DOMSTOLENS DOM (Første Afdeling)
16. januar 2019 (*)
»Præjudiciel forelæggelse – retligt samarbejde i civile sager – retternes kompetence og anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser vedrørende underholdspligt – forordning (EF) nr. 44/2001 – artikel 5, nr. 2) – artikel 27 – artikel 35, stk. 3 – kompetence, anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i ægteskabssager og i sager vedrørende forældreansvar – forordning (EF) nr. 2201/2003 – artikel 19 – litispendens – artikel 22, litra a) – artikel 23, litra a) –ikke-anerkendelse af retsafgørelser i tilfælde af, at disse åbenbart strider mod grundlæggende retsprincipper – artikel 24 – forbud mod prøvelse af kompetencen for retten i domsstaten – grunde til ikke-anerkendelse baseret på en tilsidesættelse af reglerne om litispendens – foreligger ikke«
I sag C-386/17,
angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF, indgivet af Corte suprema di cassazione (kassationsdomstol, Italien) ved afgørelse af 26. oktober 2016, indgået til Domstolen den 27. juni 2017, i sagen
Stefano Liberato
mod
Luminita Luisa Grigorescu,
har
DOMSTOLEN (Første Afdeling),
sammensat af vicepræsidenten, R. Silva de Lapuerta, som fungerende formand for Første Afdeling, og dommerne J.-C. Bonichot, A. Arabadjiev, E. Regan og C.G. Fernlund (refererende dommer),
generaladvokat: Y. Bot,
justitssekretær: A. Calot Escobar,
på grundlag af den skriftlige forhandling,
efter at der er afgivet indlæg af:
– Stefano Liberato ved avvocati F. Ongaro og A. Castellani,
– den italienske regering ved G. Palmieri, som befuldmægtiget, bistået af avvocato dello Stato P. Pucciariello,
– den tjekkiske regering ved M. Smolek, J. Vláčil og A. Kasalická, som befuldmægtigede,
– Europa-Kommissionen ved E. Montaguti og M. Wilderspin, som befuldmægtigede,
og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 6. september 2018,
afsagt følgende
Dom
1 Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af Rådets forordning (EF) nr. 2201/2003 af 27. november 2003 om kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i ægteskabssager og i sager vedrørende forældreansvar og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1347/2000 (EUT 2003, L 338, s. 1).
2 Denne anmodning er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem Stefano Liberato og Luminita Luisa Grigorescu vedrørende en påstand om anerkendelse i Italien af en retsafgørelse afsagt i Rumænien vedrørende ægteskab, forældreansvar og underholdspligt.
Retsforskrifter
EU-retten
Forordning nr. 2201/2003
3 Følgende fremgår af 11. og 21. betragtning til forordning nr. 2201/2003:
»(11) Spørgsmål om underholdspligt er udelukket fra denne forordnings anvendelsesområde, da disse allerede er omfattet af [Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 af 22. december 2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (EFT 2001, L 12, s. 1)]. De retter, der er kompetente efter denne forordning, har generelt kompetence til at afgøre sager om underholdspligt i medfør af artikel 5, nr. 2), i nævnte forordning.
[…]
(21) Anerkendelsen og fuldbyrdelsen af retsafgørelser truffet i en medlemsstat bør være baseret på princippet om gensidig tillid, og grundene til ikke-anerkendelse bør begrænses til det nødvendige minimum.«
4 Artikel 12 i forordning nr. 2201/2003 med overskriften »Aftale om værneting« bestemmer i stk. 1:
»Den ret i en medlemsstat, der i medfør af artikel 3 udøver sin kompetence til at træffe afgørelse om en begæring om skilsmisse, separation eller omstødelse af ægteskab, har kompetence i ethvert spørgsmål vedrørende forældreansvar, der har tilknytning til den pågældende begæring:
a) hvis mindst én af ægtefællerne har forældreansvar over for barnet,
og
b) hvis denne rets kompetence på det tidspunkt, hvor sagen anlægges, udtrykkeligt eller på anden utvetydig måde er accepteret af ægtefællerne og af indehaverne af forældreansvar og er til barnets bedste.«
5 Denne forordnings artikel 17 med overskriften »Prøvelse af kompetencen« bestemmer:
»Anlægges der ved en ret i en medlemsstat en sag, som den pågældende ret ikke har kompetence til at påkende i medfør af denne forordning, og som en ret i en anden medlemsstat har kompetence til at påkende i medfør af denne forordning, erklærer retten sig på embeds vegne inkompetent.«
6 Nævnte forordnings artikel 19 bestemmer:
»1. Såfremt der anlægges sag vedrørende skilsmisse, separation eller omstødelse af ægteskab mellem de samme parter ved retter i forskellige medlemsstater, udsætter enhver anden ret end den, ved hvilken der først er anlagt sag, på embeds vegne sagen, indtil denne rets kompetence er fastslået.
