stævningens omfang og antallet af vedlagte dokumenter. Denne anmodning blev imødekommet.

39      Den 14. september 2018 har Kommissionen indleveret svarskrift til Rettens Justitskontor.

40      Den 5. oktober 2018 har sagsøgeren anmodet om en forlængelse af fristen for indgivelse af replik på grund af stævningens omfang og antallet af vedlagte dokumenter. Denne anmodning blev imødekommet.

41      Den 4. januar 2019 har sagsøgeren indleveret replik til Rettens Justitskontor.

42      Den 12. februar 2019 har Kommissionen anmodet om en forlængelse af fristen for indgivelse af duplik på grund af replikkens omfang og antallet af vedlagte dokumenter. Denne anmodning blev imødekommet.

43      Den 8. maj 2019 har Kommissionen indleveret duplik til Rettens Justitskontor.

44      Den skriftlige forhandling blev afsluttet den 20. maj 2019.

45      Den 7. juni 2019 har sagsøgeren anmodet om afholdelse af retsmøde med henblik på at udtale sig mundtligt.

2.      Apples anmodning om intervention

46      Ved processkrift indleveret til Rettens Justitskontor den 16. juli 2018 har Apple anmodet om tilladelse til at intervenere i nærværende sag til støtte for Kommissionens påstande.

47      Denne anmodning om intervention er blevet forkyndt for hovedparterne i overensstemmelse med artikel 144, stk. 1, i Rettens procesreglement.

48      Ved processkrift indleveret til Rettens Justitskontor den 17. september 2018 har Kommissionen tilkendegivet, at den ikke havde nogen bemærkninger vedrørende Apples anmodning om intervention.

49      Ved processkrift indleveret til Rettens Justitskontor den 17. september 2018 har sagsøgeren nedlagt påstand om afslag på anmodningen om intervention og om, at Apple blev pålagt at betale omkostningerne.

50      Den 16. november og den 14. december 2018 samt den 13. februar 2019 har sagsøgeren og Kommissionen anmodet om fortrolig behandling i forhold til Apple, såfremt Apple fik tilladelse til at intervenere, vedrørende visse oplysninger i processkrifterne og bilagene hertil.

51      Ved processkrift indleveret til Rettens Justitskontor den 17. april 2019 har Apple meddelt Retten, at selskabet i henhold til procesreglementets artikel 144, stk. 8, frafaldt sin anmodning om intervention i nærværende sag.

52      Den 5. juni 2019 har formanden for Rettens Syvende Afdeling ved kendelse bestemt, at Apple skulle slettes af nærværende sag som intervenient, og at parterne skulle bære deres egne omkostninger i forbindelse med denne anmodning om intervention.

3.      Anmodning om foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse eller bevisoptagelse

53      Ved særskilt dokument indleveret til Rettens Justitskontor den 16. januar 2019 har sagsøgeren fremsat anmodning om en foranstaltning med henblik på sagens tilrettelæggelse eller bevisoptagelse med henblik på at få adgang til dels de fuldstændige, dvs. »uredigerede«, udgaver af visse dokumenter fra tredjeparter, dels de to dokumenter, der indeholdt de »fortrolige væsentlige bemærkninger«, som blev fremsat i forbindelse med adgangen til det tredje datarum den 28. juni 2016.

4.      Yderligere beviser fremlagt efter afslutningen af den skriftlige forhandling

54      Ved processkrift indleveret til Rettens Justitskontor den 28. maj 2019, dvs. efter afslutningen af den skriftlige forhandling, har Kommissionen i henhold til procesreglementets artikel 85, stk. 3, fremlagt et yderligere bevis bestående af dommen af 21. maj 2019, på 233 sider, afsagt af United States District Court for the Northern District of California (forbundsdistriktsdomstol for det nordlige Californien, De Forenede Stater, herefter »District Court«) i sagen Federal Trade Commission mod Qualcomm Incorporated.

55      Ved processkrift indleveret til Rettens Justitskontor den 20. juni 2019 har sagsøgeren fremsat bemærkninger til Kommissionens yderligere bevis.

56      Ved processkrift indleveret til Rettens Justitskontor den 26. juli 2019 har sagsøgeren i henhold til procesreglementets artikel 85, stk. 3, fremlagt yderligere beviser bestående af et indlæg på 62 sider samt et større antal dokumenter fra retsforhandlinger i USA (herefter »de yderligere beviser af 26. juli 2019«).

57      Ved processkrift indleveret til Rettens Justitskontor den 14. august 2019 har Kommissionen, henset til det store antal dokumenter, der var vedlagt som bilag til de yderligere beviser af 26. juli 2019, anmodet om en forlængelse af fristen for at fremsætte bemærkninger hertil. Denne anmodning blev imødekommet.

58      Ved processkrift indleveret til Rettens Justitskontor den 30. oktober 2019 har Kommissionen fremsat bemærkninger til de yderligere beviser af 26. juli 2019 i et indlæg på 63 sider med bilag, hvorved den har gjort gældende, at de ikke kan antages til realitetsbehandling.

59      Ved processkrift indleveret til Rettens Justitskontor den 20. maj 2020 har sagsøgeren fremsat bemærkninger til Kommissionens bemærkninger af 30. oktober 2019. Den 3. juni 2020 har formanden for Rettens Sjette Afdeling besluttet ikke at tilføre dette processkrift til sagsakterne, og meddelt sagsøgeren, at denne ville få lejlighed til at fremføre sine argumenter i denne henseende under den mundtlige forhandling.

60      Ved processkrift indleveret til Rettens Justitskontor den 25. august 2020 har sagsøgeren i henhold til procesreglementets artikel 85, stk. 3, fremlagt et yderligere bevis bestående af dommen af 11. august 2020, på 56 sider, afsagt af United States Court of Appeals for the Ninth Circuit (De Forenede Staters appeldomstol for niende retskreds) i sagen Federal Trade Commission mod Qualcomm Incorporated, hvorved den ovenfor i præmis 54 nævnte dom fra District Court blev omstødt.

61      Ved processkrift indleveret til Rettens Justitskontor den 11. september 2020 har Kommissionen fremsat bemærkninger til det yderligere bevis, som sagsøgeren havde fremlagt den 25. august 2020.

62      Ved processkrift indleveret til Rettens Justitskontor den 9. november 2020 har sagsøgeren i henhold til procesreglementets artikel 85, stk. 3, fremlagt et yderligere bevis bestående af en kendelse af 28. oktober 2020, på to sider, afsagt af United States Court of Appeals for the Ninth Circuit (De Forenede Staters appeldomstol for niende retskreds) i sagen Federal Trade Commission mod Qualcomm Incorporated, hvorved en anmodning om en ny domsforhandling i forbindelse med den ovenfor i præmis 60 omhandlede dom blev afslået.

63      Ved processkrift indleveret til Rettens Justitskontor den 20. november 2020 har Kommissionen fremsat bemærkninger til det yderligere bevis, som sagsøgeren havde fremlagt den 9. november 2020.

5.      Anmodning om udeladelse af bestemte oplysninger i forhold til offentligheden

64      Ved processkrift indleveret til Rettens Justitskontor den 31. maj 2019 har sagsøgeren i henhold til procesreglementets artikel 66 anmodet om udeladelse af visse oplysninger i forhold til offentligheden vedrørende processkrifter og tilhørende bilag indleveret indtil og efter datoen for denne anmodning.

65      Ved processkrift indleveret til Rettens Justitskontor den 6. august 2019 har sagsøgeren i henhold til procesreglementets artikel 66 anmodet om udeladelse af visse oplysninger i forhold til offentligheden vedrørende de yderligere beviser af 26. juli 2019.

66      Efter forslag fra den refererende dommer har Retten (Sjette Afdeling) som led i foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse i henhold til procesreglementets artikel 89 den 28. maj 2020 stillet spørgsmål til sagsøgeren til skriftlig besvarelse, hvorved denne blev anmodet om præcist at identificere de oplysninger i bestemte processkrifter og i den anfægtede afgørelse, som var omfattet af anmodningerne, jf. punkt 75 i de praktiske gennemførelsesbestemmelser til procesreglementet om udeladelse af visse oplysninger i forhold til offentligheden.

67      Den 15. juni 2020 har sagsøgeren anmodet om en forlængelse af fristen for at besvare de spørgsmål, som Retten havde stillet den 28. maj 2020. Denne anmodning blev imødekommet.

68      Ved processkrift indleveret til Rettens Justitskontor den 8. juni 2020 har Kommissionen fremsendt en kopi til Retten af den ikke-fortrolige udgave af den anfægtede afgørelse, der var offentliggjort samme dag på Kommissionens websted. Formanden for Rettens Sjette Udvidede Afdeling har den 16. juni 2020 besluttet at tilføre dette processkrift til sagsakterne.

69      Den 10. september 2020 har sagsøgeren anmodet om en yderligere forlængelse af fristen for at besvare de spørgsmål, som Retten havde stillet den 28. maj 2020. Sagsøgeren blev indrømmet en sidste forlængelse af fristen.

70      Ved processkrift indleveret til Rettens Justitskontor den 30. oktober 2020 har sagsøgeren besvaret foranstaltningen med henblik på sagens tilrettelæggelse.

6.      Tilknytning af den refererende dommer til Sjette Afdeling

71      Da sammensætningen af Rettens afdelinger er blevet ændret, er den refererende dommer i henhold til procesreglementets artikel 27, stk. 5, blevet tilknyttet Rettens Sjette Afdeling, som den foreliggende sag følgelig er henvist til.

7.      Henvisning af sagen til et udvidet dommerkollegium

72      Efter forslag fra Sjette Afdeling har Retten den 11. juni 2020 i henhold til procesreglementets artikel 28 besluttet at henvise sagen til et udvidet dommerkollegium.

8.      Foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse og bevisoptagelse

73      Efter forslag fra den refererende dommer har Retten (Sjette Udvidede Afdeling) som led i foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse i henhold til procesreglementets artikel 89 den 8. oktober 2020 stillet spørgsmål til sagsøgeren og Kommissionen til skriftlig besvarelse og anmodet Kommissionen om at fremlægge dokumenter.

74      Den 12. oktober 2020 har Kommissionen anmodet om en forlængelse af fristen for at besvare Rettens spørgsmål og anmodninger af 8. oktober 2020. Denne anmodning blev imødekommet, og den samme frist blev fastsat for sagsøgeren.

75      Den 19. og 20. november 2020 har Kommissionen og sagsøgeren besvaret foranstaltningerne med henblik på sagens tilrettelæggelse.

76      Efter forslag fra den refererende dommer har Retten (Sjette Udvidede Afdeling) ved kendelse af 12. oktober 2020 og som led i bevisoptagelsen i henhold til procesreglementets artikel 91, litra b), pålagt Kommissionen at fremlægge visse oplysninger og dokumenter.

77      Ved processkrift indleveret til Rettens Justitskontor den 19. november 2020 (herefter »processkriftet af 19. november 2020«) har Kommissionen efterkommet denne kendelse.

78      I medfør af procesreglementets artikel 103, stk. 3, har Retten som en foranstaltning med henblik på sagens tilrettelæggelse den 10. december 2020 opfordret sagsøgerens repræsentanter til at give et passende tilsagn om fortrolig behandling af processkriftet af 19. november 2020 i denne fase af proceduren.

79      Ved processkrift indleveret til Rettens Justitskontor den 15. december 2020 har sagsøgerens repræsentanter som svar på foranstaltningen med henblik på sagens tilrettelæggelse af 10. december 2020 fremsendt det undertegnede tilsagn om fortrolighed.

80      Ved afgørelse af 8. januar 2021 har Retten (Sjette Udvidede Afdeling) i henhold til procesreglementets artikel 103, stk. 2, besluttet, at processkriftet af 19. november 2020 var relevant for afgørelsen af sagen.

81      Ved processkrift indleveret til Rettens Justitskontor den 26. januar 2021 har sagsøgerens repræsentanter, som havde givet tilsagn om fortrolighed, fremsat bemærkninger til processkriftet af 19. november 2020.

82      Ved processkrift indleveret til Rettens Justitskontor den 21. januar 2021, som ved afgørelse truffet den 3. februar 2021 af formanden for Rettens Sjette Udvidede Afdeling er blevet tilført sagens akter, har sagsøgerens repræsentanter, som havde givet tilsagn om fortrolighed, anmodet om ophævelse af tilsagnet om fortrolighed og om, at processkriftet af 19. november 2020 blev fremsendt til sagsøgeren. Kommissionen blev opfordret til at fremsætte bemærkninger til denne anmodning.

83      Ved processkrift indleveret til Rettens Justitskontor den 22. februar 2021 har Kommissionen fremsat bemærkninger til det processkrift, som den 21. januar 2021 blev indgivet af sagsøgerens repræsentanter, der havde givet tilsagn om fortrolighed.

84      På baggrund af bemærkningerne fremsat af Kommissionen og af sagsøgerens repræsentanter, som havde givet tilsagn om fortrolighed, har Retten (Sjette Udvidede Afdeling) ved kendelse af 20. april 2021 og som led i bevisoptagelsen i henhold til procesreglementets artikel 91, litra b), pålagt Kommissionen at fremlægge en ikke-fortrolig udgave af processkriftet af 19. november 2020.

85      Ved processkrift indleveret til Rettens Justitskontor den 26. april 2021 har Kommissionen efterkommet denne kendelse.

86      Den ikke-fortrolige udgave af processkriftet af 19. november 2020 er blevet forkyndt for sagsøgeren med angivelse af, at denne kunne fremsætte bemærkninger hertil i retsmødet og, i givet fald, skriftligt efter retsmødet.

87      I retsmødet den 6. maj 2021 har Retten i forbindelse med det lukkede møde vedrørende processkriftet af 19. november 2020, der var fremlagt i henhold til procesreglementets artikel 103 og omfattet af et tilsagn om fortrolighed undertegnet af sagsøgerens repræsentanter, på baggrund af drøftelserne vedrørende dette emne i retsmødet spurgt Kommissionen, om den kunne overveje at ophæve fortroligheden i forhold til sagsøgeren af visse oplysninger i dette processkrift, som fortsat var fortrolige i forhold til sagsøgeren. Da Kommissionen anførte, at den ikke var i stand til at besvare en sådan anmodning om oplysninger i retsmødet, blev den givet en frist på to uger til at svare skriftligt.

88      Ved processkrift indleveret til Rettens Justitskontor den 7. maj 2021 har Kommissionen i det væsentlige anført, at den på dette tidspunkt ikke var i stand til at besvare denne anmodning om oplysninger, og har anmodet om tilladelse til at besvare anmodningen i forbindelse med en foranstaltning om bevisoptagelse i henhold til procesreglementets artikel 92, stk. 3. Kommissionen har ligeledes anmodet om at få mulighed for at høre lydoptagelsen af de drøftelser, der fandt sted om dette emne i retsmødet, jf. procesreglementets artikel 115.

89      Formanden for Retten har givet Kommissionen tilladelse til at høre en del af lydoptagelsen af den mundtlige forhandling.

90      Efter at sagsøgeren har fremsat bemærkninger til Kommissionens anmodning om bevisoptagelse, har Retten i medfør af dels artikel 24, stk. 1, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, dels procesreglementets artikel 91, litra b), og artikel 92, stk. 3, ved kendelse af 4. juni 2021 pålagt Kommissionen, inden for en af Rettens Justitskontor fastsat frist, at oplyse, hvorvidt den ophævede fortroligheden over for sagsøgeren af visse oplysninger i processkriftet af 19. november 2020.

91      Ved processkrift indleveret til Rettens Justitskontor den 11. juni 2021 har Kommissionen efterkommet denne kendelse, idet den har fastholdt, at der ikke var grundlag for at ophæve fortroligheden i forhold til sagsøgeren af de pågældende oplysninger i processkriftet af 19. november 2020.

92      Ved processkrift indleveret til Rettens Justitskontor den 20. juli 2021 har sagsøgerens repræsentanter, der havde givet tilsagn om fortrolighed – efter at have anmodet om og opnået en forlængelse af den fastsatte frist – fremsat bemærkninger til Kommissionens svar af 11. juni 2021.

9.      Retsforhandlingernes mundtlige del

93      Ved afgørelse af 18. november 2020 truffet af formanden for Rettens Sjette Udvidede Afdeling er parterne blevet indkaldt til et retsmøde, som var fastsat til den 2., 3. og 4. februar 2021.

94      I henhold til procesreglementets artikel 109 har Retten på baggrund af sagsøgerens anmodning om at afholde de dele af retsmødet, som måtte vedrøre visse af de dokumenter, der var blevet fremlagt som yderligere beviser den 26. juli 2019, for lukkede døre besluttet at høre parterne om afholdelsen af en del af retsmødet for lukkede døre.

95      Ved skrivelse indleveret til Rettens Justitskontor den 10. december 2020, suppleret den 18. december 2020, har sagsøgeren anmodet om udsættelse af retsmødet dels på grund af den sundhedsmæssige situation, dels på grund af en anmodning, fremsat i USA, om ophævelse af fortroligheden af visse af de yderligere beviser af 26. juli 2019.

96      Ved skrivelse indleveret til Rettens Justitskontor den 15. december 2020 har Kommissionen anført, at det kunne være berettiget at afholde en del af retsmødet for lukkede døre for så vidt angår visse af de yderligere beviser af 26. juli 2019, og har desuden fremsat bemærkninger vedrørende tilrettelæggelsen af retsmødet.

97      Ved skrivelse indleveret til Rettens Justitskontor den 18. december 2020 har sagsøgeren dels anmodet om, at retsmødet blev afholdt for lukkede døre med hensyn til visse af de yderligere beviser af 26. juli 2019, dels anført, at denne anmodning kunne blive unødig afhængigt af udfaldet af den anmodning om ophævelse af fortroligheden, som var blevet fremsat i USA.

98      Den 22. december 2020 har formanden for Rettens Sjette Udvidede Afdeling besluttet at imødekomme anmodningen om udsættelse af retsmødet.

99      Ved afgørelse af 29. januar 2021 truffet af formanden for Rettens Sjette Udvidede Afdeling er parterne blevet indkaldt til et retsmøde, som var fastsat til den 4., 5. og 6. maj 2021.

100    Den 22. marts 2021 har Kommissionen fremlagt forslag vedrørende tilrettelæggelsen af retsmødet.

101    Den 26. marts 2021 har sagsøgeren fremsat endnu en anmodning om udsættelse af retsmødet.

102    Den 29. marts 2021 har sagsøgeren fremsat bemærkninger til Kommissionens forslag vedrørende tilrettelæggelsen af retsmødet.

103    Den 31. marts 2021 har formanden for Rettens Sjette Udvidede Afdeling besluttet at afslå den anden anmodning om udsættelse af retsmødet.

104    Den 9. april 2021 har Retten (Sjette Udvidede Afdeling) besluttet at indkalde parterne til et uformelt møde vedrørende tilrettelæggelsen af retsmødet.

105    Den 14. april 2021 har sagsøgeren fremsat anmodning om, at dennes medarbejdere kunne deltage i retsmødet via videokonference.

106    Det uformelle møde blev afholdt den 15. april 2021.

107    Den 16. april 2021 har formanden for Rettens Sjette Udvidede Afdeling for det første besluttet at afslå anmodningen om, at sagsøgerens medarbejdere kunne deltage i retsmødet via videokonference, og Retten (Sjette Udvidede Afdeling) har for det andet besluttet, at en del af retsmødet skulle afholdes for lukkede døre.

108    Den 16. april 2021 har sagsøgeren fremsat en tredje anmodning om udsættelse af retsmødet.

109    Den 19. april 2021 har formanden for Rettens Sjette Udvidede Afdeling besluttet at afslå den tredje anmodning om udsættelse af retsmødet.

110    Den 21. april 2021 har sagsøgeren fremsat en anmodning om anvendelse af tekniske hjælpemidler i retsmødet.

111    Den 22. april 2021 har formanden for Rettens Sjette Udvidede Afdeling besluttet at tillade anvendelsen af tekniske hjælpemidler i retsmødet.

112    Ved skrivelse af 28. april 2021, som ved afgørelse truffet den 29. april 2021 af formanden for Rettens Sjette Udvidede Afdeling er blevet tilført sagsakterne, har Kommissionen indleveret en skrivelse til Rettens Justitskontor vedrørende omfanget af retsmødet for lukkede døre, som afspejlede parternes fælles holdning.

113    Ved skrivelse af 3. maj 2021 har sagsøgeren bekræftet parternes fælles holdning vedrørende omfanget af retsmødet for lukkede døre og forelagt Retten en liste over de yderligere beviser af 26. juli 2019, for hvilke fortroligheden var blevet helt eller delvist ophævet.

114    Retsmødet blev afholdt den 4., 5. og 6. maj 2021.

115    Den mundtlige forhandling blev afsluttet den 17. september 2021.

B.      Parternes påstande

116    Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

–        Den anfægtede afgørelse annulleres.

–        Subsidiært annulleres eller nedsættes bøden betydeligt.

–        Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

117    Kommissionen har nedlagt følgende påstande:

–        Frifindelse.

–        Sagsøgeren tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

III. Retlige bemærkninger

118    Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat syv anbringender:

–        Det første anbringende vedrører åbenbare proceduremæssige mangler.

–        Det andet anbringende vedrører åbenbare urigtige skøn, manglende begrundelse og en urigtig gengivelse af beviserne vedrørende effektivitetsgevinsterne.

–        Det tredje anbringende vedrører åbenbare retlige fejl og urigtige skøn med hensyn til de konkurrencebegrænsende virkninger.

–        Det fjerde anbringende vedrører åbenbare urigtige skøn med hensyn til afgrænsningen af det relevante marked og konklusionen om dominerende stilling.

–        Det femte anbringende vedrører åbenbare retlige fejl og urigtige skøn samt manglende begrundelse med hensyn til varigheden af den angivelige overtrædelse.

–        Det sjette anbringende vedrører åbenbare urigtige skøn for så vidt angår anvendelsen af retningslinjerne for bødeberegning efter artikel 23, stk. 2, litra a), i forordning nr. 1/2003 (EUT 2006, C 210, s. 2) og tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet.

–        Det syvende anbringende vedrører åbenbare urigtige skøn med hensyn til Kommissionens kompetence og påvirkningen af samhandelen mellem medlemsstaterne.

119    Af retsplejehensyn skal det første og det tredje anbringende i sagen undersøges.

120    Det skal indledningsvis undersøges, om de yderligere beviser af 26. juli 2019 kan antages til realitetsbehandling, hvilket Kommissionen har bestridt.

A.      Formaliteten vedrørende de yderligere beviser af 26. juli 2019

121    Det skal indledningsvis bemærkes, at de yderligere beviser af 26. juli 2019 for det første overvejende består af en samling dokumenter, som Apple sendte til sagsøgeren fra februar til juni 2019 efter et søgsmål, som sagsøgeren iværksatte mod Apple den 20. august 2018 ved District Court i henhold til United States Code, Title 28, Section 1782, med overskriften »Assistance to foreign and international tribunals and to litigants before such tribunals« (bistand til udenlandske og internationale domstole og til parter ved disse domstole, herefter »1782-retssagen«), og for det andet, for en mindre dels vedkommende, af en samling dokumenter fra den sag, som Federal Trade Commission (den amerikanske forbundskonkurrencemyndighed) havde anlagt mod sagsøgeren ved District Court, og som i offentlige retsforhandlinger, der blev indledt den 4. januar 2019, førte til den ovenfor i præmis 54 nævnte dom af 21. maj 2019 (herefter »FTC-retssagen«). I øvrigt omfatter disse yderligere beviser også, i begrænset omfang, visse avisartikler.

122    Det skal ligeledes indledningsvis nævnes, at sagsøgeren forud for retsmødet sendte Retten en fortegnelse over de dokumenter, der var blevet fremlagt som yderligere beviser af 26. juli 2019, som hidrørte fra 1782-retssagen, for hvilke fortroligheden helt eller delvist var blevet ophævet (jf. præmis 113 ovenfor), og at sagsøgeren under den offentlige del af retsmødet henviste til visse af disse dokumenter samt til 1782-retssagens eksistens.

123    Sagsøgeren har anført, at hverken selskabet selv eller dets europæiske advokater rådede over disse dokumenter på det tidspunkt, hvor stævningen eller replikken blev indleveret, og at det havde indleveret processkriftet med de yderligere beviser af 26. juli 2019 så hurtigt som muligt. For så vidt angår dokumenterne fra 1782-retssagen har sagsøgeren for det første anført, at Apple efter en kendelse af februar 2019 – i perioden fra den 23. februar til den 24. juni 2019 – sendte 2 300 dokumenter til sagsøgeren i ni forskellige forsendelser, og at sagsøgerens advokater gennemgik disse dokumenter og identificerede dem, der skulle fremlægges for Retten. Hvad angår dokumenterne fra FTC-retssagen har sagsøgeren for det andet forklaret, at en retskendelse forbød selskabets amerikanske advokater at fremsende de pågældende dokumenter til dets europæiske advokater.

124    Kommissionen har heroverfor gjort gældende, at de yderligere beviser af 26. juli 2019 ikke kan antages til realitetsbehandling. For det første har den anført, at visse dokumenter er ældre end stævningen, bl.a. visse avisartikler, e-mails mellem sagsøgeren og Apple og redegørelser fra sagsøgeren. For det andet har Kommissionen anført, at sagsøgeren ikke har forklaret dels, hvorfor selskabet ikke anmodede District Court om dokumenterne inden den 20. august 2018, navnlig inden vedtagelsen af den anfægtede afgørelse eller umiddelbart derefter, dels hvorfor den ikke informerede Retten om denne anmodning eller om dens status i replikken. For det tredje har Kommissionen gjort gældende, at sagsøgeren ikke har forklaret, hvorfor selskabet ikke tidligere anmodede Apple om tilladelse til at anvende beviserne fra FTC-retssagen, navnlig inden retsforhandlingerne i januar 2019. For det fjerde har Kommissionen anført, at procesreglementets artikel 92, stk. 7, vedrører beviser, der er fremlagt som svar på foranstaltninger med henblik på bevisoptagelse, og ikke tillader en hovedpart at fremlægge yderligere beviser på eget initiativ og uden passende begrundelse. For det femte har Kommissionen gjort gældende, at sagsøgeren blot henviser til visse yderligere beviser uden at give nogen forklaring på de relevante spørgsmål eller vise, hvorledes disse beviser underbygger sagsøgerens argumenter.

125    Det skal først bemærkes, at sagsøgeren til støtte for fremlæggelsen af de yderligere beviser af 26. juli 2019 dels har påberåbt sig procesreglementets artikel 85, stk. 3, dels har anført, at disse beviser fremlægges på baggrund af procesreglementets artikel 92, stk. 7.

126    Kommissionen har indvendt, at kravene i den førstnævnte bestemmelse ikke er opfyldt, og at den sidstnævnte bestemmelse i det væsentlige er irrelevant.

127    For det første gøres der opmærksom på procesreglementets artikel 85, stk. 3, hvorefter »[h]ovedparterne […] i undtagelsestilfælde [kan] fremlægge eller anføre yderligere beviser, inden retsforhandlingernes mundtlige del er afsluttet eller inden Rettens beslutning om at træffe afgørelse, uden at retsforhandlingerne omfatter en mundtlig del, forudsat at den forsinkede påberåbelse af beviserne begrundes«. Denne mulighed er nærmere bestemt en undtagelse fra den almindelige regel i samme artikels stk. 1, hvorefter beviserne fremlægges eller anføres med den første udveksling af processkrifter.

128    Det følger af denne bestemmelses ordlyd, at forsinkelsen med hensyn til fremlæggelsen af beviser skal være begrundet i særlige omstændigheder, for at denne mulighed kan gøres gældende (jf. i denne retning dom af 11.9.2019, HX mod Rådet, C-540/18 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2019:707, præmis 67).

129    Retten tillader således kun i undtagelsestilfælde, at beviser anføres efter duplikken, dvs. såfremt bevisernes ophavsmand ikke inden afslutningen af den skriftlige forhandling kan fremlægge de pågældende beviser (jf. dom af 12.9.2019, Achemos Grupė og Achema mod Kommissionen, T-417/16, ikke trykt i Sml., EU:T:2019:597, præmis 37 og den deri nævnte retspraksis). Denne fremlæggelses særlige karakter indebærer, at en tidligere fremlæggelse ikke var mulig eller ikke med rimelighed kunne kræves (jf. i denne retning dom af 15.12.2016, TestBioTech m.fl. mod Kommissionen, T-177/13, ikke trykt i Sml., EU:T:2016:736, præmis 251).

130    I denne forbindelse skal det desuden erindres, at undtagelsen i procesreglementets artikel 85, stk. 3, adskiller sig fra undtagelsen i samme artikels stk. 2, hvorefter hovedparterne i forbindelse med replikken eller duplikken kan fremlægge beviser til støtte for deres anbringender, forudsat at forsinkelsen begrundes, idet den sidstnævnte undtagelse således ikke kræver, at der foreligger særlige omstændigheder.

131    For det andet bemærkes, at procesreglementets artikel 92, stk. 7, med hensyn til bevisoptagelse fastsætter, at »[a]dgangen til at føre modbevis og til at fremkomme med nye beviser bevares«.

132    I den foreliggende sag har sagsøgeren ikke som sådan støttet sig på den sidstnævnte bestemmelse, men har påberåbt sig den, for så vidt som det i retspraksis er fastslået, at procesreglementets artikel 85 skal ses i sammenhæng med dette reglements artikel 92, stk. 7, hvorefter adgangen til at føre modbevis og til at fremkomme med nye beviser bevares (dom af 22.6.2017, Biogena Naturprodukte mod EUIPO (ZUM wohl), T-236/16, EU:T:2017:416, præmis 17, og af 9.9.2020, Grækenland mod Kommissionen, T-46/19, ikke trykt i Sml., EU:T:2020:396, præmis 30).

133    Som det fremgår af processkriftet, hvorved de yderligere beviser af 26. juli 2019 blev fremlagt, er disse beviser i den foreliggende sag blevet fremlagt til støtte for det første, det andet, det tredje og det fjerde anbringende i sagen. Selv om sagsøgeren i generelle vendinger har anført, at disse beviser er fremlagt for at uddybe beviserne fremlagt til støtte for argumenterne i stævningen og i replikken og for at tilbagevise Kommissionens argumenter i den anfægtede afgørelse, i forsvarsskriftet og i duplikken, skal det fastslås, at disse beviser hverken specifikt er modbeviser, der tager sigte på at tilbagevise beviser fremlagt af Kommissionen, eller beviser til uddybning, men at der er tale om nye beviser, hvis formål er at underbygge visse anbringender i sagen.

134    Det skal derfor undersøges, hvorvidt fremlæggelsen af de yderligere beviser af 26. juli 2019 i den foreliggende sag var begrundet i et undtagelsestilfælde i overensstemmelse med procesreglementets artikel 85, stk. 3.

135    I denne forbindelse skal Kommissionens indvendinger, som tager sigte på at påvise, at kravene i procesreglementets artikel 85, stk. 3, ikke er opfyldt, derefter undersøges.

136    For det første skal det med hensyn til dokumenterne fra 1782-retssagen indledningsvis bemærkes, at disse dokumenter er en del af en samling dokumenter, som Apple sendte til sagsøgeren i perioden fra den 23. februar til den 24. juni 2019 efter afslutningen af 1782-retssagen. Det er med andre ord ubestridt, at sagsøgeren modtog de nævnte dokumenter, i flere forsendelser, efter indgivelsen af replikken den 4. januar 2019. Det må således konstateres, at sagsøgeren ikke var i besiddelse af de pågældende dokumenter, da denne indleverede sine vigtigste skriftlige indlæg, og derfor ikke kunne fremlægge dem i forbindelse med disse indlæg, men først fik adgang til dem, efter at 1782-retssagen var afsluttet.

137    Kommissionen har imidlertid indvendt, at sagsøgeren ikke har forklaret, hvorfor selskabet ikke havde indledt 1782-retssagen mod Apple ved District Court tidligere.

138    Kommissionens indvending er dog irrelevant i forbindelse med vurderingen af, hvorvidt der er tale om et undtagelsestilfælde som omhandlet i procesreglementets artikel 85, stk. 3. Spørgsmålet i denne forbindelse er således, hvorvidt de pågældende beviser var tilgængelige på det tidspunkt, hvor stævningen eller replikken blev indleveret (jf. i denne retning dom af 13.12.2018, Haeberlen mod ENISA, T-632/16, ikke trykt i Sml., EU:T:2018:957, præmis 184 og 185), og ikke, baseret på formodninger, hvorvidt sagsøgeren kunne have truffet foranstaltninger, som hypotetisk set kunne have muliggjort, at denne fik adgang til dem tidligere.

