RETTENS DOM (Tredje Afdeling)

11. september 2014(*)

»Dumping – import af coated finpapir med oprindelse i Folkerepublikken Kina – status som virksomhed, der opererer på markedsøkonomiske vilkår – frist for vedtagelse af afgørelsen om denne status – omhyggelig og upartisk undersøgelse – ret til forsvar – åbenbart urigtigt skøn – princippet om god forvaltningsskik – bevisbyrde – skade – fastlæggelse af fortjenstmargenen – definition af den pågældende vare – erhvervsgren i Fællesskabet – årsagsforbindelse«

I sag T-443/11,

Gold East Paper (Jiangsu) Co. Ltd, Jiangsu (Kina)

Gold Huasheng Paper (Suzhou Industrial Park) Co. Ltd, Jiangsu,

ved advokaterne V. Akritidis, Y. Melin og F. Crespo,

sagsøgere,

mod

Rådet for Den Europæiske Union ved J.-P. Hix, som befuldmægtiget, først bistået af advokaterne G. Berrisch og A. Polcyn samt barrister N. Chesaites, derefter ved solicitor B. O’Connor og advokat S. Gubel,

sagsøgt,

støttet af:

Europa-Kommissionen ved M. França og A. Stobiecka-Kuik, som befuldmægtigede,

og

Cepifine AISBL, Bruxelles (Belgien)

Sappi Europe SA, Bruxelles

Burgo Group SpA, Altavilla Vicentina (Italien)

Lecta SA, Luxembourg (Luxembourg),

ved advokaterne L. Ruessmann og W. Berg,

intervenienter,

angående en påstand om annullation af Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 451/2011 af 6. maj 2011 om indførelse af en endelig antidumpingtold og endelig opkrævning af den midlertidige told på importen af coated finpapir med oprindelse i Folkerepublikken Kina (EUT L 128, s. 1), for så vidt som den vedrører sagsøgerne,

har

RETTEN (Tredje Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, O. Czúcz, og dommerne I. Labucka (refererende dommer) og D. Gratsias,

justitssekretær: fuldmægtig S. Spyropoulos,

på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 12. november 2013,

afsagt følgende

Dom

 Retsforskrifter

1.     WTO-retten

1        Artikel VI, stk. 1, i den almindelige overenskomst om told og udenrigshandel (GATT) fra 1994 bestemmer, at »[d]e kontraherende parter erkender, at dumping, hvorved varer indføres på markedet i et andet land til priser, der er lavere end den normale værdi, er forkastelig, såfremt den forvolder eller truer med at forvolde væsentlig skade for en på den kontraherende parts territorium etableret erhvervsgren eller i væsentlig grad forsinker oprettelsen af en indenlandsk erhvervsgren«.

2        Aftalen om anvendelsen af artikel VI i GATT (EFT 1994 L 336, s. 103, herefter »antidumpingaftalen«) er indeholdt i bilag 1A til overenskomsten om oprettelse af Verdenshandelsorganisationen (WTO) (EFT 1994 L 336, s. 3).

3        Antidumpingaftalens artikel 6, stk. 8, har følgende ordlyd:

»I tilfælde, hvor en af de interesserede parter nægter at give adgang til nødvendige oplysninger eller undlader at meddele dem inden for en rimelig frist eller lægger væsentlige hindringer i vejen for undersøgelsen, kan der træffes foreløbige og endelige afgørelser, positive eller negative, på grundlag af de foreliggende faktiske oplysninger. Ved anvendelsen af dette stykke overholdes bestemmelserne i bilag II.«

4        I bilag II til antidumpingaftalen med overskriften »De bedste, foreliggende oplysninger som omhandlet i artikel 6, stk. 8« fastsættes følgende i stk. 7:

»Må myndighederne basere deres undersøgelsesresultater, herunder vedrørende den normale værdi, på oplysninger fra sekundære kilder, herunder oplysninger meddelt i anmodningen om indledning af undersøgelsen, bør de gøre dette med særlig forsigtighed. I sådanne tilfælde bør myndigheder, hvor dette er praktisk muligt, kontrollere oplysninger på grundlag af andre uafhængige kilder, de[…] har adgang til, såsom offentliggjorde prislister, officielle importstatistikker og toldindberetninger, og på grundlag af oplysninger, der er indhentet fra andre interesserede parter som led i undersøgelsen. Det er imidlertid klart, at hvis en interesseret part ikke er rede til at samarbejde, således at myndighederne ikke får adgang til relevante oplysninger, kan en sådan situation føre til et resultat, som er mindre gunstigt for den pågældende part, end hvis han havde samarbejdet med undersøgelsesmyndighederne.«

5        Artikel 32, stk. 1, i WTO-overenskomsten med overskriften »Aftale om subsidier og udligningsforanstaltninger« (EFT 1994 L 336, s. 156, herefter »aftalen om subsidier og udligningsforanstaltninger«) bestemmer, at »[d]er [ikke] kan […] træffes særlige foranstaltninger mod et andet medlems subsidieordninger, medmindre dette sker i overensstemmelse med bestemmelserne i GATT 1994, som fortolket ved denne aftale«.

2.     EU-retten

6        Grundbestemmelserne om antidumping er fastsat i Rådets forordning (EF) nr. 1225/2009 af 30. november 2009 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europæiske Fællesskab (EUT L 343, s. 51, berigtigelse i EUT 2010 L 7, s. 22) (herefter »grundforordningen«), der er trådt i stedet for Rådets forordning (EF) nr. 384/96 af 22. december 1995 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europæiske Fællesskab (EFT 1996 L 56, s. 1), med senere ændringer.

7        Det fremgår af grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra b), at »[i] forbindelse med antidumpingundersøgelser vedrørende indførsel fra Folkerepublikken Kina, Vietnam og Kasakhstan og lande uden markedsøkonomi, som er medlemmer af WTO på datoen for indledningen af undersøgelsen, fastsættes den normale værdi i overensstemmelse med stk. 1 til 6, hvis det på grundlag af velbegrundede krav herom fra en eller flere producenter, der er omfattet af undersøgelsen, og i overensstemmelse med kriterierne og procedurerne i litra c) er påvist, at de markedsøkonomiske principper er fremherskende for denne producent eller disse producenter med hensyn til fremstilling og salg af den berørte samme vare. Hvis dette ikke er tilfældet, finder reglerne i litra a) anvendelse«.

8        Forordningens artikel 2, stk. 7, litra c), har følgende ordlyd:

»Et krav i henhold til [bestemmelsen i] litra b) skal fremsættes skriftligt og indeholde tilstrækkelige beviser for, at producenten driver virksomhed under markedsøkonomiske vilkår, dvs. at

–        virksomhedernes beslutninger om priser og omkostninger, herunder rå- og hjælpestoffer, teknologi, arbejdskraft, produktion og investeringer, skal træffes som reaktion på markedssignaler, der afspejler udbuds- og efterspørgselsforholdene, og uden nogen omfattende statslig indgriben; i den sammenhæng skal udgifterne til de vigtigste inputs i alt væsentligt afspejle markedsværdierne

–        virksomhederne skal benytte ét klart sæt grundlæggende regnskabsforskrifter, som revideres uafhængigt i overensstemmelse med internationale regnskabsstandarder og anvendes til alle formål

–        virksomhedernes produktionsomkostninger og økonomiske situation [ikke] må gøres til genstand for væsentlige fordrejninger, der er overført fra det tidligere ikke-markedsøkonomiske system, navnlig for så vidt angår nedskrivning af aktiver, andre afskrivninger, kompensations- eller byttehandel og betaling via gældskompensation

[…]

Det skal efter høring af det rådgivende udvalg, og efter at den pågældende erhvervsgren i Fællesskabet har haft lejlighed til at udtale sig, afgøres, om producenten opfylder ovennævnte kriterier inden tre måneder efter iværksættelsen af undersøgelsen. Denne afgørelse er gyldig i hele undersøgelsesperioden.«

9        Grundforordningens artikel 3 bestemmer:

»1.      I denne forordning forstås ved »skade«, når ikke andet er bestemt, væsentlig skade for en erhvervsgren i Fællesskabet, trussel om væsentlig skade for en erhvervsgren i Fællesskabet eller væsentlig forsinkelse i forbindelse med oprettelsen af en sådan erhvervsgren; »skade« fortolkes i overensstemmelse med denne artikel.

2.      En konstatering af, om der foreligger skade, baseres på positivt bevismateriale og indebærer en objektiv undersøgelse både af:

a)      omfanget af dumpingimporten og dennes indvirkning på prisen på samme vare på markedet i Fællesskabet, og

b)      denne indførsels følgevirkninger for den pågældende erhvervsgren i Fællesskabet.

3.      Med hensyn til omfanget af dumpingimporten fastslås det, om der har været tale om en betydelig stigning i dumpingimporten enten absolut eller i forhold til produktion eller forbrug i Fællesskabet. Hvad angår dumpingimportens virkning på priserne tages det i betragtning, om dumpingvarerne udbydes til en væsentlig lavere pris end prisen på samme vare fremstillet af erhvervsgrenen i Fællesskabet, eller om priserne som følge af en sådan indførsel er blevet trykket betydeligt, eller om prisstigninger, som ellers ville være indtruffet, i væsentlig grad hindres. Hverken en enkelt eller flere af disse faktorer er nødvendigvis udslagsgivende for afgørelsen.

4.      Er indførslen af en vare fra mere end ét land samtidig omfattet af antidumpingundersøgelser, kan følgevirkningerne af en sådan indførsel kun vurderes kumulativt, hvis det fastslås, at:

a)      den dumpingmargen, der er fastlagt for indførslen fra hvert af de pågældende lande, er højere end den minimumsværdi, der er anført i artikel 9, stk. 3, og den indførte mængde fra hvert land ikke er ubetydelig, og

b)      det vil være hensigtsmæssigt at foretage en kumulativ vurdering af virkningerne af indførslen på baggrund af vilkårene for konkurrencen mellem de indførte varer og vilkårene for konkurrencen mellem de indførte varer og den i Fællesskabet fremstillede vare.

5.      Undersøgelsen af virkningerne af dumpingimporten for den pågældende erhvervsgren i Fællesskabet skal omfatte en vurdering af alle relevante økonomiske faktorer og forhold, der har indflydelse på denne erhvervsgrens situation, herunder den omstændighed at en erhvervsgren er inde i en periode, hvor den søger at overvinde virkningerne af tidligere dumping eller subsidier, størrelsen af den aktuelle dumpingmargen, den faktiske og mulige nedgang i salg, fortjeneste, produktion, markedsandel, produktivitet, forrentning af investeret kapital, kapacitetsudnyttelse; faktorer, der påvirker priserne i Fællesskabet; faktisk og mulig negativ indvirkning på likviditet, lagerbeholdninger, beskæftigelse, lønninger, vækst og mulighederne for at tilvejebringe kapital eller foretage investeringer. Denne liste er ikke udtømmende, og hverken en eller flere af disse faktorer er nødvendigvis udslagsgivende for afgørelsen.

6.      Det skal på grundlag af alle de relevante beviser, der er fremlagt i forbindelse med stk. 2, påvises, at dumpingimporten forvolder skade som defineret i denne forordning. Dette indebærer navnlig en påvisning af, at de mængder og/eller priser, der er fastlagt i henhold til stk. 3, er årsag til de følgevirkninger for en erhvervsgren i Fællesskabet, som er omhandlet i stk. 5, og at følgevirkningerne er væsentlige.

7.      Der foretages også en undersøgelse af andre kendte faktorer end dumpingimporten, som samtidig skader den pågældende erhvervsgren i Fællesskabet, for at sikre, at skade, der forvoldes af sådanne andre faktorer, ikke tilskrives dumpingimporten i henhold til stk. 6. Faktorer, der kan tages hensyn til i den forbindelse, indbefatter bl.a. mængde og priser for så vidt angår importvarer, som ikke sælges til dumpingpriser, nedgang i efterspørgslen eller ændringer i forbrugsmønstret, restriktiv handelspraksis og konkurrence mellem producenter i tredjelande og producenter i Fællesskabet, den teknologiske udvikling samt eksportresultater og produktivitet inden for den pågældende erhvervsgren i Fællesskabet.

8.      Virkningerne af dumpingimporten vurderes i forhold til produktionen af samme vare inden for den pågældende erhvervsgren i Fællesskabet, når der foreligger oplysninger, der muliggør en afgrænsning af denne produktion på grundlag af sådanne kriterier som produktionsprocessen og producenternes salg og fortjeneste. Er det ikke muligt klart at afgrænse denne produktion, vurderes virkningerne af dumpingimporten ved en undersøgelse af produktionen af den snævrest mulige varegruppe eller det mindste varesortiment, der indbefatter samme vare, for hvilke de nødvendige oplysninger kan tilvejebringes.

9.      En konstatering af, om der foreligger en trussel om væsentlig skade, skal baseres på kendsgerninger, og ikke blot på påstande, formodninger eller fjerne muligheder. Den ændring i omstændighederne, der vil kunne skabe en situation, hvor den pågældende dumping vil forvolde skade, skal klart kunne forudses og være umiddelbart forestående.

For at afgøre, om der foreligger en trussel om væsentlig skade, bør der bl.a. tages hensyn til følgende faktorer:

a)      en betydelig forøgelse af stigningstakten i dumpingimporten til markedet i Fællesskabet, som indebærer sandsynlighed for en væsentlig stigning i indførslen

b)      en tilstrækkelig ledig kapacitet hos eksportøren eller en umiddelbart forestående betydelig forøgelse heraf, som indebærer sandsynlighed for en betydelig forøgelse af dumpingeksporten til Fællesskabet, idet der tages hensyn til andre eksportmarkeders evne til at absorbere eventuel yderligere udførsel

c)      om de pågældende varer indføres til priser, som har til følge, at priserne i væsentlig grad trykkes, eller prisforhøjelser, som ellers ville have fundet sted, hindres, samt at det må påregnes, at efterspørgslen efter indførte varer vil blive øget, og

d)      lagerbeholdningerne af den vare, der er omfattet af undersøgelsen.

Ingen af ovennævnte faktorer er nødvendigvis udslagsgivende for afgørelsen, men en undersøgelse af samtlige faktorer skal føre til den konklusion, at der er overhængende risiko for yderligere dumpingeksport, og at der vil blive forvoldt væsentlig skade, hvis der ikke træffes beskyttelsesforanstaltninger.«

10      Grundforordningens artikel 4 om definitionen af erhvervsgren i Fællesskabet indeholder i stk. 1 følgende bestemmelse:

»I denne forordning forstås ved »erhvervsgren i Fællesskabet« samtlige producenter i Fællesskabet af samme vare eller de af dem, hvis samlede produktion af de pågældende varer udgør en betydelig del, som defineret i artikel 5, stk. 4, af den samlede produktion i Fællesskabet af sådanne varer, med undtagelse af følgende tilfælde:

a)      [N]år producenterne er forretningsmæssigt forbundet med eksportørerne eller importørerne, eller når de selv er importører af den vare, der påstås at være en dumpingvare, kan der ved »erhvervsgren i Fællesskabet« forstås de øvrige producenter.

b)      [U]nder ganske særlige omstændigheder kan Fællesskabets område, for så vidt angår den pågældende produktion, inddeles i to eller flere konkurrerende markeder, og producenterne inden for hvert enkelt marked kan betragtes som en særskilt erhvervsgren, når

i)      producenterne inden for et sådant marked sælger hele eller næsten hele deres produktion af den pågældende vare på dette marked, og

ii)      producenter af denne vare, som har deres virksomhed andetsteds i Fællesskabet, ikke i væsentlig grad dækker efterspørgslen på det pågældende marked. Under sådanne omstændigheder kan skade anses for at være forvoldt, selv om en betydelig del af den samlede erhvervsgren i Fællesskabet ikke har lidt skade, under forudsætning af at dumpingimporten er koncentreret på et sådant isoleret marked, og endvidere at hele eller næsten hele produktionen på et sådant marked skades af dumpingimporten.«

11      Grundforordningens artikel 5 vedrørende indledning af proceduren indeholder i stk. 4 følgende bestemmelse:

»Der indledes ikke en undersøgelse i medfør af stk. 1, medmindre det på grundlag af en undersøgelse af, i hvor høj grad der blandt producenterne i Fællesskabet af samme vare er givet udtryk for tilslutning til eller opposition mod klagen, er fastslået, at klagen er indgivet af eller på vegne af den pågældende erhvervsgren i Fællesskabet. Klagen anses for at være indgivet af eller på vegne af en erhvervsgren i Fællesskabet, hvis den har tilslutning fra de producenter i Fællesskabet, hvis samlede produktion udgør mere end 50% af den samlede produktion af samme vare fremstillet af den del af den pågældende erhvervsgren i Fællesskabet, som enten giver udtryk for tilslutning til eller modstand imod klagen. Der indledes dog ikke en undersøgelse, når de producenter i Fællesskabet, der udtrykkeligt giver deres tilslutning til klagen, tegner sig for mindre end 25% af den samlede produktion af samme vare fremstillet af den pågældende erhvervsgren i Fællesskabet.«

12      Grundforordningens artikel 9 om afslutning uden indførelse af foranstaltninger bestemmer følgende i stk. 4:

»Fremgår det af den endelige konstatering af de faktiske omstændigheder, at der finder dumping sted og forvoldes skade som følge heraf, og er det af hensyn til beskyttelsen af Fællesskabets interesser påkrævet at gribe ind i henhold til artikel 21, træffer Rådet på forslag fra Kommissionen og efter konsultationer i det rådgivende udvalg afgørelse om indførelse af en endelig antidumpingtold. Forslaget vedtages af Rådet, medmindre dette ved simpelt flertal beslutter at forkaste forslaget inden for en frist på en måned, efter at Kommissionen har forelagt det. Er en midlertidig told i kraft, forelægges der, senest en måned før en sådan told ophører, et forslag om endelige foranstaltninger. Antidumpingtolden må ikke være højere end den fastsatte dumpingmargen, og den bør være lavere end denne margen, hvis en sådan lavere told vil være tilstrækkelig til at afhjælpe den skade, der er påført den pågældende erhvervsgren i Fællesskabet.«

13      Grundforordningens artikel 18 om manglende samarbejde har følgende ordlyd:

»1.      I tilfælde, hvor en af de berørte parter nægter at give adgang til nødvendige oplysninger eller undlader at meddele dem inden for de frister, der er fastsat i denne forordning, eller lægger væsentlige hindringer i vejen for undersøgelsen, kan der træffes foreløbige eller endelige afgørelser, positive eller negative, på grundlag af de foreliggende faktiske oplysninger. Konstateres det, at en berørt part har meddelt urigtige eller vildledende oplysninger, ses der bort fra disse oplysninger, og der kan gøres brug af de foreliggende faktiske oplysninger. Berørte parter bør gøres bekendt med følgerne af manglende samarbejdsvilje.

[…]

3.      Selv om de oplysninger, som en berørt part indgiver, ikke er fyldestgørende i enhver henseende, bør der ikke ses bort fra dem, forudsat at eventuelle mangler ikke giver anledning til urimelige vanskeligheder i arbejdet med at nå til rimeligt nøjagtige resultater, at oplysningerne indgives på korrekt vis og rettidigt, at de kan efterprøves, og den pågældende part har handlet efter bedste evne.

