DOMSTOLENS DOM (Anden Afdeling)
8. maj 2024 (*)
»Præjudiciel forelæggelse – retligt samarbejde i civile sager – direktiv (EU) 2019/1023 – procedurer for rekonstruktion, insolvensbehandling og gældssanering – artikel 20 – adgang til gældssanering – artikel 23 – undtagelser – artikel 23, stk. 4 – udelukkelse af særlige gældskategorier fra gældssanering – national ordning, der undtager skattefordringer og fordringer vedrørende social sikring fra gældssanering – behørig begrundelse for en sådan undtagelse«
I sag C-20/23,
angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF, indgivet af Tribunal da Relação do Porto (appeldomstolen i Porto, Portugal) ved afgørelse af 14. december 2022, indgået til Domstolen den 16. januar 2023, i sagen
SF
mod
MV,
Instituto da Segurança Social, IP,
Autoridade Tributária e Aduaneira,
Cofidis SA – Sucursal em Portugal,
procesdeltager:
José da Costa Araújo i sin egenskab af kurator for SF,
har
DOMSTOLEN (Anden Afdeling),
sammensat af afdelingsformanden, A. Prechal, og dommerne F. Biltgen (refererende dommer), N. Wahl, J. Passer og M.L. Arastey Sahún,
generaladvokat: J. Richard de la Tour,
justitssekretær: A. Calot Escobar,
på grundlag af den skriftlige forhandling,
efter at der er afgivet indlæg af:
– SF ved advogado U. Freitas,
– Instituto da Segurança Social IP ved advogada A. Serrano,
– den portugisiske regering ved M. Afonso Brigas, P. Barros da Costa, A. de Almeida Morgado, I. Inverno og A. Rodrigues, som befuldmægtigede,
– den spanske regering ved A. Ballesteros Panizo, som befuldmægtiget,
– Europa-Kommissionen ved G. Braun, J. L. Buendía Sierra og I. Melo Sampaio, som befuldmægtigede,
og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 11. januar 2024,
afsagt følgende
Dom
1 Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 23, stk. 4, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/1023 af 20. juni 2019 om rammer for forebyggende rekonstruktion, gældssanering og udelukkelse og om foranstaltninger med henblik på mere effektive procedurer for rekonstruktion, insolvensbehandling og gældssanering og om ændring af direktiv (EU) 2017/1132 (rekonstruktions- og insolvensdirektivet) (EUT 2019, L 172, s. 18) og artikel 16 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«).
2 Denne anmodning er blevet fremsat inden for rammerne af den tvist mellem SF, en fysisk person, der er blevet erklæret insolvent (herefter »skyldneren«), og MV, Instituto da Segurança Social IP (institut for social sikring, Portugal) og Autoridade Tributária e Aduaneira (skatte-, afgifts- og toldmyndighed, Portugal) og Cofidis SA – Sucursal em Portugal angående en anmodning om gældssanering indgivet af SF under insolvensbehandlingen af ham.
Retsforskrifter
EU-retten
3 Det følgende fremgår af 78. og 81. betragtning til rekonstruktions- og insolvensdirektivet:
»(78) En fuld gældssanering eller ophævelse af udelukkelsen efter en periode på højst tre år er ikke egnet i alle tilfælde, hvorfor undtagelser fra denne regel, som er behørigt begrundede af årsager fastsat i national ret, eventuelt bør indføres. Sådanne undtagelser bør f.eks. indføres for tilfælde, hvor skyldner er uhæderlig eller har handlet i ond tro. Hvis iværksættere ikke er omfattet af en formodning om at være hæderlig og handle i god tro i henhold til national ret, bør bevisbyrden for, at de er hæderlige og handler i god tro, ikke gøre det unødigt vanskeligt eller byrdefuldt for dem at blive genstand for proceduren.
[...]
(81) Når der er en behørigt begrundet årsag i henhold til national ret, kan det være hensigtsmæssigt at begrænse muligheden for gældssanering til visse gældskategorier. Medlemsstaterne bør kun kunne udelukke sikret gæld fra muligheden for gældssanering op til værdien af sikkerhedsstillelsen som fastsat i national ret, mens resten af gælden bør behandles som usikret gæld. Medlemsstaterne bør kunne udelukke yderligere gældskategorier, når det er behørigt begrundet.«
4 Direktivets artikel 2, stk. 1, nr. 10), har følgende ordlyd:
»I dette direktiv forstås ved:
[...]