139    Under alle omstændigheder må det konstateres, at indvendingen hviler på fejlagtige forudsætninger.

140    1782-retssagen, som sagsøgeren anlagde mod Apple ved District Court, havde nemlig til formål at indsamle beviser, der – med henblik på nærværende retssag – kunne gendrive visse af Kommissionens konklusioner i den anfægtede afgørelse. Sagsøgeren var således ikke i stand til at indlede 1782-retssagen, inden den anfægtede afgørelse var vedtaget, og havde i øvrigt – selv hvis dette havde været muligt – ikke pligt til at handle forebyggende og spekulativt med henblik på en eventuel tvist, selv inden denne afgørelse blev vedtaget.

141    Det kan således ikke foreholdes sagsøgeren, at denne ikke indledte den pågældende retssag inden vedtagelsen af den anfægtede afgørelse.

142    For så vidt som Kommissionen har påberåbt sig, at sagsøgeren kunne have indledt den pågældende retssag »i dagene og ugerne, der fulgte efter vedtagelsen af afgørelsen den 24. januar 2018«, skal det endvidere bemærkes, at et sådant argument ligeledes er spekulativt og tilmed indebærer, at sagsøgeren pålægges en urimelig forpligtelse, som endog kan være umulig at opfylde. Det var derimod med rette, at sagsøgeren efter vedtagelsen af den anfægtede afgørelse først forberedte og anlagde nærværende søgsmål den 6. april 2018 og derefter, i lyset af den anfægtede afgørelses indhold og dette søgsmål, indledte 1782-retssagen med henblik på at indhente andre eventuelle beviser til støtte for sit søgsmål. Med sine argumenter ser Kommissionen ligeledes bort fra den tid, der uundgåeligt skal bruges til samordning mellem sagsøgeren og dennes europæiske og amerikanske repræsentanter for at indlede 1782-retssagen i De Forenede Stater med henblik på den foreliggende sag. Eftersom sagsøgeren ved afslutningen af 1782-retssagen modtog dokumenterne fra Apple i løbet af en periode på seks til ti måneder, efter at sagen var indledt, ville denne sandsynligvis ikke – selv hvis det antages, således som Kommissionen har hævdet, at det havde været muligt for sagsøgeren at indlede den pågældende retssag, mens denne forberedte sin stævning (i perioden fra februar til marts 2018) – have modtaget alle dokumenterne i tide til at undersøge dem og fremlægge dem i stævningen den 6. april 2018 eller i replikken den 4. januar 2019.

143    Kommissionen har desuden indvendt, at sagsøgeren ikke havde oplyst Retten om det søgsmål, som selskabet havde anlagt ved District Court, og om dets status, navnlig i replikken. Kommissionens indsigelse vedrører imidlertid også irrelevante forhold, for så vidt som procesreglementets artikel 85, stk. 3, ikke fastsætter et krav om forudgående underretning af Retten.

144    Hvad for det andet angår den samling dokumenter, der hidrører fra FTC-retssagen, skal det indledningsvis bemærkes, at disse dokumenter er en del af sagsakterne i FTC-retssagen ved District Court, og at kendskabet til og anvendelsen af disse dokumenter, inden de offentlige retsforhandlinger for District Court blev indledt i januar 2019, var begrænset ved en retskendelse af 24. oktober 2017.

145    Disse forhold er ubestridte mellem parterne, ligesom det er ubestridt, at sagsøgeren på tidspunktet for indleveringen af replikken den 4. januar 2019 ikke havde fri adgang til de pågældende dokumenter, dels fordi det udelukkende var et begrænset antal af sagsøgerens amerikanske advokater og interne jurister, der havde kendskab til dem og kunne anvende dem, og at disse personer ikke kunne sende dem til sagsøgerens europæiske advokater eller anvende dem i forbindelse med den administrative procedure, der førte til vedtagelsen af den anfægtede afgørelse, eller i forbindelse med den foreliggende sag, dels fordi de offentlige retsforhandlinger ved District Court, hvorved disse dokumenter blev offentlige, fandt sted fra den 4. til den 29. januar 2019.

146    Kommissionen har imidlertid gjort gældende, at sagsøgeren i henhold til visse bestemmelser i retskendelsen af 24. oktober 2017 kunne have anmodet Apple om tilladelse til at anvende disse dokumenter tidligere i forbindelse med den foreliggende sag uden at vente på, at de offentlige retsforhandlinger blev indledt i januar 2019.

147    Denne indvending fra Kommissionen kan heller ikke tiltrædes, eftersom den hviler på rene formodninger, som ikke kan danne grundlag for Rettens prøvelse. Selv om det antages, at sagsøgerens amerikanske advokater og interne jurister, der havde adgang til de pågældende dokumenter, ville have været i stand til at vurdere deres anvendelighed i den foreliggende sag, ville enhver anvendelse til dette formål, således som Kommissionen selv har anført, kræve forudgående samtykke fra Apple. Der er intet, der under de faktiske omstændigheder i den foreliggende sag tyder på, at disse to eventualiteter ville blive realiseret.

148    Under alle omstændigheder skal det bemærkes, som nævnt ovenfor i præmis 138, at det er spørgsmålet, om de pågældende beviser var tilgængelige på det tidspunkt, hvor stævningen eller replikken blev indleveret. Henset til de ovenfor i præmis 145 nævnte forhold var dette ikke tilfældet i den foreliggende sag, eftersom sagsøgeren indleverede replikken den 4. januar 2019, dvs. samme dag, som den forlængede frist for indlevering af dette dokument udløb, og eftersom de offentlige retsforhandlinger i FTC-retssagen, hvorved de omhandlede dokumenter blev offentlige, ligeledes indledtes den 4. januar. Det skal derfor konstateres, at sagsøgeren ikke kunne fremlægge de pågældende dokumenter på det tidspunkt, hvor replikken blev indleveret.

149    I øvrigt kan det ikke lægges til grund, at sagsøgeren under omstændighederne i den foreliggende sag uretmæssigt forhalede fremlæggelsen for Retten af dokumenterne fra FTC-retssagen. Eftersom 1782-retssagen stadig verserede i januar 2019, og sagsøgeren modtog de dokumenter, der hidrørte fra denne retssag, i perioden fra slutningen af februar til slutningen af juni 2019, var det begrundet, at selskabet undersøgte dem i deres helhed og derefter fremlagde de relevante dokumenter fra de to retssager samlet i juli 2019.

150    Hvad for det tredje angår de af Kommissionen nævnte dokumenter, som ganske vist hidrørte fra 1782-retssagen eller FTC-retssagen, men var til rådighed for sagsøgeren inden indleveringen af stævningen i den foreliggende sag, dvs. e-mails udvekslet mellem sagsøgeren og Apple og redegørelser fra sagsøgeren, skal det bemærkes, at det er korrekt, at sagsøgeren var i besiddelse af disse enkeltvise dokumenter. Disse dokumenter er imidlertid en del af den samling dokumenter, som Apple sendte til sagsøgeren ved afslutningen af 1782-retssagen, eller den samling dokumenter, der udgør sagsakterne i FTC-retssagen inden for rammerne af de offentlige retsforhandlinger i januar 2019, og der kan således ikke tages hensyn til disse isoleret fra de øvrige dokumenter, der indgår i disse samlinger dokumenter. Sagsøgeren og dennes advokater kunne således ikke nødvendigvis vurdere deres relevans i forhold til den foreliggende sag uafhængigt af de øvrige dokumenter i disse samlinger dokumenter. Med andre ord kan de yderligere beviser af 26. juli 2019, henset til deres oprindelse, ikke opdeles kunstigt, men skal, for så vidt som de hidrører fra 1782-retssagen eller FTC-retssagen, vurderes som en helhed med hensyn til spørgsmålet, om de kan antages til realitetsbehandling.

151    For det fjerde gælder dette ligeledes for de tre avisartikler, der indgår i de yderligere beviser af 26. juli 2019, og som var blevet offentliggjort inden indleveringen af stævningen, idet deres forsinkede fremlæggelse er begrundet i fremlæggelsen af de øvrige yderligere beviser, som de har til formål at underbygge i fodnoter i det processkrift, hvorved de pågældende beviser blev fremlagt.

152    Hvad for det femte angår Kommissionens generelle argument om, at sagsøgeren i det processkrift, hvorved de yderligere beviser af 26. juli 2019 blev fremlagt, blot henviste til de pågældende beviser uden nogen forklaring, er en sådan omstændighed irrelevant i forbindelse med den vurdering, der kræves i henhold til procesreglementets artikel 85, stk. 3, men vedrører i givet fald forståeligheden af disse beviser inden for rammerne af prøvelsen af anbringenderne i sagen.

153    På baggrund af det ovenfor anførte må det under omstændighederne i den foreliggende sag konkluderes, at fremlæggelsen af de yderligere beviser af 26. juli 2019 i deres helhed efter afslutningen af den skriftlige forhandling er begrundet i et undtagelsestilfælde, og at disse beviser derfor bør tillades i henhold til procesreglementets artikel 85, stk. 3.

B.      Det første anbringende vedrørende åbenbare proceduremæssige mangler

154    Det første anbringende består af fire led. Det første led vedrører tilsidesættelsen af retten til forsvar, idet sagsøgeren blev frataget muligheden for at fremsætte bemærkninger til vigtige aspekter af den anfægtede afgørelse. Det andet led vedrører tilsidesættelse af princippet om god forvaltningsskik, idet Kommissionen ikke foretog en tilbundsgående, objektiv og omhyggelig undersøgelse. Det tredje led vedrører tilsidesættelse af retten til forsvar, idet Kommissionen ikke udleverede beviser til sagsøgeren, der var nyttige for dennes forsvar. Det fjerde led vedrører tilsidesættelse af begrundelsespligten og tilsidesættelse af princippet om god forvaltningsskik, idet Kommissionens vurdering af de faktiske omstændigheder var ukorrekt, delvis og ufuldstændig.

155    Det første og det tredje led om tilsidesættelse af retten til forsvar skal undersøges.

1.      Indledende bemærkninger

156    Retten til forsvar hører til de grundlæggende rettigheder, der er en integrerende del af de almindelige retsgrundsætninger, som Retten og Domstolen skal beskytte (jf. i denne retning dom af 25.10.2011, Solvay mod Kommissionen, C-109/10 P, EU:C:2011:686, præmis 52).

157    Overholdelsen af retten til forsvar udgør et generelt princip i EU-retten, som finder anvendelse, så snart myndighederne over for en person påtænker at træffe en for vedkommende bebyrdende retsakt (dom af 16.1.2019, Kommissionen mod United Parcel Service, C-265/17 P, EU:C:2019:23, præmis 28).

158    Dette almindelige EU-retlige princip er fastsat i artikel 41, stk. 2, litra a) og b), i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (dom af 25.3.2021, Deutsche Telekom mod Kommissionen, C-152/19 P, EU:C:2021:238, præmis 105).

159    På konkurrenceretsområdet kræver overholdelse af retten til forsvar, at enhver adressat for en afgørelse, der fastslår, at han har overtrådt konkurrencereglerne, har været i stand til under den administrative procedure på hensigtsmæssig vis at tilkendegive sit syn på omstændighederne, på relevansen af de faktiske omstændigheder, som foreholdes den pågældende, samt på de dokumenter, som Kommissionen har lagt til grund for anbringendet om en sådan overtrædelse (dom af 25.10.2011, Solvay mod Kommissionen, C-109/10 P, EU:C:2011:686, præmis 53, og af 25.3.2021, Deutsche Telekom mod Kommissionen, C-152/19 P, EU:C:2021:238, præmis 106).

160    Efter fast retspraksis er retten til forsvar tilsidesat, såfremt det er muligt, at den administrative procedure, som Kommissionen gennemførte, kan have fået et andet resultat, fordi Kommissionen har begået en fejl. En sagsøgende virksomhed beviser, at der er begået en sådan ulovlighed, såfremt den i tilstrækkeligt omfang påviser, ikke at Kommissionens beslutning ville have fået et andet indhold, hvis det ulovlige forhold ikke havde foreligget, men at virksomheden bedre ville have været i stand til at varetage sit forsvar (dom af 2.10.2003, Thyssen Stahl mod Kommissionen, C-194/99 P, EU:C:2003:527, præmis 31, og af 13.12.2018, Deutsche Telekom mod Kommissionen, T-827/14, EU:T:2018:930, præmis 129).

161    En sådan bedømmelse skal foretages ud fra de faktiske omstændigheder og de specifikke retsregler i den konkrete sag (dom af 18.6.2020, Kommissionen mod RQ, C-831/18 P, EU:C:2020:481, præmis 107).

2.      Det første anbringendes tredje led om tilsidesættelse af retten til forsvar, for så vidt som det vedrører manglende notater og oplysninger om møder og telefonmøder med tredjeparter

162    Det tredje led er baseret på to klagepunkter. Det første klagepunkt vedrører den omstændighed, at Kommissionen ikke gav sagsøgeren tilstrækkelig indsigt i sagsakterne. Det andet klagepunkt vedrører den omstændighed, at sagsakterne ikke indeholder notater og oplysninger om indholdet af de møder og telefonmøder, som Kommissionen havde med tredjeparter.

163    Det andet klagepunkt skal undersøges.

164    Sagsøgeren har gjort gældende, at Kommissionen er forpligtet til at tage notater fra sine formelle og uformelle møder med tredjeparter, og at den skal videregive disse notater til de parter, der er genstand for undersøgelsen. I den foreliggende sag udleverede Kommissionen ikke nogen notater fra sine møder med tredjeparter til sagsøgeren. Efter vedtagelsen af den anfægtede afgørelse oplyste Kommissionen sagsøgeren – på dennes anmodning – at der havde fundet møder og telefonmøder sted med tredjeparter, og sendte sagsøgeren notater, som var uforståelige. Mere fuldstændige notater ville imidlertid have hjulpet sagsøgerens forsvar på flere punkter. Kommissionen nægtede endvidere at oplyse, hvorvidt den havde mødtes med en bestemt tredjepart i løbet af undersøgelsen, selv om det ville være nyttigt for sagsøgerens forsvar at vide, om sådanne møder havde fundet sted, og hvilke emner der var blevet drøftet.

165    Sagsøgeren har tilføjet, at forordning nr. 1/2003 ikke sondrer mellem interview og andre former for møder eller telefonmøder. Kommissionen kan ikke under et møde eller et telefonmøde afgøre, hvad der er diskulperende eller ej, men det tilkommer den berørte virksomhed at afgøre, om visse oplysninger i sagen kan være nyttige for dens forsvar. I det foreliggende tilfælde er de notater, som Kommissionen videregav til sagsøgeren, ikke relevante, idet de ikke indeholder nogen nyttige oplysninger om drøftelsernes indhold eller om, hvilken type oplysninger der fremkom om de drøftede emner, men derimod er formuleret i identiske og vage vendinger. Sagsøgeren har gjort gældende, at denne ikke kunne fastlægge, hvilke oplysninger der blev udvekslet under det pågældende møde og telefonmøderne, på grundlag af tredjeparternes svar på anmodningerne om oplysninger, idet notaterne ikke henviser til disse svar og vice versa. Sagsøgeren har påpeget, at det ikke tilkommer Kommissionen at afgøre, om en tredjepart har givet diskulperende oplysninger eller ej, idet Kommissionen er forpligtet til at tage notater og videregive dem til sagsøgeren.

166    Efter at have anført, at den tog passende notater af møder og telefonmøder med tredjeparter, har Kommissionen for det første svaret, at den ikke har nogen generel forpligtelse til at tage notater under møder eller telefonmøder med tredjeparter, idet dens forpligtelser er mere begrænsede. Kommissionen har pligt til at tage »fuldstændige notater« af møder eller telefonmøder, der er interview som omhandlet i artikel 19, stk. 1, i forordning nr. 1/2003, og som har til formål at indsamle oplysninger i forbindelse med en undersøgelse, men sagsøgeren har i den foreliggende sag ikke gjort gældende, at møderne eller telefonmøderne med tredjeparter var »interview«. Desuden har Kommissionen kun pligt til at tage »kortfattede notater« fra møder eller telefonmøder, der ikke har til formål at indsamle oplysninger i forbindelse med en undersøgelse, såfremt tredjeparter fremlægger belastende oplysninger, som Kommissionen agter at gøre brug af, eller diskulperende oplysninger, som virksomheden kan gøre gældende. For det andet har Kommissionen gjort gældende, at den behørigt tog »kortfattede notater« fra de pågældende møder og telefonmøder. Den har anført, at den i det foreliggende tilfælde, efter sagsøgerens anmodning, konstaterede, at den utilsigtet havde undladt at udlevere notater fra et møde og tre telefonmøder med tredjeparter til sagsøgeren, men at den efterfølgende videregav disse notater til sagsøgeren med angivelse af virksomheder, tidspunkt og de emner, der blev drøftet. Den har desuden præciseret, at den anfægtede afgørelse ikke er baseret på eventuelle belastende oplysninger, som disse tredjeparter fremkom med på de pågældende møder og telefonmøder. For det tredje har Kommissionen gjort gældende, at sagsøgeren ikke har godtgjort, hvorfor det ville være nyttigt for selskabets forsvar at vide, om Kommissionen havde mødtes med en bestemt tredjepart, for så vidt som afgørelsen er baseret på oplysninger, der er fremlagt af Apple, og det er vanskeligt at forestille sig, at sagsøgeren kan hævde, at den pågældende tredjepart kunne give diskulperende oplysninger.

167    Kommissionen har tilføjet, at sagsøgeren ikke tager hensyn til, at den tredjepart, der havde haft et møde med Kommissionen, ikke fremlagde diskulperende oplysninger, og at de tredjeparter, der havde haft telefonmøder med Kommissionen, oplyste, at de ikke havde drøftet spørgsmål, der ikke fremgik af de oplysninger, som de havde givet i deres svar på anmodningerne om oplysninger. Ifølge Kommissionen er det således sandsynligt, at visse oplysninger, der blev givet under de nævnte telefonmøder, allerede fremgik af svarene på anmodningerne om oplysninger, ligesom det er sandsynligt, at de oplysninger, der efterfølgende blev givet i svarene på anmodningerne om oplysninger, afspejler telefonmødernes indhold, hvilket er logisk. Kommissionen har gjort gældende, at sagsøgerens argument om, at de omhandlede møder og telefonmøder var interview som omhandlet i artikel 19 i forordning nr. 1/2003, er fremsat for sent og ikke kan antages til realitetsbehandling. Kommissionen har i øvrigt anført, at sagsøgeren ikke har forklaret, hvorfor oplysningerne om møderne med en tredjepart er vigtige.

168    Indledningsvis er det i den foreliggende sag ubestridt, at Kommissionen under den administrative procedure, der førte til vedtagelsen af den anfægtede afgørelse, hverken sendte sagsøgeren oplysninger om eksistensen eller om indholdet af de møder og telefonmøder, som den havde haft med tredjeparter.

169    Kommissionen udleverede imidlertid visse oplysninger om syv møder eller telefonmøder med tredjeparter til sagsøgeren efter vedtagelsen af den anfægtede afgørelse. Nærmere bestemt blev der udleveret oplysninger om fire af disse møder – efter at sagsøgeren havde anmodet herom – inden nærværende sag blev anlagt, mens der er udleveret oplysninger om de tre øvrige i forbindelse med nærværende retsforhandlinger, enten som svar på sagsøgerens argumenter på grundlag af de yderligere beviser af 26. juli 2019 eller som svar på de foranstaltninger med henblik på bevisoptagelse, som Retten anordnede den 12. oktober 2020.

170    Det skal derfor undersøges, om Kommissionen under disse omstændigheder tilsidesatte sagsøgerens ret til forsvar.

a)      Mødet og telefonmøderne med tredjeparter, som sagsøgeren modtog oplysninger om inden anlæggelsen af den foreliggende sag

1)      Sammenfatning af baggrunden

171    Det fremgår af det materiale, der er blevet fremlagt under retsforhandlingerne, at sagsøgeren efter at have modtaget den anfægtede afgørelse den 25. januar 2018 anmodede Kommissionen om oplysninger om møder eller interview, som den havde afholdt med tredjeparter, og hvorom sagsøgeren ikke var blevet oplyst. Den 2. marts 2018 meddelte Kommissionen sagsøgeren pr. e-mail, at den havde undersøgt, om den utilsigtet havde undladt at underrette sagsøgeren om »alle møder eller interview«, som havde fundet sted »i forbindelse med sag AT.40220«. I denne forbindelse oplyste Kommissionen sagsøgeren om, at den utilsigtet havde undladt at informere denne om et møde og tre telefonmøder med tredjeparter. I samme e-mail sendte Kommissionen sagsøgeren dokumenter med notater fra dette møde og disse telefonmøder samt en præsentation, der var givet på det pågældende møde.

172    Kommissionen nævnte nærmere bestemt et møde med [fortroligt] (1) den [fortroligt], et telefonmøde med [fortroligt] den [fortroligt] og to telefonmøder den [fortroligt], det ene med [fortroligt] og det andet med [fortroligt].

173    I denne forbindelse skal det for det første bemærkes, at dette møde og disse telefonmøder fandt sted før klagepunktsmeddelelsen, og efter at de ovenfor i præmis 6 og 15 omhandlede første anmodninger om oplysninger var blevet sendt. Det er i øvrigt ubestridt, at dette møde og disse telefonmøder – som anført af Kommissionen – fandt sted »i forbindelse med sag AT.40220«. For det andet er disse tredjeparter – som det fremgår af den anfægtede afgørelse – to konkurrenter til sagsøgeren og to af dennes kunder, som ligeledes besvarede visse af de nævnte anmodninger om oplysninger.

174    [fortroligt] er en konkurrent til sagsøgeren. Som det fremgår af den anfægtede afgørelse, er denne konkurrent [fortroligt]. Endvidere fremgår det af den anfægtede afgørelse, at [fortroligt].

175    [fortroligt] er en konkurrent til sagsøgeren. Som det fremgår af den anfægtede afgørelse, er denne sammen med [fortroligt] en af de [fortroligt] konkurrenter, som [fortroligt].

176    I øvrigt er [fortroligt] og [fortroligt] [fortroligt].

177    [fortroligt] er en OEM, der aftager LTE-chipsæt og [fortroligt].

178    [fortroligt] er en OEM, der aftager LTE-chipsæt [fortroligt].

2)      Spørgsmålet, om der forelå en procedurefejl

179    Sagsøgeren har i det væsentlige gjort gældende, at Kommissionen ikke opfyldte sine forpligtelser til at tage notater fra det nævnte møde og de nævnte telefonmøder og til at forelægge dem for sagsøgeren. Sagsøgeren har navnlig fremhævet, at de notater, som Kommissionen fremsendte til denne efter vedtagelsen af den anfægtede afgørelse, ikke er relevante og er uforståelige.

180    Kommissionen har indledningsvis gjort gældende, at sagsøgeren i stævningen ikke har hævdet, at det omhandlede møde og de omhandlede telefonmøder var »interview« som omhandlet i artikel 19 i forordning nr. 1/2003, og at det i replikken anførte argument om tilsidesættelse af denne bestemmelse følgelig ikke kan antages til realitetsbehandling. Under alle omstændigheder har den i det væsentlige gjort gældende, at det omhandlede møde og de omhandlede telefonmøder ikke var interview som omhandlet i artikel 19 i forordning nr. 1/2003, da de ikke havde til formål at indsamle oplysninger om genstanden for en undersøgelse. Kommissionen var derfor ikke forpligtet til at tage fuldstændige notater fra dette møde og disse telefonmøder, men kun kortfattede notater, for så vidt som tredjeparterne havde givet belastende oplysninger, som den havde til hensigt at anvende, eller diskulperende oplysninger, som virksomheden kunne have gjort gældende.

181    Hvad angår formaliteten med hensyn til sagsøgerens argument er det ganske vist korrekt, at sagsøgeren ikke udtrykkeligt har påberåbt sig artikel 19 i forordning nr. 1/2003 i stævningen. Selskabet har imidlertid heri gjort udtrykkeligt gældende, at Kommissionen havde tilsidesat forpligtelsen til at opbevare notater, eller tage passende notater, fra det pågældende møde og de pågældende telefonmøder, og har i den forbindelse henvist til præmis 91 i dom af 6. september 2017, Intel mod Kommissionen (C-413/14 P, EU:C:2017:632), som netop vedrører forpligtelserne i henhold til artikel 19 i forordning nr. 1/2003. Det af sagsøgeren fremførte argument i stævningen havde følgelig klart til formål at gøre gældende, at Kommissionen havde tilsidesat de forpligtelser, der følger af den nævnte bestemmelse og af den dertil knyttede retspraksis. Kommissionens afvisningspåstand skal derfor forkastes.

182    Hvad angår spørgsmålet om, hvorvidt der er grundlag for sagsøgerens argument, bemærkes, at artikel 19, stk. 1, i forordning nr. 1/2003 udgør et retsgrundlag, som bemyndiger Kommissionen til at interviewe en fysisk eller juridisk person inden for rammerne af en undersøgelse (dom af 6.9.2017, Intel mod Kommissionen, C-413/14 P, EU:C:2017:632, præmis 86).

183    Det fremgår af selve ordlyden af artikel 19, stk. 1, i forordning nr. 1/2003, at denne bestemmelse finder anvendelse på ethvert interview, som har til formål at indsamle oplysninger vedrørende genstanden for en undersøgelse. Der er således intet ved denne bestemmelses ordlyd eller det formål, som den forfølger, hvoraf det kan udledes, at lovgiver ønskede at udelukke nogle af disse interview fra bestemmelsens anvendelsesområde (dom af 6.9.2017, Intel mod Kommissionen, C-413/14 P, EU:C:2017:632, præmis 84 og 87).

184    Som det fremgår af forarbejderne til forordning nr. 1/2003, vedrører denne hjemmel ganske enkelt muligheden for at indhente udtalelser fra fysiske eller juridiske personer med henblik på at indsamle oplysninger (jf. forslag til Rådets forordning om gennemførelse af konkurrencereglerne i […] artikel 81 [EF] og 82 [EF] og om ændring af forordning (EØF) nr. 1017/68, (EØF) nr. 2988/74, (EØF) nr. 4056/86 og (EØF) nr. 3975/87 (KOM(2000) 582 endelig udg., EFT 2000, C 365 E, s. 284)).

185    Den omstændighed, at Kommissionens interview med tredjeparter har kunnet finde sted i form af møder eller telefonmøder, kan derfor ikke medføre, at de falder uden for anvendelsesområdet for artikel 19 i forordning nr. 1/2003, eftersom de har til formål at indsamle oplysninger om genstanden for en undersøgelse.

186    I modsætning til, hvad Kommissionen har anført, fremgår det af en række samstemmende oplysninger i den foreliggende sag, at formålet med de pågældende møder og telefonmøder var at indsamle oplysninger om genstanden for den undersøgelse, der førte til vedtagelsen af den anfægtede afgørelse.

187    I formel henseende blev det pågældende møde og de pågældende telefonmøder afholdt, efter at Kommissionen havde indledt undersøgelsen i august 2014 (ottende betragtning til den anfægtede afgørelse), og navnlig efter at de første anmodninger om oplysninger, jf. præmis 6 og 15 ovenfor, var blevet sendt. I øvrigt henviser de notater, som Kommissionen udarbejdede, alle til den administrative procedure, der førte til vedtagelsen af den anfægtede afgørelse, dvs. »AT.40220«. Endvidere er Kommissionens korrespondance med sagsøgeren i forbindelse med fremsendelsen af de pågældende notater til denne (præmis 171 ovenfor) forsynet med samme henvisning og henviser udtrykkeligt til de »møder eller interview, der fandt sted i forbindelse med sag AT.40220«.

188    Desuden fremgår det, i materiel henseende, af samtlige disse notater, at det pågældende møde og de pågældende telefonmøder vedrørte markedet for chipsæt, sagsøgerens stilling på dette marked eller visse dele af sagsøgerens handelspraksis på dette marked. Nærmere bestemt fremgår det af notatet fra mødet med [fortroligt] den [fortroligt], at notatet vedrørte markedet for chipsæt og sagsøgerens stilling på dette marked, det fremgår af notatet fra telefonmødet med [fortroligt] den [fortroligt], at det vedrørte visse dele af sagsøgerens handelspraksis i sektoren for chipsæt, og at der ikke blev fremlagt nogen konkrete beviser under telefonmødet, det fremgår af notatet fra telefonmødet med [fortroligt] den [fortroligt], at det vedrørte markedet for chipsæt og visse dele af sagsøgerens handelspraksis, og det fremgår af notatet fra telefonmødet med [fortroligt] den [fortroligt], at det vedrørte markedet for chipsæt.

189    Eftersom mødet med [fortroligt] og telefonmøderne med [fortroligt], [fortroligt] og [fortroligt] havde til formål at indsamle oplysninger om undersøgelsens genstand hvad angår det relevante marked, sagsøgerens stilling på dette marked eller sagsøgerens handelspraksis på dette marked, faldt de ind under anvendelsesområdet for artikel 19 i forordning nr. 1/2003.

190    Når Kommissionen gennemfører et interview i henhold til artikel 19 i forordning nr. 1/2003 med henblik på at indsamle oplysninger om genstanden for en undersøgelse, er den imidlertid forpligtet til i den form, som den selv måtte vælge, at registrere dette interview. I denne forbindelse er det ikke tilstrækkeligt, at Kommissionen udfærdiger et kort resumé af de emner, som blev drøftet under interviewet. Den skal kunne angive indholdet af de drøftelser, som fandt sted under interviewet, navnlig arten af de oplysninger, der blev givet under interviewet om de emner, der blev drøftet (jf. i denne retning dom af 6.9.2017, Intel mod Kommissionen, C-413/14 P, EU:C:2017:632, præmis 91 og 92).

191    I den foreliggende sag indeholder de notater, som Kommissionen sendte til sagsøgeren efter vedtagelsen af den anfægtede afgørelse, ud over datoen og deltagernes navne, blot en meget generel angivelse – i det væsentlige begrænset til to eller tre linjer – af de drøftede emner, dvs. markedet for chipsæt, sagsøgerens stilling på dette marked eller sagsøgerens handelspraksis på dette marked. Derimod indeholder disse notater ingen oplysninger om indholdet af de drøftelser, som fandt sted under disse interview, navnlig om arten af de oplysninger, der blev givet om de drøftede emner, således som det kræves i henhold til den ovenfor i præmis 190 nævnte retspraksis.

192    I øvrigt illustreres de pågældende notaters mangelfulde karakter tydeligt af to omstændigheder, som sagsøgeren har gjort opmærksom på.

193    For det første fremgår det af notatet vedrørende telefonmødet med [fortroligt], at denne tredjepart gav udtryk for sit »synspunkt« om »visse dele af sagsøgerens handelspraksis i sektoren for chipsæt«, og at der ikke blev fremlagt noget »konkret bevis«. Som sagsøgeren med rette har påpeget, rejser et notat som dette spørgsmål om indholdet af de drøftelser, der fandt sted mellem Kommissionen og denne tredjepart, om de oplysninger, som sidstnævnte fremkom med, og manglen på »beviser« – tilmed »konkrete« – vedrørende disse oplysninger. Et sådant notat gør det således ikke muligt at forstå, hvilke oplysninger [fortroligt] gav Kommissionen uden at fremlægge konkrete beviser, og indebærer, at sagsøgeren er uvidende om, hvilke oplysninger der blev drøftet under dette telefonmøde, og navnlig om muligheden for, at denne tredjepart, dvs. [fortroligt], fremkom med belastende, eller diskulperende, oplysninger uden at fremlægge nogen konkrete beviser.