2. Såfremt der anlægges sag vedrørende forældreansvar over for et barn, som har samme genstand og hviler på samme grundlag, ved retter i forskellige medlemsstater, udsætter enhver anden ret end den, ved hvilken der først er anlagt sag, på embeds vegne sagen, indtil denne rets kompetence er fastslået.
3. Når det er fastslået, at den ret, ved hvilken sagen først er anlagt, er kompetent, erklærer enhver anden ret sig inkompetent til fordel for den første. Den part, der anlagde sag ved en anden ret, kan i så fald fremsætte sit krav for den ret, ved hvilken der først blev anlagt sag.«
7 Artikel 22 i forordning nr. 2201/2003 med overskriften »Grunde til ikke-anerkendelse af retsafgørelser om skilsmisse, separation eller omstødelse af ægteskab« bestemmer:
»En retsafgørelse om skilsmisse, separation eller omstødelse af ægteskab kan ikke anerkendes:
a) såfremt en anerkendelse åbenbart vil stride mod grundlæggende retsprincipper i den medlemsstat, som anmodningen rettes til
[…]
c) såfremt den er uforenelig med en retsafgørelse, der er truffet i en sag mellem de samme parter i den medlemsstat, som anmodningen rettes til […]
[…]«
8 Forordningens artikel 23 med overskriften »Grunde til ikke-anerkendelse af retsafgørelser om forældreansvar« er affattet således:
»En retsafgørelse om forældreansvar kan ikke anerkendes:
a) såfremt en anerkendelse åbenbart vil stride mod grundlæggende retsprincipper i den medlemsstat, som anmodningen rettes til, under hensyntagen til barnets bedste
[…]
e) såfremt den er uforenelig med en retsafgørelse om forældreansvar, der senere er truffet i den medlemsstat, som anmodningen rettes til
[…]«
9 Nævnte forordnings artikel 24 med overskriften »Forbud mod prøvelse af kompetencen for retten i domsstaten« bestemmer:
»Kompetencen for retten i domsstaten kan ikke efterprøves. Den i artikel 22, litra a), og artikel 23, litra a), omhandlede efterprøvelse vedrørende grundlæggende retsprincipper kan ikke foretages i forhold til kompetencereglerne i artikel 3-14.«
Forordning nr. 44/2001
10 Artikel 5 i forordning nr. 44/2001 bestemmer:
»En person, der har bopæl på en medlemsstats område, kan sagsøges i en anden medlemsstat
[…]
2) i sager om underholdspligt, ved retten på det sted, hvor den berettigede har sin bopæl eller sit sædvanlige opholdssted, eller, ved krav i forbindelse med en sag om en persons retlige status, ved den ret, der efter sin egen lovgivning er kompetent i sagen, medmindre denne kompetence alene støttes på en af parternes nationalitet.
[…]«
11 Denne forordnings artikel 27 er affattet således:
»1. Såfremt krav, der har samme genstand og hviler på samme grundlag, fremsættes mellem de samme parter for retter i forskellige medlemsstater, udsætter enhver anden ret end den, ved hvilken sagen først er anlagt, på embeds vegne sagen, indtil denne rets kompetence er fastslået.
