FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT
H. SAUGMANDSGAARD ØE
fremsat den 2. april 2020 (1)
Sag C-264/19
Constantin Film Verleih GmbH
mod
YouTube LLC,
Google Inc.
(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Bundesgerichtshof (forbundsdomstol, Tyskland))
»Præjudiciel forelæggelse – ophavsret og beslægtede rettigheder – platform til deling af videoer på internettet – YouTube – tilrådighedsstillelse online af en film uden rettighedshaverens samtykke – sager om krænkelse af en intellektuel ejendomsrettighed – direktiv 2004/48/EF – artikel 8 – rettighedshaverens ret til information – artikel 8, stk. 2, litra a) – begrebet »navn og adresse« – rækkevidde – e-mailadresse, IP-adresse og telefonnummer – ikke omfattet«
I. Indledning
1. Den foreliggende anmodning om præjudiciel afgørelse er indgivet i forbindelse med en tvist mellem Constantin Film Verleih GmbH, et filmdistributionsselskab med hjemsted i Tyskland, på den ene side, og YouTube LLC og dets moderselskab, Google Inc., begge med hjemsted i De Forenede Stater, på den anden side.
2. Tvisten vedrører den omstændighed, at YouTube og Google har nægtet at meddele Constantin Film Verleih visse oplysninger, som dette selskab har krævet, vedrørende brugere, der har gjort adskillige film tilgængelige online og herved har tilsidesat Constantin Film Verleihs enerettigheder til brug af disse film. Det sidstnævnte selskab har nærmere bestemt anmodet YouTube og Google om at udlevere de af disse brugere anvendte e-mailadresser, telefonnumre samt IP-adresser.
3. Bundesgerichtshof (forbundsdomstol, Tyskland) er nærmere bestemt i tvivl om, hvorvidt sådanne oplysninger er omfattet af artikel 8, stk. 2, litra a), i direktiv 2004/48/EF (2), hvorefter de kompetente retslige myndigheder kan pålægge, at der gives oplysninger om »navn og adresse« på visse personkategorier med tilknytning til varer eller tjenesteydelser, der krænker en intellektuel ejendomsrettighed.
4. Af de grunde, som jeg vil redegøre for i dette forslag til afgørelse, er jeg overbevist om, at begrebet »navn og adresse«, som indgår i artikel 8, stk. 2, litra a), i direktiv 2004/48, ikke omfatter nogen af ovennævnte oplysninger.
II. Retsforskrifter
A. EU-retten
5. 2., 10. og 32. betragtning til direktiv 2004/48 har følgende ordlyd:
»(2) Beskyttelsen af den intellektuelle ejendomsret bør sikre, at opfindere og produktudviklere kan skaffe sig en rimelig indtægt af deres opfindelser eller frembringelser. Den bør desuden danne grundlag for den videst mulige udbredelse af værker, idéer og ny viden. Samtidig bør den ikke være til hinder for ytringsfriheden, den frie bevægelighed for information eller beskyttelsen af personoplysninger, bl.a. på internettet.
[…]
(10) Formålet med dette direktiv er indbyrdes at tilnærme lovgivningerne med henblik på at sikre et højt, ækvivalent og ensartet beskyttelsesniveau i det indre marked.
[…]
(32) Dette direktiv er i overensstemmelse med de grundlæggende rettigheder og overholder de principper, der bl.a. er anerkendt i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder [(3)]. Direktivet har navnlig til formål at sikre, at den intellektuelle ejendomsret overholdes fuldt ud i overensstemmelse med chartrets artikel 17, stk. 2.«
6. Dette direktivs artikel 2 med overskriften »Anvendelsesområde« bestemmer følgende i stk. 1 og stk. 3, litra a):
»1. Med forbehold af de midler, der er indført eller kan indføres i [EU-]lovgivningen eller i medlemsstaternes lovgivninger, for så vidt disse midler er gunstigere for rettighedshaverne, finder de i dette direktiv fastsatte foranstaltninger, procedurer og retsmidler anvendelse i overensstemmelse med artikel 3 på enhver krænkelse af intellektuelle ejendomsrettigheder som fastsat i [EU-]retten og/eller den pågældende medlemsstats nationale ret.
