Language of document :

KENDELSE AFSAGT AF DOMSTOLENS PRÆSIDENT

15. december 2023 (*)

»Fremskyndet procedure«

I sag C-560/23 [Tang] (i),

angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF, indgivet af Flygtningenævnet (Danmark) ved afgørelse af 8. september 2023, indgået til Domstolen samme dag, i sagen

H, ved Danish Refugee Council/Dansk Flygtningehjælp,

mod

Udlændingestyrelsen,

har

DOMSTOLENS PRÆSIDENT,

efter at have hørt den refererende dommer, T. von Danwitz, og generaladvokat J. Richard de la Tour,

afsagt følgende

Kendelse

1        Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 27 og artikel 29, stk. 1 og 2, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 604/2013 af 26. juni 2013 om fastsættelse af kriterier og procedurer til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af en ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet af en tredjelandsstatsborger eller en statsløs i en af medlemsstaterne (EUT 2013, L 180, s. 31) (herefter »Dublin III-forordningen«).

2        Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem H, der er afghansk statsborger, og Udlændingestyrelsen (Danmark) vedrørende sidstnævntes afgørelse om at overføre H til Rumænien.

3        Flygtningenævnet (Danmark) har besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»Skal fristbestemmelserne i [Dublin III-forordningens] artikel 29, stk. 1 og 2, fortolkes således, at fristen på seks måneder i [denne forordnings] artikel 29, stk. 1, [andet] led, regnes fra den endelige, materielle afgørelse af sagen i tilfælde, hvor en prøvelsesinstans i den anmodende medlemsstat, jf. [forordningens] artikel 27, har foretaget hjemvisning af sagen om overførsel til den kompetente myndighed i første instans, som efterfølgende har truffet fornyet afgørelse om overførsel senere end seks måneder efter modtagelse af den ansvarlige medlemsstats accept, herunder når hjemvisningen er begrundet i, at den ansvarlige medlemsstat, der oprindeligt har accepteret overførslen, efterfølgende har truffet beslutning om generelt at suspendere overførsler i medfør af [Dublin III-forordningen], og hvor udsendelsen af den pågældende udlænding er tillagt opsættende virkning?«

4        Flygtningenævnet (Danmark) har ligeledes anmodet Domstolen om, at nærværende sag undergives den fremskyndede procedure, som er fastsat i artikel 105 i Domstolens procesreglement.

5        Det følger af procesreglementets artikel 105, stk. 1, at når en sags karakter kræver, at den behandles hurtigt, kan Domstolens præsident efter anmodning fra den forelæggende ret eller i undtagelsestilfælde af egen drift, efter at have hørt den refererende dommer og generaladvokaten, beslutte at undergive en sag en fremskyndet procedure, der fraviger bestemmelserne i dette procesreglement.

6        Henset til de grunde, hvorpå Flygtningenævnet har støttet sin anmodning om en fremskyndet procedure i nærværende sag, skal det bemærkes, at det af fast retspraksis fremgår, at argumentet om, at enhver anmodning om præjudiciel afgørelse vedrørende Dublin III-forordningen kræver, at besvarelsen gives hurtigt, ikke i sig selv er tilstrækkeligt til at begrunde, at nærværende sag undergives den fremskyndede procedure, som er fastsat i procesreglementets artikel 105, stk. 1, idet sidstnævnte bestemmelse udgør et processuelt instrument til løsning af en ekstraordinær nødsituation. Det i denne bestemmelse indeholdte udtryk »sagens karakter« henviser således ikke til en specifik type sager, men til de særlige omstændigheder i den pågældende sag, i forbindelse med hvilken en anmodning om en fremskyndet procedure er blevet fremsat (kendelse afsagt af Domstolens præsident den 20.12.2017, M.A. m.fl., C-661/17, EU:C:2017:1024, præmis 17).

7        Det må derfor fastslås, at Flygtningenævnets synspunkt om, at enhver anmodning om præjudiciel afgørelse, som vedrører Dublin III-forordningen, kræver et hurtigt svar, er i strid med den retspraksis, hvortil der er blevet henvist i den foregående præmis, og hvorefter anordningen af den fremskyndede procedure er betinget af, at det ud fra de særlige omstændigheder i den pågældende sag er godtgjort, at det i særlig grad er uopsætteligt, at der træffes afgørelse om de præjudicielle spørgsmål (kendelse afsagt af Domstolens præsident den 20.12.2017, M.A. m.fl., C-661/17, EU:C:2017:1024, præmis 18).

8        Det fremgår desuden af forelæggelsesafgørelsen, at gennemførelsen af den i hovedsagen omhandlede afgørelse om overførsel er tillagt opsættende virkning under den for Flygtningenævnet verserende genoptagelsesprocedure, således at sagsøgeren på ingen måde er i risiko for en nært forestående overførsel (jf. analogt kendelse afsagt af Domstolens præsident den 25.1.2017, Hassan, C-647/16, EU:C:2017:67, præmis 14).

9        Henset til det ovenstående kræver karakteren af den foreliggende præjudicielle sag ikke, at den behandles hurtigt. Følgelig kan Flygtningenævnets anmodning om, at denne sag undergives en fremskyndet procedure, der fraviger bestemmelserne i procesreglementet i henhold til dette reglements artikel 105, stk. 1, ikke imødekommes.

Af disse grunde bestemmer Domstolens præsident:

Den af Flygtningenævnet (Danmark) fremsatte anmodning om, at sag C-560/23 undergives den fremskyndede procedure, som er fastsat i artikel 105 i Domstolens procesreglement, imødekommes ikke.

Udfærdiget i Luxembourg den 15. oktober 2023.

A. Calot Escobar

 

      K. Lenaerts

Justitssekretær

 

      Præsident


*      Processprog: dansk.


i      Den foreliggende sags navn er et vedtaget navn. Det svarer ikke til et navn på en part i sagen.