Appel iværksat den 2. juni 2021 af Europa-Kommissionen til prøvelse af dom afsagt af Retten (Syvende Afdeling) den 24. marts 2021 i sag T-374/20, KM mod Europa-Kommissionen

(Sag C-341/21 P)

Processprog: tysk

Parter

Appellant: Europa-Kommissionen (ved T.S. Bohr og B. Mongin, som befuldmægtigede)

De andre parter i appelsagen: KM, Europa-Parlamentet og Rådet for den Europæiske Union

Appellanten har nedlagt følgende påstande

Dom afsagt af Den Europæiske Unions Ret (Syvende Afdeling) den 24. marts 2021, KM mod Kommissionen, i sag T-374/20 ophæves.

Europa-Kommissionen frifindes.

Indstævnte tilpligtes at betale sagsomkostningerne i første instans.

Indstævnte tilpligtes at betale sagsomkostningerne i appelsagen.

Anbringender og væsentligste argumenter

Kommissionen har fremsat tre appelanbringender til støtte for appellen.

Med det første appelanbringende har Kommissionen gjort gældende, at Retten begik en retlig fejl med hensyn til kriterierne for bedømmelsen af lovligheden af de afgørelser, som lovgiver har vedtaget, og tilsidesatte begrundelsespligten. Retten afveg fra princippet om, at bedømmelsen af en EU-retsakts lovlighed med hensyn til de grundlæggende rettigheder ikke må støttes på hævdelser, der er støttet på retsaktens konsekvenser i et konkret tilfælde; ulovligheden af en bestemmelse i vedtægten kan ifølge Kommissionen ikke være støttet på lovgivers afgørelses »manglende hensigtsmæssighed«; Retten tilsidesatte de i dom af 19. december 2019 i sag C-460/18 P ¹ opstillede principper, idet den ikke tog hensyn til alle elementer, der kendetegnede de to situationer, som skulle sammenlignes.

Med det andet appelanbringende har Kommissionen gjort gældende, at der er sket en retlig fejl ved fortolkningen af princippet om forbud mod forskelsbehandling, hvorefter de situationer, der er nævnt i artikel 18 og 20 i bilag VIII til vedtægten, er sammenlignelige. Tidspunktet for ægteskabets indgåelse er ikke det eneste kriterium, der adskiller artikel 18 og 20 i bilag VIII. Differentieringen hviler på en række faktorer, som Retten afslog at tage hensyn til; Retten skulle have taget hensyn til formålet med betingelsen om mindstevarigheden af ægteskabet i artikel 18 og 20 i bilag VIII, hvilket havde tydeliggjort deres forskelle; samme konklusion gælder for forskelsbehandlingen på grund af alder.

Med det tredje appelanbringende har Kommissionen endelig gjort gældende, at der er blevet begået en retlig fejl ved fortolkningen af artikel 52, stk. 1, i chartret om grundlæggende rettigheder ² og flere tilsidesættelser af begrundelsespligten. Der foreligger for det første en retlig fejl ved fortolkningen af artikel 52, stk. 1, i chartret om grundlæggende rettigheder, hvorefter konsekvenserne af tjenestemandens død for den overlevende ægtefælle ikke skal være forskellige, alt efter om ægteskabet er blevet indgået før eller efter udtrædelsen af tjenesten; for det andet begik Retten en retlig fejl ved fortolkningen af formålet om forebyggelse af svig, og den tilsidesatte begrundelsespligten.

____________

¹     Dom af 19.12.2019, HK mod Kommissionen, ECLI:EU:C:2019:1119.

²     Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (EUT 2012, C 326, s. 391).