2. Når det er fastslået, at den ret, ved hvilken sagen først er anlagt, er kompetent, erklærer enhver anden ret sig inkompetent til fordel for den første.«
12 Samme forordnings artikel 34 har følgende ordlyd:
»En retsafgørelse kan ikke anerkendes:
1) såfremt en anerkendelse åbenbart vil stride mod grundlæggende retsprincipper i den medlemsstat, som anmodningen rettes til
[…]
3) såfremt den er uforenelig med en retsafgørelse truffet mellem de samme parter i den medlemsstat, som anmodningen rettes til
4) såfremt den er uforenelig med en retsafgørelse, der tidligere er truffet i en anden medlemsstat eller i et tredjeland mellem de samme parter i en tvist, der har samme genstand og hviler på samme grundlag, og denne tidligere retsafgørelse opfylder de nødvendige betingelser for at blive anerkendt i den medlemsstat, som anmodningen rettes til.«
13 Artikel 35 i forordning nr. 44/2001 bestemmer:
»1. En retsafgørelse kan endvidere ikke anerkendes, såfremt kompetencereglerne i kapitel II, afdeling 3, 4 og 6, er tilsidesat, eller der foreligger tilfælde, som omfattes af artikel 72.
2. Ved prøvelsen af de i stk. 1 nævnte kompetenceregler er den myndighed, som anmodningen rettes til, bundet af de faktiske omstændigheder, på hvilke retten i domsstaten har støttet sin kompetence.
3. Kompetencen for retterne i domsstaten kan ikke efterprøves, jf. dog stk. 1. Den i artikel 34, nr. 1), omhandlede efterprøvelse vedrørende grundlæggende retsprincipper kan ikke foretages i forhold til kompetencereglerne.«
Italiensk ret
14 Artikel 150 i Codice civile (borgerlig lovbog) med overskriften »Separation« bestemmer:
»Separation af ægtefæller er tilladt.
Der kan bevilliges separation enten retsligt eller ved enighed.
Det er alene ægtefællerne, som har ret til at anmode om retslig separation eller rettens godkendelse af en separation ved enighed.«
15 Artikel 151 i den borgerlige lovbog med overskriften »Retslig separation« bestemmer:
»Der kan bevilliges separation i tilfælde af, at der foreligger omstændigheder, der vil gøre fortsat samliv uacceptabelt eller medføre alvorlig skade for børnenes opvækst, selv hvis dette ikke kan tilskrives den ene eller begge ægtefæller.
Retten, der bevilliger en separation, skal, såfremt de relevante omstændigheder foreligger og en anmodning herom er indgivet, fastslå, hvem af ægtefællerne separationen kan tilregnes som følge af en adfærd, der er uforenelig med ægteskabelige forpligtelser.«
16 Den forelæggende ret har præciseret, at forældreansvar og underholdspligt over for barnet i tilfælde af separation og skilsmisse reguleres på samme måde i den borgerlige lovbogs artikel 337a-337g.
Tvisten i hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål
17 Stefano Liberato og Luminita Luisa Grigorescu blev gift i Rom (Italien) den 22. oktober 2005 og levede sammen i denne medlemsstat frem til deres søns fødsel den 20. februar 2006. Ægteskabet blev gradvist forværret og moderen rejste med barnet til Rumænien og er ikke senere vendt tilbage til Italien.
18 Ved stævning af 22. maj 2007 anlagde Stefano Liberato sag ved Tribunale di Teramo (retten i Teramo, Italien) med påstand om separation og tildeling af forældremyndigheden over barnet. Luminita Luisa Grigorescu, som gav møde for denne ret, nedlagde påstand om frifindelse og et modkrav om, at Stefano Liberato blev tilpligtet at betale et bidrag til barnets underhold. Ved dom af 19. januar 2012 bevilligede nævnte ret ægtefællerne skilsmisse, idet den fastslog, at denne måtte tilregnes Luminita Luisa Grigorescu, og henviste ved særskilt kendelse sagen til yderligere administrativ behandling med henblik på en afgørelse af parternes gensidige krav om udøvelse af forældreansvar.
19 Mens den sag om forældreansvar, der var anlagt ved Tribunale di Teramo (retten i Teramo), fortsat verserede, anlagde Luminita Luisa Grigorescu den 30. september 2009 sag ved Judecătoria București (ret i første instans i Bukarest, Rumænien) med påstand om skilsmisse, tilkendelse af eneforældremyndigheden over barnet og bidrag fra faderen til barnets underhold.
20 Stefano Liberato gav fremmøde for denne ret og rejste en indsigelse om litispendens, idet han gjorde gældende, at han allerede havde anlagt et søgsmål vedrørende separation og forældreansvar i Italien. Ved dom af 31. maj 2010 afsagde nævnte ret ikke desto mindre skilsmissedom, tilkendte moderen forældremyndigheden, fastsatte de nærmere betingelser for faderens besøgsret og fastsatte størrelsen af det underholdsbidrag, som sidstnævnte skulle betale til barnet.