10) »fuld gældssanering«: det forhold, at håndhævelse over for iværksættere af deres udestående gæld omfattet af gældssanering udelukkes, eller at udestående gæld omfattet af gældssanering som sådan bortfalder, som led i en procedure, der kan omfatte realisering af aktiver eller en tilbagebetalingsplan eller begge.«
5 Direktivets artikel 20 med overskriften »Adgang til gældssanering« er således affattet:
»1. Medlemsstaterne sikrer, at insolvente iværksættere har adgang til mindst én procedure, der kan føre til en fuld gældssanering i overensstemmelse med dette direktiv.
Medlemsstaterne kan kræve, at den forretning, virksomhed eller udøvelse af et fag eller erhverv, som en insolvent iværksætters gæld vedrører, er ophørt.
2. De medlemsstater, hvori en fuld gældssanering er betinget af iværksætterens delvise tilbagebetaling af gælden, sikrer, at den dermed forbundne betalingsforpligtelse er baseret på iværksætterens individuelle situation og navnlig står i forhold til iværksætterens indkomst og aktiver, som kan gøres til genstand for udlæg eller er disponible i gældssaneringsperioden, og tager hensyn til kreditorernes rimelige interesse.
3. Medlemsstaterne sikrer, at iværksættere, der har fået gældssanering, kan drage fordel af eksisterende nationale rammer, der yder erhvervsstøtte til iværksættere, herunder adgang til relevante og ajourførte oplysninger om disse rammer.«
6 Direktivets artikel 23 med overskriften »Undtagelser« fastsætter følgende i stk. 4:
»Medlemsstaterne kan udelukke særlige gældskategorier fra gældssanering eller begrænse adgangen til gældssanering eller fastsætte en længere gældssaneringsperiode, når sådanne udelukkelser, begrænsninger eller længere perioder er behørigt begrundet, såsom i tilfælde af:
a) sikret gæld
b) gæld som følge af eller i forbindelse med strafferetlige sanktioner
c) gæld som følge af erstatningsansvar uden for kontraktforhold
d) gæld vedrørende underholdspligt, der er opstået i forbindelse med et familieforhold, forælder-barn-forhold, ægteskab eller svogerskab
e) gæld stiftet efter ansøgning om eller indledning af den procedure, der fører til gældssanering, og
f) gæld som følge af en forpligtelse til at betale omkostningerne ved den procedure, der fører til gældssanering.«
7 Rekonstruktions- og insolvensdirektivets artikel 34, stk. 1, bestemmer:
»Medlemsstaterne vedtager og offentliggør senest den 17. juli 2021 de love og administrative bestemmelser, der er nødvendige for at efterkomme dette direktiv, med undtagelse af de bestemmelser, som er nødvendige for at efterkomme artikel 28, litra a), b) og c), som skal være vedtaget og offentliggjort senest den 17. juli 2024, og de bestemmelser, som er nødvendige for at efterkomme artikel 28, litra d), som skal være vedtaget og offentliggjort senest den 17. juli 2026. De meddeler straks [Europa-]Kommissionen teksten til disse love og bestemmelser.
De anvender de love og administrative bestemmelser, der er nødvendige for at efterkomme dette direktiv, fra den 17. juli 2021, med undtagelse af de bestemmelser, som er nødvendige for at efterkomme artikel 28, litra a), b) og c), som finder anvendelse fra den 17. juli 2024, og de bestemmelser, som er nødvendige for at efterkomme artikel 28, litra d), som finder anvendelse fra den 17. juli 2026.«
8 I henhold til direktivets artikel 35, som fastsætter, at direktivet træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende, trådte dette direktiv i kraft den 16. juli 2019.