[…]
3. Dette direktiv berører ikke:
a) [EU-]bestemmelserne med materielle regler vedrørende intellektuel ejendomsret, direktiv 95/46/EF […]«
7. Artikel 8 i direktiv 2004/48 med overskriften »Ret til information« bestemmer:
»1. Medlemsstaterne sikrer, at de kompetente retslige myndigheder i forbindelse med sager om krænkelse af en intellektuel ejendomsrettighed og som svar på en velbegrundet og forholdsmæssig afpasset begæring fra rekvirenten, kan pålægge den krænkende part og/eller enhver anden person at give oplysninger om oprindelsen af og distributionskanalerne for de varer eller tjenesteydelser, der krænker en intellektuel ejendomsrettighed, såfremt den pågældende:
a) er fundet i besiddelse af de omtvistede varer i kommerciel målestok
b) er fundet i færd med at anvende de omtvistede tjenesteydelser i kommerciel målestok
c) er fundet i færd med at yde tjenester, der anvendes i de omtvistede aktiviteter, i kommerciel målestok eller
d) er blevet identificeret af den i litra a), b) eller c) omhandlede person som indblandet i produktion, fremstilling eller distribution af sådanne varer eller levering af sådanne tjenesteydelser.
2. De i stk. 1 nævnte oplysninger omfatter i givet fald:
a) navn og adresse på producenter, fremstillere, distributører, leverandører og andre tidligere indehavere af varer eller tjenesteydelser samt på engros- og detailhandelsled
b) oplysninger om producerede, fremstillede, leverede, modtagne eller bestilte mængder og om den pris, der er opnået for de pågældende varer eller tjenesteydelser.
3. Stk. 1 og 2 finder anvendelse med forbehold af andre lovbestemmelser, der:
a) tillægger rettighedshaveren en mere vidtgående ret til information
b) regulerer brugen af oplysninger meddelt i henhold til denne artikel i civilretlige eller strafferetlige sager
c) omhandler erstatningsansvaret ved misbrug af retten til information
d) danner grundlag for at nægte at meddele oplysninger, som ville tvinge den i stk. 1 omhandlede person til at indrømme, at vedkommende selv eller en nær slægtning har deltaget i en krænkelse af en intellektuel ejendomsrettighed, eller
e) omhandler beskyttelsen af fortrolige kilder til information eller behandlingen af personoplysninger.«
B. Tysk ret
8. § 101, stk. 1, første punktum, i Urheberrechtsgesetz (lov om ophavsret og beslægtede rettigheder, herefter »UrhG«) bestemmer, at når en person i kommerciel målestok krænker en intellektuel ejendomsrettighed eller en anden rettighed, der er beskyttet i henhold til denne lov, kan den krænkede person kræve, at den pågældende øjeblikkeligt giver oplysninger om oprindelsen af og distributionskanalerne for forfalskningerne eller andre produkter.
9. I tilfælde af åbenbar tilsidesættelse, med forbehold af UrhG’s § 101, stk. 1, kan denne ret til information ligeledes, i henhold til denne lovs § 101, stk. 2, første punktum, nr. 3, udøves over for en person, der i kommerciel målestok har leveret tjenesteydelser, som anvendes til at udøve de omtvistede aktiviteter.
10. En person, der er forpligtet til at give oplysninger, skal i henhold til UrhG’s § 101, stk. 3, nr. 1, anføre navn og adresse på producenter, leverandører og andre tidligere indehavere af kopierne eller andre produkter, brugere af tjenesteydelser samt engros- og detailhandelsled.
III. Tvisten i hovedsagen, de præjudicielle spørgsmål og retsforhandlingerne for Domstolen
11. Constantin Film Verleih er et filmdistributionsselskab, der har hjemsted i Tyskland.
12. YouTube, et selskab med hjemsted i De Forenede Stater, der er ejet af Google, driver internetplatformen af samme navn.
13. Constantin Film Verleih har enerettigheder i Tyskland til filmværkerne Parker og Scary Movie 5.
14. I perioden fra juni 2013 til september 2014 blev disse to film gjort tilgængelige online på platformen »YouTube« uden samtykke fra Constantin Film Verleih. Den 29. juni 2013 blev filmen Parker gjort tilgængelig online i sin fulde længde og med tysk tale under brugernavnet »N1«. Indtil den blev blokeret den 14. august 2013, blev den tilgået mere end 45 000 gange. I september 2013 blev filmen Scary Movie 5 gjort tilgængelig online i sin fulde længde under brugernavnet »N2«. Indtil den blev blokeret den 29. oktober 2013, blev den tilgået mere end 6 000 gange. Den 10. september 2014 blev en kopi af den sidstnævnte film på ny gjort tilgængelig online under brugernavnet »N3«. Indtil den blev blokeret den 21. september 2014, blev den tilgået mere end 4 700 gange.