21 Denne dom fik retskraft, efter at Curtea de Apel București (appeldomstol i Bukarest, Rumænien) den 12. juni 2013 havde afsagt en dom, der stadfæstede dommen fra Tribunalul București (appeldomstol i Bukarest, Rumænien) af 3. december 2012, hvorved denne ret forkastede Stefano Liberatos appel af dommen af 31. maj 2010.
22 Efterfølgende blev retssagen om separation i Italien afsluttet ved en dom af 8. juli 2013 afsagt af Tribunale di Teramo (retten i Teramo). Denne ret tilkendte faderen eneforældremyndigheden og fastslog, at barnet øjeblikkeligt skulle vende tilbage til Italien. Den nævnte ret fastsatte ligeledes de nærmere betingelser for udøvelsen af moderens besøgsret i Italien og pålagde sidstnævnte et bidrag til barnets underhold.
23 Tribunale di Teramo (retten i Teramo) forkastede navnlig den modpåstand, hvorved Luminita Luisa Grigorescu på grundlag af forordning nr. 2201/2003 havde nedlagt påstand om anerkendelse i Italien af skilsmissedommen fra Tribunalul București (appeldomstol i Bukarest) af 3. december 2012. Tribunale di Teramo (retten i Teramo) bemærkede nemlig, at skilsmissesagen var blevet anlagt i Rumænien efter anlæggelsen af separationssagen i Italien, og at de rumænske retter herefter havde tilsidesat artikel 19 i forordning nr. 2201/2003 ved ikke at udsætte afgørelsen i sagen.
24 Luminita Luisa Grigorescu appellerede denne dom og fremsatte indledningsvis en modpåstand om anerkendelse af dommen fra Curtea de Apel București (appeldomstol i Bukarest) af 12. juni 2013, hvorved indsigelsen om litispendens var blevet forkastet med den begrundelse, at de to sager ikke havde samme genstand ifølge rumænsk procesret.
25 Ved dom af 31. marts 2014 ændrede Corte d’Apello di L’Aquila (appeldomstol i Aquila, Italien) den dom, der var afsagt af Tribunale di Teramo (retten i Teramo) den 8. juli 2013 og tog indsigelsen om, at den af de rumænske retter afsagte skilsmissedom, som ligeledes vedrørte forældremyndigheden og bidraget til barnets underhold, havde opnået retskraft, til følge. Denne appeldomstol var af den opfattelse, at den tilsidesættelse af EU-rettens ordning om litispendens, som blev begået af de retslige organer i den medlemsstat, for hvilke sagen senere blev anlagt, i dette tilfælde Rumænien, ikke var relevant med henblik på undersøgelsen af betingelserne for anerkendelse af de endelige foranstaltninger, der er truffet af denne medlemsstat, og at der ikke forelå nogen, navnlig præceptiv, grund til, at den rumænske afgørelse ikke skulle anerkendes.
26 Stefano Liberato har iværksat kassationsanke til prøvelse af denne dom afsagt af Corte d’Apello di L’Aquila (appeldomstol i Aquila).
27 Den forelæggende ret har anført, at den i Rumænien afsagte retsafgørelse på samme tid afgør spørgsmålet om ægteskabet, spørgsmålet om forældreansvaret og spørgsmålet om underholdspligten. I forbindelse med den skilsmissesag, som blev indledt i Italien, blev der fremsat de samme påstande, undtagen for så vidt angår påstanden om ægteskabet, som ikke var identisk, eftersom det ifølge den italienske retsorden kræves, at det før skilsmissen godtgøres, at de i loven fastsatte betingelser for separation af ægtefællerne er opfyldt, inden der kan bevilliges skilsmisse.
28 Denne ret har anført, at der ikke af artikel 22, litra c), i forordning nr. 2201/2003, denne forordnings artikel 23, litra e), eller artikel 34, stk. 4, i forordning nr. 44/2001 kan udledes noget, der skulle være hinder for anerkendelsen af den rumænske retsafgørelse for så vidt angår henholdsvis ægteskabelig status, forældreansvar og underholdspligt.