Portugisisk ret
CIRE
9 Artikel 235 i Código da Insolvência e da Recuperação de Empresas (lov om insolvens og rekonstruktion af virksomheder), som godkendt ved Decreto-Lei n. 53/2004 (lovdekret nr. 53/2004) af 18. marts 2004 (Diário da República I, serie I-A, nr. 66, af 18.3.2004), senest ændret ved af Lei n. 9/2022 (lov nr. 9/2022) af 11. januar 2022 (Diário da República, 1. serie, nr. 7, af 11.1.2022) (herefter »CIRE«), med overskriften »Almindelige principper« har følgende ordlyd:
»Skyldneren kan, hvis denne er en fysisk person, anmode om gældssanering med hensyn til de insolvensfordringer, som ikke er blevet fuldt ud fyldestgjort under insolvensbehandlingen eller inden for tre år efter denne behandlings afslutning, på de betingelser, der er opstillet i dette kapitel.«
10 CIRE’s artikel 242, stk. 2, bestemmer:
»Tildelingen af særlige fordele til en kreditor af skyldneren eller af en tredjemand er ugyldig.«
11 I henhold til artikel 245, stk. 2, litra d), i CIRE omfatter eftergivelse af gæld navnlig ikke »skattefordringer og fordringer vedrørende social sikring«.
12 I løbet af 2022 gennemførte Den Portugisiske Republik rekonstruktions- og insolvensdirektivet ved lov nr. 9/2022 af 11. januar 2022, som ikke ændrede listen over fordringer, der er udelukket fra gældssanering i CIRE’s artikel 245, stk. 2, herunder navnlig skattefordringer og fordringer vedrørende social sikring. Denne lov indeholder ingen begrundelse for udelukkelsen af sidstnævnte fordringer.
LGT
13 Lei Geral Tributária (den almindelige lov skatte- og afgiftslov), godkendt ved Decreto-Lei n. 398/98 (lovdekret nr. 398/98) af 17. december 1998 (Diário da República I, serie I-A, nr. 290, af 17.12.1998) (herefter »LGT«), fastsætter og definerer de almindelige principper, der gælder for portugisisk skatteret, skattemyndighedernes beføjelser og de rettigheder, som de skattepligtige har.
14 LGT’s artikel 5 fastsætter:
»1. Beskatning har til formål at opfylde statens og andre offentlige enheders finansielle behov og at fremme social retfærdighed, lige muligheder og de nødvendige korrektioner af ulighed i fordelingen af velstand og indtægter.
2. Beskatningen skal overholde principperne om almengyldighed, lighed, lovlighed og materiel retfærdighed.«
15 LGT’s artikel 30, stk. 2 og 3, er affattet således:
»2. Skattegæld er ikke tilgængelig, og betingelserne for nedsættelse eller eftergivelse af den kan kun fastsættes under overholdelse af princippet om lighed og skatte- og afgiftsreglerne.
3. Bestemmelserne i det foregående stykke har forrang frem for enhver særlovgivning.«
Tvisten i hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål
16 Ved dom af 18. juni 2018, der har fået retskraft, blev skyldneren erklæret insolvent.
17 Den 23. januar 2019 efterkom retten i første instans foreløbigt skyldnerens anmodning om gældssanering.
18 Den 29. juli 2022 fremlagde kurator en endelig redegørelse, hvorefter skyldneren skulle bevilges gældssanering.
19 Ved afgørelse af 3. oktober 2022 blev skyldneren i henhold til CIRE’s artikel 245, stk. 2, litra d), indrømmet gældssanering, hvorunder skattefordringer og fordringer vedrørende social sikring blev udelukket.
20 Skyldneren har iværksat appel af denne afgørelse ved Tribunal da Relação do Porto (appeldomstolen i Porto, Portugal), som er den forelæggende ret. Til støtte for sin appel har han gjort gældende, at CIRE’s artikel 245, stk. 2, ikke er i overensstemmelse med artikel 23, stk. 4, i rekonstruktions- og insolvensdirektivet, med den begrundelse, at udelukkelsen af skattefordringer og fordringer vedrørende social sikring fra gældssanering ikke er »behørigt begrundet« i strid med det, som er fastsat i sidstnævnte bestemmelse. Desuden er denne udelukkelse til hinder for gennemførelsen af de formål, der forfølges med dette direktiv.
21 Den forelæggende ret har konstateret, at lov nr. 9/2022 af 11. januar 2022, hvorved det nævnte direktiv blev gennemført i portugisisk ret, ikke indeholder nogen begrundelse vedrørende den nævnte udelukkelse, og at en sådan begrundelse heller ikke var omhandlet i lovforslaget. Den forelæggende ret har anført, at den nærer i tvivl om foreneligheden af CIRE’s artikel 245, stk. 2, med dette direktiv, men derudover også om, hvorvidt udelukkelsen i denne bestemmelse udgør en hindring for de mål, der forfølges med nævnte direktiv, med EUF-traktaten og med EU-rettens effektive virkning.
