Foreløbig udgave
DOMSTOLENS DOM (Ottende Afdeling)
8. maj 2024 (*)
»Præjudiciel forelæggelse – Den Europæiske Unions egne indtægter – nationalt program, der er medfinansieret af Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL) – støtte ydet ved kontrakt i forbindelse med gennemførelsen af dette program – beskyttelse af Den Europæiske Unions finansielle interesser – forordning (EF) nr. 2988/95 – anvendelsesområde – retsforfølgning af uregelmæssigheder – artikel 3 – forældelsesfrist for retsforfølgning – begrebet »afbrydelse af forældelsesfristen« – proportionalitetsprincippet – krav om tilbagebetaling af uretmæssigt udbetalt støtte på grundlag af en medlemsstats privatret«
I sag C-734/22,
angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF, indgivet af Oberster Gerichtshof (øverste domstol, Østrig) ved afgørelse af 17. oktober 2022, indgået til Domstolen den 29. november 2022, i sagen
Republikken Østrig
mod
GM,
har
DOMSTOLEN (Ottende Afdeling),
sammensat af afdelingsformanden, N. Piçarra (refererende dommer), og dommerne N. Jääskinen og M. Gavalec,
generaladvokat: J. Kokott,
justitssekretær: A. Calot Escobar,
på grundlag af den skriftlige forhandling,
efter at der er afgivet indlæg af:
– GM ved Rechtsanwälte L. Peissl og J. Reich-Rohrwig,
– den østrigske regering ved A. Posch, J. Schmoll og E. Samoilova, som befuldmægtigede,
– Europa-Kommissionen ved F. Blanc, B. Hofstötter og A. Sauka, som befuldmægtigede,
og idet Domstolen efter at have hørt generaladvokaten har besluttet, at sagen skal pådømmes uden forslag til afgørelse,
afsagt følgende
Dom
1 Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 3 i Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 2988/95 af 18. december 1995 om beskyttelse af De Europæiske Fællesskabers finansielle interesser (EFT 1995, L 312, s. 1) og proportionalitetsprincippet.
2 Denne anmodning er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem Republikken Østrig og GM, en fysisk person, vedrørende den forældelsesfrist, der skal finde anvendelse på et krav om tilbagebetaling af uretmæssigt udbetalt støtte til sidstnævnte.
Retsforskrifter
EU-retten
3 Tredje og fjerde betragtning til forordning nr. 2988/95 lyder således:
»[D]et er […] nødvendigt at bekæmpe handlinger, der skader De Europæiske Fællesskabers finansielle interesser, på alle områder;
[F]or at gøre bekæmpelsen af svig, der skader Fællesskabernes finansielle interesser, mere effektiv, er det nødvendigt at indføre et fælles regelsæt for alle områder af fællesskabspolitikken.«
4 Denne forordnings artikel 1 bestemmer:
»1. Med henblik på beskyttelse af De Europæiske Fællesskabers finansielle interesser vedtages der generelle regler for ensartet kontrol og for administrative foranstaltninger og sanktioner i forbindelse med uregelmæssigheder vedrørende fællesskabsretten.
2. Som uregelmæssighed betragtes enhver overtrædelse af en fællesskabsbestemmelse, som kan tilskrives en økonomisk beslutningstagers handling eller undladelse, der skader eller kunne skade De Europæiske Fællesskabers almindelige budget eller budgetter, der forvaltes af De Europæiske Fællesskaber, enten ved formindskelse eller bortfald af indtægter, der stammer fra de egne indtægter, der opkræves direkte for Fællesskabernes regning, eller ved afholdelse af en uretmæssig udgift.«
5 Den nævnte forordnings artikel 3 fastsætter:
»1. Forældelsesfristen for retsforfølgning er fire år fra det tidspunkt, hvor den i artikel 1, stk. 1, omhandlede uregelmæssighed fandt sted. Der kan imidlertid i reglerne for bestemte sektorer fastlægges en kortere frist, som dog ikke kan være mindre end tre år.
Hvad angår vedvarende eller gentagne uregelmæssigheder regnes forældelsesfristen fra den dag, da uregelmæssigheden er ophørt. For de flerårige programmers vedkommende løber forældelsesfristen indtil programmets endelige afslutning.
