RETTENS DOM (Syvende Afdeling)
14. marts 2014 (*)
»Konkurrence – administrativ procedure – afgørelse om begæring om oplysninger – spørgsmålet, om de anmodede oplysninger er nødvendige – begrundelsespligt – proportionalitet«
I sag T-306/11,
Schwenk Zement KG, Ulm (Tyskland), ved advokat M. Raible,
sagsøger,
mod
Europa-Kommissionen ved M. Kellerbauer, R. Sauer og C. Hödlmayr, som befuldmægtigede, bistået af advokat A. Böhlke,
sagsøgt,
angående en påstand om annullation af Kommissionens afgørelse K(2011) 2367 endelig af 30. marts 2011 vedrørende en procedure i henhold til artikel 18, stk. 3, i Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 (sag 39520 – Cement og lignende produkter),
har
RETTEN (Syvende Afdeling)
sammensat af præsidenten, A. Dittrich, og dommerne I. Wiszniewska-Białecka og M. Prek (refererende dommer),
justitssekretær: fuldmægtig T. Weiler,
på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 8. februar 2013,
afsagt følgende
Dom
Sagens faktiske omstændigheder
1 I november 2008 og september 2009 gennemførte Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber i medfør af artikel 20 i Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 af 16. december 2002 om gennemførelse af konkurrencereglerne i […] artikel [101 TEUF] og [102 TEUF] (EFT 2003 L 1, s. 1) flere kontrolundersøgelser i lokalerne for selskaber i cementsektoren. Disse kontrolundersøgelser efterfulgtes af fremsendelse af begæringer om oplysninger i medfør af artikel 18, stk. 2, i forordning nr. 1/2003. Sagsøgeren, Schwenk Zement KG, var hverken genstand for en kontrolundersøgelse i sine lokaler eller for en begæring om oplysninger.
2 Ved skrivelse af 19. november 2010 meddelte Kommissionen sagsøgeren, at den havde til hensigt at vedtage en afgørelse om begæring om oplysninger i medfør af artikel 18, stk. 3, i forordning nr. 1/2003 over for virksomheden, og fremsendte den et udkast til spørgeskema, som den ville vedlægge som bilag til denne afgørelse.
3 Sagsøgeren fremsatte ved skrivelse af 6. december 2010 bemærkninger til dette udkast til spørgeskema.
4 Samme dag meddelte Kommissionen sagsøgeren, at den havde besluttet at indlede en procedure i medfør af artikel 11, stk. 6, i forordning nr. 1/2003 vedrørende virksomheden samt vedrørende syv andre virksomheder i cementsektoren, for formodede overtrædelser af artikel 101 TEUF i form af »restriktioner for handelsstrømmene i Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS), herunder restriktioner for import til EØS fra lande uden for EØS, opdeling af markeder, samordning af priser og lignende konkurrencebegrænsende praksis på markedet for cement og markederne for lignende produkter« (herefter »afgørelsen om at indlede proceduren«).
5 Den 30. marts 2011 vedtog Kommissionen afgørelse K(2011) 2367 endelig vedrørende en procedure i henhold til artikel 18, stk. 3, i Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 (sag 39520 – Cement og lignende produkter) (herefter »den anfægtede afgørelse«).
6 Kommissionen angav i den anfægtede afgørelse, at den i overensstemmelse med artikel 18 i forordning nr. 1/2003, med henblik på at udføre de opgaver, den er betroet i henhold til forordningen, i form af en begæring eller ved afgørelse kan pålægge virksomheder og virksomhedssammenslutninger at stille alle nødvendige oplysninger til rådighed (3. betragtning til den anfægtede afgørelse). Efter at have anført, at sagsøgeren var blevet oplyst om Kommissionens hensigt om at vedtage en afgørelse i overensstemmelse med artikel 18, stk. 3, i forordning nr. 1/2003, og at sagsøgeren havde fremsat sine bemærkninger til et udkast til spørgeskema (4. og 5. betragtning til den anfægtede afgørelse), anmodede Kommissionen ved en afgørelse sagsøgeren såvel som selskabets datterselskaber, med hjemsted i Den Europæiske Union, og som var direkte eller indirekte kontrolleret af sagsøgeren, om at besvare spørgeskemaet i bilag I, som udgør 94 sider, og som består af 11 rækker af spørgsmål (6. betragtning til den anfægtede afgørelse). Instrukserne vedrørende besvarelsen af dette spørgeskema fremgår af bilag II til den anfægtede afgørelse, mens de svarmodeller, der skal anvendes, fremgår af bilag III.
7 Kommissionen henviste endvidere til beskrivelsen af de formodede overtrædelser, der fremgår af præmis 4 ovenfor (anden betragtning til den anfægtede afgørelse).
8 Kommissionen fandt under henvisning til arten og omfanget af de anmodede oplysninger samt grovheden af de formodede overtrædelser af konkurrencereglerne, at sagsøgeren skulle indrømmes en svarfrist på tolv uger for de første ti rækker af spørgsmål og på to uger for den ellevte række af spørgsmål vedrørende »Kontakter og møder« (ottende betragtning til den anfægtede afgørelse).
9 Den anfægtede afgørelses konklusion er affattet således:
»Artikel 1
[Sagsøgeren] (og selskabets datterselskaber, der er beliggende i EU, og som direkte eller indirekte kontrolleres af [sagsøgeren,]) giver de oplysninger, der er nævnt i bilag II til denne afgørelse, i den form, som kræves i henhold til bilag II og bilag III til denne afgørelse, og inden for en svarfrist på 12 uger for spørgsmål 1-10 og på to uger for spørgsmål 11, at regne fra forkyndelsen af denne afgørelse. Begge bilag udgør en integrerende del af denne afgørelse.
Artikel 2
[Sagsøgeren] og selskabets datterselskaber, der er beliggende i EU, og som direkte eller indirekte kontrolleres af [sagsøgeren,] er adressat for denne afgørelse.«
10 Ved skrivelse af 11. april 2011 og ved skrivelse af 12. april 2011 anmodede sagsøgeren om en forlængelse af den svarfrist, som gjaldt for den 11. række af spørgsmål, indtil den 2. maj 2011. Ved skrivelse af 12. april 2011 blev sagsøgeren meddelt, at denne anmodning ikke ville blive imødekommet.
11 Den 18. april og den 5. maj 2011 fremsendte sagsøgeren sin besvarelse af den 11. række af spørgsmål. Den 27. juni 2011 fremsendte sagsøgeren sin besvarelse af de første 10 rækker af spørgsmål.
