Sag C-326/07

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

mod

Den Italienske Republik

»Traktatbrud – artikel 43 EF og 56 EF – vedtægter for privatiserede virksomheder – kriterier for udøvelsen af visse særlige beføjelser for en medlemsstat«

Sammendrag af dom

1.        Fri bevægelighed for personer – etableringsfrihed – frie kapitalbevægelser – traktatbestemmelser – anvendelsesområde

(Art. 43 EF og 56 EF)

2.        Fri bevægelighed for personer – etableringsfrihed – frie kapitalbevægelser – restriktioner – selskabsret

(Art. 43 EF og 56 EF)

3.        Fri bevægelighed for personer – etableringsfrihed – restriktioner – selskabsret

(Art. 43 EF)

1.        En national lovgivning, der ikke kun finder anvendelse på kapitalinteresser, der giver mulighed for at udøve en bestemmende indflydelse på beslutningerne i et selskab og træffe afgørelse om dets drift, men som ligeledes finder anvendelse, uanset hvor stor en andel aktionæren besidder af kapitalen i et selskab, henhører såvel under artikel 43 EF som under artikel 56 EF.

Hvad angår medlemsstatens ret til at gøre indsigelse mod erhvervelsen af aktieandele og indgåelse af overenskomster mellem aktionærer, der besidder en bestemt procentsats af stemmerettighederne i et givent indenlandsk selskab, skal procentsatsen på 5% af stemmerettighederne, eller i givet fald en fastsat lavere procentsats, gøre de berørte i stand til på effektiv vis at kunne deltage i det pågældende selskabs drift, hvilket er omfattet af bestemmelserne i artikel 56 EF. Det kan imidlertid ikke udelukkes, at indehaverne af kapitalandele i selskaber, hvor der er en generel stor spredning i aktionærkredsen, med aktieposter svarende til disse procentsatser har magten til at udøve en utvivlsom indflydelse på driften af et sådant selskab og bestemme dets aktiviteter, hvilket er omfattet af bestemmelserne i artikel 43 EF. Hertil kommer, at eftersom der med den pågældende nationale lovgivning desuden er indført en minimumsprocentsats, har den omhandlede lovgivning ligeledes til formål at finde anvendelse på de aktieandele, der overstiger denne sats, og som giver en åbenbar mulighed for kontrol.

Hvad angår retten til at nedlægge veto mod visse af beslutningerne i et givent indenlandsk selskab, vedrører denne ret beslutninger om driften af selskabet og dermed udelukkende de aktionærer, der kan udøve en bestemmende indflydelse på de omhandlede selskaber, således at kriterierne for udøvelse af denne ret skal vurderes i henhold til artikel 43 EF. Selv om det således antages, at disse kriterier har restriktive virkninger for de frie kapitalbevægelser, er sådanne virkninger uundgåelige konsekvenser af en eventuel hindring for etableringsfriheden og kan ikke begrunde en selvstændig undersøgelse af den nævnte lovgivning i henhold til artikel 56 EF.

(jf. præmis 36-39)

2.        En medlemsstat, der har vedtaget national lovgivning, som fastlægger de kriterier, der skal lægges til grund ved gennemførelsen af statens særlige beføjelser til at modsætte sig erhvervelsen af aktieandele eller indgåelsen af overenskomster mellem aktionærer, der besidder en bestemt procentsats af stemmerettighederne i de berørte indenlandske selskaber, har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 43 EF og 56 EF, hvis anvendelsen af disse kriterier ikke er et egnet middel til at nå de i dette tilfælde forfulgte mål, eftersom der ikke er nogen sammenhæng mellem kriterierne og beføjelserne.