Forældelsesfristen for retsforfølgning afbrydes af enhver handling fra den kompetente myndigheds side, som den pågældende gøres bekendt med, og som vedrører undersøgelse eller retsforfølgning af uregelmæssigheden. Efter hver afbrydelse[...] løber forældelsesfristen videre.
Forældelsen indtræder dog senest den dag, da en frist, der er dobbelt så lang som forældelsesfristen, udløber, uden at den kompetente myndighed har pålagt en sanktion, undtagen i de tilfælde, hvor den administrative procedure er suspenderet i overensstemmelse med artikel 6, stk. 1.
[...]
3. Medlemsstaterne bevarer muligheden for at anvende en længere frist end fristen i henholdsvis stk. 1 og stk. 2.«
Østrigsk ret
6 § 1478 i Allgemeines Bürgerliches Gesetzbuch (den østrigske borgerlige lovbog) i den affattelse, der finder anvendelse i hovedsagen (herefter »ABGB«), med overskriften »Forældelsesfrist – Almindelige bestemmelser« fastsætter en forældelsesfrist på 30 år for »den manglende brug af en rettighed, der i sig selv kunne have været udøvet«.
7 ABGB’s § 1489 har følgende ordlyd:
»Ethvert erstatningskrav forældes efter 3 år regnet fra det tidspunkt, hvor skadelidte har fået kendskab til skaden og skadevolderen, uanset om skaden indtraf som følge af en tilsidesættelse af en kontraktlig forpligtelse eller ikke er omfattet af en kontrakt. Hvis skadelidte ikke har fået kendskab til skaden eller skadevolderen, eller hvis skaden følger af en eller flere strafbare handlinger, som kun kan begås med forsæt og straffes med frihedsberøvelse i mere end 1 år, bortfalder retten til at rejse krav først efter 30 år.«
Tvisten i hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål
8 Til gennemførelse af Österreichischer Programm für umweltgerechte Landwirtschaft (det østrigske program for miljøvenligt landbrug), der blev medfinansieret af Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL) under Rådets forordning (EF) nr. 1698/2005 af 20. september 2005 om støtte til udvikling af landdistrikterne fra Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL) (EUT 2005, L 277, s. 1) og forvaltet af Agrarmarkt Austria (det østrigske kontor til overvågning af markederne for landbrugsprodukter, herefter »AMA«), udbød Republikken Østrig økonomisk støtte i perioden 2007-2013. Støtten blev afviklet ved indgåelse af privatretlige kontrakter mellem denne medlemsstat og ansøgerne om den nævnte støtte på grundlag af flerårige forpligtelser indgået af disse sidstnævnte.
9 I forbindelse med en kontrol foretaget i 2013 hos GM, som havde opnået en sådan støtte, konstaterede AMA en uoverensstemmelse mellem de arealer, som var genstand for en støtteansøgning, og de faktiske støtteberettigede arealer. AMA anmodede følgelig GM om at tilbagebetale støttebeløbene for 2008-2010, 2012 og 2013.
10 Efter at have tilsendt GM en kontrolrapport og to betalingspåkrav af henholdsvis 26. marts og 26. juni 2014 samt betalingspåmindelser af henholdsvis 11. maj 2015 og 12. november 2015 fremsendte AMA den 16. december 2015 en rykkerskrivelse til GM med varsling af »retslige skridt«.
11 På grund af manglende betaling fra GM anlagde Republikken Østrig den 26. april 2019 sag ved den regionale domstol for civile sager, retten i første instans, med påstand om, at GM blev pålagt at tilbagebetale den uretmæssigt udbetalte støtte med tillæg af renter, hvilket GM anfægtede med henvisning til, at søgsmålet angiveligt var forældet.
12 Denne ret begrænsede genstanden for det civile søgsmål, der verserede for den, til spørgsmålet om, hvorvidt det pågældende søgsmål var forældet. Den pågældende ret konstaterede i henhold til artikel 3 i forordning nr. 2988/95, at den fireårige forældelsesfrist for retsforfølgning, der er fastsat i denne forordning, i det foreliggende tilfælde var begyndt at løbe den 1. januar 2014, men bl.a. blev afbrudt af betalingspåmindelserne og rykkerskrivelsen af 11. maj, 12. november og 16. december 2015, og at dette søgsmål derfor ikke var forældet.