Retsforhandlinger og parternes påstande
12 Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 10. juni 2011 har sagsøgeren anlagt nærværende søgsmål.
13 Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:
– Den anfægtede afgørelse annulleres.
– Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.
14 Kommissionen har nedlagt følgende påstande:
– Kommissionen frifindes.
– Sagsøgeren tilpligtes at betale sagens omkostninger.
15 På grundlag af den refererende dommers rapport har Retten (Tredje Afdeling) besluttet at indlede den mundtlige forhandling.
16 Parterne har afgivet mundtlige indlæg og besvaret mundtlige spørgsmål fra Retten i retsmødet den 8. februar 2013.
Retlige bemærkninger
17 Sagsøgeren har til støtte for søgsmålet fremsat fem anbringender om for det første, at vedtagelsen af en afgørelse i medfør af artikel 18, stk. 3, i forordning nr. 1/2003 er uforholdsmæssig, for det andet, at nævnte artikel 18, stk. 3, er blevet tilsidesat, for det tredje, at den frist på to uger, der er fastsat for besvarelsen af den ellevte række af spørgsmål, er uforholdsmæssig, for det fjerde, at den anfægtede afgørelse er utilstrækkeligt begrundet, og for det femte, at sagsøgerens ret til forsvar er blevet tilsidesat.
Anfægtelsen af den anfægtede afgørelses begrundelse som indeholdt i det andet og det fjerde anbringende
18 Sagsøgeren har inden for rammerne af det andet anbringendes første led om en tilsidesættelse af artikel 18, stk. 3, i forordning nr. 1/2003 navnlig gjort gældende, at den anfægtede afgørelse savner præcision hvad angår de formodede overtrædelser, som Kommissionen påtænker at undersøge, hvilket har forhindret den i at vurdere nødvendigheden af de anmodede oplysninger.
19 Sagsøgeren har inden for rammerne af det fjerde anbringende anført, at den anfægtede afgørelses begrundelse er utilstrækkelig, hvilket er i strid med artikel 296, stk. 2, TEUF. Sagsøgeren foreholder navnlig Kommissionen at have omskrevet ordlyden af artikel 101, stk. 1, TEUF og af artikel 18 i forordning nr. 1/2003 frem for at have givet en begrundelse vedrørende de forhold, som sagsøgeren foreholdes, grovheden af den formodede adfærd og nødvendigheden af de anmodede oplysninger. Sagsøgeren har også i det væsentlige gjort gældende, at pligten til at begrunde den anfægtede afgørelse gjaldt så meget desto mere, når henses til den usædvanlige frist på to uger for besvarelsen af den ellevte række af spørgsmål.
20 Kommissionen har som svar på det andet anbringende gjort gældende, at den anfægtede afgørelse tilstrækkeligt præcist uddyber de formodede overtrædelser, som den påtænker at undersøge. Kommissionen har inden for rammerne af dens besvarelse af det fjerde anbringende gjort gældende, at den anfægtede afgørelse er tilstrækkeligt begrundet.
21 I henhold til fast retspraksis angives det i artikel 18, stk. 3, i forordning nr. 1/2003, hvad der i hovedtræk skal indeholdes i begrundelsen for en afgørelse om begæring om oplysninger (jf. Rettens dom af 22.3.2012, forenede sager T-458/09 og T-171/10, Slovak Telekom mod Kommissionen, EU:T:2012:145, præmis 76 og 77 og den deri nævnte retspraksis).
22 Det fjerde anbringende (utilstrækkelig begrundelse) og det andet anbringendes første led (tilsidesættelse af artikel 18, stk. 3, i forordning nr. 1/2003) overlapper følgelig delvist hinanden, idet kritikken af en manglende præcisering med hensyn til Kommissionens uddybning af de formodede overtrædelser, som den påtænker at undersøge, der formelt er fremsat inden for rammerne af det andet anbringende, på dette punkt svarer til en anfægtelse af den anfægtede afgørelses begrundelse.
23 Forpligtelsen til at begrunde en individuel afgørelse har til formål at gøre det muligt for retsinstansen at udøve sin kontrol med hensyn til afgørelsens lovlighed og at give den berørte part oplysninger, der er tilstrækkelige til at afgøre, om der er grundlag for afgørelsen, eller om den muligvis er behæftet med en sådan mangel, at dens gyldighed kan anfægtes, idet det præciseres, at omfanget af begrundelsespligten afhænger af arten af den pågældende retsakt og den sammenhæng, hvori den er vedtaget, samt under hensyn til alle de retsregler, som gælder på det pågældende område (Domstolens dom af 25.10.1984, sag 185/83, Interfacultair Instituut Electronenmicroscopie der Rijksuniversiteit te Groningen, Sml. s. 3623, præmis 38, Rettens dom af 15.6.2005, sag T-349/03, Corsica Ferries France mod Kommissionen, Sml. II, s. 2197, præmis 62 og 63, og af 12.7.2007, sag T-266/03, CB mod Kommissionen, ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 35).
24 Artikel 18, stk. 3, i forordning nr. 1/2003 bestemmer således, at Kommissionen »angiver […] retsgrundlaget og formålet med begæringen, præciserer, hvilke oplysninger der kræves, og fastsætter fristen for udlevering af oplysningerne«. Artikel 18, stk. 3, i forordning nr. 1/2003 præciserer i øvrigt, at Kommissionen »[desuden] henviser […] til de sanktioner, der er omhandlet i artikel 23«, »henviser til eller pålægger de sanktioner, der er omhandlet i artikel 24«, og at »beslutningen endvidere indeholder oplysning om, at den kan indbringes for Domstolen«.
25 Denne afgrænsning af begrundelsespligten kan forklares med afgørelser om begæring om oplysningers karakter af undersøgelsesforanstaltning.
26 Det skal således bemærkes, at den administrative procedure i henhold til forordning nr. 1/2003, som finder sted i Kommissionen, er underinddelt i to forskellige og successive faser, som hver har sin egen indre logik, nemlig en indledende undersøgelsesfase og en kontradiktorisk fase. Den indledende undersøgelsesfase, hvor Kommissionen udnytter sine undersøgelsesbeføjelser i henhold til forordning nr. 1/2003, og som strækker sig til klagepunktsmeddelelsen, skal gøre det muligt for Kommissionen at indsamle alle de relevante oplysninger, som bekræfter eller afkræfter en overtrædelse af konkurrencereglerne, og at foretage en første stillingtagen til, hvilken kurs proceduren skal følge. Den kontradiktoriske fase, som strækker sig fra klagepunktsmeddelelsen til vedtagelsen af den endelige afgørelse, skal til gengæld gøre det muligt for Kommissionen endeligt at tage stilling til den kritiserede overtrædelse (jf. i denne retning Rettens dom af 8.7.2008, sag T-99/04, AC-Treuhand mod Kommissionen, Sml. II, s. 1501, præmis 47).
