Language of document : ECLI:EU:T:2022:15

RETTENS DOM (Syvende Udvidede Afdeling)

19. januar 2022 (*)

»Annullations- og erstatningssøgsmål – konkurrence – misbrug af dominerende stilling – det slovakiske marked for højhastighedstelekommunikationstjenester – afgørelse, hvorved fastslås en overtrædelse af artikel 102 TEUF og EØS-aftalens artikel 54 – dom, hvorved afgørelsen annulleres delvis, og den pålagte bøde nedsættes – Kommissionens afslag på betaling af morarenter – artikel 266 TEUF – artikel 90, stk. 4, litra a), i delegeret forordning (EU) nr. 1268/2012 – tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse af en bestemmelse, som tillægger borgerne rettigheder – fratagelse af rådigheden over den med urette betalte bøde – tab af indtægter – morarenter – satser – skade«

I sag T-610/19,

Deutsche Telekom AG, Bonn (Tyskland), ved advokaterne P. Linsmeier, U. Soltész, C. von Köckritz og P. Lohs,

sagsøger,

mod

Europa-Kommissionen ved P. Rossi og L. Wildpanner, som befuldmægtigede,

sagsøgt,

angående dels en påstand i henhold til artikel 263 TEUF om annullation af Kommissionens afgørelse af 28. juni 2019 om afslag på betaling af morarenter af hovedbeløbet af den del af den bøde, som blev tilbagebetalt efter dom af 13. december 2018, Deutsche Telekom mod Kommissionen (T-827/14, EU:T:2018:930), dels i henhold til artikel 268 TEUF om erstatning for indtægtstabet forårsaget af fratagelsen af rådigheden over dette hovedbeløb og, subsidiært, om erstatning for skaden som følge af Kommissionens afslag på betaling af morarenter af dette beløb,

har

RETTEN (Syvende Udvidede Afdeling),

sammensat af afdelingsformanden, R. da Silva Passos (refererende dommer), og dommerne V. Valančius, I. Reine, L. Truchot og M. Sampol Pucurull,

justitssekretær: fuldmægtig S. Jund,

på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 30. juni 2021,

afsagt følgende

Dom

 Sagens baggrund

1        Den 15. oktober 2014 vedtog Europa-Kommissionen afgørelse C(2014) 7465 final om en procedure i henhold til artikel 102 TEUF og EØS-aftalens artikel 54 (sag AT.39523 – Slovak Telekom), som berigtiget ved dens afgørelse C(2014) 10119 final af 16. december 2014, og ved dens afgørelse C(2015) 2484 final af 17. april 2015 (herefter »2014-afgørelsen«). 2014-afgørelsens artikel 1 og 2 har følgende ordlyd:

»Artikel 1

1.      Den virksomhed, der består af Deutsche Telekom AG og Slovak Telekom a.s., har begået en samlet og vedvarende overtrædelse af traktatens artikel 102 og af EØS-aftalens artikel 54.

2.      Overtrædelsen varede fra den 12. august 2005 til den 31. december 2010 og bestod i følgende praksis:

a)      at virksomheden holdt oplysninger om nettet, som var nødvendige for ubundtet adgang til abonnentledninger, skjult for alternative operatører

b)      at virksomheden begrænsede anvendelsesområdet for sine forpligtelser vedrørende ubundtet adgang til abonnentledninger

c)      at virksomheden fastsatte urimelige vilkår og betingelser i standardtilbuddet om ubundtet adgang for så vidt angik samhusning, kvalificering, prognoser, reparationer og bankgarantier

d)      at virksomheden anvendte urimelige takster, der ikke gjorde det muligt for en lige så effektiv operatør med engrosadgang til Slovak Telekom a.s.’ ubundtede abonnentledninger at kopiere de af Slovak Telekom a.s. udbudte detailtjenester uden at lide tab.

Artikel 2

Der pålægges følgende bøder for den i artikel 1 omhandlede overtrædelse:

a)      en bøde på 38 838 000 EUR til Deutsche Telekom AG og Slovak Telekom a.s., som de hæfter solidarisk for

b)      en bøde på 31 070 000 EUR til Deutsche Telekom AG.

Bøderne forfalder til betaling inden for en frist på tre måneder regnet fra meddelelsen af denne afgørelse på denne bankkonto tilhørende Europa-Kommissionen:

[…]

Bøderne tillægges automatisk renter fra udløbet af denne frist til den rentesats, som Den Europæiske Centralbank anvender på sine vigtigste refinansieringstransaktioner den første dag i den måned, hvor denne afgørelse blev vedtaget, forhøjet med tre og et halvt procentpoint.

Når en virksomhed, der er omhandlet i artikel 1, anlægger sag, dækker den bøden inden for den fastsatte frist enten ved at stille en bankgaranti, som kan accepteres, eller ved midlertidigt at betale bøden i overensstemmelse med artikel 90 i Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 1268/2012 [af 29. oktober 2012 om gennemførelsesbestemmelser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012 om de finansielle regler vedrørende Unionens almindelige budget (EUT 2012, L 362, s. 1)].«

2        Den 24. december 2014 anlagde sagsøgeren, Deutsche Telekom AG, søgsmål til prøvelse af 2014-afgørelsen. Dette søgsmål blev registreret som sag T-827/14.

3        Den 16. januar 2015 betalte sagsøgeren den bøde på 31 070 000 EUR, som selskabet hæftede alene for.

4        Ved dom af 13. december 2018, Deutsche Telekom mod Kommissionen (T-827/14, EU:T:2018:930), fastslog Retten, at Kommissionen i 2014-afgørelsen ikke havde godtgjort, at Slovak Telekom a.s.’ prispolitik, der er omhandlet i nævnte afgørelses artikel 1, stk. 2, litra d), havde haft udelukkelsesvirkninger før den 1. januar 2006. Retten fastslog endvidere, at sagsøgerens omsætning ikke afspejlede selskabets individuelle adfærd ved gennemførelsen af den omhandlede overtrædelse, og at nævnte omsætning således ikke kunne anvendes som grundlag for beregningen af en yderligere bøde, som alene skulle pålægges dette selskab som afskrækkende virkning.

5        I første række annullerede Retten således 2014-afgørelsens artikel 1, stk. 2, litra d), for så vidt som denne bestemmelse konstaterede, at sagsøgeren i perioden fra den 12. august og den 31. december 2005 anvendte urimelige takster, der ikke gjorde det muligt for en lige så effektiv operatør med engrosadgang til Slovak Telekoms ubundtede abonnentledninger at kopiere de af Slovak Telekom udbudte detailtjenester uden at lide tab.

6        I anden række annullerede Retten 2014-afgørelsens artikel 2, for så vidt som den fastsatte den bøde, som Slovak Telekom og sagsøgeren hæftede solidarisk for, til 38 838 000 EUR, og for så vidt som den fastsatte den bøde, som sagsøgeren hæftede alene for, til 31 070 000 EUR.

7        I tredje række nedsatte Retten for det første den bøde, som Slovak Telekom og sagsøgeren hæftede solidarisk for, med 776 037 EUR og fastsatte denne bøde til 38 061 963 EUR. For det andet nedsatte Retten den bøde, som sagsøgeren hæftede alene for, med 12 039 019 EUR og fastsatte denne bøde til 19 030 981 EUR.

8        I fjerde række frifandt Retten i øvrigt Kommissionen og fordelte sagsomkostningerne.

9        Efter en udveksling af skrivelser, som begyndte den 13. december 2018, tilbagebetalte Kommissionen den 19. februar 2019 12 039 019 EUR til sagsøgeren.

10      Den 12. marts 2019 anmodede sagsøgeren Kommissionen om at betale selskabet morarenter for perioden fra den 16. januar 2015, hvilken dato det havde betalt den bøde, som det hæftede alene for (jf. præmis 3 ovenfor), til den 19. februar 2019, hvilken dato Kommissionen havde tilbagebetalt det den del af bøden, som ved dom af 13. december 2018, Deutsche Telekom mod Kommissionen (T-827/14, EU:T:2018:930), var blevet fastslået at være uberettiget (jf. præmis 9 ovenfor). De morarenter, som sagsøgeren krævede betalt, udgjorde 1 750 522,83 EUR og svarede til anvendelsen af en sats på 3,55% af det beløb på 12 039 019 EUR, som det havde fået tilbagebetalt af Kommissionen. Satsen på 3,55% svarede til den sats, som Den Europæiske Centralbank (ECB) anvendte på sine vigtigste refinansieringstransaktioner i januar 2015, nemlig 0,05%, forhøjet med tre og et halvt procentpoint.

11      Ved skrivelse af 28. juni 2019 (herefter »den anfægtede afgørelse«) gav Kommissionen afslag på at betale morarenter til sagsøgeren.

12      For det første erklærede Kommissionen i den anfægtede afgørelse, at den den 19. februar 2019 havde tilbagebetalt den nominelle værdi af den overskydende bøde, dvs. forskellen mellem den bøde, som sagsøgeren oprindeligt blev pålagt ved 2014-afgørelsen, og den bøde, som faktisk skulle betales efter Rettens nedsættelse ved dom af 13. december 2018, Deutsche Telekom mod Kommissionen (T-827/14, EU:T:2018:930). Kommissionen har præciseret, at den overskydende bødes nominelle værdi ikke blev tillagt renter, eftersom afkastet af dette beløb var negativt.

13      I den anfægtede afgørelse henviste Kommissionen til artikel 90 i sin delegerede forordning (EU) nr. 1268/2012 af 29. oktober 2012 om gennemførelsesbestemmelser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012 om de finansielle regler vedrørende Unionens almindelige budget (EUT 2012, L 362, s. 1).

14      I denne henseende forklarede Kommissionen, at når bøder betales midlertidigt, indtil alle retsmidler udtømmes, skal den sikre de foreløbigt inkasserede beløb »ved at investere dem i finansielle aktiver og dermed garantere pengenes sikkerhed og likviditet, samtidigt med at den sigter mod at opnå et positivt afkast«. Disse forklaringer svarer i det væsentlige til bestemmelserne i artikel 90, stk. 2, i delegeret forordning nr. 1268/2012.

15      Kommissionen anførte ligeledes bestemmelserne i artikel 90, stk. 4, litra a), i delegeret forordning nr. 1268/2012, dvs. at »hvis bøden […] er annulleret eller reduceret, […] [tilbagebetales] de uberettiget inddrevne beløb […], [og hvis] det samlede afkast for den pågældende periode har været negativt, tilbagebetales den nominelle værdi af det uberettiget inddrevne beløb«.

16      For det andet undersøgte Kommissionen i den anfægtede afgørelse sagsøgerens argument om, at selskabet i henhold til dom af 12. februar 2019, Printeos mod Kommissionen (T-201/17, EU:T:2019:81), havde ret til at modtage morarenter til den sats, som ECB anvendte på sine vigtigste refinansieringstransaktioner, forhøjet med tre og et halvt procentpoint. Som svar på dette argument forklarede Kommissionen, at denne dom ikke var retsgrundlag for betaling af de morarenter, som sagsøgeren krævede udbetalt. Den anførte endvidere, at nævnte dom ikke havde ophævet de forpligtelser, der påhvilede den i medfør af artikel 90, stk. 4, litra a), i delegeret forordning nr. 1268/2012. Endelig anførte den, at den havde iværksat appel af denne dom, som således ikke var blevet endelig.

17      På baggrund af disse forklaringer konkluderede Kommissionen, at den ikke kunne efterkomme sagsøgerens krav om, at den skulle betale selskabet morarenter af den del af bøden, som Retten ved dom af 13. december 2018, Deutsche Telekom mod Kommissionen (T-827/14, EU:T:2018:930), havde fastslået var betalt med urette.

 Retsforhandlinger og parternes påstande

18      Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 9. september 2019 har sagsøgeren anlagt nærværende søgsmål.

