RETTENS DOM (Tredje Udvidede Afdeling)

15. september 1998 (1)

»Statsstøtte - EF-traktatens artikel 93, stk. 2 - meddelelse om indledning af enprocedure - støtteforanstaltninger, der ikke er udtrykkeligt nævnt - støtte tilvirksomheder i dårligt stillede regioner - omstrukturering - tilbagesøgning afstøtten - forældelsesfrist)«

I de forenede sager T-126/96 og T-127/96,

Breda Fucine Meridionali SpA (BFM), italiensk selskab i likvidation, Bari (Italien)

og

Ente Partecipazioni e Finanziamento Industria Manifatturiera (EFIM), italienskselskab i likvidation, Rom,

ved advokaterne Antonio Tizzano og Gian Michele Roberti, Napoli, der har kontorPlace du Grand Sablon 36, Bruxelles,

sagsøgere,

mod

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber, først ved Paul Nemitz og LucioGussetti, Kommissionens Juridiske Tjeneste, og Enrico Altieri, der er udstationeretsom national ekspert ved Kommissionens Juridiske Tjeneste, og derefter ved PaulNemitz og Paolo Stancanelli, Kommissionens Juridiske Tjeneste, sombefuldmægtigede, og med valgt adresse hos Carlos Gómez de la Cruz,Kommissionens Juridiske Tjeneste, Wagnercentret, Kirchberg,

sagsøgt,

støttet af

Den Franske Republik ved kontorchef Catherine de Salins og kontorchef KareenRispal-Bellanger, begge Juridisk Tjeneste, Udenrigsministeriet, Jean-Marc Belorgeyog Frédérik Millon, der er kommitterede sammesteds og ekspeditionssekretærGautier Mignot, som befuldmægtigede, og med valgt adresse i Luxembourg påFrankrigs Ambassade 9, boulevard Prince Henri

og

Manoir Industries SA, Paris, ved advokat Bernard van de Walle de Ghelcke,Bruxelles, og med valgt adresse i Luxembourg hos advokat Freddy Brausch, 11, rueGoethe,

intervenienter,

angående en påstand om annullation af Kommissionens beslutning 96/614/EF af 29.maj 1996 om visse italienske offentlige støtteforanstaltninger til fordel for BredaFucine Meridionali SpA (EFT L 172, s. 46), hvorved den italienske regeringsstatsstøtte til selskabet Breda Fucine Meridionali SpA blev anset for uforenelig medfællesmarkedet og retsstridig,

har

DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABERS RET I FØRSTE INSTANS

(Tredje Udvidede Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, V. Tiili, og dommerne C.P. Briët, K. Lenaerts,A. Potocki og J.D. Cooke,

justitssekretær: fuldmægtig J. Palacio González,

på grundlag af den skriftlige forhandling og efter mundtlig forhandling den 26.maj1998,

afsagt følgende

Dom

Faktiske omstændigheder

1.

    Selskabet Breda Fucine Meridionali (herefter »BFM«), der blev stiftet i 1961, eren støberivirksomhed, der arbejder med omsmeltet metal. Selskabet har bl.a.specialiseret sig i levering af materiel til jernbaner og sporveje, navnligstålkrydsninger. Selskabet er etableret i Bari i Italiens Mezzogiorno, som er en afde regioner, der eventuelt kan modtage støtte med regionalt sigte i henhold til EF-traktatens artikel 92, artikel 3, litra a).

2.

    Indtil udgangen af 1986 var BFM kontrolleret af to selskaber (Oto Melara SpA ogBreda Meccanica Bresciana SpA), som efter BFM's udsagn var leverandør tilforsvarssektoren. BFM har anført, at selskabet dengang foretog en rækkeinvesteringer bl.a. i forsvars-, nuklear- og energisektoren. Sagsøgte har imidlertidbestridt, at BFM er leverandør til forsvarssektoren. Siden 1987 har BFM væretkontrolleret af Finanziaria Ernesto Breda (herefter »FEB«), som igen ejes af detstatslige holdingselskab Ente partecipazioni e finanziamento industriamanifatturiera (herefter »EFIM«).

3.

    Ved lovdekret nr. 340 af 18. juli 1992, som blev stadfæstet ved lovdekret nr. 362/92af 14. august 1992 (herefter »lovdekret nr. 362/92«), satte den italienske regeringEFIM i likvidation med virkning fra samme dato. Reglerne for likvidation varnedfældet i flere lovdekreter, herunder lovdekret nr. 414 af 20. oktober 1992(herefter »lovdekret nr. 414/92«) og lovdekret nr. 487/92 af 19. december 1992(herefter »lovdekret nr. 487/92«), som med enkelte ændringer blev omdannet tillov nr. 33 af 17. februar 1993 (herefter »lov nr. 33/1993«). Der blev underlikvidationen ydet støtte, som ikke var blevet anmeldt af de italienske myndigheder.Ved beslutning af 23. december 1992, som blev meddelt de italienske myndighederden 24. februar 1993, indledte Kommissionen derfor i anledning af bl.a. lovdekretnr. 362/92 og nr. 414/92 den i traktatens artikel 93, stk. 2, fastsatte procedure[Kommissionens meddelelse i medfør af EØF-traktatens artikel 93, stk. 2, til deøvrige medlemsstater og andre interesserede parter om den støtte, Italien harbesluttet at yde EFIM (EFT 1993 C 75, s. 2)]. Ved beslutning af 26. januar 1993,der blev meddelt den italienske regering den 10. marts 1993, blev ovennævnteprocedure udvidet til også at omfatte lovdekret nr. 487/92 [Kommissionensmeddelelse i medfør af EØF-traktatens artikel 93, stk. 2, til de øvrigemedlemsstater og andre interesserede parter om en støtte, Italien havde besluttetat yde EFIM (EFT 1993, C 78, s. 4)]. EFIM blev sat i tvungen likvidation vedbekendtgørelse af 21. januar 1995, udstedt af den italienske finansminister forstatskassen. Likvidationen blev definitivt afsluttet ved beslutning af 27. december1996. FEB blev sat i tvungen likvidation ved dekret af 11. marts 1994, udstedt afden italienske finansminister for statskassen.

4.

    Den 5. oktober 1994 indgav en af BFM's franske konkurrenter, selskabet Manoirindustries (herefter »Manoir«) klage til Kommissionen over den italienske statsstøtte til BFM. Ved skrivelse af 17. oktober 1994 anmodede Kommissionen deitalienske myndigheder om oplysninger om disse støtteforanstaltninger.

5.

    På baggrund af de indhentede oplysninger nåede Kommissionen bl.a. til denkonklusion, at FEB og EFIM mellem 1985 og 1994 flere gange havde støttet BFMved kapitalindsprøjtninger samt dækning af tab og lån. Kommissionen fastslog også,at BFM havde kunnet fortsætte sit virke og undgå likvidation i kraft af bl.a. ensærlig bestemmelse i lov nr. 33/1993.

6.

    Da Kommissionen fandt det særdeles vanskeligt at afgøre, om de pågældendeforanstaltninger var forenelige med fællesmarkedet, underrettede den ved skrivelseaf 10. marts 1995 den italienske regering om sin beslutning om at indledeproceduren i EF-traktatens artikel 93, stk. 2, vedrørende de nævnteforanstaltninger. Kommissionen opfordrede endvidere den italienske regering til atfremsætte sine bemærkninger. Den italienske regering besvarede Kommissionensskrivelse den 3. maj 1995 og fremhævede, at Kommissionens bemærkninger varvage og unøjagtige, idet disse ikke indeholdt nogen konkret angivelse af detstøttebeløb, der var tale om. Regeringen fandt således at måtte tilbageviseKommissionens påstande.

7.

    Ved skrivelse af 12. september 1995 opfordrede Kommissionen de italienskemyndigheder til at fremsende regnskaberne for BFM for årene 1985-1994.

8.