22 Under disse omstændigheder har Tribunal da Relação do Porto (appeldomstolen i Porto) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:
»1) Skal artikel 4, stk. 4, i [rekonstruktions- og insolvensdirektivet] fortolkes således, at en udelukkelse af andre gældskategorier, som adskiller sig fra dem, der er opregnet [i denne bestemmelse], kun er tilladt, når denne udelukkelse er »behørigt begrundet«?
2) Skal muligheden for, at medlemsstaterne udelukker særlige gældskategorier fra gældssanering (når en sådan udelukkelse er behørigt begrundet som fastsat i artikel 23, stk. 4, i [rekonstruktions- og insolvensdirektivet]), fortolkes således, at medlemsstaterne kan udelukke skatte[fordringer] (som ikke er nævnt i denne artikel), og således stille sig selv i en fordelagtig situation?
3) Såfremt disse præjudicielle spørgsmål besvares bekræftende, hvilke kriterier skal denne begrundelse i EU-rettens forstand da opfylde for at overholde EU-rettens generelle principper og de grundlæggende rettigheder, som EU-lovgiver og [den] nationale [lovgiver] er underlagt (»forbud mod forskelsbehandling, der udøves på grundlag af nationalitet« (artikel 18 TEUF), »frihed til at oprette og drive egen virksomhed« ([chartrets] artikel 16) og de grundlæggende økonomiske friheder på det indre marked)?
4) Såfremt dette præjudicielle spørgsmål besvares benægtende, omfatter definitionerne (i henhold til EU-retten og med henblik på fortolkningen af [...] [rekonstruktions- og insolvensdirektivet]) af begreberne »gæld som følge af eller i forbindelse med strafferetlige sanktioner« og »gæld som følge af erstatningsansvar uden for kontraktforhold« da også skattegæld, således som det er fastsat i den nationale retsakt til gennemførelse af [rekonstruktions- og insolvensdirektivet] [...] (lov nr. 9/2022 af 11.1.2022)?«
Formaliteten med hensyn til anmodningen om præjudiciel afgørelse
23 Den spanske regering er nærmere bestemt af den opfattelse, at anmodningen om præjudiciel afgørelse ikke kan antages til realitetsbehandling med den begrundelse, at rekonstruktions- og insolvensdirektivet ikke fandt anvendelse på den procedure, der ligger til grund for hovedsagen, eftersom den i hovedsagen omhandlede anmodning om gældssanering lå forud for datoen for dette direktivs ikrafttræden.
24 Der skal i denne henseende bemærkes, at det inden for rammerne af det samarbejde, der i henhold til artikel 267 TEUF er indført mellem Domstolen og de nationale retter, udelukkende tilkommer den nationale ret, for hvilken en tvist er indbragt, og som har ansvaret for den retsafgørelse, der skal træffes, på grundlag af omstændighederne i den konkrete sag at vurdere, såvel om en præjudiciel afgørelse er nødvendig for, at den kan afsige dom, som relevansen af de spørgsmål, den forelægger Domstolen. Når de forelagte spørgsmål vedrører fortolkningen af EU-retten, er Domstolen derfor principielt forpligtet til at træffe afgørelse (dom af 22.2.2024, Consejería de Presidencia, Justicia e Interior de la Comunidad de Madrid, C-59/22, C-110/22 og C-159/22, EU:C:2024:149, præmis 43 og den deri nævnte retspraksis).
25 Heraf følger, at der foreligger en formodning for, at spørgsmål om EU-retten er relevante. Domstolen kan kun afvise at træffe afgørelse vedrørende et præjudicielt spørgsmål fra en national ret, hvis det klart fremgår, at den ønskede fortolkning af en EU-retlig regel savner enhver forbindelse med realiteten i hovedsagen eller dennes genstand, såfremt problemet er af hypotetisk karakter, eller Domstolen ikke råder over de faktiske og retlige oplysninger, som er nødvendige for, at den kan give en hensigtsmæssig besvarelse af de forelagte spørgsmål (dom af 22.2.2024, Consejería de Presidencia, Justicia e Interior de la Comunidad de Madrid, C-59/22, C-110/22 og C-159/22, EU:C:2024:149, præmis 44 og den deri nævnte retspraksis).