19      Den 2. oktober 2019 har Kommissionen anmodet om udsættelse af sagen i henhold til artikel 69, litra a), i Rettens procesreglement i afventning af den afgørelse, som afslutter den sag, der har givet anledning til dom af 20. januar 2021, Kommissionen mod Printeos (C-301/19 P, EU:C:2021:39). Den 10. oktober 2019 har sagsøgeren gjort indsigelse mod denne anmodning. Den 22. oktober 2019 har formanden for Rettens Niende Afdeling besluttet ikke at udsætte sagen.

20      Retsforhandlingernes skriftlige del blev afsluttet den 8. maj 2020.

21      Den 25. februar 2021 er parterne som led i foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse i medfør af procesreglementets artikel 89 blevet anmodet om at fremsætte deres bemærkninger til de konklusioner, som de inden for rammerne af nærværende sag udleder af dom af 20. januar 2021, Kommissionen mod Printeos (C-301/19 P, EU:C:2021:39). Parterne har efterkommet denne anmodning inden for den fastsatte frist.

22      Efter forslag fra Syvende Afdeling har Retten i henhold til procesreglementets artikel 28 besluttet at henvise sagen til et udvidet dommerkollegium.

23      På grundlag af den refererende dommers rapport har Retten (Syvende Udvidede Afdeling) afsluttet retsforhandlingernes mundtlige del og har anmodet parterne om at besvare flere skriftlige spørgsmål. Kommissionen er ligeledes blevet anmodet om at fremlægge et dokument. Parterne har efterkommet disse anmodninger inden for den fastsatte frist.

24      Parterne har afgivet indlæg og besvaret Rettens mundtlige spørgsmål i retsmødet den 30. juni 2021.

25      Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

–        Den anfægtede afgørelse annulleres.

–        Den Europæiske Union, repræsenteret ved Kommissionen, tilpligtes at betale sagsøgeren en økonomisk erstatning på 2 580 374,07 EUR for den skade, som selskabet har lidt, fordi det i perioden fra den 16. januar 2015 til den 19. februar 2019 ikke kunne anvende det beløb, som det med urette havde betalt, hvorfor det ikke kunne opnå det afkast, som dette beløb normalt ville have givet det mulighed for at opnå, eller kunne nedsætte sine kapitalomkostninger som følge heraf.

–        Subsidiært, såfremt Retten ikke tiltræder den anden af disse påstande, tilkendes selskabet en erstatning på 1 750 522,83 EUR for den skade, som det har lidt, fordi Kommissionen hvad angår perioden fra den 16. januar 2015 til den 19. februar 2019 har afslået at betale det morarenter for 12 039 019 EUR, og på grundlag af den sats, som ECB anvender på sine vigtigste refinansieringstransaktioner, forhøjet med tre og et halvt procentpoint.

–        Mere subsidiært tilkendes selskabet en erstatning på et beløb, som Retten måtte finde passende, beregnet på grundlag af en morarentesats, som denne måtte finde passende.

–        Det fastslås, at det beløb, som Kommissionen skal betale i overensstemmelse med den anden, den tredje eller den fjerde påstand, tillægges renter for perioden fra datoen for afsigelsen af dommen i nærværende sag til Kommissionens fuldstændige betaling på grundlag af den sats, som ECB anvender på sine vigtigste refinansieringstransaktioner, forhøjet med tre og et halvt procentpoint, eller subsidiært på grundlag af en anden morarentesats, som Retten måtte finde passende.

–        Kommissionen og Unionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

26      Kommissionen har nedlagt følgende påstande:

–        Frifindelse.

–        Sagsøgeren tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

 Retlige bemærkninger

27      Med den første påstand har sagsøgeren nedlagt påstand om annullation af den anfægtede afgørelse. Med den anden til den fjerde påstand har selskabet principalt nedlagt påstand om erstatning for indtægtstab som følge af, at selskabet var blevet frataget rådigheden over hovedbeløbet af den del af bøden, som med urette var blevet betalt, eller, subsidiært, om erstatning for den skade, som det led som følge af Kommissionens afslag på at betale morarenter af dette beløb. Med den femte påstand har selskabet nedlagt påstand om, at Kommissionen tilpligtes at betale morarenter fra afsigelsen af denne dom, til fuldstændig betaling sker, af det beløb, som den skal betale i medfør af den anden, den tredje eller den fjerde påstand.

28      Under omstændighederne i det foreliggende tilfælde finder Retten det hensigtsmæssigt først at undersøge erstatningspåstandene samt påstanden om betaling af morarenter fra afsigelsen af nærværende dom. Dernæst undersøges annullationspåstanden.

 Påstanden om erstatning

29      Med den anden påstand har sagsøgeren principalt nedlagt påstand om erstatning for indtægtstab som følge af, at selskabet i perioden fra den 15. januar 2015 til den 19. februar 2019 var blevet frataget rådigheden over den bøde, som det med urette havde betalt. Med den tredje påstand har selskabet subsidiært nedlagt påstand om erstatning for den skade, som det led i samme periode som følge af Kommissionens afslag i strid med artikel 266, stk. 1, TEUF på at betale det morarenter på grundlag af den sats, som ECB anvender på sine vigtigste refinansieringstransaktioner, forhøjet med tre og et halvt procentpoint. Med sin fjerde påstand har sagsøgeren mere subsidiært nedlagt påstand om erstatning for den skade, som selskabet led som følge af de ikke-betalte morarenter på grundlag af en morarentesats, som Retten måtte finde passende. Med den femte påstand har sagsøgeren nedlagt påstand om, at Kommissionen tilpligtes at betale morarenter fra afsigelsen af denne dom.

30      Artikel 340, stk. 2, TEUF fastsætter, at Unionen for så vidt angår ansvar uden for kontraktforhold i overensstemmelse med de almindelige retsgrundsætninger, der er fælles for medlemsstaternes retssystemer, skal erstatte skader forvoldt af dens institutioner under udøvelsen af deres hverv.

31      Det fremgår af fast retspraksis, at Unionens ansvar uden for kontraktforhold forudsætter, at en række betingelser er opfyldt, nemlig at der foreligger en tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse af en EU-retlig regel, som har til formål at tillægge borgerne rettigheder, at der foreligger et virkeligt tab, og at der er en årsagsforbindelse mellem tilsidesættelsen af den forpligtelse, der påhviler den, som har udstedt retsakten, og de skadelidtes tab (jf. dom af 10.9.2019, HTTS mod Rådet, C-123/18 P, EU:C:2019:694, præmis 32 og den deri nævnte retspraksis).

32      Så snart en af betingelserne for at pålægge Den Europæiske Union ansvar uden for kontraktforhold ikke er opfyldt, må sagsøgte frifindes i det hele, uden at det er nødvendigt at undersøge de øvrige betingelser for et sådant ansvar. I øvrigt er Unionens retsinstanser ikke forpligtet til at undersøge disse betingelser i en bestemt rækkefølge (jf. dom af 5.9.2019, Den Europæiske Union mod Guardian Europe og Guardian Europe mod Den Europæiske Union, C-447/17 P og C-479/17 P, EU:C:2019:672, præmis 148 og den deri nævnte retspraksis).

33      Det er i lyset af disse betragtninger, at sagsøgerens påstande skal undersøges.

 Den principale påstand om erstatning for indtægtstab som følge af, at selskabet i perioden var blevet frataget rådigheden over et beløb svarende til den bøde, som det med urette havde betalt

34      Sagsøgeren har principalt nedlagt påstand om erstatning for et indtægtstab på 2 580 374,07 EUR, som i det væsentlige svarer til det årlige afkast af dets investerede kapital eller til dets vægtede gennemsnitlige kapitalomkostninger i perioden 2015-2018. Sagsøgeren har gjort gældende, at selskabet er blevet påført denne skade som følge af en tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse af artikel 266, stk. 1, TEUF og artikel 23, stk. 2 og 3, i Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 af 16. december 2002 om gennemførelse af konkurrencereglerne i [artikel 101 TEUF] og [102 TEUF] (EFT 2003, L 1, s. 1).

35      Sagsøgeren har nærmere bestemt påberåbt sig et indtægtstab med den begrundelse, at såfremt selskabet kunne have fortsat med at forvalte det beløb, som det ulovligt blev frataget, kunne det have opnået en fortjeneste. Selskabet har forklaret, at det med det beløb, der svarede til den bøde, som det med urette betalte, kunne have udøvet økonomisk virksomhed og finansieret investeringer. I dette tilfælde ville det have indhentet mindre ekstern kapital (og ville herved have sparet kapitalomkostninger) eller kunne med beløbet fra den bøde, som det med urette havde betalt, have finansieret supplerende investeringer og opnået et større afkast.

36      I denne henseende har sagsøgeren for det første givet detaljerede oplysninger om det årlige afkast af sin investerede kapital i perioden 2015-2018. Selskabet har forklaret, at dette afkast på 12 039 019 EUR, nemlig størrelsen af den bøde, som blev betalt med urette, gør det muligt at vurdere dets skade til 2 580 374,07 EUR. Det har præciseret, at det i perioden 2015-2018 virkeliggjorde mange investeringsmuligheder, såsom udvikling af fiberoptiske net, opførelse af nye mobiltelefonantenner eller udvidelse af sit tilbud om levering af lagringsplads som led i cloud computing-tjenester. Selskabet har heraf udledt, at såfremt det havde rådet over det beløb, som med urette var blevet betalt til Kommissionen, kunne det ligeledes have anvendt beløbet til de nævnte investeringsaktiviteter.

37      For det andet har sagsøgeren forklaret, at der ses et meget lignende billede, hvis selskabet støtter beregningen af sin skade på sine vægtede gennemsnitlige kapitalomkostninger efter skat i samme periode. Selskabet har præciseret, at de vægtede gennemsnitlige kapitalomkostninger i telekommunikationssektoren er en anerkendt referenceværdi med henblik på at foretage en økonomisk vurdering af investeringsforanstaltninger, og at de er afgørende for en virksomheds mål om afkast. Det har i denne henseende henvist til punkt 2 i Kommissionens meddelelse om beregning af kapitalomkostningerne ved eksisterende infrastruktur i forbindelse med Kommissionens gennemgang af nationale meddelelser i den elektroniske kommunikationssektor i EU (EUT 2019, C 375, s. 1). Selskabet har anført, at den omstændighed, at værdien af de vægtede gennemsnitlige kapitalomkostninger hvad angår selskabet er præcise, individuelle oplysninger, fremgår af de værdier, som fastlægges årligt af Bundesnetzagentur (forbundsagenturet for netværk, Tyskland), og som overstiger det gennemsnit af vægtede gennemsnitlige kapitalomkostninger, som det har lagt til grund for sit erstatningskrav. Sagsøgeren har ligeledes fremlagt et konsulentfirmas vurdering af de lovmæssige vægtede gennemsnitlige kapitalomkostninger i medlemsstaterne.

38      Kommissionen har bestridt sagsøgerens argumenter.

39      Det følger af fast retspraksis, at den skade, som påstås erstattet som led i et erstatningssøgsmål vedrørende Unionens ansvar uden for kontraktforhold, skal være faktisk og reel, hvilket det tilkommer sagsøgeren at påvise (jf. dom af 9.11.2006, Agraz m.fl. mod Kommissionen, C-243/05 P, EU:C:2006:708, præmis 27 og den deri nævnte retspraksis). Det påhviler sidstnævnte at fremlægge afgørende beviser for både den påberåbte skades eksistens og omfang (jf. dom af 16.9.1997, Blackspur DIY m.fl. mod Rådet og Kommissionen, C-362/95 P, EU:C:1997:401, præmis 31 og den deri nævnte retspraksis).

40      Det skal for det første bemærkes, at sagsøgeren ikke har godtgjort, at selskabet nødvendigvis ville have investeret det beløb, som det blev frataget, i sin virksomhed. Det beløb, som Retten fastslog var betalt med urette, og som sagsøgeren indledningsvis havde betalt for meget, kunne nemlig anvendes til mange andre formål.