13 Appeldomstolen, som GM iværksatte appel ved, fastslog, at forordning nr. 2988/95 ikke finder anvendelse, og at søgsmålet var forældet i medfør af ABGB’s § 1489.
14 Republikken Østrig har herefter iværksat revisionsanke af denne sidstnævnte dom ved Oberster Gerichtshof (øverste domstol, Østrig), som er den forelæggende ret, og gjort gældende, at den fireårige forældelsesfrist, der er fastsat i artikel 3, stk. 1, første afsnit, i forordning nr. 2988/95, skal anvendes på de pågældende tilbagebetalingskrav, og at de betalingspåmindelser, der er nævnt i nærværende doms præmis 10, skal kvalificeres som »en handling fra den kompetente myndigheds side, som vedrører undersøgelse eller retsforfølgning af uregelmæssigheden«, der medfører, at denne forældelsesfrist afbrydes i medfør af denne forordnings artikel 3, stk. 1, tredje afsnit. Søgsmålet vedrørende tilbagebetaling er derfor ikke forældet. Hvis den nævnte forordning ikke finder anvendelse, er det således den 30-årige forældelsesfrist, der er fastsat i ABGB’s § 1478, der skal anvendes.
15 GM har gjort gældende, at forordning nr. 2988/95 ikke finder anvendelse i det omfang, hvor den kun omfatter rettigheder, der skal sikres »med offentligretlige midler«. Den pågældende støtte blev imidlertid udbetalt i henhold til en privatretlig kontrakt, der er reguleret af national ret. Da den treårige forældelsesfrist, der er fastsat i ABGB’s § 1489, allerede var udløbet, da søgsmålet i første instans blev anlagt, er dette søgsmål derfor forældet. Såfremt denne forordning finder anvendelse, er søgsmålet stadigvæk forældet. Betalingskrav og påmindelser om betaling kan nemlig ikke kvalificeres som handlinger, som vedrører undersøgelse eller retsforfølgning af uregelmæssigheden som omhandlet i den nævnte forordnings artikel 3, stk. 1, tredje afsnit.
16 Ifølge den forelæggende ret afhænger afgørelsen af den tvist, som er indbragt for den, af spørgsmålet om, hvorvidt den fireårige forældelsesfrist, der er fastsat i artikel 3 i forordning nr. 2988/95, finder anvendelse, hvis en støtte, der medfinansieres af Den Europæiske Union, ikke er blevet ydet ved en »handling foretaget under udøvelsen af offentlig myndighed«, og proceduren for tilbagesøgning af denne støtte derfor henhører under privatretten. Den nævnte ret er af den opfattelse, at hvis denne bestemmelse fandt anvendelse, kan GM ikke støtte sig på den treårige forældelsesfrist, der er i fastsat i ABGB’s § 1489, lige så vel som Republikken Østrig ikke kan støtte sig på den 30-årige forældelsesfrist, der er fastsat i ABGB’s § 1478, idet denne sidstnævnte frist ikke overholdelse af proportionalitetsprincippet.
17 På denne baggrund har Oberster Gerichtshof (øverste domstol) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:
»1) Finder artikel 3 i [forordning nr. 2988/95] umiddelbar anvendelse på krav, hvorved Republikken Østrig med privatretlige midler har tilbagesøgt støtte, som den i henhold til en kontrakt ydede til ansøgerne om støtte inden for rammerne af et program, der udgør en foranstaltning til miljøvenligt landbrug som omhandlet i [forordning nr. 1698/2005], fordi støttemodtageren har tilsidesat kontraktlige forpligtelser?
2) Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende, skal den i det første spørgsmål nævnte [forordning nr. 2988//95’s] artikel 3, stk. 1, tredje afsnit, da fortolkes således, at der også foreligger en handling, som vedrører undersøgelse eller retsforfølgning af uregelmæssigheden og afbryder forældelsesfristen, hvis støtteyderen efter den første [udenretslige] fremsættelse af et tilbagebetalingskrav på ny, eventuelt flere gange, opfordrer støttemodtageren til betaling og fremsætter [udenretslige] påkrav i stedet for at gøre sit tilbagebetalingskrav gældende ved domstolene?
