Language of document :

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af tribunal de première instance de Liège (Belgien) den 28. januar 2022 – PL mod État belge

(Sag C-56/22)

Processprog: fransk

Den forelæggende ret

Tribunal de première instance de Liège

Parter i hovedsagen

Sagsøger: PL

Sagsøgt: État belge

Præjudicielt spørgsmål

Finder EU-retten, i det væsentlige bestemmelserne i EU’s charter om grundlæggende rettigheder og direktiv 2008/115/EF 1 , anvendelse på en praksis i en medlemsstat, hvorved denne på stedet kan legalisere en udlænding, der opholder sig ulovligt i medlemsstaten? Skal artikel 5, 6 og 13 i direktiv 2008/115/EF, sammenholdt med [6. og 24. betragtning] dertil, og artikel 1, 7, 14, 20, 21, 24 og 47 i EU’s charter om grundlæggende rettigheder i bekræftende fald fortolkes således, at når en medlemsstat af menneskelige, humanitære eller andre grunde påtænker at tildele en tredjelandsstatsborger, som opholder sig ulovligt på dens område, en selvstændig opholdstilladelse eller anden tilladelse, som giver ret til ophold, kan den dels kræve, at denne statsborger på forhånd beviser, at det er umuligt for vedkommende at indgive sin ansøgning i oprindelseslandet, dels undlade i sin lovgivning at fastsætte betingelser og kriterier – a fortiori objektive kriterier – for, at disse menneskelige, humanitære eller andre grunde er berettigede (både med hensyn til formaliteten, idet det kræves, at der skal påvises ekstraordinære omstændigheder, uden at disse fastlægges, og med hensyn til realiteten, idet der ikke er fastsat noget objektivt kriterium, der gør det muligt at fastlægge de grunde, navnlig humanitære, der berettiger tildeling af en opholdstilladelse), hvilket gør svaret på en sådan ansøgning uforudsigeligt eller endog vilkårligt? Såfremt disse kriterier ikke skal være fastsat ved lov, undergraves retten til effektive retsmidler i tilfælde af afslag da ikke deraf, at det eneste retsmiddel, der er til rådighed, er strengt lovmæssigt, og at ethvert formålstjenligt hensyn er udelukket?

____________

1     Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/115/EF af 16.12.2008 om fælles standarder og procedurer i medlemsstaterne for tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold (EUT 2008, L 348, s. 98).