194    For det andet fremgår det af notatet vedrørende mødet med [fortroligt], at dette møde vedrørte markedet for chipsæt og sagsøgerens stilling på dette marked. Ud over den omstændighed, at denne beskrivelse ikke gør det muligt at forstå, hvilke oplysninger [fortroligt] gav Kommissionen i denne forbindelse, må det konstateres, at dette notat ikke nævner, at den pågældende tredjepart på mødet gav en mundtlig præsentation, og endnu mindre præsentationens indhold. Kommissionen sendte imidlertid en kopi af denne præsentation til sagsøgeren, efter at den anfægtede afgørelse var vedtaget, den 2. marts 2018, som svar på sagsøgerens anmodning af 25. januar 2018. Det fremgår klart af denne ti sider lange præsentation, at den specifikt vedrørte den undersøgelse, der førte til vedtagelsen af den anfægtede afgørelse (hvilket fremgår af præsentationens forside, hvor undersøgelsens navn og nummer er angivet), at en side omhandlede sagsøgerens dominerende stilling på markedet for chipsæt, og at fem sider omhandlede [fortroligt]. Den omstændighed, at en sådan præsentation og dens indhold ikke blev nævnt i Kommissionens notat, vidner om dets upræcise karakter.

195    Ud over denne mangelfulde karakter fremgår det ganske vist af det materiale, der er blevet fremlagt under retsforhandlingerne, at de dokumenter, som indeholder de pågældende notater, blev udarbejdet af Kommissionen henholdsvis på de datoer, hvor telefonmøderne fandt sted, eller kort tid efter datoen for mødet, men det fremgår ligeledes, at disse notater ikke var fuldstændige på disse datoer, og at de blev suppleret eller færdiggjort senere, efter vedtagelsen af den anfægtede afgørelse. Efter sagsøgerens anmodning af 25. januar 2018 – dvs. ca. tre år efter datoen for de pågældende interview – kontaktede Kommissionen således dels [fortroligt] for at få en kopi af den præsentation, som denne tredjepart havde givet på mødet, dels [fortroligt], [fortroligt] og [fortroligt] for at bekræfte indholdet af de notater, som den havde udarbejdet vedrørende telefonmøderne, og at [fortroligt] endog foreslog ændringer til notatet, som Kommissionen accepterede. Desuden fremgår det af det materiale, der er blevet fremlagt under retsforhandlingerne, at angivelsen, hvorefter »der ikke blev fremlagt noget konkret bevis under telefonmødet«, ikke indgik i en tidligere udgave af notatet, og at den blev tilføjet efter den nævnte kontakt mellem Kommissionen og [fortroligt].

196    Det følger heraf, at Kommissionen i strid med artikel 19 i forordning nr. 1/2003 ikke behørigt registrerede de interview, som den gennemførte med [fortroligt], [fortroligt], [fortroligt] og [fortroligt].

197    For så vidt som sagsøgeren ligeledes har gjort gældende, at Kommissionen undlod at videregive notaterne fra de omhandlede interview til sagsøgeren, skal det endvidere for det første bemærkes, at notatet fra mødet med [fortroligt] – således som Kommissionen har forklaret for Retten – var blevet registreret i sagsakterne den [fortroligt] som et ikke-tilgængeligt dokument, dvs. som Kommissionens interne dokument, og uden en kopi af den præsentation, som [fortroligt] gav på det pågældende møde. For det andet var notaterne fra telefonmøderne med [fortroligt], [fortroligt] og [fortroligt] ikke blevet registreret i sagsakterne.

198    Hvad der end var årsagen til dette, er det således ubestridt, at sagsøgeren ikke blev informeret om eksistensen af disse interview, og hvad de omfattede, under den administrative procedure, der førte til vedtagelsen af den anfægtede afgørelse. De er heller ikke nævnt i beskrivelsen af den administrative procedure i den anfægtede afgørelse.

199    I denne forbindelse er det tilstrækkeligt at bemærke, at selv om den kan udelukke omstændigheder fra den administrative procedure, der ikke har nogen forbindelse med de faktiske og retlige påstande, der fremgår af klagepunktsmeddelelsen, og som følgelig er uden relevans for undersøgelsen, tilkommer det ikke alene Kommissionen at bestemme, hvilke dokumenter der kan være nyttige for den berørte virksomheds forsvar (dom af 7.1.2004, Aalborg Portland m.fl. mod Kommissionen, C-204/00 P, C-205/00 P, C-211/00 P, C-213/00 P, C-217/00 P og C-219/00 P, EU:C:2004:6, præmis 126, og af 16.6.2011, FMC Foret mod Kommissionen, T-191/06, EU:T:2011:277, præmis 306). Set ud fra denne synsvinkel skal det bemærkes, at registreringen af interview, som har til formål at indsamle oplysninger om genstanden for undersøgelsen og dermed henhører under artikel 19 i forordning nr. 1/2003, som det er tilfældet med de omhandlede interview, ikke kan udelades fra sagsakterne.

200    Selv om Kommissionen har gjort gældende, at det var helt »utilsigtet«, at den undlod at meddele sagsøgeren disse oplysninger eller notater, og at den havde meddelt dem, så snart den var blevet klar over dette efter sagsøgerens anmodning af 25. januar 2018, kan disse omstændigheder, efter vedtagelsen af den anfægtede afgørelse, ikke råde bod på den procedurefejl, som Kommissionen begik. For det første råder de notater, som Kommissionen sendte til sagsøgeren – henset til deres ufuldstændige karakter – ikke bod på den manglende registrering i henhold til artikel 19 i forordning nr. 1/2003, idet de ikke omtaler de oplysninger, der blev indsamlet under de pågældende interview. For det andet bemærkes, at det sene kendskab – efter vedtagelsen af en afgørelse – til visse oplysninger, som burde have været indeholdt i sagsakterne, ikke nødvendigvis placerer virksomheden i den situation, den ville have befundet sig i, såfremt den kunne have henvist til de samme oplysninger ved fremsættelsen af sine skriftlige og mundtlige bemærkninger for Kommissionen (jf. i denne retning dom af 25.10.2011, Solvay mod Kommissionen, C-109/10 P, EU:C:2011:686, præmis 56).

201    Det følger af det ovenstående, at Kommissionen for så vidt angår mødet med [fortroligt] og telefonmøderne med [fortroligt], [fortroligt] og [fortroligt] tilsidesatte sine registreringsforpligtelser, som følger af artikel 19 i forordning nr. 1/2003, og følgelig sin pligt til at indføre registreringen af disse interview i sagsakterne.

3)      Tilsidesættelse af retten til forsvar

202    Med hensyn til de konsekvenser, der skal drages af konklusionen i præmis 201 ovenfor, skal det i overensstemmelse med den ovenfor i præmis 160 og 161 nævnte retspraksis fastlægges, hvorvidt sagsøgeren, henset til de faktiske omstændigheder og de specifikke retsregler i den foreliggende sag, i tilstrækkeligt omfang har påvist, at denne bedre ville have været i stand til at varetage sit forsvar, såfremt procedurefejlen ikke havde foreligget.

203    Det skal indledningsvis bemærkes, at sagsøgeren, henset til de pågældende tredjeparters identitet, indholdet af de notater, som Kommissionen udarbejdede, og indholdet af den anfægtede afgørelse, har påpeget, at disse tredjeparter muligvis gav oplysninger, som kunne have hjulpet sagsøgeren i dennes forsvar, navnlig med hensyn til afgrænsningen af det relevante marked, styrkeforholdene på dette marked og den dominerende stilling, udelukkelsesvirkningerne og effektivitetsgevinsterne. Med henblik herpå har sagsøgeren fremlagt et bilag til stævningen (bilag A.9.7) for Retten med nærmere angivelse af de aspekter, der muligvis blev drøftet på de pågældende møder, og hvorledes disse oplysninger kunne have hjulpet sagsøgerens forsvar. Kommissionen har først bestridt, at dette bilag kan antages til realitetsbehandling, og efterfølgende i et bilag til svarskriftet (bilag B.5) tilbagevist dets indhold. Parterne har derefter fortsat deres korrespondance om dette emne i et bilag til replikken (bilag C.12) og et bilag til duplikken (bilag D.9).

204    For det første skal det erindres, at det i den anfægtede afgørelse foreholdes sagsøgeren, at denne ved sin adfærd, dvs. ved eksklusivitetsbetalinger, reducerede Apples incitamenter til at skifte til sagsøgerens konkurrenter på markedet for LTE-chipsæt (den anfægtede afgørelses afsnit 11.4.1 og 11.4.2). I sidstnævnte henseende henviste Kommissionen i den anfægtede afgørelse udtrykkeligt til [fortroligt] og nævnte ligeledes [fortroligt].

205    De tredjeparter, som Kommissionen hørte inden for rammerne af de pågældende interview, var således to af sagsøgerens konkurrenter, som angiveligt blev udelukket fra markedet på grund af dennes adfærd ([fortroligt] og [fortroligt]), og to OEM’er, der er aftagere af LTE-chipsæt, dvs. konkurrenter til sagsøgerens kunde, som modtog de omhandlede betalinger ([fortroligt] og [fortroligt]).

206    For det andet er det ubestridt, at sagsøgeren – ligesom Retten – ikke råder over præcise informationer om de oplysninger, som Kommissionen indsamlede under de omhandlede interview, selv om disse interview vedrørte genstanden for den undersøgelse, som førte til vedtagelsen af den anfægtede afgørelse, og selv om de pågældende tredjeparter, som anført ovenfor, omfattede sagsøgerens konkurrenter, der angiveligt var blevet udelukket fra markedet på grund af dennes adfærd, herunder navnlig [fortroligt], dvs. [fortroligt].

207    Sagsakterne indeholder således ikke noget dokument vedrørende de pågældende interview, som gør det muligt med sikkerhed at genskabe de præcise oplysninger vedrørende genstanden for undersøgelsen, som de pågældende tredjeparter gav under disse interview, og hvorvidt deres indhold kan have udgjort diskulperende, belastende eller neutrale beviser.

208    Hvad angår telefonmøderne med [fortroligt], [fortroligt] og [fortroligt] er det i denne forbindelse spekulativt at hævde, således som Kommissionen har gjort, at det er »sandsynligt«, at oplysningerne givet af disse tredjeparter var sammenlignelige med de oplysninger, der blev givet i deres svar på visse anmodninger om oplysninger, og at de derfor ikke indeholdt noget potentielt diskulperende bevis. For det første indeholder notaterne fra de pågældende interview ingen henvisning til andre dokumenter, herunder de svar, der blev givet på anmodninger om oplysninger. Deres indhold kan derfor ikke genskabes ud fra andre kilder i sagsakterne. For det andet giver den omstændighed, at disse tredjeparter, ca. tre år efter at de pågældende interview blev gennemført, og efter vedtagelsen af den anfægtede afgørelse, ved e-mail til Kommissionen – som svar på dennes anmodning med henblik på at besvare sagsøgerens anmodning af 25. januar 2018 – bekræftede, at indholdet af disse interview »afspejledes« i deres svar på visse anmodninger om oplysninger, ikke mulighed for at drage en sikker konklusion vedrørende disse drøftelsers indhold, navnlig vedrørende den nøjagtige karakter af de oplysninger, der blev givet om de drøftede emner.

209    Hvad angår mødet med [fortroligt] udelukker den præsentation, som denne tredjepart gav under mødet, i modsætning til hvad Kommissionen har antydet, på ingen måde, at der blev drøftet andre punkter end dem, der er nævnt i denne præsentation, eftersom den pågældende præsentation ikke er nævnt i notatet fra mødet, og eftersom kun en enkelt side i denne præsentation svarer til de emner, der var nævnt i dette notat. Selv hvis det antages, at [fortroligt]s præsentation kan anses for på udtømmende vis at afspejle indholdet af dette møde, og at det herved kan udelukkes, at denne tredjepart kan have givet oplysninger, som var nyttige for sagsøgerens forsvar, ville dette under alle omstændigheder ikke ændre konstateringerne vedrørende interviewene med [fortroligt], [fortroligt] og [fortroligt].

210    Henset til de ovenfor i præmis 204 og 205 anførte omstændigheder tyder adskilligt af det materiale, som sagsøgeren har fremlagt under retsforhandlingerne, imidlertid på, at denne har fremlagt et prima facie-bevis for sit anbringende om, at de oplysninger, som Kommissionen og [fortroligt], [fortroligt], [fortroligt] og [fortroligt] muligvis udvekslede under de pågældende interview, kunne have sat sagsøgeren i stand til bedre at varetage sit forsvar.

211    Som det fremgår af de notater og den præsentation, som sagsøgeren har fremlagt, er det for det første ubestridt, at de pågældende interview, som fandt sted inden for rammerne af den undersøgelse, der førte til vedtagelsen af den anfægtede afgørelse, alle vedrørte markedet for chipsæt, sagsøgerens stilling på dette marked eller sagsøgerens handelspraksis på dette marked. Navnlig fremgår det udtrykkeligt af notaterne fra to af disse interview, nemlig interviewet med [fortroligt] og interviewet med [fortroligt], at sagsøgerens handelspraksis var genstand for drøftelser mellem Kommissionen og disse tredjeparter. Selv om notaterne fra de to andre interview ikke henviser til sagsøgerens handelspraksis, er det lidet sandsynligt, at Kommissionen under interviewet med [fortroligt] samme dag som interviewet med [fortroligt] ikke forsøgte også at indsamle oplysninger fra en af de konkurrenter, der angiveligt var blevet udelukket fra markedet, vedrørende den del af sagsøgerens forretningspraksis, der var genstand for dens undersøgelse. Som det fremgår af den præsentation, som Kommissionen sendte til sagsøgeren, vedrørte mødet med [fortroligt] i øvrigt også sagsøgerens forretningspraksis på markedet for chipsæt. Selv hvis det antages, at denne tredjepart gav oplysninger vedrørende [fortroligt], er det ligeledes lidet sandsynligt, at Kommissionen ikke søgte at indsamle oplysninger om den del af sagsøgerens praksis, som var genstand for dens undersøgelse.

212    Under disse omstændigheder må det, således som sagsøgeren har gjort gældende, lægges til grund, at de oplysninger, som Kommissionen indsamlede fra disse tredjeparter under de pågældende interview, og navnlig fra de konkurrenter, der angiveligt var blevet udelukket fra markedet, kunne have været relevante for sagsøgerens forsvar.

213    For fuldstændighedens skyld skal det dernæst bemærkes, at sagsøgeren i tabellerne i bilag A.9.7, henset til den anfægtede afgørelses indhold og de særlige omstændigheder i den foreliggende sag, har påpeget, at Kommissionen muligvis drøftede visse specifikke punkter med de pågældende tredjeparter.

214    I denne henseende skal det indledningsvis bemærkes, at bilag A.9.7 til stævningen, som er fremlagt af sagsøgeren, i modsætning til, hvad Kommissionen har hævdet, ikke skal afvises. Formålet med bilaget er således, i skematisk form ved brug af tabeller, at underbygge de argumenter, der er fremsat i stævningen, vedrørende hvert af de pågældende interview i forhold til indholdet af hvert af notaterne. Desuden viser omfanget af den korrespondance mellem parterne, der fandt sted i denne henseende, og som er angivet i tabellerne i bilag B.5 til svarskriftet, bilag C.12 til replikken og bilag D.9 til duplikken – tilsammen et betydeligt antal sider – at det er hensigtsmæssigt at fremlægge sådanne tabeller i bilag og ikke i selve de skriftlige indlæg.

215    I det foreliggende tilfælde vedrører sagsøgerens præciseringer visse punkter, som denne anser for at være relevante for sit forsvar.

216    For det første har sagsøgeren fremhævet, at telefonmødet med [fortroligt] bl.a. kan have vedrørt [fortroligt]s kapacitet til at levere LTE-chipsæt til Apples iPhones og iPads i den omhandlede periode, årsagerne til og relevansen af fraværet af konkurrerende integrerede LTE-chipsæt fra [fortroligt], arten og omfanget af de investeringer, der var nødvendige for at opfylde Apples krav, og den dertil knyttede kontraktmæssige beskyttelse og [fortroligt] samt den mulighed, at [fortroligt] ikke havde nogen indvendinger mod de omhandlede aftaler eller nogen klager [fortroligt], hvilket ville have været en diskulperende oplysning. For så vidt som [fortroligt] ifølge den anfægtede afgørelse var [fortroligt], ville enhver oplysning fra [fortroligt] ifølge sagsøgeren tydeligvis have været relevant for dennes forsvar.

217    For det andet har sagsøgeren fremhævet, at telefonmødet med [fortroligt] bl.a. kan have vedrørt sagsøgerens LTE-chipsæts egenskaber sammenlignet med [fortroligt]s og [fortroligt]s LTE-chipsæt, Apples krav i forhold til sine potentielle leverandører, arten og omfanget af de specifikke investeringer, som var nødvendige for Apple, og den dertil knyttede kontraktmæssige beskyttelse, samt markedsdynamikken og årsagerne til [fortroligt]. For så vidt som Apple ifølge den anfægtede afgørelse havde anset [fortroligt]s LTE-chipsæt for at være potentielle konkurrerende alternativer til sagsøgerens chipsæt til visse iPad-modeller, ville enhver oplysning fra [fortroligt] ifølge sagsøgeren tydeligvis have været relevant for dennes forsvar.

218    For det tredje har sagsøgeren påpeget, at mødet med [fortroligt] og telefonmødet med [fortroligt] bl.a. kan have vedrørt Apples krav til sine leverandører i forhold til andre OEM’ers krav og sagsøgerens chipsæts egenskaber sammenlignet med konkurrenternes chipsæt.

219    Kommissionen har med henblik på at tilbagevise sagsøgerens argumenter i bilag B.5 til svarskriftet anført, at [fortroligt]s svar på anmodningerne om oplysninger af [fortroligt] og af [fortroligt] bekræfter, at et notat fra telefonmødet med [fortroligt] ikke ville have indeholdt nogen diskulperende beviser vedrørende de punkter, som sagsøgeren har henvist til, med den begrundelse, at [fortroligt] i de pågældende svar ikke fremlagde nogen oplysninger i denne henseende. Kommissionen har fremført de samme argumenter for så vidt angår de punkter, som sagsøgeren har påberåbt sig i forbindelse med [fortroligt], hvor den har henvist til denne tredjeparts svar på anmodningerne om oplysninger af [fortroligt] og af [fortroligt], for så vidt angår de punkter, som sagsøgeren har påberåbt sig i forbindelse med [fortroligt], hvor den har henvist til denne tredjeparts præsentation på det pågældende møde, og for så vidt angår de punkter, som sagsøgeren har påberåbt sig i forbindelse med [fortroligt], hvor den har henvist til denne tredjeparts svar på anmodningerne om oplysninger af [fortroligt] og [fortroligt] og af [fortroligt].

220    For så vidt som Kommissionen med henvisning til svarene fra [fortroligt], [fortroligt] og [fortroligt] på anmodningerne om oplysninger og til [fortroligt]s præsentation har gjort gældende, at disse tredjeparter ikke fremkom med diskulperende beviser, er det tilstrækkeligt at bemærke, at disse argumenter skal forkastes af de ovenfor i præmis 208 og præmis 209 anførte grunde.

221    I modsætning til, hvad Kommissionen har anført, er sigtet med sagsøgerens præciseringer i bilaget til stævningen derimod, under de særlige omstændigheder i den foreliggende sag, konkret at godtgøre, at de interview, som Kommissionen gennemførte med de pågældende tredjeparter, muligvis vedrørte forhold som de ovenfor i præmis 216-218 anførte, der i givet fald kunne have sat sagsøgeren i stand til bedre at varetage sit forsvar, bl.a. hvad angår virkningerne af og begrundelsen for dennes adfærd på markedet for LTE-chipsæt.

222    Endelig skal det ligeledes for fuldstændighedens skyld – og som anført af Kommissionen – fastslås, at Kommissionen i den anfægtede afgørelses afsnit 11.4.1 og 11.4.2 ud over de oplysninger, som sagsøgeren selv fremlagde, udelukkende henviste til oplysninger og dokumenter, der hidrørte fra Apple. I de nævnte afsnit i den anfægtede afgørelse henviste Kommissionen derimod ikke til beviser, som var blevet fremlagt af [fortroligt], [fortroligt], [fortroligt] og [fortroligt], og navnlig af sagsøgerens angiveligt udelukkede konkurrenter. Oplysninger fremlagt af visse af disse tredjeparter ([fortroligt], [fortroligt] og [fortroligt]) er således kun nævnt i den anfægtede afgørelses underafsnit 11.4.4 (475., 476. og 478. betragtning) til støtte for det argument, at Apple er en »interessant kunde«.

223    Under de særlige omstændigheder i den foreliggende sag synes denne konstatering, som langtfra udelukker, at sagsøgerens ret til forsvar er blevet tilsidesat, imidlertid at vise – således som selskabet i det væsentlige har gjort gældende – at det kunne have været nyttigt for dets forsvar, hvis det havde kendt til indholdet af de pågældende interview. Såfremt sagsøgeren havde vidst, at de pågældende tredjeparter, og navnlig de af sagsøgerens konkurrenter, der angiveligt var blevet udelukket fra markedet som følge af dennes adfærd ([fortroligt] og [fortroligt]), ikke fremlagde nogen belastende beviser, der kunne underbygge de udelukkelsesvirkninger, som Kommissionen lagde sagsøgeren til last, da de blev hørt i forbindelse med den administrative procedure, som førte til vedtagelsen af den anfægtede afgørelse, kunne dette have gjort det muligt for sagsøgeren at fremstille den foreholdte adfærd i et andet lys og at underbygge sit forsvar på en anden måde.

224    Det følger af det ovenstående, at Kommissionen, henset til de faktiske omstændigheder og de specifikke retsregler i den foreliggende sag, tilsidesatte sagsøgerens ret til forsvar, for så vidt som den ikke behørigt registrerede de pågældende interview, og sagsøgeren eller dennes repræsentanter først blev informeret om, at disse interview havde fundet sted, efter vedtagelsen af den anfægtede afgørelse og inden anlæggelsen af nærværende søgsmål. Det materiale, som sagsøgeren har fremlagt under retsforhandlingerne, synes således at godtgøre, at der under interviewene med [fortroligt] og [fortroligt], dvs. to af sagsøgerens konkurrenter, der angiveligt var blevet udelukket, og med [fortroligt] og [fortroligt], dvs. to OEM’er, der er aftagere af LTE-chipsæt, kan være fremkommet oplysninger, der var væsentlige for den videre procedure, og som kunne have været relevante for sagsøgeren, således at denne bedre ville have været i stand til at varetage sit forsvar.

225    Henset til denne tilsidesættelse af sagsøgerens ret til forsvar skal det første anbringendes tredje led tiltrædes, for så vidt som det vedrører mødet med [fortroligt] og telefonmøderne med [fortroligt], [fortroligt] og [fortroligt], hvorom sagsøgeren modtog oplysninger inden anlæggelsen af nærværende sag.

226    Under omstændighederne i den foreliggende sag skal undersøgelsen af nærværende led fortsættes for så vidt angår mødet og telefonmødet med en tredjepart, hvorom sagsøgeren har modtaget oplysninger i forbindelse med nærværende retsforhandlinger som svar på de argumenter, der er baseret på de yderligere beviser af 26. juli 2019.

b)      Telefonmødet og mødet med en tredjepart, hvorom sagsøgeren har modtaget oplysninger i forbindelse med nærværende retsforhandlinger som svar på argumenterne baseret på de yderligere beviser af 26. juli 2019

1)      Sammenfatning af baggrunden

227    Det fremgår af det materiale, der er blevet fremlagt under retsforhandlingerne, at sagsøgeren efter Kommissionens svar af 2. marts 2018, hvorved sagsøgeren blev oplyst om, at mødet med [fortroligt] og telefonmøderne med [fortroligt], [fortroligt] og [fortroligt] havde fundet sted, ved e-mail af 5. marts 2018 anmodede Kommissionen om at bekræfte, at den ikke havde mødtes formelt eller uformelt med [fortroligt]. Ved e-mail af 13. marts 2018 gentog Kommissionen, at den på sagsøgerens anmodning af 25. januar 2018 havde undersøgt, om den utilsigtet havde undladt at informere sagsøgeren om »ethvert møde eller interview«, som havde fundet sted »i forbindelse med sag AT.40220«, og at den af retsplejehensyn havde givet sagsøgeren oplysninger herom i sin e-mail af 2. marts 2018. Kommissionen tilføjede, at den ikke længere besvarede denne type spørgsmål, eftersom den anfægtede afgørelse var vedtaget.

228    De svar, som Kommissionen gav sagsøgeren den 2. og den 13. marts 2018, kunne lade formode, at oplysningerne vedrørende møderne eller telefonmøderne med tredjeparter var udtømmende, og at Kommissionen følgelig ikke havde afholdt møder eller telefonmøder med [fortroligt], men udelukkende med [fortroligt], [fortroligt], [fortroligt] og [fortroligt].

229    I stævningen har sagsøgeren imidlertid gjort gældende, at selskabet ikke havde nogen informationer, der udtrykkeligt bekræftede eller afkræftede eksistensen og indholdet af eventuelle møder eller telefonmøder mellem Kommissionen og [fortroligt].

230    Kommissionen har hverken i svarskriftet eller duplikken afkræftet eller bekræftet eksistensen af sådanne møder eller telefonmøder.

231    Først efter at sagsøgeren havde fremlagt de yderligere beviser af 26. juli 2019, omtalte Kommissionen i forbindelse med sine bemærkninger af 30. oktober 2019 til disse beviser et telefonmøde med [fortroligt] den [fortroligt] og et møde med [fortroligt] den [fortroligt], idet den samtidig udtrykkeligt anførte, at den hverken havde notater eller referater fra dette telefonmøde og dette møde.

232    Eftersom Kommissionen imidlertid anførte, at den var rede til at fremlægge yderligere oplysninger om baggrunden for telefonmødet med [fortroligt] den [fortroligt] inden for rammerne af foranstaltninger om bevisoptagelse, vedtog Retten sådanne foranstaltninger med henblik på at indhente disse oplysninger. Behandlingen af Kommissionens svar på disse foranstaltninger om bevisoptagelse gav anledning til den processuelle udvikling, der er gengivet ovenfor i præmis 78-92.

233    Det skal i denne forbindelse først bemærkes, at telefonmødet og mødet med [fortroligt] fandt sted før meddelelsen af klagepunkter, og efter at de ovenfor i præmis 15 omhandlede første anmodninger om oplysninger var sendt. Desuden fremgår det af den anfægtede afgørelse, at denne tredjepart [fortroligt] og besvarede visse af de nævnte anmodninger om oplysninger.

234    [fortroligt] har imidlertid en særlig stilling i den anfægtede afgørelse. Adskillige forhold vidner således om denne tredjeparts betydning for den anfægtede afgørelses opbygning: [fortroligt]. Desuden er denne tredjepart i proceduremæssig henseende [fortroligt].

2)      Spørgsmålet, om der forelå en procedurefejl

235    Sagsøgeren har med sine argumenter gjort gældende, at Kommissionen tilsidesatte sine forpligtelser til at informere sagsøgeren om det pågældende telefonmøde og det pågældende møde og til at tage notater herfra.

236    Da det endnu ikke var blevet bekræftet, at dette telefonmøde og dette møde havde fundet sted (på tidspunktet for indgivelsen af svarskriftet og duplikken), gjorde Kommissionen gældende, at sagsøgeren ikke havde godtgjort, at disse oplysninger ville have været relevante. Efter at have medgivet, at de havde fundet sted (i forbindelse med bemærkningerne til de yderligere beviser af 26. juli 2019), gjorde den efterfølgende gældende dels, at sagsøgeren ikke havde godtgjort, at den beklagelige omstændighed, at der ikke fandtes notater fra telefonmødet den [fortroligt], havde været til skade for sagsøgeren, dels at mødet den [fortroligt] vedrørte generelle spørgsmål og ikke sag AT.40220.

237    Hvad indledningsvis angår notaterne fra det pågældende telefonmøde og det pågældende møde er det ubestridt – således som Kommissionen har medgivet i sine bemærkninger til de yderligere beviser af 26. juli 2019 – at den ikke tog notater hverken fra telefonmødet den [fortroligt] eller fra mødet den [fortroligt]. Kommissionen har i øvrigt også medgivet, at de manglende notater fra telefonmødet den [fortroligt] er en beklagelig fejl fra dens side.

238    For så vidt som Kommissionens argumenter skal forstås således, at de antyder, at det pågældende telefonmøde og det pågældende møde ikke var omfattet af registreringsforpligtelserne i henhold til artikel 19, stk. 1, i forordning nr. 1/2003, som sagsøgeren har påberåbt sig i stævningen, er det under alle omstændigheder tilstrækkeligt at bemærke, at det fremgår af det materiale, der er blevet fremlagt under retsforhandlingerne, at såvel telefonmødet den [fortroligt] som mødet den [fortroligt] – ud over at de blev afholdt, efter at Kommissionen havde indledt undersøgelsen i august 2014 (ottende betragtning til den anfægtede afgørelse), og navnlig efter at de ovenfor i præmis 15 omhandlede første anmodninger om oplysninger var sendt – havde til formål at indsamle oplysninger vedrørende genstanden for den undersøgelse, der førte til vedtagelsen af den anfægtede afgørelse.

239    Hvad for det første angår telefonmødet med [fortroligt] den [fortroligt] omfatter den ikke-fortrolige udgave af det dokument, der indeholder en registrering i en elektronisk kalender af dette telefonmøde, som Kommissionen fremlagde den 26. april 2021 som svar på foranstaltningen om bevisoptagelse af 12. oktober 2020, en henvisning i emnefeltet til navnet på den administrative procedure, der førte til vedtagelsen af den anfægtede afgørelse, dvs. »Sapphire«. Endvidere har Kommissionen i sine bemærkninger til de yderligere beviser af 26. juli 2019 og i den ikke-fortrolige udgave af processkriftet af 19. november 2020 selv forklaret, at sigtet med det pågældende telefonmøde var at indsamle oplysninger om markedsafgrænsningen og dynamikken på det marked, som den pågældende procedure vedrørte, med det formål at opnå et grundlæggende kendskab til dette marked og at forberede spørgsmål, der kunne anvendes i anmodningerne om oplysninger. Det følger heraf, at det pågældende telefonmøde havde til formål at indsamle oplysninger om genstanden for den undersøgelse, der førte til vedtagelsen af den anfægtede afgørelse.

240    Hvad for det andet angår mødet med [fortroligt] den [fortroligt] har Kommissionen anført, at formålet var at behandle generelle konkurrenceretlige aspekter og sagsøgerens praksis på patentområdet. Den e-mailkorrespondance vedrørende dette møde, som Kommissionen fremlagde som svar på foranstaltningerne med henblik på sagens tilrettelæggelse af 8. oktober 2020, bekræfter faktisk, at [fortroligt] havde anmodet om mødet med henblik på at drøfte »[a]ktuelle spørgsmål vedrørende konkurrence og intellektuelle ejendomsrettigheder«. Denne oplysning udelukker imidlertid på ingen måde, at genstanden for den undersøgelse, som førte til vedtagelsen af den anfægtede afgørelse, kan have været drøftet. Kommissionen har selv forklaret, at [fortroligt] under dette møde insisterede på, at visse aspekter af sagsøgerens praksis med hensyn til intellektuel ejendomsret burde have været omfattet af den pågældende undersøgelses anvendelsesområde. For så vidt som denne tredjepart udtrykkeligt henviste til omfanget af den undersøgelse, der førte til vedtagelsen af den anfægtede afgørelse, med henblik på at udvide den, må det følgelig fastslås, at dette møde også, helt eller delvist, vedrørte oplysninger om genstanden for den nævnte undersøgelse.

241    Sidstnævnte konklusion underbygges i øvrigt af de yderligere beviser af 26. juli 2019.

242    Det fremgår udtrykkeligt af en første præsentation fra [fortroligt] af den [fortroligt] vedrørende sagsøgeren, der gik forud for mødet den [fortroligt], og som sagsøgeren har fremlagt som en del af de yderligere beviser af 26. juli 2019, at [fortroligt] planlagde at holde et møde med Kommissionen i ugen [fortroligt] om sidstnævntes undersøgelser af sagsøgeren vedrørende for det første »loyalitetsrabatterne«, dvs. de incitamenter, som kunderne blev tilbudt for udelukkende at købe sagsøgerens chipsæt, og for det andet [fortroligt]. I samme præsentation blev det vedrørende de pågældende »loyalitetsrabatter« nævnt, at [fortroligt], og spørgsmålet om, hvorvidt [fortroligt], blev rejst. Desuden indeholdt præsentationen en side vedrørende [fortroligt], hvoraf det fremgik, at [fortroligt].