3) Såfremt det første spørgsmål besvares benægtende, er anvendelsen af en forældelsesfrist på 30 år i den nationale civilret på de i spørgsmål 1 omhandlede tilbagebetalingskrav da forenelig med EU-retten, navnlig med proportionalitetsprincippet?«
Om de præjudicielle spørgsmål
Det første præjudicielle spørgsmål
18 Med det første spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 3, stk. 1, første afsnit, i forordning nr. 2988/95 skal fortolkes således, at den fireårige forældelsesfrist, der er fastsat deri, finder umiddelbar anvendelse på et krav om tilbagebetaling af støtte, der medfinansieres af EU og reguleres af en medlemsstats privatretlige regler.
19 Det skal bemærkes, at en forordnings karakter og funktion i det EU-retlige retskildesystem betyder, at dens bestemmelser i almindelighed har umiddelbar virkning i de nationale retsordener, uden at det er nødvendigt for de nationale myndigheder at træffe gennemførelsesforanstaltninger (dom af 24.6.2004, Handlbauer, C-278/02, EU:C:2004:388, præmis 25, og af 7.4.2022, IFAP, C-447/20 og C-448/20, EU:C:2022:265, præmis 88).
20 Artikel 3, stk. 1, første afsnit, i forordning nr. 2988/95 indfører en generel forældelsesfrist på fire år vedrørende retsforfølgning af uregelmæssigheder, der begynder at løbe fra den dato, hvor uregelmæssigheden er begået. I henhold til denne forordnings artikel 1, stk. 2, omfatter begrebet »uregelmæssighed« »enhver overtrædelse af en [bestemmelse i EU-retten], som kan tilskrives en økonomisk beslutningstagers handling eller undladelse, der skader eller kunne skade [Unionens] almindelige budget […]«.
21 Denne artikel 3, stk. 1, første afsnit, præciserer ligeledes, at denne fireårige forældelsesfrist finder anvendelse i mangel af »[regler] for bestemte sektorer«, dvs. dem vedtaget på EU-plan og ikke nationalt plan, der fastsætter »en kortere frist, som dog ikke kan være mindre end tre år« (jf. i denne retning dom af 29.1.2009, Josef Vosding Schlacht-, Kühl- und Zerlegebetrieb m.fl., C-278/07 – C-280/07, EU:C:2009:38, præmis 44, og af 22.12.2010, Corman, C-131/10, EU:C:2010:825, præmis 41).
22 Der er intet i denne bestemmelses ordlyd, der tyder på, at anvendelsen af den deri fastsatte fireårige forældelsesfrist afhænger af den retlige karakter af de instrumenter, som anvendes af de nationale myndigheder med henblik på at beskytte Den Europæiske Unions finansielle interesser og korrigere afdækkede uregelmæssigheder.
23 En fortolkning af den nævnte bestemmelse, der gør anvendelsen af forordning nr. 2988/95 afhængig af den retlige art af de instrumenter – offentligretlige eller privatretlige – som anvendes af de nationale myndigheder med henblik på at beskytte Den Europæiske Unions finansielle interesser, vil fratage den effektive virkning af denne forordning, hvis formål, således som det i det væsentlige fremgår af tredje og fjerde betragtning hertil, er at bekæmpe handlinger, der skader disse finansielle interesser, gennem indførelsen af et fælles regelsæt for alle områder af EU-politikken.
24 Det følger heraf, at den nævnte forordnings artikel 3, stk. 1, første afsnit, i mangel af »[regler] for bestemte sektorer« skal fortolkes således, at den deri fastsatte generelle forældelsesfrist på fire år finder anvendelse på krav om tilbagebetaling af en støtte, der fremsættes på grund af modtageren af denne støttes tilsidesættelse af en kontraktlig forpligtelse, som den pågældende er underlagt, og som medfører en tilsidesættelse af en EU-retlig bestemmelse, der skader eller kunne skade det almindelige EU-budget.
25 Denne fortolkning understøttes af opbygningen af forordning nr. 2988/95. Denne artikel 3 fremgår således af forordningens afsnit I, som vedrører »Generelle principper«, og ikke den nævnte forordnings afsnit II, der specifikt vedrører »Administrative foranstaltninger og sanktioner«.
26 Henset til ovenstående betragtninger skal det første spørgsmål besvares med, at artikel 3, stk. 1, første afsnit, i forordning nr. 2988/95 skal fortolkes således, at den fireårige forældelsesfrist, der er fastsat deri, finder umiddelbar anvendelse på et krav om tilbagebetaling af støtte, der medfinansieres af EU og reguleres af en medlemsstats privatretlige regler.