[…]

6.      Er en berørt part ikke rede til at samarbejde i fornødent omfang, således at relevante oplysninger holdes tilbage, kan en sådan situation føre til et resultat, som er mindre gunstigt for denne part, end hvis den pågældende havde udvist samarbejdsvilje.«

 Sagens baggrund

14      Sagsøgerne, Gold East Paper (Jiangsu) Co. Ltd (herefter »GE«) og Gold Huasheng Paper (Suzhou Industrial Park) Co. Ltd (herefter »GHS«), er forbundne selskaber i koncernen Asia Pulp and Paper China (herefter »APP-koncernen«), der i Kina producerer coated finpapir, som eksporteres til Den Europæiske Union.

1.     Undersøgelse

15      Coated finpapir var genstand for to separate undersøgelser, som blev foretaget parallelt. For det første førte en antidumpingundersøgelse til vedtagelsen af Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 451/2011 af 6. maj 2011 om indførelse af en endelig antidumpingtold og endelig opkrævning af den midlertidige told på importen af coated finpapir med oprindelse i Folkerepublikken Kina (EUT L 128, s. 1, herefter »den anfægtede forordning«). For det andet førte en antisubsidieundersøgelse til vedtagelsen af Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 452/2011 af 6. maj 2011 om indførelse af en endelig udligningstold på importen af coated finpapir med oprindelse i Folkerepublikken Kina (EUT L 128, s. 18).

16      Den 18. februar 2010 blev Europa-Kommissionens meddelelse om indledning af en antidumpingprocedure vedrørende importen af coated finpapir med oprindelse i Folkerepublikken Kina offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende (EUT C 41, s. 6).

17      Den oprindelige frist for interesserede parter til at fremsætte bemærkninger vedrørende status som virksomhed, der opererer på markedsøkonomiske vilkår (herefter »markedsøkonomisk status«), var blevet fastsat til den 30. marts 2010. Den 22. marts 2010 forlængede Kommissionen efter anmodning fra APP-koncernen denne frist til den 12. april 2010.

18      Den 12. april 2010 ansøgte sagsøgerne om markedsøkonomisk status for dem selv og alle de selskaber, som var forbundet med dem, og involveret i produktion og salg af coated finpapir eller produktion af råstoffer, som anmodet om af Kommissionen på det pågældende tidspunkt.

19      Den 16. april 2010 fremsatte sagsøgerne bemærkninger om visse aspekter af undersøgelsen og den af Cepifine AISBL – den europæiske sammenslutning af producenter af finpapir og den klager, der havde givet anledning til denne undersøgelse – indgivne klage.

20      Kommissionen tilsendte APP-koncernen fire skrivelser med henblik på at indhente de relevante oplysninger til støtte for ansøgningen om markedsøkonomisk status:

–        I skrivelsen af 19. maj 2010 anmodede Kommissionen GE om at udfylde formularen senest den 21. maj 2010.

–        I skrivelsen af 21. maj 2010 anmodede Kommissionen GE om at fremsende de relevante bilag og oversættelser senest den 1. juni 2010, på hvilken dato GE anmodede om en forlængelse af fristen, som Kommissionen indrømmede selskabet ved at fastsætte den nye frist til den 4. juni 2010.

–        I skrivelsen af 27. maj 2010 anmodede Kommissionen GHS om at stille de relevante bilag til rådighed for Kommissionens tjenestemænd fra den første dag for kontrolbesøget på stedet.

–        I skrivelsen af 2. juni 2010 anmodede Kommissionen APP-koncernen om at udfylde visse afsnit i formularen for ansøgning om markedsøkonomisk status og præcisere visse punkter.

21      Ved skrivelse af 8. juni 2010 fremsatte sagsøgerne deres bemærkninger vedrørende konsekvenserne af indledningen af en parallel antisubsidieundersøgelse i forhold til deres ansøgninger om markedsøkonomisk status.

22      Kommissionen foretog mellem den 8. og den 18. juni 2010 det første kontrolbesøg på stedet hos fire med APP-koncernen forbundne eksporterende producenter, herunder sagsøgerne.

23      Kommissionen foretog mellem den 23. juni og den 12. juli 2010 det andet kontrolbesøg på stedet hos sagsøgerne med henblik på at kontrollere deres besvarelser af spørgeskemaet. Den 9., 10. og 13. september 2010 foretog Kommissionen det tredje kontrolbesøg på stedet hos APP Italy – den med sagsøgerne forbundne erhvervsdrivende i Unionen.

24      Den 2. september 2010 sendte Kommissionen en underretningsskrivelse om ansøgningerne om markedsøkonomisk status, hvori den foreløbigt konkluderede, at ingen af de fire med APP-koncernen forbundne eksporterende producenter opfyldte det første, andet og tredje kriterium for at opnå markedsøkonomisk status. Den frist, som Kommissionen indrømmede sagsøgerne til at fremsætte deres bemærkninger, blev fastsat til den 12. september 2010.

25      Samme dag tilsendte Kommissionen Det Rådgivende Antidumpingudvalg en kopi af Kommissionens arbejdsdokument, hvoraf fremgik, at den påtænkte at give afslag på sagsøgernes ansøgninger om markedsøkonomisk status.

26      Den 9. september 2010 anmodede sagsøgerne om, at fristen til at fremsætte bemærkninger til Kommissionens underretningsskrivelse vedrørende markedsøkonomisk status blev forlænget til den 28. september 2010. Kommissionen indrømmede kun en forlængelse af fristen til den 16. september 2010. Den foreslog endvidere, at der afholdtes en høring den 17. september 2010, idet den anmodede sagsøgerne om at bekræfte denne dato, såfremt den passede dem.

27      Den 14. september 2010 blev forslaget vedrørende sagsøgernes ansøgninger om markedsøkonomisk status behandlet på det planlagte møde med Det Rådgivende Antidumpingudvalg.

28      Ved e-mail af 17. september 2010 fremsatte sagsøgerne deres indledende bemærkninger vedrørende underretningsskrivelsen om deres ansøgninger om markedsøkonomisk status og forklarede, at de den 27. september 2010 ville fremlægge en udbyggende og revideret skrivelse.

29      Samme dag blev der afholdt en høring hos Kommissionen.

30      Den 21. september 2010 tilsendte Kommissionen Det Rådgivende Antidumpingudvalg en sammenfatning af sagsøgernes bemærkninger til underretningsskrivelsen om markedsøkonomisk status og fastsatte fristen for Det Rådgivende Antidumpingudvalgs afgivelse af en udtalelse til den 24. september 2010.

31      Den 12. oktober 2010 vedtog Kommissionen sin afgørelse om sagsøgernes ansøgninger om markedsøkonomisk status (herefter »afgørelsen vedrørende markedsøkonomisk status«), hvori den bekræftede, at der skulle gives afslag på disse ansøgninger.

32      Samme dag skrev sagsøgerne til Kommissionen for at kritisere den omstændighed, at Kommissionen havde vedtaget sin afgørelse om markedsøkonomisk status, inden høringen under overværelse af høringskonsulenten havde kunnet afholdes. Sagsøgerne fremsatte endvidere yderligere bemærkninger vedrørende skaden.

33      Den 13. oktober 2010 fremlagde sagsøgerne et sammendrag af de spørgsmål, som de ønskede en besvarelse af fra Kommissionen.

34      Den 15. oktober 2010 afholdt Kommissionen en høring under overværelse af høringskonsulenten. Den 19. oktober 2010 tilsendte sagsøgerne Kommissionen bemærkninger, som sammenfattede argumenterne fremført under høringen. Den 28. oktober 2010 fremsatte sagsøgerne nye bemærkninger til underretningsskrivelsen om markedsøkonomisk status.

35      Den 17. november 2010 fremsendte Kommissionen en skrivelse til sagsøgerne, der var vedlagt en kopi af Kommissionens forordning (EU) nr. 1042/2010 af 16. november 2010 om indførelse af en midlertidig antidumpingtold på importen af coated finpapir med oprindelse i Folkerepublikken Kina (EUT L 299, s. 7, herefter »forordningen om midlertidig told«), en sammenfatning af de metoder, der blev anvendt i forbindelse med beregningen af dumping og skadesmargenen, samt et svar på sagsøgernes argumenter.

36      Den 13. og 17. december 2010 fremsatte sagsøgerne i tre skrivelser bemærkninger vedrørende de midlertidige foranstaltninger.

37      Den 16. marts 2011 fremsendte Kommissionen en underretningsskrivelse til sagsøgerne, hvori den forklarede, at den påtænkte at stille forslag til Rådet for Den Europæiske Union om indførelse af en endelig antidumpingtold på deres eksport til EU. Sagsøgerne fremsatte deres bemærkninger hertil den 28. marts 2011.

38      Den 29. marts 2011 fremsendte Kommissionen på høringskonsulentens anmodning et ajourført notat til sagens akter til sagsøgerne, hvori den forklarede metoden til beregning af målfortjenstmargenen uden dumpingimport.

39      Den 11. april 2011 fremsatte sagsøgerne deres bemærkninger til den metode, som blev anvendt af Kommissionen til at beregne målfortjenstmargenen.

2.     Den anfægtede forordning

40      Den anfægtede forordning blev vedtaget af Rådet den 6. maj 2011.

41      Sagsøgerne blev i den anfægtede forordning nægtet markedsøkonomisk status med den begrundelse, for det første, at det bl.a. ikke var muligt at fastslå, om der var udført betalinger i forbindelse med overførslen af virksomhedernes aktier og omkostninger på større input af råvarer, for det andet, at man hverken havde fulgt de grundlæggende principper i internationale regnskabsstandarder i regnskaberne eller ved revisionen af disse, hvilket satte spørgsmålstegn ved troværdigheden af virksomhedernes regnskaber, og for det tredje, at der fandtes betydelige fordrejninger med hensyn til brugsret til jord for sagsøgerne.

42      Desuden blev de ruller af papir, der anvendes i rotationspresser, ikke indregnet i definitionen af den pågældende vare (17. og 41. betragtning til den anfægtede forordning). En målfortjeneste på 8% blev anset for at være det niveau, som industrien kunne opnå uden dumpingimport (158. betragtning til den anfægtede forordning).

43      Den anfægtede forordnings artikel 1 indførte en endelig antidumpingtold på 8% på importen til Unionen af coated finpapir fremstillet af sagsøgerne. I medfør af artikel 1, stk. 3, vil den endelige antidumpingtold på 20%, der er fastsat i artikel 1, stk. 2, ikke blive opkrævet for sagsøgerne med 12%, da det tilsvarende beløb opkræves i henhold til gennemførelsesforordning nr. 452/2011 (jf. præmis 15 ovenfor).

 Retsforhandlinger og parternes påstande

44      Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 8. august 2011 har sagsøgerne anlagt den foreliggende sag.

45      Ved begæring indleveret til Rettens Justitskontor den 24. november 2011 har Kommissionen anmodet om tilladelse til at indtræde i sagen til støtte for Rådets påstande.

46      Ved begæring indleveret til Rettens Justitskontor den 1. december 2011 har Cepifine, Sappi Europe SA, Burgo Group SpA og Lecta SA (herefter »de private intervenienter«) anmodet om tilladelse til at indtræde i sagen til støtte for Rådets påstande. I sit indlæg, der blev indleveret den 24. januar 2012, har Rådet ikke gjort indsigelse mod denne intervention.

47      Ved kendelse af 23. januar 2012 har formanden for Rettens Tredje Afdeling tilladt Kommissionen at intervenere. Kommissionen har indgivet sit indlæg inden for den fastsatte frist.

48      Den 8. februar 2012 har sagsøgerne fremsat begæring om fortrolig behandling af visse fortrolige oplysninger i indlæggene og i de respektive bilag over for de private intervenienter. Sagsøgerne har fremlagt en ikke-fortrolig udgave af disse procesdokumenter.

49      Ved kendelse af 8. marts 2012 har formanden for Rettens Tredje Afdeling tilladt de private intervenienter at intervenere i retsmødet til støtte for Rådets påstande. I den samme kendelse har formanden for Rettens Tredje Afdeling for det første udsat afgørelsen af, om sagsøgerne skulle have adgang til retsmøderapporten med henblik på at angive de elementer, der kan anses for at være fortrolige, og for det andet afgørelsen af, om de private intervenienter skulle have adgang til en foreløbig ikke-fortrolig udgave for at fremsætte deres eventuelle bemærkninger til begæringen om fortrolig behandling.

50      På grundlag af den refererende dommers rapport har Retten (Tredje Afdeling) besluttet at indlede den mundtlige forhandling. I forbindelse med foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse har Retten anmodet Rådet om at fremlægge visse dokumenter. Rådet har efterkommet disse anmodninger inden for den fastsatte frist.

51      Parterne og de private intervenienter har afgivet mundtlige indlæg og besvaret Rettens spørgsmål under retsmødet den 12. november 2013.

52      Sagsøgerne har nedlagt følgende påstande:

–        Den anfægtede forordning annulleres, for så vidt som den vedrører dem.

–        Rådet tilpligtes at betale sagens omkostninger.

53      Rådet har nedlagt følgende påstande:

–        Frifindelse.

–        Sagsøgerne tilpligtes at betale sagens omkostninger.

54      Kommissionen har nedlagt følgende påstande:

–        Frifindelse.

–        Sagsøgerne tilpligtes at betale sagens omkostninger.

55      De private intervenienter støtter Rådets påstande.

 Retlige bemærkninger

56      Sagsøgerne har til støtte for søgsmålet fremsat otte anbringender. Disse anbringender kan opdeles i to grupper.

57      Anbringenderne i den første gruppe omhandler sagsøgernes ansøgninger om markedsøkonomisk status og vedrører:

–        for det første en tilsidesættelse af grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra c), andet afsnit, idet afgørelsen om ikke at tildele sagsøgerne markedsøkonomisk status blev truffet på grundlag af, hvad Kommissionen vidste om virkningen af et sådant afslag på sagsøgerens dumpingmargen

–        for det andet en tilsidesættelse af et væsentligt formkrav i grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra c), andet afsnit, og en tilsidesættelse af retten til forsvar

–        for det tredje åbenbart urigtige skøn ved anvendelsen af grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra c), første afsnit, og en mangelfuld begrundelse

–        for det fjerde, at undersøgelsen blev gennemført på uretfærdig og ensidig vis, og at der forelå en overdreven bevisbyrde.

58      Anbringenderne i den anden gruppe omhandler vurderingen af skaden og vedrører:

–        for det femte en tilsidesættelse af grundforordningens artikel 3, stk. 2

–        for det sjette en tilsidesættelse af grundforordningens artikel 3, stk. 1, og artikel 9, stk. 4

–        for det syvende en tilsidesættelse af grundforordningens artikel 3, artikel 4, stk. 1, og artikel 5, stk. 4

–        for det ottende en tilsidesættelse af grundforordningens artikel 3, stk. 2 og 7.

1.     Rækkevidden af annullationspåstanden

59      Indledningsvis bemærkes, at den anfægtede forordning indfører en endelig antidumpingtold på importen af coated finpapir med oprindelse i Kina.

60      Sagsøgerne har i forbindelse med flere af anbringenderne påstået den anfægtede forordning annulleret i sin helhed. I stævningen og påstandene har selskaberne dog begrænset sig til at bestride antidumpingtoldens lovlighed, idet antidumpingtolden blev pålagt selskaberne og vedrører dem.

61      Det bemærkes i den forbindelse, at denne tolds eventuelle ulovlighed kun påvirker lovligheden af den anfægtede forordning, for så vidt som den pålægger sagsøgerne en antidumpingtold. Ulovligheden berører til gengæld ikke lovligheden af den anfægtede forordnings andre elementer, nemlig den antidumpingtold, der er blevet pålagt de øvrige selskaber, som forordningen er rettet til.

62      Det fremgår af retspraksis, at når en forordning, der indfører en antidumpingtold, pålægger forskellig antidumpingtold for en række selskaber, er et selskab alene individuelt berørt af de bestemmelser, som pålægger selskabet en antidumpingtold og angiver dens størrelse, og ikke af de bestemmelser, som pålægger andre selskaber antidumpingtold, hvorfor en sag anlagt af dette selskab kun kan antages til realitetsbehandling, for så vidt som påstanden går ud på annullation af de bestemmelser i forordningen, som udelukkende vedrører selskabet (jf. analogt Domstolens dom af 15.2.2001, sag C-239/99, Nachi Europe, Sml. I, s. 1197, præmis 22 og den deri nævnte retspraksis).

63      Under disse omstændigheder skal dette annullationssøgsmål fortolkes således, at det blot tilsigter en delvis annullation af den anfægtede forordning, i det omfang den pålægger sagsøgerne en endelig antidumpingtold.

2.     Anbringenderne vedrørende sagsøgernes ansøgninger om markedsøkonomisk status

 Det første anbringende om en tilsidesættelse af grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra c), andet afsnit, idet afgørelsen om ikke at tildele sagsøgerne markedsøkonomisk status blev truffet på grundlag af, hvad Kommissionen vidste om virkningen af et sådant afslag på sagsøgerens dumpingmargen

64      Sagsøgerne har i forbindelse med det første anbringende gjort gældende, at afgørelsen om ikke at tildele sagsøgerne markedsøkonomisk status blev truffet på grundlag af, hvad Kommissionen vidste om virkningen af et sådant afslag på sagsøgernes dumpingmargen, hvilket var i strid med grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra c), andet afsnit, som fortolket af Retten i dens dom af 14. november 2006, Nanjing Metalink mod Rådet (sag T-138/02, Sml. II, s. 4347, præmis 44), og af 18. marts 2009, Shanghai Excell M&E Enterprise og Shanghai Adeptech Precision mod Rådet (sag T-299/05, Sml. II, s. 565, præmis 127 og 138).

65      Sagsøgerne har ligeledes påberåbt sig »en åbenbar tilsidesættelse af retten til forsvar«, eftersom Kommissionen »gjorde sig store anstrengelser […] for ubetinget at afvise alle de [af sagsøgerne givne] forklaringer i løbet af undersøgelsen, der skulle bevise, at selskaberne opfyldte kriterierne for tildeling af markedsøkonomisk status«.

66      Hvad indledningsvis angår den påståede tilsidesættelse af sagsøgernes ret til forsvar skal det bemærkes, at stævningen ifølge artikel 21 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol og artikel 44, stk. 1, i Rettens procesreglement skal indeholde en kort fremstilling af søgsmålsgrundene. Denne angivelse skal være så klar og præcis, at det er muligt for sagsøgte at tilrettelægge sit forsvar og for Retten at træffe afgørelse i sagen, i givet fald uden andre oplysninger til støtte herfor. Stævningen skal derfor indeholde udtrykkelige angivelser af de grunde, søgsmålet støttes på, hvorfor en rent abstrakt opregning heraf ikke opfylder kravene i procesreglementet (Rettens dom af 12.1.1995, sag T-102/92, Viho mod Kommissionen, Sml. II, s. 17, præmis 68, af 14.5.1998, sag T-352/94, Mo och Domsjö mod Kommissionen, Sml. II, s. 1989, præmis 333, og af 12.10.2011, sag T-224/10, Association belge des consommateurs test-achats mod Kommissionen, Sml. II, s. 7177, præmis 71). Da sagsøgerne på ingen måde har underbygget deres klagepunkt om tilsidesættelse af retten til forsvar, således at Retten kan fastlægge dets egentlige indhold, må det afvises fra realitetsbehandling.