29 Ifølge den nævnte ret skal det imidlertid undersøges, om en, ifølge denne ret åbenbar, tilsidesættelse af de bestemmelser vedrørende litispendens i EU-retten, som er fastsat i artikel 19 i forordning nr. 2201/2003 og i artikel 27 i forordning nr. 44/2001, af de retsinstanser, som har afsagt den retsafgørelse, der er genstand for en sag om anerkendelse, kan anses for en grund, som er til hinder for anerkendelse af denne retsafgørelse, som følge af, at den strider mod grundlæggende retsprincipper.
30 Under disse omstændigheder har Corte suprema di cassazione (kassationsdomstol, Italien) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:
»1) Har en tilsidesættelse af de regler om litispendens, der er indeholdt i artikel 19, stk. 2 og 3, i forordning [nr. 2201/2003], alene betydning for fastlæggelsen af den retslige kompetence, hvilket betyder, at artikel 24 i [denne forordning] finder anvendelse, eller kan en sådan tilsidesættelse tværtimod være til hinder for en anerkendelse i den medlemsstat, ved hvis ret sagen først er blevet anlagt, af en afgørelse truffet i den medlemsstat, ved hvis ret sagen senere er blevet anlagt, på baggrund af proceduremæssige grundlæggende retsprincipper, henset til, at [denne artikel 24] kun henviser til de regler, der omhandler fastlæggelse af den retslige kompetence i artikel 3-14 og ikke til den følgende artikel 19?
2) Er en fortolkning af artikel 19 i forordning nr. 2201/2003, hvorefter bestemmelsen udelukkende omhandler fastlæggelsen af den retslige kompetence, i strid med det generelle europæiske litispendensbegreb og med denne bestemmelses funktion og formål, som består i at fastsætte en række bindende regler, der afspejler proceduremæssige grundlæggende retsprincipper, med henblik på at sikre oprettelse af et fælles område kendetegnet ved gensidig proceduremæssig tillid og loyalitet og retfærdighed mellem medlemsstaterne, hvor automatisk anerkendelse af og fri bevægelighed for afgørelser gør sig gældende?«
Om de præjudicielle spørgsmål
31 Det bemærkes indledningsvis, at de af den forelæggende ret stillede spørgsmål alene vedrører fortolkningen af forordning nr. 2201/2003. Mens det fremgår af 11. betragtning til denne forordning, at spørgsmål om underholdspligt ikke er omfattet af den nævnte forordning, men af forordning nr. 44/2001, fremgår det imidlertid af forelæggelsesafgørelsen, at hovedsagen ikke blot vedrører anerkendelsen af en retsafgørelse vedrørende ægteskab og forældreansvar, men ligeledes vedrørende underholdspligt. Følgelig skal de forelagte spørgsmål besvares i lyset af forordning nr. 2201/2003 og forordning nr. 44/2001.
32 Den forelæggende ret ønsker med spørgsmålene, som skal behandles samlet, nærmere bestemt oplyst, om de regler om litispendens, der er fastsat i artikel 27 i forordning nr. 44/2001 og i artikel 19 i forordning nr. 2201/2003, skal fortolkes således, at når den ret, ved hvilken der senere er anlagt sag, i forbindelse med en tvist vedrørende ægteskab, forældreansvar og underholdspligt i strid med disse regler vedtager en afgørelse, som er blevet endelig, kan retterne i den medlemsstat, som den ret, ved hvilken der først blev anlagt sag, henhører under, afslå at anerkende denne afgørelse med den begrundelse, at den åbenbart strider mod grundlæggende retsprincipper.
33 I denne henseende bemærkes, at Luminita Luisa Grigorescu den 30. september 2009 ved en rumænsk ret anlagde sag med påstand om skilsmisse mellem hende og Stefano Liberato, påstand om tildeling af forældremyndigheden over deres barn og påstand om bidrag til sidstnævntes underhold, mens der ved en italiensk ret før denne dato af Stefano Liberato var anlagt sag med påstand om separation af ægtefællerne samt påstand om forældremyndighed over barnet og fremsat en modpåstand af Luminita Luisa Grigorescu om bidrag til barnets underhold.