41      For det andet har sagsøgeren ikke godtgjort, at det forhold, at selskabet blev frataget rådigheden over den bøde, der med urette var betalt til Kommissionen, foranledigede det til at give afkald på specifikke projekter, som kunne bibringe det et beløb svarende til det årlige afkast af dets investerede kapital eller til de vægtede gennemsnitlige kapitalomkostninger.

42      Hvad angår det årlige afkast af dets investerede kapital, som sagsøgeren har påberåbt sig, skal det bemærkes, at det svarer til en gennemsnitlig rentabilitet af alle selskabets investeringer med hele den kapital (egenkapital og langfristet gæld), som det har benyttet.

43      I replikken har selskabet med hensyn til det årlige afkast af dets investerede kapital ganske vist nævnt flere investeringer, nemlig investeringer på ca. 1,7 mia. EUR til erhvervelse af nye mobiltelefontilladelser, investeringer på ca. 108,1 mio. EUR til forsknings- og udviklingsudgifter og investeringer på ca. 101,3 mio. EUR i immaterielle aktiver, der skal aktiveres, som det selv har stiftet.

44      Sagsøgeren har imidlertid uden yderligere præciseringer blot gjort gældende, at selskabet med det beløb, som det blev frataget, kunne have finansieret supplerende investeringer. Det har således ikke konkret identificeret et præcist projekt, som det kunne have investeret i, og som det gav afkald på. Selskabet har derimod gjort gældende, at det i perioden 2015-2018 virkeliggjorde mange investeringsmuligheder. Det har i øvrigt ikke fremlagt afkastet for hver af de projekter, som det har nævnt.

45      For så vidt angår de vægtede gennemsnitlige kapitalomkostninger defineres de som de vægtede gennemsnitlige omkostninger til samtlige virksomhedens finansieringskilder. De er nærmere bestemt de vægtede gennemsnitlige egenkapitalomkostninger (en risikofri rente knyttet til en markedsrisikopræmie, tilpasset virksomhedens kendetegn ved betakoefficienten) og omkostningerne til denne gæld. Egenkapitalomkostningerne og gældsomkostningerne er forventede omkostninger og ikke nedarvede omkostninger. De vægtede gennemsnitlige kapitalomkostninger svarer nemlig til investorernes forudgående forventninger som modydelse for at tage en risiko.

46      Til støtte for sine anbringender har sagsøgeren påberåbt sig de årlige vægtede gennemsnitlige kapitalomkostninger, dvs. en gennemsnitlig sats for alle selskabets projekter og ikke den sats, der finder anvendelse på et bestemt projekt. Ligesom med hensyn til påstanden støttet på det årlige afkast af dets investerede kapital har selskabet ikke identificeret et specifikt projekt, på hvilket det kunne have anvendt det beløb, det blev frataget, og det har heller ikke identificeret satsen for det afkast, som det kunne have opnået, hvis det pågældende specifikke projekt faktisk var blevet gennemført, hvilket er blevet bekræftet i retsmødet som svar på et spørgsmål fra Retten.

47      For det tredje har sagsøgeren ikke godtgjort, at selskabet ikke havde de nødvendige midler til at udnytte en investeringsmulighed vedrørende en specifik investering, eller mere generelt at det ikke rådede over en alternativ finansieringskilde. Det er i denne henseende korrekt, at sagsøgeren i replikken har forklaret, at selskabets gældssætningsniveau er stort, og at det driver virksomhed på grænsen af sine finansielle muligheder. Det skal imidlertid bemærkes, at det beløb, som selskabet blev frataget, var beskedent i forhold til dets regnskab, dets egenkapital og dets gæld, som udgør et tocifret milliardbeløb i euro. Som Kommissionen har anført, ses det af de beviser, som sagsøgeren har fremlagt, at selskabet havde en egenkapital på 45,6 mia. EUR i det tredje kvartal i 2019. Det fremgår endvidere af de beviser, som sagsøgeren har fremlagt, at selskabet ligeledes rådede over likviditet og betydelige likvide midler i perioden 2015-2019, svarende til gennemsnitligt 5,4 mia. EUR. Den bøde, som blev betalt med urette, udgør ca. 0,22% af denne likviditet og disse likvide midler i gennemsnit.

48      Sagsøgeren har således ikke påvist, at selskabet var hindret i at gennemføre en investering, som ville have skabt et afkast svarende til det årlige afkast af dets investerede kapital eller til de vægtede gennemsnitlige kapitalomkostninger, sådan som det har påberåbt sig.

49      Denne konklusion drages ikke i tvivl ved sagsøgerens argumenter om, at de vægtede gennemsnitlige kapitalomkostninger i telekommunikationssektoren er en anerkendt referenceværdi med henblik på at foretage en økonomisk vurdering af investeringsforanstaltninger, og at de er afgørende for en virksomheds mål om afkast.

50      For det første har Kommissionen nemlig i punkt 2 i sin meddelelse om beregning af kapitalomkostningerne ved eksisterende infrastruktur i forbindelse med [dens] gennemgang af nationale meddelelser i den elektroniske kommunikationssektor i EU forklaret, at kapitalomkostningerne er de offeromkostninger, der er forbundet med at foretage en »specifik investering« i stedet for en anden investering med samme risiko. Den har tilføjet, at kapitalomkostningerne således er den forrentning, der kræves af en virksomhed for at foretage en »given investering«. For det andet ville den automatiske anvendelse af sagsøgerens vægtede gennemsnitlige kapitalomkostninger på enhver fratagelse af et pengebeløb, som selskabet udsættes for, føre til, at det er sikkert, at det er blevet frataget muligheden for at investere i et givent projekt, som ville have givet et afkast svarende til disse vægtede gennemsnitlige kapitalomkostninger. En sådan fremgangsmåde er ikke forenelig med, at de vægtede gennemsnitlige kapitalomkostninger omfatter en risikopræmie. Den er heller ikke forenelig med sagsøgerens forpligtelse til at påvise, at selskabet har lidt en faktisk og reel skade.

51      På denne baggrund har sagsøgeren ikke påvist, at selskabet led et faktisk og reelt indtægtstab, som kunne støttes på enten det årlige afkast af dets investerede kapital eller på de vægtede gennemsnitlige kapitalomkostninger.

52      Det følger heraf, at Kommissionen skal frifindes for sagsøgerens principale påstand om erstatning for et indtægtstab svarende til selskabets årlige afkast af dets investerede kapital eller dets vægtede gennemsnitlige kapitalomkostninger, fordi det blev frataget rådigheden over den med urette betalte bøde, eftersom betingelsen om, at det skal påvises, at skaden er faktisk og reel, ikke er opfyldt, uden at det er fornødent at undersøge, for det første om Kommissionen begik tilstrækkeligt kvalificerede tilsidesættelser af en bestemmelse, som tillægger borgerne rettigheder, og for det andet om der er årsagsforbindelse mellem de nævnte tilstrækkeligt kvalificerede tilsidesættelser og det angivelige indtægtstab (jf. præmis 32 ovenfor).

 Den subsidiære påstand om erstatning for skade som følge af Kommissionens afslag på betaling af morarenter

53      For det første har sagsøgeren gjort gældende, at Kommissionens afslag på at betale selskabet morarenter ikke alene udgør en ulovlighed, som behæfter den anfægtede afgørelse, men ligeledes udgør en tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse af artikel 266, stk. 1, TEUF. For det andet har selskabet gjort gældende, at denne tilstrækkeligt kvalificerede tilsidesættelse er den direkte årsag til den skade, som det led, og som består i de morarenter, som det blev frataget.

–       Spørgsmålet om en tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse af artikel 266, stk. 1, TEUF

54      Sagsøgeren har indledningsvis gjort gældende, at når Unionens retsinstanser fastslår, at bøden er blevet betalt med urette, er Kommissionen i henhold til artikel 266, stk. 1, TEUF forpligtet til at betale morarenter, når den tilbagebetaler bøden. Et fuldstændigt afslag på at betale morarenter udgør således en tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse af nævnte bestemmelse.

55      Sagsøgeren har endvidere gjort gældende, at retten til udbetaling af morarenter ikke påvirkes af artikel 90, stk. 4, litra a), i delegeret forordning nr. 1268/2012. Selv hvis det antages, at denne bestemmelse kan fortolkes således, at den regulerer retten til udbetaling af morarenter, har sagsøgeren i henhold til artikel 277 TEUF påberåbt sig, at denne bestemmelse er ulovlig.

56      Endelig har sagsøgeren anført, at forpligtelsen til at betale morarenter opstår, når den berørte ikke længere har rådighed over midlerne, dvs. i det foreliggende tilfælde den dato, hvor selskabet betalte bøden.

57      Kommissionen har på grundlag af svarene på påstanden om annullation anført, at den ikke tilsidesatte artikel 266, stk. 1, TEUF, og at en sådan tilsidesættelse, såfremt den anerkendes, ikke er tilstrækkeligt kvalificeret.

58      For det første har Kommissionen gjort gældende, at det følger af artikel 266, stk. 1, TEUF, at den alene er forpligtet til at foretage en tilbagebetaling støttet på princippet om ugrundet berigelse. Med andre ord pålægger nævnte bestemmelse den ikke at lægge morarenter til tilbagebetalingen af en bøde, der er opkrævet med urette. Kommissionen har tilføjet, at Unionens retsinstanser sondrer mellem forskellige former for renter, nemlig morarenter, der har karakter af et fast beløb og pålægger en sanktion for forsinket betaling, udligningsrenter, som ifaldes for en skade, der forvoldes ulovligt, og påløbne renter, som skal tilbagebetales ved tilbagebetalinger.

59      For det andet har Kommissionen gjort gældende, at den betaling, den gennemførte til fordel for sagsøgeren, tog hensyn til de påløbne renter i overensstemmelse med artikel 90 i delegeret forordning nr. 1268/2012, sammenholdt med artikel 83 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012 af 25. oktober 2012 om de finansielle regler vedrørende Unionens almindelige budget og om ophævelse af Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002 (EUT 2012, L 298, s. 1, herefter »finansforordningen«). Ifølge Kommissionen tilsigter betalingen af de påløbne renter at yde sagsøgeren erstatning som følge af den ugrundede berigelse, der skyldes den overskydende bøde. Den har forklaret, at den i det foreliggende tilfælde havde anbragt den bøde, som sagsøgeren havde betalt, men at afkastet af denne anbringelse var negativt. Kommissionens »berigelse« som følge af den overskydende bøde, som sagsøgeren havde betalt, var således negativ eller lig nul. Desuden har Kommissionen anført, at den efter afsigelsen af dom af 13. december 2018, Deutsche Telekom mod Kommissionen (T-827/14, EU:T:2018:930), straks tog hensyn til de påløbne renter med henblik på at tilbagebetale sagsøgeren den ugrundede berigelse som følge af den bøde, der var betalt med urette.

60      For det tredje har Kommissionen gjort gældende, at den ikke var forpligtet til at betale morarenter.

61      Kommissionen har indledningsvis forklaret, at morarenter ikke kan have til formål at tilskynde til at tilbagebetale det beløb, som den har opkrævet med urette, inden dommen om nedsættelse af bøden afsiges. Den har tilføjet, at disse renter ikke skal beregnes fra datoen for betaling af bøden, dvs. i det foreliggende tilfælde den 16. januar 2015. Kommissionen har nemlig anført, at den ikke kunne gøre sig skyldig i forsinket betaling, før Retten fastslog dens betalingspligt, dvs. i det foreliggende tilfælde før dom af 13. december 2018, Deutsche Telekom mod Kommissionen (T-827/14, EU:T:2018:930).

62      Kommissionen har endvidere gjort gældende, at den alene har pligt til at betale morarenter, når den nægter at tilbagebetale en bøde og de påløbne renter, efter at Unionens retsinstanser har afsagt en dom, hvorved denne bøde nedsættes eller annulleres. I dette tilfælde skal begyndelsestidspunktet for pligten til at betale morarenter fastsættes til afsigelsen af den pågældende dom.