    Kommissionen har ved sin meddelelse i henhold til EØF-traktatens artikel 93, stk.2, til de øvrige medlemsstater og andre interesserede parter angående den støtte,som den italienske regering har ydet til BFM (EFT 1995, C 293, s. 8, herefter»åbningsmeddelelsen«) underrettet medlemsstaterne og andre interesserede parterom indledningen af den i nævnte bestemmelse fastsatte procedure.

9.

    I sjette afsnit af åbningsmeddelelsen hedder det bl.a.:

»Det fremgår [...] af sagens akter, at EFIM på den ene side skulle have finansieretBFM med et beløb på 52 mia. [ITL], og at bankerne på den anden side harbevilget BFM lån på ca. 10 mia. [ITL] med garanti fra den italienske stat. Endeliganføres det, at BFM takket være ad hoc-loven om proceduren for likvidation afEFIM ikke er blevet sat i likvidation, selv om likvidation af et moderselskabnormalt altid indebærer likvidation af datterselskaberne. Endvidere er det lykkedesBFM at holde sig på markedet og undgå opløsning takket være en anden ad hoc-bestemmelse i artikel 7, stk. 2, i [lov nr. 33/1993], som udelukkende finderanvendelse på de af EFIM kontrollerede virksomheder. Bestemmelsen udgør enafvigelse fra de bindende bestemmelser i den italienske civillovs artikel 2448, hvoridet fastsættes, at blandt grundene til opløsning af selskabet er svind af kapitalensom følge af tab til under det lovfastsatte mindstebeløb [200 mio. ITL] [...]«.

10.

    I tiende afsnit af åbningsmeddelelsen fastslår Kommissionen endvidere:

»[...] BFM har lidt betydelige tab i de sidste tre år, og [dets gæld svarer nu] til femgange aktiekapitalen. Det kan med føje antages, at BFM kun har kunnet holde sigpå det pågældende marked takket være de offentlige støtteforanstaltninger, det harnydt godt af, eller finansieringerne fra EFIM og [FEB], samt de garantier, denitalienske stat har ydet over for BFM's leverandører og fordringshavere.«

11.

    Ud fra de indhentede oplysninger skønnede Kommissionen nemlig, at BFM'ssamlede gæld ved udgangen af regnskabsåret 1993 var på 88,7 mia. ITL, hvilketskal ses i forhold til en aktiekapital på 17 mia. ITL.

12.

    Efter en gennemgang af situationen konkluderede Kommissionen foreløbig, at »deforanstaltninger til fordel for BFM, den italienske stat har vedtaget, især denmanglende anvendelse af de almindelige bestemmelser om likvidation og opløsningaf selskaber, samt garantien for BFM's gæld, og de foranstaltninger, der er vedtagetaf [EFIM] samt af [FEB], især i form af finansieringer og garantier, har gjort detmuligt for BFM på kunstig vis at holde sig på markedet, og de må derfor betragtessom statsstøtte, der forvrider konkurrencen på det pågældende marked« (tolvteafsnit af åbningsmeddelelsen). Kommissionen har ligeledes på ny fremhævet, at denhar meget vanskeligt ved at fastslå, »om den pågældende støtte, især den italienskestats garanti for BFM's gæld, de finansieringer og garantier til fordel for BFM, derer indrømmet af EFIM og [FEB], den manglende anvendelse over for BFM af denitalienske civillovs bestemmelser om likvidation og opløsning af selskaber, samt alleandre offentlige støtteforanstaltninger, som BFM måtte have nydt godt af, erforenelige med fællesmarkedet« (sekstende afsnit af åbningsmeddelelsen).

13.

    De bemærkninger, Manoir og den tyske regering forelagde Kommissionen vedskrivelser af henholdsvis 21. november 1995 og 6. november 1995, blev videregivettil den italienske regering ved skrivelse af 31. januar 1996. Den italienske regeringhar ikke taget stilling til disse bemærkninger.

14.

    Den 27. februar 1996 afholdtes et møde, hvor BFM forklarede sin holdning forrepræsentanterne for Kommissionens Generaldirektorat for Konkurrence.Kommissionens repræsentanter udbad sig en rapport om BFM's økonomiske ogfinansielle situation indeholdende yderligere oplysninger. Den 4. april 1996tilstillede de italienske myndigheder Kommissionen den ønskede rapport.

15.

    Den 29. maj 1996 vedtog Kommissionen beslutning 96/614/EF om visse italienskeoffentlige støtteforanstaltninger til fordel for BFM (EFT L 272, s. 46, herefter »denanfægtede beslutning«).

16.

    Artikel 1 i den anfægtede beslutning er affattet således:

»De statsstøtteforanstaltninger, BFM har nydt godt af, nemlig:

a)    kapitaloverførsler på 12 mia. [ITL], nemlig 7 mia. i 1986 og 5 mia. i 1987

b)    dækning af tab med 50,8 mia. [ITL], nemlig 7,1 mia. i 1985, 11,2 mia. i 1987,3,9 mia. i 1988, 11,6 mia. i 1990, 17 mia. i 1991

c)    finansieringer, der er indrømmet BFM af [FEB] og af EFIM, og som giversig udslag i, at BFM har en gæld til de to moderselskaber på 63 mia. [ITL]

d)    artikel 7, andet afsnit, i lov nr. 33/1993, som forlænget ved dekret af 24.januar 1996, idet denne har gjort det muligt for BFM at undlade attilbagebetale gæld til det offentlige og til offentlige foretagender, herundergæld, BFM havde optaget i offentlige finansieringsinstitutter, samt atfortsætte driften uden at tilbagebetale den offentlige støtte, der må erklæresuforenelig, og uden at blive opløst.

e)    bestemmelserne i lov nr. 33/1993, for så vidt som disse har gjort det muligtfor BFM at nyde godt af indstillingen af tilbagebetalingen af de lån, der varbevilget af de offentlige finansieringsselskaber Isveimer og IMI, og somandrager 6 609 mio. [ITL],

er ulovlige, for så vidt som de ikke i overensstemmelse med EF-traktatens artikel93, stk. 3, er blevet anmeldt til Kommissionen, inden de blev ydet.

De er endvidere uforenelige med fællesmarkedet i henhold til EF-traktatens artikel92.«

17.

    I beslutningens artikel 2 hedder det, at Italien skal tilbagesøge støtten til BFM medtillæg af renter, der beregnes fra udbetalingsdagen til tilbagebetalingsdagen. Endeligskal Italien ifølge beslutningens artikel 3 sørge for øjeblikkelig ophævelse, dog kunover for BFM, af bestemmelserne om forlængelse af ordningen om undtagelse fraden almindelige lovgivning, for så vidt angår gæld til det offentlige og til offentligevirksomheder. Endvidere skal Italien sørge for øjeblikkelig ophævelse, dog kun overfor BFM, af bestemmelserne om indstilling af tilbagebetaling af et lån, der er ydetaf offentlige finansieringsinstitutter.

18.

    BFM blev sat i tvungen administrativ likvidation den 21. august 1996. Efter enauktion blev BFM's formuegoder af auktionarius overdraget til køberenFinmeccanica.

Retsforhandlinger

19.

    Dette er baggrunden for, at BFM og EFIM ved stævninger indleveret til RettensJustitskontor den 12. august 1996 har anlagt de foreliggende sager, som blevregistreret under nr. T-126/96 og T-127/96.

20.

    Ved begæringer indleveret til Rettens Justitskontor henholdsvis den 18. december1996 og den 30. januar 1997 har Manoir og Den Franske Republik anmodet omtilladelse til at intervenere til støtte for de påstande, der er nedlagt af sagsøgte i deto sager.

21.

    Ved telefax modtaget i Rettens Justitskontor den 6. februar 1997 har DenItalienske Republik anmodet om tilladelse til at intervenere til støtte for de tosagsøgeres påstande.

22.

    Ved skrivelser indleveret til Rettens Justitskontor den 20. februar 1997 harsagsøgerne i de to sager anmodet om fortrolig behandling vis-à-vis Den FranskeRepublik og Manoir af visse af oplysningerne i sagens akter.