27 For det første for så vidt angår den indledende undersøgelsesfase har denne fase som starttidspunkt den dato, hvor Kommissionen under udøvelse af sin kompetence i henhold til artikel 18 og 20 i forordning nr. 1/2003 træffer foranstaltninger, der indebærer kritik for at have begået en overtrædelse og har vigtige følgevirkninger for de mistænkte virksomheders situation. For det andet er det først i begyndelsen af den administrative kontradiktoriske fase, gennem klagepunktsmeddelelsen, at den berørte virksomhed bliver underrettet om alle de væsentlige omstændigheder, som Kommissionen lægger til grund på dette trin af proceduren, og at virksomheden har ret til aktindsigt for at sikre en effektiv udøvelse af dens ret til forsvar. Følgelig er det først efter fremsendelsen af klagepunktsmeddelelsen, at den berørte virksomhed fuldt ud kan gøre retten til forsvar gældende. Såfremt de nævnte rettigheder også omfattede perioden forud for afsendelsen af klagepunktsmeddelelsen, ville det svække effektiviteten af Kommissionens undersøgelse, fordi den berørte virksomhed allerede under den indledende undersøgelsesfase ville blive i stand til at fastslå, hvilke oplysninger Kommissionen allerede havde kendskab til, og dermed hvilke oplysninger der stadig kunne holdes skjult for den (jf. i denne retning dommen i sagen AC-Treuhand mod Kommissionen, nævnt i præmis 26 ovenfor, præmis 48 og den deri nævnte retspraksis).
28 Kommissionens undersøgelsesforanstaltninger under den indledende undersøgelsesfase, navnlig kontrolundersøgelser og begæringer om oplysninger, indebærer imidlertid i sig selv, at der foreligger en anklage om en overtrædelse, hvilket kan have vigtige følgevirkninger for de mistænkte virksomheders situation. Det er følgelig væsentligt at undgå, at retten til et forsvar undergraves uopretteligt under denne fase i den administrative procedure, eftersom de undersøgelsesforanstaltninger, der er truffet, kan være afgørende for tilvejebringelse af bevismateriale, der godtgør, at virksomheder har handlet retsstridigt på en sådan måde, at de ifalder ansvar (jf. i denne retning dom af 21.9.1989, forenede sager 46/87 og 227/88, Hoechst mod Kommissionen, Sml. s. 2859, præmis 15, og dommen i sagen AC-Treuhand mod Kommissionen, nævnt i præmis 26 ovenfor, præmis 50 og 51).
29 Det bemærkes herved, at Kommissionens pligt til at angive retsgrundlaget for og formålet med begæringen om oplysninger er et grundlæggende krav, som ikke alene har til formål at klarlægge, hvorfor de begærede oplysninger fra de pågældende virksomheder er berettigede, men også at skabe et grundlag for, at virksomheden bliver bekendt med omfanget af dens samarbejdspligt, samtidig med at dens ret til kontradiktion bevares. Heraf følger, at Kommissionen kun kan begære oplysninger, som kan være til nytte ved undersøgelsen af den formodede overtrædelse, som dels er årsag til undersøgelsen, dels skal være angivet i begæringen om oplysninger (jf. i denne retning og analogt Rettens dom af 12.12.1991, sag T-39/90, SEP mod Kommissionen, Sml. II, s. 1497, præmis 25, og af 8.3.1995, sag T-34/93, Société Générale mod Kommissionen, Sml. II, s. 545, præmis 40).
30 Som generaladvokat Jacobs har fremhævet i punkt 30 i forslaget til afgørelse i den sag, der førte til Domstolens dom af 19. maj 1994, SEP mod Kommissionen (sag C-36/92 P, Sml. I, s. 1911, s. 1914), betyder pligten til at angive formålet med begæringen »naturligvis[, at Kommissionen] skal identificere den formodede overtrædelse af konkurrencereglerne«, »[o]plysningernes fornødenhed må bedømmes i relation til det formål, der anføres i begæringen om oplysninger«, og »[f]ormålet må angives med rimelig præcision, ellers vil det være umuligt at afgøre, om oplysningerne er fornødne, og Retten vil blive forhindret i at udøve sin prøvelse«.
31 Det følger ligeledes af fast retspraksis, at Kommissionen ikke er forpligtet til at give adressaten for en sådan afgørelse vedrørende en begæring om oplysninger meddelelse om samtlige de oplysninger om de formodede overtrædelser, som den råder over, eller til at angive en nøjagtig retlig kvalificering af disse overtrædelser, men den har dog pligt til klart at angive, hvilke formodninger dens påtænkte undersøgelse angår (dommen i sagen Société Générale mod Kommissionen, nævnt i præmis 29 ovenfor, præmis 62 og 63, og dommen i sagen Slovak Telekom mod Kommissionen, nævnt i præmis 21 ovenfor, præmis 77).
32 Det påhviler imidlertid ikke Kommissionen på tidspunktet for den indledende undersøgelsesfase – ud over de formodede overtrædelser, som den påtænker at undersøge – at angive indicierne, dvs. de forhold, der leder den til hypotesen om en tilsidesættelse af artikel 101 TEUF. En sådan pligt ville gribe ind i den afvejning, som i retspraksis foretages mellem en opretholdelse af undersøgelsens effektivitet og en opretholdelse af den pågældende virksomheds ret til forsvar.
33 I den foreliggende sag angives det tydeligt i den anfægtede afgørelse, at den er vedtaget på grundlag af artikel 18, stk. 3, i forordning nr. 1/2003, og at den praksis, som undersøges, kan udgøre en tilsidesættelse af artikel 101 TEUF. 10. og 11. betragtning til afgørelsen henviser udtrykkeligt til, at der kan pålægges sanktioner, og til, at afgørelsen kan indbringes for Domstolen som omhandlet i præmis 24 ovenfor.
34 Hvorvidt den anfægtede afgørelse er tilstrækkeligt begrundet, afhænger således udelukkende af, om de formodede overtrædelser, som Kommissionen påtænker at undersøge, er præciseret med tilstrækkelig tydelighed.