63      Endelig har Kommissionen anført, at den ulovlighedsindsigelse, der er fremsat i forhold til artikel 90, stk. 4, litra a), i delegeret forordning nr. 1268/2012, er ugrundet.

64      For det fjerde har dom af 20. januar 2021, Kommissionen mod Printeos (C-301/19 P, EU:C:2021:39), ifølge Kommissionen indført en forpligtelse for den til at betale en ny rentetype, som Domstolen ligeledes har kvalificeret som »morarenter«. Den har fortolket nævnte dom således, at den skal betale denne rentetype uden at være skyldig i forsinket betaling, dvs. uden at den befinder sig i en situation som en debitor, der ikke har betalt et forfaldent og bestemt beløb inden for fristen. Ifølge Kommissionen er der tværtimod tale om en form for udligningsrenter.

65      Kommissionen har desuden forklaret, at pligten til at betale morarenter har to formål, nemlig at yde kreditor erstatning og at pålægge en sanktion for debitors ulovlige adfærd, som førte til den forsinkede betaling af det skyldige beløb. Den har anført, at der er en vis modstrid mellem disse to formål. Den bøde, som den pålægger, kan nemlig ikke i samme periode og på samme tid dels være eksigibel i medfør af en gyldig afgørelse, der kan tvangsfuldbyrdes i henhold til artikel 299 TEUF, dels skulle tilbagebetales af Kommissionen. Kun undtagelsesvis, hvor Kommissionens afgørelse kvalificeres som ikke-eksisterende, er den pligt til at betale bøden, som er indeholdt i denne afgørelse, uden retsgrundlag med tilbagevirkende kraft. Dom af 20. januar 2021, Kommissionen mod Printeos (C-301/19 P, EU:C:2021:39), skal dermed forstås således, at forpligtelsen til at betale morarenter ikke tilsigter at pålægge sanktioner for forsinkelse ved tilbagebetaling af en bøde. Forpligtelsen til at tilbagebetale bøden forelå fra dom af 13. december 2018, Deutsche Telekom mod Kommissionen (T-827/14, EU:T:2018:930), sådan som det følger af artikel 266, stk. 1, TEUF.

66      For det femte har Kommissionen anført, at de principper, der er fastlagt i dom af 20. januar 2021, Kommissionen mod Printeos (C-301/19 P, EU:C:2021:39), ikke finder anvendelse i den foreliggende sag.

67      I denne henseende har Kommissionen forklaret, at Retten i den sag, der gav anledning til dom af 20. januar 2021, Kommissionen mod Printeos (C-301/19 P, EU:C:2021:39), først havde annulleret den del af Kommissionens afgørelse, som pålagde Printeos SA en bøde, i sin helhed som følge af en utilstrækkelig begrundelse. Efter dom af 12. februar 2019, Printeos mod Kommissionen (T-201/17, EU:T:2019:81), kunne Kommissionen således genoptage sagen på det trin, hvor den konstaterede uregelmæssighed blev begået, og atter udøve sine beføjelser til at pålægge bøder.

68      I dom af 13. december 2018, Deutsche Telekom mod Kommissionen (T-827/14, EU:T:2018:930), nedsatte Retten derimod bøden og ændrede den således under udøvelsen af sin fulde prøvelsesret i henhold til artikel 261 TEUF og artikel 31 i forordning nr. 1/2003.

69      I den sag, der gav anledning til dom af 13. december 2018, Deutsche Telekom mod Kommissionen (T-827/14, EU:T:2018:930), var beføjelsen til at pålægge sanktioner blevet overført til Unionens retsinstanser, og Retten satte sig i Kommissionens sted med henblik på en ny fastsættelse af bøden. Rettens udøvelse af denne beføjelse kan alene skabe fremadrettede virkninger. Nedsættelsen af bøden er et resultat af Rettens egen bedømmelse, som trådte i stedet for Kommissionens. Retten vurderede selv de faktiske omstændigheder og udøvede beføjelsen til at pålægge sanktioner. Denne nedsættelse af bøden blev fastsat for første gang på tidspunktet for dommen afsagt af Retten. Tidligere havde der ikke påhvilet Kommissionen en gæld, og så meget desto mindre for et bestemt beløb.

70      Kommissionen har heraf udledt, at når Unionens retsinstanser udøver deres fulde prøvelsesret, er det ikke muligt at anvende morarenter med tilbagevirkende kraft.

71      Det skal indledningsvis fastslås, at artikel 266, stk. 1, TEUF er en bestemmelse, der har til formål at tillægge borgerne rettigheder. Denne bestemmelse fastsætter nemlig en absolut og ubetinget forpligtelse for den institution, fra hvilken en annulleret retsakt hidrører, til fordel for den sagsøger, der har fået medhold, til at gennemføre de foranstaltninger, der er nødvendige til opfyldelse af en annullationsdom, hvortil svarer en ret for sagsøgeren til, at denne forpligtelse overholdes fuldt ud.

72      Med hensyn til en tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse af artikel 266, stk. 1, TEUF skal det bemærkes, at når der opkræves beløb i strid med EU-retten, følger af denne ret en pligt til at tilbagebetale beløbene med renter. Dette er navnlig tilfældet, når der er opkrævet beløb på grundlag af en EU-retsakt, der er erklæret ugyldig eller annulleret af Unionens retsinstanser (jf. dom af 20.1.2021, Kommissionen mod Printeos, C-301/19 P, EU:C:2021:39, præmis 66 og 67 og den deri nævnte retspraksis).

73      Navnlig når Unionens retsinstanser annullerer en retsakt, der har indebåret en betaling af et beløb til Unionen, er betalingen af morarenter en foranstaltning til opfyldelse af annullationsdommen som omhandlet i artikel 266, stk. 1, TEUF, idet den tilsigter at yde en fast kompensation for ikke at kunne råde over en fordring og at tilskynde debitor til at opfylde annullationsdommen hurtigst muligt (dom af 12.2.2015, Kommissionen mod IPK International, C-336/13 P, EU:C:2015:83, præmis 30, og af 20.1.2021, Kommissionen mod Printeos, C-301/19 P, EU:C:2021:39, præmis 68; jf. ligeledes i denne retning dom af 5.9.2019, Den Europæiske Union mod Guardian Europe og Guardian Europe mod Den Europæiske Union, C-447/17 P og C-479/17 P, EU:C:2019:672, præmis 55).

74      Med henblik på fastlæggelsen af de forpligtelser, der påhviler Kommissionen i henhold til artikel 266 TEUF ved opfyldelsen af en dom, som annullerer og nedsætter en bøde, som er pålagt en virksomhed for overtrædelse af konkurrencereglerne, indebærer disse for det første en pligt for Kommissionen til helt eller delvis at tilbagebetale den bøde, som den pågældende virksomhed har betalt, såfremt denne betaling skal anses for uberettiget ifølge dommen. Denne forpligtelse omfatter ikke blot tilbagebetalingen af den bøde, der er betalt med urette, men også morarenter af dette beløb (jf. i denne retning dom af 10.10.2001, Corus UK mod Kommissionen, T-171/99, EU:T:2001:249, præmis 52 og 53, og af 8.7.2004, Corus UK mod Kommissionen, T-48/00, EU:T:2004:219, præmis 223, samt kendelse af 4.5.2005, Holcim (France) mod Kommissionen, T-86/03, EU:T:2005:157, præmis 30).

75      Indrømmelsen af morarenter af det beløb, der med urette er betalt, ses som en uundværlig del af Kommissionens forpligtelse til at genoprette situationen efter en dom om annullation eller af en dom med udøvelse af den fulde prøvelsesret (dom af 10.10.2001, Corus UK mod Kommissionen, T-171/99, EU:T:2001:249, præmis 54; jf. ligeledes i denne retning dom af 12.2.2019, Printeos mod Kommissionen, T-201/17, EU:T:2019:81, præmis 56).

76      Det følger heraf, at hvis Kommissionen ikke betalte morarenter af hovedbeløbet på den bøde, som blev tilbagebetalt efter en dom om annullation eller nedsættelse af en bøde, som en virksomhed var blevet pålagt for en overtrædelse af konkurrencereglerne, ville den afholde sig fra at træffe en foranstaltning, som er nødvendig for opfyldelsen af denne dom, og ville i så fald tilsidesætte sine forpligtelser i henhold til artikel 266 TEUF (kendelse af 4.5.2005, Holcim (France) mod Kommissionen, T-86/03, EU:T:2005:157, præmis 31; jf. ligeledes i denne retning dom af 8.7.2008, BPB mod Kommissionen, T-53/03, EU:T:2008:254, præmis 488).

77      Det er indledningsvis korrekt, at de kommissionsafgørelser, der indebærer en forpligtelse for andre end medlemsstaterne til at betale en pengeydelse, kan tvangsfuldbyrdes i medfør af artikel 299 TEUF. Desuden har søgsmål for Domstolen til prøvelse af sådanne afgørelser ikke opsættende virkning i medfør af artikel 278 TEUF. Endelig antages Kommissionens afgørelser at være lovlige, så længe de ikke er blevet annulleret eller trukket tilbage (jf. dom af 17.6.2010, Lafarge mod Kommissionen, C-413/08 P, EU:C:2010:346, præmis 81 og den deri nævnte retspraksis).

78      Det er ligeledes korrekt, at pligten til at betale morarenter kun foreligger, når hovedfordringen lyder på et bestemt beløb, eller beløbet i det mindste kan bestemmes på grundlag af objektive oplysninger, der er godtgjort (dom af 20.1.2021, Kommissionen mod Printeos, C-301/19 P, EU:C:2021:39, præmis 55).

79      I første række skal det imidlertid bemærkes, at finansforordningens artikel 83, som finder anvendelse i den foreliggende sag, bl.a. bestemte følgende:

»1.      Beløb modtaget i form af bøder, tvangsbøder og sanktioner samt påløbne renter eller andre deraf hidrørende indtægter bogføres ikke som budgetindtægter, så længe afgørelserne herom kan underkendes af [Domstolen].

2.      De i stk. 1 nævnte beløb bogføres som budgetindtægt hurtigst muligt og senest i året efter, at alle retsmidler er udtømt. De beløb, der tilbagebetales til den enhed, der udbetalte dem, efter en dom afsagt af [Domstolen], bogføres ikke som budgetindtægt.

[…]

4.      Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage delegerede retsakter […] vedrørende fastsættelse af detaljerede regler for beløb i form af bøder, tvangsbøder og påløbne renter.«

80      Artikel 90 i delegeret forordning nr. 1268/2012, der finder anvendelse i den foreliggende sag, fastsatte bl.a.:

»1.      Når en afgørelse om pålæggelse af en bøde eller en anden sanktion, som Kommissionen har truffet i henhold til [EUF-traktaten] eller Euratomtraktaten, indbringes for [Domstolen], indbetaler debitor, indtil alle retsmidler er udtømt, enten midlertidigt de pågældende beløb på den bankkonto, som regnskabsføreren har angivet, eller stiller en finansiel garanti, som kan accepteres af regnskabsføreren. Garantien skal være uafhængig af forpligtelsen til at betale bøden, tvangsbøden eller sanktionen og skal kunne tvangsfuldbyrdes ved første påkrav. Den skal dække fordringens hovedstol og de skyldige renter, jf. artikel 83, stk. 4.

2.      Kommissionen sikrer de foreløbigt inkasserede beløb ved at investere dem i finansielle aktiver og dermed garantere pengenes sikkerhed og likviditet, samtidigt med at den sigter mod at opnå et positivt afkast.