23.

    Ved kendelser af 11. marts 1997 afviste Rettens præsident Den ItalienskeRepubliks interventionsbegæringer som for sent indgivet.

24.

    Ved kendelser af 16. juli 1997 imødekom Rettens præsident Den FranskeRepubliks og Manoir's begæringer om tilladelse til at intervenere til støtte for depåstande, der er nedlagt af sagsøgte i de to sager, og tog delvis de to sagsøgeresanmodninger om fortrolig behandling af oplysninger til følge.

25.

    Ved kendelse af 30. september 1997 besluttede Rettens præsident efter at havehørt parterne at forene sagerne T-126/96 og T-127/96 med henblik på denmundtlige forhandling og domsafsigelsen.

26.

    Intervenienterne indgav deres interventionsindlæg den 15. oktober 1997.

27.

    Kommissionen gav ved skrivelse indgivet til Rettens Justitskontor den 5. december1997 afkald på at fremsætte bemærkninger til disse indlæg. Sagsøgerne fremsattederimod deres bemærkninger til interventionsindlæggene den 16. februar 1998.Samme dato afsluttedes den skriftlige forhandling.

28.

    På grundlag af den refererende dommers rapport har Retten (Tredje UdvidedeAfdeling) besluttet at indlede den mundtlige forhandling. Parterne har fremsatderes mundtlige indlæg og besvaret Rettens spørgsmål i retsmødet den 26. maj1998. Som led i foranstaltningerne med henblik på sagens tilrettelæggelse harRetten anmodet parterne om visse oplysninger.

Parternes påstande

29.

    BFM har nedlagt følgende påstande:

-    Den anfægtede beslutning annulleres i sin helhed, subsidiært delvis.

-    Kommissionen betaler sagens omkostninger.

30.

    EFIM har nedlagt følgende påstande:

-    Den anfægtede beslutning annulleres i sin helhed, subsidiært delvis.

-    Kommissionen betaler sagens omkostninger.

31.

    Kommissionen har i begge sager nedlagt følgende påstande:

-    Frifindelse.

-    Sagsøgerne betaler sagens omkostninger.

32.

    Den franske regering har støttet Kommissionens påstande, men har derudovernedlagt påstand om, at sagsøgernes andet anbringende forkastes.

33.

    Manoir har nedlagt følgende påstande:

-    Sagsøgte frifindes.

-    Sagsøgerne betaler sagens omkostninger, herunderinterventionsomkostningerne.

Realiteten

34.

    Sagsøgerne har påberåbt sig fem anbringender til støtte for påstandene. Ved detførste anbringende, der er inddelt i to led, gør sagsøgerne gældende, dels at deresprocessuelle rettigheder er blevet tilsidesat - i det væsentlige fordi den anfægtedebeslutning erklærer foranstaltninger, der ikke er omfattet af åbningsmeddelelsen,uforenelige med fællesmarkedet - dels at begrundelsespligten er blevet tilsidesat.Det andet anbringende vedrører tilsidesættelse af principperne om retssikkerhedog beskyttelse af berettigede forventninger samt overskridelse af en forældelsesfristpå fem år. Det tredje anbringende vedrører tilsidesættelse af traktatens artikel 92,stk. 1, idet Kommissionen ikke har godtgjort, at de anfægtede foranstaltningerudgør statsstøtte. Det fjerde anbringende drejer sig om fejlagtig anvendelse aftraktatens artikel 92, stk. 3, litra a) og c). Det femte anbringende går endelig ud på,at artikel 2 i den anfægtede beslutning er ulovlig. Det andet og femte anbringende,som i det væsentlige anfægter den tid, der er gået mellem ydelsen af denomtvistede støtte og Kommissionens tilbagevisning af støtten i den anfægtedebeslutning, vil blive behandlet under ét.

Første anbringende, første led: tilsidesættelse af processuelle rettigheder

Parternes argumenter

35.

    Sagsøgerne har bemærket, at Kommissionen i åbningsmeddelelsen blot har anført,at BFM havde modtaget 52 mia. ITL i finansieringsstøtte fra EFIM, ogstatsgaranterede lån på 10 mia. ITL, men ikke med ét ord har nævnt andreformodede kapitalindskud eller datoerne for disse. Sagsøgerne fremhæver, atKommissionen således i meddelelsen overhovedet ikke har nævnt størstedelen afde støtteforanstaltninger, der bestrides i den anfægtede beslutning.

36.

    Kommissionen har ved først i den endelige beslutning at nævne støtte, somKommissionen ikke tidligere har anfægtet, dels tilsidesat sagsøgernes ret tilkontradiktion, dels misforstået ånden i den procedure, der er fastsat i traktatensartikel 93, stk. 2, og som bl.a. har til formål at give den berørte medlemsstat og deberørte virksomheder samt de øvrige medlemsstater og andre interesserede kredsemulighed for at blive hørt.

37.

    Sagsøgerne har tilføjet, at forbuddet mod i den endelige beslutning at ændre de iåbningsmeddelelsen formulerede klagepunkter og mod at tilføje nye klagepunktergælder for alle lignende procedurer i fællesskabsretten.

38.

    Under disse omstændigheder må den anfægtede beslutning annulleres, om ikkeandet så for den dels vedkommende, der vedrører de påståedestøtteforanstaltninger, som ikke udtrykkeligt er bestridt i åbningsmeddelelsen.

39.

    Kommissionen har for det første gjort gældende, at klagepunkterne vedrørendeåbningsmeddelelsen ikke kan antages til realitetsbehandling, da sagsøgerne ikke haranlagt sag til prøvelse af denne retsakt, der kan gøres til genstand for søgsmål, ogsom giver en endelig vurdering af støttens art (se Domstolens dom af 30.6.1992, sagC-312/90, Spanien mod Kommissionen, Sml. I, s. 4117).

40.

    Kommissionen har understreget, at den i sekstende afsnit af åbningsmeddelelsenhar angivet, at undersøgelsen omfatter alle offentlige støtteforanstaltninger, somBFM havde nydt godt af (se præmis 12 ovenfor, in fine).

41.

    Kommissionen forklarer, at den under alle omstændigheder ved i en telefax af 1.december 1994 dels at anmode likvidator for EFIM om »alle de oplysninger, derer nødvendige for at klarlægge sagen«, dels at anmode de italienske myndighederom regnskaberne for de seneste ti år, samt ved at tilstille de italienske myndighederen kopi af Manoir's og den tyske regerings bemærkninger og opfordre de italienskemyndigheder til at kommentere disse, har angivet genstanden for sin undersøgelse.I øvrigt vidste BFM og EFIM udmærket, hvilken støtte de havde modtaget.

42.

    Sagsøgerne har hertil svaret, at der kun kan anlægges sag til prøvelse af enmeddelelse om indledning af den i traktatens artikel 93, stk. 2, fastsatte procedure,såfremt Kommissionen fejlagtigt har betegnet en eksisterende støtte som en nystøtte. Da dette ikke er tilfældet i den foreliggende sag, kan de klagepunkter, derer rettet mod åbningsmeddelelsen, antages til påkendelse.

Rettens bemærkninger

43.

    Hvad angår formaliteten er det ganske vist rigtigt, at en beslutning om at indledeproceduren i henhold til traktatens artikel 93, stk. 2, har retsvirkninger og dermedudgør en retsakt, som kan gøres til genstand for søgsmål, for så vidt som denindebærer et valg mellem at kvalificere støtten som en allerede eksisterende elleren ny støtte, og et valg med hensyn til, hvilke bestemmelser om fremgangsmådender skal tages i anvendelse (jf. ovennævnte dom Spanien mod Kommissionen,præmis 17, 20 og 24). Imidlertid er det kun, såfremt retsakten indebærer disse valg,at den kan siges at udgøre en retsakt, der kan gøres til genstand for søgsmål ihenhold til traktatens artikel 173. I ovennævnte dom påpegede Domstolen nemlig,at dens gennemgang ikke vedrørte Kommissionens stillingtagen iåbningsmeddelelsen til, om støtten er forenelig med traktaten (dommens præmis10). Anbringendet kan således tages under påkendelse.