67      Med hensyn til en tilsidesættelse af grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra c), andet afsnit, har sagsøgerne gjort gældende, at Kommissionen på datoen for forslaget vedrørende markedsøkonomisk status rådede over alle de detaljerede oplysninger, som den behøvede for at beregne sagsøgernes dumpingmargen – med eller uden markedsøkonomisk status – i Kina og referencelandet.

68      Under retsmødet har sagsøgerne som svar på et spørgsmål fra Retten præciseret, at de faktisk ikke tillagde selve tremånedersfristen nogen betydning, men snarere beskyttelsen af de eksporterende producenters rettigheder.

69      Ifølge grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra c), andet afsnit, »skal [det] efter høring af det rådgivende udvalg, og efter at den pågældende erhvervsgren i Fællesskabet har haft lejlighed til at udtale sig, afgøres, om producenten [driver virksomhed under markedsøkonomiske vilkår] inden tre måneder efter iværksættelsen af undersøgelsen, og »[d]enne afgørelse er gyldig i hele undersøgelsesperioden«.

70      I modsætning til, hvad sagsøgerne har gjort gældende, fandt Retten i dommen i sagen Nanjing Metalink mod Rådet, og i dommen i sagen Shanghai Excell M&E Enterprise og Shanghai Adeptech Precision mod Rådet, nævnt i præmis 64 ovenfor, samt i dom af 8. november 2011, Zhejiang Harmonic Hardware Products mod Rådet (sag T-274/07, ikke trykt i Samling af Afgørelser), ikke, at det kunne begrundes i formålet med grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra c), andet afsnit, at annullere en forordning om indførelse af endelig antidumpingtold med hensyn til en virksomhed, hver gang Kommissionen kan have haft kendskab til, hvilken virkning en afgørelse om markedsøkonomisk status kunne få for beregningen af dumpingmargenen for denne virksomhed, alene fordi den havde dette kendskab, da afgørelsen om markedsøkonomisk status blev vedtaget. Retten finder i lighed med Rådet ikke, at der er nogen umiddelbar sammenhæng mellem tremånedersfristen i grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra c), andet afsnit, og Kommissionens eventuelle kendskab til virkningen af en afgørelse om markedsøkonomisk status på en virksomheds dumpingmargen.

71      Det bestemmes i øvrigt ikke i grundforordningen, at afgørelsen om markedsøkonomisk status skal være vedtaget på et tidspunkt, hvor Kommissionen ikke havde kendskab til de oplysninger, der var nødvendige for at kende virkningen af en afgørelse om markedsøkonomisk status for en virksomheds dumpingmargen. Det kan i denne henseende ikke udelukkes, at Kommissionen, selv uden at den pågældende frist overskrides i forbindelse med vedtagelsen af afgørelsen om markedsøkonomisk status, vedtager en sådan afgørelse, selv om den allerede var i besiddelse af de oplysninger, der var nødvendige for, at den kunne forudse denne afgørelses virkning for den berørte virksomheds dumpingmargen.

72      Det fremgår under alle omstændigheder af Domstolens dom af 1. oktober 2009, Foshan Shunde Yongjian Housewares & Hardware mod Rådet (sag C-141/08 P, Sml. I, s. 9147), at Domstolen på grundlag af legalitetsprincippet og princippet om god forvaltningsskik og kravet om overholdelse af de proceduremæssige garantier, der er fastsat i grundforordningen, lægger mere vægt på, at de materielle kriterier, der er fastsat i grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra c), anvendes korrekt, end på at kræve, at afgørelsen om markedsøkonomisk status ligger fast, eller at Kommissionen ikke ved, hvilken virkning en afgørelse om markedsøkonomisk status vil få for en virksomheds dumpingmargen, når den vedtager en sådan afgørelse.

73      Som Retten påpegede i dommen i sagen Zhejiang Harmonic Hardware Products mod Rådet, nævnt i præmis 70 ovenfor (præmis 39), bemærkede Domstolen i dommen i sagen Foshan Shunde Yongjian Housewares & Hardware mod Rådet, nævnt i præmis 72 ovenfor, at grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra c), i lyset af legalitetsprincippet og princippet om god forvaltningsskik ikke kan fortolkes således, at Kommissionen forpligtes til at foreslå Rådet endelige foranstaltninger, hvorved der til skade for den berørte virksomhed fastholdes en fejl i den oprindelige vurdering af de materielle kriterier, der er fastsat i denne bestemmelse. I tilfælde af, at Kommissionen i løbet af undersøgelsen bliver klar over, at en virksomhed i modsætning til Kommissionens oprindelige vurdering opfylder kriterierne i grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra c), første afsnit, skal den træffe passende foranstaltninger, idet den samtidig sikrer, at de proceduremæssige garantier, der er fastsat i grundforordningen, opfyldes (dommen i sagen Foshan Shunde Yongjian Housewares & Hardware mod Rådet, nævnt i præmis 72 ovenfor, præmis 111 og 112).

74      Det må på denne baggrund fastslås, at det ganske vist fremgår af grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra c), andet afsnit, at en afgørelse om markedsøkonomisk status i princippet skal træffes inden tre måneder efter undersøgelsens iværksættelse, og at denne afgørelse er gyldig i hele undersøgelsesperioden, men at den omstændighed, at en afgørelse træffes efter udløbet af denne frist, på EU-rettens nuværende udviklingstrin og ifølge den fortolkning, som EU’s retsinstanser har anlagt af denne bestemmelse, jf. præmis 70 og 73 ovenfor, ikke i sig selv medfører, at forordningen om indførelse af en antidumpingtold annulleres, og desuden vil en sådan afgørelse kunne ændres i løbet af proceduren, hvis det viser sig, at den var forkert.

75      Det er i dette tilfælde ubestridt, at den endelige afgørelse om at give afslag på sagsøgernes ansøgninger om markedsøkonomisk status ikke blev vedtaget inden for den tremånedersfrist, der er fastsat i grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra c), andet afsnit. Meddelelsen om indledning af undersøgelsesproceduren blev således offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende den 18. februar 2010. Den endelige afgørelse om ikke at tildele markedsøkonomisk status blev imidlertid fremlagt den 2. september 2010 og bekræftet den 12. oktober 2010.

76      Desuden fremgår det af sagsakterne, at sagsøgernes besvarelse af antidumpingskemaet blev indgivet til Kommissionen henholdsvis den 7. og den 10. maj 2010, og at antidumpingkontrolbesøgene fandt sted mellem den 23. juni og den 12. juli 2010. Kontrolbesøgene i referencelandet blev gennemført i løbet af den sidste uge af august 2010. Kun kontrolbesøgene vedrørende sagsøgernes eksportsalg gennem det forbundne selskab med hjemsted i Unionen havde endnu ikke fundet sted. Det fremgår efter sagsøgernes opfattelse af kronologien for de anførte faktiske omstændigheder, at Kommissionen, da den fremlagde sit forslag om at give afslag på sagsøgernes ansøgning om markedsøkonomisk status, var i besiddelse af samtlige de dokumenter og de oplysninger, der var nødvendige for, at den kunne beregne sagsøgernes dumpingmargen, både i det tilfælde, hvor der blev tildelt markedsøkonomisk status, og i det tilfælde, hvor den ikke blev tildelt.

77      Det argument, som Rådet – støttet af Kommissionen – har fremsat om, at Kommission ikke havde været i stand til at fastslå virkningen af afgørelsen om markedsøkonomisk status for dumpingmargenen, da den tilsendte sagsøgerne underretningsskrivelsen om markedsøkonomisk status, kan derfor ikke tiltrædes.

78      Det bemærkes i denne forbindelse, at muligheden for, at spørgsmålet om tildeling af markedsøkonomisk status afgøres i kraft af dens virkning på beregningen af dumpingmargenen, ikke forudsætter et kendskab til den præcise dumpingmargen, som beregnes på grundlag af oplysninger, der vedrører sagsøgernes normale værdi, men udelukkende et kendskab til oplysningerne med hensyn til den virkning, som tildelingen af markedsøkonomisk status kan få for denne margen ved hjælp af de to mulige beregningsmetoder.

79      Det på denne baggrund fastslås, at selv dersom det antages, at den omstændighed, at Kommissionen som følge af en manglende overholdelse af tremånedersfristen i grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra c), andet afsnit, kan have haft kendskab til, hvilken virkning afgørelsen om markedsøkonomisk status for sagsøgerne kunne få for beregningen af disses dumpingmargen, kan være relevant, eftersom Kommissionen kan have ladet sig påvirke af denne viden i forbindelse med vedtagelsen af denne afgørelse, har sagsøgerne ikke bevist, at den anfægtede forordning kunne have fået et andet indhold, hvis der ikke var begået nogen fejl i forbindelse med proceduren for vedtagelse af afgørelsen om markedsøkonomisk status.

80      Sagsøgernes argument om, at Kommissionens afgørelse om at give afslag på deres ansøgning om markedsøkonomisk status blev truffet på baggrund af, hvad Kommissionen vidste om virkningen af denne afgørelse på sagsøgernes dumpingmargen, således at denne afgørelse kunne have været anderledes, hvis Kommissionen ikke havde haft denne oplysning, kan ikke tiltrædes.

81      At Kommissionen ved, hvilken virkning en afgørelse om markedsøkonomisk status vil få for en virksomheds dumpingmargen, betyder ikke nødvendigvis, at en sådan afgørelse – og dermed forordningen om indførelse af en antidumpingtold – kunne have fået et andet indhold, hvis denne afgørelse var blevet truffet inden for den tremånedersfrist, der er nævnt i grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra c), andet afsnit.

82      Det skal bemærkes, at selv hvis Kommissionen har de oplysninger, der kræves for at beregne en producents dumpingmargen, på det tidspunkt, hvor den træffer afgørelsen om en producents markedsøkonomiske status, er det stadig muligt, at nævnte afgørelse og forordningen om indførelse af en endelig antidumpingtold ikke ville have været anderledes.

83      Dette kunne være tilfældet, hvis det er klart, at en sådan producent ikke kan tildeles markedsøkonomisk status, fordi Kommissionen med rette har konkluderet, at producenten ikke opfylder de kriterier for tildeling af denne status, der er fastsat i grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra c), og betingelserne for indførelse af antidumpingtold er til stede.

84      Kommissionens vurdering af overholdelsen af kriterierne for tildeling af markedsøkonomisk status i det foreliggende tilfælde vil blive undersøgt i forbindelse med det tredje anbringende.

85      I det foreliggende tilfælde har sagsøgerne for det første begrænset sig til at gøre gældende, at den omstændighed, at Kommissionen var i besiddelse af samtlige de dokumenter og de oplysninger, der var nødvendige for, at den kunne beregne selskabernes dumpingmargen, »stiller spørgsmålstegn ved upartiskheden af Kommissionens efterfølgende afgørelse om ansøgningerne om markedsøkonomisk status«, og at »dette i det mindste giver anledning til en begrundet og rimelig mistanke, der giver grund til at tro, at Kommissionen muligvis besluttede at give afslag på sagsøgernes ansøgninger om markedsøkonomisk status ikke på grundlag af en objektiv undersøgelse af realiteten i disse ansøgninger, men fordi den havde til hensigt at indføre antidumpingtold på sagsøgernes import«.

86      For det andet har sagsøgerne ikke oplyst, på hvilke punkter afgørelsen om markedsøkonomisk status efter deres opfattelse kunne være blevet bedømt anderledes, hvis Kommissionen havde truffet sin afgørelse inden for tre måneder, eller hvis Kommissionen ikke havde haft kendskab til denne afgørelses virkning for sagsøgernes dumpingmargen.

87      Sagsøgerne har blot anført, at, »såfremt [de] var blevet tildelt markedsøkonomisk status […], ville deres dumpingmargen – der beregnes ud fra en sammenligning af sagsøgernes eksportsalg og deres fortjenstgivende hjemmemarkedssalg i Kina – have været på 0,01%, dvs. inden for minimumsværdien på 2%«, og at »Kommissionen derfor var fuldt ud bekendt med virkningen af sin afgørelse om ansøgningerne om markedsøkonomisk status for undersøgelsens resultat, eftersom tildelingen af markedsøkonomisk status ville have ført til, at undersøgelsen blev indstillet, for så vidt som den vedrørte sagsøgerne«.

88      Sagsøgerne har tilføjet, at »hvis Kommissionen i forbindelse med sin afgørelse vedrørende ansøgningerne om markedsøkonomisk status havde set bort fra dumpingmargenens bagatelgrænse (såfremt markedsøkonomisk status blev tildelt) eller det meget høje niveau heraf på grund af anvendelsen af den normale værdi for referencelandet (såfremt der blev givet afslag på markedsøkonomisk status), kan det ikke udelukkes, at [Kommissionen] i den henseende har udøvet sin skønsmæssige beføjelse på en anden måde end i undersøgelsen«.

89      Sagsøgerne har deraf konkluderet, at »det er sandsynligt, at afslaget på deres ansøgninger om markedsøkonomisk status i det foreliggende tilfælde blev afgjort »i kraft af dets virkning på beregningen af dumpingmargenen«.

90      Det bemærkes herved, at selv hvis det antages, at sagsøgerne med fremsættelsen af deres argumentation har haft til hensigt at godtgøre, at Kommissionen har gjort sig skyldig i magtfordrejning, må denne argumentation afvises. Det følger af fast retspraksis, at en beslutning eller EU-retsakt ikke kan anses for udtryk for magtfordrejning, medmindre det af objektive, relevante og indbyrdes sammenhængende omstændigheder fremgår, at den tjener til at fremme andre formål end de angivne (Domstolens dom af 11.7.1990, sag C-323/88, Sermes, Sml. I, s. 3027, præmis 33, samt Rettens dom af 18.9.1995, sag T-167/94, Nölle mod Rådet og Kommissionen, Sml. II, s. 2589, præmis 66, og af 15.10.1998, sag T-2/95, Industrie des poudres sphériques mod Rådet, Sml. II, s. 3939, præmis 376). Sagsøgerne har imidlertid ikke fremført sådanne omstændigheder.

91      Sagsøgerne er desuden af den opfattelse, at deres egen adfærd ikke bevirkede, at Kommissionen blev forsinket, da den vedtog afgørelsen om deres ansøgninger om markedsøkonomisk status, således som Rådet og Kommissionen har gjort gældende, eftersom Kommissionen insisterede på, at oplysningerne om dumping blev indgivet samtidigt med dens undersøgelse af ansøgningerne om markedsøkonomisk status, og at den anmodede om yderligere oplysninger.

92      Spørgsmålet om tilregnelsen af forsinkelsen synes imidlertid ikke at være relevant i det foreliggende tilfælde og vil således ikke blive undersøgt.

93      Det følger heraf, at det første anbringende må forkastes.

 Det andet anbringende om en tilsidesættelse af et væsentligt formkrav i grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra c), andet afsnit, og af retten til forsvar

94      Dette anbringende er opdelt i to led vedrørende henholdsvis den faktiske høring af Det Rådgivende Antidumpingudvalg og tilsidesættelsen af retten til forsvar.

 Det første led vedrørende den faktiske høring af Det Rådgivende Antidumpingudvalg

95      Sagsøgerne har anført, at Kommissionen undlod at videresende »visse væsentlige oplysninger til Det Rådgivende Antidumpingudvalg«, og at den »bragte [Det Rådgivende Antidumpingudvalg] i vildfarelse« ved at forelægge udvalget et forslag vedrørende markedsøkonomisk status med »alvorlige unøjagtigheder og udeladelser«, og ved at give en forkert beskrivelse af sagsøgernes bemærkninger til Kommissionens forslag, hvilket forhindrede udvalget i at afgive en udtalelse på et kvalificeret grundlag.

96      Det skal indledningsvis bemærkes, at Domstolen i dom af 7. maj 1991, Nakajima mod Rådet (sag C-69/89, Sml. I, s. 2069, præmis 48-51), fastslog, at fysiske og juridiske personer ikke kan påberåbe sig, at der er sket en tilsidesættelse af regler, som ikke har til formål at beskytte borgerne, men som har til formål at sikre en hensigtsmæssig forretningsgang inden for institutionen, såsom reglerne om overholdelsen af fristen for fastlæggelsen af en foreløbig dagsorden for en samling i Rådet eller om, at en forordning er tilgængelig i alle sprogversionerne på dagen for vedtagelsen.

97      Dette betyder dog ikke, at en privatperson aldrig med føje kan påberåbe sig en tilsidesættelse af en regel om den beslutningsproces, der fører til vedtagelse af en EU-retsakt. Der må således blandt en institutions interne regler sondres mellem regler, hvis tilsidesættelse ikke kan påberåbes af fysiske og juridiske personer, fordi de kun vedrører vilkårene for institutionens interne forhold, som ikke kan berøre fysiske og juridiske personers retsstilling, og regler, hvis tilsidesættelse i modsætning hertil kan påberåbes, idet de skaber rettigheder for fysiske og juridiske personer eller er udtryk for en retssikkerhedsgaranti for disse.

98      En tilsidesættelse af en regel om høring af et udvalg kan således kun medføre, at den pågældende institutions endelige afgørelse bliver ulovlig, såfremt overtrædelsen er tilstrækkelig væsentlig og er til skade for den retlige og faktiske situation for den part, som gør gældende, at der foreligger en procedurefejl.

99      Høring af et udvalg er således et væsentligt formkrav, hvis tilsidesættelse påvirker lovligheden af den retsakt, som vedtages efter høringen, såfremt det godtgøres, at den manglende fremsendelse af visse væsentlige oplysninger har bevirket, at udvalget ikke kan afgive en udtalelse med fuldt kendskab til sagen, dvs. uden risiko for at blive vildledt på et væsentligt punkt som følge af unøjagtigheder eller undladelser (jf. i denne retning Rettens dom af 17.2.2011, sag T-122/09, Zhejiang Xinshiji Foods og Hubei Xinshiji Foods mod Rådet, ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 104 og den deri nævnte retspraksis).

100    Dette er ikke tilfældet, når de dokumenter, som enten ikke fremsendes eller fremsendes for sent til udvalget, ikke indeholder elementer, som er vigtige, eller som ikke er kommet til udtryk i forhold til dem, som allerede er omhandlet i de sagsakter, som blev fremsendt til udvalget ved indkaldelsen. I et sådant tilfælde har Kommissionens manglende eller forsinkede fremsendelse af et dokument således ingen indflydelse på høringsprocedurens udfald.

101    En sådan undladelse kan således ikke føre til, at hele den administrative procedure må annulleres, og at der må rejses tvivl om den endelige retsakts lovlighed (jf. i denne retning dommen i sagen Zhejiang Xinshiji Foods og Hubei Xinshiji Foods mod Rådet, nævnt i præmis 99 ovenfor, præmis 105 og den deri nævnte retspraksis).