26 Det fremgår endvidere af rekonstruktions- og insolvensdirektivets artikel 35, at det trådte i kraft den 16. juli 2019. Det fremgår desuden af direktivets artikel 34, stk. 1, at medlemsstaterne senest den 17. juli 2021 skal vedtage og offentliggøre de love og administrative bestemmelser, der er nødvendige for at efterkomme bl.a. direktivets artikel 23. Det følger heraf, at medlemsstaterne fra denne dato i medfør af artikel 288, stk. 3, TEUF var forpligtede til at sikre den fulde virkning af denne artikel 23 (jf. i denne retning dom af 2.9.2021, Kommissionen mod Tyskland (Gennemførelse af direktiv 2009/72 og 2009/73), C-718/18, EU:C:2021:662, præmis 118 og den deri nævnte retspraksis).
27 I det foreliggende tilfælde blev afgørelsen om gældssanering, der er genstand for tvisten i hovedsagen, vedtaget den 3. oktober 2022. På dette tidspunkt var den ret, der traf denne afgørelse, følgelig forpligtet til at gøre dette under fuld overholdelse af de formål og forpligtelser, der er fastsat i rekonstruktions- og insolvensdirektivet, for at efterkomme artikel 288, stk. 3, TEUF.
28 Denne vurdering ændres ikke af den omstændighed, at anmodningen om gældssanering, som ligger til grund for den nævnte afgørelse, blev indgivet forud for datoen for dette direktivs ikrafttræden. I henhold til rekonstruktions- og insolvensdirektivets artikel 23, stk. 4, er medlemsstaternes mulighed for at udelukke særlige gældskategorier fra gældssanering eller begrænse muligheden for gældssanering eller fastsætte en længere frist for gældssanering betinget af, at disse undtagelser fra gældssanering er behørigt begrundet. For så vidt som dette krav om begrundelse begrænser medlemsstaternes skønsmargen til vedtagelsen af sådanne undtagelser, skal det ligeledes finde anvendelse, når anmodninger om gældssanering er blevet indgivet forud for dette direktivs ikrafttræden, men hvor afgørelsen vedrørende disse anmodninger træffes efter udløbet af fristen for gennemførelse af det nævnte direktiv.
29 Følgelig finder rekonstruktions- og insolvensdirektivet anvendelse på tvisten i hovedsagen, og anmodningen om præjudiciel afgørelse kan antages til realitetsbehandling.
Om de præjudicielle spørgsmål
Det første spørgsmål
30 Den forelæggende ret ønsker med sit første spørgsmål nærmere bestemt oplyst, om rekonstruktions- og insolvensdirektivets artikel 23, stk. 4, skal fortolkes således, at en udelukkelse af en særlig gældskategori, der ikke er opregnet i denne bestemmelse, fra gældssanering kun er mulig, hvis den er »behørigt begrundet«.
31 Det skal i den forbindelse først bemærkes, at opregningen af de særlige gældskategorier i denne bestemmelse indledes med ordene »såsom i tilfælde af«, og at ord med samme betydning anvendes i de andre sprogversioner af denne bestemmelse, herunder den portugisiske sprogversion heraf. Heraf følger, at det fremgår af ordlyden af bestemmelsen, at de særlige gældskategorier, der er opregnet heri, ikke er udtømmende opregnet (jf. i denne retning dom af 11.4.2024, Agencia Estatal de la Administración Tributaria (Undtagelse af offentligretlige fordringer fra gældssanering), C-687/22, EU:C:2024:287, præmis 37).
32 Ordlydsfortolkningen af rekonstruktions- og insolvensdirektivets artikel 23, stk. 4, hvorefter opregningen, der findes i denne bestemmelse, ikke er af udtømmende karakter, men illustrativ, understøttes af 81. betragtning til dette direktiv, hvoraf det fremgår, at EU-lovgiver har været af den opfattelse, at medlemsstaterne »bør kunne udelukke yderligere gældskategorier, når det er behørigt begrundet« (dom af 11.4.2024, Agencia Estatal de la Administración Tributaria (Undtagelse af offentligretlige fordringer fra gældssanering), C-687/22, EU:C:2024:287, præmis 38).
