Language of document :

Sag anlagt den 26. april 2012 - HTTS mod Rådet

(Sag T-182/12)

Processprog: tysk

Parter

Sagsøger: HTTS Hanseatic Trade Trust & Shipping GmbH (Hamborg, Tyskland) (ved advokaterne J. Kienzle og M. Schlingmann)

Sagsøgt: Rådet for Den Europæiske Union

Sagsøgerens påstande

Rådets forordning (EU) nr. 267/2012 af 23. marts 2012 om restriktive foranstaltninger over for Iran og om ophævelse af forordning (EU) nr. 961/2010 annulleres, for så vidt som den vedrører sagsøgeren.

Rådet tilpligtes at betale sagens omkostninger, navnlig dem, der er afholdt af sagsøgeren.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren gjort tre anbringender gældende.

Første anbringende: Tilsidesættelse af sagsøgerens ret til forsvar

Rådet har tilsidesat sagsøgerens ret til en effektiv retsbeskyttelse og navnlig begrundelsespligten, idet Rådet ikke har angivet en tilstrækkelig begrundelse for sagsøgerens genopførelse på listerne over de personer, enheder og organer, som i henhold til artikel 23 i den anfægtede forordning er undergivet restriktive foranstaltninger.

Rådet har tilsidesat sagsøgerens ret til at blive hørt, idet Rådet ikke har givet sagsøgeren mulighed for at fremsætte bemærkninger inden genopførelsen på sanktionslisterne og derigennem foranledige Rådet til at foretage en fornyet overvejelse.

Andet anbringende: Manglende grundlag for sagsøgerens genopførelse på sanktionslisterne

De grunde, som Rådet har angivet for sagsøgerens genopførelse på sanktionslisterne, kan ikke begrunde genopførelsen, og de er indholdsmæssigt forkerte. Navnlig er sagsøgeren ikke kontrolleret af IRISL.

Sagsøgerens opførelse på sanktionslisterne beror på Rådets åbenbare fejlskøn med hensyn til sagsøgerens situation og virksomhed.

Tredje anbringende: Tilsidesættelse af sagsøgerens grundlæggende ejendomsret

Sagsøgerens genopførelse på sanktionslisterne udgør et ubegrundet indgreb i sagsøgerens grundlæggende ejendomsret, idet sagsøgeren som følge af Rådets utilstrækkelige begrundelse ikke er i stand til at forstå grundene til, at den er blevet opført på listen over de personer, der er omfattet af sanktionerne.

Sagsøgerens opførelse på sanktionslisterne udgør et uforholdsmæssigt indgreb i dens ejendomsret og er åbenbart uegnet til at opfylde de formål, der forfølges med den anfægtede forordning. Opførelsen på listen går under alle omstændigheder ud over, hvad der er nødvendigt for at opnå disse formål.

____________