243    I en anden præsentation fra [fortroligt] af den [fortroligt] vedrørende sagsøgeren, der fulgte efter mødet den [fortroligt], og som sagsøgeren har fremlagt som en del af de yderligere beviser af 26. juli 2019, indeholdt for det første en sammenfatning af Kommissionens undersøgelse, hvori det anførtes, at klagepunktsmeddelelsen var umiddelbart forestående, samt at Kommissionen havde mødtes med sagsøgeren den [fortroligt], at undersøgelsen vedrørte loyalitetsrabatterne og eksklusivitetsbetingelserne, at den var [fortroligt], og at det var [fortroligt]. Efter at have beskrevet [fortroligt] anførtes det i denne præsentation for det andet, at der var flere [fortroligt], nemlig [fortroligt], ifølge hvilke [fortroligt], og at en anselig bøde på omkring 1 mia. USD var sandsynlig.

244    Disse præsentationer fra [fortroligt], der blev givet før og efter det møde, som denne tredjepart havde med Kommissionen den [fortroligt], bekræfter blot, at Kommissionen og den pågældende tredjepart på dette møde drøftede oplysninger vedrørende genstanden for den undersøgelse, der førte til vedtagelsen af den anfægtede afgørelse.

245    Eftersom sigtet med telefonmødet og mødet med [fortroligt] var at indsamle oplysninger om genstanden for den undersøgelse, der førte til vedtagelsen af den anfægtede afgørelse, navnlig vedrørende markedsdynamik, undersøgelsens omfang og endog visse af sagsøgerens argumenter til sit forsvar, var de omfattet af anvendelsesområdet for artikel 19 i forordning nr. 1/2003.

246    Som anført i præmis 237 ovenfor, er det i den foreliggende sag ubestridt, at Kommissionen ikke registrerede de pågældende interview.

247    En sådan tilsidesættelse kan i øvrigt vanskeligt forenes med de dokumenter, som sagsøgeren har fremlagt som en del af de yderligere beviser af 26. juli 2019, hvoraf det fremgår, at den tredjepart, som Kommissionen mødtes med, først havde forberedt og derefter gennemført en intern opfølgning på mødet den [fortroligt] (jf. præmis 242 og 243 ovenfor), hvilket underbygger dets betydning i forbindelse med den undersøgelse, som førte til den anfægtede afgørelse.

248    Det følger heraf, at Kommissionen i strid med artikel 19 i forordning nr. 1/2003 ikke behørigt registrerede de interview, som den gennemførte med [fortroligt].

249    For så vidt som sagsøgeren ligeledes har gjort gældende, at Kommissionen undlod at informere denne om de pågældende interview, skal det desuden erindres, at Kommissionen under den administrative procedure, der førte til vedtagelsen af den anfægtede afgørelse, reelt ikke omtalte de interview, den havde gennemført med [fortroligt]. Som det fremgår af præmis 199 ovenfor, kan Kommissionen ikke undlade at indføre en registrering af interview som dem, den gennemførte med [fortroligt], i sagsakterne.

250    Endvidere kan omstændighed alene, at Kommissionen under nærværende retsforhandlinger har udleveret visse oplysninger om de interview, den havde gennemført med [fortroligt], ikke råde bod på denne tilsidesættelse. Rettens prøvelse af de fremførte anbringender har hverken til formål eller til følge at træde i stedet for en fuldstændig undersøgelse af sagen under en administrativ procedure (jf. i denne retning dom af 25.10.2011, Solvay mod Kommissionen, C-109/10 P, EU:C:2011:686, præmis 56). I øvrigt har Kommissionen for det første inden for rammerne af nærværende retsforhandlinger ikke fremlagt nogen registrering, hvoraf det fremgår, hvilke oplysninger der blev indsamlet under de pågældende interview. Som det for det andet fremgår af den ovenfor i præmis 200 nævnte retspraksis, placerer det sene kendskab til visse oplysninger, som burde have indgået i sagsakterne, ikke den virksomhed, der har anlagt sag til prøvelse af en afgørelse fra Kommissionen, i den situation, den ville have befundet sig i, såfremt den kunne have henvist til de samme oplysninger ved fremsættelsen af sine skriftlige og mundtlige bemærkninger for denne institution.

251    Det følger af det ovenstående, at Kommissionen for så vidt angår telefonmødet og mødet med [fortroligt] tilsidesatte sine registreringsforpligtelser, som følger af artikel 19 i forordning nr. 1/2003, og følgelig forpligtelsen til at indføre registreringen af disse interview i sagsakterne.

3)      Tilsidesættelse af retten til forsvar

252    Med hensyn til de konsekvenser, der skal drages af konklusionen i præmis 251 ovenfor, skal det i overensstemmelse med den ovenfor i præmis 160 og 161 nævnte retspraksis fastlægges, hvorvidt sagsøgeren, henset til de faktiske omstændigheder og de specifikke retsregler i den foreliggende sag, i tilstrækkeligt omfang har påvist, at selskabet bedre ville have været i stand til at varetage sit forsvar, såfremt de pågældende procedurefejl ikke havde foreligget.

253    Det skal i denne forbindelse først bemærkes, at sagsøgeren, henset til denne tredjeparts identitet og den anfægtede afgørelses indhold, har anført, at det utvivlsomt ville være relevant for selskabets forsvar at vide, hvad der blev drøftet af Kommissionen og denne tredjepart. Sagsøgeren har navnlig påpeget, at passende notater fra disse interview ville have hjulpet selskabet med hensyn til adskillige aspekter af dets forsvar, og har præciseret dette nærmere i bilag A.9.7 til stævningen. Ifølge sagsøgeren udelukker den omstændighed, at denne tredjepart var fjendtlig over for sagsøgeren, ikke, at den pågældende kunne have givet oplysninger, der kunne være nyttige for selskabets forsvar, enten fordi de var diskulperende, eller fordi der kunne have været tale om ufuldstændige eller urigtige belastende oplysninger.

254    Det bemærkes for det første, at det i den anfægtede afgørelse blev foreholdt sagsøgeren, at denne reducerede Apples incitamenter til at skifte til sagsøgerens konkurrenter på markedet for LTE-chipsæt (præmis 204 ovenfor).

255    Den tredjepart, som Kommissionen hørte i de to omhandlede interview, [fortroligt] således. Desuden er denne tredjepart i proceduremæssig henseende [fortroligt].

256    For det andet er det på den ene side ubestridt, at sagsøgeren – ligesom Retten – ikke har nogen præcise informationer om, hvilke oplysninger Kommissionen indsamlede i forbindelse med de pågældende interview, selv om disse samtaler vedrørte genstanden for den undersøgelse, der førte til vedtagelsen af den anfægtede afgørelse, og at den pågældende tredjepart, som netop anført, [fortroligt].

257    Der er således ikke noget dokument i sagsakterne vedrørende de pågældende interview, som gør det muligt med sikkerhed at genskabe, hvilke oplysninger vedrørende genstanden for undersøgelsen de pågældende tredjeparter gav under disse interview, og i hvilket omfang deres indhold kunne have udgjort et diskulperende, belastende eller neutralt bevis.

258    I denne henseende er Kommissionens argumenter om, at det for så vidt angår telefonmødet den [fortroligt] dels ikke er »sandsynligt«, at [fortroligt] kunne have fremlagt diskulperende beviser, dels at det er »sandsynligt«, at de emner, der blev drøftet under dette telefonmøde, fremgår af [fortroligt]s svar på anmodningerne om oplysninger, rent spekulative, idet disse argumenter hviler på rene formodninger, og Kommissionen ikke har været i stand til at angive nøjagtigt, hvilke oplysninger der blev givet af [fortroligt] under dette interview.

259    Kommissionens argument om, at sagsøgeren ikke har anmodet Retten om at afhøre de medarbejdere hos [fortroligt], som deltog i det nævnte telefonmøde, og ikke har kontaktet disse medarbejdere direkte for at få bekræftet, om de havde fremlagt diskulperende beviser, kan heller ikke tiltrædes. Ud over den omstændighed, at sagsøgeren først på et meget sent tidspunkt i den foreliggende sag fik kendskab til, at dette telefonmøde havde fundet sted, og at Kommissionen i øvrigt ikke præcist har identificeret de medarbejdere hos eller repræsentanter for [fortroligt], som deltog heri, skal det bemærkes, at det under alle omstændigheder ikke tilkommer sagsøgeren – og i øvrigt heller ikke Retten – at afholde interview med en tredjepart (eller med dennes medarbejdere eller repræsentanter), som Kommissionen har hørt i forbindelse med en undersøgelse, for at søge at fastslå a posteriori, hvilke oplysninger denne tredjepart gav Kommissionen, med henblik på at råde bod på Kommissionens manglende registrering, idet det påhviler Kommissionen at overholde de forpligtelser, der følger af artikel 19 i forordning nr. 1/2003. Endvidere råder sagsøgeren i den foreliggende sag – ligesom Retten – ikke over noget dokument, der gør det muligt at genskabe de oplysninger, som den pågældende tredjepart gav, til forskel fra den situation, der er omhandlet i præmis 99-101 i dom af 6. september 2017, Intel mod Kommissionen (C-413/14 P, EU:C:2017:632), som Kommissionen har påberåbt sig, og som er kendetegnet ved den omstændighed, at den sagsøgende virksomhed i den nævnte sag under den administrative procedure var kommet i besiddelse af en ikke-fortrolig udgave af et internt notat, som var udarbejdet af Kommissionen i forbindelse med det omtvistede interview, og et opfølgende dokument, der indeholdt de skriftlige svar på mundtlige spørgsmål, som blev stillet under interviewet.

260    På den anden side tyder adskillige af de beviser, som sagsøgeren har fremlagt under retsforhandlingerne, henset til de ovenfor i præmis 254 og 255 anførte omstændigheder, imidlertid på, at denne har fremlagt et prima facie-bevis for selskabets argument om, at de oplysninger, som Kommissionen og [fortroligt] muligvis udvekslede under de pågældende interview, kunne have sat sagsøgeren i stand til bedre at varetage sit forsvar.

261    Som sagsøgeren har anført i det processkrift, hvorved de yderligere beviser af 26. juli 2019 blev fremlagt, kunne det for det første have været nyttigt for dennes forsvar at have haft kendskab til de oplysninger, som [fortroligt] gav om markedsafgrænsningen under telefonmødet den [fortroligt]. Som det fremgår af præmis 239 ovenfor, har Kommissionen således selv forklaret, at sigtet med det pågældende telefonmøde var at klarlægge grundlæggende begreber vedrørende markedsafgrænsningen og markedsdynamikken for at kunne forberede spørgsmål, der kunne anvendes i den anden runde af anmodninger om oplysninger. Det følger heraf, at [fortroligt] på et tidligt tidspunkt i proceduren bidrog til at afklare de grundlæggende begreber, der lå til grund for de spørgsmål, som Kommissionen stillede i de anmodninger om oplysninger, som efterfølgende blev fremsendt til sagsøgeren og til dennes konkurrenter og kunder, uden at det er muligt at fastlægge, hvilke konkrete oplysninger der blev givet i denne forbindelse, og uden at sagsøgeren havde haft mulighed for at fremsætte bemærkninger vedrørende de grundlæggende begreber, som [fortroligt] havde bidraget til at afklare.

262    Endvidere gjorde sagsøgeren i det processkrift, hvorved de yderligere beviser af 26. juli 2019 blev fremlagt, i det væsentlige gældende, at Kommissionen og [fortroligt] havde drøftet visse fortrolige aspekter af undersøgelsen, der vedrørte [fortroligt]. I sine bemærkninger til de yderligere beviser af 26. juli 2019 anførte Kommissionen, at den ikke havde meddelt [fortroligt] fortrolige oplysninger, navnlig hvad angår [fortroligt], der var nævnt i [fortroligt]s anden præsentation af den [fortroligt] (jf. præmis 243 ovenfor). Uanset om sådanne oplysninger er fortrolige, skal det imidlertid bemærkes, at for så vidt som Kommissionen og [fortroligt] under det interview med [fortroligt], der gik forud for præsentationen, havde drøftet [fortroligt], ville sagsøgeren bedre have været i stand til at varetage sit forsvar, hvis denne havde haft kendskab til de oplysninger, som Kommissionen havde indsamlet i forbindelse med disse drøftelser.

263    Endelig har sagsøgeren i bilag A.9.7 til stævningen fremhævet, at notaterne vedrørende de interview, som Kommissionen muligvis gennemførte med [fortroligt], kunne have været nyttige for sagsøgerens forsvar med henblik på dels at godtgøre, at de omhandlede aftaler ikke gav anledning til udelukkelsesvirkninger for lige så effektive konkurrenter, men skabte konkurrencefremmende effektivitetsgevinster, dels at få flere oplysninger om Kommissionens konklusion, hvorefter [fortroligt], hvis de omhandlede aftaler ikke havde fandtes.

264    I denne henseende bemærkes indledningsvis, at for så vidt som Kommissionen med sine argumenter har gjort gældende, at det pågældende bilag ikke kan antages til realitetsbehandling hvad angår interviewene med [fortroligt], kan disse argumenter ikke tiltrædes. Ud over den omstændighed, at sigtet med det omhandlede bilag er at underbygge de argumenter, der er fremført i stævningen (præmis 214 og 253 ovenfor), skal det hvad angår interviewene med [fortroligt] bemærkes, at sagsøgeren på det tidspunkt, hvor stævningen blev indleveret, ikke havde nogen oplysninger om, at de var blevet afholdt. Under de særlige omstændigheder i den foreliggende sag kan det således ikke lægges sagsøgeren til last, at denne fremlagde disse præciseringer i bilaget til stævningen for at underbygge sine argumenter vedrørende møderne og telefonmøderne med tredjeparter.

265    Som sagsøgeren har gjort gældende i det nævnte bilag, kunne Kommissionen, henset til den pågældende tredjeparts identitet og indholdet af den anfægtede afgørelse, under de pågældende interview rent faktisk have indsamlet oplysninger, der var nyttige for sagsøgerens forsvar, vedrørende sagsøgerens chipsæts egenskaber sammenlignet med konkurrenternes chipsæt, vedrørende Apples krav i forhold til andre OEM’ers krav eller vedrørende Apples mulighed for at købe chipsæt fra sagsøgerens konkurrenter til alle eller nogle af sine modeller. I øvrigt fastslog Kommissionen i 322. betragtning til den anfægtede afgørelse, uden nærmere præciseringer eller henvisninger, at Apple i perioden fra 2011 til 2015 ikke havde noget teknisk alternativ til sagsøgeren, som kunne dække Apples behov for LTE-chipsæt til iPhones.

266    Det følger af det ovenstående, at Kommissionen – henset til de faktiske omstændigheder og de specifikke retsregler i den foreliggende sag – tilsidesatte sagsøgerens ret til forsvar, for så vidt som den ikke udarbejdede notater fra de pågældende interview, og sagsøgeren eller dennes repræsentanter endog først fik oplysninger om, at disse interview havde fundet sted, i forbindelse med nærværende retsforhandlinger som svar på de argumenter, der var baseret på de yderligere beviser af 26. juli 2019. Det materiale, som sagsøgeren har fremlagt under retsforhandlingerne, viser således, at interviewene med [fortroligt], dvs. [fortroligt], kan have frembragt oplysninger, der var væsentlige for den videre procedure, og som kunne have været relevante for sagsøgeren, således at denne bedre ville have været i stand til at varetage sit forsvar.

267    På baggrund af denne tilsidesættelse af sagsøgerens ret til forsvar skal det første anbringendes tredje led tiltrædes, for så vidt som det vedrører telefonmødet og mødet med [fortroligt], hvorom sagsøgeren er blevet informeret under nærværende retsforhandlinger som svar på argumenterne baseret på de yderligere beviser af 26. juli 2019.

268    Under omstændighederne i den foreliggende sag skal undersøgelsen af nærværende led fortsættes for så vidt angår mødet med en tredjepart, hvorom sagsøgeren er blevet informeret under nærværende retsforhandlinger som svar på foranstaltningerne med henblik på bevisoptagelse af 12. oktober 2020.

c)      Mødet med en tredjepart, hvorom sagsøgeren er blevet informeret under nærværende retsforhandlinger som svar på foranstaltningerne med henblik på bevisoptagelse af 12. oktober 2020

1)      Sammenfatning af baggrunden

269    Det fremgår af det materiale, der er blevet fremlagt under retsforhandlingerne, at Kommissionen som svar på foranstaltningerne med henblik på bevisoptagelse af 12. oktober 2020, der havde til formål at indhente yderligere oplysninger om den sammenhæng, hvori telefonmødet med [fortroligt] den [fortroligt] indgik, i den fortrolige udgave af processkriftet af 19. november 2020 omtalte et møde med en tredjepartskilde, der havde ønsket at være anonym, at mødet blev afholdt på denne kildes anmodning og fandt sted, inden Kommissionen indledte den ovenfor i præmis 5 nævnte undersøgelse, og navnlig inden de ovenfor i præmis 6 og 15 omhandlede anmodninger om oplysninger blev sendt.

270    Kommissionen har ligeledes fremlagt registreringen af datoen for dette møde i en elektronisk kalender og to interne e-mails med et i det væsentlige identisk indhold vedrørende det nævnte møde (herefter »de interne e-mails«) for Retten.

271    Der skal erindres om, at den fortrolige udgave af processkriftet af 19. november 2020 blev bragt til sagsøgerens repræsentanters kendskab på betingelse af, at der forinden blev givet tilsagn om fortrolighed, herunder i forhold til sagsøgeren, mens sagsøgeren blev gjort bekendt med en ikke-fortrolig udgave af processkriftet af 19. november 2020, som Kommissionen fremlagde den 26. april 2021.

272    Efter indleveringen af disse dokumenter gjorde sagsøgeren gennem sine repræsentanter, der havde givet tilsagn om fortrolighed, i det væsentlige gældende, at Kommissionen var forpligtet til at tage notater fra det omhandlede møde og fremsende dem til sagsøgeren, således som det fremgår af dom af 6. september 2017, Intel mod Kommissionen (C-413/14 P, EU:C:2017:632), for ikke at tilsidesætte den af undersøgelsen omfattede virksomheds ret til forsvar. I den foreliggende sag undlod Kommissionen imidlertid at registrere det pågældende møde, selv om det er fastslået, at den havde pligt til at tage notater og udlevere dem til den berørte virksomhed. Sagsøgeren har gennem sine repræsentanter, der havde givet tilsagn om fortrolighed, fremhævet, at retten til indsigt i sagsakterne var en del af de grundlæggende processuelle rettigheder og de garantier, der er nødvendige for, at sagsøgeren på passende vis kan udøve sin ret til forsvar, og at denne i den foreliggende sag har lidt et tab som følge af, at Kommissionen havde undladt at tage notater fra det pågældende møde og først havde afsløret, at mødet var blevet afholdt, for Retten.

273    Kommissionen har heroverfor anført, at registreringspligten i artikel 19 i forordning nr. 1/2003 ikke fandt anvendelse på dette møde.

2)      Spørgsmålet, om der forelå en procedurefejl

274    Indledningsvis fremgår det af det materiale, der er blevet fremlagt under retsforhandlingerne – og det er ubestridt mellem parterne – at Kommissionen under den administrative procedure, der førte til vedtagelsen af den anfægtede afgørelse, hverken oplyste sagsøgeren eller dennes repræsentanter om mødets eksistens eller a fortiori om dets indhold. Det er ligeledes ubestridt, at hverken indførelsen af mødedatoen i en elektronisk kalender eller de interne e-mails, som Kommissionen har fremlagt for Retten, var blevet registreret i sagsakterne.

275    Kommissionen har i retsmødet imidlertid gjort gældende, at mødet med tredjepartskilden fandt sted, inden den vedtog sin første undersøgelsesforanstaltning, og følgelig ikke var underlagt registreringsforpligtelserne i artikel 19 i forordning nr. 1/2003, hvilket bekræftes af dom af 5. oktober 2020, Casino, Guichard-Perrachon og AMC mod Kommissionen (T-249/17, under appel, EU:T:2020:458), og af 5. oktober 2020, Les Mousquetaires og ITM Entreprises mod Kommissionen (T-255/17, under appel, EU:T:2020:460).

276    Som Kommissionen har fremhævet i retsmødet, fremgår det på den ene side ganske vist af Rettens praksis, nævnt ovenfor i præmis 275, at registreringspligten i artikel 19 i forordning nr. 1/2003 ikke gælder for interview, der gennemføres forud for den første undersøgelsesforanstaltning (jf. i denne retning dom af 5.10.2020, Casino, Guichard-Perrachon og AMC mod Kommissionen, T-249/17, under appel, EU:T:2020:458, præmis 193 og 195).

277    På den anden side skal det imidlertid, uanset artikel 19 i forordning nr. 1/2003, bemærkes – således som sagsøgeren har påpeget med henvisning til, at Kommissionen har pligt til at udlevere de notater, som den skulle have taget under dette møde, til sagsøgeren, samt betydningen af retten til aktindsigt, for at denne kan udøve retten til forsvar (jf. præmis 272 ovenfor) – at Kommissionen er forpligtet til at overholde sine forpligtelser hvad angår retten til aktindsigt (jf. analogt dom af 25.10.2005, Groupe Danone mod Kommissionen, T-38/02, EU:T:2005:367, præmis 67, og af 5.10.2020, HeidelbergCement og Schwenk Zement mod Kommissionen, T-380/17, EU:T:2020:471, præmis 652 (ikke trykt i Sml.)), som er det logiske supplement til princippet om overholdelse af retten til kontradiktion (dom af 7.1.2004, Aalborg Portland m.fl. mod Kommissionen, C-204/00 P, C-205/00 P, C-211/00 P, C-213/00 P, C-217/00 P og C-219/00 P, EU:C:2004:6, præmis 68).

278    Det skal i denne forbindelse bemærkes, at reglerne om aktindsigt i konkurrencesager har til formål at give adressaterne for en meddelelse af klagepunkter mulighed for at gøre sig bekendt med bevismaterialet i Kommissionens sagsakter, således at de på et relevant grundlag kan udtale sig om de konklusioner, Kommissionen på grundlag af dette materiale er nået frem til i meddelelsen af klagepunkter (dom af 30.9.2003, Atlantic Container Line m.fl. mod Kommissionen, T-191/98 og T-212/98 – T-214/98, EU:T:2003:245, præmis 334).

279    Det følger navnlig af disse forpligtelser, at hvis Kommissionen i sin afgørelse agter at anvende belastende oplysninger, som en tredjepartskilde eller en klager er fremkommet med mundtligt, skal den give de virksomheder, som er adressater for en meddelelse af klagepunkter, adgang til disse oplysninger ved om nødvendigt at udarbejde et skriftligt dokument, der skal indgå i sagens akter. Det kan nemlig ikke tillades, at anvendelsen af mundtlige kontakter med tredjemand gør indgreb i retten til kontradiktion (jf. i denne henseende dom af 30.9.2003, Atlantic Container Line m.fl. mod Kommissionen, T-191/98 og T-212/98 – T-214/98, EU:T:2003:245, præmis 352, af 25.10.2005, Groupe Danone mod Kommissionen, T-38/02, EU:T:2005:367, præmis 67, og af 5.10.2020, HeidelbergCement og Schwenk Zement mod Kommissionen, T-380/17, EU:T:2020:471, præmis 652 (ikke trykt i Sml.)).

280    I øvrigt har Kommissionen selv inden for rammerne af nærværende retsforhandlinger givet udtryk for det synspunkt, at den uanset artikel 19 i forordning nr. 1/2003 i overensstemmelse med den ovenfor i præmis 279 nævnte praksis var forpligtet til at udarbejde »kortfattede notater« fra møderne med tredjeparter, når disse fremkom med belastende oplysninger, som den agtede at anvende (jf. præmis 166 ovenfor).

281    Dette var tilfældet i den foreliggende sag for så vidt angår mødet med tredjepartskilden. Det fremgår således af de interne e-mails, som Kommissionen har fremlagt for Retten, at tredjepartskilden fremsatte udtalelser, der var belastende for sagsøgeren, og som i det væsentlige stemte overens med Kommissionens opfattelse efter den administrative procedure, der førte til vedtagelsen af den anfægtede afgørelse, således som denne er beskrevet i underafsnit 11.4.1 i og 412. betragtning til denne afgørelse, hvoraf det fremgår, at »[sagsøgerens] eksklusivitetsbetalinger [havde] reduceret Apples incitamenter til at skifte til konkurrerende leverandører af LTE-chipsæt«.

282    I den foreliggende sag registrerede Kommissionen imidlertid ikke de oplysninger, som tredjepartskilden gav i forbindelse med sine udtalelser, eller svarene på eventuelle spørgsmål, som blev stillet i denne henseende, i noget dokument, end ikke kortfattet, eller på nogen anden måde. I øvrigt henvises der heller ikke til sådanne oplysninger i de interne e-mails.

283    Det følger heraf, at Kommissionen tilsidesatte sine forpligtelser, idet den undlod at omtale det møde, som den havde haft med tredjepartskilden, og undlod at indføre et skriftligt dokument i sagens akter, således at der var adgang til de belastende oplysninger, som tredjepartskilden havde givet mundtligt.

284    I øvrigt kan den omstændighed alene – som det fremgår af præmis 250 ovenfor – at Kommissionen har omtalt dette møde under den foreliggende retssag, ikke råde bod på denne tilsidesættelse.

285    Endvidere kan den omstændighed, at tredjepartskilden i den foreliggende sag ikke ønskede at indgive en formel klage og deltage i undersøgelsen som klager og anmodede om, at den pågældendes henvendelse blev behandlet anonymt og fortroligt, ikke fritage Kommissionen fra at overholde sine forpligtelser og tillade den at tilsidesætte den berørte virksomheds ret til forsvar.

286    Den mulige beskyttelse, som Kommissionen under visse omstændigheder legitimt kan yde en fysisk eller juridisk person, der fremsætter belastende påstande om en virksomheds angivelige konkurrencebegrænsende adfærd, skal således forliges med overholdelsen af retten til forsvar og skal i givet fald ydes på en sådan måde, at udøvelsen af denne ret ikke bliver forgæves, og ved – navnlig under de særlige omstændigheder i den foreliggende sag – at udarbejde en ikke-fortrolig og anonym udgave af det skriftlige dokument eller ved, på grund af de helt særlige eller endog unikke faktiske omstændigheder i den foreliggende sag, kun at give de repræsentanter for den berørte virksomhed, der har givet tilsagn om fortrolighed, adgang til den fortrolige udgave af det skriftlige dokument.

287    Det følger af det ovenstående, at Kommissionen hvad angår mødet med tredjepartskilden under omstændighederne i den foreliggende sag tilsidesatte sine forpligtelser til at give adgang til de belastende oplysninger, som tredjepartskilden havde givet mundtligt.

3)      Tilsidesættelsen af retten til forsvar

288    Hvad angår de konsekvenser, der skal drages af konklusionen i præmis 287 ovenfor, skal det i overensstemmelse med den ovenfor i præmis 160 og 161 nævnte retspraksis fastlægges, hvorvidt sagsøgeren, henset til de faktiske omstændigheder og de specifikke retsregler i den foreliggende sag, i tilstrækkeligt omfang har påvist, at denne bedre ville have været i stand til at varetage sit forsvar, såfremt den pågældende procedurefejl ikke havde foreligget.

289    Det bemærkes for det første, at sagsøgeren gennem sine repræsentanter, der har givet tilsagn om fortrolighed, har gjort gældende, at Kommissionen tilsidesatte sagsøgerens ret til forsvar, idet en passende registrering af det pågældende møde kunne have indeholdt diskulperende oplysninger, herunder om tredjepartskildens begrundelse, idet Kommissionen godtog den pågældende kildes udtalelser uden at foretage en kritisk undersøgelse og byggede sin sag på disse udtalelser, og idet beskyttelsen af denne tredjeparts anonymitet ikke var begrundet. Sagsøgeren har gennem sine repræsentanter, der har givet tilsagn om fortrolighed, tilføjet, at såfremt selskabet havde haft kendskab til det omhandlede møde under den administrative procedure, ville det have kunnet forsvare sig på en anden måde, fremføre yderligere argumenter, fremkomme med præciseringer vedrørende gyldigheden og troværdigheden af tredjepartskildens anmodning om anonymitet, rejse spørgsmålet med høringskonsulenten, kommissæren med ansvar for konkurrence eller Den Europæiske Ombudsmand og anmode om aktindsigt i Kommissionens interne dokumenter.

290    For så vidt som de interne e-mails, som anført ovenfor i præmis 281, omtaler belastende udtalelser fremsat af tredjepartskilden på det omhandlede møde, bemærkes på den ene side, at det fremgår af det materiale, der er blevet fremlagt under retsforhandlingerne, at Kommissionens opfattelse i den anfægtede afgørelse – som der er redegjort for i underafsnit 11.4.1 i og 412. betragtning til denne afgørelse – stemmer overens med de belastende udtalelser, som tredjepartskilden fremsatte på det pågældende møde. På den anden side er det ubestridt, at sagsøgeren – ligesom Retten – ikke råder over præcise informationer om de belastende oplysninger, som tredjepartskilden gav mundtligt til støtte for disse udtalelser. Under disse omstændigheder kan Retten derfor ikke afgøre, i hvilket omfang Kommissionen lagde disse oplysninger til grund i den anfægtede afgørelse eller endog – som hævdet af sagsøgeren gennem de repræsentanter, der har givet tilsagn om fortrolighed – blev uretmæssigt påvirket af tredjepartskildens udtalelser.

291    Under de særlige omstændigheder i den foreliggende sag kan det imidlertid ikke bestrides, at dette møde – således som sagsøgeren i det væsentlige har gjort gældende gennem sine repræsentanter, der har givet tilsagn om fortrolighed – havde en indflydelse under den administrative procedure, der førte til vedtagelsen af den anfægtede afgørelse, uden at sagsøgeren kunne gøre sit synspunkt gældende vedrørende oprindelsen, grundlaget og troværdigheden med hensyn til de af tredjepartskilden fremsatte belastende udtalelser, som stemmer overens med et centralt aspekt i Kommissionens argumentation i den anfægtede afgørelse mod sagsøgeren. I øvrigt kan Kommissionens argument om, at de oplysninger, som tredjepartskilden gav under det pågældende møde, ikke blev anvendt i den anfægtede afgørelse, hvis klagepunkter er godtgjort med andre beviser, ikke tiltrædes. Dette argument antyder således, at tredjepartskilden gav andre oplysninger, som muligvis var belastende, og som Kommissionen endnu ikke har omtalt. Under alle omstændigheder er det stadig uvist, præcist hvilke oplysninger denne tredjepart gav på det pågældende møde.

292    Det skal dernæst bemærkes, at de interne e-mails ligeledes indeholder visse oplysninger om grundene til, at Kommissionen indrømmede tredjepartskilden anonymitet og fortrolig behandling. Som sagsøgeren med rette har påpeget gennem sine repræsentanter, der har givet tilsagn om fortrolighed, ville selskabet bedre have kunnet varetage sit forsvar, hvis det under de helt særlige omstændigheder i den foreliggende sag i givet fald havde været i stand til, gennem sine repræsentanter, der var omfattet af et tilsagn om fortrolighed, at fremsætte bemærkninger under den administrative procedure vedrørende de oplysninger, som tredjepartskilden havde påberåbt sig til støtte for sin anmodning om anonymitet og fortrolighed. Et eventuelt afslag på denne anmodning ville således have kunnet påvirke sagsøgerens forsvar i forbindelse med dennes svar på klagepunktsmeddelelsen, eller endog forløbet af den administrative procedure, ved bl.a. at indebære en kontradiktorisk kontrol af de belastende udtalelser, som tredjepartskilden havde fremsat.

293    Endelig er det ubestridt, at sagsøgeren – ligesom Retten – ud over oplysningerne i de interne e-mails om dels de belastende udtalelser fremsat af tredjepartskilden dels de grunde, der foranledigede Kommissionen til at indrømme kilden anonymitet og fortrolighed (præmis 290 og 292 ovenfor), ikke råder over nogen informationer om, hvorvidt der på det pågældende møde mellem tredjepartskilden og Kommissionen blev drøftet andre punkter af relevans for den undersøgelse, der førte til vedtagelsen af den anfægtede afgørelse.

294    Retten kan således ikke med sikkerhed fastlægge alt, hvad der kan have været genstand for drøftelserne på dette møde, og i hvilket omfang tredjepartskilden mundtligt fremlagde diskulperende oplysninger, neutrale oplysninger eller faktuelle oplysninger for Kommissionen (jf. analogt præmis 207 og 257 ovenfor).