[…]

4.      Når alle retsmidler er udtømt, og hvis bøden eller tvangsbøden er annulleret eller reduceret, træffes en af følgende foranstaltninger:

a)      [D]e uberettiget inddrevne beløb tilbagebetales med renter til den pågældende tredjemand. I tilfælde, hvor det samlede afkast for den pågældende periode har været negativt, tilbagebetales den nominelle værdi af det uberettiget inddrevne beløb

b)      [N]år der er stillet en finansiel garanti, frigøres denne.«

81      Artikel 24, stk. 2, i Kommissionens afgørelse C(2013) 2488 final af 2. maj 2013 om interne procedureregler for inddrivelse af fordringer, der er opstået ved den direkte forvaltning og opkrævning af bøder, faste beløb og tvangsbøder i medfør af traktaterne, som erstattede afgørelse C(2011) 4212 final af 17. juni 2011, og som er blevet ændret ved Kommissionens afgørelse C(2014) 2786 af 30. april 2014, viser ligeledes, at når en debitor anlægger sag for en af Unionens retsinstanser til prøvelse af en afgørelse fra Kommissionen om pålæggelse af en bøde, inddriver regnskabsføreren »midlertidigt« de omhandlede beløb fra debitor. Denne bestemmelse foreskriver endvidere, at både hovedstolen og renterne af de foreløbigt inkasserede beløb, alt efter den endelige retsafgørelse, enten bogføres endeligt eller »tilbagebetales« til de økonomiske aktører på pro rata-basis i medfør af denne afgørelse.

82      Det fremgår således af gældende ret, der er omtalt i præmis 79-81 ovenfor, at når et selskab anlægger sag for Unionens retsinstanser med henblik på at anfægte en afgørelse, hvorved Kommissionen har pålagt det en bøde, har den af dette selskab foretagne betaling foreløbig karakter, indtil retsmidlerne er udtømt. I nævnte lovgivning foreskrives desuden ex ante, at et selskab, som har betalt en bøde, der senere er blevet annulleret eller nedsat, har ret til tilbagebetaling af det med urette opkrævede beløb og således har en fordring på denne tilbagebetaling.

83      I anden række har Kommissionen anført, at Retten i dom af 13. december 2018, Deutsche Telekom mod Kommissionen (T-827/14, EU:T:2018:930), nedsatte bøden inden for rammerne af udøvelsen af sin fulde prøvelsesret.

84      Det skal imidlertid indledningsvis fastslås, at Retten forud for udøvelsen af sin fulde prøvelsesret og nedsættelsen af den bøde, som sagsøgeren var blevet pålagt, i dom af 13. december 2018, Deutsche Telekom mod Kommissionen (T-827/14, EU:T:2018:930), delvist annullerede den bestemmelse, som konstaterede, at den praksis, der er omhandlet i 2014-afgørelsens artikel 1, stk. 2, litra d), havde fundet sted (jf. præmis 5 ovenfor). Desuden annullerede Retten samme afgørelses artikel 2, for så vidt som den bøde, som sagsøgeren hæftede alene for, herved var blevet fastsat til 31 070 000 EUR (jf. præmis 6 ovenfor).

85      Med hensyn til virkningerne af Unionens retsinstansers annullation af en retsakt skal det bemærkes, at annullationen foretages med tilbagevirkende kraft og således bevirker, at den annullerede retsakt fjernes med tilbagevirkende gyldighed fra retsordenen (jf. i denne retning dom af 26.4.1988, Asteris m.fl. mod Kommissionen, 97/86, 99/86, 193/86 og 215/86, EU:C:1988:199, præmis 30, af 13.12.1995, Exporteurs in Levende Varkens m.fl. mod Kommissionen, T-481/93 og T-484/93, EU:T:1995:209, præmis 46, og af 10.10.2001, Corus UK mod Kommissionen, T-171/99, EU:T:2001:249, præmis 50).

86      Det skal endvidere fremhæves, at der hverken i de bestemmelser og de akter, der er nævnt i præmis 79-81 ovenfor, eller i den retspraksis, der er nævnt i præmis 74-76 ovenfor, sondres mellem den situation, hvor Unionens retsinstanser alene helt eller delvist har annulleret den bøde, som sagsøgeren er blevet pålagt, eller hvor de har nedsat bøden efter at have annulleret den.

87      Når Unionens retsinstanser sætter deres egen bedømmelse i stedet for Kommissionens og nedsætter bøden inden for rammerne af udøvelsen af deres fulde prøvelsesret, erstatter de endelig i Kommissionens afgørelse det beløb, der oprindeligt blev fastsat i afgørelsen, med det, der følger af deres egen bedømmelse. Denne nedsættelse foretager en ændring med tilbagevirkende kraft af Kommissionens afgørelse. Den bøde, der er nedsat efter Unionens retsinstansers nye bedømmelse, anses for altid at have været den, som Kommissionen havde pålagt. Hvad angår den nævnte nedsættelse anses Kommissionens afgørelse således for hele tiden at have været den, der fremgår af bedømmelsen i dommen afsagt af Unionens retsinstanser, eftersom denne dom har substituerende virkning (jf. i denne retning dom af 14.7.1995, CB mod Kommissionen, T-275/94, EU:T:1995:141, præmis 60-65 og 85-87).

88      I tredje række er tilskyndelsen »til at opfylde annullationsdommen hurtigst muligt« for det første kun et af de to formål med betaling af morarenter, som Domstolen fastslog i præmis 30 i dom af 12. februar 2015, Kommissionen mod IPK International (C-336/13 P, EU:C:2015:83). Med tilkendelsen af morarenter fra datoen for den midlertidige betaling af den pågældende bøde forfølges imidlertid det andet formål, som Domstolen nævnte, nemlig at yde en fast kompensation til den virksomhed, der har betalt denne bøde, for fratagelsen af rådigheden over sine midler i perioden fra datoen for den midlertidige betaling af den nævnte bøde til datoen for tilbagebetalingen af denne bøde. For det andet udgør pligten til ved annullation af en afgørelse, der har indebåret en midlertidig betaling af et beløb – såsom en bøde pålagt for overtrædelse af konkurrencereglerne – at tilbagebetale det betalte beløb med tillæg af morarenter beregnet fra datoen for betalingen af dette beløb, en tilskyndelse for den pågældende institution til at udvise en særlig agtpågivenhed i forbindelse med vedtagelsen af sådanne afgørelser, som for en privatperson kan medføre en forpligtelse til straks at betale anseelige beløb (jf. i denne retning dom af 20.1.2021, Kommissionen mod Printeos, C-301/19 P, EU:C:2021:39, præmis 85 og 86).

89      I dom af 20. januar 2021, Kommissionen mod Printeos (C-301/19 P, EU:C:2021:39), fastslog Domstolen således, at tilkendelsen af morarenter fra datoen for den midlertidige betaling af bøden ikke forfulgte formålet med at tilskynde Kommissionen »til at opfylde annullationsdommen hurtigst muligt«.

90      Pligten til at betale morarenter kan ganske vist ikke have til formål at tilskynde Kommissionen til at tilbagebetale det beløb, som den har opkrævet med urette, inden dommen om annullation og nedsættelse af den bøde, den pålagde, afsiges. Pligten til at betale morarenter i tilfælde af, at Unionens retsinstanser annullerer eller nedsætter en bøde, som Kommissionen har pålagt, forfølger imidlertid ikke et formål med at pålægge sanktioner for denne institutions culpøse forsinkelse. Pligten til at betale morarenter i en sådan situation tilsigter bl.a. at yde en fast kompensation for den objektive forsinkelse, der for det første følger af varigheden af sagen for Unionens retsinstanser, for det andet af at relevant finansiel lovgivning foreskriver, at et selskab, der midlertidigt har betalt en bøde, som senere annulleres eller nedsættes, har en fordring på tilbagebetaling (jf. præmis 79-82 ovenfor), og for det tredje af at Unionens retsinstansers nedsættelse af bøden har tilbagevirkende gyldighed (jf. præmis 84-87 ovenfor).

91      Kommissionen har gjort gældende, at såfremt den anses for at hæfte for morarenter, før Unionens retsinstansers dom om annullation eller nedsættelse af en bøde afsiges, vil det stride med bødernes afskrækkende funktion i konkurrencesager. Den har i denne henseende indledningsvis forklaret, at der er en uadskillelig forbindelse mellem konkurrencebegrænsende praksis i medfør af artikel 101 TEUF og 102 TEUF og den efterfølgende pålæggelse af bøder, at de nævnte artikler ville være uvirksomme, hvis de ikke blev ledsaget af sanktioner, der er foreskrevet i artikel 103, stk. 2, litra a), TEUF, og endelig at bøderne ikke skal mindskes af ydre omstændigheder.

92      For det første skal det imidlertid bemærkes, at begrebet afskrækkelse er et af de elementer, som skal tages i betragtning ved beregningen af bøden (dom af 26.9.2013, Alliance One International mod Kommissionen, C-679/11 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2013:606, præmis 73, og af 4.9.2014, YKK m.fl. mod Kommissionen, C-408/12 P, EU:C:2014:2153, præmis 84). Det følger heraf, at Retten nødvendigvis tog hensyn til bødernes afskrækkende virkning i dom af 13. december 2018, Deutsche Telekom mod Kommissionen (T-827/14, EU:T:2018:930), da den udøvede sin fulde prøvelsesret med henblik på med tilbagevirkende gyldighed at nedsætte den bøde, som sagsøgeren skulle betale (jf. præmis 87 ovenfor).

93      For det andet skal det bemærkes, at bødernes afskrækkende virkning skal overholde princippet om effektiv domstolsbeskyttelse, der er fastsat i artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder. Overholdelsen af nævnte princip sikres ved legalitetskontrollen i henhold til artikel 263 TEUF, suppleret med den fulde prøvelsesret i forhold til bødens størrelse i henhold til artikel 31 i forordning nr. 1/2003. Unionens retsinstanser kan nemlig udøve en såvel retlig som faktisk kontrol, og de har beføjelse til at bedømme beviser, annullere den anfægtede afgørelse og ændre bøder (jf. i denne retning dom af 6.11.2012, Otis m.fl., C-199/11, EU:C:2012:684, præmis 62 og 63 og den deri nævnte retspraksis). Det er ligeledes blevet fastslået, at Unionens retsinstanser med henblik på at opfylde kravene til en fuld prøvelse som omhandlet i artikel 47 i chartret om grundlæggende rettigheder hvad angår bøden under udøvelsen af de i artikel 261 TEUF og 263 TEUF fastsatte kompetencer er forpligtede til at undersøge ethvert retligt eller faktisk klagepunkt, der har til formål at godtgøre, at bødens størrelse ikke er i overensstemmelse med overtrædelsens grovhed og dens varighed (dom af 10.7.2014, Telefónica og Telefónica de España mod Kommissionen, C-295/12 P, EU:C:2014:2062, præmis 200, og af 26.9.2018, Infineon Technologies mod Kommissionen, C-99/17 P, EU:C:2018:773, præmis 195). Den fulde prøvelsesret udgør en supplerende garanti for virksomhederne (jf. i denne retning dom af 28.6.2005, Dansk Rørindustri m.fl. mod Kommissionen, C-189/02 P, C-202/02 P, C-205/02 P – C-208/02 P og C-213/02 P, EU:C:2005:408, præmis 445, af 6.10.1994, Tetra Pak mod Kommissionen, T-83/91, EU:T:1994:246, præmis 235, og af 17.12.2015, Orange Polska mod Kommissionen, T-486/11, EU:T:2015:1002, præmis 91).

94      For det tredje skal bødernes afskrækkende funktion ligeledes forenes med de formål, der forfølges med tilkendelsen af morarenter efter Unionens retsinstansers udøvelse af deres beføjelser, og navnlig deres fulde prøvelsesret, dvs. dels en fast kompensation til den virksomhed, der midlertidigt har betalt bøden, for ikke at kunne råde over sine midler i perioden fra datoen for den midlertidige betaling af nævnte bøde til tilbagebetalingen heraf, dels tilskyndelsen for den pågældende institution til at udvise særlig opmærksomhed ved vedtagelsen af afgørelser, såsom afgørelser om pålæggelse af bøder, som kan medføre en forpligtelse for en borger til øjeblikkeligt at betale anseelige beløb (jf. præmis 88 ovenfor).