102    Desuden berøres muligheden for, at en tilsidesættelse af bestemmelserne om høring af et udvalg påvirker lovligheden af den retsakt, som endeligt vedtages, ikke af, at udvalgets udtalelse ikke er bindende.

103    Det skal i det foreliggende tilfælde bemærkes, at Kommissionen den 2. september 2010 fremsendte sin foreløbige underretningsskrivelse om ansøgningerne om markedsøkonomisk status samtidigt til sagsøgerne og Det Rådgivende Antidumpingudvalg. Den frist, som Kommissionen indrømmede sagsøgerne til at fremsætte deres bemærkninger, blev fastsat til den 12. september 2010. Efter anmodning herom fra sagsøgerne indrømmede Kommissionen en forlængelse af fristen til den 16. september 2010. Mødet i Det Rådgivende Antidumpingudvalg fandt sted den 14. september 2010. Sagsøgerne fremsatte deres foreløbige bemærkninger til den foreløbige underretningsskrivelse den 17. september 2010. Høringen fandt sted samme dag. Den 21. september 2010 tilsendte Kommissionen – efter at have påbegyndt en analyse og en fuldstændig vurdering af ansøgningen om markedsøkonomisk status – Det Rådgivende Antidumpingudvalg et sammendrag af de bemærkninger, som sagsøgerne havde fremsat til underretningsskrivelsen om markedsøkonomisk status og under høringen. Kommissionen fastsatte også fristen for Det Rådgivende Antidumpingudvalgs afgivelse af sin udtalelse til den 24. september 2010. Under retsmødet for Retten har Rådet i et svar på et spørgsmål, der blev stillet det herom, præciseret, at medlemmerne af det nævnte udvalg har adgang til sagens akter, og at de kan anmode Kommissionen om at fremlægge bestemte dokumenter modtaget i løbet af undersøgelsen. Medlemmerne af udvalget modtager efter sagsøgernes opfattelse kun sammendraget. Sagsøgerne har derfor fremhævet dette sammendrags betydning.

104    Det må i lighed med det af Rådet anførte konstateres, for det første, at sagsøgerne ikke har fremlagt noget bevis om, hvordan Kommissionen skulle have bragt Det Rådgivende Antidumpingudvalg i vildfarelse, for det andet, at selskaberne ikke har angivet, hvilke »alvorlige unøjagtigheder og udeladelser« der henvises til, for det tredje, at de ikke har præciseret, hvorfor beskrivelsen af sagsøgernes bemærkninger i forslaget til markedsøkonomisk status er forkert, og for det fjerde, at sagsøgerne ikke har forklaret, hvorledes Kommissionen »blev forhindret i muligheden for at ændre forslaget i lyset af deres bemærkninger«.

105    Det skal bemærkes, at det for det første fremgår af sagsakterne, at sagsøgerne ikke overholdt den frist, som var blevet forlænget til den 16. september 2010, for at fremsende deres bemærkninger til underretningsskrivelsen om markedsøkonomisk status (jf. præmis 103 ovenfor). Dernæst præciserede sagsøgerne i deres bemærkninger fremsendt pr. e-mail den 17. september 2010, at de i de nævnte bemærkninger havde analyseret alle Kommissionens påstande, og at »[h]vor de oplysninger, der var nødvendige for at godtgøre velbegrundetheden af APP[-koncernens] forklaringer, ikke forelå, på det tidspunkt, hvor APP[-koncernen] skulle fremsende sine bemærkninger, [havde sagsøgerne] gjort opmærksom herpå«, og at »[e]n ny udbyggende og revideret skrivelse vil[le] blive fremsendt senest den 27. september 2010, når [selskaberne havde] alle de nødvendige dokumenter«. Endelig blev de udbyggende og reviderede bemærkninger først fremsendt af sagsøgerne den 28. oktober 2010.

106    Sagsøgerne vil derfor heller ikke kunne påberåbe sig den omstændighed, at Kommissionen ikke afventede deres bemærkninger til den foreløbige underretningsskrivelse, inden den indbragte sagen for Det Rådgivende Antidumpingudvalg, eller at den under alle omstændigheder efter at have modtaget og vurderet de nævnte bemærkninger undlod at udsætte drøftelsen af forslaget til et senere møde i udvalget, for at påberåbe sig en tilsidesættelse af et væsentligt formkrav i grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra c), som påvirker lovligheden af den anfægtede forordning.

107    Desuden følger det af gennemgangen af sagsøgernes bemærkninger til underretningsskrivelsen af 2. september 2010 og af det dokument, som Kommissionen sendte til medlemmerne af Det Rådgivende Antidumpingudvalg den 21. september 2010 vedrørende disse bemærkninger, at Kommissionen ikke fremlagde et forslag vedrørende markedsøkonomisk status med »alvorlige unøjagtigheder og udeladelser« til det nævnte udvalg. Det bemærkes i denne henseende, at Kommissionen udarbejdede et sammendrag af sagsøgernes bemærkninger med hensyn til de første tre kriterier for markedsøkonomisk status ved at gengive de nye elementer i forhold til elementerne i den foreløbige underretningsskrivelse af 2. september 2010.

108    Det må som følge heraf fastslås, at Det Rådgivende Antidumpingudvalg ikke blev bragt i vildfarelse om et væsentligt forhold på grund af unøjagtigheder eller udeladelser, og at det var i stand til at afgive sin udtalelse på et kvalificeret grundlag.

109    Dette anbringendes første led skal derfor forkastes som ugrundet.

 Det andet led vedrørende tilsidesættelse af retten til forsvar

110    I det foreliggende tilfælde har sagsøgerne påberåbt sig en tilsidesættelse af retten til forsvar og af retten til en behørig rettergang, for så vidt som Kommissionen den 2. september 2010 samtidigt sendte sagsøgerne en kopi af arbejdsdokumentet vedrørende sit forslag til Det Rådgivende Antidumpingudvalg og underretningsskrivelsen vedrørende markedsøkonomisk status.

111    De har herved gjort gældende, at Kommissionen allerede den 2. september 2010 havde besluttet at give afslag på deres ansøgning om markedsøkonomisk status, og at den på ingen måde ønskede at vurdere deres bemærkninger forud for vedtagelsen af et endeligt forslag, som skule forelægges Det Rådgivende Antidumpingudvalg, og at den i øvrigt »havde afvist at berigtige den [foreløbige] underretningsskrivelse vedrørende markedsøkonomisk status« som følge af sagsøgernes bemærkninger den 16. september 2010.

112    Denne omstændighed har efter sagsøgernes opfattelse »sandsynligvis« haft indflydelse på de konklusioner, som [Kommissionen] kunne have draget af disse bemærkninger«.

113    Det skal bemærkes, at en sådan tilsidesættelse af retten til forsvar, hvis den forudsættes påvist, kan udgøre en uregelmæssighed ved den administrative procedure. Ifølge fast retspraksis kan en uregelmæssighed ved proceduren imidlertid kun føre til, at en afgørelse annulleres helt eller delvis, hvis det påvises, at den administrative procedure, hvis uregelmæssigheden ikke var forekommet, kunne have ført til et andet resultat, og at afgørelsen om ansøgningerne om markedsøkonomisk status som følge deraf kunne have fået et andet indhold (jf. i denne retning Rettens domme af 12.3.2008, sag T-345/03, Evropaïki Dynamiki mod Kommissionen, Sml. II, s. 341, præmis 147, og sag T-332/03, European Service Network mod Kommissionen, ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 130 og den deri nævnte retspraksis). Sagsøgerne har imidlertid ikke fremført nogen omstændighed, der kan godtgøre, at den påståede uregelmæssighed har haft indflydelse på den pågældende afgørelse.

114    Derfor må det andet anbringendes andet led forkastes som ugrundet.

115    Følgelig bør det andet anbringende forkastes i sin helhed.

 Det tredje anbringende om åbenbart urigtige skøn ved anvendelsen af grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra c), første afsnit, og en mangelfuld begrundelse

 Indledende bemærkninger

116    Efter fast retspraksis skal der ved fortolkningen af en EU-retlig bestemmelse ikke blot tages hensyn til dennes ordlyd, men også til den sammenhæng, hvori den indgår, og til de mål, der forfølges med den ordning, som den er en del af (jf. Domstolens dom af 7.6.2005, sag C-17/03, VEMW m.fl., Sml. I, s. 4983, præmis 41 og den deri nævnte retspraksis).

117    Desuden bemærkes, at når den nøjagtige rækkevidde ikke kan udledes på grundlag af en fortolkning af ordlyden af eller forhistorien til forordningen og nærmere bestemt af en af dens bestemmelser, må bestemmelserne fortolkes på grundlag af deres formål og almindelige opbygning (jf. analogt Domstolens dom af 31.3.1998, forenede sager C-68/94 og C-30/95, Frankrig m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 1375, præmis 168, og Rettens dom af 25.3.1999, sag T-102/96, Gencor mod Kommissionen, Sml. II, s. 753, præmis 148).

118    Endelig skal det ligeledes bemærkes, at man ikke kan udskille en retsakts konklusion fra dens betragtninger, hvorfor den om nødvendigt må fortolkes under hensyntagen til de betragtninger, som har ført til dens vedtagelse (Domstolens dom af 15.5.1997, sag C-355/95 P, TWD mod Kommissionen, Sml. I, s. 2549, præmis 21).

119    Grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra b), foreskriver:

»I forbindelse med antidumpingundersøgelser vedrørende indførsel fra [Kina] fastsættes den normale værdi i overensstemmelse med stk. 1-6, hvis det på grundlag af velbegrundede krav herom fra én eller flere producenter, der er omfattet af undersøgelsen, og i overensstemmelse med kriterierne og procedurerne i litra c) er påvist, at de markedsøkonomiske principper er fremherskende for denne producent eller disse producenter med hensyn til fremstilling og salg af den berørte samme vare. Hvis dette ikke er tilfældet, finder reglerne i litra a) anvendelse.«

120    I grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra c), er det præciseret, at »[e]t krav i henhold til [artikel 2, stk. 7, litra b)] skal fremsættes skriftligt og indeholde tilstrækkelige beviser for, at producenten driver virksomhed under markedsøkonomiske vilkår, dvs. [navnlig] at virksomhedernes beslutninger om priser, omkostninger og inputs, herunder rå- og hjælpestoffer, teknologi, arbejdskraft, produktion og investeringer, skal træffes som reaktion på markedssignaler, der afspejler udbuds- og efterspørgselsforholdene, og uden nogen omfattende statslig indgriben; i den sammenhæng skal udgifterne til de vigtigste inputs i alt væsentligt afspejle markedsværdierne«.

121    Det fremgår af de ovennævnte bestemmelser, at bevisbyrden påhviler den producent, som ønsker at blive tillagt markedsøkonomisk status i henhold til grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra b). Det påhviler således ikke EU-institutionerne at bevise, at producenten ikke opfylder betingelserne for at opnå denne status. Derimod påhviler det EU-institutionerne at vurdere, om de af den pågældende producent angivne forhold udgør tilstrækkelige beviser for, at kriterierne i grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra c), første afsnit, er opfyldt for at indrømme producenten denne status, og det påhviler Unionens retsinstanser at efterprøve, om denne vurdering er behæftet med en åbenbar fejl (jf. i denne retning dommen i sagen Shanghai Excell M&E Enterprise og Shanghai Adeptech Precision mod Rådet, nævnt i præmis 64 ovenfor, præmis 83 og den deri nævnte retspraksis).

122    Det fremgår endvidere af retspraksis, at EU-institutionerne råder over et vidt skøn i forbindelse med bedømmelsen af faktiske, retlige og politiske forhold i det pågældende land for at afgøre, om en eksportør kan tildeles SEM-status. Unionens retsinstansers prøvelse af institutionernes skøn må derfor begrænses til en kontrol af, om formforskrifterne er overholdt, om de faktiske omstændigheder, på grundlag af hvilke det anfægtede valg er foretaget, er materielt rigtige, samt til, om der foreligger en åbenbar fejl i vurderingen af de nævnte faktiske omstændigheder, eller om der er begået magtfordrejning (jf. Rettens dom af 28.10.2004, sag T-35/01, Shanghai Teraoka Electronic mod Rådet, Sml. II, s. 3663, præmis 48 og 49 og den deri nævnte retspraksis).

123    Det fremgår tillige af fast retspraksis, at når EU-institutionerne har en sådan skønsbeføjelse, må der lægges endnu større vægt på overholdelsen af de garantier, som EU-retten giver med hensyn til den administrative sagsbehandling, og at disse garantier bl.a. omfatter kravet om, at den kompetente institution omhyggeligt og upartisk skal undersøge alle relevante forhold i den enkelte sag (Domstolens dom af 21.11.1991, sag C-269/90, Technische Universität München, Sml. I, s. 5469, præmis 14, og dommen i sagen Nölle mod Rådet og Kommissionen, nævnt i præmis 90 ovenfor, præmis 73).

124    I det foreliggende tilfælde blev sagsøgerne nægtet markedsøkonomisk status med den begrundelse, at de ikke havde bevist, at de opfyldte de første tre kriterier i grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra c), første afsnit (jf. præmis 41 ovenfor), dvs. de kriterier, som skal sikre, at

–        virksomhedernes beslutninger om priser, omkostninger og inputs, herunder rå- og hjælpestoffer, teknologi, arbejdskraft, produktion og investeringer, træffes som reaktion på markedssignaler, der afspejler udbuds- og efterspørgselsforholdene, og uden nogen omfattende statslig indgriben; i den sammenhæng skal udgifterne til de vigtigste inputs i alt væsentligt afspejle markedsværdierne

–        virksomhederne benytter ét klart sæt grundlæggende regnskabsforskrifter, som revideres uafhængigt i overensstemmelse med internationale regnskabsstandarder og anvendes til alle formål

–        virksomhedernes produktionsomkostninger og økonomiske situation ikke gøres til genstand for væsentlige fordrejninger, der er overført fra det tidligere ikke-markedsøkonomiske system, navnlig for så vidt angår nedskrivning af aktiver, andre afskrivninger, kompensations- eller byttehandel og betaling via gældskompensation.

 Den påståede mangelfulde begrundelse

125    Det fremgår af dette anbringendes overskrift, at sagsøgerne også har påberåbt sig en mangelfuld begrundelse, som i øvrigt ikke blev anført i replikken. Det bemærkes i denne forbindelse, at den korte fremstilling af søgsmålsgrundene som omhandlet i procesreglementets artikel 44, stk. 1, litra c), ikke betyder, at de skal være formuleret på en bestemt måde. Ifølge retspraksis skal en sagsøgers anbringender fortolkes ved deres indhold snarere end ved den retlige kvalifikation heraf (Domstolens dom af 15.12.1961, forenede sager 19/60, 21/60, 2/61 og 3/61, Fives Lille Cail m.fl. mod Den Høje Myndighed, Sml. 1954-1964, s. 269, org.ref.: Rec. s. 559, på s. 588). Det må imidlertid konstateres, at sagsøgerne ikke har fremført argumenter på en tydelig og indlysende måde vedrørende den påståede mangelfulde begrundelse, hvorfor der ikke skal foretages en vurdering i denne forbindelse. Det er følgelig kun argumenterne om åbenbart urigtige skøn ved anvendelsen af grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra c), første afsnit, der skal undersøges.

126    Det bemærkes i denne forbindelse, at betingelserne i grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra c), er kumulative, således at når en producent ikke opfylder en af disse betingelser, skal der gives afslag på hans ansøgning om at opnå markedsøkonomisk status (dommen i sagen Shanghai Teraoka Electronic mod Rådet, nævnt i præmis 122 ovenfor, præmis 54).

127    Der skal først tages stilling til dette anbringendes tredje led om det tredje kriterium for tildeling af markedsøkonomisk status.

 Det tredje led om det tredje kriterium for tildeling af markedsøkonomisk status

128    Følgende fremgår af 39. betragtning til forordningen om midlertidig told:

»[U]ndersøgelsen afslørede […], at der findes betydelige fordrejninger med hensyn til brugsret til jord for de fire forretningsmæssigt forbundne eksporterende producenter. Sådanne fordrejninger peger i retning af den konklusion, at brugsretten til jord ikke tildeles og beholdes på markedsøkonomiske vilkår. På stedet kunne det også konstateres, at der er tale om betydelige fordrejninger ved tildeling af lån til de fire forretningsmæssigt forbundne eksporterende producenter fra den kinesiske bank/finanssektor. De fleste af lånene blev ydet af banker, hvori staten besad en betydelig aktiepost, med klare tegn på, at de finansielle institutioner tog hensyn til statens overordnede industripolitik ved fastlæggelse af koncernens kreditværdighed, hvilket førte til långivning til virksomheder, der befinder sig i en dårlig økonomisk situation. Under hensyntagen til [det] ovenstående konkluderede man derfor, at de fire forretningsmæssigt forbundne eksporterende producenter ikke har påvist, at de opfylder kriterium nr. 3.«

–       Jordbrugsrettighederne

129    Kommissionen anførte følgende i sin underretningsskrivelse om markedsøkonomisk status:

–        Tildeling af brugsrettigheder til jord er knyttet til et klart tilsagn fra den part, som tildeles disse rettigheder, om at foretage investeringer; staten kan, hvis investeringen ikke er foretaget inden for en given frist, overtage jorden uden at betale nogen som helst form for erstatning.

–        Der ydes ikke nogen erstatning til investoren/selskabet på tidspunktet for den lovlige opsigelse af kontrakten om brugsretten til jord; med andre ord forventer staten, at den private investor i disse tilfælde foretager sin investering – dvs. opfører fabrikken – og overdrager alle anlægsaktiverne (bygninger, maskiner, osv.) til staten ved forpagtningsperiodens udløb.

–        Det endelige ansvar for at godkende koncessionerne for brugsrettigheder til jord påhvilede den statslige planlægningskommission/handelsministeriet.

–        Suzhou Industrial Park har fastsat prisen for brugsrettighederne til jord i henhold til klare instrukser fra Folkerepublikken Kinas statsråd vedrørende prisfastsættelsesmetoderne for jorden.

–        Sådanne fordrejninger fører til den konklusion, at de pågældende selskaber ikke har opnået brugsrettighederne til jorden på markedsøkonomiske vilkår.

130    Det fremgår af 46. betragtning til forordningen om midlertidig told, at APP-koncernen, som sagsøgerne henhører under, har gjort gældende, at »de konstaterede fordrejninger med hensyn til tildelingen af brugsretten til jord ikke var specifikke for Kina, men også forekom i Europa, eftersom der er tale om restriktioner indført af de myndigheder, der skal tiltrække investorer og sikre, at investeringerne er i overensstemmelse med de gældende lovkrav«.

131    Inden for rammerne af denne sag har sagsøgerne for det første anført, at de pågældende påståede fordrejninger er udbredt praksis i lande med markedsøkonomi. For det andet er det deres opfattelse, at priserne for grunde beliggende i industrizoner altid fastsættes af myndighederne i alle lande, og at disse myndigheder pålægger restriktioner, inden der gives tilladelse til industriprojekter.

132    Til støtte for deres argumentation har sagsøgerne blot henvist til de beviser, som de fremlagde sammen med deres bemærkninger til ansøgningerne om markedsøkonomisk status af 28. oktober 2010, og til de dokumenter, der er knyttet som bilag til replikken.