34 Det er med henvisning til den forskellige genstand for påstandene på ægteskabsområdet, idet den ene vedrørte skilsmisse og den anden separation, at den rumænske ret fandt, at der ikke var litispendens som omhandlet i artikel 19 i forordning nr. 2201/2003, og at den anså sig for kompetent til at træffe afgørelse i det af Luminita Luisa Grigorescu anlagte søgsmål.
35 Som Domstolen imidlertid tidligere har fastslået, forholder det sig således, at mens det med hensyn til sager på ægteskabsområdet ifølge ordlyden af artikel 19, stk. 1, i forordning nr. 2201/2003 er afgørende, at der er tale de samme parter, kan disse have forskellige genstande, alt efter om de vedrører skilsmisse, separation eller omstødelse af ægteskab. Domstolen har heraf udledt, at der kan foreligge en situation med litispendens som omhandlet i artikel 19 i forordning nr. 2201/2003, når der er anlagt dels en separationssag, dels en skilsmissesag for retterne i forskellige medlemsstater. Under sådanne omstændigheder, og såfremt der er tale om de samme parter, skal enhver anden ret end den, ved hvilken der først er anlagt sag, på embeds vegne udsætte sagen, indtil den første rets kompetence er fastslået (dom af 6.10.2015, A, C-489/14, EU:C:2015:654, præmis 33 og 34).
36 Desuden, og således som generaladvokaten har anført i punkt 56 og 57 i forslaget til afgørelse, gælder, at hvis der i ægteskabssager er blevet fremsat påstand om forældreansvar, finder reglerne om litispendens i forbindelse med skilsmissen anvendelse. Det samme gælder underholdsbidrag, når påstandene har forbindelse med en sag om en persons retlige status i overensstemmelse med artikel 5, nr. 2), i forordning nr. 44/2001. Det følger heraf, at de førstnævnte påstande henhører under artikel 19, stk. 1, i forordning nr. 2201/2003, mens de sidstnævnte påstande reguleres af artikel 27 i forordning nr. 44/2001.
37 I det foreliggende tilfælde var den ret, ved hvilken der først blev anlagt sag om separation, af den opfattelse, at den har kompetence på grundlag af artikel 12, stk. 1, i forordning nr. 2201/2003 til at træffe afgørelse om påstandene om forældreansvar og underholdspligt over for barnet med den begrundelse, at Luminita Luisa Grigorescu gav møde i sagen for denne ret og derfor havde accepteret denne retsinstans’ kompetence.
38 Det følger heraf, at i en situation som den i hovedsagen omhandlede tilsidesætter den ret, ved hvilken der senere er anlagt sag om skilsmisse og nedlagt påstande vedrørende forældremyndighed og underholdspligt, og som afviser at udsætte sagen og finder, at den har kompetence til at tage stilling til disse påstande, bestemmelserne i artikel 19 i forordning nr. 2201/2003 og bestemmelserne i artikel 27 i forordning nr. 44/2001.
39 Med henblik på besvarelsen af de af den forelæggende ret stillede spørgsmål bemærkes, at artikel 19 i forordning nr. 2201/2003 er affattet på næsten samme måde som artikel 27 i forordning nr. 44/2001 og indfører en ordning, som svarer til den ordning, der er fastsat i sidstnævnte bestemmelse, med henblik på behandlingen af tilfælde af litispendens. Domstolens bemærkninger vedrørende sidstnævnte forordning skal følgelig tages i betragtning med henblik på fortolkningen af forordning nr. 2201/2003 (jf. i denne retning dom af 6.10.2015, A, C-489/14, EU:C:2015:654, præmis 27).
40 Der henvises dernæst til de særlige kendetegn ved den ordning, der er fastsat i forordning nr. 2201/2003.
41 Denne forordning er baseret på samarbejdet og den gensidige tillid mellem retterne, som skal føre til gensidig anerkendelse af retsafgørelser, hvilket er hjørnestenen i oprettelsen af et egentligt retsområde (dom af 15.2.2017, W og V, C-499/15, EU:C:2017:118, præmis 50 og den deri nævnte retspraksis).