95      Henset til de grunde, der er anført i præmis 79-94 ovenfor, skal det følgelig for det første fastslås, at hovedfordringen tilhørende sagsøgeren i det foreliggende tilfælde fandtes og var sikker med hensyn til sin størrelse eller i det mindste kunne fastsættes på grundlag af objektive forhold, der forelå på tidspunktet for den pågældendes midlertidige betaling af bøden, dvs. den 16. januar 2015. For det andet var Kommissionen i henhold til artikel 266, stk. 1, TEUF forpligtet til at betale morarenter af den del af bøden, som Retten ved dom af 13. december 2018, Deutsche Telekom mod Kommissionen (T-827/14, EU:T:2018:930), havde fastslået var betalt med urette, for perioden fra tidspunktet for den midlertidige betaling af bøden til tidspunktet for tilbagebetaling af den del af bøden, som var fastslået at være betalt med urette.

96      Denne konklusion drages ikke i tvivl af Kommissionens argumenter om for det første artikel 90, stk. 4, i delegeret forordning nr. 1268/2012 og for det andet om, at de skyldige renter fra betalingen af bøden skal kvalificeres som udligningsrenter.

97      Med hensyn til Kommissionens argumenter om artikel 90 i delegeret forordning nr. 1268/2012 (jf. præmis 80 ovenfor) følger det nemlig ikke af denne artikel, at Kommissionen, når den er forpligtet til at tilbagebetale den foreløbigt inkasserede bøde, under alle omstændigheder er fritaget for pligten til at tillægge dette beløb morarenter (dom af 20.1.2021, Kommissionen mod Printeos, C-301/19 P, EU:C:2021:39, præmis 73).

98      Når de påløbne »renter«, som er omhandlet i artikel 90, stk. 4, i delegeret forordning nr. 1268/2012, er lavere end de skyldige morarenter, eller der endog ikke er påløbet nogen renter, idet afkastet af den investerede kapital har været negativt, skal Kommissionen for at opfylde sin forpligtelse efter artikel 266 TEUF betale vedkommende differencen mellem de påløbne »renter« som omhandlet i artikel 90, stk. 4, i nævnte delegerede forordning og de skyldige morarenter for perioden fra datoen for betalingen af det pågældende beløb til datoen for beløbets tilbagebetaling (jf. i denne retning dom af 20.1.2021, Kommissionen mod Printeos, C-301/19 P, EU:C:2021:39, præmis 75 og 76).

99      For så vidt som det i det foreliggende tilfælde er ubestridt, at Kommissionens investering af den bøde, som sagsøgeren havde betalt til opfyldelse af 2014-afgørelsen, ikke havde givet renter, var Kommissionen således efter dom af 13. december 2018, Deutsche Telekom mod Kommissionen (T-827/14, EU:T:2018:930), forpligtet til at tilbagebetale den del af bøden, hvorom det var fastslået, at den var betalt med urette, til sagsøgeren med tillæg af morarenter, uden at artikel 90 i delegeret forordning nr. 1268/2012 var til hinder herfor (jf. analogt dom af 20.1.2021, Kommissionen mod Printeos, C-301/19 P, EU:C:2021:39, præmis 77).

100    Det skal tilføjes, at Kommissionen ikke med føje kan påberåbe sig den omstændighed, at sagsøgeren i den sag, der gav anledning til dom af 13. december 2018, Deutsche Telekom mod Kommissionen (T-827/14, EU:T:2018:930), ikke anfægtede 2014-afgørelsens artikel 2, hvis stk. 4 var støttet på artikel 90 i delegeret forordning nr. 1268/2012. Den kan heller ikke påberåbe sig den omstændighed, at Retten delvist annullerede nævnte afgørelses artikel 2 uden at rejse tvivl om henvisningen til denne delegerede forordnings artikel 90.

101    I dom af 13. december 2018, Deutsche Telekom mod Kommissionen (T-827/14, EU:T:2018:930), annullerede Retten ganske vist alene 2014-afgørelsens artikel 2, i det omfang den fastsatte den bøde, som sagsøgeren hæftede alene for, til 31 070 000 EUR. Den fastsatte endvidere den bøde, som sagsøgeren hæftede alene for, til 19 030 981 EUR.

102    2014-afgørelsens artikel 2, stk. 4, vedrører imidlertid ikke de betingelser, hvorpå Kommissionen i tilfælde af annullation af nævnte afgørelse og nedsættelse af den i afgørelsen fastsatte bøde skal tilbagebetale den beløb, som den nævnte virksomhed har betalt midlertidigt (jf. i denne retning dom af 20.1.2021, Kommissionen mod Printeos, C-301/19 P, EU:C:2021:39, præmis 92).

103    Kommissionens pligt til ved annullation af en afgørelse om pålæggelse af en bøde for overtrædelse af konkurrencereglerne og ved nedsættelse af den ved denne afgørelse fastsatte bøde at tilbagebetale den midlertidigt betalte bøde helt eller delvist, med tillæg af morarenter for perioden fra datoen for den midlertidige betaling af denne bøde til datoen for bødens tilbagebetaling, følger således endvidere direkte af artikel 266 TEUF (jf. i denne retning dom af 20.1.2021, Kommissionen mod Printeos, C-301/19 P, EU:C:2021:39, præmis 94).

104    Det følger heraf, at Kommissionen ikke har beføjelse til ved en individuel afgørelse at fastsætte de betingelser, hvorpå den skal betale morarenter i tilfælde af annullation af den afgørelse, hvorved der er pålagt en bøde, og i tilfælde af nedsættelse af den i denne afgørelse fastsatte bøde, som er blevet betalt midlertidigt (jf. i denne retning dom af 20.1.2021, Kommissionen mod Printeos, C-301/19 P, EU:C:2021:39, præmis 95).

105    Kommissionens argumenter om artikel 90 i delegeret forordning nr. 1268/2012 skal således forkastes, uden at det er fornødent at tage stilling til sagsøgerens ulovlighedsindsigelse i forhold til denne bestemmelse.

106    Med hensyn til Kommissionens argumenter om, at de renter, der påløber fra betalingen af bøden, skal kvalificeres som udligningsrenter, skal det fremhæves, at kategorien udligningsrenter tilsigter at kompensere for den tid, der medgår frem til retsinstansernes fastsættelse af skadesbeløbet, uanset enhver forsinkelse, der kan tilskrives debitor (jf. dom af 20.1.2021, Kommissionen mod Printeos, C-301/19 P, EU:C:2021:39, præmis 56 og den deri nævnte retspraksis).

107    Kommissionens forpligtelse til i det foreliggende tilfælde at betale morarenter fra sagsøgerens midlertidige betaling følger således direkte af dens pligt til i henhold til artikel 266, stk. 1, TEUF at opfylde dom af 13. december 2018, Deutsche Telekom mod Kommissionen (T-827/14, EU:T:2018:930).

108    Sagsøgerens hovedkrav var nemlig en fordring på tilbagebetaling, som var knyttet til den midlertidige betaling af en bøde. Dette krav var faktisk og reelt med hensyn til den maksimale størrelse eller kunne i hvert fald fastsættes på grundlag af objektive kriterier fastlagt på tidspunktet for nævnte betaling (jf. præmis 79-95 ovenfor) og skal ikke underkastes en domstolsvurdering.

109    De skyldige renter i dette tilfælde er morarenter, og der kan ikke i det foreliggende tilfælde være tale om betaling af udligningsrenter (jf. i denne retning dom af 20.1.2021, Kommissionen mod Printeos, C-301/19 P, EU:C:2021:39, præmis 78 og 79).

110    Kommissionen kan således ikke med føje gøre gældende, at de renter, som den kunne ifalde i perioden fra tidspunktet for sagsøgerens midlertidige betaling af bøden til udløbet af fristen for at opfylde dom af 13. december 2018, Deutsche Telekom mod Kommissionen (T-827/14, EU:T:2018:930), skal kvalificeres som udligningsrenter.

111    Det følger heraf, at Kommissionen har tilsidesat artikel 266, stk. 1, TEUF, idet den afslog at betale morarenter til sagsøgeren for den del af bøden, som den havde opkrævet med urette, for perioden fra den 16. januar 2015, da bøden blev betalt, til den 19. februar 2019, da den del af bøden, som Retten i dom af 13. december 2018, Deutsche Telekom mod Kommissionen (T-827/14, EU:T:2018:930), fastslog var betalt med urette, blev tilbagebetalt.

112    Endelig fremgår det af præmis 71-95 ovenfor, at Kommissionen efter dom af 13. december 2018, Deutsche Telekom mod Kommissionen (T-827/14, EU:T:2018:930), i henhold til fast retspraksis var forpligtet til at tilbagebetale sagsøgeren den bøde, der var betalt midlertidigt og med urette, med tillæg af morarenter, og at den ikke havde nogen skønsmargen med hensyn til hensigtsmæssigheden i at betale sådanne renter (jf. i denne retning dom af 20.1.2021, Kommissionen mod Printeos, C-301/19 P, EU:C:2021:39, præmis 104).

113    Dermed skal det, henset til den absolutte og ubetingede forpligtelse, der i henhold til artikel 266, stk. 1, TEUF påhviler Kommissionen til at betale morarenter, uden at den råder over en skønsmargen i denne forbindelse, fastslås, at der i det foreliggende tilfælde foreligger en tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse af denne retsregel, som kan medføre, at Unionen ifalder ansvar uden for kontraktforhold som omhandlet i artikel 266, stk. 2, TEUF, sammenholdt med artikel 340, stk. 2, TEUF.

–       Årsagsforbindelsen og den skade, der skal erstattes

114    Sagsøgeren har gjort gældende, at denne tilstrækkeligt kvalificerede tilsidesættelse af artikel 266, stk. 1, TEUF, som Kommissionen har begået, er den direkte årsag til den skade, som selskabet led, og som består i de morarenter, som det blev frataget. Selskabet har forklaret, at det følger af artikel 83, stk. 2, litra b), og artikel 111, stk. 4, litra a), i delegeret forordning nr. 1268/2012, at den passende sats for morarenter er den sats, som ECB anvender på sine vigtigste refinansieringstransaktioner, forhøjet med tre og et halvt procentpoint. Ifølge selskabet er den morarentesats, der skal anvendes, i det foreliggende tilfælde satsen 3,55%, der svarer til den sats, som ECB anvendte på sine vigtigste refinansieringstransaktioner, dvs. 0,05%, der fandt anvendelse i januar 2015, forhøjet med tre og et halvt procentpoint. Det har anført, at anvendelsen af denne sats på beløbet 12 039 019 EUR, der var det beløb, som selskabet havde betalt med urette, gør det muligt at vurdere dets skade til 1 750 522,83 EUR.

115    Kommissionen har heroverfor anført, at den alene afslog at betale morarenter fra den anfægtede afgørelse, den 28. juni 2019, hvorfor en erstatning under alle omstændigheder kun ville kunne kræves fra denne dato. Den har endvidere gjort gældende, at sagsøgeren ikke har overholdt proceduren i artikel 111 i delegeret forordning nr. 1268/2012 og således ikke kan kræve morarenter som omhandlet i nævnte delegerede forordnings artikel 111, stk. 4, litra a), sammenholdt med forordningens artikel 83. Endelig har Kommissionen gjort gældende, at for så vidt som Retten måtte fastslå, at de principper, der er fastlagt i dom af 20. januar 2021, Kommissionen mod Printeos (C-301/19 P, EU:C:2021:39), finder anvendelse i den foreliggende sag, skal den gældende morarentesats være den sats, som ECB anvender på sine vigtigste refinansieringstransaktioner, forhøjet med halvandet procentpoint, ved en analog anvendelse af denne delegerede forordnings artikel 83, stk. 4.

116    I første række skal det bemærkes, at med henblik på, at Unionen kan ifalde ansvar uden for kontraktforhold, skal skaden følge tilstrækkeligt direkte af institutionernes ulovlige adfærd (dom af 30.5.2017, Safa Nicu Sepahan mod Rådet, C-45/15 P, EU:C:2017:402, præmis 61).