44.

    Efter fast retspraksis skal Kommissionen, såfremt den efter en første undersøgelsehar nået til den opfattelse, at en statsstøtte er uforenelig med traktaten, eller hvisKommissionen på grundlag af denne første undersøgelse ikke har kunnet overvindealle vanskelighederne ved bedømmelsen af, om støtten er forenelig medfællesmarkedet, indhente alle de nødvendige udtalelser og med henblik herpåindlede proceduren efter traktatens artikel 93, stk. 2 (jf. bl.a. Domstolens dom af2.4.1998, sag C-367/95 P, Kommissionen mod Sytraval m.fl., Sml. I, s. 1719, præmis39).

45.

    Det fremgår nemlig af traktatens artikel 93, stk. 2, at Kommissionen træfferbeslutning »efter at have givet de interesserede parter en frist til at fremsætte deresbemærkninger«. Domstolen har tidligere fastslået, at åbningsmeddelelsen alenetilsigter at fremskaffe alle oplysninger fra de pågældende, som kan klarlæggeforholdene for Kommissionen med henblik på, hvad denne videre skal foretage sig(Domstolens dom af 12.7.1973, sag 70/72, Kommissionen mod Tyskland, Sml. s. 813,præmis 19).

46.

    Det skal her fastslås, at de foranstaltninger, der anfægtes i den foreliggende sag,i strid med traktatens artikel 93, stk. 3, ikke er blevet anmeldt til Kommissionen føriværksættelsen. Retten bemærker i den forbindelse, at formålet med denneanmeldelsespligt er at sikre, at Kommissionen får lejlighed til rettidigt og iFællesskabets almindelige interesse at udøve sin kontrol med enhver påtænktindførelse eller ændring af støtteforanstaltninger (Domstolens dom af 14.2.1990, sagC-301/87, Frankrig mod Kommissionen, Sml. I, s. 307, præmis 17).

47.

    Herved findes sagsøgerne ikke at burde få medhold i argumentet om, at enforanstaltning med nøjagtig den samme virkning på BFM's retlige og økonomiskesituation som artikel 7, andet afsnit, i lov nr. 33/1993, nemlig lovdekret nr. 414/92,allerede var blevet anmeldt til Kommissionen, som stiltiende havde godkendtforanstaltningen. Under behandlingen af sagen vedrørende den støtte, Italien havdebesluttet at yde EFIM, fastslog Kommissionen nemlig, at de italienskemyndigheders fremsendelse af en genpart af lovdekret nr. 414/92 ikke kunneaccepteres som gyldig anmeldelse, idet genparten ikke var ledsaget af nogenudtrykkelig henvisning til traktatens artikel 93, stk. 3, og ikke var blevet tilstilletGeneralsekretariatet, således at de pågældende foranstaltninger må anses for ikkeat være blevet anmeldt (jf. Kommissionens ovennævnte meddelelse, punkt 1, 8., 9.og 10. afsnit).

48.

    Hertil kommer, at de italienske myndigheder ikke har givet Kommissionen deoplysninger, den anmodede om den 17. oktober 1994 før indledningen afproceduren i henhold til traktatens artikel 93, stk. 2 (jf. præmis 4 ovenfor).Kommissionen måtte derfor på det tidspunkt nøjes med oplysningerne fra klageren.

49.

    Retten finder, at Kommissionen under disse omstændigheder, bl.a. den manglendeforudgående anmeldelse, ved indledningen af proceduren ikke kunne have et klartoverblik over den statsstøtte, der var ydet BFM. Det kan derfor ikke læggesKommissionen til last, at den i åbningsmeddelelsen ud over at nævne artikel 7,andet afsnit, i lov nr. 33/1993, i generelle vendinger har omtalt »den italienske statsgaranti for BFM's gæld, de finansieringer og garantier til fordel for BFM, der erindrømmet af EFIM og [FEB]« (jf. præmis 12 ovenfor) og »de foranstaltninger,der er vedtaget af [EFIM] samt af [FEB], især i form af finansieringer oggarantier« (jf. præmis 8 ovenfor). Henvisningen til foranstaltningernes gentagnekarakter (jf. bl.a. 10. afsnit i åbningsmeddelelsen) må nødvendigvis have gjort detklart for de berørte parter, at Kommissionens undersøgelse omfattede alle destøtteforanstaltninger, der var truffet i de forudgående år.

50.

    Retten finder under alle omstændigheder, at de i den anfægtede beslutningomhandlede støtteforanstaltninger (jf. præmis 16 ovenfor), dvs. kapitaloverførsler,dækning af tab og finansieringer, der er indrømmet BFM af FEB og EFIM, artikel7, andet afsnit, i lov nr. 33/1993 - som bl.a. har gjort det muligt for BFM atundlade at tilbagebetale gæld til det offentlige og til offentlige foretagender - samtbestemmelserne i lov nr. 33/1993, for så vidt som disse har gjort det muligt forBFM at indstille tilbagebetalingen af de lån, der var bevilget af offentligefinansieringsselskaber, uomtvisteligt er af samme art som de i åbningsmeddelelsenanfægtede foranstaltninger, jf. præmis 49.

51.

    De særlige omstændigheder i den foreliggende sag, herunder bl.a. den manglendeanmeldelse af støtten og den manglende omstruktureringsplan (præmis 46 ovenforog præmis 87 og 88 nedenfor) bevirker, at det ikke har nogen betydning, at detnøjagtige støttebeløb først blev angivet i den endelige beslutning, idet den nøjagtigeangivelse af beløbet først og fremmest var nødvendig for at kunne fastslå, hvormeget der skulle tilbagebetales. Da Kommissionen endvidere først vedgennemgangen af regnskaberne for BFM, der blev fremlagt, efter at Kommissionenhavde anmodet herom under sagsbehandlingen, fik lejlighed til at kontrollere,hvornår foranstaltningerne var blevet truffet, kunne Kommissionen med fuld retangive disse tidspunkter i sin endelige beslutning.

52.

    I øvrigt kan BFM på ingen måde være uvidende om, hvilke statsligeforanstaltninger selskabet havde nydt fordel af i de pågældende år.

53.

    Endelig fastslår Retten, at da åbningsmeddelelsen tilstrækkelig klart beskriver destøtteforanstaltninger, der senere i den endelige beslutning blev betragtet somulovlige og uforenelige med fællesmarkedet, gav åbningsmeddelelsen, som denskulle, de interesserede parter, herunder BFM og EFIM, mulighed for at fremsættederes bemærkninger.

54.

    Heraf følger, at første anbringende, første led, må forkastes.

Første anbringende, andet led: tilsidesættelse af begrundelsespligten

Parternes argumenter

55.

    Sagsøgerne har gjort gældende, at begrundelsen for den anfægtede beslutning eryderst mangelfuld, navnlig hvad angår de pågældende foranstaltningers karakter afstatsstøtte og deres forenelighed med fællesmarkedet. Kommissionens opfattelseaf støttens karakter og forenelighed har direkte indflydelse på Kommissionensræsonnement og på beslutningens indre logiske sammenhæng, og sagsøgerenhindres således i at få klarhed over begrundelsen for beslutningen.

56.

    Kommissionen finder, at også dette klagepunkt bør forkastes.

Rettens bemærkninger

57.

    Den forpligtelse, der i medfør af traktatens artikel 190 påhviler Fællesskabetsinstitutioner til at begrunde deres beslutninger, skal gøre det muligt forFællesskabets retsinstanser at udøve deres legalitetskontrol og for den berørte atgøre sig bekendt med begrundelsen for den trufne foranstaltning med henblik påat kunne varetage sine interesser og afgøre, om beslutningen er lovlig (jf. f.eks.Rettens dom af 12.12.1996, sag T-358/94, Air France mod Kommissionen, Sml. II,s. 2109, præmis 161).