Det tredje præjudicielle spørgsmål
27 Med det tredje spørgsmål, som herefter skal behandles, ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om proportionalitetsprincippet skal fortolkes således, at dette princip er til hinder for, at en forældelsesfrist på 30 år, som er indført ved en regel i en medlemsstats privatret, på grundlag af artikel 3, stk. 3, i forordning nr. 2988/95 finder anvendelse på krav om tilbagebetaling af støtte, der medfinansieres af EU.
28 Medlemsstaterne bevarer i henhold til denne forordnings artikel 3, stk. 3, muligheden for at fastsætte længere forældelsesfrister end den fireårige minimumsfrist, der er fastsat i denne artikels stk. 1. EU-lovgiver har nemlig ikke haft til hensigt at harmonisere de frister, som gælder på dette område, og følgelig kunne ikrafttrædelsen af forordning nr. 2988/95 ikke føre til, at medlemsstaterne forpligtes til at nedsætte de forældelsesfrister, som de – da der ikke tidligere fandtes EU-retlige regler på området – har anvendt indtil da, til fire år. Selv om medlemsstaterne har en vid skønsbeføjelse vedrørende fastsættelse af længere forældelsesfrister, som de ønsker at anvende på et tilfælde af uregelmæssighed, der skader Den Europæiske Unions finansielle interesser (dom af 17.9.2014, Cruz & Companhia, C-341/13, EU:C:2014:2230, præmis 54 og 55), skal sådanne frister imidlertid overholde EU-rettens almindelige principper (jf. i denne retning dom af 2.3.2017, Glencore Céréales France, C-584/15, EU:C:2017:160, præmis 72).
29 I overensstemmelse med dette princip må en sådan frist ikke åbenbart gå videre, end hvad der er nødvendigt for at opfylde målsætningen om beskyttelse af Den Europæiske Unions finansielle interesser (jf. i denne retning dom af 17.3.2011, AJD Tuna, C-221/09, EU:C:2011:153, præmis 79, af 5.5.2011, Ze Fu Fleischhandel og Vion Trading, C-201/10 og C-202/10, EU:C:2011:282, præmis 38, og af 7.4.2022, IFAP, C-447/20 og C-448/20, EU:C:2022:265, præmis 116).
30 Domstolen har fastslået, at med henblik på at opnå formålet om beskyttelse af Den Europæiske Unions finansielle interesser er anvendelse af en tiårig forældelsesfrist, der følger af en national privatretlig bestemmelse, ikke i strid med proportionalitetsprincippet. Når henses til dette formål med den i forordning nr. 2988/95 indførte fireårige frist med henblik på at give de nationale myndigheder mulighed for at forfølge en uregelmæssighed, der skader disse finansielle interesser, og som navnlig kan føre til tilbagesøgning af en fordel, der er blevet ydet med urette, forekommer en frist på 30 år imidlertid at gå ud over, hvad der er nødvendigt for en omhyggelig forvaltning (dom af 17.9.2014, Cruz & Companhia, C-341/13, EU:C:2014:2230, præmis 60 og 61).
31 Medlemsstaterne har nemlig i medfør af artikel 4, stk. 3, TEU en generel forpligtelse til at udvise omhu, hvilket indebærer, at de skal træffe foranstaltninger med henblik på hurtigt at afhjælpe uregelmæssigheder og undersøge, om de udbetalinger, den har foretaget, og som vejer tungt i Unionens budget, er lovlige. Hvis man under disse betingelser accepterer medlemsstaternes mulighed for at indrømme deres forvaltninger en frist til at handle, som er meget længere end den, der er fastsat i artikel 3, stk. 1, første afsnit, i forordning nr. 2988/95, indbyder dette til, at de nationale myndigheder udsætter forfølgelsen af »uregelmæssigheder« som omhandlet i denne forordnings artikel 1, stk. 2, samtidig med at de erhvervsdrivende udsættes for dels en lang periode med retlig usikkerhed, dels risikoen for ikke længere at kunne føre bevis for, at de pågældende transaktioner er lovlige efter en sådan periode (jf. i denne retning dom af 17.9.2014, Cruz & Companhia, C-341/13, EU:C:2014:2230, præmis 62).