133    Det må, som Rådet med føje har anført, fastslås, at sagsøgerne ikke bestrider Kommissionens konklusioner om, dels at sagsøgerne blev tildelt brugsrettigheder til jord på vilkår, der ikke svarer til markedsværdien, dels at staten griber ind i fastsættelsen af priserne for disse rettigheder.

134    Sagsøgerne har også udtrykkeligt anerkendt, at formålet med en undersøgelse vedrørende markedsøkonomisk status ikke er at afgøre, hvorvidt der forekommer fordrejninger inden for EU, som Kommissionen påpegede i 46. betragtning til forordningen om midlertidig told.

135    Det skal bemærkes, at stævningen ifølge artikel 21 i statutten for Domstolen og procesreglementets artikel 44, stk. 1, skal indeholde en kort fremstilling af søgsmålsgrundene. Denne angivelse skal være så klar og præcis, at det er muligt for sagsøgte at tilrettelægge sit forsvar og for Retten at træffe afgørelse i sagen, i givet fald uden andre oplysninger til støtte herfor. For at et søgsmål efter de nævnte bestemmelser skal kunne admitteres, er det af retssikkerhedshensyn og af hensyn til en god retspleje nødvendigt, at de væsentlige faktiske og retlige omstændigheder, som søgsmålet støttes på, eventuelt kortfattet, men dog konsekvent og forståeligt, fremgår af selve stævningen. Selv om dennes indhold på særlige punkter kan støttes og udbygges ved henvisninger til afsnit i dokumenter, der vedlægges som bilag til den, kan der ikke ved en generel henvisning til andre dokumenter, og herunder også dokumenter, der figurerer som bilag til stævningen, rådes bod på en undladelse af at anføre afgørende dele af den retlige argumentation, der i medfør af de nævnte bestemmelser skal være indeholdt i stævningen (jf. i denne retning Domstolens dom af 13.12.1990, sag C-347/88, Kommissionen mod Grækenland, Sml. I, s. 4747, præmis 28, og af 31.3.1992, sag C-52/90, Kommissionen mod Danmark, Sml. I, s. 2187, præmis 17-19). De faktiske og retlige omstændigheder, som sagsøgerne støtter dette klagepunkt på, fremgår imidlertid ikke på en forståelig måde af deres skriftlige indlæg. Eftersom sagsøgerne blot argumenterer ved hjælp af bilag, må dette klagepunkt afvises fra realitetsbehandling.

–       Lånene

136    Det fremgår af underretningsskrivelsen om markedsøkonomisk status, at Kommissionen efter at have undersøgt sagsøgernes og APP-koncernens kreditværdighed fandt, at det var vanskeligt at afgøre, på hvilket grundlag de statsejede kinesiske banker havde vurderet APP-koncernens kreditværdighed, eftersom koncernselskaberne havde alvorlige problemer med at tilbagebetale deres lån, ikke var i stand til at overholde en del af deres forpligtelser over for de nævnte banker, og eftersom disse banker imidlertid ikke reagerede. Kommissionen konstaterede ligeledes, at bankerne indrømmede lån til trods for alvorlige likviditets- og finansieringsproblemer og vanskeligheder ved at rejse kapital. Kommissionen konstaterede generelt, at de kinesiske statsejede banker, som stillede midler til rådighed for APP-koncernen, ikke anså koncernens kritiske finansielle situation for at være problematisk.

137    Kommissionen konkluderede herefter:

»Det fremgår klart af alt det ovenfor anførte, at der i det foreliggende tilfælde er tale om betydelige fordrejninger ved tildeling af lån fra den kinesiske bank-/finanssektor. I øvrigt har lån, som ydes på et ikke-kommercielt grundlag, vidtrækkende konsekvenser. Det er således tvivlsomt, om selskabet kunne eksistere uden disse lån. De fleste af lånene blev ydet af banker, hvori staten besad en betydelig aktiepost. Forvridninger af denne art er symptomatisk for en adfærd, der ikke svarer til en adfærd i en markedsøkonomi, og det fremgår klart heraf, at selskabet ikke opnår lån på markedsøkonomiske vilkår, men i betragtning af statens overordnede industripolitik.«

138    Det fremgår af 39. betragtning til forordningen om midlertidig told, at »[d]e fleste af lånene blev ydet af banker, hvori staten besad en betydelig aktiepost, med klare tegn på, at de finansielle institutioner tog hensyn til statens overordnede industripolitik ved fastlæggelse af koncernens kreditværdighed, hvilket førte til långivning til virksomheder, der befinder sig i en dårlig økonomisk situation«.

139    Desuden fremgår det af 47. betragtning til forordningen om midlertidig told, at APP-koncernen anførte, dels at »Kommissionens konklusioner er udtryk for hypoteser«. Dels gjorde koncernen gældende, at »de fordrejninger, som Kommissionen havde identificeret, højst kunne være subsidier«, og »[m]an anførte derfor, at eftersom der foregår en parallel antisubsidieundersøgelse, kan de påståede subsidier ikke være en begrundelse for at afvise [ansøgningen om markedsøkonomisk status]«.

140    Det skal for det første fastslås, at sagsøgerne ikke har benægtet, at de fordrejninger, som Kommissionen havde identificeret, eksisterer, og de har ikke fremført noget bevis til støtte for påstanden om, at Kommissionens konklusioner blot er udtryk for hypoteser.

141    Hvad for det andet angår argumentet om, at disse fordrejninger »åbenbart er subsidier«, som kun skal kompenseres ved udligningstold, fremgår det af 47. betragtning til forordningen om midlertidig told, at Kommissionen bemærkede, at »man ved vurderingen vedrørende [ansøgningen om markedsøkonomisk status] fastslog, at der forekommer fordrejning i lånetildelingerne fra den kinesiske bank-/finanssektor«. Kommissionen fandt derfor, at »[d]er [var] tale om en fordrejning, der er overført fra det ikke-markedsmæssige økonomiske system, og det [havde] ingen sammenhæng med, hvorvidt konsekvenserne af sådanne handlinger skal betragtes som subsidier«.

142    I det foreliggende tilfælde har sagsøgerne generelt henvist til deres skrivelse af 8. juni 2010, hvori de gør gældende, at subsidier ikke kan udgøre en begrundelse for at give afslag på ansøgninger om markedsøkonomisk status, uden at give yderligere forklaringer.

143    Det fremgår af de bemærkninger, som APP-koncernen har fremført i denne skrivelse, og som er sammenfattet i 48. betragtning til forordningen om midlertidig told, at efter APP-koncernens opfattelse skulle »den kinesiske gruppe af eksporterende producenter […] indrømmes markedsøkonomisk [status] for at undgå dobbelttælling med den parallelle undersøgelse af statsstøtte«. APP-koncernen fremførte, »at statsstøtten er en del af vurderingen vedrørende markedsøkonomisk [status], har indvirkning på resultaterne heraf og derfor vil blive behandlet ved den parallelle antisubsidieundersøgelse«. APP-koncernen henviste også til proportionalitetsprincippet og retten til forsvarlig forvaltning.

144    Kommissionen afviste disse argumenter i 49. betragtning til forordningen om midlertidig told, for det første fordi »[d]et forhold, at der i øjeblikket foregår en antisubsidieundersøgelse, [ikke] fritager […] den undersøgende myndighed for pligten til at sikre, at betingelserne for indrømmelse af markedsøkonomisk [status] er opfyldt«. For det andet »er spørgsmålet om »dobbelttælling« af antidumping- og udligningstold omfattet af bestemmelserne i den relevante EU-lovgivning, jf. artikel 14, stk. 1, i grundforordningen, og artikel 24, stk. 1, andet afsnit, i Rådets forordning (EF) nr. 597/2009 af 11. juni 2009 om beskyttelse mod subsidieret indførsel fra lande, der ikke er medlemmer af [Unionen], og afhænger ikke af, hvorvidt den pågældende eksportør indrømmes markedsøkonomisk behandling«, mens »den foreslåede midlertidige antidumpingtold for alle de kinesiske samarbejdende parter [under alle omstændigheder] er baseret på skadestærsklen og ikke på dumpingmargenen, og dermed er enhver påstand om dobbelttælling ugyldig«.

145    I det foreliggende tilfælde fremgår det af sagens akter, at sagsøgerne ikke har bestridt disse betragtninger.

146    Sagsøgerne har erindret om, at de i skrivelsen af 8. juni 2010 også havde forklaret, at der i henhold til WTO-retten – nærmere bestemt artikel 32, stk. 1, i aftalen om subsidier og udligningsforanstaltninger – kun eksisterer to korrigerende foranstaltninger, der har til formål at regulere subsidier, nemlig for det første anvendelsen af WTO’s bilæggelse af tvister, for det andet udligningstold, som kun kan pålægges efter at der er foretaget en antisubsidieundersøgelse. EU-institutionerne kan derfor ikke ensidigt straffe selskaber, som modtager subsidier, ved at give afslag på deres ansøgninger om markedsøkonomisk status i en antidumpingundersøgelse uden at vurdere, om disse subsidier er ulovlige eller udligningsberettigede.

147    Det fremgår af fast retspraksis, at WTO-aftalerne efter deres art og opbygning ikke principielt er omfattet af de retsakter vedtaget af EU-institutionerne, hvis lovlighed efterprøves af Unionens retsinstanser i henhold til artikel 230, stk. 1, EF (jf. i denne retning Domstolens dom af 23.11.1999, sag C-149/96, Portugal mod Rådet, Sml. I, s. 8395, præmis 47, og af 9.1.2003, sag C-76/00 P, Petrotub og Republica mod Rådet, Sml. I, s. 79, præmis 53).

148    Såfremt Unionen imidlertid har ønsket at opfylde en særlig inden for rammerne af WTO påtaget forpligtelse, eller når den pågældende EU-retsakt udtrykkeligt henviser til bestemte bestemmelser i WTO-aftalerne, tilkommer det Unionens retsinstanser at efterprøve den pågældende EU-retsakts lovlighed efter WTO-bestemmelserne (jf. i denne retning Domstolens dom i sagen Portugal mod Rådet, nævnt i præmis 147 ovenfor, præmis 49, og i sagen Petrotub og Republica mod Rådet, nævnt i præmis 147 ovenfor, præmis 54, samt dom af 27.9.2007, sag C-351/04, Ikea Wholesale, Sml. I, s. 7723, præmis 30).

149    Det skal derfor undersøges, om dette er tilfældet i den foreliggende sag.

150    Dette spørgsmål skal dog besvares benægtende.

151    For det første gennemfører grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra c), første afsnit, tredje led, ikke artikel 32, stk. 1, i aftalen om subsidier og udligningsforanstaltninger.

152    For det andet henviser afgørelsen om markedsøkonomisk status heller ikke udtrykkeligt til bestemte bestemmelser i WTO-aftalerne, herunder aftalen om subsidier og udligningsforanstaltninger.

153    For det tredje bliver afgørelserne om markedsøkonomisk status vedtaget, efter at det er blevet konstateret, hvorvidt kriterierne for dens tildeling som fastsat i grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra c), første afsnit, er opfyldt. Afgørelserne vedtages ikke efter konstateringen af en dumping eller en subsidiering. Afgørelserne er ikke uløseligt forbundet med de elementer, som udgør dumping eller subsidiering. En afgørelse om markedsøkonomisk status er følgelig ikke en særlig foranstaltning i henhold til artikel 32, stk. 1, i aftalen om subsidier og udligningsforanstaltninger.

154    Det følger af samtlige de foregående betragtninger, at sagsøgerne ikke kan gøre gældende, at afgørelsen om markedsøkonomisk status blev truffet i strid med artikel 32, stk. 1, i aftalen om subsidier og udligningsforanstaltninger.

155    Det følger heraf, at EU-institutionerne ikke har anlagt et urigtigt skøn med henblik på anvendelsen af grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra c), første afsnit, ved at antage, at sagsøgerne ikke opfylder det tredje kriterium for tildeling af markedsøkonomisk status.

156    Da de i denne artikel fastsatte betingelser er kumulative, er det ufornødent at undersøge det første og det andet kriterium for tildeling af markedsøkonomisk status, da det tredje kriterium i foreliggende tilfælde ikke er opfyldt.

157    Følgelig må det tredje anbringendes tredje led og dermed anbringendet i sin helhed forkastes.

 Det fjerde anbringende om, at undersøgelsen blev gennemført på uretfærdig og ensidig vis, og om en overdreven bevisbyrde

158    Dette anbringende omfatter to led, hvor det første led vedrører en påstået tilsidesættelse af princippet om god forvaltningsskik og det andet led en påstået tilsidesættelse af grundforordningens artikel 18, stk. 1, 3 og 6.

 Det første led vedrørende en påstået tilsidesættelse af princippet om god forvaltningsskik

159    Sagsøgerne har i forbindelse med dette led gjort gældende, at Kommissionen har tilsidesat princippet om god forvaltningsskik, dels fordi den pålagde selskaberne en urimelig bevisbyrde ved vurderingen af ansøgningerne om markedsøkonomisk status, dels fordi den ændrede sin begrundelse med hensyn til et selskabs forpligtelse til at afstemme regnskaberne med dets transaktioner, da den stod over for sagsøgernes modargumenter. Desuden blev ansøgningerne om markedsøkonomisk status ikke bedømt på en retfærdig og upartisk måde.

160    Det må med hensyn til argumentet om, at ansøgningerne om markedsøkonomisk status ikke blev bedømt på en retfærdig og upartisk måde, fastslås, at sagsøgerne på ingen måde har underbygget deres klagepunkt, således at dette skal afvises i henhold til procesreglementets artikel 44, stk. 1, litra c). Den omstændighed, at sagsøgerne ikke finder EU-institutionernes forklaringer fyldestgørende, påviser i øvrigt på ingen måde, at sidstnævnte har tilsidesat deres pligt til at udvise omhu.

161    I det foreliggende tilfælde krævede Kommissionen såvel i underretningsskrivelsen af 2. september 2010 om ansøgningerne om markedsøkonomisk status som under høringen den 17. september 2010, at sagsøgerne påviste, at de drev virksomhed på markedsøkonomiske vilkår, uden at Kommissionen selv skulle bevise, at sagsøgerne ikke opfyldte kriterierne for tildeling af markedsøkonomisk status.

162    Det fremgår af Domstolens faste praksis, at EU-institutionerne inden for den fælles handelspolitik og ganske særligt med hensyn til handelsmæssige beskyttelsesforanstaltninger har et vidt skøn som følge af kompleksiteten af de økonomiske, politiske og retlige situationer, som de skal undersøge. Domstolsprøvelsen af institutionernes skøn skal således begrænses til en kontrol af, at formforskrifterne er overholdt, at de faktiske omstændigheder, på grundlag af hvilke det anfægtede valg er foretaget, er materielt rigtige, at der ikke er foretaget en åbenbart urigtig bedømmelse af de faktiske omstændigheder, og at der ikke foreligger magtfordrejning (Domstolens dom i Ikea Wholesale-sagen, nævnt i præmis 148 ovenfor, præmis 40 og 41, og dom af 16.2.2012, forenede sager C-191/09 P og C-200/09 P, Rådet og Kommissionen mod Interpipe Niko Tube og Interpipe NTRP, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 63).

163    Det samme gælder de faktiske, retlige og politiske forhold i det pågældende land, som EU-institutionerne skal vurdere for at afgøre, om en eksportør handler på markedsvilkår uden nogen omfattende statslig indgriben og derfor kan opnå status som virksomhed, der opererer på markedsøkonomiske vilkår (Rettens dom af 18.9.1996, sag T-155/94, Climax Paper mod Rådet, Sml. II, s. 873, præmis 98, samt dommen i sagen Shanghai Teraoka Electronic mod Rådet, nævnt i præmis 122 ovenfor, præmis 49, og i sagen Shanghai Excell M&E Enterprise og Shanghai Adeptech Precision mod Rådet, nævnt i præmis 64 ovenfor, præmis 81).

164    Selv om EU’s retsinstanser med hensyn til handelsmæssige beskyttelsesforanstaltninger, herunder især antidumpingforanstaltninger, ikke kan gribe ind i den vurdering, der er forbeholdt EU-myndighederne, påhviler det dem imidlertid at sikre, at institutionerne har taget hensyn til alle de relevante omstændigheder, og at de har vurderet oplysningerne i sagen med al den omhu, der er nødvendig (jf. i denne retning Rettens dom af 13.7.2006, sag T-413/03, Shandong Reipu Biochemicals mod Rådet, Sml. II, s. 2243, præmis 64 og den deri nævnte retspraksis).

165    I øvrigt bemærkes, at det fremgår af grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra c), at bevisbyrden påhviler den producent, der ønsker status som virksomhed, der opererer på markedsøkonomiske vilkår. Ifølge grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra c), skal et krav i henhold til samme forordnings artikel 2, stk. 7, litra b), fremsættes skriftligt og indeholde tilstrækkelige beviser for, at producenten driver virksomhed under markedsøkonomiske vilkår. Det påhviler således ikke EU-institutionerne at bevise, at producenten ikke opfylder betingelserne for at opnå denne status. Derimod tilkommer det disse institutioner at vurdere, om de af producenten angivne forhold udgør tilstrækkelige beviser for, at betingelserne i grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra c), er opfyldt, og det tilkommer EU’s retsinstanser at efterprøve, om denne vurdering er behæftet med en åbenbar fejl (Domstolens dom af 2.2.2012, sag C-249/10 P, Brosmann Footwear (HK) m.fl. mod Rådet, præmis 32; jf. i denne retning dommen i sagen Shanghai Teraoka Electronic mod Rådet, nævnt i præmis 122 ovenfor, præmis 53, og i sagen Shanghai Excell M&E Enterprise og Shanghai Adeptech Precision mod Rådet, nævnt i præmis 64 ovenfor, præmis 83).

166    Det følger imidlertid af princippet om god forvaltningsskik, som hører til EU-rettens almindelige grundsætninger, at den bevisbyrde, som EU-institutionerne pålægger de eksporterende producenter, som ansøger om markedsøkonomisk status, ikke må være urimelig (jf. i denne retning Rettens dom af 8.7.2008, sag T-221/05, Huvis mod Rådet, ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 77).

167    Det fremgår af sagens akter, at sagsøgerne udelukkende anfægter den omstændighed, at det påhvilede dem at føre bevis for, at regnskaberne afspejlede deres transaktioner inden for rammerne af det andet kriterium for tildeling af markedsøkonomisk status. Sagsøgerne skal herved påvise en forbindelse mellem betalingerne og debetbeløbene og optegningerne i deres regnskaber for det første for eksporttransaktioner, for det andet for hjemmemarkedssalg til nærtstående parter, og for det tredje for køb af råvarer hos leverandører, som selskaberne ikke var forretningsmæssigt forbundne med.

168    En sådan bevisbyrde kan ikke betragtes som urimelig.

169    Hertil kommer, at det ikke fremgår af sagsakterne, at Kommissionen havde ændret sin argumentation vedrørende forpligtelsen til at afstemme sagsøgernes regnskaber med transaktionerne, således som sagsøgerne har hævdet.