58.

    Begrundelsen for den anfægtede beslutning er i det store og hele tilstrækkelig tilat underbygge beslutningens artikel 1, hvorefter de pågældende foranstaltningerudgør ulovlig statsstøtte og er uforenelige med fællesmarkedet. Beslutningenmangler ikke indre sammenhæng, idet Kommissionen tilstrækkelig tydeligt harforklaret, at hver enkelt kapitaltilførsel havde gjort det muligt for BFM at forblivepå markedet, selv om selskabet åbenlyst havde været urentabelt siden stiftelsen, ogtil trods for, at selskabets oprindelige aktiekapital for længst var blevet slugt afselskabets tab. Kommissionen har ligeledes tilstrækkelig tydeligt forklaret, hvorforden finder den særlige ordning uberettiget. Endelig har Kommissionen forklaret,at fællesskabsretten kræver tilbagebetaling af støtten, og har således begrundetartikel 2 og 3, ifølge hvilke støttens virkninger skal annulleres.

59.

    Under disse omstændigheder kan det første anbringende, andet led, ikke tages tilfølge.

60.

    Følgelig må første anbringende forkastes i det hele.

Det andet og femte anbringende: tilsidesættelse af principperne om retssikkerhed ogbeskyttelse af berettigede forventninger, overskridelse af en forældelsesfrist på fem årsamt den ulovlige karakter af artikel 2 i den anfægtede beslutning

Parternes argumenter

61.

    Sagsøgerne har med deres andet anbringende gjort gældende, for det første atKommissionen ved med udgangspunkt i 1995 at lade sin retlige vurdering af sagenomfatte retsakter og rapporter - der for nogles vedkommende går helt tilbage til1985 - har tilsidesat principperne om retssikkerhed og beskyttelse af berettigedeforventninger. En beslutning, som fastslår ulovligheden og uforeneligheden afforanstaltninger, der går så langt tilbage i tiden, kan nemlig få alvorlige oguberettigede følger for sikkerheden i retlige og økonomiske forhold. Kommissionenhar for det andet overskredet en forældelsesfrist, som i analogi med gældenderegler på andre områder bør være på fem år.

62.

    Med det femte anbringende om den ulovlige karakter af den anfægtede beslutningsartikel 2 har sagsøgerne gjort gældende, at den ved denne artikel fastsatteforpligtelse til at tilbagesøge den udbetalte støtte også er i strid med principperneom retssikkerhed, beskyttelse af berettigede forventninger og forældelse samtproportionalitetsprincippet og det principielle forbud mod forskelsbehandling.

63.

    Følgelig finder sagsøgerne, at den anfægtede beslutning bør annulleres, om ikkeandet så for den dels vedkommende, der vedrører den støtte, som påstås ydet mereend fem år før åbningsmeddelelsen.

64.

    Kommissionen har fremhævet, at der ikke er nogen regler om forældelse ellerpræklusion hvad angår Kommissionens initiativer på statsstøtteområdet. IfølgeKommissionen kan sagsøgerne ej heller påberåbe sig de principper, de harpåberåbt sig i den foreliggende sag.

65.

    Tilbagesøgningen er endvidere den logiske følge af, at støtten er fundet ulovlig(Domstolens dom af 21.3.1990, sag C-142/87, Belgien mod Kommissionen, Sml. I,s. 959, præmis 66). Mere nøjagtigt kan man sige, at den genoprettelse af dentidligere tilstand, der tilsigtes med tilbagesøgningsordren, nødvendigvis betyder, attilbagesøgningsordren også omfatter renterne af de tildelte beløb fraudbetalingstidspunktet (Rettens dom af 8.6.1995, sag T-459/93, Siemens modKommissionen, Sml. II, s. 1675, præmis 96-103).

66.

    Den franske regering anerkender, at overholdelsen af principperne omretssikkerhed og beskyttelse af berettigede forventninger under visseomstændigheder kan bevirke, at der efter et vist tidsrum ikke længere kan vedtagesen beslutning, som erklærer en statsstøtte ulovlig eller uforenelig medfællesmarkedet. Da fællesskabslovgiver ikke har fastsat nogen forældelsesfrist, vildet være at foretrække i hvert enkelt tilfælde at undersøge, om princippet omretssikkerhed er overholdt. Anvendelsen af dette princip bør i hvert fald ikketilskynde de interesserede parter til at tilsidesætte traktatens artikel 93. Hvad angården foreliggende sag finder den franske regering ikke, at sagsøgerne kan påberåbesig forældelse.

Rettens bemærkninger

67.

    Det skal for det første bemærkes, at fællesskabslovgiver hidtil ikke har fastsatnogen forældelsesfrist for Kommissionens handlinger i forbindelse med uanmeldtstatsstøtte. En forældelsesfrist skal af hensyn til dens formål, som er at tjeneretssikkerheden, principielt fastsættes forud af fællesskabslovgiver (jf. f.eks.Domstolens dom af 15.7.1970, sag 41/69, ACF Chemiefarma mod Kommissionen,Sml. s. 107, org. ref.: Rec. s. 661, præmis 19 og 20, og af 14.7.1972, sag 48/69, ICImod Kommissionen, Sml. s. 151, org. ref.: Rec. s. 619, præmis 47 og 48, og Rettensdom af 17.10.1991, sag T-26/89, De Compte mod Parlamentet, Sml. II, s. 781,præmis 68).

68.

    Endvidere kan hverken fristen i Rådets forordning (EØF) nr. 2988/74 af 26.november 1974 om forældelse af adgangen til at pålægge økonomiske sanktionerinden for Det Europæiske Fællesskabs transport- og konkurrenceret og afadgangen til tvangsfuldbyrdelse af disse sanktioner (EFT L 319, s. 1) eller fristeni artikel 43 i EF-statutten for Domstolen, for, hvornår krav mod Fællesskabet, derstøttes på ansvar uden for kontraktforhold, forældes, anvendes analogt.

69.

    Det skal endvidere påpeges, at de pågældende foranstaltninger ikke er blevetanmeldt til Kommissionen. Som den franske regering har gjort gældende, kan enstøttemodtager ikke undtagen i helt exceptionelle tilfælde have nogen berettigetforventning om en støttes lovlighed, medmindre støtten er ydet under overholdelseaf bestemmelserne i traktatens artikel 93 (Domstolens dom af 20.9.1990, sag C-5/89, Kommissionen mod Tyskland, Sml. I, s. 3437, præmis 17, og af 14.1.1997, sagC-169/95, Spanien mod Kommissionen, Sml. I, s. 135, præmis 48). Hertil kommer,at en medlemsstat under ingen omstændigheder må få fordel af konsekvenserne af,at medlemsstaten har tilsidesat den i traktatens artikel 93, stk. 3, fastsætteanmeldelsespligt (ovennævnte dom Frankrig mod Kommissionen, præmis 11).

70.

    Herefter, og idet der i den foreliggende sag ikke er påvist særlige omstændigheder,må disse to anbringender forkastes.

Det tredje anbringende: Tilsidesættelse af traktatens artikel 92, stk. 1, daKommissionen ikke har godtgjort, at de pågældende foranstaltninger har karakter afstøtte

Parternes argumenter

71.

    Sagsøgerne anser ikke de anfægtede foranstaltninger for støtte i henhold tiltraktatens artikel 92, stk. 1. Der er dels tale om investeringer, som kunne væregennemført af en privat investor, dels om investeringer som led i enomstruktureringsplan, der skal gøre virksomheden levedygtig og sikre, atvirksomheden kan sælges på fordelagtige vilkår.

72.

    Sagsøgerne har foreholdt Kommissionen, at denne ikke har vurderet depågældende foranstaltninger på baggrund af situationen på det tidspunkt, hvorforanstaltningerne blev truffet. Sagsøgerne finder nemlig, at Kommissionensafgørelse ville have været en anden og mere fordelagtig for sagsøgerne, såfremtKommissionen havde taget hensyn til den mulige forklaring på tiltagene samt tilBFM's situation på det tidspunkt, hvor de statslige foranstaltninger blev truffet.

