Sag anlagt den 21. november 2014 – Musso mod Parlamentet
(Sag T-772/14)
Processprog: fransk
Parter
Sagsøger: François Musso (Ajaccio, Frankrig) (ved advokat A. Gross)
Sagsøgt: Europa-Parlamentet
Sagsøgerens påstande
Sagen antages til påkendelse og sagsøgeren gives medhold.
Afgørelsen af 22. september 2014 annulleres
Principalt på grund af tilsidesættelse af princippet om overholdelse af en rimelig frist, der i givet fald kan berøre udøvelsen af retten til forsvar.
Ellers på grund af en formel mangel som følge af manglende nøjagtighed og den omstændighed, at fordringen ikke er sikker.
Subsidiært træffes beslutning om at forene denne sag med sag af 8. august 2014, Musso mod Europa-Parlamentet (registreringsnr. 633447, sagsnr. T-589/14).
Mere subsidiært annulleres afgørelsen af 22. september 2014, som er berørt af og truffet efter afgørelsen af 26. juni 2014, der selv påstås annulleret i sag af 8. august 2014 (Musso mod Europa-Parlamentet,registreringsnr. 633447, sagsnr. T-589/14)
På grund af en formel mangel, idet formandens underskrift ikke var påført afgørelsen af 26. juni 2014.
Ellers på grund af tilsidesættelse af retten til forsvar som følge af manglende offentliggørelse af afgørelsen af 17. juli 1996, der dannede grundlag for afgørelsen af 26. juni 2014.
Ellers på grund af utilstrækkelig begrundelse af afgørelsen af 26. juni 2014.
Ellers på grund af tilsidesættelse af princippet om overholdelse af en rimelig frist, der berører udøvelsen af retten til forsvar.
Ellers på grund af tilsidesættelse af princippet om velerhvervede rettigheder.
Sagsøgeren forbeholdes ret til at kunne gøre alle øvrige rettigheder, krav, anbringender og søgsmålsmuligheder gældende.
Sagsøgte tilpligtes at betale sagens omkostninger.
Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter
Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren anført otte anbringender.
Første anbringende vedrører tilsidesættelse af princippet om overholdelse af en rimelig frist, der berører sagsøgerens udøvelse af dennes ret til forsvar, for så vidt som afgørelsen af 22. september 2014 - dvs. den anfægtede debetnota – var blevet udstedt tolv år efter at Parlamentet havde fået kendskab til sin fordring over for sagsøgeren.
Andet anbringende vedrører en formel mangel ved den anfægtede debetnota, for så vidt som Parlamentets fordring hverken er sikker eller nøjagtig i den betydning, hvori disse udtryk anvendes i artikel 81 i den delegerede forordning (EU) nr.°1268/2012 1 , og derudover ikke kan efterprøves.
Tredje anbringende vedrører en formel mangel ved afgørelsen af 26. juni 2014, efter hvilken den anfægtede debetnota blev udstedt, for så vidt som den nævnte afgørelse ikke var blevet underskrevet af formanden for Parlamentet i henhold til Europa-Parlamentets forretningsorden.
Fjerde anbringende vedrører tilsidesættelse af sagsøgerens ret til forsvar, for så vidt som afgørelsen af 17. juli 1996, der dannede grundlag for den ovenfor nævnte afgørelse af 26. juni 2014, ikke var blevet offentliggjort, i strid med artikel 28 i Europa-Parlamentets forretningsorden.
Femte anbringende vedrører tilsidesættelse af kontradiktionsprincippet.
Sjette anbringende vedrører utilstrækkelig begrundelse af den ovennævnte afgørelse af 26. juni 2014.
Syvende anbringende vedrører tilsidesættelse af princippet om overholdelse af en rimelig frist, idet Parlamentet ventede otte år med at iværksætte inddrivelsesproceduren over for sagsøgeren.
Ottende anbringende vedrører tilsidesættelse af princippet om velerhvervede rettigheder, for så vidt som afgørelsen af 26. juni 2014, efter hvilken den anfægtede debetnota blev udstedt, skader de pensionsrettigheder, som sagsøgeren har erhvervet den 3. august 1994.
________________________1 Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 1268/2012 af 29.10.2012 om gennemførelsesbestemmelser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012 om de finansielle regler vedrørende Unionens almindelige budget (EUT L 362, s. 1).