170    Det følger heraf, at dette anbringendes første led skal forkastes.

 Det andet led vedrørende en påstået tilsidesættelse af grundforordningens artikel 18, stk. 1, 3 og 6

171    Sagsøgerne er af den opfattelse, at det følger af de faktiske omstændigheder, som beskrevet i forbindelse med det første led, at Kommissionen ikke samarbejdede med dem for at nå det fælles mål om at fastslå, hvorvidt de oplysninger, som selskaberne fremlagde i deres ansøgninger om markedsøkonomisk status, var nøjagtige, som fastsat i grundforordningens artikel 18, stk. 1, 3 og 6, fortolket i lyset af konklusionerne fra WTO’s appelorgan af 24. juli 2001 i sagen »United States – Anti-Dumping Measures on Certain Hot-Rolled Steel Products from Japan« (WT/DS184/AB/R, afsnit 99). Ifølge sagsøgerne fremgår det af disse konklusioner, at Kommissionen tilsidesætter grundforordningens artikel 18, hver gang den ikke samarbejder med de parter, der er genstand for en undersøgelse med henblik på at nå et fælles mål.

172    Inden gennemgangen af det andet led skal de faktiske omstændigheder, som beskrevet i forbindelse med det første led, hvortil sagsøgerne henviser, klarlægges. Det må fastslås, at sagsøgerne for det første i stævningens punkt 201 har hævdet, at Kommissionen i stedet for at engagere sig i en samarbejdsproces med dem »indsamlede negative oplysninger i forbindelse med kontrollen og kun meddelte [selskaberne] oplysningerne i underretningsskrivelserne om sagsøgernes ansøgninger om markedsøkonomisk status«. For det andet har sagsøgerne i stævningens punkt 204 gjort gældende, at Kommissionen »[under kontrolbesøget] kun var interesseret i og havde som eneste prioritet at knytte faste beløb indsat på åbne konti til bestemte fakturaer på grundlag af dokumenter i regnskabsbilagene«.

173    Det må imidlertid konstateres, at sagsøgerne ikke har fremført noget bevis til støtte for deres påstande. Sagsøgerne er blot fremkommet med rene påstande.

174    Da klagepunktet om en tilsidesættelse af grundforordningens artikel 18, stk. 1, 3 og 6, ikke er ledsaget af en sammenfatning af de faktiske eller retlige omstændigheder til støtte herfor, skal det afvises i henhold til procesreglementets artikel 44, stk. 1, litra c).

175    Under alle omstændigheder modsiges sagsøgernes påstande af det forhold, at Kommissionen i det foreliggende tilfælde viste sig samarbejdsvillig under hele undersøgelsen. For det første forlængede den på sagsøgernes udtrykkelige anmodning gentagne gange de frister, som selskaberne blev tildelt, hvilket ikke bestrides af sagsøgerne. For det andet blev sagsøgerne indrømmet en høring af Kommissionen, få timer efter at Kommissionen havde modtaget en anmodning herom fra sagsøgerne, hvilket heller ikke bestrides af sidstnævnte. For det tredje tog den hensyn til sagsøgernes bemærkninger vedrørende underretningsskrivelsen om markedsøkonomisk status.

176    Heraf følger, at dette anbringendes andet led skal forkastes.

177    Det fjerde anbringende skal derfor forkastes i sin helhed.

3.     Anbringenderne vedrørende vurderingen af skaden

 Det femte anbringende om en tilsidesættelse af grundforordningens artikel 3, stk. 2

178    Det femte appelanbringende omfatter to led.

179    Det første led vedrører en tilsidesættelse af grundforordningens artikel 3, stk. 2, idet Kommissionen udelukkede en af de fem EU-producenter, som samarbejdede i forbindelse med undersøgelsen, fra vurderingen af skaden uden angivelse af nogen begrundelse.

180    Det andet led vedrører en tilsidesættelse af grundforordningens artikel 3, stk. 2, idet Kommissionen henviste til de oplysninger, som blev fremsendt af fire repræsentative producenter, og ikke til oplysninger om EU-erhvervsgrenen som helhed, da den vurderede de såkaldte mikroøkonomiske indikatorer.

181    Det bemærkes indledningsvis, at i henhold til ordlyden af grundforordningens artikel 3, stk. 2, skal »en konstatering af, om der foreligger skade, baseres på positivt bevismateriale og indebærer en objektiv undersøgelse både af omfanget af dumpingimporten og dennes indvirkning på prisen på samme vare på markedet i Fællesskabet, og af denne indførsels følgevirkninger for den pågældende erhvervsgren i Fællesskabet«.

182    Det fremgår af fast retspraksis, at EU’s institutioner inden for den fælles handelspolitik og ganske særligt med hensyn til handelsmæssige beskyttelsesforanstaltninger har et vidt skøn som følge af kompleksiteten af de økonomiske, politiske og retlige situationer, de skal undersøge (jf. i denne retning Domstolens dom af 4.10.1983, sag 191/82, Fediol mod Kommissionen, Sml. s. 2913, præmis 26, Ikea Wholesale-dommen, nævnt i præmis 148 ovenfor, præmis 40, dom af 3.9.2009, sag C-535/06 P, Moser Baer India mod Rådet, Sml. I, s. 7051, præmis 85, og Rettens dom af 18.9.2012, sag T-156/11, Since Hardware (Guangzhou) mod Rådet, præmis 134).

183    Ifølge fast retspraksis kræver afgørelsen af, om der foreligger en skade, en vurdering af komplicerede økonomiske forhold. Ved denne vurdering har EU-institutionerne et vidt skøn (dommen i sagen Nakajima mod Rådet, nævnt i præmis 96 ovenfor, præmis 86, Rettens dom af 28.9.1995, sag T-164/94, Ferchimex mod Rådet, Sml. II, s. 2681, præmis 131, og af 14.3.2007, sag T-107/04, Aluminium Silicon Mill Products mod Rådet, Sml. II, s. 669, præmis 43, samt dommen i sagen Since Hardware (Guangzhou) mod Rådet, nævnt i præmis 182 ovenfor, præmis 135).

184    Unionens retsinstanser skal altså begrænse deres prøvelse til at undersøge, om formforskrifterne er overholdt, om de faktiske omstændigheder, som er lagt til grund ved det omtvistede valg, er materielt rigtige, samt om der foreligger en åbenbar fejl i vurderingen af de faktiske omstændigheder, eller om der er begået magtfordrejning (Rettens dom i sagen Ferchimex mod Rådet, nævnt i præmis 183 ovenfor, præmis 67, dom af 28.10.1999, sag T-210/95, EFMA mod Rådet, Sml. II, s. 3291, præmis 57, dommen i sagen Aluminium Silicon Mill Products mod Rådet, nævnt i præmis 183 ovenfor, præmis 43, og dommen i sagen Since Hardware (Guangzhou) mod Rådet, nævnt i præmis 182 ovenfor, præmis 136).

185    Det er i øvrigt sagsøgerne, som må fremlægge de beviser, Retten behøver for at kunne fastslå, at Rådet har anlagt et åbenbart urigtigt skøn ved vurderingen af skaden (jf. i denne retning dommen i sagen Shanghai Teraoka Electronic mod Rådet, nævnt i præmis 122 ovenfor, præmis 119, og dom af 4.10.2006, sag T-300/03, Moser Baer India mod Rådet, Sml. II, s. 3911, præmis 140 og den deri nævnte retspraksis, samt dommen i sagen Since Hardware (Guangzhou) mod Rådet, nævnt i præmis 182 ovenfor, præmis 137).

 Det første led vedrørende en påstået manglende begrundelse for udelukkelsen af en finsk producent med henblik på vurderingen af skaden

186    Sagsøgerne har for det første gjort gældende, at Kommissionen, selv om den ikke foretog stikprøver, begrænsede analysen af flere skadesindikatorer, der var kategoriseret som mikroøkonomiske, idet kun de fire klagere blev kontrolleret og anset for at være repræsentative for EU-erhvervsgrenen. I denne forbindelse begrundede Kommissionen ikke udelukkelsen af en finsk producent.

187    Sagsøgerne har anført, at Kommissionen ved i vurderingen af skaden at undlade at tage hensyn til en af EU-producenterne, som udviser positive tendenser, og ved kun at anse de fire klagende producenter for at være repræsentative, ikke foretog en »objektiv undersøgelse« af de faktiske omstændigheder, som den var blevet forelagt, i den forstand, som WTO’s appelorgan har skitseret.

188    Rådet har gjort gældende, at Kommissionen har været opmærksom på den pågældende finske producents samarbejde, eftersom denne producent med hensyn til analysen af de mikroøkonomiske skadesindikatorer aldrig fremsendte de nødvendige oplysninger, og oplysningerne vedrørende den nævnte producent var omfattet af de af Cepifine fremsendte oplysninger.

189    Rådet har gjort gældende, at produktionsmængden for den pågældende finske producent højst udgjorde 1,4% af EU-erhvervsgrenens produktion, og at de fremsendte tal – selv om de viste en vis positiv tendens – ikke kunne modsige analysen af skaden i forhold til alle EU-producenterne.

190    Rådet har anført, at der kun kan foretages en stikprøve, hvis der er tale om så stort et antal virksomheder, som har valgt at samarbejde, at det ikke er muligt at foretage en undersøgelse hos hver af disse producenter. De samarbejdende virksomheder var under alle omstændigheder repræsentative for EU-erhvervsgrenen.

191    På baggrund af det ovenstående skal det afgøres, om Kommissionen, som hævdet af sagsøgerne, faktisk ikke foretog en undersøgelse af vurderingen af skaden på grundlag af objektive beviser, fordi den udelukkede en finsk producent i EU-erhvervsgrenen, som udviser positive tendenser.

192    Sagsøgerne har i den forbindelse fremlagt en skrivelse, afsendt den 18. marts 2010, hvori Kommissionen anmodede den pågældende finske producent om at fremsætte sine bemærkninger, som producenten besvarede ved skrivelse af 30. april 2010, og hvoraf fremgår, at producenten ikke har lidt nogen skade. Sagsøgerne har i denne henseende gjort gældende, at Kommissionen i forbindelse med undersøgelsen ikke uden rimelig grund kunne se bort fra denne producents samarbejde.

193    Det bemærkes, at Rådet og Kommissionen i forbindelse med antidumpingsager er afhængige af parternes frivillige samarbejde for at opnå de nødvendige oplysninger inden for de fastsatte frister (dommen i sagen EFMA mod Rådet, nævnt i præmis 184 ovenfor, præmis 71).

194    Således som sagsøgerne har anført, nævnes det i tiende betragtning til forordningen om midlertidig told, at »[d]er indkom svar på spørgeskemaerne og andre dokumenter fra to grupper af kinesiske eksporterende producenter, [Cepifine], de fire klagende EU-producenter og en yderligere EU-producent, 16 ikke-forretningsmæssigt forbundne importører og forhandlere, 17 brugere og 3 trykkeri- og papirsammenslutninger samt fra en producent i USA, der påtænktes som referenceland«.

195    Det fremgår imidlertid af 29. betragtning til forordningen om midlertidig told, at kun fire EU-producenter gav sig til kende inden for fristerne i indledningsmeddelelsen.

196    Det fremgår af 90. betragtning til den anfægtede forordning, at »[i] denne undersøgelse blev EU-erhvervsgrenen defineret som de EU-producenter, der tegner sig for den samlede EU-produktion […], uanset om producenterne støttede klagen eller samarbejdede som led i undersøgelsen«.

197    Det fremgår af 77. betragtning til forordningen om midlertidig told, at »[i] undersøgelsesperioden blev samme vare fremstillet af 14 kendte og en række andre meget små producenter i EU«, og at »[o]plysningerne fra Cepifine skønnes at dække 98% af EU-producenternes produktion«.

198    På baggrund af det ovenstående blev der taget hensyn til den pågældende finske producents situation med hensyn til de makroøkonomiske indikatorer, for så vidt som de af Cepifine fremsendte oplysninger repræsenterede 98% af produktionen hos de eksporterende EU-producenter.

199    Hvad imidlertid angår de mikroøkonomiske indikatorer, som kun kan bedømmes efter individuelle virksomheders fremsendelse af oplysninger, må det konstateres, at den pågældende finske producent ikke svarede inden for fristerne i indledningsmeddelelsen.

200    Den omstændighed, at den finske producent ikke svarede, kan således ikke udgøre en undladelse inden for rammerne af en konkret undersøgelse på grundlag af objektive beviser af vurderingen af skaden.

201    Det foreliggende klagepunkt må derfor forkastes.

202    Sagsøgerne har for det andet gjort gældende, at institutionerne ikke har opfyldt kravene til begrundelse i henhold til artikel 296 TEUF og artikel 41 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder.

203    Rådet er for så vidt angår den manglende begrundelse med hensyn til den anfægtede forordning af den opfattelse, at sagsøgerne ikke har fremført nogen beviser.

204    Det må i forhold til undersøgelsen inden for rammerne af det første leds første klagepunkt konkluderes, at bestemmelserne i artikel 296 TEUF og artikel 41 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder heller ikke er blevet tilsidesat.

205    Det foreliggende klagepunkt må derfor forkastes.

206    Det følger heraf, at det første anbringendes første led skal forkastes.

 Det andet led vedrørende de nærmere fremgangsmåder for den påståede vurdering af de mikroøkonomiske skadesindikatorer, der er baseret på fire repræsentative EU-producenter

207    Sagsøgerne har for det første gjort gældende, at Rådet har defineret EU-erhvervsgrenen som bestående af de 14 medlemmer af Cepifine, mens Kommissionens analyse inden for rammerne af dens undersøgelse blev begrænset til en vurdering af situationen for de fire repræsentative producenter for så vidt angår visse skadesindikatorer.

208    Sagsøgerne har anført, at visse skadesindikatorer – nemlig de mikroøkonomiske indikatorer – vedrører et begrænset antal producenter, dvs. de fire klagere og den pågældende finske producent, der er de eneste, som svarede på spørgeskemaet.

209    Denne metode har efter sagsøgernes opfattelse skabt et fordrejet billede af skaden, idet den hverken stemmer overens med situationen for en undergruppe af producenter eller situationen for de 14 medlemmer af Cepifine. Kommissionen kan således ikke på den ene side foretage en vurdering af den skade, som EU-erhvervsgrenen har lidt, for så vidt angår visse skadesindikatorer, og på den anden side begrænse sig til en vurdering af den skade, som alene en repræsentativ del af producenterne har lidt for så vidt angår andre indikatorer.

210    Sagsøgerne er af den opfattelse, at de af Kommissionen anvendte kriterier for at klassificere skadesindikatorerne i de makroøkonomiske og mikroøkonomiske kategorier ikke er logiske. Sagsøgerne har i øvrigt gjort gældende, at der ikke i den anfægtede forordning er anført nogen begrundelse eller forklaring i denne henseende.

211    Rådet har gjort gældende, at EU-erhvervsgrenen er blevet defineret som samtlige EU-producenter, der tegner sig for den samlede EU-produktion, herunder de 14 medlemmer af Cepifine.

212    Rådet har gjort gældende, at grundforordningens artikel 3, stk. 2, ikke er til hinder for en analyse af forskellige skadesindikatorer i forhold til forskellige underenheder af EU-producenter.

213    Rådet er af den opfattelse, at analysen opfylder kriterierne i grundforordningens artikel 3, stk. 2, for så vidt angår såvel de mikroøkonomiske skadesindikatorer som de makroøkonomiske skadesindikatorer.

214    Rådet mener, at sondringen mellem kriterierne for makroøkonomiske og mikroøkonomiske skader er logisk og bygger på praktiske hensyn, bl.a. adgangen til data.

215    Det bemærkes, at sagsøgerne i forbindelse med dette anbringende hverken har bestridt, at de økonomiske faktorer og forhold, som institutionerne tog hensyn til ved vurderingen af den skade, EU-erhvervsgrenen har lidt, var relevante, eller har anfægtet Kommissionens analyse af disse faktorer og forhold, således som den fremgår af. 90. og 91. betragtning til den anfægtede forordning.

216    Det skal bemærkes, at sagsøgerne har bestridt fastlæggelsen af indikatorerne og den af Kommissionen anvendte metode.

217    Grundforordningens artikel 3, stk. 5, bestemmer:

»Undersøgelsen af virkningerne af dumpingimporten for den pågældende erhvervsgren i Fællesskabet skal omfatte en vurdering af alle relevante økonomiske faktorer og forhold, der har indflydelse på denne erhvervsgrens situation, herunder den omstændighed at en erhvervsgren er inde i en periode, hvor den søger at overvinde virkningerne af tidligere dumping eller subsidier, størrelsen af den aktuelle dumpingmargen, den faktiske og mulige nedgang i salg, fortjeneste, produktion, markedsandel, produktivitet, forrentning af investeret kapital, kapacitetsudnyttelse; faktorer, der påvirker priserne i Fællesskabet, faktisk og mulig negativ indvirkning på likviditet, lagerbeholdninger, beskæftigelse, lønninger, vækst og mulighederne for at tilvejebringe kapital eller foretage investeringer. Denne liste er ikke udtømmende, og hverken en eller flere af disse faktorer er nødvendigvis udslagsgivende for afgørelsen.«

218    For så vidt angår de makroøkonomiske faktorer fremgår det af 90. betragtning til den anfægtede forordning, at det »er […] Kommissionens praksis at foretage en evaluering af de makroøkonomiske faktorer som udtryk for den skade, som EU-erhvervsgrenen har lidt […], idet EU-erhvervsgrenen [blev] defineret som de EU-producenter, der tegner sig for den samlede EU-produktion […], uanset om producenterne støttede klagen eller samarbejdede som led i undersøgelsen«.

219    Det fremgår i den forbindelse af 89. betragtning til forordningen om midlertidig told, at »[d]e makroøkonomiske aspekter (produktion, kapacitet, kapacitetsudnyttelse, salgsmængder, markedsandel, dumpingmargenernes vækst og størrelse) blev vurderet for hele EU-produktionen på grundlag af oplysninger fra CEPIFINE«.

220    For så vidt angår de mikroøkonomiske faktorer fremgår det af 91. betragtning til den anfægtede forordning, at »[d]e mikroøkonomiske faktorer blev analyseret for de repræsentative EU-producenter, uanset om disse støttede klagen«.

221    Det fremgår i den forbindelse af 90. betragtning til forordningen om midlertidig told, at »[a]nalysen af mikroøkonomiske aspekter blev foretaget over for EU-producenterne (gennemsnitlige enhedspriser, beskæftigelse, lønninger, produktivitet, lagre, rentabilitet, likviditet, investeringer, investeringsafkast, evne til at skaffe kapital) på grundlag af oplysninger fra producenterne, som er behørigt kontrolleret«.

222    Det skal bemærkes, at Rådet og Kommissionen i forbindelse med antidumpingsager er afhængige af parternes frivillige samarbejde for at opnå de nødvendige oplysninger inden for de fastsatte frister (jf. præmis 193 ovenfor).

223    Det fremgår af det ovenstående, at Kommissionen i henhold til grundforordningens artikel 3, stk. 5, foretog en analyse af de forskellige kriterier i henseende til EU-erhvervsgrenen med hensyn til de makroøkonomiske indikatorer og i henseende til individuelle virksomheder med hensyn til de mikroøkonomiske indikatorer.