35 Den anfægtede afgørelses begrundelse udgøres i den forbindelse af angivelsen i anden betragtning til den anfægtede afgørelse, hvorefter »[d]e formodede overtrædelser vedrører restriktioner for handelsstrømmene i Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS), herunder restriktioner for import til EØS fra lande uden for EØS, opdeling af markeder, samordning af priser og konkurrencebegrænsende praksis på markedet for cement og markederne for lignende produkter«.
36 Desuden henviser den anfægtede afgørelse udtrykkeligt til afgørelsen om at indlede proceduren som omhandlet i præmis 4 ovenfor, der indeholder supplerende oplysninger om den geografiske udstrækning af de formodede overtrædelser og om arten af de omhandlede produkter.
37 Retten bemærker, at den anfægtede afgørelses begrundelse er formuleret i meget generelle termer, som burde have været præciseret, og som herved kan kritiseres. Det må ikke desto mindre fastslås, at henvisningen til restriktioner for import til Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS), til opdeling af markeder og til samordning af priser på markedet for cement og markederne for lignende produkter, sammenholdt med afgørelsen om at indlede proceduren, har den fornødne klarhed til, at det kan konkluderes, at kravene i artikel 18, stk. 3, i forordning nr. 1/2003 er overholdt.
38 Det må heraf udledes, at den anfægtede afgørelse er tilstrækkeligt begrundet.
39 Denne konklusion svækkes ikke af de forskellige argumenter, som sagsøgeren har fremført.
40 Hvad for det første angår sagsøgerens kritikpunkt med hensyn til en manglende begrundelse for nødvendigheden af de anmodede oplysninger er det tilstrækkeligt at fremhæve, at Kommissionen ikke i medfør af artikel 18, stk. 3, i forordning nr. 1/2003 har pligt til at give en specifik begrundelse på dette punkt. Det er således via angivelsen af de formodede overtrædelser, at Kommissionen påtænker at undersøge, om den pågældende virksomhed kan bedømme nødvendigheden af de anmodede oplysninger og i givet fald anfægte afgørelsen om begæring om oplysninger for Retten.
41 Hvad for det andet angår kritikpunktet om en utilstrækkelig begrundelse med hensyn til valget af en varighed på to uger for den ellevte række af spørgsmål bemærkes, at artikel 18, stk. 3, i forordning nr. 1/2003 alene pålægger Kommissionen at fastsætte en frist, men ikke at begrunde valget af denne frist.
42 Under alle omstændigheder bemærkes, at den anfægtede afgørelse indeholder en begrundelse på dette punkt, eftersom det i ottende betragtning til den anfægtede afgørelse fremhæves, at den frist på tolv uger, som blev indrømmet for de første ti rækker af spørgsmål, og fristen på to uger for den ellevte række af spørgsmål kan forklares med arten og omfanget af de anmodede oplysninger samt grovheden af de formodede overtrædelser af konkurrencereglerne. Det må således antages, at Kommissionen fandt, at det mere begrænsede omfang af oplysninger i forbindelse med den ellevte række af spørgsmål kunne begrunde en kortere svarfrist.
43 Hvad for det tredje angår sagsøgerens argumentation, hvorefter den anfægtede afgørelses begrundelse ikke gør det muligt at forstå Kommissionens indstilling til de bemærkninger, som sagsøgeren fremsatte i sin skrivelse af 6. december 2010, skal det hertil bemærkes, at Kommissionen heller ikke havde pligt til at give en specifik begrundelse hvad angår dette punkt. Det skal imidlertid bemærkes, at det i sjette betragtning til den anfægtede afgørelse præciseres, at der i givet fald blev taget hensyn til disse bemærkninger i forbindelse med udarbejdelsen af det spørgeskema, der er indeholdt i bilag I til den anfægtede afgørelse.
44 Det fjerde anbringende og det andet anbringendes første led skal følgelig forkastes.
Det første anbringende om, at det var uforholdsmæssigt at vedtage en afgørelse i medfør af artikel 18, stk. 3, i forordning nr. 1/2003
45 Det er sagsøgerens opfattelse, at den anfægtede afgørelse tilsidesætter proportionalitetsprincippet, eftersom en fremsendelse af en begæring om oplysninger i henhold til artikel 18, stk. 2, i forordning nr. 1/2003 havde været tilstrækkeligt under de foreliggende omstændigheder. Sagsøgeren har til støtte for sin argumentation bl.a. henvist til den omstændighed, at i modsætning til andre selskaber, der er omfattet af en afgørelse i medfør af artikel 18, stk. 3, i forordning nr. 1/2003, fremsendte Kommissionen ikke først sagsøgeren en begæring om oplysninger i medfør af artikel 18, stk. 2. Det er endvidere sagsøgerens opfattelse, at de ændringer, som indførtes med artikel 18 i forordning nr. 1/2003, i forhold til den situation, der var gældende efter artikel 11 i Rådets forordning nr. 17 af 6. februar 1962, første forordning om anvendelse af artikel [81 EF] og [82 EF] (EFT 1959-1962, s. 81), ikke indebærer, at Kommissionen frit kan vælge, om den vil anvende en begæring om oplysninger eller en afgørelse om begæring om oplysninger ved at fritage sig for en overholdelse af proportionalitetsprincippet.
46 Kommissionen har gjort gældende, at dette anbringende skal forkastes.
47 Det følger af fast retspraksis, at proportionalitetsprincippet, der hører til EU-rettens almindelige grundsætninger, indebærer, at institutionernes retsakter ikke må gå videre, end hvad der er nødvendigt og passende for gennemførelsen af det lovligt tilsigtede formål, hvorved det forudsættes, at såfremt det er muligt at vælge mellem flere egnede foranstaltninger, skal den mindst bebyrdende foranstaltning vælges, og byrderne må herved ikke være uforholdsmæssige i forhold til de tilsigtede mål (Domstolens dom af 12.7.2001, sag C-189/01, Jippes m.fl., Sml. I, s. 5689, præmis 81).
48 I henhold til artikel 18, stk. 1, i forordning nr. 1/2003 kan Kommissionen »i form af en anmodning eller ved beslutning« anmode en virksomhed om oplysninger, uden at bestemmelsen gør vedtagelsen af en beslutning betinget af en forudgående »begæring«. På dette punkt adskiller artikel 18 i forordning nr. 1/2003 sig fra artikel 11 i forordning nr. 17, i henhold til hvis stk. 5 muligheden for ved en beslutning at anmode om oplysninger var betinget af, at virksomheden ikke havde efterkommet en forudgående begæring om oplysninger.