33 Heraf følger, at denne artikel 23, stk. 4, skal fortolkes således, at opregningen af de særlige gældskategorier, der fremgår heraf, ikke er af udtømmende karakter, og at medlemsstaterne har mulighed for at udelukke andre særlige gældskategorier end dem, der er opregnet i denne bestemmelse, fra gældssanering, når det er behørigt begrundet (dom af 11.4.2024, Agencia Estatal de la Administración Tributaria (Undtagelse af offentligretlige fordringer fra gældssanering), C-687/22, EU:C:2024:287, præmis 39).
34 Henset til den omstændighed, at EU-lovgiver udtrykkeligt har gjort udøvelsen af den mulighed, der således er indrømmet medlemsstaterne i denne artikel 23, stk. 4, betinget af, at sådanne udelukkelser er »behørigt begrun[dede]«, har Domstolen desuden fastslået, at når den nationale lovgiver vedtager sådanne undtagelser, skal grundene til disse undtagelser følge af national ret eller af den behandling, der førte til disse, og at disse grunde skal forfølge en legitim samfundsinteresse (dom af 11.4.2024, Agencia Estatal de la Administración Tributaria (Undtagelse af offentligretlige fordringer fra gældssanering), C-687/22, EU:C:2024:287, præmis 42).
35 Både 78. betragtning til rekonstruktions- og insolvensdirektivet, som henviser til undtagelser, der er »behørigt begrundede af årsager fastsat i national ret«, og 81. betragtning til dette direktiv, som taler om »en behørigt begrundet årsag i henhold til national ret«, gør det dernæst muligt at fastslå, at EU-lovgiver har fundet, at det var tilstrækkeligt, at de nærmere bestemmelser, der er fastsat med henblik herpå i de forskellige nationale lovgivninger, overholdes (dom af 11.4.2024, Agencia Estatal de la Administración Tributaria (Undtagelse af offentligretlige fordringer fra gældssanering), C-687/22, EU:C:2024:287, præmis 43).
36 Endelig skal det præciseres, således som generaladvokaten i det væsentlige har anført i punkt 42 i forslaget til afgørelse, at rekonstruktions- og insolvensdirektivet ikke kræver, at begrundelsen for at udelukke en særlig gældskategori fra gældssanering skal fremgå af selve den retsakt, der har til formål at gennemføre dette direktiv.
37 Det fremgår nemlig af direktivet, som det er anført i denne doms præmis 34, at den begrundelse, som en medlemsstat skal give som begrundelse for en udelukkelse som den i hovedsagen omhandlede, skal fremgå enten af den behandling, der har ført til denne udelukkelse, eller af national ret. Hvad angår det første tilfælde, hvor forarbejderne til, præamblen til og begrundelsen for lovgivningsmæssige retsakter i henhold til national ret udgør en integrerende del af disse eller er relevante med henblik på at fortolke disse, og når de indeholder en begrundelse for at udelukke en bestemt klasse af fordringer fra gældssanering, skal det således fastslås, at denne begrundelse er i overensstemmelse med kravene i samme direktivs artikel 23, stk. 4 (jf. i denne retning dom af 11.4.2024, Agencia Estatal de la Administración Tributaria (Undtagelse af offentligretlige fordringer fra gældssanering), C-687/22, EU:C:2024:287, præmis 54). Det fremgår desuden af det andet tilfælde, at den nævnte begrundelse ligeledes kan fremgå af andre bestemmelser i national ret end den, der indeholder denne udelukkelse, såsom en national forfatningsmæssig eller administrativ bestemmelse.
38 Den portugisiske regering har i den foreliggende sag anført i sit indlæg, dels at artikel 103, stk. 1, i Constituição da República Portuguesa (den portugisiske forfatning) bestemmer, at skattesystemet har til formål at opfylde statens og andre offentlige myndigheders finansielle behov og at fordele indtægter og velstand ligeligt, dels at LGT’s artikel 5 og 30 opstiller regler og principper, der begrunder udelukkelsen af skattefordringer og fordringer vedrørende social sikring fra gældssanering med henblik på opfyldelse af statens finansielle behov, fremme af social retfærdighed og lige muligheder samt de nødvendige korrektioner af uligheder i fordelingen af velstand og indtægter under hensyntagen til principperne om skattegældens almengyldighed, lighed, lovlighed og materiel retfærdighed og utilgængelighed. Det fremgår således a priori, at der i portugisisk ret findes en begrundelse for denne udelukkelse. Det tilkommer imidlertid den forelæggende ret, som er enekompetent til at fortolke og anvende national ret, at vurdere, om den nævnte udelukkelse er behørigt begrundet i henhold til national ret.