224    De makroøkonomiske indikatorer blev således vurderet på grundlag af oplysninger fremsendt af Cepifine, som omfatter 98% af produktionen hos EU-producenterne.

225    I øvrigt blev de mikroøkonomiske indikatorer, som bygger på tilgængeligheden af de de af de individuelle virksomheder fremsendte oplysninger, vurderet på grundlag af de fire repræsentative klagende EU-producenters fremsendelse af oplysninger – med undtagelse af den pågældende finske producent, som ikke gav sig til kende inden for de fastsatte frister.

226    EU-institutionerne har inden for rammerne af deres skønsbeføjelse ikke nogen forpligtelse ifølge grundforordningen til at klassificere de makroøkonomiske og mikroøkonomiske kriterier eller fastsætte et forbud mod at oprette undergrupper af producenter, forudsat at Kommissionen foretager en objektiv undersøgelse på grundlag af beviser, som selv er objektive, hvilket skete i det foreliggende tilfælde.

227    Det må således konstateres, at sagsøgerne til støtte for klagepunktet ikke har fremført noget forhold, som godtgør, at klassificeringen af skadesindikatorerne og Kommissionens metode ikke gjorde det muligt at foretage en konkret undersøgelse på grundlag af objektive beviser.

228    Dette klagepunkt må således forkastes.

229    Sagsøgerne har for det andet gjort gældende, at Kommissionen burde have foretaget stikprøver.

230    Det fremgår af 30. betragtning til grundforordningen, at »[f]or at sikre en rettidig afslutning af undersøgelserne er det af væsentlig betydning, at der åbnes mulighed for at anvende stikprøver i tilfælde, hvor antallet af parter eller transaktioner er stort«.

231    Som Rådet imidlertid har anført, var Kommissionen ikke i det foreliggende tilfælde forpligtet til at anvende stikprøvemetoden (jf. præmis 190 ovenfor).

232    I henhold til EU-institutionernes skønsmargen, således som denne er anerkendt i retspraksis, anlagde Kommissionen således ikke et åbenbart urigtigt skøn, idet alene fire repræsentative producenter bidrog til undersøgelsen.

233    Dette klagepunkt må således forkastes.

234    Det må for det tredje konstateres, at sagsøgerne har indskrænket sig til at henvise til den omstændighed, at den anfægtede forordning er behæftet med en begrundelsesmangel, uden for så vidt at fremlægge noget som helst forhold, der kan betegnes som en angivelig tilsidesættelse af artikel 296 TEUF.

235    Klagepunktet må således forkastes.

236    Det andet led skal derfor forkastes.

237    Det femte anbringende må følgelig forkastes i sin helhed.

1.     Det sjette anbringende om en tilsidesættelse af grundforordningens artikel 3, stk. 1, og artikel 9, stk. 4

238    Sagsøgerne har for det første bemærket over for Retten, at »[de] først på et meget sent stadie under proceduren fik kendskab til den metode, som Kommissionen havde anvendt for at nå frem til en målfortjenstmargen på 8%«.

239    Det fremgår af 156. betragtning til den anfægtede forordning, at »[e]n gruppe kinesiske eksporterende producenter anmodede om yderligere oplysninger om metoden til beregning af målfortjenesten på 8%, der blev anvendt til beregningen af den ikke-skadevoldende pris [ved at henvise] til klagen, i hvilken den foreslåede målfortjeneste var lavere«.

240    Selv om det måtte antages, at der var tale om et argument, har sagsøgerne ikke godtgjort, at de har lidt skade som følge af denne angivelige forsinkelse med at gøre deres synspunkter gældende, og at deres ret til forsvar er blevet tilsidesat.

241    For så vidt som sagsøgerne i det væsentlige søger at påberåbe sig en tilsidesættelse af retten til forsvar, må dette klagepunkt derfor forkastes.

242    Sagsøgerne har for det andet anført, at Kommissionen har tilsidesat grundforordningens artikel 3, stk. 1, og artikel 9, stk. 4, for så vidt som den fastslog en målfortjeneste på 8%.

243    Det bemærkes, at ifølge grundforordningens artikel 3, stk. 1, »forstås ved »skade«, når ikke andet er bestemt, væsentlig skade for en erhvervsgren i Fællesskabet, trussel om væsentlig skade for en erhvervsgren i Fællesskabet eller væsentlig forsinkelse i forbindelse med oprettelsen af en sådan erhvervsgren«.

244    Ifølge grundforordningens artikel 9, stk. 4, »[må] [a]ntidumpingtolden […] ikke være højere end den fastsatte dumpingmargen, og den bør være lavere end denne margen, hvis en sådan lavere told vil være tilstrækkelig til at afhjælpe den skade, der er påført den pågældende erhvervsgren i Fællesskabet«.

245    Det følger af en læsning af disse artikler, at den fortjenstmargen, som Rådet skal lægge til grund ved beregningen af den indikativpris, der kan afhjælpe skaden, skal begrænses til den fortjenstmargen, EU-erhvervsgrenen med rimelighed kan påregne under normale konkurrencevilkår uden dumpingimport. Det ville således ikke være i overensstemmelse med grundforordningens artikel 3, stk. 1, og artikel 9, stk. 4, at tillægge EU-erhvervsgrenen en fortjenstmargen, den ikke havde kunnet forvente uden dumping (dommen i sagen EFMA mod Rådet, nævnt i præmis 184 ovenfor, præmis 60).

246    Sagsøgerne har gjort gældende, at målfortjenesten blev beregnet på grundlag af, hvad der blev betragtet som en passende forrentning for den af EU-papirindustrien (investerede) kapital, fremfor den margen, som reelt kunne opnås uden dumpingimport, idet denne margen skulle begrænses til den fortjenstmargen, EU-erhvervsgrenen med rimelighed kan påregne under normale konkurrencevilkår.

247    Spørgsmålet er ikke, om en målfortjenstmargen på 8% er tilstrækkelig til at dække investeringerne og den risiko, der er forbundet hermed, men om en sådan fortjenstmargen er opnåelig uden dumpingimport. Dette argument skal forstås således, at det vedrører et åbenbart urigtigt skøn ved beregningen af fortjenstmargenen.

248    Rådet har gjort gældende, at der er en forbindelse mellem en passende forrentning for en given industri og de fordele, der kan opnås under normale og regulære konkurrencevilkår, idet stærkt kapitalintensive industrisektorer, som kræver høje indledende investeringer, kun foretager investeringer, såfremt de kan forvente et passende afkast.

249    Da der er tale om en vurdering af komplicerede økonomiske forhold, har Rådet, som det fremgår af fast retspraksis, et vidt skøn ved fastlæggelsen af en passende fortjenstmargen. Unionens retsinstanser skal således begrænse deres prøvelse til at undersøge, om formforskrifterne er overholdt, om de faktiske omstændigheder, som er lagt til grund ved det omtvistede valg, er materielt rigtige, samt om der foreligger en åbenbar fejl i vurderingen af de faktiske omstændigheder, eller om der er begået magtfordrejning (dommen i sagen EFMA mod Rådet, nævnt i præmis 183 ovenfor, præmis 67, og i sagen Ferchimex mod Rådet, nævnt i præmis 183 ovenfor, præmis 67).

250    På baggrund af det ovenstående skal det undersøges, om Rådet anlagde et åbenbart urigtigt skøn ved beregningen af fortjenstmargenen.

251    Det bemærkes, at det påhviler sagsøgerne at fremlægge de beviser, der gør det muligt for Retten at konstatere, at Rådet har udøvet et åbenbart urigtigt skøn som anført i retspraksis (jf. præmis 185 ovenfor).

252    Følgende fremgår af 158. betragtning til den anfægtede forordning:

»Det bør præciseres, at den målfortjeneste, der er anført i klagen, blev undersøgt ud fra spørgeskemabesvarelserne og kontrolbesøgene hos de repræsentative EU-producenter. Nærmere bestemt blev investeringsomkostningerne til maskiner taget i betragtning. Den målfortjeneste, der blev fastsat på dette grundlag, blev anset for at afspejle de høje forudgående investeringsbehov og risici i denne kapitelintensive industri uden dumpingimport eller subsidieret import. Derfor blev en målfortjeneste på 8% anset for at være det niveau, som industrien kunne opnå uden dumpingimport. Som anført i [86.] betragtning […] og for at være sikker på, at dumping- og underbudsberegningerne fulgte en sammenhængende strategi, og som følge af årsagerne i [68.-71.] betragtning […] er beregningen af skadestærsklen blevet revideret for at udelukke eksportsalget for en virksomhed inden for gruppen af de samarbejdsvillige kinesiske eksporterende producenter.«

253    Det må konstateres, at sagsøgerne udelukkende anfægter den omstændighed, at Kommissionen ved beregningen af fortjenstmargenen tog hensyn til overvejelser vedrørende dækningen af investeringerne og den risiko, der er forbundet hermed.

254    Det skal bemærkes, at institutionerne ikke ved udøvelsen af den skønsbeføjelse, som de er tillagt ifølge grundforordningen, er forpligtet til i detaljer og på forhånd at forklare de kriterier, som de påtænker at anvende i hver enkelt situation, heller ikke i det tilfælde, hvor de opstiller nye principielle retningslinjer (Rettens dom af 17.7.1998, sag T-118/96, Thai Bicycle Industry mod Rådet, Sml. II, s. 32991, præmis 68; jf. i denne retning Domstolens dom af 5.10.1988, sag 250/85, Brother Industries mod Rådet, Sml. s. 5683, præmis 28 og 29, og i sagen Nakajima mod Rådet, nævnt i præmis 96 ovenfor, præmis 118).

255    Det skal bemærkes, at Kommissionen i det foreliggende tilfælde tog hensyn til flere kriterier såsom besvarelserne af spørgeskemaet, investeringsomkostningerne, risiciene, den omstændighed, at industrien er stærkt kapitalintensiv, og udelukkelsen af eksportsalget for et selskab, der indgår i en af de samarbejdsvillige eksporterende producenter.

256    Som anført af Rådet har »sagsøgerne ikke hævdet, at en af disse faktorer er behæftet med en fejl eller er utroværdig«.

257    Det må konstateres, at sagsøgerne ikke har bestridt Rådets udsagn om, at »der åbenbart er en forbindelse mellem en passende forrentning for en given industri og de fordele, der kan opnås under normale og regulære konkurrencevilkår«.

258    Imidlertid gør sagsøgerne gældende, at »formålet med pålæggelsen af antidumpingtold ikke er at genskabe en pris til et normalt og regulært niveau, men at genskabe den til det niveau, det var muligt at opnå i en situation uden dumpingimport«.

259    Sagsøgerne har til støtte for deres argumentation henvist til bilag A.28 i stævningen, som består af et notat fra Kommissionen af 29. marts 2001 om emnet »Subject: Profitability in the absence of injurious dumping« (Emne: Fortjeneste uden skadelig dumping), hvori der redegøres for Kommissionens metode med henblik på at anvende fortjenstmargenen på 8%.

260    Der er ikke holdepunkter for at antage, at Kommissionen forfulgte et formål om at pålægge antidumpingtold med henblik på at genskabe en pris til et normalt og regulært niveau.

261    Sagsøgerne har gjort gældende, at Cepifine i punkt 356 i udligningstoldklagen har påstået, at de europæiske producenter i sammenslutningen kunne påregne en fortjeneste på 5% uden dumpingimport.

262    Det fremgår imidlertid heller ikke af denne klage, at Kommissionen pålagde antidumpingtold med det formål at genskabe en pris til et normalt og regulært niveau.

263    EU-institutionerne fandt inden for rammerne af deres skønsbeføjelse, at fortjenstmargenens størrelse på 8% kunne opnås uden dumpingimport.

264    Det må således antages, at Kommissionen klart har bevist, at målfortjenesten på 8% blev anset for at være det niveau, som industrien kunne opnå uden dumpingimport (jf. præmis 252 ovenfor).

265    Under alle omstændigheder må det fastslås, at sagsøgerne blot har henvist til beviserne i de administrative sagsakter i sagen og ikke har fremført noget forhold, der kan betegnes som et åbenbart urigtigt skøn fra EU-institutionernes side, ved at pålægge antidumpingtold med det ene formål at genskabe en pris til et normalt og regulært niveau.

266    Dette klagepunkt må således forkastes.

267    For det tredje har sagsøgerne til støtte for deres argumentation gjort gældende, at klagernes gennemsnitlige fortjenstmargen i 2005, dvs. inden undersøgelsesperioden, var på 2%, mens margenen for at beregne målfortjenesten var på 2,88% i 2009, dvs. i undersøgelsesperioden.

268    Rådet har gjort gældende, at EU-institutionerne ikke kunne støtte sig på EU-erhvervsgrenens fortjeneste i den relevante periode, eftersom den pågældende sektor led ekstraordinære tab, som skyldtes strukturelle problemer. Det fremgår af sagens akter, at sagsøgerne ikke har bestridt disse forhold.

269    Det hedder i den anfægtede forordnings 116. betragtning:

»De repræsentative EU-producenter havde tab i årene 2006 til 2008, og den økonomiske situation blev først positiv i 2009, hvor verdensmarkedsprisen på papirmasse, som er den vigtigste råvare, helt usædvanligt faldt betydeligt som følge af den økonomiske afmatning. Faldet i prisen på papirmasse (-19%) blev anset for et usædvanligt stort fald, som bidrog direkte til den forbedrede økonomiske situation i undersøgelsesperioden. Det skal bemærkes, at priserne på papirmasse efter udløbet af undersøgelsesperioden er vendt tilbage til niveauet før undersøgelsesperioden.«

270    Det hedder i 128. betragtning til forordningen om midlertidig told:

»Men undersøgelsen viste, at EU-erhvervsgrenen led tab i den betragtede periode, navnlig i 2008, trods omstruktureringerne, fordi EU-erhvervsgrenen […] stadig var ude af stand til at hæve priserne til et niveau, der lå højere end udgifterne. Denne situation skyldes hovedsagelig prispresset fra dumpingimporten, der underbød EU-erhvervsgrenens priser.«

271    Det fremgår af 117. betragtning til forordningen om midlertidig told, at »det [blev derfor] foreløbigt konkluderet, at den kraftige stigning i dumpingimport fra Kina til lave priser havde en betydelig negativ indvirkning på EU-erhvervsgrenens økonomiske situation«.

272    På baggrund af det ovenstående må det fastslås, at størrelsen af sagsøgernes gennemsnitlige målfortjeneste i 2005, der er gjort gældende af sagsøgerne, ikke i sig selv er tilstrækkelig til at fastslå, at Rådet anlagde et åbenbart urigtigt skøn ved fastlæggelsen af fortjenstmargenen uden dumpingimport inden undersøgelsesperioden (jf. i denne retning dommen i sagen EFMA mod Rådet, nævnt i præmis 184 ovenfor, præmis 89).

273    Dette klagepunkt må således forkastes.

274    Det følger af det foregående, at det sjette anbringende må forkastes.

 Det syvende anbringende om en tilsidesættelse af grundforordningens artikel 3, artikel 4, stk. 1, og artikel 5, stk. 4

275    Det bemærkes indledningsvis, at sagsøgerne ikke har bestridt, at coated finpapir, der anvendes af fladtrykspresser, ikke er substituerbart med ruller til rotationspresser.

276    Det skal ligeledes bemærkes, at sagsøgerne ikke har bestridt, at ruller, der anvendes af rotationspresser, ikke er substituerbare med ruller til fladtrykspresser.

277    Det bestrides heller ikke af sagsøgerne, at ruller til rotationspresser kan anvendes til fladtrykspresser udstyret med CutStar-teknologi.

278    Sagsøgerne har bestridt definitionen af den pågældende vare, idet institutionerne udelukkede ruller til rotationspresser og konkluderede, at disse ikke var substituerbare med arkruller.

279    Rådet har anført, at ruller til rotationspresser bør holdes uden for definitionen af den pågældende vare, fordi de forskellige typer papir har andre fysiske kendetegn.

280    Rådet har gjort gældende, at de forskellige typer papir ikke er substituerbare, og at EU-institutionerne har defineret den pågældende vare som papir til fladtrykspresser, det være sig om papirark eller ruller, der kan anvendes med CutStar-maskiner.

281    Det skal derfor med henblik på at karakterisere varernes substituerbarhed i forhold til hinanden undersøges, om ruller til rotationspresser kan anvendes i fladtrykspresser udstyret med CutStar-teknologi, og om ruller, der anvendes til fladtrykspresser, kan anvendes i rotationspresser.

282    Det fremgår af 16. betragtning til den anfægtede forordning, at sagsøgerne gjorde gældende, at der ikke var »nogen væsentlig forskel med hensyn til de grundlæggende egenskaber mellem coated finpapir i ark og i ruller, der anvendes i fladtrykspresser […], og ruller, der anvendes i rotationspresser«.

283    Sagsøgerne har i denne forbindelse oplyst, at de som bilag til stævningen har fremlagt »afgørende beviser, hvoraf fremgår, at presser udstyret med CutStar-systemet kan anvende de to typer af ruller«.

284    Følgende fremgår af 15. betragtning til forordningen om midlertidig told:

»[Coated finpapir] er papir og karton af høj kvalitet, der normalt anvendes til trykning af læsestof som f.eks. tidsskrifter, kataloger, årsberetninger og årbøger. Den pågældende vare omfatter både ark og ruller, som er egnet til brug i fladtrykspresser. Ruller, der er egnet til brug i fladtrykspresser (»arkruller«), er beregnet til at blive skåret op inden trykningen og anses derfor for substituerbare og i direkte konkurrence med ark.«

285    Det nævnes i 16. betragtning til forordningen om midlertidig told, at ruller til rotationspresser, holdt uden for den pågældende vare, »normalt [fødes] direkte ind i trykkemaskinerne og skæres ikke op på forhånd«.

286    Det må imidlertid konstateres, at sagsøgerne har begrænset sig til at gøre gældende, at EU-institutionerne har anlagt et åbenbart urigtigt skøn ved definitionen af den pågældende vare uden dog at dokumentere denne argumentation.

287    Sagsøgerne har således ikke fremført noget forhold, som godtgør, at coated finpapir i ruller vil kunne anvendes i rotationspresser, hverken i henseende til de fysiske eller tekniske kendetegn, såsom rivefasthed, eller substituerbarhed ud fra et økonomisk synspunkt.

288    I henhold til fast retspraksis skal definitionen af den omhandlede vare som led i en antidumpingundersøgelse hjælpe udarbejdelsen af listen over de varer, som i givet fald skal pålægges en antidumpingtold. Med henblik herpå kan EU-institutionerne tage hensyn til flere faktorer såsom varens fysiske, tekniske og kemiske kendetegn samt dens anvendelse og substituerbarhed, forbrugernes opfattelse heraf, forhandlingskanalerne, fremstillingsprocessen, produktionsomkostningerne og kvaliteten (Rettens dom af 13.9.2010, sag T-314/06, Whirlpool Europe mod Rådet, Sml. II, s. 5005, præmis 138, af 17.12.2010, sag T-369/08, EWRIA m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 6283, præmis 82, og af 10.10.2012, sag T-172/09, Gem-Year og Jinn-Well Auto-Parts (Zhejiang) mod Rådet, præmis 59).