295    Det må derfor konstateres, at det under de særlige omstændigheder i den foreliggende sag, ligeledes henset til de præciseringer, som Kommissionen indførte i den fortrolige udgave af processkriftet af 19. november 2020, som sagsøgerens repræsentanter, der havde givet tilsagn om fortrolighed, fik adgang til, kunne have været nyttigt for sagsøgerens forsvar, såfremt denne havde haft kendskab til det pågældende møde og de beviser, som tredjepartskilden fremlagde for Kommissionen.

296    Det følger af det ovenstående, at Kommissionen, henset til de faktiske omstændigheder og de specifikke retsregler i den foreliggende sag, tilsidesatte sagsøgerens ret til forsvar, for så vidt som den ikke registrerede mødet med tredjepartskilden, og sagsøgeren eller dennes repræsentanter endog først fik oplysninger om, at disse interview havde fundet sted, i forbindelse med nærværende retsforhandlinger som svar på foranstaltningerne med henblik på bevisoptagelse af 12. oktober 2020. Det fremgår således af det materiale, der er blevet fremlagt under retsforhandlingerne som led i bevisoptagelsen den 12. oktober 2020, at der på dette møde kan være givet oplysninger, der var væsentlige for den videre procedure, og som muligvis var relevante for sagsøgeren, således at denne bedre ville have været i stand til at varetage sit forsvar.

297    Henset til denne tilsidesættelse af sagsøgerens ret til forsvar skal det første anbringendes tredje led tiltrædes, for så vidt som det vedrører mødet med en tredjepart, hvorom sagsøgeren har modtaget oplysninger i forbindelse med nærværende retsforhandlinger som svar på foranstaltningerne med henblik på bevisoptagelse af 12. oktober 2020.

298    På baggrund af omstændighederne i den foreliggende sag skal undersøgelsen af det første anbringende fortsættes med dets første led.

3.      Det første anbringendes første led om tilsidesættelse af retten til forsvar, for så vidt som det vedrører forskellene mellem meddelelsen af klagepunkter og den anfægtede afgørelse

299    Det første anbringendes første led vedrører tilsidesættelse af retten til forsvar, for så vidt som klagepunktsmeddelelsen og den anfægtede afgørelse er forskellige på afgørende punkter i analysen og de klagepunkter, der er gjort gældende mod sagsøgeren.

300    Dette led består i det væsentlige af fem klagepunkter. Det første klagepunkt vedrører nærmere bestemt den omstændighed, at klagepunktsmeddelelsen omhandlede markedsmisbrug på markederne for UMTS-chipsæt og LTE-chipsæt, mens den anfægtede afgørelse alene omhandler markedsmisbrug på markedet for LTE-chipsæt. Det fjerde klagepunkt vedrører den omstændighed, at »den del af Apples efterspørgsel, der var »åben for konkurrence«, hvortil der blev taget hensyn i klagepunktsmeddelelsen, på grund af indskrænkningen af misbrugets omfang var en helt anden end den, hvortil der blev taget hensyn i den anfægtede afgørelse«.

301    I øvrigt har sagsøgeren i forbindelse med det tredje anbringendes tredje led, og navnlig det sjette klagepunkt heri, under henvisning til det første anbringendes første led påberåbt sig en tilsidesættelse af sin ret til forsvar og ret til at blive hørt som følge af, at den anfægtede afgørelse afveg fra den skadeteori, som var opstillet i klagepunktsmeddelelsen.

302    Det første og det fjerde klagepunkt i det første anbringendes første led skal derfor behandles samlet, ligeledes i lyset af det sjette klagepunkt i det tredje anbringendes tredje led.

303    Sagsøgeren har i denne forbindelse gjort gældende, at de omhandlede aftaler og de omhandlede betalinger vedrører begge typer chipsæt, der anvendes i Apples enheder (UMTS og LTE), men at den anfægtede afgørelse, til forskel fra klagepunktsmeddelelsen, kun vedrører markedsmisbrug på markedet for LTE-chipsæt. Sagsøgeren har anført, at denne blev frataget muligheden for at gøre sit synspunkt gældende vedrørende den i den anfægtede afgørelse fremlagte analyse af den kritiske margen med hensyn til den afvigende del af Apples efterspørgsel, der var åben for konkurrence, selv om det snævrere anvendelsesområde for den anfægtede afgørelse ikke er til sagsøgerens fordel i denne henseende, og disse forhold i henhold til præmis 140 i dom af 6. september 2017, Intel mod Kommissionen (C-413/14 P, EU:C:2017:632), er afgørende for vurderingen af udelukkelsesevnen. Sagsøgeren har påpeget, at denne på trods af, at den anfægtede afgørelse afviger væsentligt fra klagepunktsmeddelelsen, ikke fik mulighed for at besvare indvendingerne vedrørende analysen af den kritiske margen eller for at korrigere Kommissionens reviderede analyse.

304    Sagsøgeren har tilføjet, at ændringen af konklusionerne vedrørende de relevante chipsæt og den del af Apples efterspørgsel, der var åben for konkurrence, ikke er til dennes fordel. Kommissionen trak de klagepunkter, der vedrørte leveringen af mindst [fortroligt] UMTS-chipsæt, tilbage i den anfægtede afgørelse, og betalingerne vedrørende disse chipsæt var derfor lovlige. I den anfægtede afgørelse så Kommissionen imidlertid bort fra disse enheder og fordrejede herved analysen til skade for sagsøgeren, eftersom betalingerne vedrørende UMTS-chipsættene burde have været udelukket fra analysen af den kritiske margen.

305    Kommissionen har heroverfor anført, at de forskelle, som sagsøgeren har gjort opmærksom på, vedrører den samme adfærd og ikke medførte en ny ret til at blive hørt, og at den ikke var forpligtet til at sende en supplerende klagepunktsmeddelelse til sagsøgeren. Især er begrænsningen af klagepunkterne til kun at omfatte LTE-chipsæt til sagsøgerens fordel og viser, at Kommissionen iagttog sagsøgerens ret til at blive hørt. Desuden var Kommissionen ikke forpligtet til at drøfte sin tvivl om de antagelser, der lå til grund for sagsøgerens analyse af den kritiske margen, med denne. Kommissionen lagde ikke nogen økonomisk model til grund for at konkludere, at eksklusivitetsbetalingerne var egnede til at have konkurrencebegrænsende virkninger, og konkluderede blot, at sagsøgerens analyse af den kritiske margen ikke rejste tvivl om Kommissionens konklusioner. Retten til at blive hørt kan ikke anses for at være tilsidesat, for så vidt som analysen af den kritiske margen blev fremlagt af sagsøgeren, og Kommissionen ikke baserede sig på en anden udgave af denne analyse. Kommissionen har i øvrigt ikke pligt til at give en virksomhed mulighed for at fremsætte bemærkninger til den endelige vurdering af forsvarsanbringenderne, inden den vedtager sin afgørelse.

306    Kommissionen har tilføjet, at argumentet om, at en konkurrerende leverandør ligeledes kunne have fordelt omkostningerne forbundet med kompensationen for eksklusivitetsbetalingerne på [fortroligt] UMTS-chipsættene, ikke kan antages til realitetsbehandling, eftersom det ikke er blevet fremført i stævningen, og at det er irrelevant, idet Apples UMTS-enheder var eksisterende enheder og ikke var åbne for konkurrence med henblik på analysen af den kritiske margen, idet den sidste af disse enheder blev lanceret i 2011, mens analysen af den kritiske margen anvender 2012 som det første referenceår. Ud over at argumentet om, at frafaldelsen af klagepunkterne vedrørende UMTS-chipsæt var ugunstig for sagsøgeren, af de samme grunde ikke kan antages til realitetsbehandling, savner det ligeledes grundlag, idet sagsøgeren ikke har påvist, hvorledes dette kan have haft ugunstige konsekvenser, så meget desto mere som det var sagsøgeren, der i svaret på klagepunktsmeddelelsen hævdede, at Kommissionen burde trække sine klagepunkter vedrørende UMTS-chipsæt tilbage.

307    Det skal indledningsvis bemærkes, at artikel 27, stk. 1, i forordning nr. 1/2003 foreskriver, at parterne skal tilstilles en klagepunktsmeddelelse. Denne meddelelse skal klart angive alle de væsentlige faktiske forhold, som Kommissionen støtter sig på i denne fase af proceduren (kendelse af 7.7.2016, Panasonic mod Kommissionen, C-608/15 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2016:538, præmis 20).

308    Denne angivelse kan dog være summarisk, og Kommissionens afgørelse, hvorved den fastslår, at der foreligger en overtrædelse, skal ikke nødvendigvis være en kopi af klagepunktsmeddelelsens fremstilling af klagepunkterne, da denne meddelelse er et forberedende dokument, hvis faktuelle og retlige bedømmelser alene er af foreløbig karakter. Det påhviler således Kommissionen at høre adressaterne for en klagepunktsmeddelelse og i givet fald tage hensyn til de bemærkninger, hvormed de besvarer de fremførte klagepunkter, ved at ændre sin opfattelse for at tage hensyn til deres ret til forsvar (kendelse af 7.7.2016, Panasonic mod Kommissionen, C-608/15 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2016:538, præmis 21).

309    Endvidere er klagepunktsmeddelelsen et led i sagsbehandlingen og forberedende i forhold til den afgørelse, som danner afslutningen på proceduren. Kommissionen kan følgelig, især i lyset af parternes skriftlige og mundtlige indlæg, frafalde nogle af eller endog samtlige de klagepunkter, som den i begyndelsen rettede mod dem, og således ændre sit standpunkt i deres favør, indtil den endelige beslutning er taget, eller derimod beslutte at tilføje nye klagepunkter, forudsat at den giver de berørte virksomheder lejlighed til at udtale sig om disse (dom af 27.6.2012, Microsoft mod Kommissionen, T-167/08, EU:T:2012:323, præmis 184).

310    Det er kun nødvendigt at give de berørte meddelelse om en udvidelse af klagepunkterne, når resultatet af undersøgelserne foranlediger Kommissionen til at foreholde virksomhederne nye omstændigheder eller mærkbart at ændre vurderingen af beviserne for de bestridte overtrædelser, og ikke når Kommissionen opfylder sin pligt til på baggrund af besvarelsen af klagepunktsmeddelelsen at frafalde klagepunkter, der har vist sig ubegrundede (dom af 27.6.2012, Microsoft mod Kommissionen, T-167/08, EU:T:2012:323, præmis 191).

311    Sagsøgerens argumenter skal vurderes i lyset af disse principper.

312    Disse argumenter vedrører i det væsentlige tre forskellige aspekter.

313    For det første, for så vidt som sagsøgerens argumenter generelt henviser til den omstændighed, at Kommissionen i 388. betragtning til den anfægtede afgørelse fastslog, at der alene forelå markedsmisbrug på markedet for LTE-chipsæt, mens 254. og 256. betragtning til meddelelsen af klagepunkter omtalte markedsmisbrug på markedet for LTE-chipsæt og markedet for UMTS-chipsæt, er dette ganske vist korrekt, men udgør ikke i sig selv en procedurefejl, endsige en tilsidesættelse af sagsøgerens ret til forsvar.

314    I den anfægtede afgørelse indskrænkede Kommissionen nemlig de overtrædelser, som den havde foreholdt sagsøgeren, i forhold til dem, hvorpå klagepunktsmeddelelsen var baseret, idet den frafaldt klagepunkterne vedrørende overtrædelsen på markedet for UMTS-chipsæt. Kommissionen tilføjede med andre ord ikke nye klagepunkter eller beviser mod sagsøgeren, men frafaldt de klagepunkter, som på baggrund af besvarelsen af klagepunktsmeddelelsen viste sig ubegrundede. I overensstemmelse med den ovenfor i præmis 309 og 310 nævnte retspraksis medfører en sådan ændring ikke en forpligtelse for Kommissionen til at meddele sagsøgeren en udvidelse af klagepunkterne.

315    For det andet vedrører sagsøgerens argumenter den omstændighed, at Kommissionen ikke gav sagsøgeren mulighed for at udtale sig om de grunde, der foranledigede Kommissionen til i den anfægtede afgørelse at forkaste den analyse af den kritiske margen, som sagsøgeren havde fremlagt i forbindelse med sin besvarelse af klagepunktsmeddelelsen. Det skal imidlertid bemærkes, at Kommissionen, inden den vedtog den anfægtede afgørelse, ikke var forpligtet til at give sagsøgeren lejlighed til at fremsætte bemærkninger vedrørende grundene til, at den påtænkte at forkaste denne analyse i den anfægtede afgørelse. Retten til at blive hørt omfatter nemlig alle forhold af faktisk eller retlig art, som danner grundlag for beslutningsprocessen, men ikke det endelige standpunkt, som administrationen agter at indtage (jf. dom af 15.3.2006, BASF mod Kommissionen, T-15/02, EU:T:2006:74, præmis 94 og den deri nævnte retspraksis, dom af 19.5.2010, IMI m.fl. mod Kommissionen, T-18/05, EU:T:2010:202, præmis 109, og af 9.3.2015, Deutsche Börse mod Kommissionen, T-175/12, ikke trykt i Sml., EU:T:2015:148, præmis 344).

316    For det tredje har sagsøgeren foreholdt Kommissionen, at den, selv om den frafaldt klagepunkterne vedrørende UMTS-chipsættene, ikke tog hensyn til dette i sin undersøgelse af analysen af den kritiske margen og ikke gav sagsøgeren mulighed for at fremsætte bemærkninger vedrørende de konsekvenser, der skulle drages af denne omstændighed for så vidt angår analysen af den kritiske margen, hvilket var ugunstigt for sagsøgeren. Som det fremgår af sagsøgerens skriftlige indlæg og forklaringer i retsmødet, har selskabet foreholdt Kommissionen, at den ikke gav det mulighed for at blive hørt om de data, der blev anvendt i analysen af den kritiske margen, på baggrund af frafaldelsen af klagepunkterne vedrørende UMTS-chipsæt og således ikke gav det mulighed for at tilpasse disse data.

317    Det skal indledningsvis bemærkes – således som det fremgår af den ovenfor i præmis 159 nævnte retspraksis – at overholdelsen af retten til forsvar kræver, at enhver adressat for en afgørelse, der fastslår, at vedkommende har overtrådt konkurrencereglerne, har været i stand til under den administrative procedure på hensigtsmæssig vis at tilkendegive sit syn på de klagepunkter, som foreholdes den pågældende.

318    Navnlig kan den pågældende virksomhed under den administrative procedure fremlægge beviser til støtte for, at dens adfærd ikke var egnet til at begrænse konkurrencen og navnlig have de foreholdte udelukkelsesvirkninger (jf. i denne retning dom af 6.9.2017, Intel mod Kommissionen, C-413/14 P, EU:C:2017:632, præmis 138).

319    I den foreliggende sag er det ubestridt, at der i den klagepunktsmeddelelse, som Kommissionen sendte til sagsøgeren, blev henvist til misbrug af dominerende stilling på både markedet for LTE-chipsæt og markedet for UMTS-chipsæt. Klagepunktsmeddelelsen vedrørte med andre ord misbrug på to markeder.

320    Det er ligeledes ubestridt, at sagsøgeren i sit svar på klagepunktsmeddelelsen fremlagde en »analyse af den kritiske margen« med henblik på at godtgøre, at den adfærd, som denne blev foreholdt, ikke var egnet til at have udelukkelsesvirkninger på disse to markeder.

321    Som sagsøgeren udtrykkeligt har bekræftet som svar på en foranstaltning med henblik på sagens tilrettelæggelse, uden at Kommissionen har modsagt dette, vedrørte analysen af den kritiske margen, der blev fremlagt som svar på klagepunktsmeddelelsen, de UMTS-chipsæt og LTE-chipsæt, som var omfattet af de omhandlede aftaler, og var baseret på data vedrørende disse to typer chipsæt.

322    Sagsøgerens analyse af den kritiske margen er beskrevet i 487. betragtning til den anfægtede afgørelse og sammenfattet i tabel 16 i denne betragtning.

323    Der er i det væsentlige tale om en økonomisk analyse, som har til formål at vise, at en hypotetisk konkurrent, der er lige så effektiv som sagsøgeren, kunne have konkurreret med sagsøgeren hvad angår leveringen af LTE- og UMTS-chipsæt til Apple, eftersom denne konkurrent ville have kunnet tilbyde en pris, der dækkede dens omkostninger, og samtidig kunne kompensere Apple for tabet af de omhandlede betalinger.

324    Det er ligeledes ubestridt, at Kommissionen i den anfægtede afgørelse, inden den fastslog, at sagsøgeren kun havde misbrugt sin dominerende stilling på markedet for LTE-chipsæt, forkastede denne analyse af den kritiske margen, som sagsøgeren havde fremlagt som svar på klagepunktsmeddelelsen. Som Kommissionen udtrykkeligt har anført i sine skriftlige indlæg, tog den ikke stilling til en anden udgave af denne analyse.

325    I den anfægtede afgørelse redegjorde Kommissionen nærmere bestemt for denne analyse, angav grundene til, at den ikke kunne tiltrædes, og fremlagde en »revideret« analyse, som indeholdt dens korrektioner.

326    Det fremgår i øvrigt af den anfægtede afgørelse, at Kommissionen forkastede den analyse af den kritiske margen, som sagsøgeren havde fremlagt, fordi den indeholdt tre angiveligt fejlagtige antagelser, som den korrigerede i sin »reviderede« analyse, og at den på ingen måde rejste tvivl om, at den pågældende analyse som sådan var et værktøj, hvormed de omhandlede betalingers egnethed til at skabe udelukkelsesvirkninger kunne anfægtes.

327    Med andre ord forkastede Kommissionen i den anfægtede afgørelse for det første den analyse af den kritiske margen, der blev fremlagt som svar på klagepunktsmeddelelsen, og hvis data vedrørte både LTE- og UMTS-chipsæt, og for det andet foretog den en »revideret« analyse af den kritiske margen, idet den fortsat baserede sig på data vedrørende både LTE-chipsæt og UMTS-chipsæt, selv om den i 487., 491., 492., 498., 499. og 503. betragtning til den anfægtede afgørelse ved henvisninger til den pågældende analyse fejlagtigt henviste til LTE-chipsæt alene.

328    I den anfægtede afgørelse fremlagde, undersøgte og reviderede Kommissionen således en analyse af den kritiske margen (vedrørende både markedet for UMTS-chipsæt og LTE-chipsæt), som ikke, eller ikke længere, var relevant i forhold til det markedsmisbrug, der blev fastslået i afgørelsen (som alene vedrørte markedet for LTE-chipsæt).

329    Med denne fremgangsmåde – uanset om de tre indvendinger mod de antagelser, som var anvendt i sagsøgerens analyse af den kritiske margen, og de korrektioner, der i denne forbindelse blev foretaget i den »reviderede« analyse af den kritiske margen, var begrundede – tilsidesatte Kommissionen sagsøgerens ret til forsvar.

330    Som det fremgår af den ovenfor i præmis 318 nævnte retspraksis, kunne sagsøgeren således fremlægge et bevis, såsom analysen af den kritiske margen, der var fremlagt som svar på klagepunktsmeddelelsen, til støtte for, at dens adfærd ikke var egnet til at begrænse konkurrencen og navnlig have udelukkelsesvirkninger.

331    Sagsøgeren gjorde brug af denne mulighed, idet denne i det afsnit i sit svar på klagepunktsmeddelelsen, som tog sigte på at påvise, at der ikke forelå udelukkelsesvirkninger (afsnit VII), viede et underafsnit til at fremlægge sin analyse af den kritiske margen (underafsnit VII.F). Denne analyse af den kritiske margen spillede således en vigtig rolle i sagsøgerens forsvar mod Kommissionens klagepunkter. Desuden afsatte Kommissionen et afsnit i den del af den anfægtede afgørelse, der vedrørte spørgsmålet, om der foreligger misbrug af dominerende stilling (afsnit 11), til undersøgelsen og tilbagevisningen af denne analyse af den kritiske margen (afsnit 11.5).

332    En virksomheds mulighed for at hævde, at en adfærd ikke er egnet til at begrænse konkurrencen og navnlig have udelukkelsesvirkninger, ved at henvise til en økonomisk analyse som f.eks. analysen af den kritiske margen, som sagsøgeren fremlagde i den foreliggende sag, er uden effektiv virkning, hvis rækkevidden af den foreholdte adfærd ændres af Kommissionen efter klagepunktsmeddelelsen, bl.a. hvad angår de berørte markeder.

333    Afgrænsningen af rækkevidden af den foreholdte adfærd påvirker således de økonomiske data, der anvendes i denne analyse, navnlig med hensyn til omkostninger og enhedspriser hvad angår de pågældende produkter, den del af markedet, der er åben for konkurrence, og de omkostninger, som en lige så effektiv konkurrent ville have.

334    En analyse af den kritiske margen vedrørende to angiveligt forskellige og ikke-substituerbare produktmarkeder (såsom, ifølge den anfægtede afgørelse, markederne for henholdsvis UMTS-chipsæt og LTE-chipsæt) adskiller sig nødvendigvis fra en analyse, der kun vedrører et af de to markeder (f.eks. udelukkende markedet for LTE-chipsæt).

335    I den foreliggende sag påvirkes hovedparametrene i en analyse som analysen af den kritiske margen, når det foreholdte markedsmisbrug begrænses til markedet for LTE-chipsæt. Der er for det første tale om de omhandlede betalingers størrelse, eftersom de betalinger, der svarer til UMTS-chipsættene – således som sagsøgeren har påpeget – skulle have været udelukket fra analysen af den kritiske margen. Desuden er der tale om den del, der er åben for konkurrence, hvortil der var taget hensyn i analysen af den kritiske margen, dvs. den del af Apples efterspørgsel, hvorom en konkurrent, der er lige så effektiv som sagsøgeren, ville kunne konkurrere med denne, og hvorpå konkurrenten ville kunne fordele de nødvendige omkostninger til at kompensere Apple for tabet af de omhandlede betalinger. Endelig er der tale om de omkostninger til og priser på chipsættene, hvortil der var taget hensyn i analysen af den kritiske margen, eftersom Kommissionen i den anfægtede afgørelse bl.a. fastslog, at gennemsnitspriserne på UMTS- og LTE-chipsæt ikke var ens (217. betragtning til den anfægtede afgørelse).

336    For så vidt som Kommissionen ændrede klagepunkterne, hvilket påvirkede relevansen af de data, der var anvendt i analysen af den kritiske margen, som sagsøgeren havde fremlagt som svar på klagepunktsmeddelelsen med henblik på at gøre gældende, at virksomhedens adfærd ikke var egnet til at skabe udelukkelsesvirkninger, burde denne virksomhed følgelig – for effektivt at kunne udøve retten til forsvar – have haft mulighed for at blive hørt og i givet fald tilpasse den økonomiske analyse, selv om Kommissionen i en sådan situation i overensstemmelse med den ovenfor i præmis 310 nævnte retspraksis og med konklusionerne ovenfor i præmis 313 og 314 ikke var forpligtet til at meddele sagsøgeren en »udvidelse af klagepunkterne«.

337    Klagepunktsmeddelelsen er således efter sin natur midlertidig og kan ændres under den vurdering, som Kommissionen senere foretager på grundlag af de bemærkninger, som parterne har afgivet for den som svar, og andre betragtninger med hensyn til de faktiske omstændigheder. På grund af denne midlertidige karakter er klagepunktsmeddelelsen på ingen måde til hinder for, at Kommissionen kan ændre sit standpunkt til fordel for de omhandlede virksomheder, uden af den grund at være forpligtet til at give en redegørelse for de eventuelle forskelle i forhold til den foreløbige bedømmelse i denne meddelelse (dom af 16.1.2019, Kommissionen mod United Parcel Service, C-265/17 P, EU:C:2019:23, præmis 36).

338    Disse betragtninger indebærer imidlertid ikke, at Kommissionen efter klagepunktsmeddelelsen kan ændre rækkevidden af de klagepunkter, på grundlag af hvilke den berørte virksomhed har fremlagt en økonomisk analyse som den af sagsøgeren i den foreliggende sag fremlagte analyse af den kritiske margen, uden at gøre virksomheden bekendt med denne ændring og give den mulighed for at gøre sine bemærkninger hertil gældende og i givet fald tilpasse den tidligere fremlagte økonomiske analyse. En sådan fortolkning ville stride imod princippet om overholdelse af retten til forsvar og mod artikel 27, stk. 1, i forordning nr. 1/2003, hvilke bestemmelser kræver, at den pågældende virksomhed gives mulighed for at gøre sine synspunkter gældende om Kommissionens klagepunkter (jf. analogt dom af 16.1.2019, Kommissionen mod United Parcel Service, C-265/17 P, EU:C:2019:23, præmis 31 og 37).

339    Selv om Kommissionen i den anfægtede afgørelse kunne forkaste den af sagsøgeren fremlagte analyse af den kritiske margen vedrørende markedet for LTE-chipsæt og markedet for UMTS-chipsæt, idet den ikke anså den for at rejse tvivl om Kommissionens konklusioner vedrørende markedet for LTE-chipsæt alene, kan det ikke heraf udledes, at Kommissionen på samme måde kunnet forkaste en analyse af den kritiske margen, der alene vedrørte markedet for LTE-chipsæt.

340    Det må derfor konstateres, at sagsøgeren i den foreliggende sag – for at kunne gøre sine synspunkter gældende om de udelukkelsesvirkninger, som den blev foreholdt, hvorved den bedre ville være i stand til at varetage sit forsvar – burde have haft mulighed for at blive hørt og i givet fald tilpasse sin analyse af den kritiske margen for at tage hensyn til frafaldelsen af de klagepunkter, der vedrørte UMTS-chipsæt, idet leveringen af disse chipsæt ikke længere var omfattet af Kommissionens klagepunkter.

341    Denne konstatering kan ikke drages i tvivl af Kommissionens argumenter om, at sagsøgerens argument vedrørende det antal UMTS-chipsæt, hvortil der ikke blev taget hensyn, hvilket var ugunstigt for denne, ikke kan antages til realitetsbehandling og er irrelevant (præmis 306 ovenfor). For det første har sagsøgeren fremsat dette argument i replikken for at underbygge klagepunktet i stævningen, hvorefter ændringen af rækkevidden af markedsmisbruget, hvorved UMTS-chipsæt blev udelukket, var ugunstig for sagsøgeren for så vidt angår dennes analyse af den kritiske margen. Dette argument kan derfor antages til realitetsbehandling. For det andet medtog sagsøgeren UMTS-chipsæt i sin analyse af den kritiske margen, der blev fremlagt som svar på klagepunktsmeddelelsen, da denne meddelelse også omtalte markedsmisbrug på markedet for UMTS-chipsæt og udtrykkeligt – på grundlag af data, som Apple havde fremlagt – anførte, at Apple fra 2011 til 2014 havde købt UMTS-chipsæt af sagsøgeren til et samlet antal enheder, der i det væsentlige svarede til det antal, som sagsøgeren havde lagt til grund (jf. tabel 14 i meddelelsen af klagepunkter). Sagsøgerens argument er således ikke irrelevant.

342    Det følger heraf, at Kommissionen tilsidesatte sagsøgerens ret til forsvar, idet den ikke hørte sagsøgeren om de konsekvenser, som frafaldelsen af klagepunkterne vedrørende markedet for UMTS-chipsæt havde for den analyse af den kritiske margen, som sagsøgeren havde fremlagt med henblik på at godtgøre, at den foreholdte adfærd ikke var egnet til at begrænse konkurrencen og navnlig til at have udelukkelsesvirkninger.

343    Henset til denne tilsidesættelse af sagsøgerens ret til forsvar skal det første anbringendes første led ligeledes tages til følge.

4.      Konklusion

344    Det følger af gennemgangen af det første anbringende, navnlig af dets første og tredje led, at den administrative procedure, der førte til vedtagelsen af den anfægtede afgørelse, er behæftet med adskillige procedurefejl, som påvirkede sagsøgerens ret til forsvar.

345    Af disse grunde, og henset til de tilsidesættelser af sagsøgerens ret til forsvar, der er fastslået i forbindelse med undersøgelsen af det første anbringendes første og tredje led, hver for sig eller samlet, og uden at det er fornødent at tage stilling til dette anbringendes øvrige led, som sagsøgeren har fremført, skal det første anbringende i sagen tages til følge, og den anfægtede afgørelse skal på dette grundlag annulleres.

346    Under omstændighederne i den foreliggende sag skal det tredje anbringende af retsplejehensyn ligeledes undersøges.

C.      Det tredje anbringende vedrørende åbenbare retlige fejl og urigtige skøn hvad angår konklusionen om, at de omhandlede aftaler muligvis var egnede til at skabe konkurrencebegrænsende virkninger

347    Det tredje anbringende består af tre led. Det første led vedrører en åbenbar retlig fejl og en tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet og princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, idet Kommissionen ikke anvendte den korrekte retsregel. Det andet led vedrører åbenbare retlige fejl og urigtige skøn, idet Kommissionen undlod at anvende retspraksis om prispolitik. Det tredje led vedrører et åbenbart urigtigt skøn, for så vidt som Kommissionen konkluderede, at de omhandlede aftaler muligvis var egnede til at skabe konkurrencebegrænsende virkninger.

348    Det tredje led skal undersøges.

1.      Indledende bemærkninger

a)      Principperne fastlagt i retspraksis

349    Det skal bemærkes, at artikel 102 TEUF på ingen måde har til formål at forhindre, at en virksomhed ved egen fortjeneste opnår den dominerende stilling på et marked. Denne bestemmelse har heller ikke til formål at sikre, at konkurrenter, der er mindre effektive end den dominerende virksomhed, kan forblive på markedet (dom af 27.3.2012, Post Danmark, C-209/10, EU:C:2012:172, præmis 21, og af 6.9.2017, Intel mod Kommissionen, C-413/14 P, EU:C:2017:632, præmis 133).

350    Artikel 102 TEUF forbyder bl.a. en dominerende virksomhed at iværksætte former for praksis, der har udelukkelsesvirkninger for de af virksomhedens konkurrenter, der betragtes som værende lige så effektive som den, hvorved virksomhedens dominerende stilling styrkes ved hjælp af andre midler end konkurrence på ydelser (jf. dom af 6.9.2017, Intel mod Kommissionen, C-413/14 P, EU:C:2017:632, præmis 136 og den deri nævnte retspraksis).

351    Det er således ikke enhver eliminering, som nødvendigvis skader den frie konkurrence. Konkurrence på ydelser kan pr. definition føre til, at de mindre effektive konkurrenter, som således er mindre interessante for forbrugerne i forhold til bl.a. pris, udvalg, kvalitet eller innovation, forsvinder fra markedet eller marginaliseres (dom af 27.3.2012, Post Danmark, C-209/10, EU:C:2012:172, præmis 22, og af 6.9.2017, Intel mod Kommissionen, C-413/14 P, EU:C:2017:632, præmis 134).

352    På denne baggrund er en dominerende virksomhed imidlertid særligt forpligtet til ikke ved sin adfærd at skade en effektiv og ufordrejet konkurrence på det indre marked (dom af 6.9.2017, Intel mod Kommissionen, sag C-413/14 P, EU:C:2017:632, præmis 135).

353    Det er i denne forbindelse allerede blevet fastslået, at en virksomhed, som indtager en dominerende stilling på et marked, og som – også efter anmodning fra købere – binder disse købere til sig ved hjælp af en forpligtelse til eller et løfte om at dække hele eller en betydelig del af deres behov udelukkende hos nævnte virksomhed, herved misbruger sin dominerende stilling som nævnt i artikel 102 TEUF, uanset om forpligtelsen står alene eller modsvares af ydelse af en rabat. Det samme gælder, når virksomheden, uden at binde køberne til sig ved en formel forpligtelse, enten ifølge aftaler med køberne eller ensidigt anvender et loyalitetsrabatsystem, dvs. prisnedslag, som ydes på betingelse af, at kunden – i øvrigt uanset beløbet for disse indkøb – udelukkende foretager alle eller en betydelig del af indkøbene til dækning af sine behov hos den markedsdominerende virksomhed (jf. dom af 6.9.2017, Intel mod Kommissionen, C-413/14 P, EU:C:2017:632, præmis 137 og den deri nævnte retspraksis).

354    I det tilfælde, hvor den pågældende virksomhed under den administrative procedure har fremlagt beviser til støtte for, at dens adfærd ikke var egnet til at begrænse konkurrencen og navnlig have de foreholdte udelukkelsesvirkninger, påhviler det imidlertid Kommissionen at foretage en analyse af udelukkelsesevnen hos konkurrenter, der er mindst lige så effektive (jf. i denne retning dom af 6.9.2017, Intel mod Kommissionen, C-413/14 P, EU:C:2017:632, præmis 138-140).