117    I det foreliggende tilfælde skal det fastslås, at Kommissionens tilsidesættelse af sin pligt til at betale morarenter i medfør af artikel 266, stk. 1, TEUF har en tilstrækkelig direkte forbindelse med den skade, som består i fortabelsen af morarenter af det beløb, som sagsøgeren med urette var blevet frataget, i perioden fra den 16. januar 2015 til den 19. februar 2019 (jf. i denne retning dom af 20.1.2021, Kommissionen mod Printeos, C-301/19 P, EU:C:2021:39, præmis 105).

118    I anden række kan sagsøgeren, henset til den retspraksis, der er nævnt i præmis 39 ovenfor, med føje gøre gældende, at selskabet led en faktisk og reel skade, som svarer til fortabelsen i perioden fra den 16. januar 2015 til den 19. februar 2019 af de morarenter, som udgør den faste kompensation for fratagelse af rådigheden over den med urette betalte bøde i samme periode.

119    Kommissionen har gjort gældende, at selv hvis det antages, at den skal betale morarenter, skal denne rentesats fastsættes til en fast sats svarende til fratagelsen af denne rådighed i den omhandlede periode, hvilket for sin del afhænger af omstændighederne i den foreliggende sag. Indledningsvis gør dom af 20. januar 2021, Kommissionen mod Printeos (C-301/19 P, EU:C:2021:39), det ikke muligt at fastlægge den morarentesats, der finder anvendelse i nærværende sag. I denne dom anføres nemlig ikke, hvilken rentesats der finder anvendelse på morarenter. Selv hvis det antages, at Domstolen analogt tilsigtede at pålægge Kommissionen at betale renter til den sats, der er fastsat i artikel 83, stk. 2, litra b), i delegeret forordning nr. 1268/2012, er det desuden sidstnævntes opfattelse, at denne sats ikke finder anvendelse i den foreliggende sag. Størrelsen af Kommissionens gæld blev nemlig alene fastsat inden for rammerne af Rettens udøvelse af sin fulde prøvelsesret i dom af 13. december 2018, Deutsche Telekom mod Kommissionen (T-827/14, EU:T:2018:930). Endelig kan præmis 81 i dom af 20. januar 2021, Kommissionen mod Printeos (C-301/19 P, EU:C:2021:39), forstås således, at den sats, der er fastsat i denne delegerede forordnings artikel 83, stk. 4, nemlig den sats, som ECB anvender på sine vigtigste refinansieringstransaktioner, forhøjet med halvandet procentpoint, kan finde tilsvarende anvendelse i den foreliggende sag.

120    Det skal bemærkes, at med henblik på fastlæggelsen af størrelsen af det morarentebeløb, som skal betales til en virksomhed, der har betalt en bøde, som Kommissionen havde pålagt, skal denne institution, efter annullationen af denne bøde, anvende den sats, der er fastsat hertil i delegeret forordning nr. 1268/2012 (dom af 5.9.2019, Den Europæiske Union mod Guardian Europe og Guardian Europe mod Den Europæiske Union, C-447/17 P og C-479/17 P, EU:C:2019:672, præmis 56).

121    Ifølge Domstolen fremgår det heraf, at Kommissionen skal anvende den sats, der er fastsat i artikel 83 i delegeret forordning nr. 1268/2012, hvori er fastsat rentesatsen for de fordringer, der ikke tilbagebetales inden for tidsfristen (jf. i denne retning dom af 20.1.2021, Kommissionen mod Printeos, C-301/19 P, EU:C:2021:39, præmis 81).

122    Artikel 83 i delegeret forordning nr. 1268/2012 fremgik af nævnte delegerede forordnings afsnit IV, kapitel 5, afdeling 3. Nævnte kapitel vedrørte »[f]orvaltning af indtægter«, og nævnte afdeling vedrørte »[f]astlæggelse af fordringer«. Denne artikel, som gennemførte finansforordningens artikel 78, havde overskriften »Morarenter«, og bestemte følgende:

»1.      Enhver fordring, som ikke er indfriet inden udløbet af den frist, der er omhandlet i artikel 80, stk. 3, litra b), er rentebærende efter stk. 2 og 3 i denne artikel, jf. dog de særlige bestemmelser, der følger af anvendelsen af sektorspecifikke forordninger.

2.      Rentesatsen for fordringer, som ikke er indfriet inden udløbet af den frist, der er omhandlet i artikel 80, stk. 3, litra b), er den sats, som Den Europæiske Centralbank anvender på sine vigtigste refinansieringstransaktioner den første kalenderdag i den måned, hvor fristen udløber, og som offentligøres i Den Europæiske Unions Tidende, C-udgaven, forhøjet med:

a)      otte procentpoint, når baggrunden for fordringen er en offentlig vareindkøbs- og tjenesteydelseskontrakt som omhandlet i afsnit V

b)      tre og et halvt procentpoint i alle andre tilfælde.

[…]

4.      I tilfælde af bøder, hvor debitor i stedet for betaling stiller en finansiel garanti, der er godkendt af regnskabsføreren, er den rentesats, der finder anvendelse fra udløbet af den frist, der er omhandlet i artikel 80, stk. 3, litra b), den i stk. 2 i denne artikel omhandlede sats gældende den første dag i den måned, hvor afgørelsen om bødepålæg blev vedtaget, kun forhøjet med halvandet procentpoint.«

123    Artikel 111 i delegeret forordning nr. 1268/2012 fremgik af nævnte delegerede forordnings afsnit IV, kapitel 6, afdeling 5. Nævnte kapitel vedrørte »[f]orvaltning af udgifter«, og nævnte afdeling vedrørte tidsfrister i forbindelse med forvaltning af udgifter. Denne artikel, som gennemførte finansforordningens artikel 92, havde overskriften »Betalingsfrister og morarenter« og bestemte bl.a.:

»1.      Fristen for gennemførelse af betalinger omfatter fastsættelse, anvisning og betaling af udgifter.

Den begynder at løbe fra den dag, hvor en betalingsanmodning modtages.

En betalingsanmodning registreres hurtigst muligt af den ansvarlige anvisningsberettigedes bemyndigede tjeneste og anses for at være modtaget på den dag, den registreres.

Som betalingsdato betragtes den dato, hvor institutionens konto debiteres.

[…]

4.      Efter udløbet af de frister, der er fastsat i finansforordningens artikel 92, stk. 1, er kreditor berettiget til renter på følgende betingelser:

a)      [R]entesatserne er de satser, der er omhandlet i artikel 83, stk. 2, i nærværende forordning.

b)      [R]enterne skal betales for den periode, der går fra kalenderdagen efter udløbet af den frist for betaling, som er fastsat i finansforordningens artikel 92, stk. 1, og indtil betalingsdatoen.«

124    Det skal indledningsvis bemærkes, at for så vidt som Kommissionen har påberåbt sig, at størrelsen af dens gæld alene er blevet fastsat af Retten inden for rammerne af dennes fulde prøvelsesret i dom af 13. december 2018, Deutsche Telekom mod Kommissionen (T-827/14, EU:T:2018:930), har den fortsat gjort gældende, at den ikke var forpligtet til at betale morarenter til sagsøgeren for perioden fra datoen for betalingen af bøden til datoen for den tilbagebetaling, den foretog. Denne argumentation skal forkastes af de grunde, der fremgår af præmis 71-95 ovenfor. Det skal tilføjes, at Kommissionens pligt til at betale morarenter til sagsøgeren følger direkte af artikel 266, stk. 1, TEUF, hvorfor sagsøgeren i modsætning til, hvad Kommissionen har gjort gældende, ikke har pligt til at fremsætte en betalingsanmodning efter proceduren i artikel 111 i delegeret forordning nr. 1268/2012.

125    I første række skal det bemærkes, at såfremt en afgørelse, som indebar midlertidig betaling af en bøde, annulleres, tilsigter tildelingen af morarenter fra denne dato for det første at yde en fast kompensation til den virksomhed, der har betalt denne bøde, for at være blevet frataget rådigheden over sine midler og for det andet at tilskynde Kommissionen til at udvise særlig opmærksomhed ved vedtagelsen af en sådan afgørelse (jf. præmis 88 ovenfor).

126    Dette gælder også i tilfælde af Unionens retsinstansers annullation eller nedsættelse af bøden.

127    I anden række befinder Kommissionen sig, henset til det formål, der forfølges med de morarenter, som denne institution skal betale efter en dom, hvorved en bøde er blevet annulleret eller nedsat, i en faktisk og retlig situation, der adskiller sig fra situationen for et selskab, som er adressat for en afgørelse om pålæggelse af en bøde, og som stiller en bankgaranti. Kommissionens rettigheder og forpligtelser over for et selskab, der har betalt bøden, er nemlig anderledes end rettighederne og forpligtelserne for et selskab, der stiller en bankgaranti, over for Kommissionen.

128    Det skal i denne henseende fremhæves, at når den virksomhed, der er blevet pålagt en sanktion, betaler den pålagte bøde med det samme, efterkommer den blot den dispositive del af en afgørelse, der kan fuldbyrdes efter den almindelige ordning, der er fastsat i traktaten (kendelse af 12.12.2007, Atlantic Container Line m.fl. mod Kommissionen, T-113/04, ikke trykt i Sml., EU:T:2007:377, præmis 44; jf. ligeledes i denne retning dom af 21.4.2005, Holcim (Deutschland) mod Kommissionen, T-28/03, EU:T:2005:139, præmis 126). Når en sådan betaling af bøden erstattes med en henstand med betaling mod stillelse af en bankgaranti, er der derimod tale om en undtagelse til den almindelige ordning, der er fastsat i traktaten (jf. i denne retning kendelse af 12.12.2007, Atlantic Container Line m.fl. mod Kommissionen, T-113/04, ikke trykt i Sml., EU:T:2007:377, præmis 44).

129    Såfremt den virksomhed, der er blevet pålagt en sanktion, vælger at betale bøden med det samme, samtidig med at den anlægger søgsmål med påstand om annullation heraf, kan den forvente, at Kommissionen, i tilfælde af at den pålagte bøde annulleres eller nedsættes, ikke alene tilbagebetaler den det beløb, der svarer til hovedbeløbet af den med urette betalte bøde, men ligeledes morarenter, der er påløbet dette beløb (jf. i denne retning kendelse af 12.12.2007, Atlantic Container Line m.fl. mod Kommissionen, T-113/04, ikke trykt i Sml., EU:T:2007:377, præmis 43, og den retspraksis, der er nævnt i præmis 74-76 ovenfor).

130    Muligheden for at erstatte den umiddelbare betaling af bøden med en henstand med betaling mod stillelse af en bankgaranti er ganske vist nu fastsat i den relevante finansielle lovgivning og tilbydes på visse betingelser af Kommissionen (jf. præmis 80 og 122 ovenfor). Såfremt en afgørelse om pålæggelse af en bøde annulleres, eller bøden nedsættes, er konsekvenserne imidlertid forskellige, alt efter om virksomheden har valgt at betale bøden med det samme eller har valgt henstand med betaling mod stillelse af en bankgaranti (jf. i denne retning dom af 14.7.1995, CB mod Kommissionen, T-275/94, EU:T:1995:141, præmis 82-86, og kendelse af 12.12.2007, Atlantic Container Line m.fl. mod Kommissionen, T-113/04, ikke trykt i Sml., EU:T:2007:377, præmis 44).

131    Når der indrømmes henstand med betaling, skal Kommissionen nemlig ikke tilbagebetale den med urette opkrævede bøde, eftersom denne bøde teoretisk set ikke er blevet betalt. Af samme grund er den virksomhed, der er blevet pålagt en sanktion, således ikke blevet frataget rådigheden over det beløb, der svarer til den med urette opkrævede bøde. Den eneste økonomiske skade, som den pågældende virksomhed eventuelt har lidt, følger af dens egen beslutning om at stille en bankgaranti (jf. i denne retning dom af 21.4.2005, Holcim (Deutschland) mod Kommissionen, T-28/03, EU:T:2005:139, præmis 129, og kendelse af 12.12.2007, Atlantic Container Line m.fl. mod Kommissionen, T-113/04, ikke trykt i Sml., EU:T:2007:377, præmis 45).