289    Følgende fremgår af 18. betragtning til forordningen om midlertidig told:

»[U]ndersøgelsen [bekræftede], at der er klare tekniske og fysiske forskelle, f.eks. på vandindhold og stivhed, mellem papir til rullerotationstryk og ruller til fladtrykspresser. Undersøgelsen bekræftede endvidere, at de tekniske egenskaber under [16.] betragtning […] er specielle for ruller, der egner sig til brug i rullerotationspresser. Som følge af disse forskelle kan papir, der bruges i rullerotationspresser og papir til fladtrykspresser ikke bruges i samme type trykpresse og er ikke substituerbare. Det bemærkes, at alle parter var enige om, at de to typer papir er forskellige for så vidt angår overfladestyrke og trækstyrke.«

290    Det fremgår af 29. betragtning til den anfægtede forordning, at »kriterierne i 16. og 18. betragtning til forordningen om midlertidig told […] ikke er blevet anfægtet«.

291    Det bemærkes desuden, således som det fremgår af 42. betragtning til den anfægtede forordning, at der ikke indkom bemærkninger med hensyn til afgrænsningen af samme vare.

292    Følgelig er grundforordningens bestemmelser om definitionen af den pågældende vare ikke blevet tilsidesat, således at dette anbringende skal forkastes.

293    Hvad angår definitionen af EU-erhvervsgrenen og søgsmålsretten i henhold til antidumpingproceduren har sagsøgerne gjort gældende, at den pågældende vare ikke var korrekt defineret med henblik på definitionen af EU-erhvervsgrenen for samme vare og vurderingen af skaden på EU-erhvervsgrenen.

294    Det fremgår af 83. betragtning til den anfægtede forordning, at »[d]a der ikke blev fremsat yderligere bemærkninger til EU-produktionen, bekræftes konklusionerne i [77.-79.] betragtning […] til forordningen om midlertidig told«.

295    Følgende fremgår af 79. betragtning til forordningen om midlertidig told:

»Som omtalt i [17.] betragtning […], hævdede en interesseret part, at coated finpapir, som er egnet til rotationstryk, burde have været omfattet af denne undersøgelse. Parten hævdede således, at klageren, dvs. EU-erhvervsgrenen, ikke havde tilstrækkeligt vægtige argumenter i forbindelse med denne procedure. På grundlag af konklusionerne i [20. og 22.] betragtning […], dvs. at coated finpapir, som er egnet til rotationstryk, og coated finpapir til fladtrykspresser er to forskellige varer, måtte denne påstand dog afvises.«

296    Som Rådet har anført, skal anbringendet kun behandles, såfremt den pågældende vare ikke var korrekt defineret.

297    Det fremgår imidlertid af det ovenstående, at EU-institutionerne ikke anlagde et åbenbart urigtigt skøn ved definitionen af den pågældende vare.

298    Forudsætningen for dette klagepunkt er således bortfaldet.

299    Det må endvidere fastslås, at sagsøgerne har begrænset sig til at gøre gældende, at EU-institutionerne har tilsidesat grundforordningens artikel 4, stk. 1, artikel 3 og artikel 5, stk. 4, uden dog at dokumentere denne argumentation.

300    Det foreliggende klagepunkt må derfor forkastes.

301    Sagsøgerne har med hensyn til tilsidesættelsen af artikel 296 TEUF gjort gældende, at EU-institutionerne ikke har opfyldt deres forpligtelse til at begrunde den anfægtede forordning, eftersom disse institutioners tavshed i forbindelse med de pågældende to varers indbyrdes substituerbarhed, når de anvendes på maskiner udstyret med CutStar-teknologi, forhindrede sagsøgerne i effektivt at forsvare deres påstand ved Retten om, at CutStar-systemet bevirker, at ruller til rotationspresser er substituerbare med arkruller, og i at anfægte en væsentlig afgørelse med meget betydelig indvirkning på søgsmålsretten og vurderingen af skaden samt undersøgelsens resultat.

302    Det bemærkes, at den begrundelse, som kræves i henhold til artikel 296 TEUF, skal tilpasses karakteren af den pågældende retsakt og klart og utvetydigt angive de betragtninger, som den institution, der har udstedt retsakten, har lagt til grund, således at de berørte parter kan få kendskab til grundlaget for den trufne foranstaltning, og således at den kompetente ret kan udøve sin prøvelsesret (jf. Domstolens dom af 29.9.2011, sag C-521/09 P, Elf Aquitaine mod Kommissionen, Sml. I, s. 8947, præmis 147 og den deri nævnte retspraksis).

303    Herved bemærkes, at begrundelsespligten udgør et væsentligt formkrav, som skal adskilles fra spørgsmålet om, hvorvidt begrundelsen er materielt rigtig, hvilket henhører under realiteten for så vidt angår den omtvistede retsakts lovlighed (jf. dommen i sagen Elf Aquitaine mod Kommissionen, nævnt i præmis 302 ovenfor, præmis 146 og den deri nævnte retspraksis).

304    Inden for rammerne af individuelle beslutninger fremgår det således af fast retspraksis, at forpligtelsen til at begrunde en individuel beslutning har til formål, ud over at gøre det muligt at udøve en retslig kontrol, at give den berørte part oplysninger, der er tilstrækkelige til at afgøre, om beslutningen muligvis er behæftet med en sådan mangel, at dens gyldighed kan anfægtes (jf. dommen i sagen Elf Aquitaine mod Kommissionen, nævnt i præmis 302 ovenfor, præmis 148 og den deri nævnte retspraksis).

305    Det må fastslås, at klagepunktet om, at den anfægtede forordning ikke er begrundet eller er utilstrækkeligt begrundet som følge af EU-institutionernes eventuelle tavshed i forbindelse med de pågældende varers substituerbarhed, er ugrundet.

306    EU-institutionerne undersøgte således den omstændighed, at coated finpapir i ark og i ruller til fladtrykspresser og ruller til rotationspresser er forskellige varegrupper og ikke var indbyrdes udskiftelige (17. betragtning til den anfægtede forordning), både hvad angår de fysiske og tekniske kendetegn, idet 17. betragtning til den anfægtede forordning bekræfter 18. betragtning til forordningen om midlertidig told, som selv henviser til 16. betragtning til forordningen om midlertidig told, bl.a. for så vidt angår rivefasthed og stivhed som forskellige relevante kriterier (16. og 29. betragtning til den anfægtede forordning), og ud fra et økonomisk synspunkt, idet 17. betragtning til den anfægtede forordning bekræfter 20. betragtning til forordningen om midlertidig told.

307    EU-institutionerne har derfor ikke tilsidesat artikel 296 TFUE, for så vidt som sagsøgerne klart kunne angive de elementer, som blev taget i betragtning i den anfægtede forordning for at konkludere, at der ikke forelå substituerbarhed mellem arkruller til fladtrykspresser og ruller til rotationspresser.

308    Dette klagepunkt må således forkastes.

309    Af det ovenstående følger derfor, at det syvende anbringende skal forkastes.

 Det ottende anbringende om en tilsidesættelse af grundforordningens artikel 3, stk. 2 og 7

310    Sagsøgerne har for det første gjort gældende, at den anfægtede forordning i medfør af princippet om manglende tilskrivning er behæftet med en begrundelsesmangel, eftersom EU-institutionerne hverken gav relevante forklaringer eller en tilstrækkelig begrundelse for så vidt angår det forhold, at den ikke-skadevoldende pris ikke gik ud over, hvad der var nødvendigt for at afhjælpe den skade, der er forårsaget af dumpingimporten.

311    Det bemærkes imidlertid, at EU-institutionerne klart har begrundet resultatet af testen for manglende tilskrivning, eftersom de foretog en vurdering af indvirkningen af andre faktorer på skaden, såsom udviklingen i forbruget på EU-markedet og den økonomiske krise (137. og 138. betragtning til den anfægtede forordning og 118. og 119. betragtning til forordningen om midlertidig told), råvarepriser (139. betragtning til den anfægtede forordning og 120.-122. betragtning til forordningen om midlertidig told), EU-erhvervsgrenens eksportresultater (140.-142. betragtning til den anfægtede forordning og 123. og 124. betragtning til forordningen om midlertidig told), import fra andre tredjelande (143. betragtning til den anfægtede forordning og 125.-127. betragtning til forordningen om midlertidig told) samt strukturbestemt overkapacitet (144. og 145. betragtning til den anfægtede forordning og 128. betragtning til forordningen om midlertidig told).

312    Det må således antages, at EU-institutionerne klart har begrundet det forhold, at den skade, der er forårsaget af dumpingimporten, ikke kunne tilskrives de andre faktorer, og at den ikke-skadevoldende pris følgelig var blevet fastlagt for ikke at gå ud over, hvad der var nødvendigt for at afhjælpe den skade, der er forårsaget af denne dumpingimport.

313    Sagsøgerne har ligeledes gjort gældende, at EU-institutionerne ikke havde sikret sig, at den skade, der kan tilskrives andre faktorer end dumpingen, ikke blev taget i betragtning ved fastsættelsen af den toldsats, der blev indført over for selskabernes import, idet det påhviler disse institutioner at godtgøre, at de foretog en analyse af manglende tilskrivning.

314    Det må fastslås, at sagsøgerne blot har henvist til, at niveauet for den indførte antidumpingtold var på 20%, og at den ikke-skadevoldende pris, på grundlag af hvilken denne sats blev beregnet, blev opnået ved at lægge en fortjenstmargen på 8% til produktionsomkostningerne.

315    Som Rådet har anført, har sagsøgerne i princippet ikke bestridt EU-institutionernes tilgang i forbindelse med målfortjenesten, ligesom sagsøgerne heller ikke bestrider, at målfortjenesten blev fastsat til det niveau, som EU-erhvervsgrenen kunne opnå uden dumpingimport.

316    Det bemærkes i denne forbindelse, at sagsøgerne ikke har bestridt pålideligheden af disse elementer.

317    Det skal således bemærkes, at sagsøgerne ikke har bestridt niveauet for den indførte antidumpingtold, eftersom de blot har henvist til beregningen af skadesmargenen som nævnt i 165. betragtning til den anfægtede forordning.

318    Det skal under alle omstændigheder bemærkes, at EU-institutionerne i overensstemmelse med grundforordningens artikel 3, stk. 7, undersøgte indvirkningen af andre kendte faktorer, som kunne have forårsaget skade for EU-erhvervsgrenen, og fastslog, at ingen af dem kunne bryde årsagssammenhængen mellem dumpingimporten fra Kina og skaden for EU-erhvervsgrenen (137.-145. betragtning til den anfægtede forordning og 118.-128. betragtning til forordningen om midlertidig told). EU-institutionerne opfyldte således de betingelser, der kræves for at vedtage de pågældende foranstaltninger.

319    Dette klagepunkt må således forkastes.

320    Sagsøgerne har for det andet anført, at EU-institutionerne summarisk afviste alle de årsager til skade, som var blevet fremlagt for dem under undersøgelsen, med undtagelse af dumpingimporten.

321    Sagsøgerne har i denne forbindelse som eksempel blot anført, at den forvoldte skade ikke alene kan tilskrives importen fra Kina, eftersom den kinesiske import, idet der forelå et tab af markedsandele på 5% i undersøgelsesperioden, kun steg med 3%, hvilket betyder, at en anden konkurrent vandt den markedsandel på 2%, som EU-erhvervsgrenen havde mistet. Sagsøgerne har således ikke eneansvaret for det deraf følgende tab af markedsandele og skade.

322    Da der er tale om et af sagsøgernes argumenter, skal det bemærkes, at det følger af fast retspraksis, at Rådet og Kommissionen er forpligtet til at undersøge, om den skade, de ønsker at gøre gældende, rent faktisk skyldes import, der er genstand for dumping, og til at se bort fra enhver skade, der skyldes andre faktorer (Domstolens dom af 11.6.1992, sag C-358/89, Extramet Industrie mod Rådet, Sml. I, s. 3813, præmis 16, og Rettens dom af 25.10.2011, sag T-190/08, CHEMK og KF mod Rådet, Sml. II, s. 7359, præmis 188).

323    Det skal endvidere bemærkes, at spørgsmålet, om andre faktorer end dumpingimporten har bidraget til den skade, som EU-erhvervsgrenen har lidt, forudsætter en vurdering af komplicerede økonomiske forhold, i forbindelse med hvilken EU-institutionerne har en vid skønsbeføjelse, hvilket betyder, at Unionens retsinstanser kun kan foretage en begrænset prøvelse af denne vurdering (dommen i sagen CHEMK og KF mod Rådet, nævnt i præmis 322 ovenfor, præmis 189).

324    Det er i øvrigt sagsøgerne, som må fremlægge de beviser, Retten behøver for at kunne fastslå, at Rådet har anlagt et åbenbart urigtigt skøn ved vurderingen af skaden (jf. dommen i sagen Shanghai Teraoka Electronic mod Rådet, nævnt i præmis 122 ovenfor, præmis 119, og i sagen Moser Baer India mod Rådet, nævnt i præmis 185 ovenfor, præmis 140 og den deri nævnte retspraksis, samt dommen i sagen Since Hardware (Guangzhou) mod Rådet, nævnt præmis 182 ovenfor, præmis 137).

325    Det kan udledes af denne retspraksis, at vurderingen af skaden tager hensyn til alle betingelserne for fastlæggelse af denne skade, herunder årsagsforbindelsen.

326    Sagsøgerne har imidlertid blot fremsat rene påstande – tillige som eksempler.

327    Det må således fastslås, at sagsøgerne ikke har fremført noget bevis til støtte for deres argument, som kan godtgøre, at EU-institutionerne anlagde et urigtigt skøn ved bedømmelsen af årsagsforbindelsen.

328    Det skal for fuldstændighedens skyld som anført af Rådet bemærkes, at sagsøgerne ikke har bestridt konklusionerne i 125.-127. betragtning til forordningen om midlertidig told om, at importen fra andre tredjelande ikke bidrog til den væsentlige skade, som EU-erhvervsgrenen har lidt.

329    Hvad for det tredje angår EU-erhvervsgrenens ringere eksportresultater har sagsøgerne bestridt EU-institutionernes påstand om, at denne forringelse ikke er den væsentligste årsag til den skade, som producenterne har lidt, og dermed ikke bryder årsagssammenhængen.

330    Som anført af Rådet afbødede EU-erhvervsgrenens eksportresultater de skadevoldende virkninger af dumpingimporten.

331    123. betragtning til forordningen om midlertidig told, som bekræftes af 141. betragtning til den anfægtede forordning, henviser bl.a. til følgende:

»Eftersom eksporten spiller en væsentlig rolle med hensyn til at holde kapacitetsudnyttelsen på et højt niveau for at dække de store anlægsinvesteringer i maskineri, fandt man, at selv om eksportresultaterne blev forringet, havde eksporten samlet set en positiv effekt. Derfor fandt man, at selv om nedgangen i eksportaktiviteterne kan have bidraget til EU-erhvervsgrenens overordnet set forværrede situation, afbødede de på den anden side tabene på EU-markedet og er således ikke af en sådan beskaffenhed, at de bryder årsagssammenhængen mellem dumpingimporten fra Kina og skaden for EU-erhvervsgrenen.«

332    I den forbindelse må det konstateres, at sagsøgerne ikke har fremført noget bevis, der kan godtgøre, at EU-institutionerne anlagde et urigtigt skøn ved bedømmelsen af årsagsforbindelsen.

333    Henset til samtlige de foregående overvejelser må det ottende anbringende forkastes i sin helhed.

334    Det følger heraf, at Rådet i det hele skal frifindes.

 Sagens omkostninger

335    I henhold til procesreglementets artikel 87, stk. 2, pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. Da sagsøgerne har tabt sagen, bør det pålægges dem at bære deres egne omkostninger og at betale Rådets, Cepifines, Sappi Europes, Burgo Groups og Lectas omkostninger i overensstemmelse med disses påstand herom.

336    Kommissionen bærer sine egne omkostninger i overensstemmelse med procesreglementets artikel 87, stk. 4, første afsnit.

På grundlag af disse præmisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Tredje Afdeling):

1)      Rådet for Den Europæiske Union frifindes.

2)      Gold East Paper (Jiangsu) Co. Ltd og Gold Huasheng Paper (Suzhou Industrial Park) Co. Ltd bærer deres egne omkostninger og betaler Rådets, Cepifines, Sappi Europes, Burgo Groups og Lectas omkostninger.

3)      Europa-Kommissionen bærer sine egne omkostninger.

Czúcz Labucka Gratsias

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 11. september 2014.

Underskrifter

Indhold

Retsforskrifter

1.  WTO-retten

2.  EU-retten

Sagens baggrund

1.  Undersøgelse

2.  Den anfægtede forordning

Retsforhandlinger og parternes påstande

Retlige bemærkninger

1.  Rækkevidden af annullationspåstanden

2.  Anbringenderne vedrørende sagsøgernes ansøgninger om markedsøkonomisk status

Det første anbringende om en tilsidesættelse af grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra c), andet afsnit, idet afgørelsen om ikke at tildele sagsøgerne markedsøkonomisk status blev truffet på grundlag af, hvad Kommissionen vidste om virkningen af et sådant afslag på sagsøgerens dumpingmargen

Det andet anbringende om en tilsidesættelse af et væsentligt formkrav i grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra c), andet afsnit, og af retten til forsvar

Det første led vedrørende den faktiske høring af Det Rådgivende Antidumpingudvalg

Det andet led vedrørende tilsidesættelse af retten til forsvar

Det tredje anbringende om åbenbart urigtige skøn ved anvendelsen af grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra c), første afsnit, og en mangelfuld begrundelse

Indledende bemærkninger

Den påståede mangelfulde begrundelse

Det tredje led om det tredje kriterium for tildeling af markedsøkonomisk status

–  Jordbrugsrettighederne

–  Lånene

Det fjerde anbringende om, at undersøgelsen blev gennemført på uretfærdig og ensidig vis, og om en overdreven bevisbyrde

Det første led vedrørende en påstået tilsidesættelse af princippet om god forvaltningsskik

Det andet led vedrørende en påstået tilsidesættelse af grundforordningens artikel 18, stk. 1, 3 og 6

3.  Anbringenderne vedrørende vurderingen af skaden

Det femte anbringende om en tilsidesættelse af grundforordningens artikel 3, stk. 2

Det første led vedrørende en påstået manglende begrundelse for udelukkelsen af en finsk producent med henblik på vurderingen af skaden

Det andet led vedrørende de nærmere fremgangsmåder for den påståede vurdering af de mikroøkonomiske skadesindikatorer, der er baseret på fire repræsentative EU-producenter

1.  Det sjette anbringende om en tilsidesættelse af grundforordningens artikel 3, stk. 1, og artikel 9, stk. 4

Det syvende anbringende om en tilsidesættelse af grundforordningens artikel 3, artikel 4, stk. 1, og artikel 5, stk. 4

Det ottende anbringende om en tilsidesættelse af grundforordningens artikel 3, stk. 2 og 7

Sagens omkostninger

* Processprog: engelsk.