49 I modsætning til hvad Kommissionen synes at gøre gældende i sine indlæg, skal det fremhæves, at det valg, som Kommissionen skal foretage mellem en begæring om oplysninger i henhold til artikel 18, stk. 2, i forordning nr. 1/2003 og en afgørelse om begæring om oplysninger i henhold til samme forordnings artikel 18, stk. 3, er omfattet af kontrollen med forholdsmæssigheden. Dette fremgår nødvendigvis af selve den definition af proportionalitetsprincippet, der fremgår af præmis 47 ovenfor, idet det her anføres, at »såfremt det er muligt at vælge mellem flere egnede foranstaltninger, skal den mindst bebyrdende foranstaltning vælges«. Det bemærkes endvidere, at der kan drages en parallel mellem det valg, som Kommissionen har i henhold til artikel 18, stk. 1, i forordning nr. 1/2003, og valget mellem en kontrolundersøgelse på grundlag af en simpel fuldmagt og en kontrolundersøgelse på grundlag af en beslutning i henhold til artikel 14 i forordning nr. 17 og artikel 20 i forordning nr. 1/2003. Dette valg er imidlertid genstand for en kontrol ved EUʼs retsinstanser i medfør af proportionalitetsprincippet (Domstolens dom af 26.6.1980, sag 136/79, National Panasonic mod Kommissionen, Sml. s. 2033, præmis 29, og af 22.10.2002, sag C-94/00, Roquette Frères, Sml. I, s. 9011, præmis 77, Rettens dom af 8.3.2007, sag T-340/04, France Télécom mod Kommissionen, Sml. II, s. 573, præmis 147).
50 Når henses til den tilgang, som i henhold til retspraksis skal anvendes med hensyn til kontrollen med forholdsmæssigheden ved anvendelsen af en kontrolundersøgelse påbudt på grundlag af en afgørelse, synes en sådan kontrol hvad angår valget mellem en begæring om oplysninger og en afgørelse at afhænge af behovet for en tilstrækkelig undersøgelse, henset til de særlige forhold, som gør sig gældende i den konkrete sag (dommen i sagen National Panasonic mod Kommissionen, nævnt i præmis 49 ovenfor, præmis 29, Roquette Frères-dommen, nævnt i præmis 49 ovenfor, præmis 77, og dommen i sagen France Télécom mod Kommissionen, nævnt i præmis 49 ovenfor, præmis 147).
51 Der skal i den forbindelse tages hensyn til den omstændighed, at den anfægtede afgørelse indgår i en undersøgelse vedrørende konkurrencebegrænsende praksis, der ud over sagsøgeren involverer syv andre virksomheder i cementsektoren.
52 En afgørelse adskiller sig fra en begæring om oplysninger på det punkt, at det er muligt for Kommissionen at pålægge en bøde eller tvangsbøder, hvis der gives ufuldstændige oplysninger, eller hvis disse oplysninger ikke gives inden for den fastsatte tidsfrist i medfør af henholdsvis artikel 23, stk. 1, litra b), og artikel 24, stk. 1, litra d), i forordning nr. 1/2003.
53 Når henses til omfanget af de oplysninger, der skal indsamles og sammenholdes, synes det hverken uberettiget eller uforholdsmæssigt, at Kommissionen over for sagsøgeren direkte anvender det retlige instrument, der i videst muligt omfang sikrer den, at sagsøgeren giver et fuldstændigt svar inden for fristerne.
54 I det omfang forholdsmæssigheden af anvendelsen af en afgørelse om begæring om oplysninger skal undersøges ud fra nødvendigheden af en tilstrækkelig undersøgelse, skal sagsøgerens påstand vedrørende den ulige behandling, som alene sagsøgeren er blevet udsat for, idet de andre selskaber, der er omfattet af undersøgelsen, alene var genstand for en begæring om oplysninger forud for vedtagelsen af en afgørelse i henhold til artikel 18, stk. 3, i forordning nr. 1/2003, forkastes. Nødvendigheden af en tilstrækkelig undersøgelse begrunder således ligeledes, at den samme tilgang ikke anvendes over for alle virksomheder eller sammenslutninger af virksomheder, som kan give oplysninger, der kan anvendes ved denne undersøgelse.
55 Det følger af det foregående, at Kommissionen ikke tilsidesatte proportionalitetsprincippet, da den vedtog en afgørelse om begæring om oplysninger i henhold til artikel 18, stk. 3, i forordning nr. 1/2003 med hensyn til sagsøgeren, og at det første anbringende skal forkastes.
Det andet anbringende om en tilsidesættelse af artikel 18 i forordning nr. 1/2003
56 Dette anbringende består i det væsentlige af to led. Det første led, hvorefter formålet med begæringen om oplysninger ikke var tilstrækkeligt præcist, er allerede blevet besvaret i præmis 18-44 ovenfor. Med det andet led har sagsøgeren anført, at de oplysninger, som der anmodes om i henhold til de ti første rækker af spørgsmål, ikke har nogen forbindelse til de forhold, som sagsøgeren foreholdes, hvilket udgør en tilsidesættelse af artikel 18 i forordning nr. 1/2003. En overtrædelse af konkurrenceretten kan ikke påvises ved fremsendelse af de oplysninger, der kræves i henhold til de ti første spørgsmål, der vedrører salget af cement i de sidste ti år, og som vil resultere i, at Kommissionen gives en detaljeret præsentation af cementindustrien.
57 Kommissionen har gjort gældende, at dette anbringende skal forkastes.
58 Som allerede fremhævet i præmis 29 ovenfor kan Kommissionen kun fremsætte begæring om oplysninger, som kan gøre det muligt for den at efterprøve de formodede overtrædelser, som begrunder undersøgelsen, og som er angivet i begæringen om oplysninger (dommen af 12.12.1991 i sagen SEP mod Kommissionen, nævnt i præmis 29 ovenfor, præmis 25, og dommen i sagen Société Générale mod Kommissionen, nævnt i præmis 29 ovenfor, præmis 40).
59 Det tilkommer Kommissionen i betragtning af dens vidtgående efterforsknings- og kontrolbeføjelse at vurdere, om de oplysninger, som den anmoder de berørte virksomheder om, er nødvendige (jf. i denne retning Domstolens dom af 18.5.1982, sag 155/79, AM & S Europe mod Kommissionen, Sml. s. 1575, præmis 17, af 18.10.1989, sag 374/87, Orkem mod Kommissionen, Sml. s. 3283, præmis 15, og Roquette-Frères-dommen, nævnt i præmis 49 ovenfor, præmis 78).
