Sag T-236/10

Asociación Española de Banca

mod

Europa-Kommissionen

»Annullationssøgsmål – statsstøtte – støtteordning, der muliggør skattemæssig afskrivning af finansiel goodwill i forbindelse med erhvervelse af udenlandske kapitalandele – beslutning, der erklærer støtteordningen uforenelig med fællesmarkedet og ikke foreskriver tilbagesøgning af støtte – sammenslutning – ikke individuelt berørt – afvisning«

Sammendrag af kendelse

1.      Annullationssøgsmål – fysiske eller juridiske personer – retsakter, som berører dem umiddelbart og individuelt – beslutning vedrørende statsstøtte – sag anlagt af en sammenslutning, som varetager medlemmernes fælles interesser – antagelse til realitetsbehandling – betingelser – medlemmerne parallelt anlagt sag – sammenslutningens sag antages ikke til realitetsbehandling

(Art. 263, stk. 4, TEUF)

2.      Annullationssøgsmål – fysiske eller juridiske personer – retsakter, som berører dem umiddelbart og individuelt – kommissionsbeslutning, der forbyder en støtteordning til fordel for en sektor – sag anlagt af en virksomhed, der har modtaget en individuel støtte tildelt i henhold til denne ordning, uden at være omfattet af kravet om tilbagebetaling – afvisning

(Art. 263, stk. 4, TEUF)

3.      Annullationssøgsmål – fysiske eller juridiske personer – retsakter, som berører dem umiddelbart og individuelt – beslutning vedrørende statsstøtte – sag anlagt af en sammenslutning, der har spillet en aktiv rolle i proceduren, men som ikke er gået videre end de processuelle rettigheder, som tilkommer de interesserede ifølge artikel 108, stk. 2, TEUF – afvisning

(Art. 108, stk. 2, TEUF og art. 263, stk. 4, TEUF)

1.      En faglig sammenslutning, som varetager medlemmernes fælles interesser, kan principielt kun anlægge et annullationssøgsmål til prøvelse af en endelig kommissionsbeslutning på området for statsstøtte i to tilfælde, nemlig for det første såfremt de virksomheder, den repræsenterer, eller nogle af disse har individuel søgsmålskompetence, og for det andet såfremt den kan gøre en egen interesse gældende, bl.a. fordi dens stilling som forhandlingspart berøres af den retsakt, som påstås annulleret. I denne henseende er det første tilfælde med antagelse til realitetsbehandling af en sag, der er anlagt af en sammenslutning på grundlag af repræsentation af medlemmerne, den situation, hvor sammenslutningen, som anlægger sagen, handler på vegne af et eller flere af de medlemmer, som den repræsenterer, under den forudsætning, at disse medlemmer selv kunne have anlagt sag.

En af en sammenslutning kollektivt anlagt sag frembyder processuelle fordele, idet et større antal enkeltsager, der alle ville angå samme beslutninger, herved undgås. Dette første tilfælde med antagelse til realitetsbehandling af en sag, der er anlagt af en sammenslutning, forudsætter således, at sammenslutningen handler i stedet for medlemmerne. Det følger heraf, at en sammenslutning, der handler som medlemmernes repræsentant, kan anlægge annullationssøgsmål, når medlemmerne ikke selv har anlagt sag, selv om de kunne have gjort det.

En sådan løsning fratager ikke artikel 263 TEUF sin nyttige virkning og skader hverken retssikkerhedsprincippet eller sammenslutningens ret til forsvar. Den lader ganske vist antagelsen til realitetsbehandling af sammenslutningers sager afhænge af, at andre parter ikke har anlagt sag, konkret deres medlemmer. En sådan situation kan imidlertid ikke anses for en kilde til uvished eller usikkerhed, eftersom det er legitimt at forvente, at en sammenslutning, der varetager medlemmernes interesser, har kendskab til sager, som medlemmerne har anlagt, og omvendt. Endvidere skader afvisningen af den af den sagsøgende sammenslutning anlagte sag på grund af sager, der er anlagt af medlemmerne, ikke den nyttige virkning af artikel 263 TEUF og retten til forsvar, dvs. i det væsentlige sammenslutningens ret til effektive retsmidler. Der er to muligheder: Enten anlægger den sagsøgende sammenslutning en sag for at forsvare interesserne hos de medlemmer, som har søgsmålskompetence, og den sag, der antages til realitetsbehandling, er enten medlemmets eller sammenslutningens, alt efter om et af medlemmerne selv har anlagt sag eller ej, eller sammenslutningen anlægger en sag for at forsvare sin egen interesse, og sagen kan antages til realitetsbehandling, på trods af at medlemmerne også har anlagt sag, hvis en sådan interesse er fastslået.

(jf. præmis 19, 23, 24 og 29)

2.      En virksomhed kan i princippet ikke anlægge søgsmål til prøvelse af en beslutning fra Kommissionen, der forbyder en støtteordning til fordel for en sektor, hvis virksomheden alene er berørt af denne beslutning, fordi den tilhører den pågældende sektor og potentielt kan blive omfattet af støtten. En sådan beslutning fremtræder nemlig over for denne virksomhed som en generel foranstaltning, der finder anvendelse på objektivt afgrænsede situationer og har retsvirkninger for en gruppe personer, der er bestemt generelt og abstrakt.

Når en sagsøgende virksomhed imidlertid ikke alene er berørt af den omhandlede beslutning som en virksomhed inden for den berørte sektor, der potentielt kan drage fordel af støtteordningen, men ligeledes som faktisk modtager af en individuel støtte i henhold til denne ordning, som Kommissionen har krævet tilbagesøgt, er virksomheden individuelt berørt af beslutningen, og dens søgsmål til prøvelse af beslutningen kan antages til realitetsbehandling.

(jf. præmis 33 og 34)

3.      Hvad angår spørgsmålet om antagelse af et annullationssøgsmål til prøvelse af en beslutning fra Kommissionen vedrørende statsstøtte til realitetsbehandling kan en sagsøger ganske vist være individuelt berørt i kraft af sin aktive deltagelse i den procedure, der har ført til vedtagelsen af den anfægtede retsakt. Dette er imidlertid altid i en særlig situation, hvor sagsøgeren har en stilling som forhandlingsleder, der er klart afgrænset og tæt forbundet med selve genstanden for beslutningen, hvilket indebærer, at sagsøgeren befinder sig i en faktisk situation, der adskiller den pågældende fra alle andre. Den rolle, som en sammenslutning har spillet, og som ikke går videre end de processuelle rettigheder, som tilkommer de interesserede parter ifølge artikel 108, stk. 2, TEUF, kan navnlig ikke sammenlignes med en sådan særlig situation.

(jf. præmis 43 og 44)