15. Constantin Film Verleih krævede, at YouTube og Google gav en række oplysninger om de enkelte brugere, som havde gjort disse værker tilgængelige online.
16. Den forelæggende ret har konstateret, at betingelserne for retten til information var opfyldt. Rækkevidden af tvisten i hovedsagen er følgelig begrænset til spørgsmålet om indholdet af de oplysninger, som YouTube og/eller Google skal give Constantin Film Verleih. Denne tvist vedrører nærmere bestemt følgende oplysninger:
– brugerens e-mailadresse
– brugerens telefonnummer
– den IP-adresse, som blev anvendt af brugeren til at gøre de omtvistede filer tilgængelige online, samt det nøjagtige tidspunkt for denne tilrådighedsstillelse online
– den IP-adresse, som senest er blevet anvendt af brugeren til at få adgang til dennes Google-/YouTube-brugerkonto, samt det nøjagtige tidspunkt for denne adgang.
17. Landgericht Frankfurt am Main (den regionale domstol i første instans i Frankfurt am Main, Tyskland), som traf afgørelse i første instans, gav ikke Constantin Film Verleih medhold i selskabets påstand om meddelelse af disse oplysninger.
18. Oberlandesgericht Frankfurt am Main (den regionale appeldomstol i Frankfurt am Main, Tyskland), til hvilken sagsøgeren havde iværksat appel, tilpligtede YouTube og Google at give oplysning om de enkelte brugeres e-mailadresser, men frifandt i øvrigt disse selskaber.
19. Med sin revisionsanke iværksat ved Bundesgerichtshof (forbundsdomstol) har Constantin Film Verleih nedlagt påstand om, at YouTube og Google tilpligtes at give alle ovennævnte oplysninger, herunder brugernes telefonnumre og IP-adresser. YouTube og Google har ligeledes iværksat revisionsanke med påstand om fuldstændig frifindelse, herunder hvad angår brugernes e-mailadresser.
20. Ud fra den konstatering, at afgørelsen af de to revisionsanker afhænger af fortolkningen af begrebet »adresse« i artikel 8, stk. 2, litra a), i direktiv 2004/48, har Bundesgerichtshof (forbundsdomstol) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:
»1) Omfatter den adresse på producenter, fremstillere, distributører, leverandører og andre tidligere indehavere af varer eller tjenesteydelser samt på engros- og detailhandelsled, der er anført i artikel 8, stk. 2, litra a), i direktiv [2004/48], og som de i artikel 8, stk. 1, i [dette] direktiv […] nævnte oplysninger i givet fald omfatter, også
a) e-mailadresserne på brugerne af tjenesteydelserne og/eller
b) telefonnumrene på brugerne af tjenesteydelserne og/eller
c) de IP-adresser, som brugerne af tjenesteydelserne har anvendt til at [gøre] […] de rettighedskrænkende filer [tilgængelige online], samt det nøjagtige tidspunkt for denne [tilrådighedsstillelse online]?
2) Såfremt spørgsmål 1, litra c), besvares bekræftende:
Omfatter de oplysninger, der skal gives i henhold til artikel 8, stk. 2, litra a), i [det nævnte] direktiv […], også den IP-adresse, som brugeren, der forudgående har krænket rettigheder ved at [gøre filer tilgængelige online], senest har anvendt til at få adgang til sin Google-/YouTube-brugerkonto, samt det nøjagtige tidspunkt for adgangen, uanset om der ved denne seneste adgang blev begået [krænkelser af intellektuelle ejendomsrettigheder]?«
21. Anmodningen om præjudiciel afgørelse er indgået til Domstolens Justitskontor den 29. marts 2019.
22. Constantin Film Verleih, YouTube og Google samt Europa-Kommissionen har afgivet skriftlige indlæg.
23. Repræsentanter for Constantin Film Verleih, YouTube og Google samt Europa-Kommissionen deltog i retsmødet den 12. februar 2020, hvor de fremsatte bemærkninger.