73.

    Sagsøgerne hævder for det første, at gælden som følge af BFM's driftsudgifter iforbindelse med aktiviteterne i forsvarssektoren før 1987 kraftigt påvirkederesultaterne for den efterfølgende periode. I øvrigt har sagsøgerne bemærket, atde tiltag, der kom i den periode, hvor BFM arbejdede for forsvarssektoren, ikkehenhører under traktatens artikel 92, men under den undtagelse, der er fastsat itraktatens artikel 223, stk. 1, litra b).

74.

    Hvad angår tiltagene efter 1987 kan disse forklares ved moderselskabets»koncernpolitik«, som skyldes et ønske om at beskytte koncernens gode navn ogtroværdighed samt værdien af de tidligere investeringer. Endelig var ordningenefter artikel 7, andet afsnit, i lov nr. 33/1993 (jf. bl.a. præmis 5 ovenfor) nødvendigfor at sikre BFM's økonomiske genopretning og omstrukturering, ligesom ordningenhavde gengivet virksomheden dens levedygtighed.

75.

    Sagsøgerne påpeger, at Domstolen i dommen af 14. november 1984, sag 323/82,Intermills mod Kommissionen, Sml. s. 3809, præmis 39, antog, at »afviklingen aftidligere gæld, hvis formål er at redde virksomheden, ikke nødvendigvis indvirkerpå samhandelsvilkårene i strid med den fælles interesse, jf. [traktatens] artikel 92,stk. 3, såsom når foranstaltningen ledsages af en omstruktureringsplan«.

76.

    Sagsøgerne hævder, at BFM allerede i september 1984 havde vedtaget enomstruktureringsplan, og at den økonomiske genopretning af virksomheden siden1985 er forløbet planmæssigt. Sagsøgerne bemærker, at virksomheden i 1988næsten havde opnået balance i økonomien. De erkender, at den positive udviklingblev afbrudt i 1989 som følge af »ekstraordinære omstændigheder«, men harunderstreget, at en ny omstruktureringsfase siden 1992 medførte drastiskekapacitetsnedskæringer og arbejdskraftbesparelser. Endvidere har enekspertundersøgelse vist, at styringsindikatorerne er blevet klart forbedret. Ivirkeligheden var BFM på tidspunktet for Kommissionens vedtagelse af denanfægtede beslutning en levedygtig virksomhed.

77.

    Ifølge Kommissionen er dette anbringende uden grundlag. I den foreliggende saghar Kommissionen ikke fået forelagt nogen omstruktureringsplan. Adressaten foren beslutning, hvori en støtte erklæres uforenelig med fællesmarkedet, skal bevise,at de anfægtede foranstaltninger har til formål at løse den støttemodtagendevirksomheds strukturproblemer. Under alle omstændigheder er en varighed på overfire år for en undtagelsesordning som den, der i den foreliggende sag er fastsat vedlov nr. 33/1993, alt for lang.

78.

    Kommissionen fremhæver dernæst, at BFM siden oprettelsen aldrig har haft nogetoverskud. Under disse omstændigheder kan EFIM og FEB i deres adfærd over forBFM ikke sidestilles med en almindelig investor, end ikke med en investor, dersøger at redde koncernen, idet virksomheden ikke havde nogen reel udsigt til atblive rentabel. Sagsøgernes argumenter om årsagerne til gældsætningen erendvidere ganske irrelevante. Kommissionen skal ikke anstille nogen moralskbetragtning, men blot vurdere virksomhedens evne til på kort sigt at kunne overlevepå markedsøkonomiske vilkår ved hjælp af støtteforanstaltningerne.

Rettens bemærkninger

79.

    Ifølge fast retspraksis kan offentlige myndigheders indgreb i en virksomheds kapital,uanset under hvilken form dette indgreb sker, udgøre statsstøtte, når betingelsernei traktatens artikel 92 er opfyldt. For at kunne afgøre, om sådanne foranstaltningerudgør statsstøtte, må det således undersøges, om en privat investor undertilsvarende omstændigheder kunne tænkes at ville have indskudt en kapital af denomhandlede størrelse. I den forbindelse har Domstolen præciseret, at der vel skalforetages en sammenligning mellem de indgreb, som iværksættes af en offentliginvestor, når denne forfølger visse formål med hensyn til økonomisk politik, og denfremgangsmåde, der følges af en privat investor, men denne sidste behøver ikkenødvendigvis at være en almindelig investor, som placerer kapital til forrentning påkortere eller længere sigt, men skal dog i det mindste være et privat holdingselskabeller en privat koncern af virksomheder, som følger en global eller sektorbestemtstrukturpolitik, og som lader sig lede af mere langsigtede rentabilitetsudsigter (jf.bl.a. Domstolens dom af 14.9.1994, sag C-278/92, C-279/92 og C-280/92, Spanienmod Kommissionen, Sml. I, s. 4103, præmis 20, 21 og 22).

80.

    Domstolen har ligeledes fastslået, at »en privat virksomhed rimeligvis kanfremskaffe den nødvendige kapital for at sikre, at en virksomhed, der er kommeti forbigående vanskeligheder, kan overleve og på ny blive rentabel. Det må derforogså anerkendes, at et moderselskab i et begrænset tidsrum kan påtage sig atdække tabene i et af dets datterselskaber, således at datterselskabet kan standsedriften på de bedst mulige betingelser. [...] Når en offentlig investors kapitalindskudforetages uden skelen overhovedet til selv langsigtede rentabilitetsmuligheder, måder imidlertid antages at være tale om støtte efter betydningen i traktatens artikel92« (Domstolens dom af 21.3.1991, sag C-303/88, Italien mod Kommissionen, Sml.I, s. 1433, præmis 21 og 22).

81.

    Før der tages stilling til det konkrete tilfælde, skal det bemærkes, atKommissionens undersøgelse af, om en bestemt foranstaltning kan anses for støttei henhold til traktatens artikel 92, stk. 1, fordi staten ikke har handlet »som enalmindelig erhvervsdrivende«, indebærer en kompliceret økonomisk bedømmelse(Domstolens dom af 29.2.1996, sag C-56/93, Belgien mod Kommissionen, Sml. I, s.723, præmis 10 og 11). Men ifølge fast retspraksis råder Kommissionen over etskøn, når den vedtager en retsakt, der indebærer sådanne vurderinger.Domstolsprøvelsen må derfor begrænses til en kontrol af, om procedure- ogbegrundelsesforskrifterne er overholdt, om de faktiske omstændigheder, pågrundlag af hvilke det anfægtede valg er foretaget, er materielt rigtige, samt til, omder foreligger en åbenbar fejl ved vurderingen af de nævnte faktiskeomstændigheder, eller om der er begået magtfordrejning (ovennævnte dom af29.2.1996, Belgien mod Kommissionen, præmis 11, og ovennævnte dom Air Francemod Kommissionen, præmis 71 og 72). Navnlig kan Retten ikke sætte sit skøn medhensyn til de økonomiske forhold i stedet for det, der er anlagt af den institution,der har vedtaget beslutningen (Rettens dom af 12.12.1996, sag T-380/94,AIUFFASS og AKT mod Kommissionen, Sml. II, s. 2169, præmis 56).

82.

    Det skal for det første fremhæves, at BFM ifølge det oplyste ikke har haft overskudsiden selskabets oprettelse. Sagsøgerne har imidlertid gjort gældende, at BFM'søkonomiske resultat i 1988 nærmede sig balancepunktet, at styringsindikatorerneefter en vanskelig periode var blevet klart bedre, og at BFM var blevet levedygtig,havde fået en sund struktur og var i stand til at give overskud. Kommissionen harimidlertid i den anfægtede beslutning uden at blive modsagt af sagsøgerne fastslået,at

-    BFM i 1990 led et tab på ca. 18 mia. ITL ved en omsætning på 14,6 mia.