355    For at en adfærd kan have karakter af misbrug, skal den således være egnet til at begrænse konkurrencen og navnlig have de foreholdte udelukkelsesvirkninger, hvilket skal vurderes under hensyntagen til alle relevante faktiske omstændigheder vedrørende denne adfærd (jf. dom af 30.1.2020, Generics (UK) m.fl., C-307/18, EU:C:2020:52, præmis 154 og den deri nævnte retspraksis).

356    Hvis Kommissionen i en beslutning foretager en sådan undersøgelse, påhviler det Retten at undersøge alle de af sagsøgerens argumenter, der rejser tvivl om, hvorvidt der er grundlag for Kommissionens konklusioner vedrørende den omhandlede praksis’ egnethed til at udelukke konkurrenter, som er mindst lige så effektive (jf. i denne retning dom af 6.9.2017, Intel mod Kommissionen, C-413/14 P, EU:C:2017:632, præmis 141).

357    I denne forbindelse skal det endvidere bemærkes, at den legalitetskontrol, der er fastsat i artikel 263 TEUF, omfatter samtlige elementer ved Kommissionens afgørelser vedrørende procedurerne i henhold til artikel 102 TEUF, med hensyn til hvilke Retten sikrer en grundig kontrol, såvel retligt som faktisk, i lyset af de af sagsøgeren rejste anbringender, og henset til samtlige de oplysninger, som disse sidstnævnte har fremlagt, uanset om oplysningerne ligger forud eller efter den trufne afgørelse, og uanset om de forudgående er blevet fremlagt inden for rammerne af den administrative procedure eller for første gang i forbindelse med det søgsmål, der er anlagt for Retten, for så vidt som disse sidstnævnte oplysninger er relevante for kontrollen med lovligheden af Kommissionens afgørelse (dom af 21.1.2016, Galp Energía España m.fl. mod Kommissionen, C-603/13 P, EU:C:2016:38, præmis 72).

358    Selv på områder, der giver anledning til komplekse vurderinger, skal Unionens retsinstanser navnlig ikke blot efterprøve den materielle nøjagtighed af de beviser, der påberåbes, deres troværdighed og sammenhæng, men også kontrollere, om disse oplysninger omfatter alle de relevante oplysninger, som skal tages i betragtning for at kunne vurdere situationen, og om disse oplysninger taler til støtte for de konklusioner, der udledes heraf (jf. i denne retning dom af 10.7.2014, Telefónica og Telefónica de España mod Kommissionen, C-295/12 P, EU:C:2014:2062, præmis 54).

359    Endelig skal Kommissionen på konkurrencerettens område i tilfælde af tvist om, hvorvidt der foreligger en overtrædelse af konkurrencereglerne, føre bevis for de fastslåede overtrædelser og for, at de omstændigheder, som udgør overtrædelsen, faktisk foreligger. Såfremt der hos Retten fortsat er en tvivl, skal dette komme den virksomhed til gode, der er adressat for beslutningen, hvorved en overtrædelse fastslås (dom af 22.11.2012, E.ON Energie mod Kommissionen, C-89/11 P, EU:C:2012:738, præmis 71 og 72).

b)      Sammenfatning af den anfægtede afgørelses opbygning

360    I den anfægtede afgørelses afsnit 11, der er inddelt i otte afsnit, konkluderede Kommissionen, at sagsøgeren havde misbrugt sin dominerende stilling (jf. præmis 33 ovenfor).

361    Nærmere bestemt konkluderede Kommissionen i den anfægtede afgørelses afsnit 11.3, at de omhandlede betalinger var eksklusivitetsbetalinger (395. betragtning til den anfægtede afgørelse).

362    I den anfægtede afgørelses afsnit 11.4 anførte Kommissionen, at formodningen om, at sagsøgerens ydelse af eksklusivitetsbetalinger udgjorde et misbrug af dominerende stilling, under omstændighederne i den foreliggende sag blev bekræftet af analysen af de omhandlede betalingers egnethed til at have konkurrencebegrænsende virkninger (406. betragtning til den anfægtede afgørelse). Dette afsnit er inddelt i fire underafsnit.

363    For det første fandt Kommissionen, at de omhandlede betalinger havde reduceret Apples incitamenter til at skifte til konkurrerende leverandører af LTE-chipsæt (den anfægtede afgørelses underafsnit 11.4.1).

364    For det andet anførte Kommissionen, at Apples interne dokumenter og redegørelser bekræftede, at de omhandlede betalinger havde reduceret Apples incitamenter til at skifte til konkurrerende leverandører af LTE-chipsæt (den anfægtede afgørelses underafsnit 11.4.2).

365    For det tredje fandt Kommissionen, at de omhandlede betalinger dækkede en væsentlig del af markedet for LTE-chipsæt i den omhandlede periode (den anfægtede afgørelses underafsnit 11.4.3).

366    For det fjerde fandt Kommissionen, at Apple var en attraktiv kunde, henset til selskabets betydning for adgangen til eller ekspansionen på det relevante marked (den anfægtede afgørelses underafsnit 11.4.4).

367    I den anfægtede afgørelses afsnit 11.5 konkluderede Kommissionen, at sagsøgerens analyse af den kritiske margen ikke godtgjorde, at dennes eksklusivitetsbetalinger ikke var egnede til at have konkurrencebegrænsende virkninger (488. betragtning til den anfægtede afgørelse).

c)      Sammenfatning af sagsøgerens klagepunkter

368    Som det fremgår af præmis 361 og 362 ovenfor, kvalificerede Kommissionen ikke blot de omhandlede betalinger som eksklusivitetsbetalinger, men foretog desuden en analyse af disse betalingers egnethed til at have konkurrencebegrænsende virkninger. I overensstemmelse med den ovenfor i præmis 356 nævnte retspraksis påhviler det derfor Retten at undersøge sagsøgerens argumenter, der har til formål at rejse tvivl om, hvorvidt der er grundlag for denne analyse.

369    I denne forbindelse har sagsøgeren i det tredje anbringendes tredje led fremsat otte klagepunkter og visse indledende argumenter, hvorved selskabet i det væsentlige har gjort gældende, at Kommissionen foretog åbenbare urigtige skøn i sin analyse af de omhandlede betalingers egnethed til at have konkurrencebegrænsende virkninger og i sin vurdering af den analyse af den kritiske margen, som sagsøgeren havde fremlagt.

370    Hvad angår analysen af de omhandlede betalingers egnethed til at have konkurrencebegrænsende virkninger skal de tre første klagepunkter i det tredje anbringendes tredje led og de indledende argumenter i denne forbindelse undersøges.

2.      Det første klagepunkt i det tredje anbringendes tredje led om manglende hensyntagen til alle relevante omstændigheder

371    Sagsøgeren har gjort gældende, at den anfægtede afgørelse ikke beviser, at de omhandlede aftaler kunne føre til konkurrencebegrænsende udelukkelse af konkurrenter. Kommissionen har ikke godtgjort, at Intel eller en anden konkurrerende virksomhed var i stand til at opfylde Apples strenge tekniske krav og tidsplan. Det anerkendes derimod i den anfægtede afgørelse, at der ikke var nogen konkurrenter, som var i stand til at levere LTE-chipsæt til iPhones i hele den omhandlede periode, og det hævdes ikke, at de omhandlede betalinger påvirkede indkøbsbeslutningerne hvad angår de iPads, der blev lanceret fra 2011 til 2013 og i 2016. Den anfægtede afgørelse søger at påvise, at en enkelt konkurrent (Intel) blev udelukket som leverandør til de iPads, der skulle lanceres i 2014 og 2015, hvilket udgør mindre end 1% af det relevante marked og indebærer, at de omhandlede betalinger ikke kunne udelukke nogen konkurrenter.

372    Sagsøgeren har gjort gældende, at Kommissionen undlod at identificere, analysere eller fortolke visse bestemmende faktiske omstændigheder, og at den anfægtede afgørelse indeholder unøjagtige angivelser med hensyn til de berørte enheder og konkurrenter. Sagsøgeren har anført, at de omhandlede aftaler – således som Kommissionen anerkendte i den anfægtede afgørelse – ikke kunne forhindre en eneste konkurrent i at levere LTE-chipsæt til de iPhone-modeller, der blev lanceret, medens disse aftaler var gældende. Navnlig havde Apple – således som det fremgår af den anfægtede afgørelse – fra 2011 til 2015 ikke nogen alternativ teknisk løsning, som kunne opfylde behovene for LTE-chipsæt til Apples iPhones. Kommissionen hævdede heller ikke, at de omhandlede aftaler kunne forhindre en eneste konkurrent i at levere LTE-chipsæt til de iPad-modeller, der blev lanceret i 2011, 2012, 2013 og 2016. Kommissionen henviste således i det væsentlige kun til en mulig udelukkelse af Intel hvad angår LTE-chipsæt til de iPads, der blev lanceret i 2014 og 2015.

373    Sagsøgeren har tilføjet, at Kommissionen i svarskriftet har anerkendt, at Apple ikke anså Intel for en pålidelig leverandør af LTE-chipsæt til anvendelse i mobiltelefonerne. Sagsøgeren har påvist, at dette ligeledes var tilfældet for alle andre konkurrenter. Endelig har Kommissionen ikke svaret på argumenterne om, at udelukkelsesevnen burde have været fastlagt i forhold til samtlige kunder til chipsæt på det bredere relevante marked. I den anfægtede afgørelse nævnes ikke engang en mulig konkurrencebegrænsende udelukkelse fra markedet i modsætning til den manglende mulighed for at levere til en bestemt kunde.

374    Kommissionen har heroverfor anført, at sagsøgerens argumenter hviler på en grundlæggende fejlagtig forståelse af den anfægtede afgørelse. Kommissionen konkluderede, at sagsøgeren i hele den omhandlede periode havde foretaget eksklusivitetsbetalinger til Apple vedrørende både iPhones og iPads, som kunne have konkurrencebegrænsende virkninger, og at Intel blot var et konkret eksempel på denne udelukkelsesevne. Kommissionens konklusioner omfatter således navnlig, men ikke udelukkende, den omstændighed, at de omhandlede betalinger reelt påvirkede Apples indkøbsbeslutninger vedrørende de iPads, der skulle lanceres i 2014 og 2015. Henset til sagsøgerens fejlagtige forståelse er det ifølge Kommissionen ufornødent, at Retten undersøger det tredje anbringendes tredje led, men under alle omstændigheder har Kommissionen fremført argumenter med henblik på at tilbagevise sagsøgerens argumenter.

375    Kommissionen har således for det første gjort gældende, at sagsøgeren hverken har redegjort systematisk for de relevante omstændigheder eller for grundene til, at Kommissionen angiveligt begik en fejl ved at lægge vægt på de faktorer, som den havde lagt til grund. Endvidere har Kommissionen henvist til de omstændigheder, der er opregnet i 411. betragtning til den anfægtede afgørelse. Den har navnlig anført, at omfanget af sagsøgerens dominerende stilling, markedsdækningen og de betingelser, hvorunder betalingerne blev foretaget, er faktorer, som skal tages i betragtning, fremhævet, at det tredje anbringendes tredje led ikke behandler spørgsmålet om de omhandlede aftalers varighed, præciseret, at de omhandlede betalinger udgjorde et stort beløb, og forklaret, at den anfægtede afgørelse ikke er baseret på eksistensen af en udelukkelsesstrategi. Endelig har Kommissionen forklaret, at de omhandlede betalinger ifølge den anfægtede afgørelse var egnede til at have konkurrencebegrænsende virkninger i hele den omhandlede periode, og at de reelt havde haft konkurrencebegrænsende virkninger på beslutningerne om indkøb af LTE-chipsæt til de iPads, som Apple påtænkte at lancere i 2014 og 2015.

376    For det andet har Kommissionen anført, at den ikke anerkendte, at Intel var en mindre effektiv konkurrent. Sagsøgeren tager ikke højde for konklusionen i 464. betragtning til den anfægtede afgørelse, hvori det anføres, at Apple anså Intel for en interessant kilde til LTE-chipsæt til sine iPads. Under alle omstændigheder er konklusionen i 486. betragtning ikke udelukkende baseret på anerkendelsen af Intel som en lige så effektiv konkurrent, eftersom Kommissionen tog hensyn til de omhandlede betalingers egnethed til at have udelukkelsesvirkninger for en hvilken som helst konkurrent, der var lige så effektiv, og det anføres i 426. betragtning til den anfægtede afgørelse, at Apple havde overvejet tre andre leverandører til de iPads, som efter planen skulle lanceres i 2014.

377    Kommissionen har tilføjet, at det ikke tjener noget formål, at sagsøgeren fastholder, at Intel ikke kunne anses for en lige så effektiv konkurrent, eftersom konklusionen vedrørende de omhandlede betalingers egnethed til at have konkurrencebegrænsende virkninger gælder for en lige så effektiv konkurrent.

378    Indledningsvis skal Kommissionens argumenter om, at det er ufornødent at undersøge det tredje anbringendes tredje led – for så vidt som de skal forstås således, at det gøres gældende, at dette led er uvirksomt – forkastes som ugrundede. Inden for rammerne af dette led er parterne således i det væsentlige uenige om, hvorvidt Kommissionens påvisning i den anfægtede afgørelse af, at de omhandlede betalinger kunne have konkurrencebegrænsende virkninger, er gyldig. Såfremt det tredje anbringendes tredje led måtte vise sig at være begrundet, vil det medføre annullation af den anfægtede afgørelse.

379    I denne forbindelse er det med henblik på undersøgelsen af sagsøgerens argumenter nødvendigt først at erindre om visse faktorer vedrørende den anfægtede afgørelses opbygning og indhold.

380    Det skal først bemærkes, at det relevante marked, som Kommissionen har lagt til grund i den anfægtede afgørelse, er det globale marked for LTE-chipsæt (jf. præmis 31 ovenfor), hvorimod den adfærd, som foreholdes sagsøgeren, alene vedrører dennes kontraktforhold med Apple. Kommissionen fandt nærmere bestemt, at den ulovlige adfærd bestod i, at sagsøgeren ydede de omhandlede betalinger til Apple (artikel 1 i den anfægtede afgørelses dispositive del).

381    Det skal dernæst bemærkes, at Kommissionen i den anfægtede afgørelses afsnit 11.4 konkluderede, at de omhandlede betalinger udgjorde misbrug af dominerende stilling, med den begrundelse, at de var eksklusivitetsbetalinger, der var egnede til at have konkurrencebegrænsende virkninger (406. betragtning til den anfægtede afgørelse), idet de havde reduceret Apples incitamenter til at skifte til sagsøgerens konkurrenter (407. betragtning til den anfægtede afgørelse).

382    Kommissionens påvisning af, at Apples incitamenter til at skifte til sagsøgerens konkurrenter var blevet reduceret, indgik nærmere bestemt i den anfægtede afgørelses underafsnit 11.4.1 og 11.4.2 (407. og 408. betragtning til den anfægtede afgørelse).

383    Endelig bemærkes, at Kommissionen for at nå frem til sin konklusion om, at de omhandlede betalinger var egnede til at have konkurrencebegrænsende virkninger, i den anfægtede afgørelse anførte, at den også havde taget hensyn til den betydelige andel af det relevante marked, der var omfattet af de omhandlede betalinger, som omhandlet i den anfægtede afgørelses underafsnit 11.4.3 (409. og 411. betragtning til den anfægtede afgørelse), til Apples betydning som kunde for adgangen til eller ekspansionen på det relevante marked, som omhandlet i den anfægtede afgørelses underafsnit 11.4.4 (410. og 411. betragtning til den anfægtede afgørelse), og til omfanget af sagsøgerens dominerende stilling, som omhandlet i den anfægtede afgørelses afsnit 10, betingelserne for at yde de omhandlede betalinger, som omhandlet i den anfægtede afgørelses afsnit 11.3, samt varigheden og størrelsen af disse betalinger, som omhandlet i den anfægtede afgørelses underafsnit 11.4.1 og afsnit 11.8 (411. betragtning til den anfægtede afgørelse). Som det fremgår af den anfægtede afgørelse, og som Kommissionen har bekræftet i sine skriftlige indlæg, lagde den derimod ikke til grund, at der forelå en udelukkelsesstrategi, dvs. en konkurrencebegrænsende hensigt fra sagsøgerens side.

384    For så vidt som Kommissionens konklusion om, at de omhandlede betalinger var egnede til at have konkurrencebegrænsende virkninger, som det fremgår af præmis 381 ovenfor, først og fremmest hviler på den vurdering, at disse betalinger havde reduceret Apples incitamenter til at skifte til sagsøgerens konkurrenter, skal det dog først undersøges, om Kommissionen, således som sagsøgeren har gjort gældende, foretog denne vurdering uden at tage hensyn til alle relevante omstændigheder.

385    Det i første række bemærkes, at Kommissionen, som anført i præmis 382 ovenfor, nåede frem til den vurdering, at de omhandlede betalinger havde reduceret Apples incitamenter til at skifte til sagsøgerens konkurrenter, ifølge analysen i den anfægtede afgørelses underafsnit 11.4.1 og 11.4.2.

386    Kommissionen nåede den anfægtede afgørelses underafsnit 11.4.1 for det første frem til denne vurdering (412. betragtning til den anfægtede afgørelse) på grundlag af en sammenlignende analyse af størrelsen af de omhandlede betalinger, som var modtaget i den omhandlede periode (413. betragtning til den anfægtede afgørelse), størrelsen af de omhandlede betalinger, som Apple ville have mistet, såfremt Apple havde lanceret enheder med et LTE-chipsæt fra en af sagsøgerens konkurrenter i hele den omhandlede periode (414. betragtning til den anfægtede afgørelse), og størrelsen af de omhandlede betalinger, som Apple skulle have betalt tilbage, hvis Apple havde lanceret enheder med et LTE-chipsæt fra en af sagsøgerens konkurrenter i 2013, 2014 og 2015 (416. betragtning til den anfægtede afgørelse), samt en eventuel kumulativ virkning af dette tab og denne tilbagebetaling af de omhandlede betalinger (417. betragtning til den anfægtede afgørelse).

387    For det andet fandt Kommissionen i den anfægtede afgørelses underafsnit 11.4.2, at Apples interne dokumenter og redegørelser bekræftede denne vurdering (423. betragtning til den anfægtede afgørelse). Dette underafsnit er igen opdelt i fire afsnit: Det første indeholder Kommissionens analyse af Apples interne dokumenter og redegørelser (den anfægtede afgørelses underafsnit 11.4.2.1), det andet tager sigte på at besvare sagsøgerens argument om, at disse interne dokumenter og redegørelser ikke er pålidelige (den anfægtede afgørelses underafsnit 11.4.2.2), det tredje tager sigte på at imødegå sagsøgerens argument om, at Apple havde anmodet om eksklusivitet (den anfægtede afgørelses underafsnit 11.4.2.3), og det fjerde afsnit tager sigte på at imødegå sagsøgerens argument om, at Apple under alle omstændigheder havde valgt sagsøgeren på grund af dennes LTE-chipsæts højere kvalitet, og indeholder Kommissionens vurdering, hvorefter de omhandlede betalinger, i modsætning til, hvad sagsøgeren har gjort gældende, havde påvirket Apples indkøbsstrategi (den anfægtede afgørelses underafsnit 11.4.2.4).

388    I anden række bemærkes, at bevisførelsen i henholdsvis den anfægtede afgørelses underafsnit 11.4.1 og 11.4.2 – således som det fremgår af indholdet og af Kommissionens forklaringer for Retten – har forskelligt sigte.

389    På den ene side tager den anfægtede afgørelses underafsnit 11.4.1 sigte på at påvise, at de omhandlede betalinger havde reduceret Apples incitamenter til at skifte til sagsøgerens konkurrenter i den omhandlede periode med henblik på indkøb af LTE-chipsæt til alle Apples enheder, dvs. iPhones og iPads. Som det fremgår af den anfægtede afgørelse, og som Kommissionen har forklaret for Retten, baserede den i denne forbindelse sin bevisførelse på en analyse af de omhandlede betalingers egnethed til at have konkurrencebegrænsende virkninger.

390    Med hensyn til Apples efterspørgsel efter LTE-chipsæt, der indgår i Kommissionens analyse, skal det endvidere bemærkes, at Kommissionen i den anfægtede afgørelses underafsnit 11.4.3 med henblik på at bestemme de omhandlede betalingers markedsdækning ligeledes henviste til alle de LTE-chipsæt, som Apple havde købt fra sagsøgeren, uden at sondre mellem iPhones og iPads. Tilsvarende fandt Kommissionen i den anfægtede afgørelses underafsnit 11.4.4, at Apple var en attraktiv kunde for leverandørerne af LTE-chipsæt, uden at sondre mellem iPhones og iPads.

391    Den anfægtede afgørelses underafsnit 11.4.1 vedrører således – ligesom den anfægtede afgørelses underafsnit 11.4.3 og 11.4.4 – Apples samlede efterspørgsel efter LTE-chipsæt til iPhones og iPads. Kommissionen har i øvrigt i sine skriftlige indlæg bekræftet, at den havde konkluderet, at de omhandlede betalinger i hele den omhandlede periode var egnede til at have konkurrencebegrænsende virkninger i forhold til LTE-chipsæt til såvel iPhones som iPads.

392    På den anden side tager den anfægtede afgørelses underafsnit 11.4.2 sigte på – i det væsentlige på grundlag af Apples interne dokumenter og redegørelser – at bekræfte vurderingen i den anfægtede afgørelses underafsnit 11.4.1 og nærmere bestemt – som det fremgår af den anfægtede afgørelse, og som Kommissionen har forklaret for Retten – at påvise, at de omhandlede betalinger reelt havde reduceret Apples incitamenter til at skifte til sagsøgerens konkurrenter hvad angår indkøb af LTE-chipsæt til visse af Apples enheder.

393    I denne forbindelse har Kommissionen i svarskriftet udtrykkeligt bekræftet, at det pågældende underafsnit i den anfægtede afgørelse tog sigte på at påvise, at de omhandlede betalinger »reelt havde påvirket« eller havde den »faktiske virkning, at de påvirkede« Apples beslutninger om indkøb af LTE-chipsæt til »de iPads, som Apple påtænkte at lancere i 2014 og 2015«. Kommissionen har således forklaret, at den konklusion, den nåede frem til i denne henseende, vedrørte de omhandlede betalingers »faktiske virkninger«.

394    Hvad i øvrigt angår Apples efterspørgsel efter LTE-chipsæt, der er omhandlet i Kommissionens analyse i den anfægtede afgørelses underafsnit 11.4.2, har Kommissionen udtrykkeligt bekræftet – efter at den inden for rammerne af foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse blev spurgt, hvad ordene og udtrykkene »enheder«, »lanceret« (i 2014 og 2015) og »skulle lanceres« (i 2014 og 2015), som var anvendt i dette underafsnit, omfattede – at det pågældende underafsnit ikke vedrørte iPhones, men alene iPads, og at der var sket en beklagelig »skrivefejl«, idet det nævnte underafsnit vedrørte iPads, som faktisk var blevet »lanceret« i 2014 og 2015, og den har udtrykkeligt bekræftet, at dette underafsnit alene vedrørte visse »ikke-CDMA«-iPad-modeller, som »skulle lanceres« af Apple i 2014 og 2015.

395    Som det fremgår af den anfægtede afgørelses indhold, og som Kommissionen har bekræftet både i sine skriftlige indlæg og i retsmødet, følger det heraf, at hele Kommissionens analyse i den anfægtede afgørelses underafsnit 11.4.1 vedrører de omhandlede betalingers egnethed til at have konkurrencebegrænsende virkninger i forbindelse med såvel iPhones som iPads, hvilket i øvrigt antydes i overskriften til den anfægtede afgørelses afsnit 11.4, idet denne generelt henviser til disse betalingers »potentielle« konkurrencebegrænsende virkninger. Denne analyse er genstand for nærværende første klagepunkt i det tredje anbringendes tredje led. Endvidere vedrører Kommissionens analyse i den anfægtede afgørelses underafsnit 11.4.2 de virkninger, som de omhandlede betalinger faktisk havde haft i forbindelse med visse iPad-modeller, som Apple påtænkte at lancere i 2014 og 2015. Denne analyse er genstand for det andet og det tredje klagepunkt i det tredje anbringendes tredje led (jf. præmis 429 ff. nedenfor).

396    I tredje række skal analysen af de omhandlede betalingers egnethed til at begrænse konkurrencen og navnlig til at fortrænge konkurrenter, der er mindst lige så effektive, i henhold til den ovenfor i præmis 355 nævnte retspraksis foretages under hensyntagen til alle relevante faktiske omstændigheder vedrørende denne adfærd.

397    Det følger heraf, at analysen af denne adfærds evne til at begrænse konkurrencen ikke kan være af rent hypotetisk karakter, idet den skal tage hensyn til alle de relevante omstændigheder vedrørende den foreholdte adfærd (jf. i denne retning dom af 6.10.2015, Post Danmark, C-23/14, EU:C:2015:651, præmis 65 og 68).

398    I lyset af det ovenstående skal det i fjerde række undersøges, hvorvidt Kommissionen – således som sagsøgeren har gjort gældende – nåede frem til den vurdering, at de omhandlede betalinger havde reduceret Apples incitamenter til at skifte til sagsøgerens konkurrenter med henblik på sine indkøb af LTE-chipsæt til de iPhones og iPads, der skulle lanceres i den omhandlede periode, uden at tage behørigt hensyn til alle relevante faktiske omstændigheder.

399    For det første fremgår det af den anfægtede afgørelse, at Apple havde købt UMTS-chipsæt til de iPhone- og iPad-modeller, der blev lanceret før 2011, fra Infineon, hvis virksomhed med levering af chipsæt blev erhvervet af Intel i 2011 (89. og 90. betragtning til den anfægtede afgørelse). Fra 2011 til 2015 og indtil den 16. september 2016, dvs. i den omhandlede periode, købte Apple udelukkende LTE-chipsæt til iPhones og iPads fra sagsøgeren (168. betragtning til den anfægtede afgørelse). Fra og med iPhone 7, der blev lanceret den 16. september 2016, anvendte Apple Intels LTE-chipsæt i visse udgaver af denne model (91. og 169. betragtning til den anfægtede afgørelse).

400    For det andet skal det, som sagsøgeren har påpeget, bemærkes, at Kommissionen i 322. betragtning til den anfægtede afgørelse i denne afgørelses afsnit 10 vedrørende sagsøgerens dominerende stilling, fastslog, at »Apple fra 2011 til 2015 ikke havde noget alternativ med hensyn til at få dækket sine behov for LTE-chipsæt til iPhones«.

401    Det skal i denne forbindelse først bemærkes, at Kommissionen i den anfægtede afgørelse ikke anførte, hvilket grundlag den havde for sin konstatering i 322. betragtning til afgørelsen. I fodnote 392 hertil – i den udgave af den anfægtede afgørelse, som blev meddelt sagsøgeren – henvises der således til et afsnit i den anfægtede afgørelse, som ikke findes (afsnit 0), og i den offentliggjorte udgave af den anfægtede afgørelse henviser fodnoten uden yderligere forklaring til den anfægtede afgørelses underafsnit 11.4.2. Det skal imidlertid erindres – således som Kommissionen har bekræftet som svar på foranstaltningerne med henblik på sagens tilrettelæggelse – at den anfægtede afgørelses underafsnit 11.4.2 ikke vedrører iPhones, men udelukkende visse iPad-modeller, der skulle lanceres i 2014 og 2015 (præmis 394 ovenfor). Adspurgt herom i retsmødet forklarede Kommissionen, at henvisningen til afsnit 0 i den udgave af den anfægtede afgørelse, der blev meddelt sagsøgeren, skyldtes en teknisk fejl, og at henvisningen til den anfægtede afgørelses underafsnit 11.4.2 i den offentliggjorte udgave af afgørelsen skulle forstås modsætningsvist således, at selv om Apple ifølge 322. betragtning til den anfægtede afgørelse ikke havde noget alternativ til sagsøgerens LTE-chipsæt til de iPhones, som skulle lanceres fra 2011 til 2015, havde Apple ifølge den anfægtede afgørelses underafsnit 11.4.2 et alternativ til visse iPads, som skulle lanceres i 2014 og 2015.

402    Desuden fremgår det af den anfægtede afgørelse, at konklusionen i 322. betragtning til denne afgørelse vedrører manglen på et teknisk alternativ, som kunne dække Apples behov for LTE-chipsæt til iPhones. Kommissionen anførte således i 447. betragtning til den anfægtede afgørelse, med henvisning til Apples bemærkninger til sagsøgerens svar på klagepunktsmeddelelsen, at for så vidt angår enheder, der skulle lanceres i 2016, indebar Intels forbedringer inden for »nøgleteknologier«, at dette selskab kunne komme i betragtning som leverandør til iPhones og ikke kun til iPads. Ligeledes anførte Kommissionen i 491., 492. og 495. betragtning til den anfægtede afgørelse, at Apples behov for LTE-chipsæt til iPhones ikke var åbent for konkurrence fra 2012 til 2015, idet den bl.a. fremhævede, at Intels LTE-chipsæt manglede visse tekniske egenskaber.

403    Som svar på de spørgsmål, som Retten stillede i retsmødet på grundlag af konklusionen i 322. betragtning til den anfægtede afgørelse, bekræftede både Kommissionen og sagsøgeren udtrykkeligt dels, at denne konklusion reelt skulle forstås således, at den henviste til, at der ikke var noget teknisk alternativ, der kunne dække Apples behov for LTE-chipsæt til de iPhones, der skulle lanceres fra 2011 til 2015, dels at denne konklusion var faktuelt korrekt.

404    I øvrigt er det inden for rammerne af den foreliggende tvist ikke nødvendigt at fastlægge, hvilken eller hvilke tekniske egenskaber der var forbundet med ovennævnte mangel på alternativer til de forskellige iPhone-modeller, som Apple skulle lancere fra 2011 til 2015, og navnlig hvorvidt det drejede sig om standarden »Code Division Multiple Access« (CDMA), der bl.a. er nævnt i de redegørelser, som er gengivet i 187. betragtning, punkt 2, samt i 454. og 461. betragtning til den anfægtede afgørelse, den »Voice over LTE«-teknologi (VoLTE), som bl.a. er nævnt i redegørelsen gengivet i fodnote 586 i den anfægtede afgørelse, der (ved en henvisning til fodnote 587) vedrører 447. betragtning til denne afgørelse, den »taleforbindelse« eller »talefunktion«, der er nævnt i redegørelserne i 492. betragtning til den anfægtede afgørelse, eller andre egenskaber.

405    Uanset hvilken teknisk forklaring der er på Kommissionens faktuelle konklusion i 322. betragtning til den anfægtede afgørelse, er det ubestridt mellem parterne, at Apple ikke rådede over noget teknisk alternativ til sagsøgerens LTE-chipsæt til dækning af selskabets behov til de iPhones, som skulle lanceres fra 2011 til 2015.

406    Der er i øvrigt intet i den anfægtede afgørelse, der giver anledning til at antage dels, at Apple påtænkte at indkøbe LTE-chipsæt, som ikke opfyldte selskabets tekniske krav, til de iPhones, der skulle lanceres fra 2011 til 2015, dels at der var andre grunde end tekniske til, at der ikke var noget alternativ vedrørende iPhones, således som det blev konstateret i 322. betragtning til den anfægtede afgørelse.

407    For det tredje konstaterede Kommissionen i 491., 493. og 495. betragtning til den anfægtede afgørelse ligeledes, at det kun var ca. halvdelen af Apples behov for LTE-chipsæt til de iPhones, som skulle lanceres i 2016, der var åbent for konkurrence. I denne henseende baserede Kommissionen sig i 493. betragtning til den anfægtede afgørelse sig på en erklæring fra Apple, der indgik i selskabets bemærkninger til sagsøgerens svar på klagepunktsmeddelelsen, og hvoraf det fremgik, at Apple kun kunne få dækket under halvdelen af sine mængdemæssige behov til de iPhones, som skulle lanceres i 2016, ved indkøb fra Intel. Oplysningerne i den anfægtede afgørelse i denne henseende henviser ligeledes til tekniske overvejelser. Det anføres således i fodnote 586 i den anfægtede afgørelse, der gengiver Apples bemærkninger til sagsøgerens svar på klagepunktsmeddelelsen, at Apple kun kunne dække »ikke-CDMA-delen« af sine behov for LTE-chipsæt til den iPhone, der skulle lanceres i 2016, ved indkøb fra Intel, hvilket bekræfter, at Apple ikke kunne have dækket CDMA-delen af sine behov ved indkøb fra Intel.