IV. Bedømmelse
24. I henhold til artikel 8 i direktiv 2004/48 har medlemsstaterne pligt til i deres retsorden at give de kompetente retslige myndigheder mulighed for at pålægge, at der i forbindelse med sager om krænkelse af en intellektuel ejendomsrettighed skal gives visse oplysninger.
25. Med den forelæggende rets to spørgsmål, som skal behandles samlet, anmodes Domstolen således om at oplyse, om artikel 8, stk. 2, litra a), i direktiv 2004/48 skal fortolkes således, at medlemsstaterne har pligt til at give de kompetente retslige myndigheder mulighed for at pålægge en bruger, som har gjort filer, der krænker en intellektuel ejendomsrettighed, tilgængelige online, at give oplysninger om den e-mailadresse, det telefonnummer og den IP-adresse, som er anvendt til at gøre disse filer tilgængelige online, samt den IP-adresse, som senest er anvendt for at få adgang til brugerkontoen.
26. YouTube og Google samt Kommissionen har, i modsætning til Constantin Film Verleih, gjort gældende, at disse spørgsmål skal besvares benægtende.
27. Af nedenstående grunde er jeg, i overensstemmelse med YouTubes og Googles samt Kommissionens synspunkt, af den opfattelse, at denne bestemmelse ikke vedrører nogen af de i de præjudicielle spørgsmål nævnte oplysninger.
28. Jeg gør indledningsvis opmærksom på, at artikel 8, stk. 2, litra a), i direktiv 2004/48 ikke indeholder nogen henvisning til medlemsstaternes ret. Begrebet »navn og adresse« er følgelig – og i henhold til fast retspraksis – et EU-retligt begreb, som skal undergives en selvstændig og ensartet fortolkning (4).
29. Begrebet »navn og adresse« er i øvrigt ikke defineret i direktiv 2004/48. Det fremgår ligeledes af fast retspraksis, at fastlæggelsen af betydningen og rækkevidden af udtryk, som ikke er defineret i EU-retten, skal ske efter deres normale betydning i sædvanlig sprogbrug, idet der tages hensyn til den generelle sammenhæng, hvori de anvendes, og de mål, der forfølges med den lovgivning, som de udgør en del af (5).
30. Den normale betydning i sædvanlig sprogbrug skal således danne udgangspunkt for fortolkningen af begrebet »navn og adresse«, som er anvendt i artikel 8, stk. 2, litra a), i direktiv 2004/48. Der kan næppe være tvivl om, at begrebet en persons »adresse«, som den forelæggende ret nærmere bestemt er i tvivl om, i sædvanlig sprogbrug alene vedrører postadressen – således som YouTube og Google med rette har gjort gældende (6). Denne fortolkning bekræftes af definitionen af dette begreb i Det Franske Akademis ordbog, nemlig »la désignation du lieu (7) où l’on peut joindre quelqu’un« (»angivelsen af det sted, hvor en person kan træffes«).
31. For så vidt angår telefonnummer – den anden oplysning omhandlet i de præjudicielle spørgsmål – finder jeg det unødigt med en nærmere diskussion af den kendsgerning, at dette ikke kan være omfattet af begrebet »navn og adresse« på personer som fastsat i artikel 8, stk. 2, litra a), i direktiv 2004/48, hverken i sædvanlig sprogbrug eller i andre sammenhænge (8).
32. Spørgsmålet om, hvilken status de to øvrige oplysninger, som er omhandlet i disse spørgsmål – dvs. e-mailadresse og IP-adresse – har, fortjener lidt større opmærksomhed.
33. Som anført henviser udtrykket »adresse«, i sædvanlig sprogbrug, som er udgangspunkt for fortolkningsprocessen, udelukkende til postadressen. Når dette begreb er anvendt uden yderligere præciseringer, vedrører det således ikke e-mailadressen eller IP-adressen.
34. Dette gælder ikke mindst i en sammenhæng, som jeg vil betegne som »generel«, dvs. som ikke er strengt begrænset til internettet, således som det er tilfældet hvad angår artikel 8, stk. 2, litra a), i direktiv 2004/48.
35. Denne fortolkning understøttes af en undersøgelse af andre EU-retsakter, der omhandler e-mailadresser eller IP-adresser. Som YouTube og Google har fremhævet, har EU-lovgiver – når hensigten har været at henvise til e-mailadressen (9) eller til IP-adressen (10) – gjort dette udtrykkeligt med en tilføjelse til udtrykket »adresse«. Så vidt jeg ved, findes der ikke nogen eksempler på EU-lovgivning, hvor udtrykkene »navn og adresse«, anvendt alene og i en generel kontekst, vedrører telefonnummer, IP-adresse eller e-mailadresse.
