Language of document : ECLI:EU:C:2019:982

Forenede sager C-585/18, C-624/18 og C-625/18

A.K.
mod
Krajowa Rada Sądownictwa

og

CP
og
DO
mod
Sąd Najwyższy

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Sąd Najwyższy (Izba Pracy i Ubezpieczeń Społecznych))

 Domstolens dom (Store Afdeling) af 19. november 2019

»Præjudiciel forelæggelse – direktiv 2000/78/EF – ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv – forbud mod forskelsbehandling på grundlag af alder – nedsættelse af pensionsalderen for dommerne ved Sąd Najwyższy (øverste domstol, Polen) – artikel 9, stk. 1 – søgsmålsret – artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder – effektiv domstolsbeskyttelse – princippet om dommeres uafhængighed – oprettelse af et nyt kammer ved Sąd Najwyższy (øverste domstol), som bl.a. har kompetence vedrørende sager om pensioneringen af dommere ved denne retsinstans – afdeling bestående af dommere, der for nyligt er udnævnt af Republikken Polens præsident efter indstilling fra det nationale domstols- og anklageråd – nævnte råds uafhængighed – kompetence til at undlade at anvende national lovgivning, der er i strid med EU-retten – EU-rettens forrang«

1.        Præjudicielle spørgsmål – Domstolens kompetence – grænser – generelle eller hypotetiske spørgsmål – spørgsmål, der har mistet deres genstand efter en ændring af de faktiske omstændigheder eller en lovændring i den omhandlede medlemsstat – ufornødent at træffe afgørelse

(Art. 267 TEUF)

(jf. præmis 67-71 og 107-109 samt domskonkl. 1)

2.        Præjudicielle spørgsmål – Domstolens kompetence – grænser – anmodning om fortolkning af Unionens charter om grundlæggende rettigheder – den nationale retlige situation er reguleret i EU-retten – Domstolens kompetence

(Art. 267, TEUF; Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 47 og art. 51, stk. 1)

(jf. præmis 79-81)

3.        Præjudicielle spørgsmål – forelæggelse for Domstolen – de nationale retters kompetence – rækkevidde – national lovgivning, der bestemmer, at visse tvister afsluttes, og som således hindrer en afdeling ved en retsinstans, der træffer afgørelse i sidste instans, fra at fastholde sine præjudicielle spørgsmål – afvisning fra realitetsbehandling

(Art. 267 TEUF)

(jf. præmis 102-104)

4.        EU-ret – principper – ret til en effektiv domstolsbeskyttelse – princippet om dommeres uafhængighed – rækkevidde

(Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 47, stk. 2)

(jf. præmis 119-125)

5.        Medlemsstater – forpligtelser – etablering af de nødvendige retsinstanser med henblik på at sikre en effektiv retsbeskyttelse – overholdelse af princippet om dommeres uafhængighed – ny disciplinærafdeling ved den øverste domstol sammensat af dommere, der udnævnes af præsidenten for Republikken Polen efter indstilling fra domstolsrådet – tilsidesættelse, hvis der foreligger rimelig tvivl i offentligheden om, at denne afdeling er uimodtageligt for påvirkninger udefra og neutral i forhold til de interesser, som står over for hinanden – kriterier – objektive betingelser for oprettelsen af denne afdeling, dens kendetegn og proceduren for udnævnelse af dens medlemmer – domstolsrådets uafhængighed – den forelæggende rets efterprøvelse

(Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 47; Rådets direktiv 2000/78, art. 9, stk. 1)

(jf. præmis 133, 134, 136-138, 140, 142-154 og 171 samt domskonkl. 2)

6.        Medlemsstater – forpligtelser – etablering af de nødvendige retsinstanser med henblik på at sikre en effektiv retsbeskyttelse – national lovgivning, der tillægger en retsinstans, der ikke opfylder kravene om uafhængighed og upartiskhed, enekompetence – ikke tilladt – forpligtelser og beføjelser for den nationale ret – pligt til at undlade at anvende en national bestemmelse, som strider mod EU-retten