408    For det fjerde udgjorde iPhones, ifølge den anfægtede afgørelses skøn, ca. 90% af Apples salg af LTE-enheder i den omhandlede periode og dermed af selskabets behov for LTE-chipsæt, mens iPads tegnede sig for ca. 10% af Apples salg af LTE-enheder i den omhandlede periode og dermed af dette behov (jf. 421. betragtning til den anfægtede afgørelse).

409    Det følger heraf, at Apple hvad angår en meget stor del af sine behov for LTE-chipsæt til de enheder, der skulle lanceres i den omhandlede periode, dvs. alle iPhones, der skulle lanceres fra 2011 til 2015, og over halvdelen af de iPhones, der skulle lanceres i 2016, ikke havde noget teknisk alternativ til sagsøgerens LTE-chipsæt og derfor ikke kunne skifte til konkurrerende leverandører.

410    Den ubestridte omstændighed, at der på det relevante marked ikke fandtes et teknisk alternativ til sagsøgerens LTE-chipsæt til dækning af en meget stor del af Apples behov i den omhandlede periode, er en relevant faktisk omstændighed, der skal tages hensyn til ved analysen af de omhandlede betalingers egnethed til at have udelukkelsesvirkninger, eftersom Kommissionen fastslog, at denne egnethed forelå, på baggrund af Apples samlede behov for LTE-chipsæt og navnlig på baggrund af reduktionen af Apples incitamenter til at skifte til sagsøgerens konkurrenter for at få dækket alle sine behov.

411    For det femte skal det i lyset af det ovenfor anførte konstateres, at Kommissionen nåede frem til den konklusion, at de omhandlede betalinger var egnede til at begrænse konkurrencen, idet de havde reduceret Apples incitamenter til at skifte til sagsøgerens konkurrenter med henblik på indkøb af LTE-chipsæt til iPhones og iPads til dækning af Apples samlede efterspørgsel, på grundlag af en analyse, hvori den ikke tog behørigt hensyn til alle de relevante faktiske omstændigheder vedrørende den foreholdte adfærd.

412    Selv om Kommissionen fandt, at Apple ikke havde noget teknisk alternativ til sagsøgerens LTE-chipsæt til alle de iPhones, der skulle lanceres fra 2011 til 2015, og til over halvdelen af de iPhones, der skulle lanceres i 2016, forbandt den ikke denne relevante faktiske omstændighed, der indebar, at der ikke var konkurrenter, som kunne forsyne Apple med LTE-chipsæt til disse iPhones, med den angivelige reduktion af Apples incitamenter til at skifte til sagsøgerens konkurrenter for at indkøbe LTE-chipsæt til dækning af alle sine behov, således også til iPhones, på trods af at disse enheder udgjorde en meget stor del af Apples behov.

413    I øvrigt baserede Kommissionen sig, på selvmodsigende vis, i den anfægtede afgørelses afsnit 11.5 bl.a. på denne omstændighed med henblik på at forkaste sagsøgerens analyse af den kritiske margen med den begrundelse, at den del af Apples efterspørgsel, som ikke var åben for konkurrence, og som sagsøgeren havde påberåbt sig, ikke tog hensyn til den omstændighed, at Apple ikke kunne have skiftet leverandør af LTE-chipsæt til de iPhones, som skulle lanceres i 2012, 2013, 2014 og 2015, og til over halvdelen af de iPhones, som skulle lanceres i 2016 (491. betragtning og 495. betragtning, punkt 2, til den anfægtede afgørelse).

414    For så vidt som Kommissionen ikke tog hensyn til den omstændighed, at Apple ikke kunne skifte til en anden leverandør for at få opfyldt sine tekniske krav hvad angår en meget stor del af sin efterspørgsel efter LTE-chipsæt (svarende til iPhones, bortset fra under halvdelen af de iPhones, der skulle lanceres i 2016), kunne den under disse omstændigheder ikke gyldigt konkludere, at de omhandlede betalinger havde reduceret Apples incitamenter til at skifte til sagsøgerens konkurrenter for at få opfyldt sine behov vedrørende alle de iPhones og iPads, som skulle lanceres i den omhandlede periode, og at disse betalinger således var egnede til at begrænse konkurrencen på hele det relevante marked for LTE-chipsæt. Den omstændighed – hvortil der ikke blev taget behørigt hensyn i den anfægtede afgørelse – at Apple købte LTE-chipsæt fra sagsøgeren og ikke fra sagsøgerens konkurrenter, fordi der ikke fandtes alternativer, der opfyldte Apples egne tekniske krav, kunne således skyldes konkurrence på ydelser og ikke en konkurrencebegrænsende udelukkelsesvirkning som følge af de omhandlede betalinger.

415    Det er korrekt, at artikel 102 TEUF forbyder adfærd fra en virksomhed med en dominerende stilling, der har til formål at styrke og misbruge denne stilling, navnlig når adfærden tilsigter at fratage de potentielle konkurrenter, der er påvist, en effektiv adgang til et marked (jf. i denne retning dom af 30.1.2020, Generics (UK) m.fl., C-307/18, EU:C:2020:52, præmis 151). I den foreliggende sag kunne Kommissionen ikke, med hensyn til den skadeteori, der er opstillet i den anfægtede afgørelse, som er baseret på en reduktion af Apples incitamenter til at skifte til sagsøgerens konkurrenter for at få dækket alle sine behov for LTE-chipsæt i den omhandlede periode, undlade at tage hensyn til den omstændighed, at Apple på grund af sine egne tekniske krav ikke kunne skifte til sagsøgerens konkurrenter for at få dækket en meget stor del af sin efterspørgsel efter LTE-chipsæt i denne periode.

416    Det skal i øvrigt bemærkes, at Kommissionen i den anfægtede afgørelse på ingen måde gjorde gældende, at sagsøgerens adfærd forhindrede mindre effektive konkurrenter end sagsøgeren i at udvikle produkter, der opfyldte Apples krav, men blot, at Apples incitamenter til at skifte til sagsøgerens konkurrenter for at få dækket alle sine behov for LTE-chipsæt var blevet reduceret. Det skal under alle omstændigheder bemærkes – således som det fremgår af den ovenfor i præmis 351 nævnte retspraksis – at konkurrence på ydelser kan føre til, at de mindre effektive konkurrenter, som således er mindre interessante for forbrugerne i forhold til pris, udvalg, kvalitet eller innovation, forsvinder fra markedet eller marginaliseres.

417    Det følger af det ovenstående, at Kommissionens konklusion om de omhandlede betalingers egnethed til at have udelukkelsesvirkninger, der er begrundet med, at de havde reduceret Apples incitamenter til at skifte til sagsøgerens konkurrenter med henblik på indkøb af LTE-chipsæt til dækning af Apples samlede efterspørgsel, hviler på en analyse, der ikke er blevet foretaget under hensyntagen til alle relevante faktiske omstændigheder, og som derfor er ulovlig.

418    Denne konklusion drages ikke i tvivl af Kommissionens øvrige argumenter.

419    For det første henviste Kommissionen i retsmødet, som svar på Rettens spørgsmål, til 421. betragtning til den anfægtede afgørelse med henblik på at gøre gældende, at der i denne betragtning blev redegjort for den »løftestangseffekt«, som lå til grund for påvisningen af de omhandlede betalingers egnethed til at have konkurrencebegrænsende virkninger. Selv om det ikke var teknisk muligt for sagsøgerens konkurrenter at levere disse chipsæt til iPhones, gjorde de omhandlede aftaler, ifølge Kommissionen, det i det væsentlige muligt for sagsøgeren at anvende denne del af Apples efterspørgsel vedrørende iPhones, som ikke var åben for konkurrence, som løftestang for at udelukke konkurrenterne fra den del af denne efterspørgsel vedrørende iPads, som var åben for konkurrence, og således forhindre konkurrenterne i at ekspandere og vokse på markedet.

420    Det skal i denne forbindelse først påpeges, at Kommissionens argument ikke stemmer overens med den skadeteori, som var opstillet i den anfægtede afgørelse, og som vedrører de omhandlede betalingers egnethed til at have konkurrencebegrænsende virkninger på hele det relevante marked for LTE-chipsæt, med den begrundelse, at Apple blev afholdt fra at dække hele sit behov for LTE-chipsæt til iPhones og iPads med indkøb fra sagsøgerens konkurrenter. Med andre ord vedrører den anfægtede afgørelse en udelukkelsesvirkning, der generelt og uden at sondre vedrører alle LTE-chipsæt til såvel iPhones som iPads, og ikke en udelukkelsesvirkning, der er begrænset til Apples indkøb af LTE-chipsæt til iPads alene. I øvrigt var den overtrædelse, som foreholdes sagsøgeren, i den anfægtede afgørelse defineret i forhold til Apples samlede efterspørgsel efter iPhones og iPads, og selve begrebet »løftestangseffekt«, som sagsøgeren udnyttede i forhold til de forskellige Apple-enheder, indgår ikke i Kommissionens argumentation i den anfægtede afgørelses afsnit 11.4.

421    Det skal dernæst bemærkes, at 421. betragtning til den anfægtede afgørelse ganske vist indgår i denne afgørelses afsnit 11.4.1, men at den har til formål – sammen med 419. og 420. betragtning til denne afgørelse – at besvare et argument fremsat af sagsøgeren under den administrative procedure vedrørende dennes konkurrenters mulighed for at tilbyde Apple tilsvarende incitamenter. Den skadeteori, der ligger til grund for de omhandlede betalingers egnethed til at have konkurrencebegrænsende virkninger, kan derfor ikke anses for at være opstillet i denne betragtning. Desuden indeholder 421. betragtning til den anfægtede afgørelse, i modsætning til, hvad Kommissionen har antydet, under alle omstændigheder ikke nogen præcis angivelse af, at sagsøgeren gennem den del af Apples efterspørgsel efter LTE-chipsæt, som ikke var åben for konkurrence, havde opnået en løftestangseffekt på den del af denne efterspørgsel, der var åben for konkurrence.

422    Endelig skal det for fuldstændighedens skyld bemærkes, at Kommissionens argument i forbindelse med 421. betragtning til den anfægtede afgørelse hviler på den forudsætning, at den anfægtede afgørelse påviser de omhandlede betalingers konkurrencebegrænsende evne i forhold til iPads. Som anført ovenfor i præmis 391 foretog Kommissionen i den anfægtede afgørelses afsnit 11.4.1, 11.4.3 og 11.4.4 en samlet analyse af de omhandlede betalingers egnethed til at have konkurrencebegrænsende virkninger uden at foretage nogen specifik analyse vedrørende iPads. Som anført ovenfor i præmis 392-394 undersøgte Kommissionen imidlertid i den anfægtede afgørelses underafsnit 11.4.2 – hvad angår iPads – udelukkende de angivelige faktiske virkninger af de omhandlede betalinger i forbindelse med ikke-CDMA-iPad-modellerne, der skulle lanceres i 2014 og 2015, en analyse, der er genstand for det andet og det tredje klagepunkt, som behandles nedenfor.

423    For det andet baserede Kommissionen sig, som anført ovenfor i præmis 375, på de i 411. betragtning til den anfægtede afgørelse anførte omstændigheder, hvortil der er henvist i præmis 383 ovenfor, med henblik på at påvise, at den tog hensyn til de relevante omstændigheder i den foreliggende sag.

424    For så vidt som Kommissionen baserede sig på de i den anfægtede afgørelses afsnit 11.3 omhandlede betingelser for ydelse af de omhandlede betalinger, skal det først bemærkes, at den i det nævnte afsnit blot konkluderede, at de omhandlede betalinger var eksklusivitetsbetalinger, og at analysen af disse betalingers angivelige egnethed til at have konkurrencebegrænsende virkninger indgik i denne afgørelses afsnit 11.4. Det skal endvidere bemærkes, at kvalificeringen af de omhandlede betalinger som eksklusivitetsbetalinger under de faktiske omstændigheder i den foreliggende sag ikke var tilstrækkelig til, at det kunne konkluderes, at disse betalinger udgjorde misbrug af dominerende stilling. I overensstemmelse med den ovenfor i præmis 354 nævnte retspraksis var Kommissionen, på baggrund af de indsigelser, som sagsøgeren fremsatte under den administrative procedure, forpligtet til at foretage en analyse af de omhandlede betalingers egnethed til at have konkurrencebegrænsende virkninger og navnlig af deres egnethed til at udelukke konkurrenter, der er mindst lige så effektive.

425    Selv om Kommissionen med rette i det væsentlige har påpeget, at de ovenfor i præmis 383 nævnte faktorer ikke skal lades ude af betragtning, forholder det sig endvidere ikke desto mindre således, at de nævnte faktorer ganske vist kan være relevante for vurderingen af en adfærds egnethed til at have konkurrencebegrænsende virkninger, men at de ikke som sådan, i den foreliggende sag, godtgør en konkurrencebegrænsende virkning og navnlig heller ikke en udelukkelsesvirkning. Det samme gælder omfanget af sagsøgerens dominerende stilling (omhandlet i den anfægtede afgørelses afsnit 10), de omhandlede betalingers varighed og størrelse (omhandlet i den anfægtede afgørelses underafsnit 11.4.1 og afsnit 11.8), den markedsandel, der var omfattet af disse betalinger (omhandlet i den anfægtede afgørelses underafsnit 11.4.3), og Apples betydning som kunde (omhandlet i den anfægtede afgørelses underafsnit 11.4.4). Henvisningen til disse faktorer kan således ikke rejse tvivl om den omstændighed, at Kommissionens påvisning af de omhandlede betalingers egnethed til at have konkurrencebegrænsende virkninger, navnlig hvad angår den pågældende praksis’ evne til at udelukke mindst lige så effektive konkurrenter, i den foreliggende sag ikke blev foretaget på grundlag af alle de relevante faktiske omstændigheder vedrørende den foreholdte adfærd med hensyn til den angivelige reduktion af Apples incitamenter til at skifte til sagsøgerens konkurrenter hvad angår Apples samlede behov for chipsæt til iPhones og iPads.

426    Det skal i øvrigt bemærkes – således som det fremgår af den anfægtede afgørelse, og som Kommissionen udtrykkeligt har anført for Retten – at den i denne afgørelse ikke tog udgangspunkt i en økonomisk model, som f.eks. et kriterium om den lige så effektive konkurrent, med henblik på at konkludere, at de omhandlede betalinger var egnede til at have konkurrencebegrænsende virkninger, og at den i den anfægtede afgørelses afsnit 11.5 blot anførte, at den analyse af den kritiske margen, som sagsøgeren havde fremlagt, ikke rejste tvivl om Kommissionens konklusioner.

427    For det tredje kan Kommissionens argumenter baseret på 426., 464. og 486. betragtning til den anfægtede afgørelse ikke tiltrædes. 426. og 464. betragtning vedrørende den anfægtede afgørelses underafsnit 11.4.2 omhandler nemlig udelukkende visse iPad-modeller, der skulle lanceres i 2014 og 2015, og kan derfor ikke rejse tvivl om konklusionerne i præmis 409 ovenfor i forbindelse med iPhones. Endelig kan konklusionen i 486. betragtning til den anfægtede afgørelse, i modsætning til hvad Kommissionen har anført, heller ikke rejse tvivl om disse konklusioner.

428    Henset til samtlige disse forhold skal det første klagepunkt i det tredje anbringendes tredje led tiltrædes.

3.      Det andet og det tredje klagepunkt i det tredje anbringendes tredje led om manglende påvisning af, at de omhandlede aftaler påvirkede Apples beslutninger vedrørende indkøb til iPads »fra 2014« og »fra 2015«

429    Med det andet og det tredje klagepunkt i det tredje anbringendes tredje led bestrides bevisførelsen i den anfægtede afgørelses underafsnit 11.4.2.

430    Sagsøgeren har bestridt Kommissionens konklusioner i 424. og 451. betragtning til den anfægtede afgørelse og har i denne forbindelse gjort gældende, at den anfægtede afgørelse for så vidt angår den førstnævnte betragtning ikke beviser, at de omhandlede aftaler reducerede Apples incitamenter til at skifte til konkurrerende leverandører vedrørende de »enheder, der blev lanceret i 2014 og 2015«, eller for så vidt angår den sidstnævnte betragtning at de havde påvirket Apples indkøbsstrategi vedrørende »de enheder, der skulle lanceres i 2014 og 2015«.

431    Hvad angår iPads »fra 2014« har sagsøgeren for det første gjort gældende, at den anfægtede afgørelse ikke indeholder noget bevis for, at Apple overvejede at anvende chipsæt fra Intel i de iPads, der »faktisk blev lanceret i oktober 2014«. For det andet henviser Kommissionen ifølge sagsøgeren flere gange til en iPad-model, som Apple »[fortroligt]«, ved navn »[fortroligt]«, men uden at påvise, at de omhandlede aftaler påvirkede Apples indkøbsbeslutning vedrørende denne model. Apple havde således aldrig alvorligt overvejet at anvende Intels chipsæt til denne model, men havde indset, at Intels chipsæt ikke kunne anvendes, hvilket bekræftes af den rapport, som sagsøgeren fremlagde som bilag til sit svar på klagepunktsmeddelelsen. Endelig var forklaringen på, at Apple ikke valgte Intels chipsæt til sine iPads »fra 2014«, at de ikke opfyldte Apples tekniske krav og tidsplan.

432    Sagsøgeren har tilføjet, at Kommissionens argument om, at sagsøgeren vidste, til hvilke enheder Apple overvejede at købe chipsæt fra Intel, er ukorrekt. Desuden indeholder den anfægtede afgørelse ingen analyse vedrørende valget af leverandør til »[fortroligt]«-modellen og opstiller ikke en årsagsforbindelse mellem den første ændring til overgangsaftalen og beslutningen om at anvende sagsøgerens chipsæt til »[fortroligt]«-modellen.

433    Kommissionen har for det første anført, at den anfægtede afgørelse vedrører de enheder, der »skulle lanceres i 2014«, og ikke dem, der »faktisk blev lanceret«. Sagsøgeren var helt bekendt med, til hvilke enheder Apple påtænkte at købe chipsæt fra Intel. Apple har ligeledes bekræftet, at selskabet forsøgte at sprede sine indkøb. Hvad dernæst angår »[fortroligt]«-modellen har Kommissionen fremhævet, at den i 428.-435. betragtning til den anfægtede afgørelse påviste de omhandlede aftalers påvirkning. Desuden påvirkede forhandlingerne mellem sagsøgeren og Apple om den første ændring til overgangsaftalen Apples købsbeslutning, der blev truffet i begyndelsen af 2013. Overgangsaftalen var under alle omstændigheder tilstrækkelig til at påvirke Apple, som overvejede at inddrage Intel i forbindelse med nogle af de iPads, der skulle lanceres i 2014. Endvidere er sagsøgerens argument om, at Apple aldrig alvorligt påtænkte at anvende Intels chipsæt i »[fortroligt]«-modellen, ikke underbygget. Hvad endelig angår den rapport, som sagsøgeren fremlagde som bilag til sit svar på klagepunktsmeddelelsen, har Kommissionen henvist til det svar, Apple afgav i denne forbindelse i sine bemærkninger til sagsøgerens svar på klagepunktsmeddelelsen.

434    Kommissionen har tilføjet, at Apple først havde besluttet [fortroligt], og at denne beslutning var blevet påvirket af forhandlingen om den første ændring til overgangsaftalen og af det tab af de omhandlede betalinger, som overgangsaftalen medførte. Apples dokumenter viser, at de omhandlede betalinger reelt påvirkede beslutningen om indkøb af LTE-chipsæt til de »iPads, som Apple påtænkte at lancere i 2014«.

435    Hvad for det andet angår iPads »fra 2015« har sagsøgeren anført, at Kommissionen ikke henviser til de iPads, som blev »lanceret« i foråret eller i september og november 2015, ej heller til de modeller, som »efter planen skulle lanceres i foråret 2015«, men til en ikke nærmere defineret model, der »skulle lanceres i efteråret 2015«. Til støtte for anbringendet om, at Intels chipsæt blev taget alvorligt under overvejelse, henvises i den anfægtede afgørelse til en enkelt e-mail fra en ingeniør hos Apple, hvis udtalelser Kommissionen fordrejede. Sagsakterne indeholder ikke noget bevis – navnlig ikke fra Apple-medarbejdere, som faktisk traf beslutningerne om køb af chipsæt – for, at Intels chipsæt var en reel mulighed. I øvrigt fremgår det af beviserne i sagsakterne, at Intels chipsæt ikke opfyldte Apples krav med hensyn til teknik og tidsplan.

436    Sagsøgeren har tilføjet, at Kommissionen fortolkede Apples interne dokumenter for første gang i svarskriftet.

437    Kommissionen har vedrørende de omhandlede betalingers faktiske påvirkning af indkøbene af chipsæt anført, at Apples interne e-mails viser Apples interesse for at skifte til en anden leverandør. Endvidere indeholder den e-mail fra en ingeniør hos Apple, hvortil der henvises i 436. betragtning til den anfægtede afgørelse, ikke nogen usikkerhed med hensyn til chipsæt fra Intel, hvilket bekræftes af e-mailen fra en anden Apple-medarbejder. Endelig har Kommissionen henvist til 437. betragtning til den anfægtede afgørelse, der indeholder en udtalelse fra en Apple-medarbejder, som betegner det som uholdbart ud fra et kommercielt synspunkt at skifte til Intels chipsæt på baggrund af de omhandlede betalinger, samt til en udtalelse i Apples bemærkninger til sagsøgerens svar på klagepunktsmeddelelsen. Sagsøgerens argumenter vedrørende tidsplanen for Intels chipsæt er således irrelevante og under alle omstændigheder fejlagtige.

438    Kommissionen har tilføjet, at den rapport, som sagsøgeren fremlagde som bilag til sit svar på klagepunktsmeddelelsen, er baseret på forsøg udført på chipsæt, der anvendes i enheder fra andre producenter, og at konklusionerne derfor ikke er overraskende. I øvrigt har sagsøgeren ikke forklaret, på hvilken måde Kommissionens fortolkning af den e-mail fra en Apple-medarbejder, der er omhandlet i 437. betragtning til den anfægtede afgørelse, er ukorrekt, og har ikke rejst tvivl om den udtalelse fra Apple, som er anført i svarskriftet. Desuden modsiges sagsøgerens argumenter af dennes egne beviser i forbindelse med FTC-retssagen.

a)      Indledende bemærkninger

439    Det bemærkes – således som det fremgår af præmis 392-394 ovenfor – at sigtet med den anfægtede afgørelses underafsnit 11.4.2 er at påvise, at Apples interne dokumenter og redegørelser ifølge Kommissionen bekræfter, at de omhandlede betalinger faktisk reducerede Apples incitamenter til at skifte til sagsøgerens konkurrenter hvad angår indkøb af LTE-chipsæt, specifikt til dækning af behovene til visse af Apples enheder. Som Kommissionen udtrykkeligt har bekræftet for Retten, vedrører denne påvisning de omhandlede betalingers »faktiske virkninger« i forhold til disse enheder.

440    Med andre ord tager det nævnte underafsnit sigte på at bekræfte, at de omhandlede betalinger var egnede til at have konkurrencebegrænsende virkninger, ved at påvise deres faktiske virkninger i forhold til visse enheder.

441    Hvad navnlig angår Apples efterspørgsel, der er omfattet af Kommissionens analyse i den anfægtede afgørelses underafsnit 11.4.2, skal det erindres, at dette underafsnit alene vedrører de omhandlede betalingers angivelige faktiske virkninger i forhold til visse ikke-CDMA-udgaver af visse iPad-modeller, der blev »lanceret« eller »skulle lanceres« i 2014 og i 2015. Underafsnittet vedrører derimod ikke andre iPads, der blev »lanceret« eller »skulle lanceres« i den omhandlede periode.

442    Det skal indledningsvis bemærkes, at denne specifikke påvisning af de omhandlede betalingers angivelige faktiske virkninger, der kun vedrører visse udgaver af iPad-modeller fra 2014 og 2015, ikke kan råde bod på den omstændighed, at Kommissionen ikke tog hensyn til alle relevante faktiske omstændigheder i forbindelse med sin generelle påvisning – der er undersøgt i forbindelse med behandlingen af det første klagepunkt i det tredje anbringendes tredje led – af de omhandlede betalingers egnethed til at have konkurrencebegrænsende virkninger i den omhandlede periode i forhold til Apples samlede behov for LTE-chipsæt til såvel iPhones som iPads.

443    Selv hvis det antages, at det andet og det tredje klagepunkt i det tredje anbringendes tredje led ikke er begrundede, og at der således ikke kan drages tvivl om analysen i den anfægtede afgørelses underafsnit 11.4.2, kan det nævnte underafsnit med andre ord, idet det er begrænset til visse iPads fra 2014 og 2015, ikke gyldigt understøtte konklusionen i den anfægtede afgørelse med hensyn til de omhandlede betalingers konkurrencebegrænsende karakter i hele den omhandlede periode i forhold til Apples samlede behov for LTE-chipsæt til såvel iPhones som iPads.

444    Det er således for fuldstændighedens skyld, at det under omstændighederne i den foreliggende sag skal prøves, om det nævnte underafsnit er begrundet, og dermed hvorvidt Kommissionen, således som sagsøgeren har gjort gældende, ikke behørigt påviste de faktiske virkninger, som de omhandlede betalinger havde på Apples incitamenter til at skifte til sagsøgerens konkurrenter vedrørende de iPad-modeller, der er omhandlet i dette underafsnit.

445    I den foreliggende sag er det andet og det tredje klagepunkt i det tredje anbringendes tredje led hver især i det væsentlige opdelt i tre underklagepunkter, hvoraf det første vedrører identificeringen af de enheder, som er behandlet i den anfægtede afgørelses underafsnit 11.4.2, det andet de beviser, som Kommissionen lagde til grund i dette underafsnit, og det tredje den manglende hensyntagen til andre relevante forhold.

446    Under omstændighederne i den foreliggende sag skal det første underklagepunkt behandles først, derefter behandles det tredje underklagepunkt, og endelig behandles det andet underklagepunkt i lyset af den ovenfor i præmis 357-359 anførte retspraksis.

b)      Det første underklagepunkt vedrørende de enheder, der er omhandlet i den anfægtede afgørelses underafsnit 11.4.2

447    Sagsøgeren har først i det væsentlige gjort gældende, at Kommissionen ikke præciserede, hvilke enheder dens analyse omfattede. Dette klagepunkt stemmer overens med det første klagepunkt i det tredje anbringendes tredje led, inden for rammerne af hvilket sagsøgeren har anført, at Kommissionens argumentation var upræcis, idet den generelt henviste til »enheder« og fejlagtigt omtalte »iPad [fortroligt]« som »[fortroligt]«.

448    Det skal i denne forbindelse indledningsvis bemærkes, at den anfægtede afgørelses underafsnit 11.4.2 igen er opdelt i fire afsnit: Det første (11.4.2.1) indeholder en analyse af Apples interne dokumenter og redegørelser, der foranledigede Kommissionen til at konkludere, at de omhandlede betalinger faktisk reducerede Apples incitamenter til at skifte til konkurrerende leverandører, mens de tre sidste afsnit (11.4.2.2, 11.4.2.3 og 11.4.2.4) i det væsentlige blot er svar på argumenter fremført af sagsøgeren, som ikke påvirker denne konklusion (jf. 423. betragtning til den anfægtede afgørelse og præmis 387 ovenfor).

449    Hvad for det første angår den anfægtede afgørelses underafsnit 11.4.2.1 omfatter det 424.-439. betragtning til denne afgørelse og har, som det fremgår af 424. betragtning, til formål at påvise, at de omhandlede betalinger reducerede Apples incitamenter til at skifte til sagsøgerens konkurrenter, navnlig Intel, hvis chipsæt Apple alvorligt havde overvejet at anvende i de »enheder, der blev lanceret i 2014 og 2015«.

450    I teksten i det nævnte underafsnit henviste Kommissionen imidlertid ikke længere til disse enheder, men til beviser vedrørende »ikke-CDMA-iPad-modellerne« (425. betragtning til den anfægtede afgørelse), til »lanceringen i 2014 af ikke-CDMA-udgaver af iPads« (426. betragtning til den anfægtede afgørelse), til »mobilenheder fra 2014« (427. betragtning til den anfægtede afgørelse), til »[fortroligt]« og til »[fortroligt]« (428. betragtning til den anfægtede afgørelse), til »visse af Apples iPads i 2014« og til »hele Apples portefølje af iPads med mobildata i 2015« (430. betragtning til den anfægtede afgørelse), til »iPad-modellerne fra 2014 og 2015« og til »iPhone-modellen fra 2015« (431. betragtning til den anfægtede afgørelse), til »[fortroligt]«, »oprindeligt planlagt til at blive lanceret i foråret 2014« og »der blev endeligt lanceret i efteråret 2013« (433. betragtning til og fodnote 558 i den anfægtede afgørelse), til »mobilenhederne fra 2014 og 2015« (435. betragtning til den anfægtede afgørelse), til »iPad-modellen fra efteråret 2015« (436. betragtning til den anfægtede afgørelse), til »lanceringen af en iPad […] i 2015« (437. betragtning til den anfægtede afgørelse), til »Apples behov for ikke-CDMA-chipsæt« (438. betragtning til den anfægtede afgørelse) og til »modeller af 2015-enheder« samt til »planlægningen for mobile enheder i efteråret 2015« (439. betragtning til den anfægtede afgørelse). Det må således fastslås, at Kommissionen ikke var konsekvent i sin kvalificering af de enheder og perioder, som de påberåbte beviser vedrører.

451    Hvad dernæst angår den anfægtede afgørelses underafsnit 11.4.2.2 og 11.4.2.3 har de til formål at besvare sagsøgerens argumenter, som dels anfægtede troværdigheden af Apples interne dokumenter og redegørelser, dels gjorde gældende, at det var Apple, der havde anmodet om eksklusivitet.

452    I det første af disse underafsnit henviste Kommissionen både til »enheder lanceret i 2014 og 2015« (442. betragtning til den anfægtede afgørelse) og til »enheder, der skulle lanceres i 2014« (445. betragtning til den anfægtede afgørelse), og endog, i en enkelt sætning, »enheder, der skulle lanceres i 2015«, og til »enheder lanceret i 2015« (446. betragtning til den anfægtede afgørelse).

453    Endelig – hvad angår den anfægtede afgørelses underafsnit 11.4.2.4 – konkluderede Kommissionen som svar på sagsøgerens argumenter om, at Apple under alle omstændigheder havde valgt at foretage sine indkøb hos sagsøgeren på grund af dennes chipsæts overlegenhed (423. betragtning til den anfægtede afgørelse), at de omhandlede betalinger havde påvirket Apples indkøbsstrategi vedrørende de »enheder, der skulle lanceres i 2014 og 2015« (451. betragtning til den anfægtede afgørelse).

454    Selv om Kommissionen i teksten til dette underafsnit henviste til de »enheder, der skulle lanceres i 2014 og 2015« (455. betragtning til den anfægtede afgørelse), og til de »iPads, der skulle lanceres i 2014 og 2015« (464. betragtning til den anfægtede afgørelse), henviste den adskillige gange til »enhederne lanceret i 2014 og 2015« (456.-458., 462. og 463. betragtning til den anfægtede afgørelse) samt til »CDMA-udgaven af iPhone 4, der blev lanceret i februar 2011« (460. betragtning til den anfægtede afgørelse), og til »[fortroligt]« (465. betragtning til den anfægtede afgørelse).

455    Det fremgår af det ovenstående, at Kommissionen i den anfægtede afgørelses underafsnit 11.4.2 fremlagde en generel argumentation, som vedrørte og under ét omhandlede snart »enheder«, snart »iPads«, der blev identificeret forskelligt som bl.a. »fra 2014 og 2015«, »lanceret i 2014 og i 2015«, eller »der skulle lanceres i 2014 og i 2015«, uden at præcisere betydningen af disse udtryk eller deres indbyrdes relation.