36. Det fremgår følgelig af en ordlydsfortolkning af artikel 8, stk. 2, litra a), i direktiv 2004/48, at den af EU-lovgiver valgte ordlyd, dvs. ordene »navn og adresse« – i overensstemmelse med, hvad YouTube og Google samt Kommissionen har gjort gældende – ikke omfatter nogen af de i de præjudicielle spørgsmål nævnte oplysninger.
37. Denne fortolkning bekræftes af forhistorien, som Kommissionen har redegjort for. Forarbejderne, der gik forud for vedtagelsen af direktiv 2004/48 (11), indeholder således ikke nogen indicier, der – selv implicit – tyder på, at udtrykket »adresse«, som er anvendt i dette direktivs artikel 8, stk. 2, litra a), skal opfattes således, at det ikke kun vedrører den pågældende persons postadresse, men også vedkommendes e-mailadresse eller IP-adresse.
38. Hvad dette angår har Kommissionen forklaret, at EU-lovgiver i forbindelse med vedtagelsen af direktiv 2004/48 i 2004 på intet tidspunkt havde til hensigt, at det skulle omfatte mere moderne former for »adresse« såsom e-mailadresse eller IP-adresse.
39. Det fremgår følgelig af forhistorien, at direktiv 2004/48 skal fortolkes således, at det udelukkende henviser til dette udtryks traditionelle betydning, dvs. postadressen.
40. Det følger af det ovenstående, at artikel 8, stk. 2, litra a), i direktiv 2004/48 ifølge såvel en ordlydsfortolkning som forhistorien ikke omfatter den e-mailadresse, det telefonnummer og de IP-adresser, som de i denne bestemmelse omhandlede personer har anvendt.
41. Constantin Film Verleih har anfægtet denne fortolkning og har henvist til formålet med artikel 8 i direktiv 2004/48 samt mere generelt til de mål, der forfølges med dette direktiv.
42. Ifølge Constantin Film Verleih er formålet med artikel 8 i direktiv 2004/48 at give indehavere af intellektuelle ejendomsrettigheder mulighed for at identificere de i denne bestemmelse omhandlede personer. Denne artikels stk. 2 skal således – uafhængigt af ordlyden – fortolkes således, at den vedrører »alle oplysninger, der gør det muligt at identificere« disse personer, idet de pågældende oplysninger, afhængigt af tilgængeligheden, kan omfatte telefonnummer, e-mailadresse, IP-adresse eller bankkontooplysninger.
43. Efter min opfattelse ville det udgøre en omskrivning af denne bestemmelse, hvis Domstolens anvendte denne fortolkning. Jeg forstår naturligvis, at en rettighedsindehaver som Constantin Film Verleih har et ønske om, at direktiv 2004/48 ændres, således at selskabet nemmere kan identificere mulige krænkende personer, når krænkelserne specifikt finder sted på internettet. En sådan omskrivning henhører imidlertid ikke under Domstolens, men under EU-lovgivers kompetence.
44. Såfremt dette havde været lovgivers hensigt, kunne denne have anvendt formuleringen »alle oplysninger, der gør det muligt at identificere« de pågældende personer, i artikel 8, stk. 2, i direktiv 2004/48. I retsmødet fremhævede Kommissionen, at EU-lovgiver udtrykkeligt havde valgt en minimumsharmonisering, der er begrænset til navn og adresse, uden at medtage andre oplysninger, som gør det muligt at identificere en person, som f.eks. telefonnummer eller socialsikringsnummer.
45. Det skal præciseres, at en »dynamisk« eller teleologisk fortolkning af denne bestemmelse, således som Constantin Film Verleih har opfordret til, bør være udelukket i denne sammenhæng. Den ordlyd, der er anvendt i artikel 8, stk. 2, litra a), i direktiv 2004/48, giver ikke en tilstrækkelig fortolkningsmargin til at tillade en sådan fortolkning med henblik på at lade de i de præjudicielle spørgsmål nævnte oplysninger være omfattet heraf.
