Sag T-512/09

Rusal Armenal ZAO

mod

Rådet for Den Europæiske Union

»Dumping – import af visse typer folie af aluminium med oprindelse i Armenien, Brasilien og Kina – Armeniens tiltrædelse af WTO – status som virksomhed, der opererer under markedsøkonomiske vilkår – artikel 2, stk. 7, i forordning (EF) nr. 384/96 – forenelighed med antidumpingaftalen – artikel 277 TEUF«

Sammendrag – Rettens dom (Anden Udvidede Afdeling) af 5. november 2013

1.      Internationale aftaler – overenskomsten om oprettelse af Verdenshandelsorganisationen – GATT af 1994 – ikke muligt at påberåbe sig WTO’s aftaler for at anfægte en EU-retsakts lovlighed – undtagelser – EU-retsakt, der tilsigter gennemførelsen deraf, eller som udtrykkeligt og præcist henviser dertil

(Art. 263, stk. 1, TEUF; almindelig overenskomst om told og udenrigshandel 1994; Rådets forordning nr. 384/96)

2.      Fælles handelspolitik – beskyttelse mod dumping – dumpingmargen – fastsættelse af normalværdien – import fra et andet WTO-medlem – pligt for importlandet til at anvende regler, der er forenelige med antidumpingaftalens artikel 2.1 og 2.2 – undtagelser – denne aftales artikel 2.7 og stk. 1 til artikel VI i GATT af 1994 – bestemmelser i instrumenterne for eksportlandets tiltrædelse af WTO

(Den almindelige overenskomst om told og udenrigshandel 1994, art. VI.1; aftale om anvendelsen af artikel VI i den almindelige overenskomst om told og udenrigshandel 1994, art. 2.1, 2.2 og 2.7; Rådets forordning nr. 384/96, art. 2, stk. 7)

3.      Fælles handelspolitik – beskyttelse mod dumping – dumpingmargen – fastsættelse af normalværdien – indførsel fra lande uden markedsøkonomi – liste over lande, der anses for at være uden markedsøkonomi, i fodnoten til artikel 2, stk. 7, litra a), i forordning nr. 384/96 – land, der har tiltrådt WTO, og som stadig figurerer på den pågældende liste – metoden for et tredjeland med markedsøkonomi ikke anvendelig

(Art. 277 TEUF; den almindelige overenskomst om told og udenrigshandel 1994, art. VI.1; aftale om anvendelsen af artikel VI i den almindelige overenskomst om told og udenrigshandel 1994, art. 2.1 og 2.2; Rådets forordning nr. 384/96, art. 2)

1.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 36)

2.      De regler, der er indført i artikel 2.1 og 2.2 i aftalen om anvendelsen af artikel VI i den almindelige overenskomst om told og udenrigshandel af 1994 (antidumpingaftalen) vedrørende normalværdien, som gennemfører bestemmelserne i stk. 1 i artikel VI, i den almindelige overenskomst om told og udenrigshandel af 1994 (GATT), finder anvendelse, medmindre der i selve antidumpingaftalen, i GATT, såsom den anden tillægsbestemmelse til stk. 1 i GATT’s artikel VI, eller i instrumenterne for tiltrædelsen af Verdenshandelsorganisationen (WTO) af et medlem af denne organisation er fastsat undtagelser til disse regler. Følgelig er et WTO-medlem på baggrund af GATT’s artikel VI og antidumpingaftalen kun berettiget til i forhold til import fra et andet WTO-medlem at anvende en metode til beregning af normalværdien, der adskiller sig fra de metoder, der er fastsat i antidumpingaftalens artikel 2.1 og 2.2 ved at støtte sig på samme aftales artikel 2.7 og følgelig på den anden tillægsbestemmelse til stk. 1 i GATT’s artikel VI eller i givet fald på en særlig bestemmelse i denne henseende i instrumenterne for denne sidstnævntes tiltrædelse af WTO.