42 I denne sammenhæng spiller reglerne om litispendens en vigtig rolle.
43 Således som Domstolen tidligere har fastslået tilsigter disse regler af hensyn til en korrekt retspleje inden for Unionen at undgå, at der verserer parallelle sager for retterne i forskellige medlemsstater, og at der eventuelt træffes uforenelige afgørelser. Med henblik herpå har EU-lovgiver villet indføre en klar og effektiv ordning til at afgøre tilfælde af litispendens, baseret på den kronologiske rækkefølge af, hvornår der blev anlagt sag for retterne (jf. i denne retning dom af 6.10.2015, A, C-489/14, EU:C:2015:654, præmis 29 og 30 og den deri nævnte retspraksis, og analogt hvad angår forordning nr. 44/2001 dom af 27.2.2014, Cartier parfums-lunettes og Axa Corporate Solutions assurances, C-1/13, EU:C:2014:109, præmis 40).
44 Med henblik på at sikre en effektiv gennemførelse af forordning nr. 2201/2003 og i overensstemmelse med princippet om gensidig tillid, som denne hviler på, bemærkes for det første, således som generaladvokaten har anført i punkt 59 i forslaget til afgørelse, at det i overensstemmelse med denne forordnings artikel 17 tilkommer hver ret at prøve sin kompetence (jf. i denne retning dom af 15.7.2010, Purrucker, C-256/09, EU:C:2010:437, præmis 73, af 12.11.2014, L, C-656/13, EU:C:2014:2364, præmis 58, og af 15.2.2017, W og V, C-499/15, EU:C:2017:118, præmis 54).
45 For det andet kan kompetencen for retten i domsstaten ifølge artikel 24 i forordning nr. 2201/2003 ikke efterprøves (dom af 9.11.2010, Purrucker, C-296/10, EU:C:2010:665, præmis 85). Det samme gælder i henhold til forordning nr. 44/2001, jf. denne forordnings artikel 35, stk. 3.
46 For det tredje bygger forordning nr. 2201/2003 i overensstemmelse med 21. betragtning hertil på en betragtning om, at anerkendelsen og fuldbyrdelsen af retsafgørelser truffet i en medlemsstat bør være baseret på princippet om gensidig tillid, og grundene til ikke-anerkendelse bør begrænses til det nødvendige minimum (dom af 19.11.2015, P, C-455/15 PPU, EU:C:2015:763, præmis 35).
47 Det er i lyset af disse betragtninger, at det skal undersøges, om den omstændighed, at en retsafgørelse, som er blevet endelig, blev vedtaget i strid med de regler om litispendens, der er fastsat i artikel 27 i forordning nr. 44/2001 og i artikel 19 i forordning nr. 2201/2003, udgør et hensyn vedrørende grundlæggende retsprincipper, som – på grundlag af artikel 34 i forordning nr. 44/2001 samt artikel 22, litra a), og artikel 23, litra a), i forordning nr. 2201/2003 – er til hinder for, at denne afgørelse kan anerkendes af retterne i den medlemsstat, som den ret, ved hvilken der først blev anlagt sag, henhører under.
48 I denne henseende bemærkes, at ifølge selve ordlyden af artikel 24 i forordning nr. 2201/2003 kan den i denne forordnings artikel 22, litra a), og artikel 23, litra a), omhandlede efterprøvelse vedrørende grundlæggende retsprincipper ikke foretages i forhold til kompetencereglerne i den nævnte forordnings artikel 3-14.
49 Det må herefter afgøres, om reglerne om litispendens udgør kompetenceregler på samme måde som de regler, der er fastsat i denne forordnings artikel 3-14.
50 I denne henseende bemærkes, at selv om det er korrekt, at de regler om litispendens, der er fastsat i artikel 19 i forordning nr. 2201/2003, ikke figurerer blandt de kompetenceregler, der udtrykkeligt er omhandlet i denne forordnings artikel 24, indgår samme artikel 19 i nævnte forordnings kapitel II med overskriften »Kompetence«.
51 Endvidere forholder det sig, således som generaladvokaten har anført i punkt 77 i forslaget til afgørelse, sådan, at når – således som det er tilfældet i hovedsagen – den ret, ved hvilken der først er anlagt sag, og som træffer afgørelse i et særskilt søgsmål, prøver, om reglerne om litispendens er blevet anvendt korrekt af den ret, ved hvilken der senere er anlagt sag, og dermed årsagerne til, at denne ikke har erklæret sig inkompetent, efterprøver den ret, ved hvilken der først er anlagt sag, således nødvendigvis kompetencen hos den ret, ved hvilken der senere er anlagt sag. Som anført i denne doms præmis 45 forbyder artikel 24 i forordning nr. 2201/2003 imidlertid denne at foretage en sådan kontrol.