(Art. 4, stk. 3; Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 47; Rådets direktiv 2000/78, art. 9, stk. 1)

(jf. præmis 164-166 og 171 samt domskonkl. 2)

Resumé

Den forelæggende ret skal efterprøve uafhængigheden for den nye disciplinærafdeling ved den polske øverste domstol med henblik på at afgøre, om denne retsinstans kan påkende tvister vedrørende pensionering af dommere ved den øverste domstol, eller om sådanne tvister skal undersøges af en anden retsinstans, der opfylder dette krav om uafhængighed.

I dommen i sagen A.K. m.fl. (den øverste domstols disciplinærafdelings uafhængighed) (sagerne C-585/18, C-624/18 og C-625/18), afsagt den 19. november 2019 i forbindelse med en fremskyndet procedure, fastslog Domstolen (Store Afdeling), at retten til en effektiv domstolsprøvelse, som sikres ved artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder og bekræftet inden for et specifikt område af direktiv 2000/78 , (1)er til hinder for, at tvister vedrørende anvendelsen af EU-retten kan henhøre under enekompetencen for en instans, der ikke er en uafhængig og upartisk domstol. Ifølge Domstolen er dette tilfældet, når de objektive betingelser, som den omhandlede instans er blevet oprettet under, dens kendetegn og den måde, hvorpå dens medlemmer er blevet udnævnt, har en sådan karakter, at disse forhold rejser rimelig tvivl i offentligheden om, hvorvidt denne instans er uimodtagelig for påvirkninger udefra, og navnlig i forhold til direkte eller indirekte påvirkninger fra den lovgivende og den udøvende magt, og om, hvorvidt den er neutral i forhold til de interesser, som står over for hinanden. Disse forhold kan således føre til, at denne instans ikke fremstår som uafhængigt og upartisk, hvilket kan skade den tillid, som domstolene skal indgyde borgerne i et demokratisk samfund. Det tilkommer den forelæggende ret under hensyntagen til alle de relevante oplysninger, den råder over, at afgøre, om dette faktisk er tilfældet for så vidt angår den nye disciplinærafdeling ved den polske øverste domstol. I så tilfælde forpligter princippet om EU-rettens forrang den forelæggende ret til at undlade at anvende en national bestemmelse, der forbeholder denne disciplinærafdeling retten til at påkende tvister vedrørende pensionering af dommere ved den øverste domstol, således at disse tvister kan undersøges af en retsinstans, der opfylder kravene til uafhængighed og upartiskhed, og som ville have kompetence inden for det omhandlede område, hvis den nævnte bestemmelse ikke var til hinder for dette.

I de sager, der verserer for den forelæggende ret, har tre polske dommere (ved den øverste domstol i forvaltningsretlige sager og ved den øverste domstol) bl.a. påberåbt sig tilsidesættelser af forbuddet mod forskelsbehandling på grund af alder med hensyn til beskæftigelse som følge af deres tidlige pensionering i henhold til den nye lov af 8. december 2017 om den øverste domstol. Selv om denne lov efter en nylig ændring ikke længere vedrører dommere, der som sagsøgerne i hovedsagerne allerede udøvede deres embede ved den øverste domstol, da denne lov trådte i kraft, og selv om disse sagsøgere følgelig er fortsat eller er blevet genindsat i deres embeder, mener den forelæggende ret alligevel, at den står over for et processuelt problem. Selv om den omhandlede type af tvister normalt henhører under kompetencen for den nyligt oprettede disciplinærafdeling ved den øverste domstol, nærer den forelæggende ret tvivl om, hvorvidt den skal undlade at anvende de nationale bestemmelser om fordelingen af retlig kompetence grundet tvivlen om denne instans’ uafhængighed, og efter omstændighederne selv træffe afgørelse vedrørende realiteten i disse tvister.