60 For så vidt angår den kontrol, som Retten udøver med hensyn til denne bedømmelse fra Kommissionens side, bemærkes, at ifølge retspraksis skal begrebet »fornødne oplysninger« fortolkes i lyset af formålet med, at Kommissionen er tillagt den omhandlede undersøgelsesbeføjelse. Kravet om forbindelse mellem begæringen om oplysninger og den formodede overtrædelse er således opfyldt, når begæringen på dette trin af proceduren med føje kan anses for at stå i forbindelse med den formodede overtrædelse, således at Kommissionen med rette kan formode, at dokumentet bidrager til at fastslå, at den påståede overtrædelse foreligger (dommen af 12.12.1991 i sagen SEP mod Kommissionen, nævnt i præmis 29 ovenfor, præmis 29, og dommen i sagen Slovak Telekom mod Kommissionen, nævnt i præmis 21 ovenfor, præmis 42).
61 Det må i den foreliggende sag konstateres, at sagsøgeren ikke præcist har illustreret de oplysninger, som der anmodes om i henhold til de ti første spørgsmål, som den anfægter nødvendigheden af, men at sagsøgeren generelt har kritiseret nødvendigheden af en begæring om oplysninger, der omfatter salget af cement i en periode på ti år. Sagsøgeren har i det væsentlige anfægtet anvendelsen af en afgørelse om begæring om oplysninger i henhold til artikel 18, stk. 3, i forordning nr. 1/2003, idet Kommissionen snarere under sådanne omstændigheder burde foretage en undersøgelse efter erhvervssektor i henhold til artikel 17 i forordning nr. 1/2003.
62 Det kan imidlertid ikke på baggrund af den omstændighed alene, at sagsøgeren har fremhævet, at de oplysninger, som der anmodes om i henhold til de ti første rækker af spørgsmål, omfatter salget af cement i en periode på ti år, konkluderes, at de nævnte spørgsmål går videre, end hvad der er nødvendigt, henset til formålet med begæringen om oplysninger som nævnt i præmis 4 og 35 ovenfor.
63 Sagsøgerens anbringende i replikken, hvorved det i det væsentlige gøres gældende, at de anmodede oplysningers omfang giver det indtryk, at den anfægtede afgørelse har en udforskende karakter, ændrer ikke denne konklusion.
64 Kravet om en beskyttelse mod offentlige myndigheders vilkårlige eller uforholdsmæssige indgreb i forhold af privat karakter, hvad enten der er tale om fysiske eller juridiske personer, er ganske vist et generelt EU-retligt princip (dommen i sagen Slovak Telekom mod Kommissionen, nævnt i præmis 21 ovenfor, præmis 81).
65 Det skal ligeledes fremhæves, at en afgørelse om begæring om oplysninger for at overholde dette generelle princip skal have til formål at indhente sådanne oplysninger, at den kan kontrollere rigtigheden og rækkevidden af en bestemt faktisk eller retlig situation, som Kommissionen allerede er i besiddelse af oplysninger om.
66 Hvorvidt den anfægtede afgørelse eventuelt er vilkårlig, kan imidlertid ikke afgøres ud fra omfanget af begæringen om oplysninger, idet Kommissionen med rette kan gennemføre en undersøgelse, der omfatter et stort område, når den er i besiddelse af tilstrækkeligt alvorlige indicier for virksomhedens deltagelse i forskellige formodede overtrædelser, som den påtænker at undersøge.
67 Det må således konstateres, at i den foreliggende sag har sagsøgeren ikke bestridt, at Kommissionen har tilstrækkeligt alvorlige indicier, der kan begrunde vedtagelsen af den anfægtede afgørelse, ligesom den heller ikke har anmodet Retten om at undersøge dette spørgsmål. I mangel af en udtrykkelig og begrundet anmodning fra sagsøgerens side skal Retten således ikke af egen drift og alene på grundlag af den generelle påstand om, at begæringen om oplysninger er omfattende, undersøge, om Kommissionen var i besiddelse af tilstrækkeligt alvorlige indicier, der kunne begrunde vedtagelsen af den anfægtede afgørelse.
68 Det andet anbringende skal derfor forkastes.
Det tredje anbringende, hvorefter den frist på to måneder, der er fastsat for besvarelsen af den ellevte række af spørgsmål, er uforholdsmæssig
69 Det er sagsøgerens opfattelse, at den anfægtede afgørelse tilsidesætter proportionalitetsprincippet, henset til den utilstrækkelige frist på to uger, der er fastsat for besvarelsen af den ellevte række af spørgsmål.
70 Kommissionen har gjort gældende, at dette anbringende skal forkastes. Det er Kommissionens opfattelse, at sagsøgeren ikke har søgsmålsinteresse hvad angår den omhandlede frist, idet den ellevte række af spørgsmål allerede er blevet besvaret, og sagsøgeren har modtaget forsikringer om, at virksomheden ikke vil blive pålagt en bøde, hvis de anmodede oplysninger fremsendes i flere etaper. Kommissionen har videre anført, at fristen på to uger var begrundet, og at det ikke var materielt umuligt for sagsøgeren at besvare den ellevte række af spørgsmål inden for den fastsatte frist.
71 Det følger af fast retspraksis, at de begæringer om oplysninger, som Kommissionen sender til en virksomhed, skal være forenelige med proportionalitetsprincippet, og at den forpligtelse til at fremkomme med oplysninger, som pålægges en virksomhed, ikke må udgøre en uforholdsmæssig byrde for virksomheden i forhold til det, som undersøgelsen kræver (Rettens dom af 12.12.1991 i sagen SEP mod Kommissionen, nævnt i præmis 29 ovenfor, præmis 51, dom af 30.9.2003, forenede sager T-191/98, T-212/98 – T-214/98, Atlantic Container Line m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 3275, præmis 418, og dommen i sagen Slovak Telekom mod Kommissionen, nævnt i præmis 21 ovenfor, præmis 81).