På denne baggrund gør artikel 2, stk. 7, i grundforordning nr. 384/96 det ikke muligt for institutionerne uden at handle i strid med antidumpingaftalen ikke at anvende regler for beregning af normalværdien, der er forenelige med aftalens artikel 2.1 og 2.2, selv når den anden tillægsbestemmelse til stk. 1 i GATT’s artikel VI ikke finder anvendelse, og når eksportstatens instrumenter for tiltrædelse ikke giver en sådan mulighed. Den pligt, der følger af disse aftaler, består i en anvendelse over for andre WTO-medlemmer af regler, der er forenelige med antidumpingaftalens artikel 2.1 og 2.2 med de forbehold, der er anført ovenfor. I denne forbindelse indeholder de pågældende artikler et sæt af klare, præcise og detaljerede regler, der fastlægger fremgangsmåden for beregning af normalværdien af den samme vare uden at tilføje disse regler vilkår, som overlader anvendelsen af reglerne til WTO-medlemmernes skøn. Endvidere er muligheden for at fravige disse regler på grundlag af den anden tillægsbestemmelse til stk. 1 i GATT’s artikel VI, som antidumpingaftalens artikel 2.7 henviser til, præcist afgrænset. Bestemmelsens anvendelsesområde omfatter navnlig lande, der har et fuldstændigt eller i det væsentlige fuldstændigt monopol på sin handel, og hvor alle indenlandske priser fastsættes af staten. Følgelig er denne retsregel klar for så vidt angår de situationer, den omfatter, således at både institutionerne gives mulighed for at bedømme, om et WTO-medlem svarer til den pågældende beskrivelse, og Unionens retsinstanser gives mulighed for at efterprøve denne bedømmelse og i givet fald at drage de nødvendige konsekvenser i henhold til retspraksis.

I denne sammenhæng, hvor EU-lovgiver vedtager bestemmelser for lande uden markedsøkonomi, der finder anvendelse på et WTO-medlem, som er anført på en liste over sådanne lande, såsom listen i fodnoten til grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra a), sker dette inden for anvendelsesområdet for den anden tillægsbestemmelse til stk. 1 i GATT’s artikel VI og forudsætter derfor en bedømmelse af, om dette WTO-medlem opfylder de betingelser, som den pågældende bestemmelse opstiller.

(jf. præmis 48-50 og 52)

3.      Optagelsen af Republikken Armenien efter dens tiltrædelse af Verdenshandelsorganisationen på listen i fodnoten til artikel 2, stk. 7, litra a), i grundforordning nr. 384/96 er ikke længere forenelig med det regelsæt, der blev indført med artikel 2.1 og 2.2 i aftalen om anvendelsen af artikel VI i den almindelige overenskomst om told og udenrigshandel af 1994 (antidumpingaftalen) og den anden tillægsbestemmelse til artikel VI i den almindelige overenskomst om told og udenrigshandel af 1994 (GATT), for så vidt som en sådan optagelse indebærer, at anvendelsen af den pågældende forordnings artikel 2, stk. 1-6, gøres betinget af, at en af den pågældende virksomhed fremsat anmodning om at blive tillagt status som virksomhed, der opererer under markedsøkonomiske vilkår, forinden er blevet taget til følge, og at den, i tilfælde af at anmodningen afslås, indebærer, at metoden for et tredjeland med markedsøkonomi finder anvendelse. Henvisningen til Armenien i fodnoten til den pågældende forordnings artikel 2, stk. 7, i mangel af oplysninger, der begrunder, at Armenien kan anses for at opfylde de betingelser, der er indført med den anden tillægsbestemmelse til stk. 1 i GATT’s artikel VI, og henset til den omstændighed, at Armenien ikke opfylder denne bestemmelses betingelser, udgør således ikke en gyldig grund til at anvende metoden for et tredjeland med markedsøkonomi i henhold til samme forordnings artikel 2, stk. 7, litra a) og b), og må i denne henseende erklæres for uanvendelig i henhold til artikel 277 TEUF.

(jf. præmis 59 og 60)