Domstolen bemærkede for det første, efter at den havde fastslået, at såvel artikel 47 i chartret om grundlæggende rettigheder som artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU fandt anvendelse, at kravet om retsinstansernes uafhængighed er en del af kerneindholdet i retten til en effektiv retsbeskyttelse og i den grundlæggende ret til en retfærdig rettergang, hvilke rettigheder selv har afgørende betydning som garant for beskyttelsen af samtlige de rettigheder, som borgerne afleder af EU-retten, og for bevarelsen af medlemsstaternes fælles værdier, der er nævnt i artikel 2 TEU, herunder retsstatsprincippet. Derefter henviste Domstolen detaljeret til sin praksis om rækkevidden af dette krav om uafhængighed, og anførte navnlig, at retsinstansernes uafhængighed i overensstemmelse med det princip om magtens tredeling, som er kendetegnende for en retsstats funktionsmåde, skal sikres i forhold til den lovgivende og den udøvende magt.

Domstolen fremhævede for det andet de konkrete forhold, der skal undersøges af den forelæggende ret, for at den kan vurdere, om disciplinærafdelingen ved den øverste domstol yder tilstrækkelige garantier for uafhængighed.

Indledningsvis bemærkede Domstolen, at den omstændighed alene, at dommerne ved disciplinærafdelingen udnævnes af republikkens præsident, ikke er af en sådan karakter, at den skaber en afhængighed af den politiske magt, eller rejser tvivl om deres upartiskhed, hvis dommerne, når de først er udnævnt, ikke påvirkes af nogen form for pression og ikke modtager instrukser i udøvelsen af deres funktioner. I øvrigt er den forudgående medvirken af domstolsrådet, som er betroet opgaven med at indstille dommerne med henblik på deres udnævnelse, egnet til objektivt set at begrænse den skønsmargen, som republikkens præsident råder over, på betingelse af, at dette organ selv er tilstrækkeligt uafhængigt af den lovgivende og den udøvende magt og således af republikkens præsident. Domstolen præciserede vedrørende dette emne, at der skal tages hensyn til såvel de faktiske som retlige forhold, der på en gang vedrører de betingelser, hvorunder medlemmerne af domstolsrådet er blevet udpeget, og den måde hvorpå det konkret udfylder sin rolle som vogter af retsinstansernes og dommernes uafhængighed. Domstolen anførte ligeledes, at rækkevidden af den retlige kontrol med domstolsrådets indstillinger skulle efterprøves, for så vidt som republikkens præsidents afgørelser om udnævnelse ikke som sådan kan gøres til genstand for en sådan efterprøvelse.

Domstolen fremhævede endvidere andre forhold, som mere direkte karakteriserer disciplinærafdelingen. Eksempelvis anførte den, at i den særlige sammenhæng, der fulgte af den stærkt omdiskuterede vedtagelse af bestemmelserne i den nye lov om den øverste domstol, som Domstolen i sin dom af 24. juni 2019, Kommissionen mod Polen (den øverste domstols uafhængighed) (C-619/18), fastslog, var i strid med EU-retten, er det relevant, at disciplinærafdelingen er blevet tillagt enekompetence med henblik på at påkende tvister vedrørende pensioneringen af dommere ved den øverste domstol som følge af denne lov, at den udelukkende skal sammensættes af nyudnævnte dommere, og endvidere at det fremgik, at disciplinærafdelingen har en særlig høj grad af autonomi inden for den øverste domstol. Domstolen præciserede flere gange i almindelighed, at selv om hver af de undersøgte omstændigheder, betragtet isoleret, ikke med sikkerhed medfører tvivl om denne instans’ uafhængighed, kan det forholde sig anderledes, når de vurderes samlet.


1      Rådets direktiv 2000/78/EF af 27.11.2000 om generelle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv (EFT 2000, L 303, s. 16).