Appel iværksat den 28. november 2023 af PB til prøvelse af dom afsagt af Retten (Tiende Afdeling) den 20. september 2023 i sag T-293/22, PB mod Afviklingsinstansen

(Sag C-727/23 P)

Processprog: fransk

Parter

Appellant: PB (ved avocate N. de Montigny)

Den anden part i appelsagen: Den Fælles Afviklingsinstans (Afviklingsinstansen)

Appellanten har nedlagt følgende påstande

Appellen fremmes til realitetsbehandling og den appellerede dom ophæves.

Der træffes afgørelse i sagen, og følgelig annulleres afgørelsen af 16. juli 2021, således som Retten burde have gjort, for så vidt som appellantens navn ikke er opført på listen over omklassificerede ansatte i henhold til omklassificeringen i 2021.

Appelindstævnte tilpligtes at betale de sagsomkostninger, som er afholdt af appellanten i forbindelse med appelsagen og sagen i første instans.

Anbringender og væsentligste argumenter

Til støtte for appelsagen har appellanten fremsat følgende klagepunkter, som er inddelt efter typen af appelanbringende:

For så vidt som Retten afviste at realitetsbehandle visse bilag, som appellanten havde fremlagt under sagsforløbet, foretog Retten et åbenbart urigtigt skøn i forbindelse med undersøgelsen af disses relevans for behandlingen af sagens realitet.

For så vidt som Retten ikke drog den mindste konsekvens af den omstændighed, at Afviklingsinstansen i retsmødet medgav, at kun den seneste evalueringsrapport var blevet inddraget i forbindelse med behandlingen af den omtvistede omklassificering, undlod Retten at tage stilling, selv om appellanten havde reageret kontradiktorisk på denne omstændighed i indlægget.

Selv om appellanten havde fremhævet tilsidesættelsen af de vedtægtsmæssige gennemsnit og kvoter, der er fastsat på grundlag af de almindelige gennemførelsesbestemmelser, undlod Retten at tage stilling til et væsentligt punkt om hele omklassificeringsprocedurens manglende lovlighed, der påvirkede appellanten særskilt fra den individuelle vurdering for hver lønklasse, som ligeledes er i strid med ligebehandlingsprincippet.

Ved behandlingen af de bilag, omstændigheder og oplysninger i sagen, som blev forelagt under proceduren, foretog Retten en åbenbart urigtig gengivelse af visse elementer eller drog modstridende konklusioner, således at Retten uforholdsmæssigt har tilsidesat reglerne om bevisbyrde og anvendelsen af princippet om formodning af lovlighed, som administrationen råder over, ved systematisk at forpligte appellanten til at godtgøre et negativt forhold, eller for så vidt som Retten fortolkede princippet om omvendt bevisbyrde meget restriktivt, som ligeledes tilsidesætter retten til en retfærdig sagsbehandling og af princippet om ligestilling af parterne, som alle sagsøgere skal kunne drage fordel af.

Retten har på modstridende og uforholdsmæssig vis anvendt reglerne om bevisførelse vedrørende de af parterne fremlagte elementer til deres forsvar ved at kræve, at appellanten fremlægger bevis for en negativ omstændighed, selv om Retten støttede sig på Afviklingsinstansens simple påstand om en negativ omstændighed for at kunne antage, at Afviklingsinstansen ikke havde anvendt sine gennemførelsesbestemmelser, da det viste sig, at disse var ulovlige, hvilket er i strid med formodningen om, at administrationen formodes at overholde de regler, som den har pålagt sig selv. Retten undlod således flere gange i forbindelse med vurderingen af de regler, der finder anvendelse for Afviklingsinstansen, at tage hensyn til den måde, hvorpå disse regler faktisk blev gennemført, og støttede sig på Afviklingsinstansens rene indholdsløse postulater, hvilket både forvanskede beviserne og udgjorde en tilsidesættelse af artikel 54 i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i Den Europæiske Union og de gennemførelsesbestemmelser (herefter »ansættelsesvilkårene«), som finder anvendelse.

I forbindelse med anvendelsen af ansættelsesvilkårenes artikel 54 på Afviklingsinstansen og behandlingen af det første, det tredje, det fjerde og det femte anbringende fastslog Retten på ulovlig vis, at Afviklingsinstansen råder over en »vid skønsmargen« til at tilrettelægge udøvelsen af omklassificeringen og til at træffe afgørelse om omklassificeringer, idet Retten fortolkede denne skønsmargen i strid med artikel 110, stk. 1, i vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union, om de gennemsnit og kvoter, som er fastsat vedtægtsmæssigt og gengivet i de gennemførelsesbestemmelser, som finder anvendelse, og udelukkede enhver fejl, uregelmæssighed og ulovlighed, som fulgte ved anvendelsen af de nævnte bestemmelser.

Hvad angår undersøgelsen af, om den bebyrdende afgørelse manglede en begrundelse, modsagde Retten sig selv og tilsidesatte begrebet konkret, tilstrækkelig og ikke-kontradiktorisk begrundelse, da den vurderede, at en henvisning i form af en afgørelse om at afvise en klage i en udtalelse, som ikke var individualiseret eller konkretiseret, fra det paritetiske omklassificeringsudvalg (herefter »det paritetiske udvalg«) var tilstrækkelig, og at den senere kunne suppleres i forbindelse med den omtvistede procedure, og Retten forvekslede ligeledes det bestemte tidsrum, hvor appellanten havde kendskab til de elementer i begrundelsen, ved at henvise til de bilag, der var blevet fremlagt under sagen, og ved at hævde, at appellanten på dette grundlag burde have kunnet udlede den individuelle begrundelse, som vedrørte denne.

Retten afviste med urette den argumentation, som var baseret på det åbenbart urigtige skøn, idet den fandt, at sagen ikke kunne antages til realitetsbehandling på grund af manglende overholdelse af princippet om overensstemmelse, selv om klagen indeholdte elementer, som henviste til en sådan fejl.

Det var ligeledes i strid med procedurereglerne om, hvorvidt et anbringende kan antages til realitetsbehandling, og hvorvidt anbringendet er virksomt, at Retten afviste anbringendet om, at det paritetiske udvalg ikke havde offentliggjort en afsluttende rapport, da Retten med urette vurderede, at denne manglende offentliggørelse kunne være blevet afhjulpet ved en anmodning om aktindsigt, selv om procedurerne opfyldte forskellige formål og regler og ikke fandt anvendelse på de samme dokumenter.

Retten begik endelig en åbenbar fejl, som er i strid med de principper, som finder anvendelse på dækning af sagsomkostningerne, herunder princippet om rimelighed, på grundlag af hvilke sagsomkostningerne er fordelt, idet Retten tilpligtede appellanten at dække alle sagsomkostningerne, uden at tage hensyn til, at Afviklingsinstansen tilsidesatte formålet med den administrative fase af proceduren, at den i retsmødet medgav proceduremæssige fejl, og at der ved afslutningen af den administrative fase blev fremlagt elementer, på grundlag af hvilke Retten i vid udstrækning har begrundet den appellerede dom.

Mere generelt underminerede Retten enhedskarakteren af retspraksis på området i sin behandling af de forskellige retsspørgsmål, som den blev forelagt.

____________