39 Henset til det ovenstående skal det første spørgsmål besvares med, at rekonstruktions- og insolvensdirektivets artikel 23, stk. 4, skal fortolkes således, at en udelukkelse af en særlig gældskategori, der ikke er opregnet i denne bestemmelse om gældssanering, kun er mulig, hvis den er behørigt begrundet i henhold til national ret.
Det andet spørgsmål
40 Den forelæggende ret ønsker med det andet spørgsmål nærmere bestemt oplyst, om rekonstruktions- og insolvensdirektivets artikel 23, stk. 4, skal fortolkes således, at medlemsstaterne har mulighed for at udelukke særlige gældskategorier fra gældssanering, såsom skattefordringer og fordringer vedrørende social sikring, og således tildele dem en privilegeret status.
41 Med henblik på besvarelsen af dette spørgsmål skal det for det første bemærkes – som det også fremgår af denne doms præmis 33 – at denne bestemmelse skal fortolkes således, at opregningen af de særlige gældskategorier, der fremgår heraf, ikke er af udtømmende karakter, og at medlemsstaterne har mulighed for at udelukke andre særlige gældskategorier end dem, der er opregnet i denne bestemmelse, fra gældssanering, forudsat at en sådan udelukkelse er behørigt begrundet i henhold til national ret.
42 Hvad for det andet angår den skønsmargen, som medlemsstaterne har under udøvelsen af denne mulighed, har Domstolen fastslået, at hverken rekonstruktions- og insolvensdirektivet eller de forarbejder, der gik forud for vedtagelsen af dette direktiv, indeholder elementer, der kan understøtte den tese, hvorefter EU-lovgiver, henset til den indre sammenhæng i de gældskategorier, der udtrykkeligt er angivet i dette direktivs artikel 23, stk. 4, havde til hensigt at begrænse medlemsstaternes skønsmargen med hensyn til udelukkelse af andre gældskategorier end dem, der er opregnet i denne bestemmelse, såsom skattefordringer og fordringer vedrørende social sikring, fra gældssanering. Derimod fremgår det nærmere bestemt af disse forarbejder, at EU-lovgiver havde et stærkt ønske om at overlade medlemsstaterne en vis skønsmargen, for at disse ved gennemførelsen af nævnte direktiv i national ret ville kunne tage hensyn til den økonomiske situation og de retlige strukturer i de enkelte lande (jf. i denne retning dom af 11. april 2024, Agencia Estatal de la Administración Tributaria (Undtagelse af offentlige fordringer fra gældssanering), C-687/22, EU:C:2024:287, præmis 40).
43 Desuden kan en udelukkelse af fordringer, såsom skattefordringer og fordringer vedrørende social sikring, fra gældssanering være behørigt begrundet. Fordringer er nemlig ikke alle af samme art, kreditorerne har ikke samme kvalitet, og opkrævningen af disse fordringer kan opfylde særlige formål. I betragtning af den status, som skattefordringer og fordringer vedrørende social sikring har, og formålet med opkrævningen af skatter og sociale bidrag kan medlemsstaterne således med rette antage, at offentlige institutionelle kreditorer ikke befinder sig i samme situation som kreditorer i den kommercielle eller private sektor med hensyn til opkrævning af fordringer. Hvis dette er tilfældet, er muligheden for at udelukke skattefordringer og fordringer vedrørende social sikring fra gældssanering ikke ensbetydende med, at offentlige institutionelle kreditorer hos andre kreditorer, der ikke er omfattet af en sådan udelukkelse, uberettiget begunstiges.
44 Følgelig begrænser rekonstruktions- og insolvensdirektivets artikel 23, stk. 4, ikke den skønsmargen, som medlemsstaterne har med hensyn til valget af andre gældskategorier end dem, der er opregnet i denne bestemmelse, og som de ønsker at udelukke fra gældssanering (jf. i denne retning dom af 11.4.2024, Agencia Estatal de la Administración Tributaria (Undtagelse af offentligretlige fordringer fra gældssanering), C-687/22, EU:C:2024:287, præmis 41).