En medlemsstats beføjelser til at gribe ind, såsom den indsigelsesret, de omhandlede kriterier fastsætter betingelserne for udøvelsen af, og som ikke er underlagt nogen betingelser, med undtagelse af en generel henvisning til beskyttelsen af nationale interesser, der er formuleret uden præcisering af de særlige og konkrete omstændigheder, hvorunder disse beføjelser udøves, udgør således et alvorligt indgreb i de frie kapitalbevægelser. Det skal i denne forbindelse bemærkes, at selv om de omtvistede kriterier vedrører almene interesser af forskellige typer, navnlig forsyninger på energiområdet og forsyningen med varer af væsentlig samfundsmæssig betydning, kontinuitet i den offentlige serviceydelse, sikkerhed for væsentlige offentlige forsyningsvirksomheders installationer, det nationale forsvar, den offentlige sikkerhed og sundhed samt de sundhedsmæssige nødsituationer, er disse kriterier vagt og upræcist formuleret. Den manglende sammenhæng mellem disse kriterier og de særlige beføjelser, som kriterierne finder anvendelse på, forstærker desuden usikkerheden omkring de omstændigheder, hvorunder de omhandlede beføjelser kan udøves, og tillægger dem en skønsmæssig karakter i betragtning af den bedømmelsesmargin, som de nationale myndigheder råder over ved udøvelsen heraf. En sådan bedømmelsesmargin står ikke i et rimeligt forhold til de tilstræbte mål.

Den blotte erklæring i den nationale lovgivning om, at de særlige beføjelser kun må udøves under overholdelse af fællesskabsretten, bevirker ikke, at udøvelsen af disse kriterier er i overensstemmelse med fællesskabsretten. Kriteriernes generelle og abstrakte karakter kan nemlig ikke sikre, at udøvelsen af de særlige beføjelser altid sker i overensstemmelse med fællesskabsrettens krav.

Selv om udøvelsen af de særlige beføjelser kan efterprøves af de nationale domstole, hvilket er nødvendigt, henset til beskyttelsen af personer for så vidt angår anvendelsen af reglerne om de frie kapitalbevægelser, bevirker denne omstændighed ikke i sig selv, at uoverensstemmelsen mellem disse regler og kriterierne for udøvelsen af de særlige beføjelser bringes til ophør.

For så vidt som udøvelsen af indsigelsesrettighederne ligeledes vedrører aktieandele, som giver indehaverne heraf mulighed for at yde en utvivlsom indflydelse på de omhandlede selskabers ledelse og mulighed for at træffe afgørelser om deres drift, og dermed kan begrænse etableringsfriheden, skal det af de samme grunde bemærkes, at de pågældende kriterier tillægger de nationale myndigheder en uforholdsmæssig vid bedømmelsesmargin ved udøvelsen af indsigelsesrettighederne.

(jf. præmis 40, 45, 47 og 51-57 samt domskonkl.)

3.        En medlemsstat, der har vedtaget national lovgivning, som fastlægger de kriterier, der skal lægges til grund ved gennemførelsen af statens særlige beføjelse til at nedlægge veto mod beslutninger i visse indenlandske selskaber om opløsning af selskabet, overdragelse af virksomheden, fusion, spaltning, flytning af hjemstedet til udlandet, ændring af formål samt vedtægtsændringer, som ophæver eller ændrer de særlige beføjelser, har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 43 EF, såfremt det ikke er præciseret, under hvilke omstændigheder vetoretten kan udøves, og lovgivningen går ud over, hvad der er nødvendigt for at nå det anførte mål.

Selv om denne ret i denne henseende kun kan udøves i situationer, hvor der indtræder en alvorlig og reel risiko eller i sundhedsmæssige nødsituationer og under overholdelse af betingelserne i den nationale lovgivning, dvs. når det navnlig er begrundet i hensynet til den offentlige orden, sundhed eller sikkerhed, er investorerne ikke desto mindre uvidende om, hvornår denne vetoret finder anvendelse på grund af den manglende præcisering af de konkrete omstændigheder, hvorunder den omhandlede ret kan udøves. Det må herefter fastslås, at der potentielt set er tale om mange uspecificerede og uspecificerbare situationer, hvor vetoretten kan finde anvendelse, hvilket overlader de nationale myndigheder en vid skønsmargen. Den pågældende nationale lovgivning indeholder således ikke nogen præcisering af de konkrete omstændigheder, hvorunder vetoretten kan udøves, og de i lovgivningen angivne kriterier er således ikke baseret på objektive betingelser, der kan kontrolleres af domstolene.

Angivelsen af, at vetoretten kun må udøves under overholdelse af fællesskabsretten, og den omstændighed, at udøvelsen heraf henhører under de nationale domstoles kontrol, bevirker ikke, at den pågældende nationale lovgivning er i overensstemmelse med fællesskabsretten.

(jf. præmis 45, 60-63, 66 og 72-74 samt domskonkl.)