32 Det følger heraf, at hvis anvendelsen af en almindelig forældelsesfrist for tilbagebetaling af støtte, der er blevet ydet med urette, viser sig at være uforholdsmæssig i forhold til formålet om beskyttelse af Den Europæiske Unions finansielle interesser, skal en sådan regel således afvises, og den generelle forældelsesfrist i artikel 3, stk. 1, første afsnit, i forordning nr. 2988/95 kan finde anvendelse (jf. i denne retning dom af 5.5.2011, Ze Fu Fleischhandel og Vion Trading, C-201/10 og C-202/10, EU:C:2011:282, præmis 51).
33 Henset til ovenstående betragtninger skal det tredje spørgsmål besvares med, at proportionalitetsprincippet skal fortolkes således, at dette princip er til hinder for, at en forældelsesfrist på 30 år, som er indført ved en regel i en medlemsstats privatret, på grundlag af artikel 3, stk. 3, i forordning nr. 2988/95 finder anvendelse på krav om tilbagebetaling af støtte, der medfinansieres af EU.
Det andet præjudicielle spørgsmål
34 Med det andet spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 3, stk. 1, tredje afsnit, i forordning nr. 2988/95 skal fortolkes således, at begrebet »handling, som vedrører undersøgelse eller retsforfølgning af uregelmæssigheden« fra den kompetente myndigheds side, som den pågældende gøres bekendt med, og som medfører, at »forældelsesfristen for retsforfølgning« afbrydes, omfatter udenretslige dokumenter, som f.eks. en kontrolrapport, et betalingspåkrav, en betalingspåmindelse eller en rykkerskrivelse.
35 I overensstemmelse med denne bestemmelse kan forældelsesfristen for retsforfølgning afbrydes af enhver handling fra den kompetente myndigheds side, som den pågældende gøres bekendt med, og som vedrører undersøgelse eller retsforfølgning af uregelmæssigheden.
36 Det skal bemærkes, at denne bestemmelse ikke fastsætter en anden retlig ordning alt efter, om handlinger foretages af den kompetente myndighed i forbindelse med en retslig procedure eller i forbindelse med en udenretslig procedure.
37 Med vedtagelsen af artikel 3, stk. 1, første afsnit, i forordning nr. 2988/95 har EU-lovgiver desuden indført en almindelig forældelsesregel, hvorved den tilsigtede dels at fastsætte en minimumsfrist, der finder anvendelse i samtlige medlemsstater, dels, at det ikke skal være muligt at tilbagesøge beløb, som uberettiget er opnået fra Unionens budget, efter udløbet af en periode på fire år fra det tidspunkt, hvor uregelmæssigheden vedrørende de omtvistede betalinger fandt sted (jf. i denne retning dom af 17.9.2014, Cruz & Companhia, C-341/13, EU:C:2014:2230, præmis 49, og af 3.10.2019, Westphal, C-378/18, EU:C:2019:832, præmis 28).
38 En sådan forældelsesfrist har således til formål at sikre retssikkerheden. Dette formål ville blive bragt i fare, hvis denne frist kunne afbrydes af enhver kontrolforanstaltning fra den nationale administrations side af generel karakter, som ikke skyldes nogen mistanke om uregelmæssigheder vedrørende transaktioner, som er tilstrækkeligt præcist defineret (jf. i denne retning dom af 24.6.2004, Handlbauer, C-278/02, EU:C:2004:388, præmis 40, og af 11.6.2015, Pfeifer & Langen, C-52/14, EU:C:2015:381, præmis 41).
39 Det følger heraf, at for at kunne kvalificeres som en handling, som vedrører undersøgelse eller retsforfølgning, der kan afbryde forældelsesfristen for retsforfølgning som omhandlet i artikel 3, stk. 1, tredje afsnit, i forordning nr. 2988/95, skal en sådan handling definere de transaktioner, som mistænkes for uregelmæssigheder, tilstrækkeligt præcist. Dette krav om præcision fordrer imidlertid ikke, at handlingen nævner muligheden for pålæggelse af en sanktion eller en bestemt administrativ foranstaltning (dom af 11.6.2015, Pfeifer & Langen, C-52/14, EU:C:2015:381, præmis 43).