72 For at bedømme en eventuel uforholdsmæssighed af den byrde, som er forbundet med forpligtelsen til at besvare den ellevte række af spørgsmål inden for en frist på to uger, skal der tages hensyn til, at sagsøgeren som adressat for en afgørelse om begæring om oplysninger i henhold til artikel 18, stk. 3, i forordning nr. 1/2003 løber risikoen ikke blot for at blive pålagt en bøde eller en tvangsbøde, hvis virksomheden fremlægger ufuldstændige oplysninger, hvis den fremlægger oplysningerne for sent, eller hvis den ikke fremlægger oplysningerne i medfør af henholdsvis artikel 23, stk. 1, litra b), og artikel 24, stk. 1, litra d), i forordning nr. 1/2003, men også en bøde, hvis den fremlægger en oplysning, der af Kommissionen anses for urigtig eller forvansket i henhold til nævnte forordnings artikel 23, stk. 1, litra b).
73 En undersøgelse af, om den frist, der er fastsat i en afgørelse om begæring om oplysninger, er passende, er således særligt vigtig. Nævnte frist skal således gøre det muligt for adressaten ikke blot materielt at give en besvarelse, men også at sikre sig, at de fremlagte oplysninger er fuldstændige, korrekte og ikke forvanskede.
74 Hvad angår det forudgående spørgsmål, som Kommissionen har rejst vedrørende sagsøgerens interesse i at fremsætte dette anbringende, må dette spørgsmål forstås således, at det anfægter sagsøgerens søgsmålsinteresse med hensyn til den anfægtede afgørelse, for så vidt som denne giver sagsøgeren en frist på to uger til at besvare den ellevte række af spørgsmål. Kommissionen baserer sig på den omstændighed, at de anmodede oplysninger delvist er blevet fremlagt uden for fristen, uden at sagsøgeren er blevet pålagt en bøde, og at Kommissionen i forbindelse med en telefonsamtale gav sagsøgeren mulighed for at fremsende sine svar i etaper.
75 Det er herved tilstrækkeligt at fremhæve, at søgsmålsinteressen med hensyn til en afgørelse om påbud om fremlæggelse af oplysninger vedbliver med at bestå, selv om adressaten for beslutningen allerede har opfyldt denne. En annullation af en sådan afgørelse kan i sig selv have retsvirkninger, navnlig ved at Kommissionen forpligtes til at træffe de nødvendige foranstaltninger til opfyldelse af Rettens dom, og ved at det undgås, at Kommissionen genoptager en sådan praksis (jf. i denne retning analogt Rettens dom af 9.11.1994, sag T-46/92, Scottish Football mod Kommissionen, Sml. II, s. 1039, præmis 14 og den deri nævnte retspraksis).
76 Det må derfor konkluderes, at sagsøgeren har en søgsmålsinteresse for så vidt angår den anfægtede afgørelse og kan fremsætte de anbringender, som efter virksomhedens opfattelse kan lede Retten til at give den medhold i dens påstande.
77 Det må under alle omstændigheder fastslås, at Kommissionen ikke har fremlagt noget bevis for, at sagsøgeren var blevet forsikret om, at hvis virksomheden fremlagde de anmodede oplysninger i flere etaper (og således delvist uden for fristerne), ville dette ikke resultere i en bøde eller i en tvangsbøde. Selv om det mellem parterne er ubestridt, at en telefonsamtale fandt sted vedrørende dette spørgsmål mellem sagsøgerens advokat og en tjenestemand fra Kommissionen, er de uenige med hensyn til det nøjagtige indhold af denne samtale.
78 Det er således alene Kommissionens afvisning i en skrivelse af 12. april 2011 – som svar på en anmodning herom fra sagsøgeren i dennes skrivelse af 11. april 2011 og dennes skrivelse af 12. april 2011 – af at forlænge svarskriften for den 11. række af spørgsmål, der klart fremgår af sagsakterne. Da sagsøgeren har fremsendt en del af virksomhedens besvarelse af den 11. række af spørgsmål uden for den fastsatte frist, kan virksomheden følgelig i det mindste i teorien pålægges en bøde af Kommissionen af denne grund i henhold til artikel 23, stk. 1, litra b), i forordning nr. 1/2003, uanset de forsikringer, som Kommissionen synes at ville give i dens skrivelser.
79 Af de grunde, der er redegjort for i præmis 72 og 73 ovenfor, må det desuden fastslås, at en eventuel uforholdsmæssighed af den byrde, der er forbundet med forpligtelsen til at besvare den 11. række af spørgsmål inden for en frist på 2 uger, kan have betydning for, om de svar, som gives, er fuldstændige, korrekte og tilstrækkeligt tydelige, hvilket i givet fald også kan resultere i pålæggelse af en bøde i henhold til artikel 23, stk. 1, litra b), i forordning nr. 1/2003.
80 Med spørgsmål 11, litra a), anmodes sagsøgeren om at fremlægge alle oplysninger vedrørende P.L.ʼs og H.M.ʼs roller, funktioner og ansvarsområder siden 2001, den person, som de umiddelbart aflægger rapport til, og i sidste ende den person eller de personer, som de har en instruktionsbeføjelse over for. I henhold til spørgsmål 11, litra b), anmodes sagsøgeren om at fremlægge en liste over alle møder og andre skriftlige eller mundtlige kontakter vedrørende cement og lignende produkter, som fandt sted mellem på den ene side P.L. (i perioden 2003-2009) og H.M. (i perioden 2006-2008), og på den anden side producenter af cement og lignende produkter eller deres repræsentanter i Tyskland. Sagsøgeren anmodes i den forbindelse bl.a. om at præcisere datoerne for møderne og navnene på de inviterede og på deltagerne, at nævne navnet på den person og den virksomhed, som har arrangeret mødet eller møderne eller bedt om, at de blev afholdt, samt navnet på, rollen, funktionen og ansvarsområdet for sagsøgerens andre ansatte, som måtte have deltaget i disse møder i perioden 2001-2010. Endelig anmodes sagsøgeren i henhold til spørgsmål 11, litra c), om at fremlægge alle dokumenter vedrørende de ovennævnte møder eller kontakter, herunder bl.a. skrivelser, dagsordener, mødereferater, rejsedokumenter, skriftlige notater, rapporter eller protokoller.
81 Det må fastslås, at det ikke fremgår af den anfægtede afgørelse, at det med hensyn til undersøgelsen består noget særligt behov, der kan begrunde, at der fastsættes en særligt kort frist for fremlæggelsen af de oplysninger, som der anmodes om i henhold til den 11. række af spørgsmål.
82 Som fremhævet i præmis 42 ovenfor kan det alene udledes af ottende betragtning til den anfægtede afgørelse, at begrundelsen for denne frist kan findes i Kommissionens bedømmelse, hvorefter denne række af spørgsmål indebærer fremlæggelse af færre oplysninger.
