Sag T-556/11

European Dynamics Luxembourg SA m.fl.

mod

Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked

(Varemærker og Design) (KHIM)

»Annullations- og erstatningssøgsmål – offentlige tjenesteydelsesaftaler – formalitetsindsigelse – annullationspåstand – artikel 263, stk. 1 og 5, TEUF – artikel 122 i forordning (EF) nr. 207/2009 – sag ikke for tidligt anlagt – status som sagsøgt – Rettens kompetence – erstatningspåstand – artikel 44, stk. 1, litra c), i Rettens procesreglement – formaliteten«

Sammendrag – Rettens kendelse (Første Afdeling) af 12. september 2013

1.      EU-retten – principper – ret til en effektiv domstolsbeskyttelse – anvendelse på retsakter, der er vedtaget af agenturer på grundlag af afledt ret, og som har retsvirkninger i forhold til tredjemand – handlinger foretaget af præsidenten for Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked

(Art. 263, stk. 1, TEUF)

2.      EU-retten – principper – ret til en effektiv domstolsbeskyttelse – anvendelse på retsakter, der er vedtaget af agenturer på grundlag af afledt ret, og som har retsvirkninger i forhold til tredjemand – handlinger foretaget af præsidenten for Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked – anvendelsesområdet for artikel 122 i forordning nr. 207/2009

(Art. 19, stk. 1, TEU; art.  263, stk. 1 og 4, TEUF; Rådets forordning nr. 207/2009, art. 122)

3.      Retslig procedure – stævning – formkrav – fastlæggelse af søgsmålets genstand – kort fremstilling af søgsmålsgrundene – stævning, hvori der er nedlagt påstand om betaling af erstatning for skade forvoldt af en unionsinstitution

[Statutten for Domstolen, art. 21, stk. 1, og art. 53, stk. 1; Rettens procesreglement art. 44, stk. 1, litra c)]

1.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 50-52)

2.      Artikel 122, stk. 1, i forordning nr. 207/2009 om EF-varemærker bestemmer, at »Kommissionen fører tilsyn med lovligheden af de […] [handlinger, der foretages af præsidenten for Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design)], for hvilke der ikke i fællesskabsretten findes nogen legalitetskontrol foretaget af et andet organ […]«. Denne bestemmelses anvendelsesområde er således udtrykkeligt betinget af, at ingen andre organer udøver legalitetskontrol med Harmoniseringskontorets præsidents handlinger. Retten udgør imidlertid som en del af Domstolen i henhold til artikel 19, stk. 1, første punktum, TEU et sådant »andet organ«, for så vidt som den udøver en sådan legalitetskontrol i overensstemmelse med artikel 263, stk. 1, andet punktum, TEUF.

Det følger heraf, at en handling foretaget af Harmoniseringskontorets præsident ikke er omfattet af anvendelsesområdet for artikel 122 i forordning nr. 207/2009, og at navnlig denne artikels stk. 3, andet punktum, hvorefter »[s]agen skal forelægges for Kommissionen inden for en frist på en måned at regne fra den dag, da vedkommende for første gang fik kendskab til den pågældende handling«, ikke finder anvendelse. Harmoniseringskontoret kan dermed ikke gøre gældende, at enten indgivelsen af en klage over en handling foretaget af Harmoniseringskontorets præsident til Kommissionen, en administrativ procedure i denne retning eller en eventuel udtrykkelig eller stiltiende kommissionsafgørelse vedrørende klagen, uanset hvilken form denne måtte have, udgør obligatoriske forudgående betingelser eller betingelser vedrørende formaliteten for en sag anlagt ved Unionens retsinstanser til prøvelse af en sådan handling i medfør af artikel 263, stk. 1, andet punktum, og artikel 263, stk. 4, TEUF.

Denne bedømmelse bekræftes af en formålsfortolkning af artikel 122 i varemærkeforordning nr. 207/2009. Når artikel 230, stk. 1, EF, som regulerer den retlige beskyttelsesordning, indeholder en lakune vedrørende Unionens organers, kontorers og agenturers retsakter, svarer anerkendelsen af, at Kommissionen har en opgave med legalitetskontrol, således som fastsat i samme forordnings artikel 122, til det af Unionens lovgiver opfattede behov for at fremkalde en afgørelse fra Kommissionen med henblik på, at handlinger foretaget af Unionens organer eller kontorer, i det mindste indirekte, kan indbringes for Unionens retsinstanser. Formuleringen »handlinger, for hvilke der ikke i fællesskabsretten findes nogen legalitetskontrol foretaget af et andet organ«, bekræfter, at der er tale om at tildele Kommissionen en residuel og subsidiær kontrolbeføjelse med henblik på at sikre adgang til Unionens retsinstanser, i det mindste gennem en udtrykkelig eller stiltiende afgørelse fra Kommissionen i den i artikel 122, stk. 3, tredje og fjerde punktum, i varemærkeforordning nr. 207/2009 omhandlede forstand. Dette formål har imidlertid siden ikrafttrædelsen af artikel 263, stk. 1, andet punktum, TEUF mistet sin eksistensberettigelse og kan ikke begrunde den påståede obligatoriske karakter af proceduren i medfør af forordningens artikel 122 som en forudsætning for et sagsanlæg ved Unionens retsinstanser.

(jf. præmis 54-56)

3.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 71)