-    BFM i 1991 led et tab på 14 mia. ITL ved en omsætning på 18,4 mia.

-    BFM i 1992 led et tab på 27,6 mia. ITL ved en omsætning på 19,9 mia.

-    tabene i 1993 voksede til 36,1 mia. ITL, mens omsætningen faldt til 14,7mia.

-    BFM's tab i 1994 beløb sig til 13,8 mia. ITL ved en omsætning på 20,6 mia.

-    tabene i 1995 beløb sig til 15 mia. ITL ved en omsætning på 28,1 mia.

-    BFM's gæld ved udgangen af 1994 oversteg 85 mia. ITL og på tidspunktetfor vedtagelsen af den anfægtede beslutning svarede til det femdobbelte afBFM's aktiekapital på 17 mia. ITL.

83.

    Retten finder endvidere, at selv om det måtte være rigtigt, at BFM's regnskabersom hævdet af sagsøgerne var »skæmmet af ekstraordinære poster, der var arvetefter de tidligere ledelser«, skal de tilsvarende gældsposter ikke desto mindrealligevel tages i betragtning ved bedømmelsen af selskabets økonomiske ogfinansielle situation, der ifølge den sagkyndige udtalelse, som sagsøgerne selv harfremlagt, var »ubestrideligt usikker«, hvis der ikke sondres mellem »ordinær« og»ekstraordinær« drift. Således skal der, som Kommissionen har fremhævet i denanfægtede beslutning, ved vurderingen af virksomhedens rentabilitet endvideretages hensyn til ikke alene driftsresultatet, men også de finansielle byrder,virksomheden normalt må bære. Hvad dette angår har sagsøgerne i deres svar pået skriftligt spørgsmål fra Retten erkendt, at afskrivningerne og de finansiellebyrder i BFM var unormalt høje, og at der måtte ses bort fra »ekstraordinære«byrder, hvis virksomheden skulle kunne anses for levedygtig.

84.

    Endelig var Kommissionen under disse omstændigheder ikke forpligtet til vedudøvelsen af det vide skøn, der tilkommer den på området, at forbedre detnegative resultat, den var kommet frem til ved vurderingen af samtlige deanfægtede foranstaltninger, ved at tage hensyn til de ringe tegn på og udsigter tilforbedring, som sagsøgerne har påberåbt sig, når disse kunne anses for ubetydeligeeller endog kunstigt skabt ved at oprette særskilte konti for den »ordinære drift«i forhold til BFM's generelle økonomiske og finansielle situation på tidspunktet forindgrebene (jf. Domstolens dom af 3.10.1991, sag C-261/89, Italien modKommissionen, Sml. I, s. 4437, præmis 14, og ovennævnte dom Air France modKommissionen, præmis 98).

85.

    Under disse omstændigheder har Kommissionen med rette konkluderet, at enprivat investor ikke ville have foretaget de kapitalindskud og andrefinansieringsforanstaltninger, som de italienske myndigheder foretog i denforeliggende sag.

86.

    Retten finder i lighed med, hvad Kommissionen er nået frem til i sin anfægtedebeslutning, at en privat investor, som overvejer finansieringer ogkapitalindsprøjtninger af denne størrelsesorden, ville kræve enomstruktureringsplan, der kunne gøre virksomheden lønsom.

87.

    Men sagsøgerne har i retsmødet erkendt, at der ikke fandtes nogen konkret ogdetaljeret omstruktureringsplan for perioden efter 1987.

88.

    Hvad angår perioden før 1987 bestrider ingen af parterne, at det dokument medtitlen »Femårsplan 1983-1987«, som sagsøgerne har fremlagt efter anmodning fraRetten, ikke var blevet tilstillet Kommissionen under den administrative procedure.Retten skal erindre om, at sagsøgerne ikke for Retten kan påberåbe sig et sådantdokument, der ikke er blevet forelagt Kommissionen under den administrative fase,idet retmæssigheden af en beslutning om støtte skal vurderes i forhold til deoplysninger, som Kommissionen sad inde med på det tidspunkt, da dengennemførte den (Domstolens dom af 26.9.1996, sag C-241/94, Frankrig modKommissionen, Sml. I, s. 4551, præmis 33). Selv om det antages, at dette dokumentkunne indgå i overvejelserne, ville det i kraft af sit indhold klart ikke kunnebetragtes som en egentlig omstruktureringsplan. I dokumentet er der nemlig ikkefastsat nogen særlig foranstaltning til at afhjælpe BFM's specifikke problemer. Denstøtte, som hidrørte fra offentlige midler, var således ikke kædet sammen medkonkrete omstruktureringsforanstaltninger fastsat i et program, der var udarbejdettil dette formål, og disse betingelser skal være opfyldt, for at en plan kan betragtessom en omstruktureringsplan.

89.

    Hvad endelig angår argumentet om, at indgrebene i den periode, hvor BFMangiveligt arbejdede for forsvarssektoren, dvs. før 1986, ikke henhører under artikel92, men under undtagelsen i traktatens artikel 223, stk. 1, litra b), skal Retten fordet første bemærke, at den italienske regering på intet tidspunkt har påberåbt sigdenne artikel. Det fremgår endvidere af sagsøgernes svar på Rettens skriftlige ogmundtlige spørgsmål, at ingen af de af Kommissionen anfægtedestøtteforanstaltninger havde specifik tilknytning til militærprojekter henhørendeunder den nationale forsvarspolitik. Faktisk har sagsøgerne, samtidig med at dehævder, at nogle af indgrebene »havde forbindelse med en uligevægt« forårsagetaf BFM's virke i forsvarssektoren, også anerkendt, at det er »umuligt at etablereen årsagsforbindelse mellem kapitalindskuddene og disses formål«. Heraf følger,at selv om det antages, at BFM's tilknytning til forsvarssektoren bevises, kan tiltag,der fandt sted før denne periode, under ingen omstændigheder anses for athenhøre under undtagelsen i traktatens artikel 223, stk. 1, litra b), i stedet forartikel 92.

90.

    Af de ovenfor anførte grunde finder Retten ikke, at Kommissionen ved at betegnede pågældende indgreb som statsstøtte i henhold til traktatens artikel 92, stk. 1, harbegået en åbenbar skønsfejl.

91.

    Følgelig må det tredje anbringende forkastes.

Det fjerde anbringende: fejlagtig anvendelse af traktatens artikel 92, stk. 3, litra a) ogc)

Parternes argumenter

92.

    Sagsøgerne er af den opfattelse, at Kommissionen har anvendt traktatens artikel92, stk. 3, litra a) og c), fejlagtigt, idet hverken de af BFM gennemførtegenopretnings- og omstruktureringsforanstaltninger eller det forhold, atvirksomheden er etableret i en særlig ugunstigt stillet region, er blevet bedømtkorrekt. Havde Kommissionen anvendt disse bestemmelser korrekt, ville den ifølgesagsøgerne have konstateret, at de pågældende foranstaltninger er forenelige medfællesmarkedet.

93.

    De anfægtede foranstaltninger burde i hvert fald være betragtet som foreneligemed fællesmarkedet, idet de bidrager til tilpasningen af BFM's strukturer som ledi en redningsplan, idet foranstaltningerne vedrører en virksomhed beliggende i enstøttet region, hvor opretholdelsen af produktionsaktiviteter har høj prioritet, ogidet de vedrører en lille virksomhed, som på grund af sin størrelse har behov foren smidig anvendelse af statsstøttebestemmelserne.

94.

    Kommissionen har for det første påpeget, at den i traktatens artikel 92, stk. 3, litraa) og c), omhandlede undtagelse forudsætter, at der er udarbejdet en egentligomstruktureringsplan, således at støttens positive indvirkning på regionaludviklingenkan få varig karakter og følgelig udligne følgerne af konkurrencefordrejningen(Domstolens dom af 21.3.1991, sag C-305/89, Italien mod Kommissionen, Sml. I,s. 1603, præmis 36).

95.