46. I denne henseende kan jeg uforbeholdent tilslutte mig generaladvokat Bobeks argumentation i punkt 33-35, 38 og 39 i forslag til afgørelse i sagen Kommissionen mod Tyskland. I overensstemmelse med forbuddet mod en fortolkning contra legem og med princippet om kompetencefordelingen er en dynamisk eller teleologisk fortolkning kun mulig, såfremt »bestemmelsens tekst [kan] undergives forskellige fortolkninger og [er] kendetegnet ved en vis tekstuel tvetydighed og uklarhed« (12).
47. Dette er imidlertid ikke tilfældet i den foreliggende sag. Som jeg har redegjort for ovenfor, udelukker ordlydsfortolkningen og forhistorien enhver tvetydighed med hensyn til rækkevidden af udtrykkene »navn og adresse«, der er anvendt i artikel 8, stk. 2, litra a), i direktiv 2004/48.
48. Constantin Film Verleih har ligeledes, mere generelt, påberåbt sig de mål, der forfølges med direktiv 2004/48. Efter min opfattelse kan denne argumentation ikke rejse tvivl om fortolkningen af den ovennævnte bestemmelse, eftersom dens ordlyd ikke er tvetydig. I det følgende vil jeg dog undersøge denne argumentation for fuldstændighedens skyld.
49. Det kan ganske vist ikke bestrides, at målet med direktiv 2004/48 er at sikre et højt beskyttelsesniveau for den intellektuelle ejendomsret i det indre marked som anført i 10. og 32. betragtning til direktivet, hvilket desuden er i overensstemmelse med chartrets artikel 17, stk. 2.
50. Det kan heller ikke bestrides, at den fortolkning, der er foreslået af Constantin Film Verleih, ville forhøje beskyttelsesniveauet for den intellektuelle ejendomsret i det indre marked.
51. Det er imidlertid afgørende, at det holdes for øje, at direktiv 2004/48, ligesom enhver anden lovgivning vedrørende intellektuel ejendomsret (13), skaber en balance mellem på den ene side indehavernes interesse i beskyttelsen af deres intellektuelle ejendomsret som fastsat i chartrets artikel 17, stk. 2, og på den anden side beskyttelsen af de personers interesser og grundlæggende rettigheder, som er brugere af de beskyttede frembringelser, samt den almene interesse.
52. Som Domstolen gentagne gange har præciseret, følger det på ingen måde af hverken chartrets artikel 17, stk. 2, eller af Domstolens praksis, at den intellektuelle ejendomsret, som er fastsat i denne bestemmelse, skulle være urørlig, og at dens beskyttelse derfor skulle være absolut (14).
53. Chartrets artikel 17, stk. 2, kræver således ikke, at alle tilgængelige tekniske midler tages i brug for at bistå rettighedshaveren med at identificere mulige krænkende personer uden hensyntagen til ordlyden af bestemmelserne i direktiv 2004/48.
54. Hvad nærmere bestemt angår artikel 8 i direktiv 2004/48 har Domstolen allerede i Coty Germany-dommen haft lejlighed til at præcisere, at denne bestemmelse tager sigte på at forene overholdelsen af forskellige rettigheder, navnlig indehavernes ret til information og brugernes ret til beskyttelse af personoplysninger (15).
55. I forbindelse med hovedsagen må de oplysninger, som Constantin Film Verleih har anmodet om, antages at være personoplysninger som omhandlet i artikel 2, litra a), i direktiv 95/46/EF (16), nu artikel 4, litra a), i forordning (EU) 2016/679 (17), eftersom de skal give selskabet mulighed for at identificere de pågældende personer (18).
56. Selv om det fremgår af 32. betragtning til direktiv 2004/48, at det har til formål at sikre, at den intellektuelle ejendomsret overholdes fuldt ud i overensstemmelse med chartrets artikel 17, stk. 2, følger det dog samtidig af dette direktivs artikel 2, stk. 3, litra a), samt 2. og 15. betragtning hertil, at beskyttelsen af den intellektuelle ejendomsret ikke bør være til hinder for bl.a. beskyttelsen af personoplysninger, som er sikret ved chartrets artikel 8, hvorved det nævnte direktiv navnlig ikke bør berøre direktiv 95/46 (19).
