Language of document : ECLI:EU:T:2014:361

Sag T-145/08 DEP

(offentliggørelse i uddrag)

Atlas Transport GmbH

mod

Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked
(Varemærker og Design) (KHIM)

»Retspleje – fastsættelse af sagsomkostninger«

Rettens kendelse (Fjerde Afdeling) af 21. maj 2014 ?II – 0000

Sammendrag – Rettens kendelse (Fjerde Afdeling) af 21. maj 2014

1.      Retslig procedure – sagsomkostninger – opgørelse – den kompetente domstol i tilfælde af appel

(Domstolens procesreglement, art. 137 og 184; Rettens procesreglement, art. 87, stk. 1)

2.      Retslig procedure – sagsomkostninger – søgsmål vedrørende intellektuel ejendomsret – omkostninger, der kan kræves erstattet – nødvendige udgifter, som er afholdt af parterne i forbindelse med sagen for appelkammeret – appelkammerets manglende afgørelse om sagsomkostningerne for dette

(Rettens procesreglement, art. 136, stk. 2; Rådets forordning nr. 207/2009, art. 85, stk. 1 og 6)

1.      I henhold til artikel 137 og 184 i Domstolens procesreglement og artikel 87, stk. 1, i Rettens procesreglement træffes der afgørelse om sagsomkostninger ved den dom eller kendelse, hvormed sagens behandling afsluttes. Såfremt Domstolen forkaster appellen og pålægger sagsøgeren at betale sagsomkostningerne, skal en sådan afgørelse forstås således, at den kun vedrører sagsomkostningerne i appelsagen. Forkastelsen af appellen indebærer nemlig ikke, at Domstolen har ophævet Rettens afgørelse om sagsomkostningerne.

Følgelig tilkommer det Retten at fastsætte de beløb, der kan erstattes efter retsforhandlingerne for denne i den sag, der gav anledning til den appellerede dom. Retten har således kompetence til at påkende påstanden om fastsættelse af omkostninger, der er afholdt i den sag, der er behandlet for denne, og som førte til den appellerede dom.

(jf. præmis 11-13)

2.      Det fremgår af procesreglementets artikel 136, stk. 2, at Retten ikke har kompetence til at træffe afgørelse om de omkostninger, der er afholdt i forbindelse med sagen for annullationsafdelingen ved Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design). Følgelig må en påstand om fastsættelse af disse omkostninger afvises.

For så vidt angår de omkostninger, der er afholdt for appelkammeret ved Harmoniseringskontoret, tilkommer det intervenienten i henhold til artikel 85, stk. 1 og 6, i forordning nr. 207/2009 om EF-varemærker at indgive en begæring til appelkammerets registreringskontor med henblik på fastsættelse af de sagsomkostninger, der skal erstattes for sagen for appelkammeret. Søgsmålet ved Retten og appellen ved Domstolen påvirker ikke denne vurdering, idet hverken Retten eller Domstolen har anfægtet lovligheden af appelkammerets afgørelse. Disse retlige procedurer har alene udskudt datoen for, hvornår appelkammerets afgørelse, der er genstand for påstanden om fastsættelse af omkostningerne, er blevet endelig.

Analogt med det tilfælde, i hvilket appelkammeret har truffet afgørelse om sagsomkostningerne, og dettes afgørelse er forblevet gyldig efter Rettens frifindelse af Harmoniseringskontoret, og hvor Retten ikke træffer afgørelse om sagsomkostninger, der er afholdt ved appelkammeret, skal Retten under sådanne omstændigheder ikke træffe afgørelse om sagsomkostningerne for appelkammeret.

(jf. præmis 17 og 20-22)