456    Nærmere bestemt henviste Kommissionen i 424. betragtning til den anfægtede afgørelse i redegørelsen for sin konklusion i forbindelse med denne afgørelses underafsnit 11.4.2.1 til enhederne »lanceret« i 2014 og i 2015, mens den i 451. betragtning til denne afgørelse i redegørelsen for sin konklusion vedrørende afgørelsens underafsnit 11.4.2.4 henviste til de enheder, »der skulle lanceres« i 2014 og i 2015. I teksten i hvert af disse underafsnit henviste Kommissionen imidlertid ligeledes til andre enheder, hvis benævnelse ikke svarer til dem, der var omhandlet i dens bevisførelse.

457    Kommissionen har ganske vist i svarskriftet og som svar på foranstaltningerne med henblik på sagens tilrettelæggelse præciseret, at den påvisning af de faktiske virkninger af de omhandlede betalinger, der er indeholdt i den anfægtede afgørelses underafsnit 11.4.2, ikke blot ikke vedrørte iPhones, men udelukkende vedrørte visse »ikke-CDMA«-iPad-modeller, der »skulle lanceres« i 2014 og i 2015, og ikke de iPads, der rent faktisk blev »lanceret« i 2014 og i 2015, og har i øvrigt beklaget de misforståelser, som denne »skrivefejl« måtte have forårsaget.

458    Imidlertid kan den fejlagtige identificering af de enheder, der er omfattet af påvisningen af de omhandlede betalingers faktiske virkninger – i modsætning til, hvad Kommissionen har anført – ikke anses for en simpel »skrivefejl«. Således svarer navnlig [fortroligt]-modellen, som er identificeret ved forkortelsen »[fortroligt]«, der er nævnt i 433. og 465. betragtning til den anfægtede afgørelse, ud fra en kommerciel synsvinkel til modellen benævnt »[fortroligt]«, og som Kommissionen selv anførte i den anfægtede afgørelse, blev denne model »lanceret« i efteråret 2013. For så vidt som den nævnte model blev »lanceret« i 2013, er den imidlertid uden relevans i forbindelse med en bevisførelse som den, der er indeholdt i den anfægtede afgørelses underafsnit 11.4.2.1, hvis formål er at undersøge de omhandlede betalingers faktiske virkninger på modellerne »lanceret« i 2014 og i 2015.

459    Det skal endvidere bemærkes, at legalitetskontrollen i henhold til artikel 263 TEUF vedrører den anfægtede retsakt og ikke indholdet af de processkrifter, som sagsøgte har indgivet for Unionens retsinstanser (jf. i denne retning dom af 25.7.2018, Orange Polska mod Kommissionen, C-123/16 P, EU:C:2018:590, præmis 85).

460    Hvad dette angår er Kommissionens argument om, at sagsøgeren havde kendskab til de enheder, til hvilke Apple påtænkte at købe chipsæt fra Intel, i øvrigt irrelevant, for så vidt som Rettens prøvelse, således som det fremgår af præmis 459 ovenfor, vedrører den anfægtede afgørelses indhold. På baggrund af de udtryk, der er anvendt i den anfægtede afgørelse, har sagsøgeren i øvrigt følt sig foranlediget til at anfægte Kommissionens argumentation vedrørende både de enheder, der blev »lanceret«, og de enheder, »der skulle lanceres« (præmis 430 ovenfor).

461    Endelig skal det bemærkes, at det – idet den anfægtede afgørelse ikke indeholder nogen præcisering i denne henseende – ikke tilkommer Retten efterfølgende at fastlægge, hvilke enheder der er omfattet af hvert af de udtryk, som Kommissionen anvendte i de enkelte betragtninger i den anfægtede afgørelses underafsnit 11.4.2.

462    Det må derfor konkluderes, at de beviser, som Kommissionen lagde til grund for sine konklusioner i den anfægtede afgørelses underafsnit 11.4.2, er behæftet med en mangel på sammenhæng, både indbyrdes og i forhold til de konklusioner, som de tager sigte på at underbygge, i denne afgørelses underafsnit 11.4.2.1, 11.4.2.2 og 11.4.2.4, hvilket i øvrigt har betydning for den indre sammenhæng i denne afgørelses underafsnit 11.4.2.

463    Det følger heraf, at Kommissionens vurdering i den anfægtede afgørelses underafsnit 11.4.2 af de omhandlede betalingers faktiske konkurrencebegrænsende virkninger, dvs. at de faktisk reducerede Apples incitamenter til at skifte til konkurrerende leverandører af LTE-chipsæt til visse enheder, mangler sammenhæng mellem de beviser, som den lagde til grund for sine konklusioner.

c)      Det tredje underklagepunkt vedrørende manglende hensyntagen til visse relevante beviser i forbindelse med bevisførelsen i den anfægtede afgørelses underafsnit 11.4.2

464    Sagsøgeren har i det væsentlige gjort gældende, at grunden til, at Apple ikke havde valgt Intels chipsæt, var, at de ikke opfyldte Apples behov med hensyn til teknik og tidsplan for disse enheder, og ikke på grund af de omhandlede betalinger, hvilket Kommissionen ikke tog hensyn til.

465    Selv om det allerede i forbindelse med det første underklagepunkt (jf. præmis 463 ovenfor) er fastslået, at den anfægtede afgørelse er behæftet med en mangel på sammenhæng, skal det endvidere efterprøves, om Kommissionen i sin analyse tog hensyn til alle de relevante forhold, hvortil der skulle tages hensyn. I dette øjemed fortsættes analysen ud fra den antagelse – således som Kommissionen har anført i svarskriftet og i retsmødet – at de enheder, der er omfattet af dens analyse, er »ikke-CDMA«-udgaverne af »[fortroligt]«-modellen (eller »[fortroligt]«-modellen) til 2014 og »[fortroligt]«- og »[fortroligt]«-modellerne til 2015 (herefter »de angiveligt omhandlede modeller«), uden at det er nødvendigt at komme nærmere ind på spørgsmålet om, hvorvidt disse enheder er klart og utvetydigt identificeret i den anfægtede afgørelse.

466    Det skal indledningsvis bemærkes, at spørgsmålet om, hvorvidt LTE-chipsættene fra sagsøgerens konkurrenter reelt var i stand til at opfylde Apples krav med hensyn til teknik og tidsplan hvad angår de angiveligt omhandlede modeller, under omstændighederne i den foreliggende sag er et relevant forhold, hvortil der skal tages hensyn ved analysen af de omhandlede betalingers faktiske virkninger på Apples indkøbsbeslutninger med henblik på dækning af behovene for LTE-chipsæt til de angiveligt omhandlede modeller. Såfremt Apple, således som sagsøgeren har gjort gældende, ikke havde noget alternativ – henset til selskabets tekniske krav og tidsplan – til sagsøgerens LTE-chipsæt hvad angår de angiveligt omhandlede modeller, påvirkede denne omstændighed nødvendigvis Apples indkøbsbeslutninger vedrørende disse modeller og således de eventuelle virkninger, som de omhandlede betalinger kunne have på disse beslutninger.

467    De beviser, som sagsøgeren har påberåbt sig, giver anledning til tvivl i denne henseende.

468    Hvad for det første angår den angiveligt omhandlede model, der »skulle lanceres« i 2014, identificeret ved forkortelsen »[fortroligt]«, fremgår det – således som sagsøgeren har påpeget – af det materiale, der er blevet fremlagt under retsforhandlingerne, at udviklingen af Intels chipsæt ([fortroligt]), som Apple havde overvejet til eventuel anvendelse i »[fortroligt]«-modellen, var [fortroligt].

469    Navnlig omtaler Apples interne redegørelse af [fortroligt], som Kommissionen nævnte i fodnote 612 i den anfægtede afgørelse vedrørende 464. betragtning til denne afgørelse, [fortroligt].

470    De yderligere beviser af 26. juli 2019 underbygger disse konstateringer. Det fremgår således af en intern Apple-e-mail af [fortroligt] vedrørende anvendelsen af chipsæt [fortroligt] til den iPad, som var planlagt til [fortroligt], dvs. »[fortroligt]«-modellen, at [fortroligt], og at [fortroligt]. En anden intern Apple-e-mail af [fortroligt] afslører, at dette chipsæt var [fortroligt], og at, hvis [fortroligt].

471    For så vidt som Apple påtænkte at lancere andre iPad-modeller end »[fortroligt]«-modellen i 2014, skal det i øvrigt bemærkes, at det af sagsakterne under alle omstændigheder fremgår, at chipsættene fra sagsøgerens konkurrenter ikke opfyldte Apples krav med hensyn til teknik og tidsplan. Tabellen med overskriften [fortroligt] vedrørende 2014, der var vedhæftet en intern Apple-e-mail af [fortroligt], viser således, at chipsættene fra sagsøgerens konkurrenter, navnlig Intels chipsæt, ikke fuldt ud opfyldte Apples behov med hensyn til teknik og tidsplan, således som det fremgår af [fortroligt].

472    Som Kommissionen i øvrigt har bekræftet som svar på foranstaltningerne med henblik på sagens tilrettelæggelse, opfyldte Intels chipsæt, som havde været overvejet til »[fortroligt]«-modellen [fortroligt], »delvis« »Apples behov«, idet den manglende egenskab var forbundet med mangel på [fortroligt]-teknologi. Det er i denne henseende tilstrækkeligt at bemærke, at det i en intern Apple-e-mail [fortroligt], hvis emne var [fortroligt], i det væsentlige anføres, at [fortroligt], at [fortroligt] imidlertid [fortroligt], og at [fortroligt] i denne nye sammenhæng. I denne henseende omtaler en intern Apple-e-mail af [fortroligt] en [fortroligt]. I øvrigt påvirkes den pågældende teknologis betydning for de øvrige iPads, som Apple påtænkte at lancere i 2014, ikke af Kommissionens argumenter om udtalelserne fra Apple-medarbejdere vedrørende »[fortroligt]«-modellen eller med hensyn til den daværende situation, hvor denne teknologi ikke havde fået betydning, idet disse argumenter er irrelevante.

473    Hvad for det andet angår de angiveligt omhandlede modeller, der »skulle lanceres« i 2015, fremgår det – således som sagsøgeren har påpeget – af sagsakterne, at chipsættene fra sagsøgerens konkurrenter, navnlig Intels chipsæt, som Apple havde overvejet til eventuel anvendelse i de iPads, som selskabet påtænkte at lancere i 2015, ikke opfyldte Apples krav med hensyn til teknik og tidsplan.

474    For det første har sagsøgeren påberåbt sig tabellen med overskriften [fortroligt] vedrørende 2015, der var vedhæftet en intern Apple-e-mail af [fortroligt]. Denne tabel viser, at Intels chipsæt ikke fuldt ud opfyldte Apples krav med hensyn til teknik og tidsplan, således som det fremgår af [fortroligt].

475    For det andet skal det bemærkes, at to af Apples ingeniører i udvekslingen af interne Apple-e-mails, dateret den 18. februar 2014, som fulgte efter Apples interne e-mail, der er nævnt i 436. betragtning til den anfægtede afgørelse, og hvis indhold blev afsløret i forbindelse med de yderligere beviser af 26. juli 2019, anførte, at Intels chipsæt, som blev overvejet til en iPad, der skulle lanceres i efteråret 2015, med hensyn til funktioner »reelt ikke« var på samme niveau som sagsøgerens chipsæt. Det skal bemærkes, at de to ingeniører præciserede, at denne forskel skyldtes, at Intels chipsæt manglede [fortroligt]-teknologi, som blev anset for at være [fortroligt].

476    Det fremgår af det ovenstående, at adskillige faktiske omstændigheder, som Kommissionen havde kendskab til, og som i øvrigt er bekræftet af det materiale, der er blevet fremlagt under retsforhandlingerne, rejser tvivl om, hvorvidt Intels chipsæt, eller sagsøgerens øvrige konkurrenters chipsæt, var i stand til at opfylde Apples behov med hensyn til teknik og tidsplan vedrørende de angiveligt omhandlede modeller samt i givet fald vedrørende de øvrige iPad-modeller, som Apple påtænkte at lancere i løbet af den samme periode.

477    Kommissionen kunne ikke gyldigt drage den konklusion, at de omhandlede betalinger faktisk havde reduceret Apples incitamenter til at skifte til konkurrerende leverandører af LTE-chipsæt, uden at tage hensyn til den omstændighed, at der ikke var noget teknisk alternativ eller en alternativ tidsplan til sagsøgerens chipsæt, som kunne opfylde Apples behov vedrørende de angiveligt omhandlede modeller.

478    Ganske vist anførte Kommissionen i 464. betragtning til den anfægtede afgørelse, at Apple havde overvejet at anvende Intels chipsæt til de »iPads, der skulle lanceres i 2014 og 2015, og i denne forbindelse tog hensyn til alle parametre, ikke blot den tekniske overlegenhed, herunder de specifikke krav til disse modeller«, og således havde fundet, at Intel ikke var mindre attraktiv end sagsøgeren, i det mindste hvad angår de pågældende modeller. Det fremgår imidlertid ikke klart af ordlyden, hvad Kommissionens udsagn dækker, navnlig hvad angår den nævnte »tekniske overlegenhed«.

479    Selv hvis det antages, at dette udsagn skal forstås således, at Intels LTE-chipsæt ifølge Kommissionen var et brugbart alternativ til de angiveligt omhandlede modeller, også med hensyn til teknik og tidsplan, skal det endvidere bemærkes, at Kommissionen til støtte for denne vurdering i fodnote 612 i den anfægtede afgørelse, der vedrører 464. betragtning til afgørelsen, blot henviste, som eksempel, til tre interne Apple-dokumenter, hvoraf det imidlertid ikke kan konkluderes, at Intels chipsæt opfyldte Apples krav med hensyn til teknik og tidsplan vedrørende de angiveligt omhandlede modeller. Det første dokument, som Kommissionen omtalte, med blot en henvisning til dets forside, er således en redegørelse fra Apple [fortroligt], hvori der snarere henvises til Intels chipsæts [fortroligt] (jf. ligeledes i denne henseende præmis 469 ovenfor), det andet dokument er en intern Apple-e-mail fra oktober 2012, som ligeledes er omtalt i 433. betragtning til den anfægtede afgørelse, og hvori det ganske vist anføres, at Intel ville have været en »god plan« til »[fortroligt]«-modellen, men som ikke indeholder nogen angivelse af, hvorvidt en sådan »plan« kunne gennemføres på baggrund af tidsplanen, og det tredje dokument er en intern Apple-e-mail fra juni 2012, som ligeledes er omhandlet i 428. betragtning til den anfægtede afgørelse, og hvori der henvises til et tilbud fra Intel, som ikke var tilfredsstillende i prismæssig henseende. Ikke alene underbygges Kommissionens udsagn om, at Intel ikke var mindre attraktiv end sagsøgeren til de angiveligt omhandlede modeller, ikke af disse tre dokumenter, men det kan ikke heraf konkluderes, at Apple faktisk, henset til selskabets krav med hensyn til teknik og tidsplan, kunne have købt chipsæt fra sagsøgerens konkurrenter til de angiveligt omhandlede modeller.

480    Det må derfor fastslås, at Kommissionen i den anfægtede afgørelses underafsnit 11.4.2 ikke foretog en reel undersøgelse af, hvorvidt der fandtes konkurrerende leverandører af LTE-chipsæt, hvorfra Apple, på baggrund af sine tekniske krav, herunder tidsplanen, kunne have indkøbt chipsæt til de angiveligt omhandlede modeller.

481    Det følger heraf, at Kommissionens vurdering i den anfægtede afgørelses underafsnit 11.4.2 af de omhandlede betalingers faktiske konkurrencebegrænsende virkninger, dvs. at de reducerede Apples incitamenter til at skifte til konkurrerende leverandører af LTE-chipsæt til de angiveligt omhandlede modeller, ikke blev foretaget på baggrund af alle de relevante forhold, hvortil der skulle tages hensyn.

d)      Det andet underklagepunkt vedrørende de beviser, der blev lagt til grund inden for rammerne af påvisningen i den anfægtede afgørelses underafsnit 11.4.2

482    Sagsøgeren har i det væsentlige gjort gældende, at Kommissionen ikke førte bevis for, at de omhandlede betalinger reducerede Apples incitamenter til at foretage sine indkøb hos sagsøgerens konkurrenter hvad angår de enheder, der var omfattet af Kommissionens analyse.

483    Selv om det allerede i forbindelse med det første underklagepunkt er fastslået (jf. præmis 463 ovenfor), at den anfægtede afgørelse er behæftet med en mangel på sammenhæng, og at Kommissionen ikke tog hensyn til alle relevante forhold (jf. præmis 481 ovenfor), skal det endvidere ligeledes efterprøves, hvorvidt de beviser, som Kommissionen henviste til, taler til støtte for de heraf udledte konklusioner vedrørende de angiveligt omhandlede modeller.

484    Indledningsvis bemærkes for det første, at ingen af de angiveligt berørte modeller bortset fra »[fortroligt]«-modellen er udtrykkeligt omtalt i den anfægtede afgørelses underafsnit 11.4.2. Det fremgår således af dette underafsnit, at Kommissionens bevisførelse ikke specifikt vedrørte hver enkelt af de berørte modeller, men var en samlet bevisførelse med det sigte at dække alle iPads, der blev »lanceret« eller »skulle lanceres« i 2014 og i 2015, og at dens undersøgelse i visse tilfælde endog dækkede begge disse år.

485    Det skal for det andet bemærkes, at Kommissionen i den anfægtede afgørelses underafsnit 11.4.2 hovedsagelig baserede sig på beviser, der hidrørte fra Apple, idet det eneste grundlag for denne afgørelses underafsnit 11.4.2.1 var Apples svar på spørgsmålet [fortroligt] i anmodningen om oplysninger af [fortroligt] og interne Apple-dokumenter, der var vedlagt som bilag til dette svar.

486    Hvad i første række angår den omhandlede model, der »skulle lanceres« i 2014, dvs. ifølge Kommissionen den model, der er identificeret ved forkortelsen »[fortroligt]« (eller »[fortroligt]«), påvises de omhandlede betalingers angivelige virkninger på Apples beslutning om indkøb af LTE-chipsæt – som det fremgår af den anfægtede afgørelse, og som Kommissionen har forklaret i sit svarskrift – i 428.-435. betragtning til den anfægtede afgørelse.

487    Det skal i denne forbindelse først bemærkes, at Kommissionen i 425.-433. betragtning til den anfægtede afgørelse i det væsentlige påpegede de forhold, som efter dens opfattelse påviser, at Apple, før indgåelsen af den første ændring til overgangsaftalen, havde påtænkt at skifte til sagsøgerens konkurrenter hvad angår de angiveligt omhandlede modeller, og at dette kunne være interessant for Apple ud fra et økonomisk synspunkt, eftersom »muligheden for langsigtede besparelser veje[de] tungere end de betalinger, der fulgte af overgangsaftalen«.

488    Selv om vurderingerne i 425.-433. betragtning til den anfægtede afgørelse ganske vist viser, at Apple havde taget hensyn til betalingerne som følge af overgangsaftalen, fremgår det ikke heraf, at de omhandlede betalinger, der fulgte af overgangsaftalen, faktisk havde reduceret Apples incitamenter til at skifte til sagsøgerens konkurrenter hvad angår de angiveligt omhandlede modeller, navnlig »[fortroligt]«-modellen.

489    Som det fremgår af 434. og 435. betragtning til den anfægtede afgørelse, lagde Kommissionen således til grund, at den første ændring til overgangsaftalen var forklaringen på, at Apple ikke længere tog de konkurrerende leverandører i betragtning hvad angår de angiveligt berørte modeller, som Apple påtænkte at lancere i 2014 og 2015.

490    I modsætning til, hvad Kommissionen har gjort gældende, fremgår det følgelig ikke af den anfægtede afgørelse, at overgangsaftalen i sig selv faktisk reducerede Apples incitamenter til at skifte til sagsøgerens konkurrenter hvad angår de angiveligt omhandlede modeller.

491    For det andet skal det bemærkes, at den vurdering, der indgår i 435. betragtning til den anfægtede afgørelse, hvorefter »Apple som følge af den første ændring til overgangsaftalen »helt var ophørt med at tage andre leverandører af chipsæt end sagsøgeren i betragtning vedrørende de mobile enheder fra 2014 og 2015««, udelukkende er baseret på en udtalelse, der indgår i Apples svar på spørgsmålet [fortroligt] i anmodningen om oplysninger af [fortroligt].

492    Det må imidlertid konstateres, at dette svar ikke vedrører »[fortroligt]«-modellen (eller »[fortroligt]«-modellen), som ifølge Kommissionen er den eneste angiveligt omhandlede model fra 2014, der er omtalt i den anfægtede afgørelses underafsnit 11.4.2. Med hensyn til ikke-CDMA-modellerne fra 2014 henvises der i det nævnte svar således kun til [fortroligt]-modellerne. Endvidere findes Apples udtalelse, som er gengivet i 435. betragtning til den anfægtede afgørelse, i den del af Apples svar, der vedrører de to sidstnævnte modeller. Denne udtalelse synes derfor at være irrelevant hvad angår bevisførelsen i den anfægtede afgørelse vedrørende »[fortroligt]«-modellen.

493    For det tredje bemærkes, at Kommissionen i 465. betragtning til den anfægtede afgørelse i forbindelse med denne afgørelses underafsnit 11.4.2.4 anførte [fortroligt] og i denne henseende lagde to udtalelser fra Apple, der stammede fra punkt 52, tredje led, i Apples bemærkninger til sagsøgerens svar på klagepunktsmeddelelsen, til grund.

494    Som sagsøgeren med rette har påpeget, angives det i disse udtalelser imidlertid ikke, at [fortroligt] på grund af de omhandlede betalinger. Navnlig indeholder disse udtalelser ikke nogen oplysninger om grundene til, at [fortroligt]. Da Kommissionen ikke fremlagde afgørende beviser i den anfægtede afgørelse, tilkommer det imidlertid ikke Retten at fastlægge de grunde, der førte til [fortroligt].

495    Hvad i anden række angår de angiveligt berørte modeller, som Apple påtænkte at lancere i 2015, dvs., ifølge Kommissionen, »[fortroligt]«- og »[fortroligt]«-modellen, er påvisningen af de omhandlede betalingers angivelige virkninger – som det fremgår af den anfægtede afgørelse, og som Kommissionen har forklaret i svarskriftet – baseret på de beviser, hvortil der henvises i 436. og 437. betragtning til den anfægtede afgørelse.

496    For så vidt som den udtalelse fra Apple, der gengives i 435. betragtning til den anfægtede afgørelse, generelt henviser samlet til »mobile enheder fra 2014 og 2015«, er det indledningsvis tilstrækkeligt at bemærke, at den blev afgivet hvad angår visse andre iPad-modeller fra 2014 end »[fortroligt]« (præmis 492 ovenfor). Det er således heller ikke godtgjort, at denne udtalelse er relevant hvad angår de angiveligt omhandlede modeller fra 2015.

497    For det første baserede Kommissionen sig i 436. betragtning til den anfægtede afgørelse på et internt dokument fra Apple, der indeholdt en intern e-mailkorrespondance af 18. februar 2014, hvoraf det fremgik, at en ingeniør hos Apple havde foreslået at anvende Intels chipsæt til en iPad-model »fra efteråret 2015«, for så vidt som det »med hensyn til funktioner var på samme niveau« som sagsøgerens chipsæt.

498    Dels præciserer hverken 436. betragtning til den anfægtede afgørelse eller den pågældende interne e-mailkorrespondance, hvilken iPad-model Apple påtænkte at lancere i 2015, og som udtalelsen fra Apple-ingeniøren vedrører. Dels har sagsøgeren inden for rammerne af de yderligere beviser af 26. juli 2019 fremlagt en anden udveksling af interne Apple-e-mails fra samme dag, som viser, at udtalelsen fra Apple-medarbejderen, der er gengivet i 436. betragtning til den anfægtede afgørelse, reelt var blevet draget i tvivl af lederen af Apples ingeniørteam. Lederen havde således som svar herpå tilkendegivet, at Intels chipsæt »med hensyn til funktioner reelt ikke var på samme niveau« som sagsøgerens chipsæt, idet den engelske negation, ordet »not«, i øvrigt var skrevet med versaler i den interne e-mail. Denne vurdering var endvidere blevet bekræftet af en anden Apple-medarbejder i den samme e-mailkorrespondance.

499    Disse omstændigheder rejser således tvivl om grundlaget for vurderingen i 436. betragtning til den anfægtede afgørelse, eftersom den er baseret på en enkelt intern Apple-e-mail, der modsiges af to andre.

500    For det andet henviste Kommissionen i 437. betragtning til den anfægtede afgørelse til en udveksling af interne Apple-e-mails af 20. februar 2014, hvori den interne e-mail, der er omhandlet i 436. betragtning til denne afgørelse, besvares, og hvori en Apple-medarbejder anførte, at en anden medarbejder havde »visse betænkeligheder angående kommercielle strafgebyrer vedrørende tidsplanen« i forbindelse med lanceringen af en iPad, der indeholdt et chipsæt fra en anden leverandør, og den sidstnævnte medarbejder bekræftede, at en sådan lancering var »kommercielt uholdbar«.

501    Det må imidlertid konstateres, at disse e-mails og 437. betragtning til den anfægtede afgørelse ikke henviser til en specifik iPad-model eller til de omhandlede betalinger og aftaler. Det kan derfor ikke på dette grundlag med sikkerhed konkluderes, at disse interne e-mails omhandlede tabet og tilbagebetalingen af de omhandlede betalinger.

502    For så vidt som Kommissionen i sit svarskrift har henvist til en udtalelse fra Apple, der var fremsat i forbindelse med Apples bemærkninger til sagsøgerens svar på klagepunktsmeddelelsen med henblik på at koble de nævnte interne e-mails sammen med de omhandlede betalinger, må det i øvrigt konstateres, at denne udtalelse ikke indgår i 437. betragtning til den anfægtede afgørelse og desuden ikke vedrører de interne e-mails, der er omhandlet i denne betragtning.

503    For det tredje henviste Kommissionen endvidere i 438. betragtning til den anfægtede afgørelse til en økonomisk analyse fra Apples indkøbsteam af 29. januar 2014 vedrørende den økonomiske virkning, som et leverandørskifte i 2015 ville have for behovene for ikke-CDMA-chipsæt, som Apple fremlagde i sit svar på spørgsmålet [fortroligt] i anmodningen om oplysninger af [fortroligt].

504    Det er i denne forbindelse tilstrækkeligt at bemærke – således som Apple har forklaret i sit svar på spørgsmålet [fortroligt] i anmodningen om oplysninger af [fortroligt] – at den pågældende økonomiske analyse »ikke tjente som grundlag for nogen af de indkøbsbeslutninger, som blev truffet af Apples ledelse«, hvorved denne analyse, uanset grundene til, at Apples ledelse ikke lagde den til grund for sine beslutninger – hvilket det ikke tilkommer Retten at fastlægge – ikke gør det muligt at drage en konklusion om de omhandlede betalingers faktiske virkninger på Apples beslutninger om indkøb af LTE-chipsæt.

505    Det følger heraf, at Kommissionen i den anfægtede afgørelses underafsnit 11.4.2 i forbindelse med en samlet analyse, hvor modeller og år blev blandet sammen, baserede sig på beviser, som ikke er relevante, som modsiges af andre forhold, eller som ikke kan underbygge dens konklusioner i forhold til de angiveligt omhandlede modeller, og som følgelig ikke gør det muligt at godtgøre, at de omhandlede betalinger faktisk reducerede Apples incitamenter til at skifte til sagsøgerens konkurrenter med henblik på indkøb af LTE-chipsæt til disse modeller.

506    Af det ovenstående følger for det første, at den anfægtede afgørelses underafsnit 11.4.2. ikke kan råde bod på den ulovlighed, der er konstateret på grundlag af efterprøvelsen af det første klagepunkt i det tredje anbringendes tredje led (præmis 442 og 443 ovenfor), og for det andet, at Kommissionen i den anfægtede afgørelses underafsnit 11.4.2 under alle omstændigheder ikke foretog en analyse, som underbygger konklusionen om, at de omhandlede betalinger faktisk havde reduceret Apples incitamenter til at skifte til sagsøgerens konkurrenter med henblik på indkøb af LTE-chipsæt til de angiveligt omhandlede modeller af ikke-CDMA-iPads, som Apple påtænkte at lancere i 2014 og i 2015.

507    Kommissionen drog således denne konklusion efter en argumentation, der for det første er behæftet med en mangel på sammenhæng mellem de beviser, som den påberåbte til støtte for sine konklusioner (præmis 463 ovenfor), for det andet endvidere blev foretaget uden at tage hensyn til alle relevante forhold i denne henseende (præmis 481 ovenfor) og for det tredje ydermere blev foretaget på grundlag af forhold, der ikke kunne underbygge dens konklusioner (præmis 505 ovenfor).

508    Kommissionens konklusion om, at de omhandlede betalinger faktisk havde konkurrencebegrænsende virkninger, hvilket bekræfter, at de var egnede til at have sådanne virkninger, er derfor ulovlig.

509    Af de samme grunde og i modsætning til, hvad Kommissionen har gjort gældende, kan argumentationen i den anfægtede afgørelses underafsnit 11.4.2 heller ikke, subsidiært, godtgøre, at de omhandlede betalinger var egnede til at have konkurrencebegrænsende virkninger i forhold til de angiveligt omhandlede modeller. Selv hvis det antages, at dette er tilfældet, skal det under alle omstændigheder bemærkes, at den skadeteori, der blev opstillet i den anfægtede afgørelse, ikke vedrører en konkurrencebegrænsende evne hos de omhandlede betalinger, der er begrænset til Apples behov hvad angår de angiveligt omhandlede modeller, men vedrører alle Apples behov i den omhandlede periode, både vedrørende iPhones og iPads (jf. præmis 420, 442 og 443 ovenfor).

510    Henset til samtlige disse forhold skal det andet og det tredje klagepunkt i det tredje anbringendes tredje led tiltrædes.

4.      Konklusion

511    Det følger af efterprøvelsen af det første, det andet og det tredje klagepunkt i det tredje anbringendes tredje led, og uden at det er fornødent at undersøge dette leds øvrige klagepunkter, at kvalificeringen af de omhandlede betalinger som misbrug af dominerende stilling er ulovlig, eftersom undersøgelsen af de omhandlede betalingers egnethed til at have konkurrencebegrænsende virkninger for det første er baseret på en analyse, der ikke blev foretaget under hensyntagen til alle relevante faktiske omstændigheder, og undersøgelsen af de omhandlede betalingers faktiske virkninger for det andet er baseret på en analyse, der ikke underbygger Kommissionens konklusion.

512    Af disse grunde, henset til de ulovligheder, som er fastslået i forbindelse med efterprøvelsen af det første anbringendes tredje led, hver for sig eller samlet, og uden at det er fornødent at tage stilling til dette anbringendes øvrige led, som sagsøgeren har fremført, skal det tredje anbringende tages til følge, og den anfægtede afgørelse skal på dette grundlag annulleres.

D.      Samlet konklusion

513    Eftersom såvel det første anbringende (i dets første og tredje led) som det tredje anbringende (i dets tredje led) er blevet taget til følge, skal den anfægtede afgørelse annulleres, uden at det er fornødent at tage stilling til de øvrige anbringender, der er fremsat i søgsmålet, ej heller til de anmodninger om foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse eller bevisoptagelse, som sagsøgeren har fremsat, for så vidt som disse anmodninger går ud over de foranstaltninger, som Retten har truffet eller anordnet, eller til andre yderligere beviser end de yderligere beviser af 26. juli 2019.

IV.    Sagsomkostninger

514    I henhold til procesreglementets artikel 134, stk. 1, pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom.

515    Da Kommissionen har tabt sagen, bør den i overensstemmelse med sagsøgerens påstande pålægges at bære sine egne omkostninger og betale sagsøgerens omkostninger.

På grundlag af disse præmisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Sjette Udvidede Afdeling):

1)      Kommissionens afgørelse C(2018) 240 final af 24. januar 2018 om en procedure i henhold til artikel 102 TEUF og artikel 54 i EØS-aftalen (sag AT.40220 – Qualcomm (eksklusivitetsbetalinger)) annulleres.

2)      Europa-Kommissionen betaler sagsomkostningerne.

Marcoulli Frimodt Nielsen Schwarcz

Iliopoulos       Norkus

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 15. juni 2022.

Underskrifter

Indhold

*      Processprog: engelsk.

1 –      Fortrolige oplysninger udeladt.