    Kommissionen har fremhævet, at der i den foreliggende sag ikke findes nogenomstruktureringsplan, og at der ikke er mulighed for nogen undtagelse.

96.

    Intervenienten Manoir har for sit vedkommende tilføjet, at der ikke bør ses medstørre velvilje på gentagne støtteforanstaltninger til fordel for en virksomhed,beliggende i en støttet region, end på en tilsvarende støtte til fordel for ikke-støttede regioner. Virksomheden skal nemlig altid efter omstruktureringen værelevedygtig og reelt bidrage til regionens udvikling uden bestandig at skulle modtagestøtte.

Rettens bemærkninger

97.

    Kommissionen kan med hjemmel i traktatens artikel 92, stk. 3 - som en undtagelsefra forbuddet mod statsstøtte, der påvirker samhandelen mellem medlemsstaterne,og som kan fordreje konkurrencevilkårene - erklære følgende former for støtteforenelige med fællesmarkedet, nemlig

»a)    støtte til fremme af den økonomiske udvikling i områder, hvorlevestandarden er usædvanlig lav, eller hvor der hersker en alvorligunderbeskæftigelse

    [...]

c)    støtte til fremme af udviklingen af visse erhvervsgrene eller økonomiskeregioner, når den ikke ændrer samhandelsvilkårene på en måde, der stridermod den fælles interesse«.

98.

    Som anført af Kommissionen skal støtte til virksomheder i vanskeligheder for atkunne erklæres forenelig med traktatens artikel 92, stk. 3, litra c), være knyttet tilen omstruktureringsplan, der skal begrænse eller omlægge virksomhedernesaktivitetsområder (ovennævnte dom af 14.9.1994, Spanien mod Kommissionen,præmis 67). Følgelig er statsstøtte til en virksomhed, som anvendes til at dækkevirksomhedens tab uden at indgå i noget tilfredsstillende omstruktureringsprogram,af en sådan karakter, at den ikke kan være omfattet af den undtagelse fraforbuddet mod støtte, der er fastsat i nævnte bestemmelse (Domstolens dom af14.9.1994, sag C-42/93, Spanien mod Kommissionen, Sml. I, s. 4175, præmis 26-29).

99.

    Endvidere måtte sagsøgerne kende, og kunne med rimelighed formodes at kende,denne pligt til at knytte støtteforanstaltningerne til en tilfredsstillendeomstruktureringsplan. Kommissionen har nemlig allerede i sin Ottende Beretning omKonkurrencepolitikken af 1979 (punkt 228) fremhævet, at Kommissionen kræverforudgående fremlæggelse af en omstruktureringsplan, når der er tale om etkonkret tilfælde af væsentlig betydning. Denne regel er blevet bekræftet ogtydeliggjort i Fællesskabets rammebestemmelser for statsstøtte til redning ogomstrukturering af kriseramte virksomheder (EFT 1994, C 368, s. 12), somudtrykkeligt kræver, at et bæredygtigt omstrukturerings-/saneringsprogram skalforelægges Kommissionen i alle detaljer (punkt 3.2.2, A), og at virksomheden skalgennemføre den af Kommissionen godkendte omstruktureringsplan fuldstændigt(punkt 3.2.2,D), ligesom rammebestemmelserne fastsætter, at der skal føres tilsynmed omstruktureringsplanens gennemførelse, udvikling og resultater på basis afdetaljerede årlige rapporter til Kommissionen (punkt 3.2.2, E).

100.

    Imidlertid står det fast i den foreliggende sag, at Kommissionen ikke har fåetforelagt nogen omstruktureringsplan for BFM under den administrative procedure(jf. præmis 81 og 82 ovenfor). Derfor er det under alle omstændigheder udelukketat anvende traktatens artikel 92, stk. 3, litra c), til fordel for BFM.

101.

    For så vidt angår regional støtte skal det endelig erindres, at undtagelserne fraprincippet om fri konkurrence er indført ved traktatens artikel 92, stk. 3, litra a) ogc), under henvisning til fællesskabssolidariteten, der er et grundlæggende mål fortraktaten, således som det fremgår af præamblen. Det tilkommer Kommissionenved udøvelsen af sine skønsbeføjelser at sørge for den nødvendige afvejning mellemhensynet til den frie konkurrence og behovet for solidaritet under iagttagelse afproportionalitetsprincippet. I denne forbindelse skal Kommissionen vurdere denpåtænkte regionalstøttes sektorbestemte virkninger selv for så vidt angår regioner,der kan være omfattet af stk. 3, litra a), for at undgå, at der på fællesskabsplangennem en støtteforanstaltning skabes et sektorproblem, der er alvorligere end detoprindelige regionale problem. Således får levedygtighedskriteriet også relevans idenne gennemgang (jf. ovennævnte dom i sagen AIUFFASS og AKT modKommissionen, præmis 54 og 120). Domstolen har i øvrigt fremhævet, at forskelleni formuleringen af artikel 92, stk. 3, litra a), og artikel 92, stk. 3, litra c), ikke kanføre til den antagelse, at Kommissionen overhovedet ikke må tage hensyn tilFællesskabets interesse, når den anvender artikel 92, stk. 3, litra a), og at den skalbegrænse sig til at efterprøve, om de pågældende foranstaltninger har en særligregional karakter uden at vurdere deres virkning på det eller de relevantemarkeder inden for Fællesskabet som helhed (ovennævnte dom af 14.1.1997,Spanien mod Kommissionen, præmis 17).

102.

    Ganske vist er BFM etableret i et område, som er del af de regioner, der i henholdtil traktatens artikel 92, stk. 3, litra a), kan modtage støtte med regionalt sigte.Sektoren er imidlertid præget af en uhyre overkapacitet (jf. den ubestridtekonstatering i afsnit VI i den anfægtede beslutning). Ifølge ovennævnte retspraksishar Kommissionen ikke begået nogen åbenbar fejl ved - under henvisning til dennemarkedssituation og til, at virksomheden helt åbenbart ikke var levedygtig - atnægte at anvende undtagelsesbestemmelsen. I den foreliggende sag, hvor denvirksomhed, der har modtaget ulovlig støtte, efter alt at dømme alene har kunnetholde sig på markedet på grund af denne støtte, kan regionale hensyn således ikkeunder dække af artikel 92, stk. 3, litra a), retfærdiggøre en undtagelse fra forbuddetmod støtte, der kan fordreje konkurrencen. En sådan støtte kan nemlig ikkebetragtes som en støtte »til fremme af den økonomiske udvikling« i regionen ihenhold til traktatens artikel 92, stk. 3, litra a).

103.

    Heraf følger, at Kommissionen ikke har udøvet et åbenbart fejlskøn ved at fastslå,at ingen af de undtagelser fra det forbud mod støtte, der er fastsat i traktatensartikel 92, stk. 3, litra a) og c), kan anvendes i den foreliggende sag.

104.

    Under disse omstændigheder må også dette anbringende forkastes.

105.

    Da ingen af sagsøgernes anbringender har kunnet tages til følge, må sagsøgtefrifindes.

Sagens omkostninger

106.

    I henhold til procesreglementets artikel 87, stk. 2, pålægges det den tabende partat betale sagens omkostninger, såfremt der er nedlagt påstand derom. Sagsøgernehar tabt sagen og bør derfor tilpligtes til solidarisk at betale Kommissionens ogintervenienten Manoir's omkostninger i henhold til disse parters påstande. Ihenhold til artiklens stk. 4, første afsnit, bør den franske regering bæreomkostningerne ved sin intervention.

På grundlag af disse præmisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Tredje Udvidede Afdeling)

1)    Kommissionen frifindes.

2)    Sagsøgerne betaler solidarisk de af Kommissionen og Manoir industries SAafholdte omkostninger.

3)    Den Franske Republik bærer sine egne omkostninger.

TiiliBriët Lenaerts Potocki Cooke

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 15. september 1998.

H. Jung

V. Tiili

Justitssekretær

Præsident

1: Processprog: italiensk.