52 Uanset den omstændighed, at det i denne forordnings artikel 24 fastsatte forbud ikke indeholder en udtrykkelig henvisning til nævnte forordnings artikel 19, gør en angivelig tilsidesættelse af sidstnævnte artikel det således ikke muligt for den ret, ved hvilken der først er anlagt sag, at afslå at anerkende en afgørelse afsagt af den ret, ved hvilken der senere er anlagt sag, i strid med den regel om litispendens, der er indeholdt i denne bestemmelse, idet den ellers efterprøver kompetencen hos sidstnævnte (jf. analogt, hvad angår artikel 15 i forordning nr. 2201/2003, dom af 19.11.2015, P, C-455/15 PPU, EU:C:2015:763, præmis 45).
53 Disse betragtninger finder ligeledes anvendelse på reglerne om litispendens i artikel 27 i forordning nr. 44/2001 vedrørende underholdspligt, eftersom denne forordnings artikel 35, stk. 3, ligeledes bestemmer, at kompetencen for retterne i domsstaten kan ikke efterprøves.
54 Det skal tilføjes, at retten i den stat, som anmodningen rettes til, ikke må afslå at anerkende en retsafgørelse fra en anden medlemsstat, alene fordi den finder, at den nationale ret eller EU-retten er anvendt urigtigt i afgørelsen, idet dette vil bringe formålet med forordning nr. 2201/2003 og forordning nr. 44/2001 i fare (jf. i denne retning dom af 16.7.2015, Diageo Brands, C-681/13, EU:C:2015:471, præmis 49, og af 19.11.2015, P, C-455/15 PPU, EU:C:2015:763, præmis 46).
55 Denne analyse støttes af den omstændighed, at de grunde til ikke at anerkende en retsafgørelse som følge af, at den åbenbart er i strid med de grundlæggende retsprincipper, som er anført i artikel 22, litra a), og i artikel 23, litra a), i forordning nr. 2201/2003 samt i artikel 34 i forordning nr. 44/2001, skal fortolkes strengt, for så vidt som de udgør en hindring for virkeliggørelsen af et af forordningens grundlæggende mål således som anført i denne doms præmis 46 (jf. i denne retning dom af 19.11.2015, P, C-455/15 PPU, EU:C:2015:763, præmis 36).
56 Følgelig skal de forelagte spørgsmål besvares med, at reglerne om litispendens i artikel 27 i forordning nr. 44/2001 og i artikel 19 i forordning nr. 2201/2003 skal fortolkes således, at når den ret, ved hvilken der senere er anlagt sag, i forbindelse med en tvist vedrørende ægteskab, forældreansvar og underholdspligt, i strid med disse regler vedtager en afgørelse, som er blevet endelig, er disse regler til hinder for, at retterne i den medlemsstat, som den ret, ved hvilken der først blev anlagt sag, henhører under, alene af denne grund afslår at anerkende denne afgørelse. Navnlig kan denne tilsidesættelse ikke i sig selv begrunde en manglende anerkendelse af den nævnte afgørelse med den begrundelse, at den åbenbart er i strid med denne medlemsstats grundlæggende retsprincipper.
Sagsomkostninger
57 Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.
På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Første Afdeling) for ret:
Reglerne om litispendens i artikel 27 i Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 af 22. december 2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område og i artikel 19 i Rådets forordning (EF) nr. 2201/2003 af 27. november 2003 om kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i ægteskabssager og i sager vedrørende forældreansvar og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1347/2000 skal fortolkes således, at når den ret, ved hvilken der senere er anlagt sag, i forbindelse med en tvist vedrørende ægteskab, forældreansvar og underholdspligt, i strid med disse regler vedtager en afgørelse, som er blevet endelig, er disse regler til hinder for, at retterne i den medlemsstat, som den ret, ved hvilken der først blev anlagt sag, henhører under, alene af denne grund afslår at anerkende denne afgørelse. Navnlig kan denne tilsidesættelse ikke i sig selv begrunde en manglende anerkendelse af den nævnte afgørelse med den begrundelse, at den åbenbart er i strid med denne medlemsstats grundlæggende retsprincipper.
Underskrifter