83 Kommissionen har ganske vist med rette anført, at i medfør af den almindelige pligt til at udvise forsigtighed, som påhviler enhver virksomhed eller virksomhedssammenslutning, er sagsøgeren forpligtet til at drage omsorg for at bevare dokumenter i sine forretningsbøger eller arkiver, som gør det muligt at genkalde dens aktiviteter, navnlig for at råde over de nødvendige beviser i tilfælde af retsforfølgning eller administrative procedurer (Rettens dom af 16.6.2011, sag T-240/07, Heineken Nederland og Heineken mod Kommissionen, Sml. II, s. 3355, præmis 301).
84 I det omfang besvarelsen af den ellevte række spørgsmål imidlertid bl.a. indebærer, at samtlige, herunder de mest uformelle, kontakter mellem sagsøgerens to ansatte og producenterne af cement og af lignende produkter eller deres repræsentanter i Tyskland i perioder på henholdsvis tre og syv år identificeres, har Retten anført, at uanset denne pligt til at bevare, var en indsamling, organisering og undersøgelse af de anmodede oplysninger ikke nødvendigvis let.
85 Af de grunde, der er redegjort for i præmis 73 ovenfor, skal der tages hensyn til den omstændighed, at den fastsatte frist skal kunne gøre det muligt for sagsøgeren at sikre sig, at de fremlagte oplysninger er fuldstændige, korrekte og ikke forvanskede.
86 Det må konstateres, at når henses til arten af de anmodede oplysninger, synes en frist på to uger ikke tilstrækkelig til at indsamle disse oplysninger og sikre sig, at de svar, der gives, er fuldstændige, korrekte og ikke forvanskede.
87 Heraf følger, at en forpligtelse til at besvare disse spørgsmål inden for en sådan frist udgør en uforholdsmæssig byrde i henhold til den retspraksis, der er nævnt i præmis 71 ovenfor.
88 Den af Kommissionen anførte omstændighed, at Kommissionen i sin skrivelse af 19. november 2010 havde oplyst sagsøgeren om, at den havde til hensigt at vedtage en afgørelse om begæring om oplysninger i henhold til artikel 18, stk. 3, i forordning nr. 1/2003 over for virksomheden, idet den fremsendte den et udkast til spørgeskema, hvori den 15. række af spørgsmål i det væsentlige var identisk med den 11. række af spørgsmål indeholdt i det endelige spørgeskema, ændrer ikke denne konklusion.
89 Det er i den forbindelse tilstrækkeligt at fremhæve, at Kommissionen i punkt 4 i denne skrivelse i et sprog, der slet ikke er utvetydigt, anfører, at »afgørelsen truffet i medfør af artikel 18, sk. 3, i forordning nr. 1/2003 [ville give] Schwenk en frist på to måneder til at besvare spørgeskemaet i afgørelsen på en korrekt, fuldstændig og ikke forvansket måde«.
90 Den omstændighed, at sagsøgeren med rette kunne forvente at råde over en frist på to måneder til at besvare den ellevte række af spørgsmål, er under alle omstændigheder til hinder for, at der kan tages hensyn til angivelsen i skrivelsen af 19. november 2010 ved bedømmelsen af, om forpligtelsen til at besvare nævnte række af spørgsmål inden for en frist på to uger er uforholdsmæssig.
91 Hvad angår Kommissionens henvisning i punkt 38 i dens meddelelse om bedste praksis ved behandlingen af konkurrencesager efter artikel 101 TEUF og 102 TEUF (EFT 2011 C 308, s. 6) er det tilstrækkeligt at fremhæve, at denne er uden relevans.
92 Det skal under alle omstændigheder fremhæves, at det fremgår af nævnte meddelelses punkt 38, at fristen normalt vil være mindst to uger, men at den kan være kortere ved begæringer af begrænset omfang. Dette synes at pege i retning af, at for Kommissionen er en frist på to uger generelt en minimumsfrist. I den foreliggende sag er anvendelsen af en frist på to uger, når henses til det betydelige arbejde, der kan være forbundet med indsamlingen, organiseringen og undersøgelsen af de anmodede oplysninger, uforholdsmæssig.
93 På baggrund af det ovenstående skal dette anbringende tages til følge.
94 Det præciseres i den anfægtede afgørelses artikel 1, at bilagene er en integrerende del af den anfægtede afgørelse. En gennemgang af bilag I, som udgør spørgeskemaet, viser, at den 11. række af spørgsmål kan adskilles fra resten af spørgeskemaet.
95 Den anfægtede afgørelse skal følgelig annulleres, alene i det omfang den pålægger sagsøgeren at besvare den ellevte række af spørgsmål i det spørgeskema, der er indeholdt i bilag I til afgørelsen, og dette uden at det er nødvendigt at undersøge det femte anbringende, der udelukkende vedrører den ellevte række af spørgsmål.
Sagens omkostninger
96 I henhold til artikel 87, stk. 2, i Rettens procesreglement pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. Ifølge artikel 87, stk. 3, første afsnit, kan Retten fordele sagens omkostninger, hvis hver af parterne henholdsvis taber eller vinder på et eller flere punkter.
97 Da sagsøgeren har fået delvis medhold i sagen, finder Retten det således under de foreliggende omstændigheder rimeligt, at Kommissionen bærer en tredjedel af sine egne omkostninger og betaler en tredjedel af de omkostninger, som sagsøgeren har afholdt, og at sidstnævnte bærer to tredjedele af sine egne omkostninger og betaler to tredjedele af Kommissionens omkostninger.
På grundlag af disse præmisser
udtaler og bestemmer
RETTEN (Syvende Afdeling):
1) Kommissionens afgørelse K(2011) 2367 endelig af 30. marts 2011 vedrørende en procedure i henhold til artikel 18, stk. 3, i Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 (sag 39520 – Cement og lignende produkter) annulleres for så vidt angår den 11. række af spørgsmål i det spørgeskema, der udgør bilag I til afgørelsen.
2) Schwenk Zement KG bærer to tredjedele af sine omkostninger og betaler to tredjedele af Europa-Kommissionens omkostninger. Kommissionen bærer en tredjedel af sine omkostninger og betaler en tredjedel af Schwenk Zements omkostninger.
3) I øvrigt frifindes Kommissionen.
Dittrich | Wiszniewska-Białecka | Prek |
Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 14. marts 2014.
Underskrifter