132    I tredje række har Kommissionen ikke med konkrete oplysninger godtgjort, at det, henset til de formål, der forfølges med pålæggelsen af morarenter, er uforholdsmæssigt at anvende disse renter på fordringer på tilbagebetaling til den sats, som ECB anvender på sine vigtigste refinansieringstransaktioner, forhøjet med tre og et halvt procentpoint, som fastsat i artikel 83, stk. 2, litra b), i delegeret forordning nr. 1268/2012. Denne institution har heller ikke givet en forklaring på, at beregningen af morarenterne på dette grundlag ville have negativ indvirkning på forpligtelsen for et selskab, der er adressat for en afgørelse, hvorved det pålægges en bøde, til straks at betale denne bøde.

133    I fjerde række er det korrekt, at Domstolen i præmis 81 i dom af 20. januar 2021, Kommissionen mod Printeos (C-301/19 P, EU:C:2021:39), ikke anførte de præcise bestemmelser i artikel 83 i delegeret forordning nr. 1268/2012, hvortil den henviste.

134    Det skal imidlertid bemærkes, at Domstolen i denne dom af 20. januar 2021, Kommissionen mod Printeos (C-301/19 P, EU:C:2021:39), traf endelig afgørelse om tvisten, efter at den havde annulleret punkt 2 i konklusionen i dom af 12. februar 2019, Printeos mod Kommissionen (T-201/17, EU:T:2019:81), med den begrundelse, at Retten havde begået en retlig fejl ved at frifinde Kommissionen for Printeos’ påstand om betaling af renter for perioden fra den 31. marts 2017. I præmis 129 i dom af 20. januar 2021, Kommissionen mod Printeos (C-301/19 P, EU:C:2021:39), fastslog Domstolen således, at Printeos skulle tilkendes morarenter til den sats, som ECB anvender på sine vigtigste refinansieringstransaktioner, forhøjet med tre og et halvt procentpoint, i analogi med artikel 83, stk. 2, litra b), i delegeret forordning nr. 1268/2012.

135    I femte række har sagsøgeren på relevant vis forklaret, at såfremt selskabet ikke havde betalt den ulovligt fastsatte bøde, skulle det ligeledes have betalt morarenter til den sats, som ECB anvender på sine vigtigste refinansieringstransaktioner, forhøjet med tre og et halvt procentpoint, som fastsat i artikel 83, stk. 2, litra b), i delegeret forordning nr. 1268/2012. Sagsøgeren har heraf med føje udledt, at Kommissionen efter annullationen og nedsættelsen af bøden har pligt til at betale morarenter på grundlag af den samme sats for den periode, hvori den med urette har inddrevet det overskydende beløb.

136    Henset til det ovenstående kan sagsøgerens faste kompensation for at være blevet frataget rådigheden over sine midler fastsættes på grundlag af en analog anvendelse af den sats, der er fastsat i artikel 83, stk. 2, litra b), i delegeret forordning nr. 1268/2012, dvs. den sats, som ECB anvendte på sine vigtigste refinansieringstransaktioner i januar 2015, eller 0,05%, forhøjet med tre og et halvt procentpoint.

137    Dermed tiltrædes sagsøgerens subsidiære påstand inden for rammerne af den tredje påstand, og selskabet tilkendes en erstatning på 1 750 522,83 EUR for den skade, som det er blevet forvoldt som følge af en tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse af artikel 266, stk. 1, TEUF, og som består i fortabelse af morarenter til en sats på 3,55% for perioden fra den 16. januar 2015 til den 19. februar 2019 for den del af bøden, som det har betalt med urette.

138    Følgelig er det ufornødent at tage stilling til sagsøgerens mere subsidiære påstand i selskabets fjerde påstand.

 Renterne for den erstatning, som Retten har tilkendt sagsøgeren

139    Sagsøgeren har nedlagt påstand om, at Retten forhøjer den erstatning, som den tilkender selskabet, med morarenter fra afsigelsen af dommen, til fuldstændig betaling sker. Denne forhøjelse skal støttes på den sats, som ECB anvender på sine vigtigste refinansieringstransaktioner, forhøjet med tre og et halvt procentpoint, eller subsidiært på en anden morarentesats, som Retten måtte finde passende.

140    Kommissionen har nedlagt påstand om frifindelse for denne påstand, da sagsøgeren ikke har krav på erstatning.

141    Med hensyn til en påstand, der er støttet på Unionens ansvar uden for kontraktforhold, som er fastsat i artikel 340, stk. 2, TEUF, fremgår det af retspraksis, at forpligtelsen til at betale morarenter opstår den dag, dommen om konstatering af en erstatningspligt afsiges, medmindre der foreligger særlige omstændigheder (jf. i denne retning dom af 26.6.1990, Sofrimport mod Kommissionen, C-152/88, EU:C:1990:259, præmis 32 og den deri nævnte retspraksis).

142    Med henblik på fastsættelsen af morarentesatsen skal der tages hensyn til artikel 99, stk. 2, litra b), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) 2018/1046 af 18. juli 2018 om de finansielle regler vedrørende Unionens almindelige budget, om ændring af forordning (EU) nr. 1296/2013, (EU) nr. 1301/2013, (EU) nr. 1303/2013, (EU) nr. 1304/2013, (EU) nr. 1309/2013, (EU) nr. 1316/2013, (EU) nr. 223/2014, (EU) nr. 283/2014 og afgørelse nr. 541/2014/EU og om ophævelse af [finansforordningen] (EUT 2018, L 193, s. 1). I medfør af denne bestemmelse beregnes den sats, der finder anvendelse, på grundlag af den sats, som ECB anvender på sine vigtigste refinansieringstransaktioner den første kalenderdag i den måned, hvor fristen udløber, og som offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende, C-udgaven, forhøjet med tre og et halvt procentpoint (jf. analogt kendelse af 14.1.2016, Kommissionen mod Marcuccio, C-617/11 P-DEP, ikke trykt i Sml., EU:C:2016:17, præmis 12, og af 7.10.2020, Argus Security Projects mod Kommissionen og EUBAM Libya, T-206/17 DEP, ikke trykt i Sml., EU:T:2020:476, præmis 61).

143    I det foreliggende tilfælde skal den erstatning, der er omhandlet i præmis 137 ovenfor, tillægges morarenter fra datoen for afsigelsen af nærværende dom, indtil fuld betaling sker. Morarentesatsen er den sats, som ECB anvender på sine vigtigste refinansieringstransaktioner, forhøjet med tre og et halvt procentpoint.

 Påstanden om annullation

144    Til støtte for sin påstand om annullation har sagsøgeren fremsat to anbringender. Det første anbringende vedrører en tilsidesættelse af artikel 266, stk. 1, TEUF, for så vidt som Kommissionen i den anfægtede afgørelse afslog at betale morarenter til selskabet. Det andet anbringende vedrører en tilsidesættelse af artikel 296, stk. 2, TEUF, for så vidt som den anfægtede afgørelse er behæftet med en mangelfuld eller utilstrækkelig begrundelse.

145    Med hensyn til det andet anbringende om en tilsidesættelse af artikel 296, stk. 2, TEUF skal det fremhæves, at sagsøgeren, henset til ordlyden af den anfægtede afgørelse (jf. præmis 12-17 ovenfor), til den sammenhæng, hvori den er vedtaget (jf. præmis 1-10 ovenfor), og til samtlige retsregler, der regulerer det pågældende område, kunne forstå, at Kommissionen havde afslået at betale selskabet morarenter, for det første fordi artikel 266 TEUF kun forpligtede den til at betale de påløbne »renter«, der omtales i artikel 90, stk. 4, litra a), i delegeret forordning nr. 1268/2012, og for det andet fordi dom af 12. februar 2019, Printeos mod Kommissionen (T-201/17, EU:T:2019:81), i det foreliggende tilfælde ikke pålagde den nævnte institution at betale det morarenter. Sagsøgerens forståelse af den anfægtede afgørelse understøttes i øvrigt af de argumenter, som selskabet har fremført i forbindelse med sit søgsmål. Det fremgår endvidere af præmis 72-111 ovenfor, at Retten har kunnet foretage en materiel bedømmelse af lovligheden af Kommissionens afslag på at betale morarenter til sagsøgeren.

146    Det andet anbringende skal derfor forkastes.

147    Med hensyn til det første anbringende om en tilsidesættelse af artikel 266, stk. 1, TEUF som følge af Kommissionens afslag på at betale morarenter fremgår det af præmis 72-111 ovenfor, at Kommissionen tilsidesatte denne bestemmelse, da den i den anfægtede afgørelse afslog at betale morarenter til sagsøgeren for den del af bøden, som den havde opkrævet med urette, for perioden fra den 16. januar 2015, da bøden blev betalt, til den 19. februar 2019, da den del af bøden, som Retten i dom af 13. december 2018, Deutsche Telekom mod Kommissionen (T-827/14, EU:T:2018:930), fastslog var betalt med urette, blev tilbagebetalt.

148    Det første anbringende skal derfor tiltrædes og den anfægtede afgørelse annulleres.

 Sagsomkostninger

149    i henhold til procesreglementets artikel 134, stk. 3, bærer hver part sine egne omkostninger, hvis hver af parterne henholdsvis taber eller vinder på et eller flere punkter. Retten kan dog, hvis dette efter omstændighederne findes begrundet, beslutte, at en part ud over at bære sine egne omkostninger skal betale en del af modpartens omkostninger.

150    I den foreliggende sag har sagsøgeren ikke fået medhold i sin anden påstand. Sagsøgeren har imidlertid fået medhold i sin første, tredje og femte påstand. Desuden er Kommissionen blevet pålagt at betale en stor del af den erstatning, som sagsøgeren havde nedlagt påstand om som erstatning for den skade, som selskabet havde lidt. Endelig fremgår det ikke af sagsakterne, at Kommissionen før afsigelsen af dom af 20. januar 2021, Kommissionen mod Printeos (C-301/19 P, EU:C:2021:39), havde besluttet at betale morarenter til sagsøgeren for perioden fra den 16. januar 2015 til den 19. februar 2019. På denne baggrund pålægges Kommissionen at bære sine egne omkostninger og at betale halvdelen af sagsøgerens omkostninger. Sagsøgeren bærer halvdelen af sine egne omkostninger.

På grundlag af disse præmisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Syvende Udvidede Afdeling):

1)      Europa-Kommissionen tilpligtes at betale Deutsche Telekom AG 1 750 522,83 EUR i erstatning for den lidte skade.

2)      Den i punkt 1 nævnte erstatning forhøjes med morarenter fra datoen for afsigelsen af nærværende dom, og indtil fuld betaling sker, til den sats, som Den Europæiske Centralbank (ECB) anvender på sine vigtigste refinansieringstransaktioner, forhøjet med tre og et halvt procentpoint.

3)      Kommissionens afgørelse af 28. juni 2019 om afslag på betaling af morarenter til Deutsche Telekom fra den 16. januar 2015 til den 19. februar 2019 af hovedbeløbet af den bøde, som blev tilbagebetalt efter dom af 13. december 2018, Deutsche Telekom mod Kommissionen (T-827/14, EU:T:2018:930), annulleres.

4)      I øvrigt frifindes Kommissionen.

5)      Kommissionen bærer sine egne omkostninger og betaler halvdelen af de af Deutsche Telekom afholdte omkostninger.

6)      Deutsche Telekom bærer halvdelen af sine egne omkostninger.

da Silva Passos

Valančius

Reine

Truchot

 

      Sampol Pucurull

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 19. januar 2022.

Underskrifter


Indhold



*      Processprog: tysk.