Sag anlagt den 10. juni 2011 - HeidelbergCement mod Kommissionen

(Sag T-302/11)

Processprog: tysk

Parter

Sagsøger: HeidelbergCement AG (Heidelberg, Tyskland) (ved advokaterne U. Denzel og T. Holzmüller)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

Artikel 1 og 2 i Kommissionens afgørelse af 30. marts 2010 i sag 39520 cement og lignende produkter annulleres i henhold til artikel 263, stk. 4, TEUF, for så vidt den vedrører sagsøgeren.

Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger i henhold til artikel 87, stk. 2, i Rettens procesreglement.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren anført fem anbringender.

Det første anbringende vedrørende artikel 18, stk. 3, i forordning (EF) nr. 1/2003 ¹

Den anfægtede afgørelse tilsidesætter artikel 18, stk. 3, i forordning nr. 1/2003, idet den ikke i tilstrækkeligt omfang præciserer undersøgelsens formål og kræver virksomhedsoplysninger, som ikke er "nødvendige" i henhold til artikel 18 i forordning nr. 1/2003 for at skabe klarhed over de påklagede forhold.

-    Sagsøgeren er hverken ved den anfægtede afgørelse eller på et noget som helst andet tidspunkt under undersøgelsesproceduren blevet underrettet om, hvilken adfærd, selskabet kritiseres for. Afgørelsen tilsidesætter forpligtelsen i artikel 18, stk. 1, i forordning nr. 1/2003 til at angive undersøgelsens formål. Ifølge Unionens retsinstansers faste praksis skal de påklagede forhold angives med tilstrækkelig nøjagtighed i afgørelsen, således at modtagerne og domstolene kan vurdere behovet for de krævede oplysninger for bevisførelsen.

-    Afgørelsen kræver på ny en stor mængde oplysninger, der er allerede blevet fremsendt til Kommissionen som svar på en tidligere anmodning om oplysninger. De oplysninger, der allerede er til rådighed for Kommissionen, er ikke "nødvendige" i henhold til artikel 18, stk. 3, i forordning nr. 1/2003.

-    Der er ikke nogen sammenhæng mellem de krævede oplysninger og Kommissionens "mistanke". Kommissionen misbruger sin kompetence i henhold til artikel 18, stk. 3, i forordning nr. 1/2003 til at foretage en generel undersøgelse af sagsøgeren ("fishing expedition"). Til sådanne markedsundersøgelser har Kommissionen et instrument i artikel 17 i forordning nr. 1/2003.

-    Kommissionen overskrider sin kompetence i henhold til artikel 18, stk. 3, i forordning nr. 1/2003, da den i den anfægtede afgørelse tvinger sagsøgeren til at analysere og evaluere de krævede oplysninger.

Det andet anbringende om tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet

Omfanget af de oplysninger, der anmodes om, valget af midler og den snævre tidsfrist tilsidesætter proportionalitetsprincippet.

-    Indsamlingen og udarbejdelsen af de krævede oplysninger i den form, der er foreskrevet, er en alt for stor byrde for sagsøgeren. Denne byrde er uforholdsmæssig i forhold til de anmodede oplysningers generelle karakter og formålet med undersøgelsen.

-    Fastsættelsen af fristen til tolv uger for svaret, og Kommissionens afvisning af at forlænge denne frist, er uforholdsmæssig. Det er objektivt set umuligt for sagsøgeren at overholde denne frist.

Tredje anbringende vedrørende tilsidesættelsen af begrundelsespligten i artikel 296, stk. 2, TEUF

Den anfægtede afgørelse tilsidesætter desuden kravene i artikel 296, stk. 2, TEUF med hensyn til en korrekt begrundelse for en retsakt, da den ikke gør det muligt at sondre mellem Kommissionens begrundelser, der bevæger den til at anmode om så mange oplysninger, til at anlægge sag i henhold til artikel 18, stk. 3, i forordning nr. 1/2003 og berettiger det store tidspres under proceduren.

-    Den anfægtede afgørelse præciserer ikke, hvilke konkrete omstændigheder Kommissionen undersøger, eller hvorfor Kommissionen har behov for de usædvanligt detaljerede og talrige oplysninger.

-    Kommissionen giver ikke nogen begrundelse for, hvorfor den i modsætning til tidligere anmodninger om oplysninger finder, at et søgsmål i henhold til artikel 18, stk. 3, i forordning nr. 1/2003 er relevant og nødvendigt.

-    Kommissionen har ikke i tilstrækkelig omfang begrundet, hvorfor den har fastsat så kort en frist for svaret, og hvorfor den afviser at forlænge denne frist.

Det fjerde anbringende om tilsidesættelse af bestemthedsprincippet

Den anfægtede afgørelse og den formular, der er fremsendt med afgørelsen, tilsidesætter ifølge sagsøgeren kravene i henhold til det generelle bestemthedsprincip, da disse dokumenter på mange punkter er uforståelige, ubestemte og modstridende og ikke indeholder en klar angivelse af, hvilken adfærd de foreholder sagsøgeren. Sagsøgeren kan ikke uden nogen tvivl fastslå, hvad selskabet skal foretage sig for at undgå risikoen for at blive pålagt sanktioner. Kommissionen har ikke eller ikke i tilstrækkeligt grad efterkommet sagsøgernes anmodninger om præcisering.

Det femte anbringende om tilsidesættelse af sagsøgerens ret til forsvar

Den anfægtede afgørelse tilsidesætter sagsøgerens ret til forsvar, der er sikret ved artikel 6 i den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder (EMRK) og artikel 48, stk. 2, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, idet den tvinger sagsøgeren til at deltage aktivt i analysen og evalueringen af de virksomhedsoplysninger, der reelt er omfattet af Kommissionens forpligtelse vedrørende bevisførelse.

____________

¹ - Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 af 16.12.2002 om gennemførelse af konkurrencereglerne i traktatens artikel 81 og 82, EFT 2003 L 1, s. 1.