57. Jeg vil i denne forbindelse fremhæve den store betydning af artikel 8, stk. 3, litra b)-e), i direktiv 2004/48, hvorefter denne artikel finder anvendelse med forbehold af bestemmelser, der afgrænser, eller endog begrænser, indehaverens ret til information, navnlig de bestemmelser, der regulerer behandlingen af personoplysninger.
58. I denne sammenhæng er jeg af den opfattelse, at det ikke tilkommer Domstolen at ændre rækkevidden af den ordlyd, som EU-lovgiver anvendte i artikel 8, stk. 2, i direktiv 2004/48, hvilket ville medføre, at den balance, som EU-lovgiver tilsigtede ved vedtagelsen af dette direktiv, og som det henhører under dennes enekompetence at skabe, blev bragt i fare (20).
59. For at supplere mit udsagn i dette forslag til afgørelses punkt 43 ville anvendelsen af den fortolkning, som Constantin Film Verleih har foreslået, ikke blot indebære, at Domstolen omskrev artikel 8, stk. 2, i direktiv 2004/48, men at den desuden bragte den balance, som EU-lovgiver har skabt, i fare til fordel for de interesser, som indehaverne af intellektuelle ejendomsrettigheder har.
60. Jeg vil tilføje, at den dynamiske fortolkning, som Constantin Film Verleih har gjort gældende, ligeledes er i strid med den generelle opbygning af direktiv 2004/48, der, som Kommissionen har fremhævet, er baseret på en af EU-lovgiver tilsigtet minimumsharmonisering.
61. Denne institution har således med rette anført, at en sådan dynamisk fortolkning ikke er hensigtsmæssig i den foreliggende sag, for så vidt som EU-lovgiver i henhold til artikel 8, stk. 3, litra a), i direktiv 2004/48 udtrykkeligt har fastsat, at medlemsstaterne har mulighed for at imødekomme dette dynamiske hensyn ved at tillægge indehaverne »en mere vidtgående ret til information«.
62. Med andre ord er EU’s retsinstansers anlæggelse af en dynamisk fortolkning af direktiv 2004/48 med henblik på at tilpasse det til den nye adfærd på internettet unødig, eftersom medlemsstaterne har beføjelse til at vedtage supplerende foranstaltninger, som er målrettet denne adfærd.
63. For fuldstændighedens skyld skal jeg endelig gøre opmærksom på, at TRIPS-aftalens (21) artikel 47, som blot indfører en mulighed for at fastsætte en ret til information, ikke kan påberåbes til støtte for den fortolkning, som Constantin Film Verleih har gjort gældende (22).
64. Af alle de ovennævnte grunde er det min opfattelse, at artikel 8, stk. 2, litra a), i direktiv 2004/48 skal fortolkes således, at begrebet »navn og adresse«, som indgår i denne bestemmelse, ikke – hvad angår en bruger, som har gjort filer, der krænker en intellektuel ejendomsrettighed, tilgængelige online – vedrører den e-mailadresse, det telefonnummer og den IP-adresse, som er anvendt til at gøre disse filer tilgængelige online, eller den IP-adresse, som senest er anvendt for at få adgang til brugerkontoen.
65. Medlemsstaterne har følgelig ikke pligt til, i henhold til denne bestemmelse, at give de kompetente retslige myndigheder mulighed for i forbindelse med sager om krænkelse af en intellektuel ejendomsrettighed at pålægge, at disse oplysninger meddeles.
V. Forslag til afgørelse
66. På baggrund af ovenstående betragtninger foreslår jeg Domstolen at besvare de af Bundesgerichtshof (forbundsdomstol, Tyskland) forelagte præjudicielle spørgsmål som følger:
»Artikel 8, stk. 2, litra a), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/48/EF af 29. april 2004 om håndhævelsen af intellektuelle ejendomsrettigheder skal fortolkes således, at begrebet »navn og adresse«, som indgår i denne bestemmelse, ikke – hvad angår en bruger, som har gjort filer, der krænker en intellektuel ejendomsrettighed, tilgængelige online – vedrører den e-mailadresse, det telefonnummer og den IP-adresse, som er anvendt til at gøre disse filer tilgængelige online, eller den IP-adresse, som senest er anvendt for at få adgang til brugerkontoen.
Medlemsstaterne har følgelig ikke pligt til i henhold til denne bestemmelse at give de kompetente retslige myndigheder mulighed for i forbindelse med sager om krænkelse af en intellektuel ejendomsrettighed at pålægge, at disse oplysninger meddeles.«