45 På baggrund af det ovenstående skal det andet spørgsmål besvares med, at rekonstruktions- og insolvensdirektivets artikel 23, stk. 4, skal fortolkes således, at medlemsstaterne har mulighed for at udelukke særlige gældskategorier fra gældssanering, såsom skattefordringer og fordringer vedrørende social sikring, og således tildele dem en privilegeret status, for så vidt som en sådan udelukkelse er behørigt begrundet i henhold til national ret.
Det tredje spørgsmål
46 Med det tredje spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om undersøgelsen af, om en udelukkelse af en bestemt klasse af fordringer fra gældssanering, som en medlemsstat har indført i sin nationale retsorden, er behørigt begrundet, skal foretages i lyset af bl.a. princippet om forbud mod forskelsbehandling på grundlag af nationalitet, der er fastsat i artikel 18 TEUF, friheden til at oprette og drive egen virksomhed, der er sikret ved chartrets artikel 16, og de grundlæggende økonomiske friheder i det indre marked.
47 Det bemærkes i denne henseende, at det følger af den samarbejdsånd, som skal gælde for den præjudicielle forelæggelse, at det er absolut nødvendigt, at den nationale ret i forelæggelsesafgørelsen gør rede for de præcise grunde til, at den har fundet, at en besvarelse af dens spørgsmål vedrørende fortolkningen eller gyldigheden af visse EU-retlige bestemmelser er nødvendig for at afgøre den tvist, der er indbragt for den (dom af 28.11.2023, Commune d’Ans, C-148/22, EU:C:2023:924, præmis 43 og den deri nævnte retspraksis).
48 Inden for rammerne af samarbejdet mellem Domstolen og de nationale retter om at opnå en fortolkning af EU-retten, som den nationale ret kan bruge, er det ifølge fast praksis påkrævet, at den nationale ret nøje iagttager de krav til indholdet af en anmodning om præjudiciel afgørelse, som udtrykkeligt fremgår af artikel 94 i Domstolens procesreglement (dom af 28.11.2023, Commune d’Ans C-148/22, EU:C:2023:924, præmis 44 og den deri nævnte retspraksis).
49 Det er, som det fremgår af procesreglementets artikel 94, litra c), nødvendigt, at forelæggelsesafgørelsen indeholder en fremstilling af grundene til, at den forelæggende ret er i tvivl om fortolkningen af visse EU-retlige bestemmelser, samt af sammenhængen mellem disse bestemmelser og den nationale lovgivning, som finder anvendelse på tvisten i hovedsagen (dom af 28.11.2023, Commune d’Ans, C-148/22, EU:C:2023:924, præmis 46 og den deri nævnte retspraksis).
50 I det foreliggende tilfælde må det konstateres, at forelæggelsesafgørelsen ikke indeholder oplysninger, der gør det muligt at forstå den forbindelse, som den forelæggende ret har fastslået mellem de EU-retlige bestemmelser, som den ønsker fortolket, og den nationale lovgivning, der finder anvendelse på tvisten i hovedsagen.
51 På denne baggrund kan det tredje spørgsmål ikke antages til realitetsbehandling.
Det fjerde spørgsmål
52 Henset til besvarelsen af det første og det andet spørgsmål er det ufornødent at besvare det fjerde spørgsmål.
Sagsomkostninger
53 Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra de nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.
På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Tiende Afdeling) for ret:
1) Artikel 23, stk. 4, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/1023 af 20. juni 2019 om rammer for forebyggende rekonstruktion, gældssanering og udelukkelse og om foranstaltninger med henblik på mere effektive procedurer for rekonstruktion, insolvensbehandling og gældssanering og om ændring af direktiv (EU) 2017/1132 (rekonstruktions- og insolvensdirektivet)
skal fortolkes således, at
en udelukkelse af en særlig gældskategori, der ikke er opregnet i denne bestemmelse om gældssanering, kun er mulig, hvis den er behørigt begrundet i henhold til national ret.
2) Artikel 23, stk. 4, i direktiv 2019/1023
skal fortolkes således, at
medlemsstaterne har mulighed for at udelukke særlige gældskategorier fra gældssanering, såsom skattefordringer og fordringer vedrørende social sikring, og således tildele dem en privilegeret status, for så vidt som en sådan udelukkelse er behørigt begrundet i henhold til national ret.
Underskrifter