40 Oplysninger fra den offentlige myndighed, der fremhæver en uregelmæssighed, som støttemodtageren har medvirket til i forbindelse med en specifik transaktion, og anmoder denne om yderligere oplysninger vedrørende denne transaktion eller pålægger den pågældende en sanktion i forbindelse med nævnte transaktion, udgør en tilstrækkelig præcis handling, som vedrører undersøgelse eller retsforfølgning af uregelmæssigheden og derfor kan afbryde forældelsesfristen for retsforfølgning som omhandlet i artikel 3, stk. 1, tredje afsnit, i forordning nr. 2988/95 (jf. i denne retning dom af 21.12.2011, Chambre de commerce et d’industrie de l’Indre, C-465/10, EU:C:2011:867, præmis 61, og af 11.6.2015, Pfeifer & Langen, C-52/14, EU:C:2015:381, præmis 42).
41 På samme måde kan en skrivelse, hvor modtageren af en støtte, der medfinansieres af ELFUL, underrettes om, at denne støtte er ulovlig, ligeledes afbryde den forældelsesfrist for retsforfølgning, der er fastsat i denne forordnings artikel 3, stk. 1, første afsnit (jf. i denne retning dom af 5.3.2019, Eesti Pagar, C-349/17, EU:C:2019:172, præmis 24 og 127).
42 Det tilkommer den forelæggende ret at tage stilling til, om de i hovedsagen omhandlede udenretslige dokumenter med tilstrækkelig præcision definerer de transaktioner, som mistankerne om uregelmæssigheder vedrører, og derfor er omfattet af det i denne forordnings artikel 3, stk. 1, tredje afsnit, omhandlede begreb »handling, som vedrører undersøgelse eller retsforfølgning af uregelmæssigheden« (jf. i denne retning dom af 11.6.2015, Pfeifer & Langen, C-52/14, EU:C:2015:381, præmis 46 og 47).
43 Henset til det ovenstående skal det andet spørgsmål besvares med, at artikel 3, stk. 1, tredje afsnit, i forordning nr. 2988/95 skal fortolkes således, at begrebet »handling, som vedrører undersøgelse eller retsforfølgning af uregelmæssigheden« fra den kompetente myndigheds side, som den pågældende gøres bekendt med, og som medfører, at »forældelsesfristen for retsforfølgning« afbrydes, omfatter udenretslige dokumenter, som f.eks. en kontrolrapport, et betalingspåkrav, en betalingspåmindelse eller en rykkerskrivelse, forudsat at disse dokumenter giver modtageren mulighed for med tilstrækkelig præcision at få kendskab til de transaktioner, som mistankerne om uregelmæssigheder vedrører.
Sagsomkostninger
44 Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra de nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.
På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Ottende Afdeling) for ret:
1) Artikel 3, stk. 1, første afsnit, i Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 2988/95 af 18. december 1995 om beskyttelse af De Europæiske Fællesskabers finansielle interesser
skal fortolkes således, at
den fireårige forældelsesfrist, der er fastsat deri, finder umiddelbar anvendelse på et krav om tilbagebetaling af støtte, der medfinansieres af Den Europæiske Union og reguleres af en medlemsstats privatretlige regler.
2) Proportionalitetsprincippet skal fortolkes således, at
dette princip er til hinder for, at en forældelsesfrist på 30 år, som er indført ved en regel i en medlemsstats privatret, på grundlag af artikel 3, stk. 3, i forordning nr. 2988/95 finder anvendelse på krav om tilbagebetaling af støtte, der medfinansieres af Den Europæiske Union.
3) Artikel 3, stk. 1, tredje afsnit, i forordning nr. 2988/95
skal fortolkes således, at
begrebet »handling, som vedrører undersøgelse eller retsforfølgning af uregelmæssigheden« fra den kompetente myndigheds side, som den pågældende gøres bekendt med, og som medfører, at »forældelsesfristen for retsforfølgning« afbrydes, omfatter udenretslige dokumenter, som f.eks. en kontrolrapport, et betalingspåkrav, en betalingspåmindelse eller en rykkerskrivelse, forudsat at disse dokumenter giver modtageren mulighed for med tilstrækkelig præcision at få kendskab til de transaktioner, som mistankerne om uregelmæssigheder vedrører.
Underskrifter